Nr. Bjert, julen 2018
Kære modtager
Du og din familie ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår
Jul og Nytår
Igen i år skal jeg til Lotte og Lars juleaften, men om Lise også kommer, ved jeg stadig ikke. Edit holder jul i København. Første juledag er jeg stadig hos Lotte og Lars, og sammen tager vi til Lottes forældre til julefrokost. Nytårsaften holder Edit og jeg i Rugmarken sammen ved naboerne. Vort gamle team er opløst, idet vi nu kun er tre enkemænd tilbage og så Edit. De to andre enkemænd tager til deres børn til nytår.
Edits knæ
Det forgangne år har stået i knæets tegn. Selv om Edit allerede gik til læge i foråret, var det lige fra årets start klart, at vi skulle holde lav profil – både før hun gik til lægen, mens hun ventede på operation og efter operationen. Mellem beslutningen om at søge lægehjælp og operationen gik der mere end et halvt år! Edit fik det nyt knæ først på efteråret med løfte om, at man bagefter skulle se på det andet knæ, der kunne ”repareres” med nyt brusk. Selve operationen gik godt, og knæet kom sig ret hurtigt, men enten havde de stukket forkert under bedøvelsen, eller, hvad de selv mente, hun havde ligget forkert under operationen, for i alle tilfælde gjorde ryggen knuder, men det er på det seneste blevet bedre også, ganske som de forudså.
Fødselsdage
Kort efter operationen fyldte Edit 80, men da vi ikke vidste, hvor meget hun kunne på det tidspunkt, havde vi ikke arrangeret noget. Til frokost kørte vi ud til Rødovre og gik op på en japansk restaurant, hvor vi tog deres største middag. Om eftermiddagen kom børn og børnebørn til kaffe og lagkage, og nogen blev til aften, hvor jeg var nede og hente delikatesser. I ejendommen har vi et kæmpe supermarked med flere indbyggede specialbutikker, bager, fiskemand mv.
Min fødselsdag var om muligt endnu roligere. Edit og jeg havde inviteret kamelerne i Zoo, og de kom også og lagde sig lige uden for vort bord i restaurant Zoo. De havde dog spist og tyggede blot drøv. Om aftenen var vi på den japanske igen med Lise, hvor vi igen tog den store middag, denne gang med vin, for nu kunne Edit tage bussen, så jeg ikke skulle køre. Lise var med hjemme om aftenen og hjalp os af med den lagkage, vi om eftermiddagen var brændt inde med.
Årets udflugtsvirksomhed
Når lejlighed bød sig, og knæet havde det godt, gjorde vi et eller andet i retning af udflugt med kort varsel. Det meste halvdagsarrangementer, men nogle enkelte ture var med madpakke og kaffe.
Trelde Næs og Rands Fjord
Allerede først i januar var det højt og flot solskin, frost og sne. Jeg kreerede en dejlig tur næsten udelukkende på ensporede biveje, som man ikke skulle tro stadig fandtes i vort århundrede. Det var veje, jeg kendte fra min barn- og ungdoms strejfture på cykel. Vi endte på Trelde Klint, hvor jeg ville kigge efter fossiler. Der gik alt galt. Trappen ned ad klinten stod med de nederste trin i vand, og der var også is på trinnene. At nå klinten langs stranden lykkedes os heller ikke. Bølgerne slikkede op ad klintfoden og skyllede sikkert fossiler ud, men for at finde dem, skal vi have lavvande og roligt vand efter en storm. Vi gav op og kørte til den nærliggende Rands Fjord, hvor vi skænkede vor kaffe. Vi sad med udsigt over isbelagte oversvømmelser, mens vandet strømmede lystigt gennem kanalen over det delvist udtørrede fjordområde. Pludselig kom områdets havørnepar forbi. De stod foran æglægning og rugning og var lidt løsslupne. Pludselig slog den ene ned ganske tæt på os. Vi så tydeligt, da den strakte kløerne frem, men da den kom op igen, havde den ingen fisk i kløerne. De fløj hjem til deres rede længere inde i området. Også her havde vi tidligere stået og kigget på reden.
Skovtur, Dagebüll og Henne Strand
Vore traditionelle ture til forårsskoven først med anemoner, og så en uge efter med nyudsprungne bøge gennemførte vi, lige som vi var i Dagebüll, hvor Lotte og Lars var med. Denne tur gik videre til Rømø til en skøn fiskerestaurant, men der var sandflugt på stranden, og det fratog os lysten til et bad. Senere på sommeren tog vi til Tirpitzmuseet i Blåvand, og efter en besigtigelse dér tog vi til Børsmose Strand, hvor vi var i Vesterhavet til en svømmetur. Turen sluttede ved ishuset på Henne Strand. Også det er en tradition. Det var en tur ud og hjem samme dag, da jeg ikke har sommerhuset mere og i øvrigt heller ikke savner det.
København og Helsingborg
Fra Frederiksberg tog vi til Helsingborg, og senere på havnerundfart med efterfølgende frokost i Bibliotekshaven efter et besøg i Proviantgården, hvor vi så nogle af Rylanders store malerier. Vi spiste medbragt frokost i haven. De fine blomsterbede kunne vi dog ikke nyde, da en udrangeret politiker ville ind i politik igen og rendte rundt i bedene og skulle fotograferes. Vi sluttede på Det kongelige Bibliotek med at bese stelen fra Xian, der skulle minde om kristendommens komme til Kina. Vi var også på en sightseeingtur med en af de toetagers røde busser. Det var en foræring fra en af Edits ex-svigersønner. Vi fik et frikort til en hel dag og nåede to busture og en bådtur. Middag tog vi på et nyt madmarked nær den nedrevne Papirø efter først forgæves at have søgt noget spiseligt på Christiania. Her var vi nu ikke helt trygge, og stedet gjorde ude i hjørnerne også et forsømt indtryk.
På en anden tur gennem den indre by gik vi blot gennem byen og beså nogle klosterlignende gårde, som vi ikke kendte eksistensen af. Ved Universitetet skulle vi se den nyeste mindesten efter Inge Lehmann, 1888 – 1993, der havde fundet ud af, at jordens kerne var flydende jern. Uden for Universitetet stod på rad og række nogle af Universitetets elever, der var blevet til noget stort, og traditionen fortsættes åbenbart.
Den årlige hedelandstur turde vi ikke binde an med, idet invitationer jo skulle sendes ud i god tid. Til gengæld tog vi så en familietur i Hedeland med juletog, gløg, cacao og æbleskiver. Vi kunne med kort varsel samle 15, og vi var begunstiget af godt vejr.
Det lidt mere kulturelle
Mens det endnu gik rimeligt med knæet beså vi på Christiansborg med gobelinerne og med middag i den indre by. Her blev det dog sværere og sværere. Fastfood havde udkonkurreret mange spisesteder med rigtig mad. Også et besøg – en rundvisning i Folketinget blev det til. Den sluttede med middag i Tårnet. Her kom en kineser udefra. Han skulle have et billede af udsigten, og det absolut fra det bord vi sad ved! Det generede ham dog overhovedet ikke. Tjeneren oplyste, at den adfærd var de faktisk vant til!
Eller har det været småt med det kulturelle. Vi var dog i teater med Signe og på Arken og Øregård Museerne til specialudstillinger.
Mere end to måneder i efteråret er jeg gået på Folkeuniversitetet. Et udmærket silkevejskursus og naturligvis igen et fantastisk geologikursus, og så faldt jeg for noget, der hed Jernbaner i hele Verden, men det kan ikke ske sin fulde ret på otte gange tre kvarter! Niveauet var også for lavt. Alle kurser havde mindst 50 deltagere.
Turen til Schweiz
En enkelt større tur vovede vi at tage. Vi var med tog til og fra samt rundt i Schweiz. Vi havde to interrailbilletter, så vi kunne tage hjem med kort varsel, hvis Edits knæ skulle gøre knuder. Hjemrejseforsikringen ville nok have stillet sig på bagbenene, da vi jo godt vidste, at det kneb med knæet, inden vi rejste ud. Det gik godt, for det var ikke nogen hektisk tur, men alligevel fik vi set en masse. Turen var ledet af en bekendt, der er repræsenterer min lokale jernbaneklub i Kolding, og deltagerantallet var begrænset til 10. Den franske regering havde vrøvl med de offentlige ansatte, og fra tid til anden var der punktstrejker, så vi måtte ændre programmet. Vi nåede dog det franske jernbanemuseum i Mulhouse, men Mont Blanc i Frankrig blev erstattet med Rothorn i Schweiz, hvor vi dog heller ikke kom op til toppen, men trods alt gik en dejlig lille tur i en god kilometers højde på sæteren Planalp. Desuden var vi på bjerget oven over Le Chatelard, hvor vi imidlertid måtte opgive gåture ved Emosson Damm på grund af 1½ meter sne på stierne. Turen langs Vertic Alp med et lille 600 mm tog var imponerende, og det var de to kabelbaner, der hørte med til turen også. Vi prøvede Lötschbergpasset i godt 1200 meters højde og senere retur gennem den 34,6 kilometer lange tunnel, hvor man i dag kører 250 km/t i kun godt 800 meters højde. Vi besøgte den schweiziske Museumsbane, Blonay – Chamby samt minidampbanen, Vapeur Swiss Parc i Bouveret. Selv om det var megen jernbane, kan Edit altid finde noget på et jernbanemuseum, der kan fange hende. Det var en virkelig imponerende tur, der forløb uden problemer med knæet.
Af en eller andet moderne grund, skulle der være bælgmørkt på dele af de franske jernbanemuseum i Mulhouse, men trods alt ses Edit, mens hun beundrer et ældre fransk lokomotiv.
På jernbanemuseet i Mulhouse var der også udendørsudstilling. Ukrudsbekæmpelsen her var økologisk. Det brede spor var til en skydebro.
Vi var på vej til bjerget Rothorn ved Brienz, men kom kun hertil, en sæter ved navn Planalp, men her var også skønt.
På Planalp under Rothorn gik vi en dejlig tur.
Der var en hel landsby af sæterhytter heroppe.
På bjergtoppen over Vertic Alp ville vi også have gået, men der var for meget sne, og sneen var alt for våd. Så det blev kun til en stille øl på toppens restauration. Øllen var grøn (af farve) og brygget på alpemalurt!
Seks lande på Balkan
En dag sidst på vinteren gik jeg i frostvej til bussen og tog metroen videre til lufthavnen for at flyve til Skopje i Makedonien, hvor det var højsommer samme eftermiddag. Lise havde i sin egenskab af guide for Viktors Farmor spurgt, om jeg ville med til Balkan. Edit sagde klogeligt fra, for det var en intens tur. Med farmor beså vi Skopje og Ohrid og omegn. I Albanien var vi i Berat, Apollonia, Dürres, Tirana og Skader. I Montenegro beså vi Budvar og egnen omkring Kotorfjorden. De vi havde afleveret selskabet i lufthavnen i Podgorika, hovedstaden i Montenegro, og de sidste i selskabet fra check in havde vinket til os, gik vi ud på forpladsen og fandt den bestilte privatbil, der skulle køre os tilbage til hovedstaden, som vi så beså. Det var påskedag, så meget var lukket, men vi fik da købt lidt ind til næste dags lange togtur, og vi fandt et åbent spisested. Næste dag kørte vi med toget til Serbien, og det tog det meste af dagen. I Uzice fandt vi igen en privatbil, vi havde bestilt til at køre os til Mokra Gora. Her havde vi en hytte i tre nætter. Lise havde på tv set en brite, der rejste rundt og så mærkelige jernbaner, og netop banen i Mokra Gora ville hun gerne opleve selv også. Vi besøgte også en kæmpe filmkulise på en bjergtop. Et halv hundrede huse var blevet bygget, bevaret og nu indrettet som restaurationer, hotel, boder og butikker. Vi gik derop og ned igen. Desuden blev der også tid til et par gåture. Lise ville gerne op i bjergene og gå, mens jeg havde noget nede i dalen, jeg gerne ville se. Det gik op for mig, at området simpelthen var et stort frilandsmuseum, så selv de mest afsides steder kunne der stå et eller andet teknisk mindesmærke. Selv om vi havde køkken i hytten, spiste vi både frokost og middag ude. Middagen om aftenen var på jernbanerestaurationen med udsigt til veteranbanen. Hvad kan man så forlange mere?
På fjerdedagen kom en ny privatbil og kørte os til Sarajevo i Bosnien, som du nok husker fra borgerkrigen. Vi gik rundt to dage i denne by, inden vi med toget tog videre til Mostar i Hercegovina, hvor vi selvfølgelig så den gamle bro, der er synonym byen. Videre med bus, da der ikke mere var tog her, til Dubrovnik i Kroatien, også kendt fra borgerkrigen og ellers for sit middelalderimage. Med bus videre til Budvar i Montenegro, hvor vi havde efterladt vort snavstøj fra de første ni dages tur. Næste dag i privatbil til lufthaven i Podgorika efter nu ni dage alene med Lise.
Turen på egen hånd med Lise var billigere og efter min mening også bedre end grupperejsen. Jeg glædede mig specielt over, at jeg kunne finde rundt i Mokra Goras bjerge uden kort og stort set uden vejvisere, og var der nogen, kunne jeg jo ikke læse dem. Kun nødtørftigt kan jeg kyrilliske bogstaver.
En ny kirke i Ohrid i Makedonien bygget i gammel (byzantinsk) stil og på gamle fundamenter.
I Berat i Albanien lå en by kaldet De tusind vinduers By. Det ses vel ret tydeligt her? Byen lå mellem en flod og et bjerg med en borg. Husene klamrede sig til bjergsiden, og de kunne kun have vinduer på siden ud mod floden. Derfor de mange vinduer, da de skulle forsyne hele huset med lys.
I Kotorfjordene ved Perast lå nogle kunstige øer med kirker på skænket af skibbrudne, men reddede søfolk.
I forgrunden en gammel osmannisk bro over en lille biflod lige under kastellet i Podgorika i Montenegro.
I Mokra Gora bjergene i Serbien står jeg og taler med en schweizisk jernbaneentusiast på en jernbanemuseum i Sargan Vitasi.
Fra jernbanemuseet førte en museumsbane i 760 mm sporvidde i fire store slyng ned ad et flere hundrede meter højt bjerg. Her ses baner i tre etager. Nå, ja den næstøverste holder vi på og den øverste lå i en tunnel, men imponerende at køre her.
På en gåtur i Mokra Gorabjergene passerede vi dette lille kapel ved en hellig kilde, hvor vi også fyldte vore vandflasker op.
På en anden bjergtop over Mokra Gora lå filmbyen, en stor filmkulisse på mindst et halvt hundrede maleriske huse indrettet til hotel, restaurant, butikker mv.
I Sarajevo var dette kombinerede Rådhus og Bibliotek genopbygget efter borgerkrigen i osmannisk stil. Dette og de næste tre foto er fra Bosnien og Hercegovina.
I en park lige ved hotellet, hvor Første Verdenskrig startede, lå denne østrigske musikpavilion, hvor jeg fik kaffe, mens Lise forsatte sine byvandringer.
Hotellet i Mostar. En gammel osmannisk rigmandsvilla indrettet som museum og hotel.
Den kendte bro i Mostar, som borgerkrigens parter skød til måls efter og ødelagde.
Mange tværgader i Dubrovnik var trappegader. Vi er nu i Kroatien.
Min hobby
Den tager stadig det meste af min tid. Jeg konsulteres fremdeles af forfattere, slægtsforskere og lokalhistorikere, der skal have noget til en bog om industribanen på deres egn, eller for slægtsforskeren, der skal have noget om en bedstefar, der var lokomotivfører på en lille bane. Her lige før jul kom en flot bog fra et museum og en lokalhistoriker. Lokalhistorikeren må have fundet mig på nettet og tilskev mig. Selvfølgelig hjalp jeg, men jeg havde for længst glemt det. Derfor var bogen en glædelig overraskelse. Det er vel kun de halve af mine kunder, der husker at takke endsige husker at komme forbi med den rødvin eller øl, de har stillet i udsigt, men pyt. Jeg gør det jo, fordi det interesserer mig og har ingen glæde af mit arbejde, hvorfor så gøre det.
Trafik- og p-problemer
Den offentlige trafik har i år været en prøvelse på grund af endeløse vejarbejder og for mange biler til for få veje. En tur fra Edit til Nørreport kan gøres på 20 minutter, men flere gange tog den over en time.
I år gik den ikke længere med gratis parkering hos Edit, så nu har jeg fået en plads i kælderen under Edits hus. Fået er nok så meget sagt!
Vi er for længst holdt op med at tage bilen ind i byen. Ikke engang til Lise kan jeg køre, for jeg kan ikke finde en p-plads, og hvis jeg finder en, kun jeg kun gebyrfrit holde i to timer, og min mobil kan ikke klare en betalingsap. Det gælder i øvrigt også for vore gæster, der efter to timers besøg går igen eller går ned og flytter bil eller p-skive. Kun til Rødovre centrum og til Edits børn kan vi køre selv.
Vi hænger stadig nogenlunde med udviklingen i edb. Visse fordele har der også været, men vi hører jo stadig om, at edbsystemerne går ned, bliver hakket eller simpelthen er fejlagtige.
Edit købte denne tingest i Brugsen. Nu har den ligget på dugen i en uge, men endnu har den ikke virket. Dugen ligger der stadig. Så flyttede vi den ud i bilen, og der virker den bedre!
Julestemning
Sjældent går vi på juleindkøb, men midt i december havde vi et ærinde i Søndergade i Kolding, og jeg tør da nok mene, at julepynten ikke fik for lidt.
Selv om det var lyst, imponeredes vi lidt.
Heldigvis har Signe fortalt mig om snemandens rolle, men den anden figur har jeg kendt, siden han hed Mikkel Mus og kun havde tre fingre og hale.
Else og Anna var engang Signes yndlinge, men nu er de ude i kulden udkonkurreret af en Enhjørning. Vi gamle kender næppe Anna og Else, men de er også fra Disney fra serien Frost. Alle tre fotos fra Edit.
Næste år
Planerne for det kommende år er kun få. Reparation af Edits andet knæ og en tur til et kurophold på Læsø, som jeg fik, da jeg blev 80. Ellers kan vi tage af sted med meget kort varsel på en kort tur. Folkeuniversitetet byder ikke på noget i foråret, og det gør vore højskoler heller ikke.
Det, vi forbigår
Ikke et ord om svindlere og banker eller om klimaet. Det er jo et julebrev. Vi du se lidt om, hvad fortiden har bragt jorden og fornemme lidt om, hvad fremtiden kan byde, kunne du en dag klikke i:
Kærlig hilsen
Edit og Bent.