Små ture
Vi plejer at tage på mange hel- og halvdages ture, og det har vi også gjort i det forgangne år, men turene har været kortere end tidligere år. En del af vore småture har allerede været lagt ud på nettet. Det kan ske, at jeg er så begejstret efter hjemkomsten fra en tur, at jeg får lyst til at dele fornøjelsen med andre. Se for eksempel følgende link om en forårstur i anemoneskoven. Se for eksempel Forårsskoven, og om en geologisk tur efter fortidige hajtænger Forhistorisk forårstur. Om en historisk tur til en forholdsvis ukendt runesten Runesten i Eltang-Vilstrup Sogne.
En enkelt større tur blev det også til. Se Madeira 2016.
Jeg havde nok med Edit passereret Christiansfeld, men vi havde aldrig rigtigt besøgt byen før i eftersommeren i år, hvor vi besøgte brødremenighedens kirkegård, Gudsageren samt Comeniushaven. Selve Kirken var lukket for renovering. Forinden havde vi set Bulladen bygget i 1668, der er den største bullade i Danmark, der stadig står på sin oprindelige plads.
Sjovt nok, havde jeg aldrig været ved Bullladen i Christiansfeld før, skønt jeg har kendt den længe. Måske fordi frilandsmuseerne også har bullader. Navnet går på konstruktionen, som senere blev forbudt, da den krævede for meget egetræ.
Vort næste besøg gjaldt Christinero, hvor en fru Christine fra lavadelen med sympati for Brødremenighedens livsanskuelse sidst i 1700-tallet trak sig tilbage for at tænke dybt.
Hendes lille, beskedne græske tempel midt i haven. Det er nu ikke Christine, men Edit, der står derinde. Bemærk træerne til venstre, der står i en rundkreds. De sidste rester af en løvhytte. Der har været mange flere træer, og toppene var i sin tid bundet sammen.
Hun ligger begravet herude, forinden havde hun bygget et lille kapel i nygotisk stil.
Haven var ikke bygget som en strengt symetrisk barokhave, men efter starten af 1800-tallets ideer om “Tilbage til Naturen.” I området begunstigede de geologiske forhold artesiske kilder. Haven havde flere, og ved bulladen var der også en. Man stikker bare et rør ned til grundvandet, og så springer kilden selv. Det grønne er andemad.
Ferie på Mols og Djurs
Soldatertræffet foregik i Ebeltoft, men om den efterfølgende tur på Mols og Djursland kan læses her.
Edit har ”familie” på egen og vi besøgte Edits ex-svoger i fiskerhuset på Eg Strand for enden af en flere kilometer lang markvej med to for min bil for dybe hjulspor på begge sider af den græsklædte ”midterrabat.” Desuden besøgte vi Sidses ex i Ebeltoft, hvor vi var til middag.
I centrum af Ebeltoft var der ikke til at sparke sig frem for turister, og helt klaustrofobisk blev det, da vi forvildede os ind i en Netto for at købe en fornødenhed. Også Ree Park druknede i biler og mennesker. Stakkels dyr, men de lod nu som om, de var hjemme, så de var vel vant til det. Det var vi ikke, men heldigvis havde vi så resten af Djurs for os selv. Trafikpropper lykkedes det stort set at undgå. Dem var der ellers rigeligt af i området.
Mens Edit har været i området flere gange, var det mere end 60 år siden, jeg sidst har været i Mols Bjerge, og et gensyn har været et ønske i alle de år.
Ebeltoft
Idyl i Ebeltoft. Hvordan jeg bar mig ad med at undgå turister og biler, ved jeg ikke. Måske var jeg heldig? Måske var det, fordi der er ikke var loppemarked i netop denne gade?
Udsigt fra Trehøje, Mols Bjerge
Mols Bjerge. Udsigt fra Trehøje. Jeg mindedes fra min ungdom de tre gravhøje og landskabet omkring dem som lyngklædte, men lyngen var borte. I stedet glædede jeg mig så over, at området ikke her som mange andre steder var sprunget i skov. Nationalparkens køer og får gjorde deres arbejde grundigt. Tak for det. Et andet sted, jeg ville have besøgt, var sprunget i skov, så der intet var at se. Tilmed ville lodsejerne ikke tillade Nationalparken at anlægge stier og p-pladser, så rundturen startede med en fiasko.
Poskær Stenhus
Dagens sidste mål på vej til et spisested var Porskær eller Poskær Stenhus, Danmarks største dysse. Overliggeren vejer 11 t, selv om den er flækket. Den anden halvdel så vi på en anden dysse i nabolaget.
Thorsager Rundkirkes indre
Thorsager Rundkirke er den eneste af de syv danske rundkirker, jeg aldrig har været inde i før på denne tur. Kirken var dog så hårdhændet restaureret, at der ikke var meget at se. Den lå imidlertid meget markant i byen oppe på en bakketop.
Maria Magdalene Kirke. Timeglas
Kirken i Ryomgård hedder Marie Magdalene, og den var kendt for sine middelalderlige kalkmalerier. Nogle var uhyggelig formanende, så jeg nøjedes med at tage et foto af prædikestolen, hvor præsten havde et timeglas, så han kunne styre tiden eller måske længden af prædiken?
Knebel Kirke. Altertavlen
Koret i kirken i Knebel var udsmykket af Bjørn Nørgaard. Altertavle, alterbord og knæfald var tegnet af Bjørn Nørgaard og var virkelig noget helt specielt. Bemærk på altertavlen, at ”himmelstigen” ligner et DNA-molekyle (gen.)
Knebel Kirke. Alterbordet
Også alterbordet var fyldt med symboler. Her ser vi dog kun et udvalg af apostlene.
Moseekspressen ude i mosen.
I Stenvad byggede Pindstrup Mosebrug en tørvefabrik under Første Verdenskrig, hvor der var godt salg i indenlandsk brændsel. Fabrikken lå inde ved stationen i Stenvand, mens mosen, Fuglsø Mose lå adskillige kilometer derfra. Tørven kørtes ind til fabrikken med en smalsporet tørvebane, hvis rester i dag bruges til at køre turister ud i nærheden af mosen. Fabrikken bruges til udstillinger om tørveproduktionen og om tørvearbejderfamiljernes liv. Da vi kom, lige som toget skulle køre, tog vi turen med og sluttede med at spise i museets cafe.
Ree Safaripark. Plettet hyæne.
I Ree Dyrepark var der gode vilkår for dyrene, og det benyttede de fleste sig af og gemte sig i vildnisset, så vi ikke så dem. Her er dog en plettet hyæne, der gik og så på turister.
Kalø Slotsruin.
Kalø Slotsruin kørte vi forbi. Vi kunne ikke nå det hele. Heller ikke fregatten Jylland i Ebeltoft nåede vi, men det vi så, så vi grundigt, selv om vi dog ikke nåede hele dyreparken rundt. Den var for stor.
Turen sluttede med et besøg i Den gamle By i Århus, hvor vi godt nok havde været tidligere på året med Lotte og Lars og børnene sammen med et besøg i Botanisk Museum. Vi nåede dog ikke at se alt det, vi gerne ville første gang, og heller ikke anden gang fik vi set alt.
Efter mere en 60 års pause kom der igen et nybygget damplokomotiv til Danmark. Det ses her i Ree Parks også nybyggede banegårdshal. Det stod dog rigtig dårligt for fotografering, og da jeg fra ligesindede havde adskillige gode fotos af det, tog jeg blot dette ene foto af tingenes tilstand. Det syner ikke stort, og sporvidden er også kun 311 mm.
Vort tog, der førte os ud til ulve, bjørne og bisoner var fremført af et ligeledes nybygget disellokomotiv. Desværre. Det var damlokomotivet, vi var kommet for at se, og det var ikke i drift den dag. Bjørnene så vi heller ikke, og ulvene havde også delvist gemt sig.
En lille forårstur
I foråret var vi på en tur, der først gik til Sydøstfyn, hvor vi samlede op på noget af det, vi ikke nåede på turen året før til Sødinge Friskole. De fleste herregårdsbesøg mislykkedes. Det var ikke muligt at komme i nærheden af herregårdene. Kun Hesselagergård lykkedes. Vi besøgte også Hesselager Kirke, som en af de tidligere ejere ombyggede med renæssancegavle lige som dem på herregården. Desuden så vi Hesselagerstenen, Danmarks største sten. Ved Vormark Kalkværk var der et meget smukt stykke natur, men geologisk var besøget en fiasko. Tyve år før havde et profil i graven været rengjort, men nu var det håbløst vokset til.
Den gotiske Hesselagergård på Sydøstfyn, der blev pyntet med renæssancegavle af en tidligere ejer, der ville være med på moden.
Herremanden betalte dengang også ofte kirken, så også her satte han sit fingeraftryk. De kamtakkede gotiske gavle blev skiftet ud med mere moderne renæssancegavle.
Selv om stenen var dybt begravet i jord, synede den så imponerende , at kongen, Christian den VIII. lod den udgrave. Nogen havde en formening om, at stenen kunne være grundfjeld. I dag ved vi, at vi skal til Glamsbjerg en del kilometer med vest, og så skal der graves mere en 800 meter ned for at komme til grundfjeldet på toppen af Ringkøbing-Fyn-Højderyggen.
Målet var Sidse. På Jungshoved var der fire transformatortårne, der ikke brugtes mere, og som borgerforeningen havde overtaget og bedt fire af områdets kunstnere at udsmykke. I forbindelse med åbningen var der folkefest med taler, optræden og spisning. Her hjalp vi til.
Sidses transformatortårn nær den tidligere Brugs. I dagens anledning er der flag, men borgerforeningens bænk fik lov at blive stående sammen med en god snes andre bænke i området.
H. C. Andersen deltog også i festlighederne og læste en tidlig version af Klodshans.
Vi nåede også en heldagstur til Møn, hvor vi kiggede efter orkideer. Mens vi sidste gang kom efter afblomstringen, var vi denne gang rigeligt tidlig på dem. Mange var endnu ikke sprunget ud.
Foruden orkideerne ved Busene opsøgte vi i år også Jydelejet, hvor der også var orkideer, og hvor jeg aldrig havde været før. Orkideen her hedder muligvis Horndrager, selv om den på billederne i bøgerne er mere rød i blomsten, men det kan være mit fotografiapparat?
Delfiner i Danmark!
En af de mange udflugter, vi har haft, skulle med Lotte og Lars’ båd gå til Trelde Næs, men da vi passerede Fredericia Havn havde vi pludselig følgeskab af en delfin, der svømmede foran os, under os og på siden af båden. Den sluttede med et højt spring op over vandet med hele kroppen, inden den forlod os til fordel for en tysk lystsejler. Vi vidste godt, at der var to delfiner i Lillebælt, og vi så også den anden, der boltrede sig ved Middelfart tidligere Søbad. Delfiner er flokdyr, men en forsker mener, at de somme tider tager på ferie fra flokken og søger ind til havne og beboede steder. Efter et par måneder er de pludselig væk igen og har søgt tilbage til flokken i Atlanten.
Foruden delfinen, som jo er ny på vore himmelstrøg sikkert på grund af varmere hav også kaldet klimaforandringer, sejlede vi midt i en makrelstime. Mindst fire sæler deltog i jagten på dem sammen med et større antal marsvin. Hvor mange der var, er ikke til at tælle, da det kræver, at de alle har hovedet oppe samtidig, men der var mindst et halvt hundrede. Nogle af dem jagede makrel nedefra. Mens makrellerne kunne springe op over havoverfladen under flugten, så var marsvinene for tunge, men vi så da en tredjedel kroppen på de, der kom højest. Vi lå længe her, så vi nåede slet ikke målet, men vendte og sejlede hjem en stor oplevelse rigere.
Selv om vi stod med kameraer, var ingen hurtige nok til at få fotos. Senere lykkedes det Malte med sin i-pad at tage en film, hvor man ser delfinen. Ud af filmen har jeg klippet vedføjede billede.
Det lykkedes mit barnebarn, Malte at filme delfinen på en senere tur. Fra filmen har jeg klippet dette foto. Med den rygfinne er det tydeligvis ikke et marsvin. De opsøgte nemlig heller ikke både, men stak som sælerne af, når man nærmede sig.
Naturen set fra Edits vindue
Udsigten fra Edits stue varierer fra sommer til vinter og fra morgen til aften. En morgen omkring første november var Amagerværkets skorstene delvist skjulte af skyer, mens toppene var over skyerne. Til gengæld kreerede de så nye skyer højere oppe.Det så sådan ud. Vi ser den nye “skibakke” på Amagerværket sammen med Københavns Domkirke og Vor frelsers Kirke, den med den udvendige vindeltrappe.
Et par dage senere var himlen rød med guldkant på skyerne, men så brød solen frem, og så var det slut med at fotografere. Forgrunden er allerede blevet helt mørkt. Kanten af skyerne, der på billederne er hvid, var i virkeligheden første rød og så gylden, men elektronikken kan stadig ikke helt være med, selv om den dog er bedre en de gamle film, der skulle fremkaldes. Her er baggrunden Ørstedsværket og Øresundsbroen.