Indlægget her er en forkortet udgave af året julehilsen.
Sommerhuset
Som sædvanlig nåede vi ikke i år alt det, vi gerne ville. Det gik navnlig ud over sommerhuset, som jeg hverken havde fornøjelsen af at åbne efter vinteren eller lukke ned for næste vinter. Vi havde dog en dejlig uge derovre i forsommeren, hvor vi tog en dag til Hjerl Hede efter Edits ønske. Vi fik set så godt som det hele. Det var så tidligt på sæsonen, at der ikke var befolket i landsbyer og værksteder. Desuden fik vi en fin frokost i den gamle museumskro. Vi besøgte i år også Frilandsmuseet og også her spiste vi en skøn frokost, men vi nåede på en eftermiddag kun at se fire gårde. Til gengæld så vi de fire valgte gårde fra ende til anden. Fra sommerhuset besøgte vi det nærliggende og nyfredede Vrøgum Kær, der inden for de seneste år er blevet gjort og tilgængeligt i forbindelse med genopretningen af Fil Sø. I Vrøgum Kær kunne vi føje tre nye orkidéarter foruden masser af den kødædende soldug til vort cv. Tager vi orkidéerne fra Øland med, er vi oppe på ti “nye” orkidéarter i år.
Dagsture
Vi havde yderligere et par dagsture i år med kaffe- og madkurv. I forlængelse af de sidste års ture ned langs Vestfyns kyst, var vi efterhånden begyndt at søge ind i landet langs Brændeå. I år fortsatte vi fra Kerte. Vi kom til Frøbjerg Bavnehøj, hvor jeg sidst havde været som barn med min far. I skolernes efterårsferie tog min far mig gerne med på en travetur. Den ene gang rejste vi til Bred, en lille station på den fynske hovedbane, hvorfra vi gik til Frøbjerg og retur. Den anden gang tog vi toget til Skalbjerg og gik til Frøbjerg, men hjemturen lagde vi over Knarreborg på Assensbanen. I dag har Knarreborg igen sit gamle navn Gammel Tommerup. Her havde min far to gamle tanter, der boede alene i et lille bindingsværkshus. Hvordan, de var i familie, ved jeg faktisk ikke, for min fars tanter, kan det ikke have været, men det kan have været hans mors tanter. Om vi tog toget hjem til Fredericia eller måske til Odense fra Knarreborg, eller vi gik op til Tommerup Stationsby og tog toget derfra, har jeg også glemt, men det sidste er sandsynligt.
Frøbjerg var ikke til at kende igen. Fra de første besøg mindes jeg den vide udsigt. Jeg kunne se både Bred, Skalbjerg, og Tommerup, og jeg kunne følge togene nede på den fynske hovedbane, idet damplokomotivernes røgsøjler røbede togenes position. I dag var der ingen udsigt, for stedet var plantet til med til dels sjældne træer. Desuden var der rejst nogle mindesmærker for store mænd, og der var en mindelund for ofre fra Fyn for besættelsestiden. Altsammen noget, der ikke var der i min barndom. Vort næste mål var nogle af de gamle teglværker på egnen. De var godt nok væk, men for år tilbage havde jeg set værkerne i drift og set deres små teglværkstog køre ler rundt i landskabet. Vi kunne i det tidlige forår sidde ude og spise vor medbragte mad ved borde opstillet på en bro i en af teglværksgravenes søer, mens vi så på fisk og fugle. I tilgift kom nogle trækfugle forbi. Derpå beså vi naturfænomenet, Afgrunden og imponeredes. Jeg ville godt have genset Lunge Bjerge og nogle af de andre grusbakker, men Edit ville hellere gense Brænde Mølle, og det gjorde vi. Desuden skulle hun besøge en dame på en gammel bindingsværksgård i Føns, hvorfra der solgtes strikkegarn. Fra kirken så vi ud over et nyt vådområde og sandelig, om der ikke i nærmeste træ sad en havørn.
Biologi
Vilde dyr og fugle har jeg ikke skrevet på cv’et. Det vildsvin, vi sandsynligvis så et glimt af i Sverige, vil jeg gerne tættere på, før jeg vil bogføre det. Nogle “nye” fugle blev det til, men det var underarter af mere almindelige fugle, så heller ikke dem regner jeg rigtigt med. Vi var ikke taget på tur for udelukkende for et se dette eller hint fjerkræ. I sommer havde vi en træløber på terrassen. Den var fløjet ind i vores rude, men Edit tog sig af den, så den kom sig og fløj igen efter fotografering. Denne art har jeg ikke set, siden jeg var barn. En havørn, der slog ned og kom op med en fisk, så vi også i år. Det vil sige, sidste år var det en fiskeørn, men året før så vi det flere gange i Norge. Her var det nu lidt snyd, for nogen kastede fisk ud til dem.
Udsigten var Frøbjerg Bavnehøj, Fyns højeste bakke. Mellem træerne var der
lidt udsigt, men slet ikke, som jeg mindes fra barndommen. Det var også lidt
diset den dag.
Afgrunden ved Vissenbjerg. En meget markant regnkløft, der var gjort tilgænge-
lig via et stisystem.
Brænde Mølle ved Brænde Å var som så mange andre vandmøller og vandkraft-
værker naturgenoprettet. Bygningerne var stadig statelige, og det nye stryg impo- nerende. “Bare hæng i, laks. I skal op her!”
Geologi
I efteråret har jeg gået på Folkeuniversitet i København på to kurser, begge i geologi, mineraler og bjergarter. Selv om det kun var ti mandage aftener og ti tirsdage eftermiddage gjorde det alligevel, at der var en masse andre arrangementer, jeg ikke kunne deltage i også.
Ved fyret på Kullen, der ses i baggrunden, har Det skandinaviske Grundfjeldsskjold været udsat for stærke kræfter, der har varmet klippen op, så gnejsen er blevet delt i sine bestanddele. Her ses båd mørk gnejs og separate bånd af rød feldspat.
Et andet sted på Kullen var det vulkansk basalt, der var gået op i sømmene. Hornblenden er blevet til amfibol, og da den indeholder små granater hedder
den granatamfibolit. Stedet kaldes ligefrem Diamantklipperne, da amfibolitten
glimter, når lyset falder rigtigt. Også her ses rester af rød feldspat og kvarts.
Nedenunder ses både den røde feldspat og linser af ren kvarts samt rester af endnu uomdannet gnejs.
I foråret deltog jeg i et weekendkursus i Odense i palæogen og neogen, men vi nåede kundet halve. I efteråret startede dette kursus forfra med kambrium, men da var jeg i København. Med geologiinteresserede havde jeg en meget fin tur til Kullen. Som med Teide, som jeg nævner senere, viste Kullen sig at have en helt anden oprindelse, end jeg havde gået og troet.
Kultur
Vi har ikke været i teatret i år, men det er blevet til nogle få smalle film i Grand om eftermiddagen med Politiken Plus, samt nogle få kunstudstillinger og en hel del koncerter. Vi har to gange været i den smukke Store Magleby Kirke. En gang til Johannespassionen og en gang til Brahms’ Tyske Requiem. Det sidste med kor og et orkester sammensat af tre orkestre, hvor nogle af musikerne sad på plader lagt over de første bænkerækker. Vi sad på fjerde række lige bag de nærmeste strygere! Alligevel kunne vi høre og skille de enkelte instrumenter.
På en lille sviptur til Helsingborg beså vi Kärnan og Mariakyrkan, hvor Buxtehude også havde slået sine folder.
Vi var inviteret til åbningen af en jernbaneudstilling i Kolding og en geologisk udstilling på museet i Gram samt til foredrag og film om Ekspeditionen til Verdens Ende, hvilket her var Grønland. Det sidste arrangement måtte vi nu selv betale.
Soldaterne havde vi også i år træf med. Dennegang i Skærbæk i Sønderjylland, men hverken skolekammerater eller skolebibliotekarer traf jeg. Enten løb arrangementet ud i sandet, eller jeg var et andet sted og kunne ikke deltage.
Lise
Lise har været i Mali som journalist for at dække valget. Hun var også et par gange i radioen og fik et par artikler i Berlingske Weekend. Næppe var hun hjemme, før hun tog til Mali igen for efter en måneds tid efter at tage til Ghana og Burkina Faso som rejseleder for Viktors Farmor. Efter deltagerne var sat på et fly til Danmark tog hun retur til Mali, hvorfra hun via Lissabon og Hamburg kommer til Kolding nogle dage før jul. Også hun tager naturligvis med til Lotte, Lars og børnene. I det nye år er der også opgaver for Victors Farmor, men på nye destinationer, for hendes speciale, Mali og omliggende lande er ret usikre for tiden.
Æbelø
Lars og hans familie ser vi ret ofte, når vi er i Nr. Bjert. En sommerdag sejlede Lotte og Lars os til Æbelø, hvor vi gjorde landgang i Malte og Laus gummibåd og havde en fin tur Æbelø rundt. Havørnen var ikke hjemme, men på Æbelø, er der meget spændende geologi, dels istidsgeologi dels tertiærtidsgeologi.
Konflikt
Tidligere på året var vi til konflikt sammen. Lige som jeg har været til demonstration på Christiansborg Slotsplads for klimaet og for sygeplejerskerne, var jeg med Lotte og Lars til demonstration for en bedre folkeskole, mens Edit tog deres børn med i Zoologisk have og ventede med mad til vi kom hjem. Lars og Lotte var selv kørt, fordi kredsens bustur varede til midt om natten, og så længe kunne de ikke skaffe barnepige. Det var også for mig lidt af en oplevelse. Jeg kunne selvfølgelig ikke tælle deltagerne, men ud fra hvor tæt vi stod pr. kvadratmeter og hvor stor Slotspladsen med omliggende arealer er, ville jeg mene, at stod vi lige tæt, var vi 100 000. Derfor var det slående at se politikerne og deres presse anslå deltagerantallet til en femtedel. En demonstration må bestemt ikke være vellykket. Der var heller ingen af de implicerede politikere, der turde vise sig, selv om de godt vidste, at vi var der. I øvrigt var det en ganske sober demonstration, langt over niveauet, som nogle enkelte deltagere trak klimademonstrationerne ned i. Hele affæren med Folkeskolen og i øvrigt også behandlingen af de ældre kostede mig desværre mit parti gennem mange år. Det har de nu selv været ude om. Mit nye politiske parti er jeg ikke helt tilfreds med. Der er for mange, der måske nok mener det rigtige, men mangler realitetssans. Hvis også de skuffer mig, ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.
Ferier
Ikke mindre end fire ferier blev det til i år. Det har i mange år været mod mit princip at tage på en ny tur, før den gamle er fordøjet. De tre ture har jeg berettet om på min hjemmeside. Se:
Sverige: https://bentsbane.dk/sverige-ferie-2013/
Højskole: https://bentsbane.dk/tyskland-mellem-helgoland-og-nordstrand/
Bolzano: https://bentsbane.dk/bozen-innsbruck-munchen-rejsepostkort/
Tenerife
I skolernes vinterferie følte jeg lyst til en tur med mine børn, men Lise ville til Marocco og Lotte og Lars ville til Tenerife. Jeg valgte så Tenerife. Det var min første “badeferie.” Vi blev anbragt på et hotel, hvor der, så langt øjet rakte, kun var hoteller, ferielejligheder og turister. Der boede ingen indfødte i miles omkreds. Vi kunne købe plastikost fra Holland, marmelade fra Danmark og dybfrost, men ikke fersk eller frisk mad endsige mælk. Lotte og Lars fandt dog en slagter nogle kilometer væk, hvor man kunne få pålæg. Efter et enkelt halvdårligt spisested fandt vi et acceptabelt, hvor vi spiste hver aften i stedet for at lave plasticmad i lejlighedens køkken. Jeg tænkte lidt på Azorerne, hvor vi dagligt mæskede os i lokale og friske delikatesser fra de stedlige handlende. Vi gik en tur morgen, middag og aften på strandpromenaden mellem de andre turister og badede hver dag en til to gange. Vi havde faktisk poolen for os selv. Ellers sad vi på altanen med en god bog, og det bekom os fortrindligt. Måske gør jeg det igen? Bare et mindre turistet sted?
Vi havde et par ture, hvor Lars havde lejet en seks-personers bil. Den ene tur gik til Teide,
Tenerifes vulkan. Vi orkede ikke køen til svævebanen til toppen, men vi gik en dejlig tur ud over lavamarkerne, hvor der var rig lejlighed til at studere geologi. Jeg fandt både vulkansk glas også kaldet obsidian og pimpsten. Desuden stiftede jeg bekendtskab med sills og dykes, som jeg aldrig havde hørt om før, men geologien udvikler sig hele tiden.
Jeg tror faktisk også, at man for bare få år siden gav en anden forklaring. Tidsperioderne skifter navne, og bjergarterne skifter også navne, så det er svært for mig at følge med. Da jeg kom op til Teide, troede jeg, at jeg kom op i en caldera, et tomt og derefter sammenstyrtet magmakammer eller lavakammer. Sådanne calderaer boede vi i på Azorerne, men her lignede det ikke. Det var først hjemme, jeg fandt ud af vulkanens sande historie, der er nok så interessant, men det vil føre for vidt at redegøre for den i et julebrev. Nogle skilte rundt om i naturparken på engelsk samt en bog købt på stedet på tysk hjalp mig dog på vej. Ellers glædede vi os over alle de lavaformationer, vi gik rundt i uden at gå op i, om det nu var basalt og i givet fald hvorfor.
Her går vi i ørken- og lavalandskabet neden for Teide. Der ligger formentlig lidt sne på toppen, og hvert fald, da vi rejste, var vulkanen hvid af nysne.
På billede her til venstre ses en lavarest, der i sin tid er trængt frem i sprækker i overfladen. Senere er den omliggende tuf fjernet af vind og vejr Lavaen hviler på tuf, hærdet vulkansk aske, men vinden slider tuffen, så en skønne dag vælter stenen! Vi stod en ti minutters tid og ventede på, at den skulle vælte, men der skete ikke noget.
På det nederste billede ses en lang og høj tunge af slagger, gasfyldt lava, der
er trængt frem og størknet næsten lige så hurtigt, som fremdriften. Her ville
jeg godt have stået og set på for et par tusinde år siden?
Hjemmeside
Og så til sidst vil jeg dele ud af en erfaring, jeg har gjort. Hvis du ikke har noget at tage dig til, så anskaf dig en hjemmeside, og du har fast arbejde med at holde den ved lige. Medieverdenen kalder eventuelle læsere for venner. Man kan have venner på facebook og på andre sociale medier, selv om venner ikke lige er det ord, jeg ville bruge. På den anden side, har jeg været på flere besøg med kaffe og eller frokost hos nye “venner,” som jeg har lært at kende gennem hjemmesiden. Andre har jeg haft besøg af, og så er der alle dem, der kun dyrkes pr. mail. Jeg har fået – jeg foretrækker ordet samarbejdspartnere eller forretningsforbindelser helt i Tasmanien. Da jeg ikke er god til engelsk, anbefalede jeg ham en adresse på Amalienborg Slotsplads for at få oversat min danske mail til engelsk. Han lurede mig nu, og i stedet bruger vi googletranslate. Jeg har hørt andre også konstatere, at til dansk/engelsk er den anvendelig, og hvis man skal oversætte til andre sprog, betaler det sig først at gøre det danske til engelsk og så derfra til bambara, nederandalusisk eller andet eksotisk. Pressen kan stadig more sig over underlødige maskinelle oversættelser. Nå, ja, man falder da også jævnligt over en maskinoversat brugsanvisning til en ny dims, man har købt, og som man ikke forstå et kuk af.
Facebook mv.
I øjeblikket kan jeg åbne Edits facebook, men ikke min egen. Jeg har dog været inde i den, kortvarigt i en periode og set mine venskabsanmodninger, men inden jeg fik gjort noget ved dem, havde jeg igen glemt mit kodeord. Og så har jeg rigeligt med min mailbox dagligt samt min hjemmeside og to fora, som jeg besøger mindst hver tredje uge. Foraene besøger jeg, fordi jeg får link fra andre til noget, jeg bør se, og tak for det. Forum hedder fora i flertal, hvis du som jeg studser.
Min bank fortalte mig, at de havde åbnet en e-postkasse for mig. Det anede jeg ikke. Jeg havde nok ikke læst det med småt. Jeg gik hjem og åbnede, eller rettere oprettede, for jeg havde ingen e-postkasse i banken, ganske som jeg erindrede, men da den var oprettet og åbnet, væltede der over to hundrede meddelelser ud. Jeg så lidt på de første, hvorpå jeg slettede dem alle sammen. Det har jeg fortrudt, for den eneste måde hvorpå banken opdager, at jeg ikke gider deres reklamer, er vel at e-boxen er fuld, og de ikke kan stoppe mere i den!
Nu får vi vel også snart den form for humor fra det offentlige. Det bliver måske med tungere post som skatteopgørelser mv. Betænk lige hvor let fremmede landes efterretningstjenester kan aflytte mobiltelefoni og læse med på andres mailer. Det er vel kun et spørgsmål om tid, før nigerianere, kinesere og østeuropæere også mestrer den kunst? Lad dem aflytte mobilen. Det gør jeg også selv i S-tog, fordi man slet ikke kan undgå det, men med det offentliges og bankernes brug af nettet til meddelelser om bank- og skatteoplysninger, kan skaderne blive langt alvorligere. Jeg gruer.
Mere hjemmeside
Skulle du i julen nå så langt som hertil og har mere tid – og er glad for rejseberetninger, så ligger der på min hjemmeside et par ældre beretninger fra Kina. En om, hvordan jeg er fireethalvt år om at forstå en kinesisk vittighed og en om Den flyvende Hest, som du præsenteres for i kinesiske souvenirbutikker, men ikke får forklaring på. Jeg har været mange år om at finde forklaringen, selv om jeg har set den originale flyvende hest. Det er lidt lige som med Holger Danske. Er det en statue i Skjern eller i Helsingør, eller er det et flyttefirma i Helsingør?
Vitsen har adressen:
https://bentsbane.dk/kina-tioren-faldt-i-enorer-men-det-tog-4%C2%BD-ar/
Hesten har adressen: https://bentsbane.dk/den-flyvende-hest/
Bedstefar læser.
Signe
Lige et par foto til sidst. Jeg sidder med Signe, og vi læser. Vi er ude hos Lisbeth og Per, Edits yngste. Vi passer hende jævnligt, og til mit held er jeg accepteret, selv om jeg “kun” er bedstefar, og Signe er Edits barnebarn. Det hænder, at jeg glemmer ordet “Edits!”
Signe på vej i skole.
Det gælder om at nyde de små. De bliver store, før man venter det. Her er Signe på egen hånd på vej i vuggestuen eller i den store verden? Hun kom nu ikke så langt, for rygsækken var tung, og hun fik overbalance!