Hundertwasser

Det meste af dette indlæg genfinder du i Rejser i Østrig, men indtil Uelzen og Magdeburg er gjort færdig, beholder jeg indlægget under begge overskrifter.

Hvis ikke denne østrigske maler, arkitekt og filosof umiddelbart siger dig noget, skulle du måske først rådføre dig med din søgemaskine, inden du læser dette indlæg.

Jeg tror, jeg havde hørt om ham, inden jeg i Wien i 1996 så nærmere på hans arkitektur. Vi var til dels på egen hånd, og en dag opsøgte vi hans kendte beboelseshus i Löwengasse, som de fleste turister tages med hen til. Vi gik også ned til hans museum, Kunsthaus Wien i nabolaget, hvor vi var inde og rigtig mærkede de skæve gulve. Her stiftede vi også bekendtskab med hans malerier og tegninger samt sider af hans filosofi, der ligger til grund for, at hans huse ser ud, som de gør. Desuden flottede vi os på cafeen, der hørte til museet.

En anden dag besøgte jeg alene et affaldskraftvarmeværk i Spittelau i Wien, som han også havde været mester for.

Mange år senere, i 2006 passerede vi på en tur til Harzen banegården i Uelzen, hvor han havde stået for ombygningen. Heller ikke her var vi de eneste turister! Der var en lang kø til toilettet, ikke af folk med ærinde, men blot af nysgerrige! I øvrigt nåede vi først frem til Harzen på fjerdedagen. I de gode gamle dage før motorvejskøerne kunne vi gøre turen på fem timer.

I Magdeburg på et højskoleophold i 2008 så vi naturligvis Det grønne Citadel.

Vort bekendtskab med Hundertwasser rundes af med en besigtigelse af firmaet Würths samling af hans tidlige værker og her i 2014 Arkens Hundertwasserudstilling.

Desværre lagde systemet billederne ind i tilfældig orden, idet jeg valgte at markere dem alle sammen i håb om, det var lettere. Det skal ikke ske igen. Jeg beklager.

Bent Hansen 13. marts 2014.

Hundertwassers varme- og affaldsværk i Wien.

Hundertwassers beboelseshus i Wien var svært at komme på fotoafstand af, men detaljerne kan man undertiden et kort øjeblik få for sig selv uden andre turister.

Hundertwassers kunstmuseum i Wien lå bedre for fotografering.

Museets toilet.

Et udvalg af Hundertwassers billeder.

Som andre lidt specielle kunstnere er hans streg let genkendelig.

Om Hundertwasser virkelig står bag disse ord, tror jeg faktisk ikke. Jeg kendte dem i forvejen, tror jeg. Måske har Hundertwasser omskrevet ordene? Johannes V. Jensen har sagt noget lignende i en af sine sange i Højskolesangbogen. (Hvor smiler fager den danske kyst.)

Da min hustru lige var udskrevet fra Wiens Universitetshospital dagen før, måtte vi tage den lidt med ro og ofre et måltid i museumscafeen for at få lidt hvile. Hun var dog ikke mere medtaget, end at hun kunne fotografere sin familie.

Hvis nogen ikke skulle kunne forstå Hundertwassers sprog, var der også på toilettet standartsymboler for kvinde og mand.

Ikke underligt, at cafeen var lidt dyrere. Vi skulle vel også betale for blomsterne.

Flere indtryk fra cafeen.

Da jeg kun tog to fotos af værket, må det ene været et postkort, men jeg kan ikke se hvilket. Jeg håber begge de viste her er mine og det er postkortet, jeg har udeladt.

Hundertwassers ombyggede banegård i Uelzen mellem Hamborg og Hannover. Heller ikke den var til at fotografere, da man ikke måtte gå på sporene.

Til både Uelzen og Magdeburg haves lagt flere fotos, der kommer ved lejlighed.

Det grønne Citadel i Magdeburg. Grøn? Jo, når du ser det fra luften – taghaverne! Ingen af de to sidste bygninger nåede Hundertwasser at se færdige. Han døde, mens politikerne gik rundt i små sko og talte for og imod.

Bent Hansen 13. august 2014.