Brunkulsbaner omkring Troldhede under Første Verdenskrig

INDLEDNING

#¤ Følgende mangler endnu, selv om indlægget er lagt ud.
1. Nyt kort over området.
2. Nyt kort med rigtig nordretning over Troldhede Station.

BAGGRUNDEN FOR ARTIKLEN
Dette indlæg er foranlediget af artiklen i Togfløjten nr. 4 for 2024 om TKVJ, km. 0,5. Mit Indlægs førsteudgave blev offentliggjort i Togfløjten 2.2025 som en artikel under overskriften: Brunkullene ved Troldhede.

Troldhede var under begge verdenskrige sammen med Brande, Fasterholt og Søby mellem de helt store brunkulsstationer. Tidsmæssigt taler vi om 1914 – 18 for Første Verdenskrig og 1939 – 45 for Anden Verdenskrig.

Før Første Verdenskrig var Troldhede en lille landstation med de spor og faciliteter, der hørte en sådan til. Ud over et hovedspor var der et læssespor, men intet krydsningsspor. Under krigen udvidedes stationen, idet Troldhedebanen kom til med deres perronspor, remise og depotspor.

BRUNKULSBRYDNING OG BRUNKULSTRANSPORT
Allerede under Første Verdenskrig var der fundet brunkul ved Troldhede, og Staten bekymrede sig under begge krige om brændselssituationen og om borgernes forsyningssikkerhed og anlagde et brunkulsleje nær stationen, hvortil de også anlagde et sidespor. Også dengang kunne bølgerne gå højt, når diskussionen var Statsdrift contra privatdrift. Den sporudvidelse på Troldhede Station som følge af krigenes øgede trafik med brunkul, som læseren måske savner på sporplanerne, fandtes på sidesporet.

Mens det store brunkulsspor udgik fra Statsbanen, havde lillebror, Troldhedebanen også et sidespor, men af gode grunde først under Anden Verdenskrig. Troldhedebanen løb i øvrigt med hovedparten af brunkulstrafikken fra Troldhede.

Brunkullene forekom i Jylland i et bælte fra Billund over Tarm, Ringkøbing til Holstebro og videre over egnen vest for Horsens til Billund. Om brunkullenes dannelse kan du se i et indlæg om https://bentsbane.dk/brunkul-paa-fiskbaekegnen/

Du får en oversigt over antallet af brunkulslejer omkring Troldhede under begge krige, men da mit materiale omfatter langt over 100 A4-sider, må vi virkelig gå i store sko ved omtalen af lejerne. Med kortskitser og fotografier, runder vi snildt de 200 A4-sider. For hver brunkulsgrav var det fristende, med et lejenummer, en angivelse af lejets afstand til Troldhede station foruden af lejets driftstid og præstation. Ejeren af jorden, hvor lejet lå, ejeren af dispensationen, producenten og entreprenøren behøvede absolut ikke at være en og samme person, så en udredning ville bliver en bog i sig selv. Staten eksproprierede jorden til statslejerne, men Staten forestod ikke selv brydningen, hvortil den benyttede de store entreprenørfirmaer.

Nogle lejer, der læssede i Troldhede hørte egentlig under Borris afstandsmæssigt, idet Vorgod Å lå i vejen, så der ad lokalvejene var kortere til Borris end til Troldhede, mens der i luftlinje var kortere til Troldhede, men nogle lejers ejere havde slået bro med tipvognsspor over Vorgod Å og havde nu kortere til Troldhede og læssede der, skønt de hørte til Borris.

Efter en opgørelse fra 1917 var der allerede fundet:
Statens gamle Leje 500 000 m³ brunkul
Torvig 30 000 m³ brunkul
Skærbækgård 20 000 m³ brunkul
Alle var skovmosebrunkul med er vægt, der nogenlunde svarer til det her opgivne rumfang. Senere blev der dog fundet meget mere andre steder.

Desværre mangler jeg kort over lejernes beliggenhed. Jeg har fortegnelser over matrikelnumrene på de mange lejer, men jeg mangler et matrikelkort, så lejerne kan plottes ind.

#¤ På kortet herunder skal Skærbækgård og Kulsøen skal flyttes. De øvrige lejer indtegnes efter Nyboes kort i mappen. Indtegn Jepsen. Flyt signaturen. Indsæt Nr. Vium.

GENERELT OM LEJERNE
De danske forsyninger af stenkul under Første Verdenskrig kom ført i fare med den uindskrænkede ubådskrig 1917. Først da begyndte man at interesse sig for brunkul. Stenkullene var dog op gennem krigen blevet dyrere, men først fra 1918 blev der anlagt sidespor til Troldhede Brunkulsleje. Allerede 1920 vendte stenkullene tilbage, men store kulminestrejker i både England og Tyskland gjorde, at tørv og brunkul kunne sælges helt til 1922.

Da Staten dengang interesserede sig for borgernes forsyninger af brændsel under krige og navnlig med billig brændsel, åbnedes Staten et stort brunkulsleje lidt nord for Troldhede kaldet Troldhede Brunkulsleje. Da det var i drift igen under Anden Verdenskrig, kom det til at hedde Statens nye Leje, mens første-verdenskrig-lejet så kaldtes Statens gamle Leje. Da det er det navn, jeg altid har brugt, vil jeg også kalde første-verdenskrigslejet for Statens gamle Leje, selv om det dengang hed Statens Leje ved Troldhede.

Yderligere producenter fandtes i området, og flere af dem havde også spor. De private producenter har navne efter: Gårde eller personer, som regel ejeren eller firmaer. I alt er hele 13 lejer nævnt. Nogle angivelser kan dog vise sig at dække hinanden, idet der et sted er nævnt lejets navn og andetsteds producentens navn.

Der er vekslende stofmængder om de private, men det er tanken at berøre dem alle, men med detaljer om de større af dem.

TROLDHEDE STATION

Skitse af Troldhede Station uden målestok og nordretning fra ca. 1920. Vi er således efter Troldhedebanen anlæg.

Første-verdenskrigs-sporet ses, og det lå samme sted igen under Anden Verdenskrig. Depotspor for brunkulsvogne lå under begge krige ude på brunkulssidesporet. Stationen lå omtrent vest – øst.

Tegninger er en rettelse af en ældre tegning. Desværre har min fjumrelak ikke haft 100 % dækning, så rettelserne skinner igennem.

Sidesporet lå under Første Verdenskrig mellem 1917 og ca. 1925 og under Anden Verdenskrig fra 13.05. 1941 til sommeren 1953.

Herpå skrider jeg til omtalen af de enkelte lejer. Da materialet fylder et par hundrede sider, er der skåret i teksten hist og her.

 

 

 

DET NORMALSPOREDE SIDESPOR

Før 1921 var sporet benævnt Brændselsnævnets Sidespor. Sporet lå mellem 09.03.1918  og 06.09.1924.  Sporet havde ekspedition af vognladningsgods. Fra 01.10.1921 var ekspeditionsstedet dog Troldhede Station. Før den tid havde sidesporet selvstændig afregning og blev bestyret af en assistent i perioden 21.03.1918 – 30.09.1921. Brændselsnævnets Sidespor blev meldt nedlagt 28.12.1921, men der var kun tale om, at sporet blev afkortet, og det eksisterede under navnet Brændselsnævnets Transportspor indtil 1924.

Brændselsnævnets Sidespor var et ca. 3 km langt privat sidespor for Statens Brændselsnævn til et brunkulsleje ved Ahler, ibrugtaget 09.03.1918, fra maj 1920 blev sporet befaret af et privat brunkullejes damplokomotiv. Sporet blev nedlagt 06.09.1924.

Formentlig var Statens køb af brunkulsarealer i Troldhede kædet sammen med planerne om anlæg af en normalsporforbindelse til lejet, men de første planer om brunkulssporanlæg i Troldhede var nok planerne i Torvig om at føre et tipvognsspor ind på Troldhede Station fra lejet. Ingeniør H. Löw, der er medejer af Torvig Brunkulsleje, skriver 14.04.1917 til baneingeniøren i Skjern, at et møde bedes afholdt vedrørende anlæg af tipvognsspor ind på Troldhede st. En kontordame? kalder god nok lejet for Tornvig, men det altså hed Torvig, Denne fejlskrivning er desværre ikke den eneste navneforbistring i området omkring Troldhede. Flere stednavne ved Troldhede ligger også andre steder i Danmark!

I flere skrivelser fra 18. og 20.04.1917 opgiver Löw på forlangende mål på lokomotiver og vogne. Lokomotiverne, og her står i parentes Bodilsen & Østergaard, hvilket måske betyder, at dette firma kørte for lejet, eller lokomotiver var lejet eller købt fra entreprenørfirmaet Bodilsen & Østergaard. Lokomotiverne havde maks. bredde 1750 mm og maks. højde 2900 mm. Endvidere: Rampehøjde. Tipvognene er ved tipning ca. 150 mm over skinnetop for så vidt angår kassen. Rampen skal altså være ca. så høj som siden af en Pf-vogn.

18.04.1917 indsender H. Löw desuden en ansøgning om at få indrettet læsserampe på stationen. Han foreslår underføring for tipvognssporet anlagt ved km ca. 93,5. Herfra vil sporet kunne føres ind på stationen på en rampe øst for TKVJ’s remisespor. Sidespor kan da lægges ud fra dette spor, øst for og så langt som muligt. Der forventes leveret ca. 15 vognladninger brunkul daglig i ca. at par år.

I maj 1917 svarer DSB med forslag I hhv. II af maj 1917 vedlagt i fotokopi. Desværre er hverken brevet eller fotokopierne tilgået mit arkiv.

Stadig i maj, nemlig 18.05.1917 er nye ideer på bordet. Baneingeniøren skriver til 3. distrikt i Struer, hvor jeg heller ikke kender ordlyden af brevet, men der er nu et normalspor på bordet i stedet for en tipvognsbane. Med normalsporet er der så mulighed for også at køre mergel ud til en rampe ved brunkulsgraven. Selv om mergeltransporterne ikke var den store guldgrube for banerne, må man erkende, at banerne også interesserede sig for hedeopdyrkning og landbrugsudvikling med det forslag. I forvejen har der været mergelspor på Troldhede Station. Der var skitseret to forslag: Et rent brunkulsspor kaldet I og et kombineret brunkuls- og mergelspor kaldet II. Forslag I ville koste ca. 5300 kr. og Forslag II med mergeludkørsel var beregnet til 6800 kr.

26.05.1917 har baneingeniøren i Skjern tænkt over sagen og erkender, at forslagene næppe vil dække behovet for såvel brunkul som mergel. Der skal dels køres mergel og brunkul samtidig. Brunkulstransporterne var tidligere beregnet til 15 vognladninger pr. dag og mergeltransporterne til ca. 5 000 vognladninger mergel pr. år med 10 – 12 vognladninger pr. dag i mergelsæsonen. Her er det så, normalsporplanerne udstrækkes helt til Skærbækgård. Baneingeniøren oplyser, at Tornvig Brunkulsleje, som altså stadigvæk var Torvig i øjeblikket udfører et sporanlæg, der koster ca. 300 000 kr, og Brændselsnævnet har stillet i udsigt, at også Skærbækgaards Brunkulsleje og endnu et leje – Jepsens – der kan levere 10 henholdsvis 4 vognladninger pr. dag, rimeligvis vil blive tilsluttet sporet. Der er allerede kontrakt om levering af ca. 2000 vognladninger fra Skærbækgaard. Alt i alt må der nok være separate spor for kul og mergel.

Måske lyder transportmængderne ikke enorme, men der var tale om sidespor med små lokomotiver som trækkraft, så der skulle nok køres flere tog daglig. De tomme vogne skulle ud og de læssede retur, men ikke i samme åndedrag. Det tog tid at læsse dem. Om det var planlagt, at mergelvognene efter tømningen kunne læsses med brunkul, foreligger der ikke noget om.

Efter et par måneder, 13.07.1917, skriver 3. distrikt tilbage til 13. banesektion, at de gerne ser forslag til anlæg af et tredje spor.

Her må jeg erkende, at jeg ikke kan redegøre for, hvad der er første, andet og tredje spor.

23.07.1917 er rampeanlægget formentlig til mergel foreslået udskudt af forskellige årsager.

21.08.1917 har Statsbanerne bestemt sig for det tidligere omtalte forslag I, der var uden mergeltransporter.

Allerede et par dage forinden, 17.08.1917, beordres sporlægning af sidesporet. En deklaration er dog først udfærdiget 28.04.1918.

Fra 28.01.1921 findes en meddelelse i banetjenesten arkiver, hvor der sort på hvidt står:
Spor til Torvig Kulbrud i Troldhede er anlagt. Anlægget er afsluttet 18.06.1920. Sammenhold dette udsagn med tidligere angivelser af, at driften ophørte i 1920? Nogen må tage fejl. Hvem kan jeg ikke afgøre.

29.08.1924 meddeles at sporet, der blev anlagt for Brændselsnævnet, er nu optaget. Så vidt Banetjenesten, der er nærlæst af Svend Guldvang.

Hvis vi skal opsummere, er det først omtalte spor, smalsporet ind på Troldhede station direkte fra Torvig, der formentlig ikke blev til noget. I stedet lagde Staten normalspor ud til Statens Leje. Dertil lagde Torvig så et tipvognsspor. Der var planer om at forlænge normalsporet til Torvig og videre til Skærbækgaard, men inden man havde tygget færdig på planerne, var krigen forbi og behovet for brunkul reduceret. Efter kilden her ser det dog ud til at normalspor blev anlagt i 1920. Nærmere kan jeg ikke komme sandheden.

Andre kilder hos Statsbanerne er mere præcise. Her meddeles: Statsbanerne baneafdeling anlægger i driftsåret 1917/18 sidespor for Brændselsnævnet på Troldhede Station.

Samme år fortsættes med sidesporet, som anlægges af entreprenørfirmaet Fibiger & Villefrance: Sidespor påbegyndtes i 1917, og det var tre kilometer langt. De sidste udvidelser af sidesporet var dog først anlagt i 1920. I 1924 meldes sporet optaget.

I 1917 var det forsvindende mængder at brunkul, der leveredes fra Troldhede. Først i 1918 var lejet i fuld gang.

Sporudvidelserne i 1920 er problematiske, idet nogle kilder forlænger sporet til Torvig og endog til Skærbækgaard, mens andre lader det ende i Statens gamle Leje og et smalspor fortsætte derfra. Helt sikkert til Torvig, men muligvis også helt til Skærbækgaard?

Først i 1925 tager Staten sig sammen til at afvikle lejet, for nu indrykker en til-salg-annonce: Brunkulsleje til Salg. Statens tidligere Brunkulsleje ved Troldhede – ca. 50 Ha. – med paastaaende Barak m. m. ønskes solgt. Henvendelse kan ske til Brændselsnævnets Afviklingskontor, Gl. Kongevej Nr. 1, 3. Sal, Kjøbenhavn. Hvad der kom ud af annoncen, der her som andre breve er gengivet i datidens retskrivning, vides ikke.

NORMALSPORETS LOKOMOTIVER
Krauss 226/1872
Fibiger & Villefrance anvendte til normalsporet Krauss 226/1872. Den var tokoblet med en kedel med en hedeflade på 27,8 m² og kun 10 atmosfæres kedeltryk. Maskinen arbejdede til 1874 i Tyskland under navnet Clara. Den blev nu hentet til forskellige jernbaneanlæg i Danmark stadig under navnet Clara. Efter nogle konkurser endte den 1879 – 89 ved Vemb – Lemvig jernbane som dennes nr. 3, men nu med navnet Harboør. Herefter afhændedes den igen til entreprenører og indsattes ved adskillige jernbaneanlæg, indtil den i 1917 blev indsat ved anlæg af DSB-sidespor til brunkulsleje i Troldhede for Fibiger & Villefrance. 1917 – 20 kørte den brunkul i Fasterholt Brunkulsleje for Fibiger & Villefrance og 1920 – 21 i Risdal Brunkulsleje for Wright, Thomsen & Kier og Henriksen & Kähler. Efter krigsafslutningen kom Harboør igen til entreprenører, men der er ingen efterretninger og dens virksomhed, og den lader sidste gang høre fra sig i 1927, hvor Andersen & Cordes er ejere. Byggeår angives af Kedeltilsynet til 1872, og givet er det så også, at kedlen er fra det år, men enkelte forskere mener, at rammen, og dermed lokomotivet først er bygget 1874, således at intermezzoet i Tyskland kun var af kortere varighed, men det må have været i tysk eje, idet det eller ikke ville være døbt Clara, og samme med en søstermaskine ved navn Ferdinand opkaldt efter et i 1800-tallet kendt operettepar i Dresden, der i øvrigt også var ægtefolk.

Jung 269 – 71/1897
Fra Troldhede kendes et foto af et uidentificeret normalsporlokomotiv. Det ligner eller formentlig er et af Hillerød – Frederiksværk Jensbane 1 – 3, Jung 269 – 271/1897. Om HFJ 1 haves:
Jung 269/1896. 1435 mm. 1B0T. 41 m². Anden kilde 36,5 m². 12 atm. Oph. 1934.
1896 – 1920 HFJ 1.
1920 – ? Nr. Smedeby Skærvefabrik.
1923 – 27 Anvendt som varmekedel i Hundested for HFHJ.
I følge jernbanemuseet database skulle nr. 1 være udlejet 1922 til Nørre Smedeby Skærvefabrik.

Alle tre maskiner ophuggedes 1934 i banens regi. Billedet skulle være taget efter 1916, hvor HFJ fik skorstensbånd i blå, hvid og rød. Det passer meget godt, da brunkullene for alvor kom i gang i 1917 med den uindskrænkede ubådskrig. Billedet eksisterer i to versioner, et lokomotivportræt og et ubeskåret billede, og det sidste viser Brændselsnævnets bane i Troldhede, idet det ikke beskårne foto viser stationen, på brændselsnævnets bane. Denne bestemmelse bygger på en oplysning på bagsiden, hvor sporet kaldes Det bemandede private Sidespor, Brændselsnævnets Sidespor, som lå ved Troldhede Stations nordlige ende.

Nærmere kommer jeg det desværre heller ikke. Jeg mangler foto til sammenligning. Da lokomotivet formentlig kun var lejet, var det stadig under privatbanernes tilsyn og derfor ikke noteret i Kedeltilsynet base.

TROLDHEDE BRUNKULSLEJE

Statens leje kaldtes Troldhede Brunkulsleje. Det var først under Anden Verdenskrig, at lejet omdøbtes til Statens gamle Leje, idet det genåbnedes. I Troldhede Brunkulsleje var den smalspor foruden det normalsporede sidespor. På smalsporet kørte damplokomotiver og i graven var der gravemaskiner.

Lejet var i drift mellem 1917 og 24, dog ikke fortløbende og med forskellige entreprenører og brugere. Således:
1917  – 19. Staten var ejer og Hoffmann & Sønner entreprenør.
1919 – 20. Staten var ejer, men brydningen varetoges af små brugere.
1920 – 24 Staten var ejer, men brydningen udlejet til Wright, Thomsen & Larsen, hvor Larsen 1923 erstattedes med Kier, Ålborg, Henriksen & Kæhler, Korsør  og Petersen & Holm, København, WT&K, H&K og P&H, og de begyndte, men kom aldrig rigtig i gang.

Lejet lå nogle kilometer nord for Troldhede, og til lejet var der foretaget en række ekspropriationer. Alle af Den østlige del af Nørre Vium Sogn, Bølling Herred, Ringkøbing Amt. Således: Matr. nr. 4a gårdejer Johan Jensen. 373 240 m². Erstatning 6446 kr.
Bruger: murermester Jeppe Jepsen og Ingeniør Hjalmar Løw. Erstatning 203 kr.
Matr. nr. 8 e parcelist Søren Jacobsen 25 780 m². Erstatning 470 kr.
Matr. nr. 19 gårdejer Kristen Rahbæk 102 880 Erstatning 2913 kr.
Matr. nr. 18 c gårdejer? Søren Jensen, Damgård 1100 m². Erstatning 0 kr.
4a er senere 4 v. 8 e er senere 8 g. 19 er senere 19 b. 18 c er senere 18 d. Den sidste ekspropriation skete først 1919. De øvrige i oktober eller november 1917. Der er ingen dato for 4 a.

Entreprenørerne ved Statens Brunkulsleje i Troldhede har af Vandbygningsvæsnet lejet en stor gravemaskine, der tidligere har været anvendt ved Hvide Sande. Der er derefter i alt 4 gravemaskiner i gang, og man venter i løbet af efteråret og vinteren at kunne grave ca. 30 000 kubikmeter brunkul.

I november 1917 meldes, at arbejdet i Statens Brunkulslejer ved Troldhede nu skrider rask frem under ledelse af Fibiger, Villefrance og Hoffmann. For øjeblikket præsteres der 20-30 vognladninger daglig, men man håber senere at nå op på over 40. Der afdækkes stadig nye arealer, og den samlede udgift ved brydningen menes at ville nå op til 1 mill. kr.

I sommeren 1918 søgtes jævnligt faglært personale: To gravemestre til spandkædemaskiner kan straks få plads ved Statens Brunkulsleje ved Troldhede. Entreprenørerne.

Senere: 2 lokomotivførere kan straks få plads ved Statens Brunkulsleje pr. Troldhede. Entreprenørerne.

En måned senere: 2 lokomotivførere og 1 gravemester til spandekædemaskine kan straks få plads ved Statens Brunkulsleje ved Troldhede.

Efterår 1918 søgtes: To lokomotivførere og en gravemester kan straks få plads ved henvendelse til Statens Brunkulsleje pr. Troldhede. Entreprenørerne.

Igen i efteråret 1918 søgtes: To lokomotivførere og en gravemester kan straks få plads ved henvendelse til Statens Brunkulsleje pr. Troldhede. Entreprenørerne.

Det virker, som der skiftedes lokomotivførere hver måned for annoncerne fortsætter: En formand kan straks få plads ved Statens Brunkulsleje, Troldhede. Entreprenørerne.

Igen en måned senere: 2 lokomotivførere kan straks få plads ved Statens Brunkulsleje, Troldhede. Entreprenørerne.

I sommeren 1918 skete en ulykke: En arbejder, der lige havde fået arbejde ved brunkulslejet i Troldhede, blev i dag overkørt af nogle tipvogne. Han fik det ene ben knust og det andet stærkt læderet.

I sommeren 1918 meddeles at der brydes fremdeles brunkul ved Troldhede i stort omfang. Statsbanerne har lagt spor fra stationen til kullejet, og der brydes 40-50 vognladninger brunkul daglig. 215 mand er beskæftiget ved lejet.

På et tidspunkt sætter Staten Odense-firmaet Carsten Petersen til at sælge brunkullene. Også Pårup- Bjørslev og Torvig Brunkulslejer benyttede samme professionelle firma som sælger.

Sidst i april 1919, da kullene så småt vendte tilbage, meddeles, at i Statens Brunkulslejer ved Troldhede er brydningen for nogen tid siden standset, og af de 200 arbejdere er der nu kun ca. 50 tilbage; de er beskæftigede med at fjerne resterne af de opbrudte kul. Desuden er der en del maskinfolk, der reparerer materiellet. Arbejdet menes at være endt om et par måneder.

Entreprenøren Hoffmann ville 1919 afhænde en af deres gravemaskiner: Til salg. En spandekæde-gravemaskine, Orenstein & Koppel, i udmærket stand, samt et 30 H. K. sugegasanlæg ønskes solgt. Entreprenørerne for Statens Brunkulsleje, Troldhede. Maskinen er en af de tre, der ses på to af fotografierne.

Sidst i oktober 1919 holder entreprenørerne auktion over materiel, de ikke i fredstider mere mener at have brug for. Her er det mærkelige, at entreprenørerne underskriver sig som entreprenørfirmaerne Fibiger & Villefrance og Hoffmann & Sønner. Hidtil har jeg angivet F&V som firmaet, der byggede sidespor, og eventuelt drev det, og Hoffmann som firmaet bag brydningen. Måske har begge deltaget i brydningen, måske har F&V løbende skullet udbygge banen? Måske har en eller flere af de benyttede pressemeddelelser ikke vist sig at holde vand. Meddelelsen om auktionen lyder således: Mandagen den 20. ds., middag kl. 12, og det er oktober 1919, bliver i følge begæring af entreprenørfirmaerne Fibiger & Villefrance og Hoffmann & Sønner afholdt offentlig auktion i Statens Brunkulslejer ved Troldhede over
1 elektromotor, 6 HK., 220 volt,
1 do., 3 HK., 220 volt,
1 do., 1¼ HK., 220 volt, med pumpe,
1 do. med centrifugalblæser, 75 mm.
Forskellige installationsartikler:
1 dynamo, 230 volt, 36 amp.,
1 rambukmaskine,
1 stor marketenderibarak,
2 barakker til beboelse,
værkstedsskure,
gavntræ og
udrangerede sveller m. m.
Effekterne til eftersyn daglig (dog søndag undtagen).
Købere, som er undertegnede inkassator ubekendt, må medbringe vederhæftighedsattest.
Skjern, den 10. oktober 1919. Chr. Schytte.

Herefter er åbenbart en række små brunkulsproducenter rykket ind i lejet, uden at pressen har ofret det notitser. Til de næste brikker i historien er Jyllands-Posten brugt, men oplysningerne var ikke fyldestgørende, så  avisen har tilladt sig at gætte på en forklaring, men desværre forkert.

Disse små producenter blev opsagt pr. 31.08.1920, men hvad der egentlig skulle ske, er pressen ikke klar over.

Godt et halvt års tid senere meddeler pressen så, at der hele sommeren har gået rygter om, at arbejdet ved Statens Brunkulsleje ved Troldhede atter skulle påbegyndes, hvilket nu viser sig at passe, idet Brændselsnævnet fra 1. august lægger ud påny; efter forlydende skal der 3 gravemaskiner i gang, ligesom der var for 2 år siden, men om det atter bliver Hoffmann & Sønner arbejdet overdrages til, vides i følge Ringkjøbing Amts Avis endnu ikke.

Senere samme år er sagerne afklarede. Wright, Thomsen & Larsen, Ålborg, Henriksen & Kähler, Korsør og Arvid Holm & Philip Petersen, København havde forpagtet lejet. Det er hensigten, at der skal tages fat nu i løbet af efteråret, så man kan nå mindst en måneds produktion i indeværende år. Der skal sættes mindst to gravemaskiner i gang, og der skal opstillet en 10 tommer og en 12 tommer pumpe til at tømme graven for vand. Den årlige leje angives til 180 000 kr. Samtidig fortsatte WT&K alene driften i Torvig.

I Flensborg Avis findes de samme oplysninger, men på nogle måder uddybende, så jeg plukker lidt i dem: I Troldhede eksproprierede Staten i 1918 100 tdr. land, hvoraf en tredjedel i 1921 nu er afgravet. Staten har nu bortforpagtet Troldhedelejet til et konsortium bestående af Petersen & Holm, København, Henriksen & Kæhler, Korsør og Wright, Thomsen & Larsen, Ålborg. Larsen blev dog 1923 erstattet af Kier. Disse har siden investeret i afrømning. Kullaget er to meter tykt, men overjorden op til 100 meter. Der var nu ikke 100 meter overjord. Der er nok et 0 for meget, så 10 meter kan gøre det? De nævnte firmaer havde godt nok fået overdraget, brydningsretten, men den fik den aldrig udnyttet, før kullene var vendt tilbage. Mens mange tørvemoser kørte videre efter krigen, lukkede al brunkulsbrydning. Kun i Fiskbæk var et lejet åbent i hele mellemkrigsperioden, men der produceredes kun til et teglværks eget forbrug. Også i Statens gamle Leje prøvede nogle mindre producenter fortsat at grave brunkul, men forgæves. Den sidste bemærkning i Flensborg Avis gengives uden kommentarer: Fra lejet er der afgået 18000 vognladninger med 225 000 t brunkul til en værdi af 20 – 24 millioner kroner, der således er sparet i kulindkøb og valuta. Inden Statens overdrog lejet til Petersen & Holm, København, Henriksen & Kähler, Korsør og Wright, Thomsen & Larsen, Ålborg, havde en række, som af pressen kaldes små brugere gravet i lejet, men de blev af Staten opsagt pr. 31.08.1920. Kilden her er Jyllands-Posten. Samme kilder angiver, at de nye brugere i efteråret 1920 vil opsætte en 18 tommer og en 20 tommer pumpe til grundvand, idet graven i mellemtiden er løbet fuld af vand. Staten forlangte af Petersen & Holm, København, Henriksen & Kæhler, Korsør og Wright, Thomsen & Larsen, Ålborg ikke mindre end 180 000 kr i årlig leje. En af de borgerlige aviser synes også dengang, at det var et stort beløb og tænker på, hvad Staten havde givet ved ekspropriationen. I alt nåede nævnte konsortiet at investere 600 000 kr i genåbning af lejet, men inden pengene var kommet retur igen, havde Staten åbnet for kulimporten, så konsortiet valgte at stoppe i starten af 1920.

Det kan så yderligere uddybes, at det var industrien, der bad om at få brunkulsbrydningen genoptaget.

I Vejle Amts Folkeblad for 1918 oplyses i en artikel, der ellers ikke er skrevet af, der i lejet var 11 arbejdslokomotiver og 200 tipvogne. Både VAF for 19.07.1918 og Roskilde Dagblad for 27.01.1921 bringer billeder, men i aviskvalitet, så de ikke er taget ned. Sidstnævnte var dog også fra Torvig. 11 smalsporlokomotiver i Statens leje lyder voldsomt, men var ikke desto mindre sikkert rigtigt. Foruden de 11 lokomotiver var der 8 gravemaskiner i lejet, og sidesporet var på omkring 3 kilometer. 29.08.1924 meddeles, at sporet, der er anlagt for Brændselsnævnet, er nu optaget.

LOKOMOTIVER
8 styk smalsporlokomotiver har med rimelig sikkerhed har været i lejet. De havde alle 785 mm.

Ikke mange af lokomotiverne blev fotograferede i Troldhede og havnede så senere i mit arkiv, og derfor tillader jeg mig at hente dem på andre lokaliteter for trods alt at kunne vise et portræt af dem.

Henschel 11 685/1913, Petrea. Det var i Troldhede 1919 for Hoffmann.

Hanomag 4341/1905. Det var i Troldhede 1919 for Hoffmann.

Krauss 558/1876, Jacob. Det var i Troldhede 1917 – 18 for Hoffmann.

Krauss 3303/1896, Det var i Troldhede 1917 – 19 for Hoffmann.

Krauss 6261/1910. Det var i Troldhede 1916 -20 for Hoffmann og Fibiger & Villefrance. Hvem af de to, der egentlig ejede lokomotivet, vides ikke med sikkerhed. Det bar navnet Torvig, og ses under Torviglejet.

Krauss 6845/1914. Det var i Troldhede 1917 for Hoffmann.

Hanomag 5772/1914. Det var Troldhede 1917 for Fibiger & Villefrance.

Hanomag 5773/1910. Det var Troldhede 1917 for Fibiger & Villefrance. Dette lokomotiv lignede søstermaskinen Hanomag 5772, så de ofte er blevet forvekslede. Derfor bringes kun ét billede.

Henschel 12 972/1914. Det var i Troldhede 1917 for Fibiger & Villefrance.

Endnu et lokomotiv, der var i Torvig, menes købt af Hoffmann & Sønner og Fibiger & Villefrance. Det var: Krauss 4998/1904, Samson. Det var i Torvig 1917 – 18 og sikkert i Statens leje i 1919. Allerede 1920 var Hoffmann eneejer og benyttede maskinen i Lersøen i København. Der var det bemærkelsesværdige ved denne maskine, at den var kompatibel. Sporvidde kunne ændres fra 785 mm til normalspor. Billede af lokomotivet ses i afsnittet om Torvig.

Foruden det ovenfor omtalte lokomotiv, der kunne køre på normalspor, er der allerede under omtalen af normalsporet beskrevet to normalsporlokomotiver.

Endnu to normalsporlokomotiver var i Troldhede, men ikke i brunkullene. Hanomag 4743/1910. 1435 mm. 33 m². 12 atm. Lokomotivet kendes i Troldhede 1916, hvor det udførte jernbaneanlæg mellem Troldhede og Vorbasse for Carl Jensen.

Märkische 141/1895. 1435 mm. 1B0T. 42 m². 12 atm. 120 hk. Kendes som VVJ 2 og TKVJ 12. Kendes i Troldhede 1915 – 16, hvor det udførte jernbaneanlæg mellem Troldhede og Vorbasse for Carl Jensen. Da Carl Jensen også var aktiv i brunkullene, kunne lokomotivet jo have været der også, men både Hanomagen og Märkische var andre steder, da sidesporet åbnede, så dem ser vi bort fra.

PRIVATE BRUNKULSLEJER

Under Første Verdenskrig har jeg kendskab til ikke mindre end 13 lejer foruden det ene, der fra starten var statsejet. Ikke alle er dog lige sikre. Flere af dem kendes kun fra en enkelt annonce i et dagblad, hvor lejet ville sælge kul. Efterfølgende bringes her, hvad der foreligge af oplysninger i mit arkiv.

Når et ny produkt som brunkul kom frem, var influenserne også på banen. Nogen havde økonomiske interesser for brunkul og andre med et andet brændsel imod de nymodens brunkul. Andre skulle bare pleje betydningsfuldhed. Et af pressens indlæg indlæg imod brunkullene, var et læserbrev, hvor det hævdedes, at brunkul ikke kunne brænde, men tværtimod var fortrinligt til at slukke ild med. Brunkul skulle retfærdigvis efter opgravningen tørre i nogle måneder, før de kunne sælges, så måske en af læserbrevsskribenterne havde fået fat i nogle meget våde brunkul?

En af debattørerne dengang var J. C. Steenberg, nogle steder kaldet S. C. Steenberg og andre steder Stenberg. Hvor meget han var involveret i produktionen, er uvidst, men da han deltog i læserbrevkrigen var han ikke direkte involveret i noget leje. Til forsvar på modstanderne kan anføres, at der til København til Kommunen i øvrigt var sendt en jernbanevogn med 10 t. brunkul til 42 kr/t. Brunkullene indeholdt 28,6 % fugtighed og 55,1 % aske med højst 16,3 % brændværdi i denne vognladning, eller sagt på en anden måde, 439 kalorier. Annoncerne reklamerede med brændværdier på 2400 – 2600 kalorier. Der er dog også set overdrevne annoncer med betydeligt større kalorieangivelser. Helt op til 6153 kalorier. Det bemærkes endvidere, at der var lejer med forskellige typer brunkul. Skovmosebrunkul havde et vist indhold af træ, og Gytjebrunkul, havde et større askeindhold og ringere kalorieantal. Brunkullene i Troldhede var Skovmosebrunkul.

Følgende lejer er der der kendskab til:

NIELS BOEL
Hvorfor denne forekomst omtales som et leje, vides ikke. Der menes ikke at have været gravet brunkul her. Oplysningerne om lejet skyldes ingeniør M. Ib Nyboe, 1867 – 1946, der ti år tidligere for egen regning søgte mineraler i Grønland, men også senere var involveret i tørv i både Åmosen og Lundergårds Mose. Blandt hans mange poster var han også medlem Brændselsnævnet, der var et Statsfortagende under krigen. Han oplyser i 1917, at brydning ikke var påtænkt i 1917. Forekomsten lå 6,7 km fra Troldhede Station. Det lå som nabo til Østergårds leje på Vorgod Ås højre bred. Selv om kullene træder frem i åbrinken er overjorden dog 9 m mægtig og kullaget kun 0,5 – 0,7 m. Tilmed er højre bred af Vorgod Å, Borris-siden, og der var langt på dårlige veje til Borris Station. Til Troldhede var der længere, da man skulle en omvej for at komme over den betydelige Vorgod Å. Andre lejer i samme situation slog en smalsporbro over åen.

BRUNSHØJ KULLEJE
Om dette leje vides kun, at det eksisterede i 1919, lå i Troldhede, og at Lars Meldgård var ejer eller ansat i lejet, idet han dette år søgte en arbejdsformand til lejet. Denne skulle helst være ugift og have gode anbefalinger. Se også Pårup-Bjørslev Brunkulsleje

FREDERIKSHØJ KULBRUD
Lejet kendes kun fra en enkelt samtidig annonce. Det lå i Skærbæk pr. Troldhede. Annoncen oplyste: Brunkul med stor varmeenhed og lille askeprocent leveres i større eller mindre partier fra Frederikshøj Kulbrud, Skærbæk pr. Troldhede. Forlang tilbud. M. Frølund, Vorgod pr. Herning.

JEPSENS BRUNKULSLEJE
Lejet lå på østsiden af Vorgod Å 2,8 km nord for Troldhede, altså på “den rigtige side” af Vorgod Å. Jorden ejedes af gårdejer Johan Jensen, Nr. Vium, men udnyttedes af murermester Jeppe Jepsen og ingeniør Hjalmar Løw. Mens Jepsen i brunkulssammenhæng kaldte sig entreprenør J. Jepsen og angav adressen Troldhede Station og telefonnummeret Troldhede 16, er Løw absolut problematisk. Han optræder i forbindelse med Jepsen kun i en kilde, og i andre sammenhænge staves hans navn anderledes, således Løw, Löw og Loiv, men der er flertal for at lade ham være fra Fredericia. I Troldhede omtales han også som ingeniør H. Löw.

Entreprenøren måtte naturligvis betale jordejeren for kullene. Prisen var 30 kr pr. 10 t. Altså 30 kr for en vognladning brunkul, der på Troldhede station kostede 300 kr.

Overjorden er 8 m og kullaget 1 m i det sydligste af de to brud, som lejet består. Det andet brud har 5 m overjord og ½ m kul. Lejet lå på matrikel 4 a, men herred og sogn er ikke angivet. Formentlig er det Troldhede.

Det var Statens agt, at ekspropriere lejet for at fremme produktionen. Det eksproprierede område var på 373 240 m². Dertil kom knap 130 000 m² fra andre ejere, der dog ikke havde haft planer om brydning. Ekspropriationerne startede i august 1917 og sluttede i oktober 1919. Der udbetaltes i erstatning mellem 6446,99 og 201,37 kr i erstatning. Når Johan Jensen nævner et mindre beløb, var det fordi, at Jeppe Jensen, der havde brydningsretten, fik en del af erstatningen. Det var godt 200 kr som erstatning for ikke kunne tjene en formue?

I den forbindelse skrev ejeren af jorden et læserbrev i en avis, hvor han konstaterede at Statens erstatning kun beløb sig til 2 øre pr. ton brunkul, hvilket Johan Jensen fandt for lidt. Da læserbrevet indeholdt yderligere data, klippes der lidt i det:  Ejendommen indeholder 35 – 40 000 vognladninger brunkul á 10 tons. Da erstatningen for ekspropriationen er 175 kr/ha, hvilket i alt skulle give ca. 6 – 7000 kr, kan tonprisen beregnes til de angivne 2 øre. Yderligere oplyses: Jepsen & Löw forventede, at de årligt ville kunne producere ca. 1000 vognladninger, og Jepsen  har netop over for Brændselsnævnet i foråret forpligtet sig til, når sporet blev færdigt til Schou’s kulleje, at levere indtil 4 vognladninger daglig. Overenskomsten lød på 2 år og en forventet produktion af 3000 vognladninger. Her skal så lige bemærkes, at sporet fra Statens gamle Leje næppe blev ført frem til Torvig Brunkulsleje, som netop Schou ejede og drev. Hvordan kullene fra det fra Jepsen & Löw eksproprierede leje kom frem til Troldhede, er der ingen angivelser af, men fra Torvig var der smalspor frem til Statens gamle leje, men der er også den mulighed, at Staten her agede med stude?

Ekspropriation blev gennemført, og i alt måtte Johan Jensen afstå 373 240 m² med en erstatning på kr. 6446,37. I 1920 leverede Staten lejet tilbage til ejeren. Desuden eksproprierede Staten 128 660 m² fra en gårdejer og en parcelist, hvor der endnu ikke var påbegyndt brydning.

Senere meddeles: Entreprenør Jepsen i Troldhede har i følge Ringkøbing Amts Avis skaffet sig tidssvarende boremateriel, så der findes sikkert snart flere kullejer i omegnen.

Jeppe Jepsen blev senere tricotagefabrikant i Herning. Sammen med sønnen, Eli Jepsen var han også aktiv i kullene under Anden Verdenskrig i Søby. Han havde aftale med entreprenørerne Henriksen & Kähler og brydning. Jepsen skulle være den første, der tog kullene op på tipvogne og via rampe læssede dem i jernbanevogne, men om udsagnet gælder Anden eller Første Verdenskrig er usikkert, og gælder det her, er det nok næppe lejet i Troldhede, der ikke havde jernbanespor. Under Anden Verdenskrig nævnes både Jepsen og Henriksen & Kähler i Troldhede endog i Torvig.

Jepsen må have forsat brunkulsbrydningen, efter Staten havde leveret lejet tilbage, for i 1920 annoncerer han: Prima brunkul tilbydes til straks og fortløbende levering. Garanti for vand og aske. Entreprenør J. Jepsen, Troldhede station. Tlf. 16. Nyboe udtalte dog i 1917: Kullene gav meget smuld.

PÅRUP-BJØRSLEV BRUNKULSLEJER
Dette brunkulsleje er yderst problematisk. Ikke engang antallet af lejer, som betegnelsen i flertal, Pårup og Bjørslev dækker over, er kendt.

Sjovt nok har mine sædvanlige kilder næsten ingen omtale af lejet. Når det alligevel er kendt, er det fordi der er andre kilder til lejet. Disse er desværre ikke alle lige troværdige, ikke fordi de ikke fortæller sandheden, men fordi de har en dagsorden og kun fortæller en del af sandheden, nemlig den del, der passer til deres dagsorden.

Der er heller ikke det store antal billeder fra lejerne bevaret. Tilmed har nogle af kilderne benyttet navne, som ikke umiddelbart røbede, at lejet allerede var kendt, bare under et andet navn.

Formentlig var der lejer både i Pårup og i Bjørslev. Kun ét leje er fundet på kort. Det lå i Klinkvig øst for Troldhede. Om et af overskriftens navne dækker dette leje vides ikke.

Det ene eller begge lejer lå i Bjørslev Plantage, som Hedeselskabet ejede 1/10 af. I Føvling Mose, der i praksis er en del af plantagen havde Hedeselskabet et Forsøgstørveværk. Om dette værk burde der være udførlige beskrivelser og rapporter, med disse kendes ikke. Ikke af mig. Når en tørveproduktion er interessant for brunkulslejer, er det fordi de må have haft et vist samarbejde, uden at det er nævnt sort på hvidt. Forsøgstørveværket havde en læsseplads på Herning – Skjernbanen ved Klinkvig mellem Troldhede og Kibæk. Det menes, at brunkulslejerne medbenyttede denne læsseplads. Desuden havde Forsøgstørveværket smalsporbane fra mosen til læssepladsen. Det ville være naturligt, om brunkulsproducenten medbenyttede dele af denne bane? Mens Forsøgstørveværket som de af Hedeselskabets medlemmer, som det skulle gøre forsøg for, brugte heste som trækkraft på tørvebanen, menes det, at brunkulsproducentens entreprenør brugte damplokomotiver, og det endog ret tunge damplokomotiver. Sporvidderne på Forsøgstørveværket og hos entreprenøren i brunkullene var næppe den samme?

Pårup-Bjørslev brunkulslejer var, så vidt vides, etableret og ejet af Lars Meldgård, Baunshøj pr. Troldhede. Baunshøj menes at være en gård, som Lars Meldgård ejede. Bortset fra, at Lars Meldgård også hed Larsen, har det ikke været muligt at finde gården Baunhøj. Den kaldes formentlig også andet steds for Brunshøj.

Brunkulslejerne var i drift 1919. Muligvis startede de lidt tidligere. Forsøgstørveværket menes at være lidt ældre. I øvrigt gravedes der tørv i Føvdal Mose, der er en del af Bjørslev Plantage under begge verdenskrige. Også Pårup Brunkulsleje var i drift under begge verdenskrige.

Den nøjagtige beliggenhed for hverken brunkulslejer eller tøveværk kendes. Dog er Føvdal Moses beliggenhed kendt. Ligeledes lå der et brunkulsleje ved banen nogle hundrede meter vest for Klinkvig.

Brunkulslejet annoncerede i vinteren 1918 mindst fire gange over to måneder: Prima brunkul, opgravet sidste sommer, kan købes i vgl. eller større partier til maksimalpris ab Hedeselskabets sidespor. Transporttilladelse haves. Højeste brændværdi. Ringe askeindhold. Henvendelse til Pårup – Bjørslev Brunkulslejer, Lars Meldgård, “Brunshøj” pr. Troldhede. Tlf. Troldhede 15.

I sommeren 1918 søgtes materiel: Ca. 500 meter tipspor, 7 à 10 kg med jernsveller, lasker og bolte, 3 sporskifter, 1 kurve, 10-12 stk. ¾ à 1 kbm. tipvogne hvoraf 2 med bremse, event. et 10 H. K. lokomotiv med samme sporvidde (helst 700 mm), ønskes til leje straks for et år med forkøbsret samt 40 meter normal jernbanespor. Specificeret laveste lejeafgift bedes opgivet straks til Lars Meldgaard, Brunshøj, Troldhede.

Når sporvidden skulle være 700 mm, skyldes det, at Forsøgstørveværket brugte den sporvidde. Det vil sige at Lars Meldgård endnu ikke anvendte entreprenør?

Senere på sommeren 1918 averterer firmaet igen, men med noget af en idé: Pårup Brunkul
kan igen fås i løbet af denne måned til maksimalpris 25 kr pr. ton. Et solidt firma eller fabrik, der kan aftage hele produktionen (3 – 5 vgl daglig), kan købe billigere. Lars Meldgård Brunshøj pr. Troldhede. Tlf. 15.

I sommeren 1919 søges igen i mindst fire annoncer materiel og stadig i 700 mm sporvidde: 700 mm tipvogne ønskes straks til leje eller købs. Oplysninger sendes formand Lundahl, Bjørslev pr. Troldhede.

Firmaet er nu så stort, at der er brug for både en formand og en overformand. Der søges: Formand. En formand antages straks til Bjørslev kulleje. Overformand Lundahl, Troldhede.

Firmaet benyttede handelsfirmaet Carsten Petersen & Co., Odense, som også Torvig benyttede.

I efteråret 1920 kaldes den tidligere overformand nu for entreprenør. Han søger som sådan spormateriel: 700 mm spor ønskes af 7 og 9 kg.s skinner, helst på jernsveller. Oplysninger om pris og hvor materiellet kan beses bedes meddelt entreprenør Lundahl, Troldhede.

Med den søgte metervægt var der tale om spor til hestedrift.

I 1920 omtales en ulykke, hvoraf det fremgår, at der stadig brugtes heste i lejet. Hvilken rolle også nævnte Th. Thomsen spillede, vides ikke: Sparket i øjet af en hest. En ung mand, Nørgaard Sørensen, søn af træhandler Sørensen, Kibæk, som tjente hos Th. Thomsen, Bjørnslev, og som førte tipvogne i kullejet, var forleden så uheldig at blive sparket af en hest, som ramte over det ene øje, hvor der fremkom en stor flænge. Den tilskadekomne blev indlagt på Herning Sygehus.

I 1922 omtales en retssag, der oplyser, at Hedeselskabet i 1917 havde fået tilladelse til at anlægge læssespor på Herning – Skjernbanen ved Klinkvig. I 1918 ønsker Meldgård at købe 40 meter normalspor, sikkert som sin del læssesporet. Videre oplyser avisen: Hedeselskabets Sidespor ved Troldhede. En Dom ved Landsretten. Landsretten har afsagt Dom i en af Det danske Hedeselskab i Viborg mod Gaardejer L. Meldgaard af Troldhede anlagt Sag. Efter at Hedeselskabet i 1917 havde opnaaet Tilladelse til at føre Sidespor til Statsbanelegemet mellem Kibæk og Troldhede Stationer ved Bjørslev Brunkulsleje, indrømmede Selskabet Meldgaard Ret til Medafbenyttelse af Sidesporet og en senere foretagen Forlængelse af dette, mod at han overfor Selskabet paatog sig Ansvaret for den Skade, som ved hans Medafbenyttelse af Sporet maatte paaføres Statsbanernes Ejendele og Materiel, for hvilket Hedeselskabet er ansvarlig overfor Statsbanerne. Han skulde derhos for Afbenyttelsen af Sporet betale en nærmere bestemt afgift, hvorhos han forpligtede sig til at afholde Halvdelen af Udgifterne til hele Sidesporets Bevogtning.

Under Sagen har Hedeselskabet anbragt, at Meldgaard har protesteret mod at betale de for Tiden til Udgangen af Aaret 1920 paa ham faldende Udgifter, der udgjorde 8568 Kr. 71 Øre, nemlig for Leje af Spormateriel m. v. 533 Kr. 5 Øre og for Bevogtning 8035 Kr. 66 Øre, idet han har vægret sig ved for Bevogtningstjenesten, som han var gaaet ud fra kun vilde foranledige Udgifter til et mindre Beløb, at betale mere end 2056 Kr. 66 Øre; Selskabet har derfor paastaaet ham dømt til Betaling af dets nævnte Tilgodehavende hos ham.

Ved Dommen toges Selskabets Paastand i det hele taget til Følge, og Meldgaard dømtes derhos til at betale Sagens Omkostninger med 800 Kr.

Beløbet til bevogtning omtales senere.

I 1923 omtales entreprenørerne i Bjørslev som Rambøll & Fraugde. Begge kendes fra andre arbejder, men ikke sammen. Rambøll kan dog have været en anden Rambøll end den, jeg kender?

WT&K købte 1923 følgende materiel af ingeniør Fraugde i Bjørslev:
2 lokomotiver
Ca. 60 store tipvogne
1000 sveller
Ca. 70 t. skinner
Materiellet læssedes fra udlagt spor på Troldhede Station 10.10.1923. I Statsbanernes driftsberetninger tales om udlagt spor på Troldhede Station dette år. Det er også den kilde, der nævner hvad og hvor meget, der læsses.  WT&K arbejdede også i Troldhede, men nu står der udtrykkeligt: Fra Bjørslev. Gad vide, hvor dette materiel ikke læssedes på sidesporet i Klinkvig? WT&Ks adresse angives som værende i Stilling, hvor firmaet havde en etape af andetsporanlægget Fredericia – Århus. 1925 afleverede WT&K to etaper nær Skanderborg.

1000 sveller giver ca. 700 m spor. 70 t skinner giver 2½ – 3 km spor med skinnevægt 12 henholdsvis 15 kg/m skinner.

Materiellet sendtes dog ikke til Skanderborg, men til Ullits Mergelleje. De to lokomotiver var O&K 7086/1914, Tove 750 mm og O&K 3167/1908, Poul. 750 mm.

Begge lokomotiver kom fra Ulstrup Mergelleje fra et konkursramt firma og flyttedes 1918 til den noget ubestemte størrelse Troldhede Kulleje, og her var ingeniør Fraugde, Århus skrevet for dem. De var muligvis i drift her til 1920, men 1920 – 1923 var de ude af brug. I 1923 købtes de så af WT&K fra ingeniør Fraugde. I stedet for 1920 er for det ene lokomotivs vedkommende set 1921.

I september 1923 bragte en lokal avis er lille opsamlende oversigt over virksomheden i brunkulslejerne: Af de mange forskellige virksomheder, som påbegyndtes i krigstiden, men som nu er en Saga blot, var der vel ingen, der sådan formåede at gøre en enkelt egn landskendt, som netop brydningen af brunkul i egnen omkring Troldhede. Det er næppe nogen overdrivelse, når man siger, at i den tid, da brunkulsbrydningen var på sit højeste, vidste omtrent hvert barn i Danmark, at der var noget der hed Statens Kulleje ved Troldhede. Når man nu kommer og ser Statens Kulleje, ser man først de vældige bjerge af sand samt den store grav, som nu er forvandlet til en sø. Man forstår ved at betragte sandbjergenes nuværende størrelse , at der er kørt mange tusind vognladninger jord bort, forinden man har fået kullene afdækket, men der blev også kørt adskillige tusinde vognladninger kul derfra. Jernbane-assistenten, der var ansat ved stationen i kullejet, skrev således over 15 000 fragtbreve på brunkul i det par år, arbejdet stod på. Endvidere ser man også en mængde materiel henstå på pladsen, såsom gravemaskiner, lokomotiver og tipvogne tilhørende et af de sidste entreprenørfirmaer, som var beskæftiget der. I kullejet, syd for banen, ved Bjørslev har der ligeledes henstået en hel del materiel tilhørende firmaet Rambøll & Fraugde, dette materiel er nu bleven solgt til entreprenørfirmaet Wright, Thomsen & Kjær, Ålborg, som skal bruge det ved arbejdet i et mergelleje ved Ullits (station på Års – Hvalpsundbanen). I dag ankom en af firmaets formænd samt nogle arbejdere til Troldhede. I morgen begynder man så med at få materiellet, der består af lokomotiver, tipvogne samt spor, transporteret ind til Troldhede st. Det er meningen, at man vil lægge spor at køre frem på og så efterhånden tage det bagved værende spor og lægge det om foran.

En måneds tid senere er bladet på banen igen med et par opfølgende bemærkninger: Materiellet fra Bjørslev brunkulsleje er nu fjernet. Det blev med megen besvær transporteret til Troldhede station og læsset på jernbanevogne. Under dette arbejde skete et uheld, idet arbejdsmand Jens Jensen kom i klemme, da man var ved at hejse tipvogne op på en jernbanevogn. Han slap dog forholdsvis godt fra uheldet. Kranen væltede to gange, og den ene gang knækkede den i faldet en del af Statsbanernes ledningstråde.

Transporten foregik på det, jeg kalder, udlagt spor. Hedeselskabets læssespor har vel på det sene tidspunkt været ude af drift?

At der har været materiel – endog damplokomotiver i Pårup-Bjørslev, er givet. Der er bare ingen foto af dem på arbejde i Troldhedeområdet. Det står også fast, at Pårup-Bjørslev-lejerne har medbenyttet Hedeselskabets Forsøgsværks tørvelæssspor. Om Bjørslev-lejet har medbenyttet Hedeselskabets tørvespor fra Føvdal Mose, kan jeg kun gisne om, så længe jeg ikke kender de to lejers nøjagtige beliggenhed. Derimod har Pårup-lejet ikke ligget ved Hedeselskabets smalspor.

Da der desuden er relevante oplysninger om brunkullene i omtalen om Hedeselskabets Forsøgstørveværk, er der sakset lidt her også: Bjørslev Plantage, der ejedes af hofjægermester Juel, Hverringe, solgtes 1917 til A/S Bjørslev Plantage. Hedeselskabet ville blot købe mosen i plantagen, men Juel ville kun sælge alt eller intet. Hedeselskabet oprettede så et A/S, hvor det selv overtog 2 aktier á 5000 kr eller en tiendedel af aktiekapitalen. I bestyrelsen var konsul Breinholt, Esbjerg, skovridder Chr. Dalgas og departementschef Andersen, København.

Plantagens mose omtales lidt forskelligt. Undertiden kaldes den Føvdal Mose. Størrelsen varierer fra 50 – 60 tdr. land til 75 tdr. land + 17 tdr. land liggeplads.

Tørveværket betalte en forpagtningsafgift til A/S Bjørslev Plantage på 1 kr/1000 tørv.

Foruden tørveværket var der opført arbejdsskur, staldbarak og vognhus. Værket var drevet af petroleum, så længe det kunne fås, men herefter anskaffede man en 6 hk. lokomobil.

Der var et sidespor med læsseplads på jernbanen mellem Troldhede og Kibæk. Hertil førtes en tipvognsbane fra mosen. Sidesporet blev også brugt af et lille brunkulsleje i plantagen.

Værket gav underskud, og i 1921 var der ingen produktion. 1922 blev sidesporet taget op og værket nedlagt.

Tilsyneladende skelnes der mellem tipvognsbanen til Statsbanen og det normalsporede læssespor, der kaldet sidesporet! I følge kilden, Nr. Viumbogen, var det således kun normalsporet, brunkulslejet medbenyttede.

Der er dog én bemærkning mere i følge Jyllands-Posten: En regning fra Statsbanerne. Det koster 10 400 kr. at passe et led på heden. Der ligger ude på den vilde hede (mellem Kibæk og Troldhede) et sidespor, som benyttes til tørvetransport. På dette spor er der et led, hvis pasning det påhviler Det danske Hedeselskab at betale. Hvert år sender Statsbanerne regning ind. Hedeselskabet betaler, og så er den sag ude af verden.

For ganske nylig kom regningen for kalenderåret 1920. Den lød i følge Vejle Amts Folkeblad på 10 400 kr. 87 øre. Som ganske rimeligt er, studsede Hedeselskabets ledelse over, at man nu skulle af med politimestergage for at få et led ved en tørvebane lukket op og i nogle gange om dagen. Man skrev ind til De danske Statsbaner og tillod sig ærbødigst at forespørge, om det ikke beroede på en fejl osv. osv. Så meget plejede man dog ikke at komme af med. Og hvad svarede så Statsbanerne? At det var fuldkommen rigtigt med de 10 400 kr. 87 øre. Når summen var bleven så høj, skyldtes det bestemmelserne i den nye tjenestemandslov og de deraf følgende overarbejdspenge. Mere er der i grunden ikke at sige om det led. Man behøver aldeles ikke at være kyndig i jernbanesager for med dette lille tidsbillede fra anno 1920 som baggrund at kunne få anledning til at anstille ret sunde og nøgterne betragtninger.

Selv om avisen allerede har dannet sig sin egen mening, er den dog fair nok til et par dage senere at uddybe den allerede givne forklaring over for læserne: I tilslutning til meddelelsen forleden om de 10 400 kr., som det i 1920 har kostet at få leddet ved et tørvespor ind til Statsbanerne bevogtet, vil følgende yderligere oplysninger have deres interesse: Sporets bevogtningstid har været 15 timer daglig, og da arbejdstiden for den pågældende banearbejder, der ikke bor på stedet, er 8 timer, bliver der daglig 7 overarbejdstimer, der lønnes med 2 kr. 24 øre pr. time, hvilket bliver 15 kr. 68 øre. pr. dag extra eller 5700 kr. årlig. Hans faste løn er 3400 kr., hvorved hans samlede årsindtægt bliver 9100 kr. Da han imidlertid skal have hver syvende dag fri, bliver der yderligere at betale en afløser med en syvendedel af nævnte beløb eller 1300 kr., hvilket lagt til 9100 kr. giver regningens pålydende 10 400 kroner.

For almindelige mennesker at skønne ville det nu være billigere at dele bevogtningstiden i to vagter. Dette ville give en udgift af 2 gange 3400 = 6800 kr. plus tillæg for en ugentlig fridag 971 kr., hvorved udgiften i alt ville blive 7,771 kr. Dette ville medføre en besparelse af godt 2600 kr. eller 25 pct. af udgifterne.

Hvorfor har Statsbanerne da ikke brugt denne fremgangsmåde? Ja, det siges, at det hidrører fra, at reglementet siger, at en banearbejders arbejdsdag er 8 timer, og her ville der jo kun blive 7 timers arbejde til den ene af dem, og da han ikke må beskæftiges 7 timer på en arbejdsplads og 1 time andetsteds, kunne det altså ikke lade sig gøre.

Der står naturligvis ikke noget i reglementet om, at man må beskæftige ham 7 timer og give ham 1 time fri, selv om der kan spares 25 pct. derved.

I året 1921 er bevogtningstiden på grund af ændringer i toggangen imidlertid bleven forlænget til 16 timer, og nu er der i den anledning indført 2 mands skifte. Den længere tjenestetid vil derfor – mirabele dictu – medføre 25 pct.s besparelse.

Det forlyder, at Hedeselskabet nu har fået det ordnet således, at det i fremtiden selv forestår bevogtningen, og at det har engageret en mand, som vil påtage sig dette for 4000 kr. årlig! Og således fik pressen ordnet den sag!

Det kniber med billeder fra såvel Forsøgstørveværket som fra brunkulslejerne, findes dog et foto fra læssesporet på nettet, der formentlig stammer fra pressen. Da det næppe tåler flere affotograferinger, må du selv søge billedet på nettet: Bjørslev Sidespor – Jernbanehistorisk forum eller søg: Jernbanen.dk → Forum → Jernbanehistorisk forum → Bjørslev. Her har Thomas Boberg Nielsen 05.08.2018 påbegyndt en tråd, der indledes med et billede. På dette ses formentlig læssesporet til til Hedeselskabets Forsøgstørveværk på en lokalitet kaldet Bjørslev Sidespor på Herning – Skjern Banen nær Kibæk. Billedet viser læssesporet, et led hen over sporet, formentlig et afløbsporskifte samt i baggrunden et signal, der formentlig dækker sidesporet. Det er næppe indkørselssigalet for Kibæk, da dele af historien så ikke vil få mening. Billedet viser ikke skiftet i hovedsporet og heller ikke et omtalt vogterhus og et overkørselsanlæg for en vej omtalt i andre kilder. Fra min tid kendes ikke sådanne led som sikring af sidespor. Jeg har set en 10 x 10 tommer imprægneret bjælke, der med et reb blev trukket ud over det ene eller begge skinner på sidesporet.

Bladet Samvirke fra 1957 viser et billede af en vejoverkørsel og omtaler en vej med en bro, der engang har været der. Jeg mener imidlertid, at have set et kort, der var så forudseende, at det viser en kommunalvej med bro over oven. Vejen blev nok delvist anlagt, men broen blev aldrig bygget? Jeg bekørte vejen 1960 i min militære jeep, men hvad jeg havde bedrevet i plantagen for Forsvaret, har jeg glemt, men omtalte vej var imidlertid den hurtigske tilbage til min base, hvad enten det var øvelsesterrænet i Borris eller i Oksbøl. Jeg mener, mit militære kort viste vadested, men jeg satte min lid til min jeep, der havde firehjulstræk. Fremme ved åen, blev det klart, at vi måtte vende om. I 60’erne vendte jeg tilbage i egen bil, men gik hele vejen gennem plantagen. Ved åen overværerede jeg en bonde, der synes hjemmevandt her. Han passerede vadestedet i en traktor med vogn. Han var i åen til navet, så jeg anslog vanddybden til mellem ½ og op mod en meter.

Har jeg forstået sagen rigtigt, skulle både sidesporet og den planlagte vej over åen og videre gennem plantagen bevogtes. Selv om mange trafikkanter ikke kunne forcere åen, var der dog trafik til læssesporet.

Desværre ved jeg ikke, om læssesporet lå på sydsiden eller på nordsiden af Herning – Skjern Banen. Med der var brunkulslejer både nord og syd for læssesporet. Tørvemosen lå dog udelukkende på nordsiden. Mindst af lejerne lå således, at et eventuelt smalspor skulle krydse et hovedspor! Der var således nok at bevogte, men pressen havde åbenbart kun fået fat i bevogtningen af enkelt led, hvilket tråden på jernbane.dk så udmærket har beskrevet.

To damplokomotiver har helt sikkert været i Bjørslev, Tove og Poul. Hvis de er fotograferet her, er billederne ikke i mit arkiv, så jeg finder fotos af dem fra andre indsatser!

Bemærk, at lokomotiverne ikke er lige gamle, og der er også forskelle i udseendet. Blandt andet skorstenen og førerhuset er udviser forskelle.

SKÆRBÆKGAARD
Lejet lå ved Skærbækkens venstre bred ca. 6,5 km fra Troldhede og ejedes af ejeren af Skærbækgård, der ligger ved Nr. Vium nær det derværende dambrug og ostefabrikken, som lokalhistorikeren beskriver det. Strengt taget var det vel Nr. Vium Mejeri med speciale i oste. Adressen var Karlsmosevej 14 i Skærbæk, og matrikkelnummeret var 10. Gården havde skiftende ejere, men 1917 – 20 ejedes den af Jensine Jensen, der 1920 afhændede til sin bror. Hun bebor ikke gården, da hun også besad en anden gård i Nr. Vium.

Uden at kende brunkul, finder Jensine Jensen i en bæk sorte klumper jord, som hun finder ud af kan brænde. Mejeristen prøver også med positivt resultat, og der sendes en prøve ind til Staten. Statsgeolog Vilhelm Milters ankommer for at se nærmere på forholdene. Så vidt lokalhistorikerne. Danmarks geologiske Undersøgelse, DGU ser lidt anderledet på sagen, idet de oplyser, at i 1903 – 04 foretog statsgeolog Milthers 16 boringer på gårdens jorder og fandt brunkul, som imidlertid ikke ansås for udnyttelsesværdige. Igen i 1906 foretog tyskere nye boringer og fandt også brunkul, men stadig skønnedes brydning at være urentabel. Bemærk at Vilhelm Milthers, er ledeblokkegeologen P. C. Vilhelm Madsen Milthers, 1865 – 1962. Hans søn, der kortlagde de jyske brunkul, var kvartærgeologen Keld Milthers, 1907 – 60.

De første nye prøver på brunkullene blev allerede taget af ejeren 1916, og samme år åbnede Jensine Jensen et leje på gårdens jorder, da alt nu kunne sælges? DGU havde skønnet 30 000 t brunkul med en gennensnitstykkelse på 1,3 m under 2,6 m overjord.

I lejet anvendtes hovedsagelig skov og trillebør. Fra lejet var der 6,5 km til stationen, og med 10 spand heste kunne man på gode dage præstere 3 – 4 jernbanevogne á 10 t. Om efteråret og vinteren, hvor efterspørgslen var størst, var grusvejene ufremkommelige. I 1917 havde lejet kontrakt på levering af 2000 t vognladninger á 10 t leveret med 10 vogne pr. dag. Man henvendte sig til DSB om anlæg af sidespor, men efter beregninger blev sagen opgivet. Det blev 1917 beregnet, at der var 3000 vognladninger eller ca. 30 000 t brunkul i lejet. Kullaget var gennemsnitligt 1,3 m tykt, og overjordens mægtighed var 2 – 6 m. Kullene gav meget smuld.

Den alle steds nærværende Nyboe tilråder i 1917  ud fra DGUs oplysninger, at Landbrugsministeriet køber gården.

Ofte omtalt er et Statsbanesidespor til lejet. Der var helt givet en reel plan om normalspor, men om det nogen side blev udført, vides ikke. Billeder kendes ikke. I givet fald kom normalsporet fra Torvig og Statens gamle Leje. Sikkert er det, at der foreligger en deklaration for sidesporet. På tryk foreligger en følgende om sporet: Tornvig Brunkulsleje udfører for tiden sporanlæg, der koster ca. 300 000 kr, og Brændselsnævnet har stillet i udsigt, at også Skærbækgaards Brunkulsleje og endnu et leje – Jepsens – der kan levere 10 hhv. 4 vognladninger pr. dag, rimeligvis vil blive tilsluttet sporet. Der er allerede kontrakt om levering af ca. 2 000 vognladninger fra Skærbækgaard. Om denne notits refererer til det planlagt normalspor eller til det fra Torvig udførte smalspor, vides ikke. Intet tyder på, at hverken normalsporet eller smalsporet kom længere end til henholdsvis Statens gamle Leje og Torvig.

Da ejeren ville leje tipvogne, kunne der i en periode havde været smalspor i lejet.

Om Jensine Jensen oplyser lokalhistorikerne, at hun var den første kvinde i Ringkøbing Amt med kørekort, og at alle pengene imidlertid var borte og gården solgt til en bror i 1920.

Jensine Jensen måtte også ty til aviserne, og ud fra hendes annoncer kan oplyses, at hun formentlig i april 1917 søger en pålidelig entreprenør til rømning af jord og opkørsel af kul ved Skjærbækgaard Brunkulsleje. Jensine Jensen, Rosenvang, Troldhede. Telf. nr. 10. NB. Nogle fragtkuske til transport af kul til station søges også. I følge annoncen skulle der tiltrædes straks.

I 1918 opgiver hun delvis de dyre hestevogne og averterer efter 6 à 8 små tipvogne, 700 mm, ønskes til leje straks. Skjærbækgaards Brunkulsleje, Jensine Jensen, Troldhede.

Og som sidste bemærkning oplyses i en annonce: Brunkul. Fra Skjærbækgaards Brunkulsleje ved Troldhede kan i 1921 leveres 10 000 tons brunkul til billig pris (efter kvaliteten). Jeg har leveret brunkul til bestemte fabriker (for ex. Cement-fabriken ‘Norden’) i Ålborg, stadig i 5 år, hvilket er den bedste anbefaling. 12 stkr. analyser, taget af Brændselsnævnet 1 gang månedlig gennem 1 år, foreligger. Henvendelse til Jensine Jensen, Missionshotellet, Kibæk.

Jensine Jensen drev også eller ejede Missionshotellet i Kibæk.

Endnu i 1924, hvor kullene for alvor var vendt tilbage, annoncerede Jensine Jensen stadig: Brunkul fra Skjærbækgaards anerkendte lejer …. . Jensine Jensen, Skjærbækgaard pr. Nr. Vium pr. Troldhede.

I følge lokalhistorien, måtte Jensine Jensen på det tidspunkt have boet til leje hos sin bror, der nu ejede gården?

J. C. STEENBERG
Denne var ingeniør og i den aktuelle situation med adresse i Troldhede. Ud over at være debattør, optræder han som sælger af effekter fra brunkulslejerne. Jeg har dog kun noteret industribanemateriel, men har har muligvis også solgt andet?

I 1918 lyder en annonce således: 2 trollier med støbejerns-lejer og patent-smørekop, 700 mm sporvidde, og 425 alen træspor, hvoraf de ca. 240 al. er beslået med 1″ vinkeljern, resten med kvadratisk og halvrundt jern med sveller, alt nyt, er til salg. J. C. Steenberg, ingeniør, Troldhede.

De fleste producenter brugte 785 mm sporvidde, mens enkelte stod for 750 mm. Jensine Jensen på Skærbækgård brugte 700 mm, men netop denne sporvidde havde det materiel fra mergelbanerne, som Staten opfordrede mergelselskaberne til at afhænde til tørve- og brunkulsindustrien.

I 1919 gælder det et lokomotiv, 40 à 50 H.K., 180 punds damptryk med ny fyrboks af kobber og rist. Hedeflade 20 □ m. 785 mm sporvidde, for øvrigt i god, arbejdsdygtig stand, sidste kedeleftersyn 1918 fik prædikatet ‘Ingen mangler’, er til salg. J. C. Steenberg, ingeniør, Troldhede.

Samme år: et lokomotiv, ca. 50 H.K., 13 atm. damptryk, med ny fyrboks af kobber, nye kedelrør og rist. Hedeflade 20 □- m. 785 mm sporvidde, i øvrigt i god, arbejdsdygtig stand, er til salg. Nærmere ved henvendelse til J. C. Steenberg, ingeniør, Troldhede.

Heller ikke her kendes ejerne, men det kunne være Torvig eller Pårup. Den nye fyrbox tyder på et ældre lokomotiv, med mindre de havde været fyret med brunkul, der havde tæret den oprindelige fyrbox? Den ene maskine med 13 atm. burde røbe sig ved dette tryk, men formentlig er det en skrivefejl?

TORVIG BRUNKULSLEJE
Lejet lå på den vestlige side af Vorgod Å ca. 6 km nord for Troldhede. Det lå således på den “forkerte” side, Borris-siden af åen i forhold til Troldhede. Der var langt til Borris, og vejen var dårlig. Der var meget kortere til Troldhede, men der var ingen bro over åen.

Navnet Torvig, der i aviserne hver anden gang staves Thorvig, er ikke nævnt på Geodætisk Instituts kort. Her har været talrige forvekslinger. Således med Tovdal Brunkulsleje og Tornvig, der dog lå syd for Fasterholt ved Skibbild, men desværre var betegnelsen Skibbild heller ikke entydig. Flere lokaliteter med dette navn lå rundt om i landet.

Lejet var i drift 1916 – 19. Charles Skov startede lejet for sin onkels og fars penge, men kørte lejet ned, da han ikke havde forstand på penge, Derefter tog faderen, garver Skov, R, H. Schou så over. Det var ham, som en af mine kilder, Alfred Hansens far, lokomotivfører Karl Kristan Hansen kørte for. Han beskriver garver Schou som en venlig mand med masser af penge, men ingen forstand på entreprenørarbejde. Om sønnen udtrykte han sig således: Alt for store armbevægelser. Sønnen afleverede aldrig selvangivelse og betalte ikke skat, så han stod til konkurs, men onklen reddede ham. Påstanden om selvangivelsen holder nok heller ikke. Charles Schou havde første år en indtægt lejet på 80 000 kr, men han selvangav kun 6500 kr som indtægt, hvilket var mere end hver af hans arbejdere fik i årsløn. Resten af de 80 000 kr angav han så som formue! Efter onklen havde taget over, nedsatte Charles Schou sig stadig som entreprenør, men i Frankrig, hvor han anlagde krigskirkegårde. Da alle var begravede, flyttede han videre til USA og fik ansættelse hos Ford.

Familie Schou drev lejet til 1918, hvor de forpagtede det ud til Wright, Thomsen & Kier, der drev det til 1919.

Slår man navnet op bliver forvirringen større, idet der var tale om en hel familie bosiddende i Vejle, Fredericia og Kolding. I andre kilder er der lidt andre oplysninger. Brunkulslejet tilhører direktør Schous konsortium i Fredericia. Lidt tættere på kommer en avisnotits fra 1914. Her meddeleles, at fabrikant og garver R. Schous Læderfabrik i Fredericia omdannes fra den 1. maj til et aktieselskab under navnet R. Schous Aktieselskab. Det nye aktieselskab råder over en kapital på 200 000 kr. og R. Schou bliver administrerende direktør. Bestyrelsen er: Fabrikant Chr. Loehr, der er formand og fabriksdirektør C. M. Cohr, der er næstformand.

Der er desværre også andre udlægninger, der næppe er rigtige. Således: Tornvig ejedes af Statens Brændselsnævn. Fra lejet kendes en ingeniør Loiv eller Løw i Fredericia. Om han var ansat af Staten eller af en af entreprenørerne, der uden tvivl udførte arbejdet i lejet, vides ikke. Hvem Loiv var, vides ikke. Der kendes en Löw fra Torvig og Lov fra Tanderupkær, men formentlig er hele notitsen en misforståelse? Loehr i Fredericia solgte kul og salt, så han er også en mulighed?

I 1940, da Staten startede lejet i Nr. Vium, brugtes Thorvig-lejet til aflægning af rømjord. Det var da stadig i familien Schous eje. Nu var adressen Haderslev.

Sikkert er det, at i brunkulslejet arbejdede Schou sammen med ingeniør Hjalmar Löw, der formentlig også var fra Fredericia. I en annonce nævnes også en Hansen, men herom ikke yderligere oplysninger. Faderen må være annoncernes R. Schou, mens sønnen var C Schou, hvor C står for Charles. I følge Byarkivet i Kolding lå garveriet i Fredericia, men familien boede i Kolding. Formentlig på Tvedgård.

I et referat af et brev fra ejerne er lejet 9. marts 1917 kaldt Thornvig, men n’en er vist nok streget ud? Brevet er underskrevet af fabrikant Schou og ingeniør H. Løw, Fredericia.

De første prøver af brunkullene blev allerede taget i 1916.

De må være faldet heldigt ud, for følgende meddelelse om Torvig ses i pressen: Et brunkuls-aktieselskab. Med hjemsted i Fredericia er der den 3. december 1917 stiftet et aktieselskab under navnet Torvig Kulbrud med det formål at udnytte de hidtil direktør Schou i Fredericia tilhørende brunkuls-arealer ved Troldhede. Aktiekapitalen er i følge Fredericia Dagblad 350 000 kr. Hr. Schou bliver administrerende direktør.

Torvig Brunkulsleje blev anseeligt. Der var gravemaskine og tipvognsspor med adskillige smalsporlokomotiver. I 1917 angives 2,7 km smalspor. Om normalsporet førtes helt til Torvig, som der var planer om, eller det blev ved planerne, vides strengt taget ikke. Der er papir på, at normalsporet blev anlagt, men sandsynligvis var det planerne, der refereredes som fakta. Det er sikket, at kullene kørtes på tipvognstog fra Torvig til Statens leje og læsses der. Problemet for et normalspor var, at dette i givet fald skulle passere Vorgod Å, hvilket krævede en bro. Formentlig har man ment, at man klarede sig med en smalsporbro til tipvogne og så efterfølgende omlæsning til normalspor i Troldhede Brunkulsleje.

Selv om A/S først er fra slutningen af 1917, må lejet være startet noget tidligere.

Firmaets ingeniør oplyser, at en gravemaskine vil blive afsendt fra Sverrig. Der er 1,4 m kul og 11 – 17 m overjord. Kullene er hårdere og giver kun op til 7 % smuld. Kulmængden er anslået til 24 000 vognladninger, hvilket svarer til 240 000 t, og der påtænkes banetransport.

I 1917 meddeler den allerede præsenterede Nyboe, at firmaet selv havde spor, men ansøger om hjælp til ca. 2 km for at nå til Troldhede, hvor de angiver afstanden til 4½ km. Et notat, der findes mage til om Statens gamle Leje, men som under dette leje er nævnt, at smalsporsanlægget ikke blev til noget, idet Staten lagde normalspor til Statens gamle Leje.

Vandproblemerne i lejet var imidlertid enorme, og ingen havde forstand på brunkulsbrydning, så en fornuftig produktion kan aldrig i gang. Konsortiet Schou og Löw gav op efter at have mistet betydelige beløb. Lejet blev nu overtaget af en ungt firma, Wright, Thomsen & Larsen fra Ålborg. De overvandt problemerne og fik samtidig kontrakter på levering af brunkul. Ret hurtig blev firmaet til Wright, Thomsen & Kier, idet Larsen skiftedes ud.

Mærkelig nok er Schous Torvigs Kulbrud undgået opmærksomhed. Først da Schou havde givet op og måttet forpagte lejet ud til Wright, Thomsen & Kier, Ålborg, og i følge pressen også til Henriksen & Kähler, Korsør, er der i august 1920 nyt i pressen: Brunkuls-brydningen i lejet i Torvig ved Troldhede er i fuld gang, og den vil blive udvidet med det allerførste, idet det entreprenørfirma, som har lejet her, yderligere nylig har købt 32 tdr. land, hvori brydningen skal foregå. Derimod er der i følge Ringkjøbing Amts Avis stilhed i Statens Leje ved Troldhede, eftersom ingen har villet overtage brydning på de af regeringen opstillede betingelser. Afgiften til Staten for brydningen her forlangte regeringen fastsat til 16 000 kr. pr. måned. Det kan nok synes at være en vel ublu pris i forhold til den sum, Staten har givet for lejet. Imidlertid må brydningen vel komme i gang også i Statens Leje med det første, da der jo fra industriens side er rettet henstilling om optagelse af brunkuls-brydningen i størst mulig udstrækning.

En uges tid senere er der igen en notits: I brunkulslejerne ved Troldhede arbejdes der for tiden med en arbejdsstyrke af et par hundrede mand. Der fremstilles og afsendes i alt 15–20 jernbanevognladninger daglig. Størsteparten går fra Torvig brud, der ejes af et aktieselskab, men er bortforpagtet til firmaer i Ålborg og Korsør. Kullene sendes til alle pladser i landet, og i den senere tid er man også begyndt at sende til Sønderjylland, således til Haderslev og Åbenrå. Prisen er 33½ kr. ab Troldhede.

To udaterede notitser, der dog skulle være fra WT&Ks periode, nævnes en skinnekørende gravemaskine, de fjernedes overjorden, der via et bånd fra maskinen førtes til gravens modsatte side. Kullaget var 1,5 m, og kullene læssedes i tipvogne og kørtes til en læsserampe i Statens gamle Leje, hvor de tippedes i jernbanevogne. Den daglige produktion lå på 200 – 300 t. Arbejdsstyrken var et par hundrede mand. Københavns Kommune havde alene tegnet sig for 80 000 t.

Lejet leverede i 1919 bl. a. til Spritfabrikkerne og Ålborg Portland. Desuden til firmaer i Nyborg og private i Troldhede. Der nævnes også el-værker, bryggerier og teglværker. Man tog 22 kr pr. ton. Regnskabet balancerede dette år med 507 569 kr. I to unavngivne måneder i et unavngivet år blev der brudt og solgt 8000 tons brunkul. I en lige så udateret statusopgørelse regner man med, at der ligger for 45 000 kr kul i graven.

Gravemaskinen, der omtaltes i foregående notits, fandtes i følge Karl Kristian Hansen allerede i Schous tid.

Efterspørgslen efter brunkul er i stadig stigen, og det ventes, at man i en nær fremtid vil gå over til stordrift igen. Efter hvad Kolding Avis erfarer, er der til Statens Brunkulslejer ved Troldhede fra et firma i Hull indløbet forespørgsel, om man er i stand til at levere brunkul til England. Firmaet udbeder sig eventuelt prøver og pris fob Esbjerg.

Hvad fob står for, vides ikke, men i marts 1921 rinder brunkulseventyret ud og der sælges ud: Entreprenør-materiel. 2 stkr. lokomotiver med 785 mm sporvidde, 16 stkr. tipvogne med trækasse, à 1,7 m³, 785 mm sporvidde, 330 lb. m 37 kg spor med forbindelsesdele, forskellige barakker (med eller uden ovn), også egnede til havehuse, uldne tæpper, gode til dækner, sælges ved Torvig Brunkulsleje pr. Troldhede. Tlf. 18 Troldhede.

Et par måneder senere er der stadig materiel tilbage, og der holdes nu auktion både i States gamle Leje og i Torvig. Auktionaries var den samme, og to af firmaerne var også de samme, selv om Henriksen & Kähler næppe trods pressens påstand var med i Torvig:  Auktion. Fredagen den 27. ds., efterm. kl. 1, bliver i følge begæring af vedk. ingeniørfirma afholdt offentlig auktion ved Statens Brunkulsleje ved Troldhede station over materiel m. v. fra nævnte leje og fra Torvig Leje. Særlig fremhæves: 1 lokomotiv, tipvogne forskj. entreprenørmateriel, udrangerede sveller, forskj. større og mindre barakker, trillebøre, planker, brædder, uldtæpper, et mindre parti kobbertråd m. m. 6 ugers kredit. For bud på over 1000 kr. gives dog 3 måneders kredit. Genstandene kan beses på pladsen til auktionsdagen. Skjern, d. 18. maj 1921. Chr. Schytte.

Lokomotiver. 785 mm
Krauss 6261/1910, Torvig. 1916 – 18 Schou. 1918 – 20 Hoffmann i Statens gamle Leje.

O&K 6283/1913, Den flyvende Hollænder. Modstridende oplysninger om ejerforhold og indsatssteder. Den flyvende Hollænder er dels navnet på et spøgelsesskib, der undertiden viste sig syd for Kap den gode Håb. Selv i vindstille fløj det hen over horisonten med brusende sejl og varslede død og ulykke, dels navnet på en opera af Wagner sikkert over samme sagn.

Henschel 11 902/1913, Knold. 1918 – 19 Schou.

O&K 4091/1910, Grethe. 1919 Schou. 750 mm.

Krauss 4998/1904, Samson.1918 – 19 Schou. Derefter Hoffmann og F&V. 785/1435 mm. Om navnet må du ty til den bibelhistorie eller Halfdan Rasmussen. Det kompatible lokomotiv kunne skifte sporvidde. Ved Krauss 4998 mellem 785 mm og sikkert også 750 mm og 1435 mm, der også kaldes normalspor. Ved sporvidden 1435 mm sad hjulene uden for rammen, men hjulene ved 750 og 785 mm sad inden for rammen.

Gravemaskine
Lübecker 521/1902. 1917 Schou. Fra entreprenør Brandt i Lottorf. Var der kun denne ene gravemaskine, var det den, der andetsteds omtales købt i Sverige. Lottorp ligger dog i Slesvig-Holsten, hvor Brandt formentlig merglede for Dannevirke Mergelselskab. Brandt solgte genne tiden en hel del brugt materiel i Danmark.

Materiel søges
Angående de refererede avertissementer bedes det bemærkes, at sådanne underskrevet af familien Schou refererer til denne uanset om lejet på det pågældende tidspunkt var lejet ud til WT&K. Derimod må avertissementer fra sidst i 1919 og frem mærket Thorvig, formentlig være indrykket af WT&K.

I april 1918 ville man sælge: Skinnespiger. 50 000 stkr. nye 3½” og 3¼” skinnespiger sælges. Torvig Kalkbrud A/S, Fredericia.

I maj 2018 søgtes: Tipvogne. 20 stkr. 1½ m³ tipvogne ønskes til leje. Sporvidde 785 mm. C. F. Schou, Torvig Brunkulsleje, Troldhede.

Et halvt år senere, i september 1918 ville man af med materiel: Lokomotiv og tipvogne. Krauss, 90 hk, sporvidde 785 mm, omstillelig til normalspor, egner sig udmærket til rangermaskine for en privatbane, samt 21 tipvogne, 2¼ m³, sælges. C. F. Schou, Torvig Kulbrud, Troldhede. Lokomotivet averteredes to gange. Første gang uden vogne: Sælges: Krauss lokomotiv, 90 hk, 785 mm, kan omstilles til 1435 mm. C. F. Schou, Torvig Kulbrud, Troldhede. Lokomotivet er Krauss 4998/1904, Samson. Grunden til salget er uvis. Måske har man indset, at man ikke fik brug for et normalsporlokomotiv, da der ikke kom normalspor til lejet? Og så var en 90 hk maskine måske for tung til tipvognssporene?

I januar 1919 ville firmaet leje materiel: Tipvogne. 20 stkr. 1½ m³ tipvogne ønskes til leje. Sporvidde 785 mm. C. F. Schou, Torvig Brunkulsleje, Troldhede.

Et år senere var Samson stadig ikke solgt, og man prøvede igen. Denne gang sammen med en andet lokomotiv: Sælges: 2 lokomotiver, 60 og 90 hk, 785 mm. Hansen & Schou, Troldhede.

I august 1920 blev der ryddet op. Entreprenørmateriale sælges: 2 lokomotiver, 60 og 90 HK, 785 mm sporvidde, 1 lokomobil, 100 HK, 38 stkr. tipvogne, 1½ m³, 785 mm sporvidde, en del 22 og 17 kg.s skinner med sporskifter, 1 5″ centrifugalpumpe med rør, 3000 gode sveller, en barak med marketenderi samt plads til 40 mand, en lokomotivremisse til 3 maskiner, 3 store trælader, trillebøre, stålstænger, smedeværktøj samt en del andet materiale. Hansen & Schou, Troldhede. Tegnsætningen, både den for meget og den manglende er avisens eller sælgerens ansvar. 1 5″ er nok 1,5 eller 1½ tomme.

I september 1919 ville firmaet pludselig køb eller leje: Lokomotiv. Tipvogne. Et lokomotiv, ca. 60 HK, 30 tipvogne, 1½ à 2 m³, et lokomobil, 6 à 8 HK, ønskes til købs eller leje straks. Torvig Kulbrud A/S, Troldhede.

I marts 1920 mangler firmaet skinner: 10 km gode 10 à 12 kg.-skinner købes; modtages i store eller små partier. Opgiv pris. Entreprenør Schou, Troldhede.

I maj 1920 ses en mystisk annonce: 2 stkr. 12 HK benzin-lokomotiver samt 15 km feltbanespor, 600 mm, sælges. Entreprenør Schou, Tvedgaard, Kolding.

Det ville passe bedst i historien, hvis entreprenør Schou på Tvedgård var en helt anden Schou end Schou i Torvig! Jeg ved det ikke, men familien Schou i Torvig havde også, så vidt vides adresse i Kolding og netop på Tvedgård. Bortset fra det, lyder det nærmest som en spekulant, der havde været på indkøb i den netop afsluttede verdenskrigs demobiliseringslagre. Var det et tyske lager, havde lokomotiverne nok været med oliemotor, men Den østrig-ungarske Hær solgte benzinlokomotiver af fabrikatet Daimler-Benz. Havde det været en dansk mergelentreprenør, passer benzinen og sporvidden også meget dårligt, og jeg tvivler på efterhånden på, om der skulle være mergelbener eller så store baner overhovedet, jeg aldrig havde hørt om.

Personale søges
I februar 1918 søges: 2 lokomotivmotivførere med certifikat kan få plads straks. Henvendelse til Torvig Kulbrud pr. Troldhede.

I marts 1918 søges igen lokomotivfører: 2 dygtige og pålidelige lokomotivførere med certifikat antages. Torvig Kulbrud pr. Troldhede.

I marts 1918 søges formænd: To dygtige formænd antages straks. Oplysning ved henvendelse til undertegnede. C. F. Schou, Torvig Kulbrud, Troldhede.

Igen i juni 1918 søges igen personale: Lokomotivfører, maskinmester med certifikat samt en gravemester til spandekædemaskine antages. C. F. Schou, Torvig Kulbrud, Troldhede.

I oktober 1918 søges: 2 fyrbødere med certifikat antages straks. C. F. Schou, Torvig Kulbrud, Troldhede.

I marts 1918 søges ufaglært arbejdskraft: Jordarbejdere søges. Timeløn 66 øre. Akkord gives så vidt muligt. Skovle må medbringes. Torvig Kulbrud pr. Troldhede.

Bemærk, at arbejderes selv medbragte egen skovl.

I februar 1919 søgtes: Formand til jordarbejde. Som sådan kan en dygtig mand straks antages. Torvig Kulbrud, Troldhede.

I september 1919 søgtes lokmotivfører: En lokomotivfører kan straks få plads. Lejlighed for gift mand kan være vanskelig at skaffe. Torvig Kulbrud A/S, Troldhede.

I julen 1920 søges: Gravemester til spandekædemaskine kan straks få plads ved henvendelse til Torvig Kulleje pr. Troldhede.

Normalsporforbindelsen
Denne er vendt og drejet under omtalen af Statens gamle Leje, så her skal blot gengives to forskellige og også modsatrettede kilder. Nr. Viumbogen: Som nævnt i indledningen havde lejet store transportproblemer. DSB planlagde derfor et sidespor fra Troldhede via Statens (gamle) Leje til Torvig, hvorfra det skulle føres videre til Skærbækgårds Brunkulsleje. Banen nåede aldrig længere end de første to km til Statens gamle Leje.

Jernbanehistorikeren Svend Guldvang angiver med Banestyrelsens arkiver, at normalspor til Torvig åbnedes i sommeren 1920. Forinden havde Torvig smalsporforbindelse til sidesporet til Statens Leje.

Normalsporede jernbanevogne
1920 havde H. J. Henriksen & G. Kähler, Korsør i følge Banestyrelsen følgende private brunkulsvogne løbende på Statsbanerne mærket:
TD 01 -33
(?) 34 – 42
og Torvig Brunkulsleje. Hjemsted: Troldhede.

Vognene måtte dog kun bruges til transporter til: Kolding, Fredericia, Vejle, Horsens, Århus, Randers Hobro, Ålborg og Nr. Sundby.

I 1922 averteres formentlig 12 af dem til salg i pressen. Mens der ofte taltes om åbne godsvogne med en lasteevne på 10 t, er der her tale om store vogne med en egenvægt på 20 t? Hvis vognene tara vejede 20 t, hvad kunne de så laste? Var annoncens egenvægt på 20 t i virkeligheden vognenes bæreevne, har det været tyske vogne importeret fra demobiliseringslagrene efter Verdenskrigen? Annoncen lød sådan: 12 jernbanevogne til salg. 12 kulvogne à ca. 20 tons står til salg i Korsør. Henvendelse ved eftersyn til overretssagfører Ellis Henriques. Telf. 4506 og 7746. Ny Vestergade 13, København.

Det foresvæver mig, at jeg et eller andet sted har set fotos? Kan du hjælpe, er du velkommen.

Handelsfirmaet Carsten Petersen & Co., Odense solgte også brunkul fra Torvig. Tilmed reklamerer de også med egne jernbanevogne.

Egne pengesedler
I lejet i Torvig benyttedes på grund af generel mangel på skillemønt egne pengesedler underskrevet af driftslederen Jensen Pedersen. Sedlerne havde et pålydende på 50 øre, og det var tanken at benytte dem som løn og så modtage dem igen i lejets marketenderi. En sådan fremgangsmåde var almindelig i Tyskland – i hvert fald i Nordslesvig efter krigen. Sedlerne var så troværdige, at de også kunne benyttes i Troldhede og omegn.

TOVDAL
Lejet lå i Nr. Vium. Det eneste, der vides om dette leje, er, at lejet lå på matriklerne 8 d, 8 e, 9 g, 9 m og 11 ei den østlige del af Nr. Vium Sogn. Jorden tilhørte gården Tovdal, der ligger lige øst for Statens gamle Leje. Herfra berettes under Anden Verdenskrig, at der på matriklerne var gravet brunkul under Første Verdenskrig, og at jorddyngerne herfra nu lå i vejen for produktionen under Anden Verdenskrig.

I kilderne har Tovdal været stavet meget forskelligt, og stednavnet har været forvekslet med Torvig og et Toudal ved Fasterholt.

UKENDT BRUNKULSLEJE
En billet, mrkt annonce i et århusiansk forstadsblad oplyser i 1920: Stort brunkulsleje. Et meget righoldigt brunkulsleje ved Troldhede – specielt egnet til stordrift (200 – 300 ton daglig) – er til salg straks. Kullagets tykkelse 2,5 – 4 m. Afstand til statsbanespor 3,5 km.

Med 3,5 km til Troldhede kan vi ikke være ret meget længere ude  end Statens gamle Leje eller eventuelt Torvig, men blev nogle af dem handlet i 1920?

UKENDT LEJE
Om dette leje haves en annonce fra 1915. Lokomotivfører. Som sådan kan en mand i løbet af 8 à 14 dage få plads. Der reflekteres kun på en mand med certifikat og med flere års erfaring. Vedkommende må kunne rette, hvad der indløber ved daglig drift. Lokomotivet har kun været benyttet en kampagne. En mand, der vil overtage kørslen i entreprise, og som har 150 kr. disponibel, vil blive foretrukken. Henvendelse til lokomotivfører Sørensen, Troldhede.

En på flere måder mystisk annonce. Ejerne vil ikke ud med navn, men lader en lokomotivfører tage slæbet. Certifikat var en kedelpasserprøve. Staten havde for nogle år siden forlangt, at lokomotivførere havde kedelpasserprøve, og altså var faglærte. Mange arbejdere troede dog stadig, at man kunne komme lige ind fra gaden og bliver ansat. Adressen er også kryptisk. Der var folk, der cyklede måske hundrede kilometer til Troldhede for at søge pladsen. I Troldhede måtte de spørge sig frem efter en lokomotivfører Nielsen. Gad vide, om teksten skal forstås sådan, at lokomotivet kun var et år gammelt? Altså med byggeår 1914?

Tre måneder senere skal man til at køre, så nu averteres efter en lokomotivfyrbøder. Som sådan kan en mand straks få plads. En, som tidligere har haft en lignende plads, vil blive foretrukken. Lokomotivfører Sørensen, Troldhede.

En lille uge senere indrykkes en annonce med en oplysning, man ikke ville give i dag: Lokomotiv-fyrbøder-pladsen er besat. Tak for tilbuddene. Lokomotivfører Sørensen, Troldhede.

En brunkulsekspert oplyser i den forbindelse,  at spørgsmålet er, om brunkulsarbejdet egentlig var kommet i gang i 1915. De første notater om brunkul under Første Verdenskrig starter så småt i 1916.  Der står ingen steder, at der er tale om brunkul, så der er vel større chancer for, at det kan være tørvearbejde. I Bjørslev, lidt øst for Troldhede, er der gravet mange tørv, og tørvearbejdet var nok noget hurtigere at få op på et større plan, idet dette arbejde allerede var kendt i 1915. Brunkulsgravning var derimod noget ganske nyt, og ingen havde erfaring i arbejdet. I Sandfeld, der kun med ringe ret kan påberåbe sig af have adressen Troldhede, var vel en af de første steder, hvor brunkulsgravning blev sat i gang.

Om tørvene i Bjørslev kan ses her under Pårup-Bjørslev.

ØSTERGAARDS KULLEJE
Lejet kom muligvis ikke i gang, da overjorden var 9 – 11 meter, og den alle steds nærværende Nyboe frarådede brydning, selv om brunkulslaget var 0,7 meter tykt. Videre meddeler Nyboe, at lejet lå ved siden af Niels Boels Kulleje 6,7 km fra Troldhede Station. Ejeren var et konsortium oprettet af overretssagfører Schultz. Også DGU var inde i sagen og frarådede i februar 1917, at Landbrugsministeriet købte gården.

KILDER OG LITTERATUR

Listen viser kun litteratur anvendt til afsnittene om Første Verdenskrig:
Nr. Viumbogen – rids af sognets historie. Team Lynderup 1999
Hardsyssels Årbog. 1975. Anden række – Bind 9. Historisk Samfund for Ringkøbing Amt.
Hardsyssels Årbog 1993.
Helge Kjerside, Finn & Steen Christensen, Troldhedebanen. Udgivet af Lokomotivklubben KLK. Udgivelsesår ikke oplyst.
Statsbanernes arkiver.
DSB. Beretning om driften 1917/18.
DSB. Beretning om driften 1913/24.
Svend Guldvang.
Evald Eybye.
Morten Flindt Larsen.
Ingeniøren 29.12.1917.
Togfløjten  4.2024.
Togfløjten 2.2025.
Flensborg Avis 22.01.1921.
Herning Avis 14.09.1923.
Herning Avis 10.10.1923.
Herning Folkeblad 11.03.1922.
Herning Folkeblad 08.08.1998.
Jyllands-Posten 29.04.1914.
Jyllands-Posten 03. og 04.03.1915.
Jyllands-Posten 18.06.1915.
Jyllands-Posten 24.06.1915.
Jyllands-Posten 22. – 24.04.1917.
Jyllands-Posten 09.05.1917.
Jyllands-Posten 17.05.1917.
Jyllands-Posten 19.08.1917.
Jyllands-Posten 26.09.1917.
Jyllands-Posten 25.11.1917.
Jyllands-Posten 05.12.1917.
Jyllands-Posten 05.01. og 12.07.1918.
Jyllands-Posten 27. og 30.01. samt 02.02.1918.
Jyllands-Posten 05., 06. og 08.02.1918.
Jyllands-Posten 06. og 07.03.1918.
Jyllands-Posten 13. og 14.04.1918.
Jyllands-Posten 19. og 21.04.1918.
Jyllands-Posten 21., 23. og 24.04.1918.
Jyllands-Posten 28.04.1918.
Jyllands-Posten 14. og 15.05.1918.
Jyllands-Posten 23. – 25.05.1918.
Jyllands-Posten 25. – 27.05.1918.
Jyllands-Posten 07. – 09.06.1918.
Jyllands-Posten 26., 27. og 29.06.1918.
Jyllands-Posten 28. og 29.06.1918.
Jyllands-Posten 12.07.1918.
Jyllands-Posten 18.07.1918.
Jyllands-Posten 20.07.1918.
Jyllands-Posten 22. og 23.07.1919.
Jyllands-Posten 25. og 27.08.1918.
Jyllands-Posten 08., 10. og 11.09.1918.
Jyllands-Posten 18. – 20.10.1918.
Jyllands-Posten 22. – 24.10.1918.
Jyllands-Posten 27.10.1918.
Jyllands-Posten 20. – 22.11.1918.
Jyllands-Posten 23.01.1919.
Jyllands-Posten 05.02.1919.
Jyllands-Posten 18. og 19.02.1919.
Jyllands-Posten 27.04.1919.
Jyllands-Posten 23. og 29.07.1919.
Jyllands-Posten 06 – 08.08.1919.
Jyllands-Posten 09. og 12.09.1919.
Jyllands-Posten 13., 14. og 16.09.1919.
Jyllands-Posten 14., 15. og 17.10.1919.
Jyllands-Posten 21. og 24.03.1920.
Jyllands-Posten 15.05.1920.
Jyllands-Posten 21.07.1920.
Jyllands-Posten 20. og 22.07.1920.
Jyllands-Posten 05.08.1920.
Jyllands-Posten 13.08.1920.
Jyllands-Posten 31.08. samt 01. og 02.09.1920.
Jyllands-Posten 06., 09., 12. og 13.04.1921.
Jyllands-Posten 19.04.1921.
Jyllands-Posten 20., 21. og 24. 05.1921.
Jyllands-Posten 04., 06. og 08.01.1921.
Jyllands-Posten 24.03.1922.
Jyllands-Posten 25.05.1924.
Jyllands-Posten 27.01.1925.
Socialdemokraten for Randers og Omegn 13.09.1920.
Vejle Amts Folkeblad 19.07.1918.
Vejle Amts Folkeblad 10.09.1920.

Indlægget forsætter i et nyt indlæg under overskriften Brunkulslejer omkring Troldhede under Anden Verdenskrig.

Bent Hansen 28. august 2025.