Indledning
Jeg har i foråret 2018 været nogle få dage i Albanien. Jeg kom ind fra Makedonien i øst lige nord for Ohridsøen og kørte via Elbasan til Berat. Derfra videre via Fier og Apollonia nær Adriaterhavet til Dürres, havnebyen ved Adriaterhavet og til Tirana. Videre over Shkoder og vest om Skodersøen ind i Montenegro.
Stavning af stednavne vil på nettet og på mange atlas være en engelsk version. Jeg ville hellere, hvis en dansk ikke findes, bruge den originale albanske, men den benytter bogstaver, der ikke findes på mit tastatur og selv ikke mellem de sære tegn, som de fleste skriveprogrammer råder over. Og skulle de endelig være der, kan min hjemmeside næppe klare dem, og kan den undtagelsesvis, er det ikke sikkert, de gengives korrekt af din pc?
Store dele af ruten gik langs jernbane, og stedvis så sporene ud til, at der var kørt for nylig, mens der andre steder ikke havde kørt noget i årevis. Af materiel sås en enkelt banetjenestetrolje ude på linjen og på lang afstand et diesellokomotiv. Nogle vogne henstod på et spor, der var asfalteret over, og et andet sted stod nogle miserable personvogne hærget af hærværksmalere. Intet tydede nogen steder på regelmæssig drift.
En indfødt fortalte, at der ikke i øjeblikket var drift, men at denne til sommer skulle genoptages på nogle linjer.
Dansk Jernbaneklubs tidsskrift, Jernbanen nr. 2 fra 2018 giver en beretning fra de foregående år, der ikke er væsentlig forskellig fra mit indtryk.
Banernes udbredelse
Kortmaterialer navnlig med jernbaner afsat skal altid tages med et gran salt eller mere. Kort fra mellemkrigstiden viser ingen jernbaner i landet. Der havde dog været omfattende planer, navnlig blandt italienerne, der en overgang havde erobret området. Først fra efterkrigstiden dukker der kort med to banelinjer op. Begge udgår fra Dürres og går som en gaffelbane ind i landet. Den ene gren fører fra landets største havn, Dürres til hovedstaden, Tirana. Den anden gren går fra kort øst for Dürres og fører til Elbasan.
I årevis var der planer om at forbinde de albanske jernbaner med resten af Europas baner. Albanerne tilhørte østblokken, men ret hurtigt gjorde de sig utilbens med snart alt og alle. En overgang byggede kineserne som deres eneste venner jernbaner i landet, men også kineserne blev albanerne trætte af. Efter kommunismens fald gik landet konkurs, så der er ikke penge til jernbaner. Dels er befolkningen ikke meget for at betale til offentlige kasser som el og vand endsige skat, men når jernbanens største kunder går ned, har de for længst brugt pengene, der stod jernbanefragt på.
Vesttysk jernbanekort fra 1982 som Albaniens offentlige jernbanenet så ud fra sidst i 50’erne, og som man normalt ser nettet gengivet resten af århundredet. I 1982 burde der dog være flere baner på, men de er åbenbart glemt. Ttograd hedder i dag Podgorica og er hovedstad i Montenegro.
Jernbanenettet, da det var størst tegnet ind på samme kort.
HSH, Hekurudha Shqiptare, De Albanske Statsbaner.
Jernbanerne i Albanien er statslige. Shiqiptare er den betegnelse, albanerne selv anvender om deres land.
Fra 1947 til kommunismens fald i 1989 åbnedes en række jernbaner.
1947 – 50 åbnedes Dürres – Elbasan. Denne linje byggedes videre til Ohrid-søen 1974 – 79. 1949 åbnedes Dürres – Tirana. Begge linjer fører øst på ind i landet fra kysten. Fra Ohridsøen ville man gerne havde haft forbindelse til Jugoslaviens Jernbaner, og fra Ohridsøen var der ikke langt til byen Ohrid, men banen hertil på jugoslavisk side var dels 6oo mm, og dels havde den været lukket i mange år. Linjen var i provinsen Makedonien kun omsporet til Kičevo.
Sydpå åbnedes fra den sydlige østlinje en strækning til Fier og Vlöre 1968 – 85.
Nordpå byggedes mod Shkoder 1963 – 81, og 1985 fik Albanien endelig sporforbindelse med Europa ved grænsen til nuværende Montenegro lige øst for den store Skodersø.
Nogle smalsporbaner skulle der også have været. Sporvidden 1067 mm er nævnt.
Det var mit indtryk, at sporene de fleste steder lå der endnu, men hvor og hvornår, der køres, ved vel ingen, måske heller ikke HSH selv? Derimod var signalerne ribbet for elektronik, selv pærerne var stjålet. Enkelte steder havde bander også stjålet broer og skinner.
Tirana
Banegården i Tirana lå i syd for enden af byens hovedakse. Der var modstridende forklaringer på dens skæbne, men der var enighed om, at den var lukket. En vejviser inde centrum viste dog frejdig til banegården! Der havde været romalejr derude, og senere var banegården revet ned, da der skulle være vej på stedet. Byen har en noget anstrengt infrastruktur, idet den er omgivet af bjerge på tre sider, og ingen veje fører endnu gennem disse bjerge. Togene til Tirana, da de kørte, havde station i nogen afstand fra byen, men en ny station er planlagt! Ude ved lufthaven var sporene overgroede.
Overalt i landet sås der bunkers: Fra de to verdenskrige, ogo fra diktaturet efter krigen, hvor lederen frygtede alt og alle. Et større bunkersanlæg blev indrettet i byens nordlige del i bjergene der. Her skulle lederen, regeringen og overkomandoet sidde og styre slagets gang. En del udgravninger blev foretaget med tipvogne, men de dele af anlægget, jeg så, var sprængt ud i bjerge, men dette affald skulle naturligvis også ud på en måde. Kan ske, at materialerne her skal benyttes til beton?
Planerne går på en ny banegård i byens udkant. I øjeblikket, hvis der altså køres, må passagerer stå af i bydelen Kashar i Vora og tage bus derfra til Tirana.
Dürres
I Dürres var der spor på havnen, og her henstod containerbærevogne, men sporene til havnen var afbrudte eller ilagt asfalt.
Industribaner
I Sydalbanien er der brunkulslejer, hvor der benyttes tog, men her var eldrift. Stenkul var det næppe, men måske jurakul. Nogle film fuldstændig uden data viser flere minebaner i en sporvidde, der kunne skønnes at være 600 mm. Dels var der spilbaner, dels skubbedes med håndkraft, men et akkumulatorlokomotiv sås også, og desuden et elektrisk lokomotiv med overledning, men strømaftageren holdt føreren i hånden, og når han ville standse toget, sænkede han bare hånden med strømaftageren.
Kullene kørtes i følge filmene til viderebefordring med lastbil. Det var nu næppe disse baner, min kilde talte om, hvor hans far havde arbejdet. Det var et stort brunkulsfyret kraftværk.
El Elbasan var der et stålværk, men næppe i drift. En vis industri og jernbanespor sås dog stadig. På skilte stod der stadig Jernkombinat Elbasan. Det var anlagt så sent som 1970 og gav i sine velmagtsdage beskæftigelse til 12 000 mand. Der sås også en hængebane med spande, men ude af drift. Jernet kom i sin tid med bane fra en nu lukket jernmine længere østpå. I byen skulle der også have været udsmeltet crom.
I Albanien var der foruden kul, jern og crom også brom, sølv og guld. Olien fandtes både inde i landet og i Adriaterhavet. Mellem Barat og Fier var der olie på land, og en jernbane passerede området, men sporene til felterne var ude af brug. Der kørtes nu med biler.
Pionerbaner
En pionerpark med pionerbane havde der vært i Tirana, men med kommunismens fald lukkedes park og bane, da private bød på grunden, hvor de ville opføre et højhus. Anlægget blev derfor fjernet. Så vidt min oplysninger. I følge andre kilder skulle nettet have været i sporvidden 400 mm. Inden for de sidste år, skulle der igen i en park være indrettet en tivolibane?
Der er ingen billeder af tog, men en del billeder af spor taget i farten fra en kørende bus.
På vej op til et pas kørte vi ind i Albanien. Kørte er måske så meget sagt, for grænsepassagen tog en time. Oppe i passet – på kortet står der Qafë Thana – ses enkeltmandsbunkers, som Albanien er spækket med. Der skulle også i følge kortet være en jernbane, men den viste sig at ligge i en tunnel under passet. Det var banen, der fra Dürres over Elbassan førte til Ohridsøen og videre langs denne fra nord til syd.
Vel nede fra passet så jeg, da nogen i bussens modsatte side opfordrede mig til at se ud til deres side, et spor.
Kort efter dukkede et par minebygninger op. Det skulle have været en jernmine, men alt var lukket og slukket. Byen skulle hedde Përrenjas. Der skulle have været drift endnu i 2006, men siden gik stedet hen og blev Europas største lokomotivkirkegård.
Videre ned mod Elbasan fulgtes vej og bane. Faldet var stort, så vidt jeg kunne se.
Både vej og bane førtes fra tid til anden gennem tunneler. Banen anes tre steder til venstre for vejen.
Broer fandtes i flere udgaver. Her en høj bro på piller, mens de lave broer var med murede buer. Albaniens højeste jernbanebro skulle ligge på denne strækning, der er åbnet så sent som i 1979 og lukket efter kommunismens fald, hvor liberalismen tog livet af jernproduktionen.
Dette billedet fra et museum i Tirana havde teksten: Første tog til Elbasan 1977. I følge nettets oplysninger åbnedes banen til byen 1950 og åbnedes videre østpå 1974, noget stemmer ikke.
Fier på banen til Vlorë passeredes flere gange. Jeg sad til højre og fotograferede til denne side. Her ses i baggrunden en station med to perroner. Banen nåede Fier 1968 og forlængedes til Vlorë 1985.
Anden gang jeg passerede Fier, kørte vi den modsatte vej, så nu var der udsigt til modsat side. Mellem høns, parkerede biler og ældre morliller anes fire spor, men midt langs baneterrænnet var man åbenbart ved at anlægge en vej? En ringvej ville også være tiltrængt, men bystyret mente også, at oldtidsbyen Apollonia også trængte til en vej, skønt den nu havde klaret sig i henved tre tusinde år uden asfalt, og vejen nu ville komme tusinde år for sent. Gamle billeder en stor fabrik på begge sider af banen med kraner og masser af jernbanevogne.
Da jeg forstørrede mit foto, så jeg et umiskendeligt tjekkisk lokomotiv og et par skærvevogne. Nummeret kan ikke læses, men det må være en type 669 bygget i 61 eksemplarer af CKD fra 1978 og frem. Skal banen udbygges? Eller er skærverne til vejen?
I Dürres, landets største havneby passeredes banegården med et par hensatte personvogne, der gav indtryk af at være nymalede. Også her havde de frie markedskræfter overtaget malingen. Her var bane fra 1947. Jeg valgte ruiner af romerminder og en stor is på strandpromenaden frem for at gå til den nyere ruin af banegården.
På vejen mod Tirana sås et spor, der ud til at være kørt på for nyligt, men skærvetoget havde måske passeret her, og en banetjenestetrolje sås også på linjen til Fier, kørende eller i arbejde, eller blot glemt?
Vest for Tirana ude omkring lufthavnen – jeg har noteret stednavnet som Lezhë – sås nogle spor, hvor der så ud til at blive kørt. Endnu en passage nærmere Tirana udviste spor, men stærkt overgroede passende med, at banegården i Tirana er lukket.
I Shkader passeredes den store flod, Drin lige syd for byen. Hertil førte jernbanen fra Dürres. Den sidst strækning syd for byen åbneds 1981. Nu manglede imidlertid skinnerne over broen samt underbygningen. Jernet var uden tvivl stjålet. Hvad der var af bane i byen og nordfor så jeg ikke. Denne strækning førte til Montenegro og var åbnet 1985 og skulle være i drift? Men hertil og ikke længere. Videre mod syd kom man ikke.
Et kørende tog i Albanien. Billedet er taget fra en bus af Lise Blom 2018 mellem Berat og Dürres. Der var voldsomme reflekser i ruden, så jeg har måttet skære det meste fra. Efter personvognen kom nogle godsvogne, så jeg antager, at det var et banetjenestetog, der skulle udbedre strækningen? Og strækningen fører mellem Elbasan og Dürres, så med stedsangivelsen Berat er vi nok lidt vest for Elbasan? Lokomotivet er en type 669. Se tidligere.
Senere på efteråret 2018 tog Lise Blom endnu et lokomotiv af samme type på samme strækning som ovenfor og også fra en kørende bus. Derfor reflekserne, som mit fotoprogram ikke kan fjerne.
Litteratur
Jernbanen 2.2018, Med tog i Enver Hoxhas skygge. I artiklens overskrift kaldes Hoxha for Toxha, men vi er stadig i Albanien.
https://de.wikipedia.org/wiki/Schienenverkehr_in_Albanien
Bent Hansen. Opdateret 8. oktober 2018.