Nordspanien
Når der er to fotografier fra det nordlige Spanien, skyldes det ikke et ønske om et besøg i Spanien, men at vi fra Frankrig var på vej mod Andorra, og den for os, der kom øst fra, letteste vej til Andorra var at køre ind i Spanien og køre op i Andorra herfra, altså fra syd. Vi havde derfor fire timer i Spanien, idet vi gjorde et ophold for at strække benene i en by, Seo d’Urgell på vejen. Det var i 1988.
Andorra er lagt ind i indlægget Rejser i Frankrig.
Jeg har ellers ikke været i Spanien og havde i francotiden heller ikke intentioner om det. Min hustru og mine børn har dog haft fjorten dage på Mallorca, men her var jeg ikke med, idet jeg ikke havde fri. Der er lidt fotos fra deres rejse i jernbanedelen, men kun af tog.
Tenenrife
INDLEDNING
Mit indlæg om Canarieøen Tenerife handler langt mere om øens opståen end om turistliv på øen. Du skal dog først have en indledning.
Vore børn og børnebørn ville have os med til Tenerife i en vinterferie. Vi boede på et kæmpehotel med pool og altan samt et lille køkken. Vi lavede morgenmad og frokost selv og spiste på altanen, så længe den lå i skygge. Vi gik tur på strandpromenaden med de andre turister mellem alskens boder. Vi tog 200 meter i poolen og derefter en tur i boblebadet. Det hele mindst to gange om dagen. Vi nød navnlig fra altanen at se solbaderne blive lukket ind klokken ni. Specielt en, der talte tysk var ferm til i et kast ramme fire liggestole med håndklæder. En dag havde en britisktalende dame også ramt en af de samme liggestole. Den tysktalende vandt, men parterne udvekslede meninger endnu ud på eftermiddagen. Der stod højt og tydeligt på opslag på flere sprog, at man ikke kunne blokere liggestole en hel dag, men det gjorde man. Ville vi ligge ved poolen, hvad vi ikke ville, var der aldrig en liggestol ledig.
Hotellet havde en butik, hvor vi kunne købe intetsigende hvidt brød, hollandsk ost og marmelade fra Den gamle Fabrik. Vi prøvede at gå ud i byen for at finde en butik, hvor de indfødte handlede, men ligegyldigt hvor langt vi gik, så var der kun hoteller og lejligheder, der var ejet af ikke fastboende udlændinge. Middagen gjorde vi kun galt én gang, hvorefter vi så blev på hotellet og deres restaurant, der såmænd var meget hyggelig og serverede blæksprutter blandt andet.
En enkelt gåtur førte til nabobyen, hvorfra vi fra en vulkantop kunne se en anden canarieø, Gomera. Tre dage lejede vi en bil og kørte til en dyrepark med delfiner, søløver og dræberhvaler. En anden tur gik til Teide og en tredje til et vulkanområde i nordvest.
DEN MIDTATLANTISKE RYG
De kanariske Øer, som Tenerife tilhører, ligger i Atlanterhavet ud for Afrikas kyst. Midt ned gennem Nord- og Sydatlanten ligger over mange tusinde kilometer en rift, hvorfra smeltet basalt kommer op fra dybereliggende lag i jordoverfladen. Riften danner en højderyg, hvorfra basalten glider ned og danner ny havbund, som tvinger Nord- og Sydamerika fra Europa og Afrika. Riften startede omkring Ækvator for 175 millioner år siden og splittede Nordamerika og Europa ad. For 125 millioner år siden splittedes Sydamerika og Afrika. For 80 millioner år siden fortsatte riften mellem først Grønland og Nordamerika, men ret hurtigt gik riftdannelsen i stå her og fortsatte i stedet mellem Grønland og Europa.
Fastlandene glider fra hinanden med en fart af ca. 2 centimeter om året, så den totale forøgelse af afstanden mellem kontinenterne er 4 centimeter om året.
Ryggen er 14000 kilometer lang og når næsten fra pol til pol. Ryggen og riften er dog ikke sammenhængende, idet den adskillige steder har forskubbet sig med flere hundrede kilometer mod øst eller vest.
Et ocean har en gennemsnitsdybde på 4 kilometer, men flere steder er der subduktionszoner med væsentlig større dybder. Ryggen i midten er ikke særlig bred men hæver sig op til et par kilometer over oceanets gennemsnitsdybde.
Stedvis har der af en eller anden grund været varmere, så mere materialer fra jordens øverste lag er smeltet og er flydt opad og har formået at danne en ø. Disse hotspots har de sidste 100 millioner år på Den midtatlantiske Ryg dannet regnet fra nord: Jan Mayen, 2277 meter, Island, 2119 meter (med isdække,) Færøerne, 882 meter, Azorerne, 2351 meter, Kanarierne, 3718 meter, De kapverdiske Øer 2829 meter samt lige så mange syd for ækvator. Hotspotten under Island har været specielt givende og dannet og danner stadig en større ø. Også tidligere i tiden dannedes større vulkanske områder, men det tager 10 millioner år at danne en vulkansk ø, og det tager 100 millioner år at nedbryde den igen, i hvert fald til under havoverfladen. Af en tidligere større vulkansk provisk i Nordatlanten står i dag kun klippeskæret Rockall, 27 meter tilbage ud for De britiske Øer. Færøerne hører muligvis også til denne vulkanprovins. Der er rift om disse tidlige oceanbunde, da de ofte indeholder olie fra dyreliv, der her sank til bunds og forrådnede uden tilstrækkelig ilttilgang. Navnlig Norge nyder godt af disse omstændigheder.
Syd for Ækvator ligger regnet fra nord Ascension, 859 meter, St. Helena, 818 meter, Tristan da Cunha-øgruppen, 2010 meter, og Gough-øen, 910 meter og Bouvetøen, 780 meter. Flere hotspots ligger i Sydatlanten, således øgruppen omkring Fernando de Noronha, men de har formentlig ikke noget med den midtoceaniske ryg at gøre.
TENERIFES DANNELSE
I det følgende afsnit vil jeg se nærmere på dannelsen af en enkelt ø, nemlig kanarieøen Tenerife.
Har man været øen rundt, har man muligvis opdaget, at øen har form som en lidt aflang trekant med bjerge i hjørnerne og et højt i midten. Formentlig er øen opstået som tre skjoldvulkaner, der dannedes på havbunden i en trekant for højst 10 millioner år siden. Måske deres fødder har nået hinanden på havbunden, men toppene var adskilt af Atlanterhavet. De tre vulkanområder ses stadig i øens tre hjørner som Anaga-massivet mod nordøst nær hovedstaden, som forekommer mig at været det største. Det vildeste forekommer mig at være Teno mod nordvest og som det, jeg slet ikke bmærkede, Roque del Conde mod syd. Hver af disse skjolde opstod tilsyneladende på under tre millioner år, hvorefter der var ro et tilsvarende tidsrum, inden en ny vulkan opstod på bunden af Atlanten midt mellem de tre netop beskrevne vulkaner. Denne nye vulkan, som Teide ligger ovenpå, kaldtes Las Cañadas. Den havde formentlig en omkreds på 40 kilometer, men samtidig var Anaga-massivet igen i udbrud. Den første Teide, Las Cañadas nåede 4500 meter, ikke så lidt mere end den nuværende Teide. De tre oprindelige vulkaner og Las Cañadas dannede nu en samlet ø.
Tegninger af situationen kan du se endog på dansk på https://da.wikipedia.org/wiki/Teide
eller bedre: vendsysselstenklub.dk/medlem/powerpoint-pdf/Tenerife.pdf
Over en hotspot forekommer ofte jordskælv, og for omkring 200 000 år siden rutschede toppen af den høje vulkan, Las Cañadas i havet og udløste en mægtig tsunami, der kunne mærkes på begge sider af Atlanten. Skreddet var skråt hældende mod nord. Den sydlige kant var højere, så krateret kom til at ligne en caldera, hvor et magmakammer var sunket sammen og efterladt et hul med høje kanter som afgrænsning. Spanierne kalder området Las Cañadas efter den “forsvundne” vulkan.
Kilderne, både bøger og net har talrige indlæg og emnet, og der er ikke meget enighed mellem forfatterne. Selv højden på vulkanerne er der overhovedet ingen enighed om, og slet ikke om tidsperioder eller dannelsesteorier. Nogle geologer går ind for et vandret skred, hvilket jeg også hælder til, indtil andet er bevist. Andre geologer går ind for en kollaps af magmakammeret, hvilket også kunne være sket. Efter at varmetilførslen var ophørt, trak lavaen i magmakammeret sig sammen under afkølingen, og 2300 meter vulkantop skulle være “forsvundet” ned i magmakammeret? Det har jeg nu svært ved at forestille mig.
Da jeg tror på skreddet, går jeg videre med denne teori. Efter skreddet skete nye udbrud og en ny vulkan voksede op nærmere nordkysten, så en del af den calderalignende højslette stadig er i behold.
Vulkantoppen kaldes nu Teide eller Pico del Teide og er 3718 meter høj. Det sidste udbrud skete i 1909. Vulkanen udgør sammen med omegnen Teide Nationalpark med et samlet areal på 18900 ha. Siden 2007 har parken været på UNESCOs Verdensarvsliste.
En vulkans udbrudsprodukter kommer fra et magmakammer med smeltede stenmaterialer typisk et par kilometer under vulkanen eller vulkanerne. Teides magmakammer har også leveret til Pico Viejo og til de udbrud, der ses på siden af vulkanen. Varmen til opsmeltningen af materialerne i mangmakammeret kommer fra meget dybereliggende dele af jorden. De nærmere omstændigheder ved varmetransporten diskuteres stadig.
Når et magmakammer dannes, løftes jordoverfladen over kammeret, da smeltede sten fylder mere. Også gastrykket siger. Den løftede jordoverflade kaldes en dome. Måling af jordoverfladens højde i en vulkanprovins kan give et fingerpeg om et forestående udbrud.
Når jordoverfladen løftes op, sprækker den, da en kuppel har større overflade en den flade jord, og jorden er meget lidt elastisk. Revner og sprækker gennemkrydser domen både horisontalt frontalt og vertikalt. Kommer der så et lille udbrud, fyldes revnerne ud med lava. Det hænder, at udbruddet går i sig selv, og domen nedbrydes efterhånden af vind og vejr. Tilbage bliver ofte det hårde materiale af bassalt, som nu fremstår som afstøbninger af lavakanalerne. Der tales ofte om domestrukturer, der ofte kan være bemærkelsesværdige og tiltrække turister.
På Island så jeg revnerne i jordoverfladen, som endnu ikke var udfyldt af lava. En guide i bussen kaldte revnerne for riften, som delte Nordamerika og Europa og Asien. Riften ses dog også andre steder på Island, men næppe, hvor jeg var.
Viden om domestrukturer er ny for mig, og deres navne alt efter deres orientring i forhold til vandret og lodret har heller ikke mig bekendt noget dansk navn. De kaldes dykes eller dikes og Sills, hvor førstnævnte står lodret og sidstnævnte ligger vandret. Intrusioner, indtrængning af nye magmaer i ældre lavaer er på dansk et navn for fænomenet, der også stadig bruges.
En vulkan producerer mange mange forskellige aflejringer lige fra let aske til tung bassalt. I et magmakammer under en gammel udslukt vulkan finder man bassalt, granit, porfyr samt ædle metaller, som har været opløst i vand under stort tryk og hentet op dybt nede fra. I Sydafrika findes diamanter i gamle vulkankratre. Gasserne som kuldioxyd og svovldioxyd, der også kommer op, aflejres normalt ikke. Prøver på nedfalden aske, tuf, ses mange steder omkring Teide og også rester af pyroklastikske skyer ses blandt andet i foden på Arbol de Piedra. Det var en sådan pyroklastisk askesky mange hundrede grader varm, der med stor hastighed rullede ned ad Vesuv i år 79 f. Kr. og dræbte de, der af en eller anden grund ikke var flygtet. Dele af skyen kan åbenbart størkne.
Er den oprindelige Teide skredet i havet, burde man kunne finde den på bunden af havet ud for Tenerife. Næppe i et stykke, men i mange små som et stenskred. Fænomenet med bjerge, der skrider sammen, er berørt før. Således i Lappland i indlægget Rejser i Sverige og Rejser i Grønland.
Sådanne bjerge, der skrider sammen, læste jeg allerede om i min ungdom, ikke i geologibøger, men i en gammel rejsefører, som min far havde anskaffet sig antikvarisk. Det var en af den gamle munk Baedekers rejseførere fra før første verdenskrig om Alperne i Østrig, der dengang gik helt til Gardasøen i Italien. Efter en tur Sella rundt i Dolomitterne i Italien holdt vi nu i Sellapasset, og jeg fortalte hustru og børn om et sammenskredet bjerg, der fandtes her. Jeg døbte det en forstenet by, idet de store ofte retkantede klippeklokke godt kunne ligne huse. På tysk hed det noget andet, men jeg havde svært ved på dansk at bøje navneordet sten som tillægsord. Det var lidt svært for mig at se den forstenede by, men min datter, der var ved at blive teenager, må have forstået sammenhængen, for da vi kørte en omvej senere til Gardasøen, sagde hun pludselig, at her var en forstenet by. Jeg måtte konferere med Baedeker og derefter give hende ret. Selv har hun nu 30 år senere glemt, at hun havde set forstenede byer. Jeg køber i øvrigt selv Baedeker, hvis jeg skal rejse et sted hen. For det første er Baedeker billigere end en dansk rejsefører, og for det andet får jeg et anvendelig kort med i prisen, og så synes jeg bedre om tyske rejseførere end om amerikanske, der går op i elastikspring og andet ligegyldigt.
I øvrigt truer naboøens vulkan på 2426 meter, ja faktisk hele øen La Palma med at skride i havet. Den efterfølgende tsunami er beregnet til at blive 100 meter høj, og i givet fald ville den oversvømme New York og kunne mærkes også i København, men nu ikke tage sorgerne på forskud. Yellowstone Nationalpark kan komme i udbrud først, eller faren kommer fra en vildfaren meteor eller en slyngelstat. Der er nok at bekymre os om. Kilden til tsunamien er såmænd en af vore store aviser, der bragte beretningen i 2004. Også andre store dagblade har stadig historien på deres hjemmesider. Profetien stammer naturligvis fra videnskaben, men de har lige så svært ved at spå som politikerne. Der har mellem de sidste istider været x-antal år, og de er faktisk gået siden sidste istid, men vi er stadig ikke færdig med tø Grønland og Antarktis op, så måske er en vulkankollaps lige så svær at forudse? Lad os håbe.
DET NORDVESTLIGE HJØRNE
Vi havde en halvdagsudflugt til Tenohalvøen, der var et vildt, delvist uberørt vulkansk landskab, hvor der trods alt var lagt en vej igennem. Den endte i Buena Vista del Norte og Garachico. Vi fortsatte langs kysten til Icod de los Vinos, hvorfra vi returnerede.
PAPEGØJE PARKEN
På øen nær hovedstaden var der en stor zoologisk have kaldet Loropark, hvor der optrådte dresserede søløver, delfiner og spækhuggere. Der var dog også masser af blomster at se på, men du får ingen billeder fra parken, da jeg ikke ønsker at reklamere for optræden af vilde dyr, der er forbudt i Danmark. Spansk tyrefægtning ville jeg også holde mig fra.
Vi havde en god uge på Tenerife og kan leve længe på naturbesøgene og det stille liv med pool, gåture, middagssøvn og gåture og pool igen inden en hyggelig middag, bekom os vel. Jeg kan se, at der på regningen fra arrangøren står, at vi har været i Playa de las Americas, men jeg kunne ikke se forskel på denne og nabobyerne, der også bare var hoteller og ferielejligheder så langt øje rakte og vore ben kunne bære.
Alle foto fra fra Tenerife er fra 2013.
Bent Hansen, 6. maj 2023.