Mine relationer
Jeg har aldrig været i Ægypten, og jeg har heller ingen planer om at komme der. Der er flere grunde, hvoraf den væsentligste nok er, at jeg tror, jeg bliver skuffet. Pyramider ses bedst på afstand eller på billeder i bøger. Står man henne ved dem, ser man – tror jeg – blot en hoben store sten, der ligger mere eller mindre hulter til bulter?
Jeg har læst mere end en snes bøger om det gamle Ægypten, så jeg synes, jeg er godt med. Min barndoms viden, der byggede på skolebøger skrevet før krigen, har jeg efterhånden fået godt opdateret ikke mindst takket være udsendelser i tv. Mellem de læste bøger var der værker om helt specielle emner, for eksempel om guderne og kongerne foruden Howard Carters egen bog om fundet og udgravningen af Tut Ankh Amon.
I 1980 sendte ægypterne netop en Tut-Akh-Amon-udstilling på verdensturne, og den var jeg så heldig at se i Köln. I 2002 var jeg så heldig, at et andet museum i Köln havde en specialudstilling om farao Tuts far. Her så jeg blandt andet en kopi af busten af Nefertiti, som jeg altid har ønsket at se. Busten står på et museum i Berlin, da det var tyskere, der i sin tid udgravede den, men netop da jeg var ved at planlægge en tur dertil, opdagede jeg, at dette museum var lukket på grund af ombygning. Jeg tog derfor ikke af sted til Berlin.
Amonhotep IV
Efterhånden som jeg læste bøger om de gamle ægyptere, fattede jeg mere og mere interesse for en enkelt af Faraoerne. Det var en forholdsvis lille – krigerisk set – farao fra det 18. dynasti Amonhotep IV. Hans levetid er næppe kendt, men han regerede 1353 eller 51 til 1336 eller 34. Foruden hans opgør med Amon er han nok mest kendt for sin dronning Nefertiti, hende med busten, der i dag står som et bemærkelsesværdigt kunstværk. Kendt er også sønnen Tut Ankh Amon, der hører til de ubetydeligste faraoer i Ægypten, men som er den eneste farao, hvis grav har fået lov til at ligge næsten uplyndret, idet både han og graven meget hurtigt blev glemt.
Amonhotep følte sig helt underlagt det enorme præsteskabs magt. Hovedstaden Theben i Øvre Ægypten havde store Amontempler med mere en 30000 præster. På den tid var Amon hovedgud blandt Ægyptens mange hundrede guder som Osiris, Isis, Anubis, Knold, Thoth og Horus for nu blot at nævne nogle af dem, jeg tror, jeg ville kunne genkende.
Selv om ægypterne flittigt har skrevet historie ned næsten fra tidernes morgen, så er der store huller i vor viden om faraonerne på netop den tid. Det gælder deres leveår, deres forældre og ægtefæller. Også stavemåden for steds- og personnavne har talrige stavemåder, hvor jeg har valgt mere fra skolelærdommen og ikke fra nettet, hvor ikke ret mange forfattere heller er enige om stavemåder.
Hvad Amonhotep IV angår, er jeg ikke helt enig med nettet eller en foredragsholder, jeg hørte i min radio, og som gav anledning til, at jeg nedfældede dette indlæg dagen efter. Du skal nok tage både mine udsagn og formentlig også videnskabens udsagn med et gran salt. Jeg har selvfølgelig ikke fostret mine ideer selv, men har dem fra en, der sikkert også har dem fra andre. Derfor kan jeg ikke opgive kilde.
Et problem løses
Amonhotep IV følte sig som nævnt holdt nede af Amons 30000 præster i Theben. Også danske konger havde i Middelaldren problemer med deres ærkebisp om, hvem der egentlig bestemte i landet. Amonhotep IV kunne nok næppe knække præsternes magt ved som den danske konge at fængsle ærkebispen. Der skulle drastiske metoder til. At slå alle 30000 præster ihjel var nok uoverkommeligt, og så var var der vel stadig lige så mange Amon-præster spredt over det ganske land.
Amonhotep IV udtænkte derfor en genial plan. Han udtænkte en helt ny religion, der virkelig bød på nytænkning. Den opererede kun med én gud, Aton solskiven. I forvejen havde ægypterne solguden Ra.
Amonhotep IV tog nu navneforandring til Akhnaton, hvori navnet på Aton indgik. Navnet kan udlægget som Der der er til nytte for Aton. Hans søn, tronarvingen omdøbtes til Tut Ankh Aton, Det levende billede på Aton. Som nyt præsteskab udpegede Akhnton sine egne folk, han kunne stole på. Amons store templer i Theben byggedes om eller blev revet ned.
Tilmed planlagdes en ny hovedstad uden gamle Amontempler. Den blev placeret midt mellem Theben, Øvreægyptens hovedstad og Memphis, Nedreægyptens hovedstad. På stedet ligger en lille landsby i dag, Tell el-Amarna, og her var klippevæggene af en sådan udformning i form af en wadi, så solen stod op og gik ned i helt specielle og passende klippeformationer. Byen hed Achetaton, hvilket står for Atons horizont.
Kunsten blev også nytænkt. Nerfertitis buste er formentlig meget naturtro og slet ikke så stiv, som ægyptiske skulpturer hidtil havde været udformet og senere blev det igen. Også Akhnaton afbillededes som han muligvis har set ud, pukkelrygget og med begyndende mave og ikke som en sædvanlig stiv standardkongestatue. Skulpturerne af ham viste et menneske med skavanker og ikke en idealperson.
I Tuts grav er fundet de pragtfuldeste genstande, således en tronstol, hvor man formentlig for første gang i kunsten ser to mennesker, Tut og hans dronning, der i øvrigt var hans hel- eller halvsøster se ømt på hinanden mens solens (Atons) stråler med hænder i enderne kærtegner dem.
Et gammelt foto i sort/hvid af ryggen på Tut Ankh Atons tronstol. Lidt ejendommeligt, da han jo blev begravet som Tut Ankh Amon? Han døde lidt pludselig, så han fik en ufærdig grav oprindeligt tiltænkt en anden. Hans egen lå jo ikke i Kongernes Dal, men i Achenaton. Han dronning er hans halvsøster, idet de havde samme far, Akhnaton, men kun dronningen havde helt sikkert Nefertiti til mor, hvor Tut sandsynligvis havde en anden mor, hvem vides ikke.
Hans regime varede 17 år, men hans nye hovedstad blev knap så gammel. Kort efter hans død vendte Thebens mægtige præsteskab tilbage og rullede tilmed alt tilbage til det gamle. Selv kunsten stivnede igen. Tut omdøbtes igen til Tut Ankh Amon og flyttedes tilbage til Theben.
Kongerækken efter Akhnaton er uklar. Både hans søn, en medregent og hans dronning Nefertiti har været nævnt som arvtagere. Thebens præsteskab gjorde, hvad de kunne for at slette sporene efter kætterkongen Akhnaton. Han hovedstad blev revet ned, og hans navn blev slettet fra templer og statuer, og også hans arvtagere er i vid udstrækning slettet fra historien. Tut Ankh Amon er født mellem 1345 og 1340, og han regerede kun i ni år fra omkring 1332 til 1323. Der er således et antal år fra Akhenatons død 1336 eller 34 til Tut Ankh Amon dukker op omkring 1332, hvor Nefertiti eller en anden kunne have været på tronen.
Efter Tut tilrev general Horemheb 1323 – 1306 sig magten, og nu var alt endegyldigt ved det gamle. Han blev, skønt ikke kongelig, men militær den sidste farao i det 18. dynasti. Efter ham kom blandt andet elleve faraoer med navnet Ramses.
Akhnaton var formentlig den første i historien, der talte for monoteisme, en religion med kun én gud. Om det var hans oprigtige mening, eller han havde en dagsorden, som jeg har antydet, vides ikke.
Kun få andre religioner er monoteistiske, og de er alle udsprunget i eller nær Ægypten. Monoteismen er i øvrigt ikke det eneste genkendelige træk fra Det gamle Ægypten, der kan genfindes i andre religioner. Om israelitterne var i Ægypten under Akhnaton vides ikke, men 50 år senere under en af Ramses’erne udvandrede de fra Ægypten i følge Det gamle Testamente. Ofte peges her på Ramses II, der blev over 90 og regerede næsten lige så længe.
Kilde og supplerende litteraturliste
Nogle af bøgerne er tiden for længst løbet fra.
Hovard Carter, Tut-ankh-amon’s Grav. I – III. Gyldendal MCMXXXII.
Carl Grimberg, Verdenshistorien. Bind I. Politiken 1960.
Palle Lauring, Ægypten. Carit Andersens Forlag 1962.
Tutanchamun in Köln. Udstillingskatalog. Kölnisches Stadtmuseum 1980.
Gisela Gottschalk, Die grossen Pharaonen. Weltbildverlag 1990.
Henri Stierlin, Baukust der Pharaonen. Terrail 1993.
Matthias Seiden og Regine Schultz red, Ægypten. Faraonernes Verden. Tandem Verlag GmbH 2004.
Matthias Seiden og Regine Schultz red., Egypten. Kunst & Arkitektur. Könemann 2005.
Lise Manniche og Bo Dahl Hermansen red., Focus på Amarna. Akhenatons og Nefertitis univers. Tidsskriftet Sfinx 2009.
Billeder
Nettet bugner af billeder af de nævnte personer. Selv om de måske er stavet lidt anderledes på nogle hjemmesider, kommer de nok “ud” alligevel ved at benytte min stavemåde. Desværre har jeg ikke adgang til billeder, som andre ikke påberåber sig copyright på, og på de besøgte museer måtte man ikke fotografere.
Lige til sidst – for en ordens skyld – skal jeg bemærke, at der vist nok ikke er en ægyptisk gud ved navn Knold.
Bent Hansen 15. april 2015.