Emil Mayrisch

Egentlig havde jeg ikke tænkt mig, at anbringe disse foto på min hjemmeside, da jeg havde lagt dem ud til “mit eget netværk.” Imidlertid vakte fotoene så stor interesse navnlig syd for grænsen, at jeg har ombestemt mig.

Edit og jeg tog i juni 2014 til Hvide Sande, hvor vi så dette dette lokomotiv, der her var ved at blive fikset op.

Emil Mayrisch nr. 3 under istandsættelse i Hvide Sande i juni 2014.

Lokomotivet er Krupp 2154/1940. Oprindelig leveret til Rheinische AG, Gewerkschaft Beisselgrube Horrem I, Neurath som nr. 1. Senere nr. 319. I 1960 indgået i Rheinische Braunkohlenwerke RBW stadig som nr. 319. I 1962 solgtes det til Eschweiler Bergwerks Verein EBV, Grube Emil Mayrisch som nr. 3. Netop denne mine var ret utilgænglig, og da minen Anna i Alsdorf var lige til at gå til, har jeg aldrig ulejliget mig til Emil Mayrisch. Hos Anna var der også lokomotiver af samme type, så hvorfor spilde sin tid ved Emil Mayrisch, når man kunne blive mindst lige så beskidt med kulstøv langt ned ad ryggen ved Anna. Når de her om aftenen tømte koksværkets retorter for glødende kul, var det et syn for guder. Man blev dog ikke rigtig beskidt, før de overhældte de glødende koks med koldt vand.

1993 solgtes lokomotivet som mange af dets søskende ved EBVs resterende miner til jernbaneklubber. Emil havde flere ejere, inden det blev solgt til et dansk firma, der har slået sig ned i Statsbanernes tidligere værksted i Nyborg. Her vil lokomotivet passe fint som Denkmal. Desværre var der ikke noget dansk lokomotiv på markedet. Firmaet, Ørbæk Bryggeri har også et gammelt træskib, som de sejler ture med kunderne med. Desværre kommer lokomotivet næppe til at køre veterantog for kunder, da kedlen er for dårlig, selv om resten af maskinen ellers er i rimelig stand. Som “denkmal,” som det hedder på dansk, er vel også det næstbedste.

Jeg bringer lige nogle fotos fra kulminen og koksværket Anna i Alddorf mellem Köln og Aachen. I 1980’erne fotograferede jeg kun undtagelsesvis i farve.

Tekst og billeder ligger også delvist på jernbanen.dk, men da det også er mine, tillader jeg mig at klippe og genbruge.

Anna 12, Krupp 4248/1961 af typen Bergbau. Den yder 850 hk og vejer 80 t. Du er velkommen til at sammenligne med en dansk Q-maskine eller et MaK-værk. Foto fra 1980.

Anna 10, Schwartzkopf 9963/1930. Det var et ELNA-lokomotiv, og det havde kørt som Hersfelder Kreissbahn som nr. 2. Den trækker her af med 34 styk fireakslede kul- eller koksvogne. ELNA er her ikke et pigenavn, men en forkortelse af en betegnelse for et standardprivatbanelokomotiv. ELNA står for Engerer-Lokomotiv-Normen-Ausschuß. Der var flere størrelser af standarden. Denne er model 6, den største.

Jeg formåede ikke teknisk at fotografere tømningen af retorterne, mens skumringen faldt på. Derfor får du et langt senere denkmalkokstog taget i 2006 i Gross Ilsede, hvor der havde ligget et smelteværk for jernmalm, der importerede kul fra egen mine og på eget koksværk ved hytten (smelteværket) fremstillede de koks, der skulle bruges i højovnen til udsmeltning af malmen. Et löschtog kaldte ellokomotivet og vognen, idet man straks overhældte vognen med koldt vand for at slukke ilden i de endnu glødende koks. En sådan vogn havde ikke noget langt liv. Et slukningstog plejede jeg for spøg at kalde ekvipagen, vel vidende at det her kan misforstås.

Kokstogsdenkmal i Gross Ilsede 2008.

Anna lå i Alsdorf mellem Köln og Aachen, og Gross Ilsede ligger ved Braunschweig og Salzgitter. Der er i dag et museum ved det tidligere Anna? Lige efter lukningen var der store planer, men hvor meget museum, der egentlig blev, ved jeg ikke. Jeg kommer der ikke mere, efter dampen forsvandt.

Jeg var 2012 forbi Lokomotiv- og vognværkstedet MaLoWa i Klostermansfeld i det gamle DDR, og her fandtes damp- og diesellokomotiver i normalspor i 750 mm spor og i 600 mm spor rundt om på værkstedet. Der var mindst 50 enheder, men en del hensat i lokomotivhøjt ukrudt. Lokomotivet på billedet viser Krupp 2838/1953. Den var af typen Rheinhausen med kun 441 kW mod Bergbaus 625 kW. Bergbau er jævnfør alderen mere moderne og har blandt andet overheder.

Den har 1953 – 67 tilhørt forskellige kulminer for at ende i Ruhrkohle AG. Herfra solgtes den til Eschweiler Bergweks Verein AG, hvor den var fra 1967 – 93, og kørte som Emil Mayrisch 2 i Siersdorf. I 1993 afhændedes den til private og kom til flere jernbaneklubber, og en af dem har nu sat den til reparation hos MaLoWa.

Emil Mayrisch 2 i Klostermansfeld i 2012. Nyborgs maskine har også haft disse farver, og faktisk er jeg lidt ked af, at den er malet om i bundesbahnfarver, selv 0m man i Nyborg tror, at det er danske farver.

Min indlæg på min hjemmeside er blevet opdateret efter et besøg i november 2019 med Nordisk Jernbane-Klub på destilleriet i Nyborg.

Lokomotivet står smukt nymalet, men lidt støvet – sagde Edit – det er sådant noget kvinder kan se – på laget mellem fadene med whisky mv. Desværre dækker nogle af tønderne lokomotivets hjul. En vogn også med fade er efterspændt lokomotivet. Sporene ligger endnu i hallen, DSBs gamle værksted, men for nyligt er det blevet fyldt op, da en besøgendes arrangører mente, at rillerne var til fare for den besøgende. Der er kun én fabriksplade i behold, men den sidder på siden ind mod væggen. Den anden er stjålet, sikkert inden ankomsten til Danmark, men sådanne plader handles jo også for flere tusinde kroner. Lokomotivet bærer både navnet Emil Mayrisch og nummeret 3 samt nummeret 92 6505. Et lille skilt oplyser endvidere Bw Bösingfeld. Danske lokomotiver forbinder jeg ikke med røde hjul. De var sorte med metalfarvet gangtøj.

Da lokomotiver med personlighedsspaltning er sjældne, googlede jeg lokomotivet igen, og flere tyske hjemmesider var opdateret med Nyborg omend, de ikke kunne stave til Hvide Sande. Googlingen resulterede i nedenstående oversigt, idet lokomotivet dog har gjort tjeneste flere steder ved RBW blandt andet i Wachtberg i Frechen formentlig ved briketfabrikken dér.

Det meste af sit liv har lokomotivet kørt ved De rhinske Brunkulsværker, Rheinbraun, RBW og forgængerne, nemlig i 29 år, men det var nok før vi jernbaneentusiaster var på banen. RBW var også mange steder utilgængeligt, og bjergværkspolitiet tog flittigt rundt og stillede os tåbelige spørgsmål om sabotagetilbøjeligheder. Der var af en eller anden grund dengang folk, der var imod, at hele landsbyer købtes op og befolkningen flyttedes, så elværkerne kunne få fat i brunkullene under landsbyen. Måske har du hørt om Günther Walraff?

Selv om den næste ejer, EBV også kunne være ret utilgængelig, viste lokomotiverne sig dog også på DB-spor, og nu var de tidlige jernbane- og navnlig dampentusiaster på banen. Derfor er Emil Mayrisch-skiltet nok relevant, for mange har set det på lokomotivet. Det tilbragte også 22 år i brunkulslejerne.

I 14 år har Emil Mayrisch så heddet 92 6505, der strengt taget skulle være et DB-nummer. Også det lille skilt, Bw Bösingfeld ligner til forveksling de skilte, DB forsynede lokomotiverne med. Bw står for Betreibswerk, driftsdepot på nudansk og tidligere remise, og ordret oversat driftsværk. Bösingfeld er en by i Exterdalen i Westfalen vest for Wesers øvre løb før Weser i Weserbergland hed Bebra og Fulda. Bösingfeld hed på mit kort Extertal. Her var, da jeg besøgte stedet, en lille privatbane, Extertalbahn, normalsporet og med overledning med 1500 V jævnstrøm! Til sidst havde banen kun et par enkelte kunder i en by i nordenden af banen, Rinteln. Her lå et par fabrikker, banens sidste og eneste kunder. Sporet til industriområdet førte gennem hovedgaden, men det var mere end bilfolket kunne klare, så strækningen gennem byen blev optaget 1970. Fabrikkerne måtte så betjenes fra syd. To gange 28 kilometer ekstra kørsel. Mellem 1972 og 1981 byggedes rangerspor uden om byen til fabrikkerne. Godstrafikken fortsatte til 2001. På banen var der således god plads til veterantog, og det er vel i det lys, vi skal se 92 6505s indsats? De nordlige dele er i dag optaget, men i syd køres der stadig veterantog samt med draisiner. Overledningen, der var delvist bevaret, blev efterhånden stjålet af østeuropæere, som nogen havde lukket ind i EU, men to resterende elektriske lokomotiver er nu fredede. Veteranbanen har godt nok et navn, der til forveksling liger navnet på en amtskommunal bane.

Jeg var havnet i området, fordi jeg havde vundet en uges ophold hos en gourmetkok på et hotel i en ubetydelig by ved Weser. Der var ikke noget at se på egnen, men på det lokale turistbureau lånte vi nogle håndskrevne ark med turforslag, der måske senere skulle blive til turistbrochurer. Turforslagene gik vi efter, og det vi så på turen, fik vi baggrunden for om aftenen på hotellet, idet kokken også kunne sin lokalhistorie. Det blev derfor en herlig ferie alligevel. Mere om denne tur på:
Weserbergland
Om banerne i området se her.
Lidt mere om området ses i dette link.
Har du mere energi, er der også et relevant indlæg om slaget i Teutoburgerland, men det finder du selv.

Lokomotivets opdaterede data:
Krupp 2154/1940. 1435 mm. 0D0t. 608 hk.
1940 – ? Rheinbrikett, Gewerkschaft Beisselgrube, Horrem 319.
? – ? RAG 319.
? – 1969 RBW 319.
1969 – 92 EBV, Grube Emil Mayrisch 3.
1993 – 93 Dampfbahnfreunde Kahlgrund.
1993 – 2000 Eisenbahnfreunde Kraichgau, Sinsheim.
2000 – 14 Landeseisenbahn Lippe 92 6505.
2014 – Nyborg Destilleri som Denkmal.
Bemærkninger
Leveret 21.11.1940. RAG er næppe Ruhrkohle AG, men Rheinische Braunkohlenwerke AG. Maskine var da også tjenestegørende på Briketfabrikken Fortuna Nord, Niederaußem. Hos EBV var nr. 3 anden besættelse. I Lippe var det hensat 2012. Det er i Nyborg mærket både 3, Emil Mayrisch og 92 6595 samt Bw Bösingfeld. Lokomotivet blev malet på et af bådeværfterne i Hvide Sande inden overførslen 2017 til Nyborg. Det er ikke køreklart og for omkostningskrævende til at blive det.

Lokomotivet i Nyborg svært fotograferbart mellem tønder og jernbaneentusiaster. 2019.

Bent Hansen 9. juni 2014.

Bent Hansen 19. november 2019.