Tyskland og Danmark.Vadehavet I. Indledning

Om indlæggene
Denne serie om Vadehavet omfatter:
Vadehavet I. Indledning
Vadehavet II. Stormfloder
Vadehavet III. Undergange landsbyer
Vadehavet IV. Inddigning i Nord- og Sydslesvig
Vadehavet V. “Ved De hvor De er?” Et indtryk fra Wilstermarsken
Vadehavet VI. Ditmarskerne. (Planlagt.)

Indlæggene bringer alenlange lister over:
Hundreder af stormfloder op gennem historien.
Fortegnelser over undergangne områder.
Fortegnelser over inddigninger.
Kun, hvis du har speciel interesse for de pågældende emner, kan du studere dem. Ellers vil det være nok bare at skrolle ned og undres/imponeres over antallet af de enkelte poster og måske forundres over, at der stadig bor mennesker i områderne.

Til nogle af artiklerne mangler endnu enkelte fotos, og jeg erkender, at der mangler kortmaterialer, men selv om jeg har masser af kort, kan jeg ikke bruge dem på grund af loven om ophavsret. Jeg må i stedet henvise dig til nogle af den opgivne kildematerialer eller dit eget europaatlas. Et tilløb til et kort fra et andet indlæg ses dog nedenstående.

Kortet over Vestslesvig viser de nævnte lokaliteter med Helgoland i Sydøst, Pellworm i midten og Südfall, Süderoog og Norderoog Syd og vest for.

Mit forhold til Vadehavet
Jeg må erkende, at jeg har en svaghed for Vadehavet. En læser, der har skimmet inholdsfortegnelsen, vil nok mene, at jeg har mange svagheder med vidt forskellige overskrifter.

Jeg var 18, da jeg i 1956 første gang så et Vadehav, og det var den gamle Nordstandischmoor syd for grænsen, før 1962-stormfloden ødelagde de gamle romantiske huse.

Senere tog jeg revanche på Rømø, men det var de noget mere behagelige og gangbare sandvader, jeg her lærte at kende, hvor Vadehavet normalt består af slikvader, der mest består af mudder.

Siden har jeg mindst én gang hvert år besøgt Vadehavet og gået utallige ture på havbunden ved lavvande. Det skal du nu ikke bare gøre alene, uden du har helt styr på ebbe og flod og fuld- og nymåne. Et lidt ældre kort kan vise en vaderute, men i dag kan der være seks meter vand på ruten ved ebbe!

Vadehavet geografisk og geologisk
Der er mange steder i verden, hvor der findes Vadehave, men specielt det sydslesvigske Vadehav har noget exceptionelt, der ikke findes andre steder i verden! Det er Halliger, men inden du får en forklaring, må vi hellere starte ved begyndelsen.

Betingelserne for at et vadehav opstår, er

• en stor forskel på ebbe og flod
• et større landområde, der ligger kun ganske lidt højere end havoverfladen.

Afgrænsning
Det danske og slesvig-holstenske Vadehav ligger nord syd og strækker sig fra Ho Bugt nord for Esbjerg til Elben ved Hamburg. Herfra fortsætter Vadehavet langs Nedersaksens kyst til Den Helder i Nederland.

Vadehavets vestre grænse på vore kanter ligger flere kilometer ude i Nordsøen, hvor havbunden altid selv ved lavvande er havdækket. Den østre grænse ligget indtil fyrre kilometer fra vestgrænsen. Hinsides østgrænsen er landet altid tørt. De østligste områder er måske kun havdækkede få gange i løbet af en 100-årig periode, når der er ekstrem stormflod. Vest for ligger områder, der ved nymåne og fuldmåne havdækkes. Derpå følger et bælte, der dækkes ved normalt højvande, og ved normalt lavvande er tørt.

Op gennem de historiske tider er havniveauet steget, og landet har sænket sig, men desuden lægger hvert højvande lidt slik eller mudder oven på havbunden, så denne år for år forhøjes. En halligbeboer nævnte for nyligt, at på hendes hallig lagdes der 1½ centimeter slik på om året, hvilket holder trit med havstigning og landsænkning. En stormflod kan dog hurtigt fjerne tilvæksten igen og mere til.

Sæler på en opskyllet sandbanke langs den dybe pril, Norderhever. Vi er midt mellem høj- og lavvande, så Vadehavets bund er endnu dækket af mere eller mindre vand. Foto fra 2013.

Mennesket og Vadehavet
Områderne har været beboede, siden de første rensdyrjægere efter istiden strejfede rundt på Nordsøens bund, hvor Danmark og England var landfaste. Op gennem jægerstealderen steg havet dog til det niveau, der i dag danner Vandehavets vestgrænse. Flere steder langs åerne arbejdede havet sig også ind gennem klitterne og dannede dybe og brede render, kaldet priler.

I jernalderen udvandrede anglerne og sakserne til England. Dele af Nord-, Sydslesvig og Holsten var folketomme, indtil jyder vandrede ind fra nord og saksere ind fra syd for at mødes, hvor Dannevirke senere blev bygget. Indvandringen omfattede dog ikke Vadehavet. Der var jo rigeligt mere sikkert land at tage af.

Senere, men stadig i jernalderen følte et folkeslag i Nederlandene sig presset af de opstigende tyske og franske riger, og i flere bølger udvandrede de til Slesvigs Vadehavskyst medbringende deres ekspertise til at bebo de ugæstfri områder. Første indvandringsbølge bosatte sig langs Vadehavets østgrænse i byer, der den dag stadig følger de gamle kystlinjer. For eksempel Niebüll, Deezbüll og længere sydpå Langenhorn mellem B 5 og Ockholm.

Vadehavets bund. Her har lavvandet endnu ikke nået sit laveste niveau. Hvor der køres traktor og hestevogn, er bunden slidt lidt ned. Pælene angiver vadevejen til Südfall, der ses i baggrunden. Ved højvande står der flere meter vand over pælene. Foto fra 2013.

Halliger
Endnu en bølge af frisere kom senere, men nu var der kun Vadehavets bund tilbage til bosættelse. Disse friserne havde imidlertid teknik til at slå sig ned her. De fandt de højstliggende steder, hvor de opkastede forhøjninger, der nåede op over ikke bare det daglige højvande, men også over ny- og fuldmånens endnu højre vandstande. Sådanne højtliggende slikvader på Vadehavets bund kaldes Halliger. I daglig tale forventer man, at en Hallig er beboet.

En hallig opstår efter en stormflod af noget højtliggende land, der bliver tilbage, efter at stormfloden har taget det omliggende land. Hver efterfølgende stormflod halverer stort set halligen, og til sidst efter nogle hundrede år forsvinder halligen på havets bund, mens nye opstår andre steder. Hallig Südfall var 1633 på 400 ha. 1804 var den svundet til 238 ha. 2006 er der omkring 50 ha tilbage. Dagens 50 ha har vestgrænse tilfælles med 1633-halligens østgrænse.

Ud fra listen over halliger og landsbyer, der i tidens løb er gået under, genopbygget og gået under igen (Vadehavet III,) kan man spørge, hvorfor folk dog bliver ved gang på gang at genopbygge deres huse og værfter. De havde imidlertid ikke andet valg. Opgav de og flyttede ind på fastlandet, var de jordløse og måtte henslæbe en tilværelse på de allerede fastboendes nåde. I tysk tv har jeg ofte hørt halligboere konfronteret med den reelle livsfare, der er forbundet ved at bo på havbunden, udtale, at her er de født, og her vil de dø. En anden har udtalt, at det ikke var livsfaren, der i givet fald kunne få hende til at flytte, men muligvis ensomheden ikke mindst hensynet til de opvoksende børn. En tredje oplevede en stormflod (formentlig 1962-stormfloden,) men var gået i seng på første sal og havde intet hørt til storm og bølger i nattens løb. Da hun om morgenen åbnede sovekammerdøren og ville gå ned, var den halvdel af huset med trappen styrtet sammen, så hun faldt ned og brækkede benet!

I dag har halligboerne stormflodssikrede rum på lange betonsøjler forankret dybt i undergrunden bygget ind i skole eller kirke, eller husene består af en betonkassekonstruktion, der kan flyde!

Hallig med værft og bebyggelse. Südfall mellem Nordstrand, Pellworm og Ejdersted. Den lilla blomst er Manølyng eller Hindebæger. Foto fra 2013.

Bebyggelsen på hallig Südfall. I forgrunden fetingen, et ferskvandsreservoir med drikkevand til dyrene. Billedet findes også i et andet indlæg, så det er tanken her at udskifte det med et tilsvarende foto fra Oland.

Ser man Hallig Oland eller Hallig Südfall fra luften kan man undres over at der på et så lille stykke tørt land i Vadehavet behøver at være en sø. Bag det hvide stakit på det idylliske Oland findes en sø! Det er imidlertid drikkevand til dyrene. Det er regnvand, for en brønd gravet her vil naturligvis trække saltvand. Det trænger vel også ind her, men i det stillestående vand vil saltvandet ligge i bunden på grund af den større massefylde. Menneskene får drikkevand på en anden måde.

I denne betonkanal langs tagskægget samledes drikkevand til menneskene. Det opbevaredes i en lukket tank gravet ned i værftet.

Fra Pellworm ses Hallig Hooge i baggrunden med værfter og omgivende græsland. Selv om der ikke ser ud til at være mange centimeter vand på havbunden skal man ikke begynde at gå derover. Der er dyb pril imellem. Billedet er fra 2013.

Det er nu næsten hundrede år siden, man sidst har benyttet kirkegården her på Nordstrandischmoor. Det lavtstående grundvand hævede kisterne lige så hurtigt, som man begravede. Stormfloderne gjorde, at blomster og opretstående gravsten var omsonst. Foto Asger Christiansen 2011. Desværre kan jeg ikke finde mine egne fotos.

Vadehavsvandringer sker af magelige grunde normalt på sandvader. Her er en gruppe på vej til Oland i 2005. Gå ikke på sådanne ture uden fører. En sådan findes på nettet, koster så lidt, og så får du som regel bådbefordring med retur, og fra båden til din hensatte bil også en bus. Af gode grunde sejler båden helt andre steder end, hvor du stillede din bil gik ud. Går du alligevel ud i Vadehavet, så vær sikke på, at du ved, hvornår det bliver højvande og gå kun ved lavvande. Netop på denne tur lagde en dis sig pludselig, og så er det om at have kompas med og kende retningen til Oland eller til Jylland.

Slikvaden er ubehagelig og tidskrævende at gå i. Jeg ville have været til en forsvundet Hallig, Esbøl ved Nordstrandischmoor, og selv om vi kom ud ad slikgården, gav vi op et stykke ude, hvor vi var i til knæene. At træde ned i en lodretstillet knivmusling er ubehageligt. Selv om det var sidst på sommeren, blev vi overfaldet af en haglbyge, mens vi sad og slikkede sårene med hver vores farisær. Skal vi her for nemheds skyld blot kalde en farisær for en kaffepunch med flødeskum. Vi havde nu valgt chokolade med flødeskum og formentlig rom? Året er 2006.

Vi er tilbage i slikgården lige inden vi gik på land for at vaske ben! Selv om man kan overvinde ubehaget, var slikvaden meget tung at gå i. Fortsatte det sådan, kunne vi slet ikke nå de seks kilometer inden højvandet?

Farisær. Her chokolade med rom. Normalt er det kaffe med snaps. Flødeskummet tager duften af snaps, så præsten ikke opdager, at sognebørnene drikker. Noget skulle vi dulme skuffelsen over terræn og vejr med.

Mens der her var tørt land ud til halligen foto 12 timer siden, er der nu Vadehav med små bølger på. Nogle steder er der mere end en meter vand over mit hoved, hvis jeg stadig stod på bunden.

Vadehavet er et sandt paradis for vadefugle, idet der er mad i overflod. Man må imidlertid ikke gå ud mellem de rugende fugle, og ofte sidder de stor flokke vadefugle utilgængeligt, men i Hattstedter Marsk, der har været inddiget i mange hundrede år, løb jeg over denne gråhejre. Lad den være repræsentant for Vadehavet vadefugle.

På højtliggende sandvader normalt tørre sommeren igennem kan nogle vadefugle finde på at bygge rede. Det hænder, at et højvande tager den, man kan også andre år gå mellem nyudklækkede fugleunger. Her ses en ternerede med æg. Vi er her ikke i Vadehavet, men på Skallingen 2004.

Roter Haubarg på Ejdersted set på afstand i 2005. En haubarg er en firelænget gård med et stor tag hen over alle fire længer. De findes på Ejdersted og på Frilandsmuseet i København. Et dansk eksemplar i Tøndermarsken brænde for år tilbage. I datidens geografibøger stod, at beboerne søgte ly på taget under stormfod. Imidlertid vælter stormfloden ydermurene og tagkonstruktionen bryder sammen. Forklaringen er, at konstruktionen giver flere kvadratmeter under tag med et mindre tømmerforbrug. Tømmer og træer er ikke just det, der dominerer mine fotos. Det skulle købes og var dyrt.

Sandvade på Rømø 2009. Vaden her er endog tør ved normalt højvande. Kun ved storm-, spring- og nipflod bliver den overskyllet. Den er våd efter sidste overskylning. Når den er tør, har bilfolket, som du ser på sporene, svært ved at holde sig fra den. Jeg har endog set krabber nedgravet i sandet blive knust af bildæk!

Her er højvandet på vej ind på Rømø og overrasker nogle uforstående bilister. Sandet er nu så blødt, at bilen ikke mere kan køre selv, men må have adskillige hænder med, for at få den på det tørre. Jeg har set bilister, der absolut skulle køre helt ud til første revle, blive helt overskyllet og måtte vente til næste lavvande, før de igen kunne komme hjem. Jeg har også set dem, der om ikke mistede bilen, så fik den helt under vand, så den skulle hovedrepareres. Man skal altså se i kalenderen, før man går eller kører ud i Vadehavet!

Det bedste sted at fornemme forskellen mellem høj- og lavvande er i en havn uden sluse. Her er vi i Friedrichkoog 1983.Kutteren står simpelthen på havbunden, men 12 timer senere flyder den igen i mere end tre meter vand.

Bent Hansen. 9. oktober 2013.