Det er et uddrag af årets julehilsen. Det er tanken senere at berette mere om besøget.
Vor næste tur gik til Tyrkiet. Vi var faldet for en rigtig billig rejse vel vidende, at der oven i prisen skulle betales ekstra for stort set alt. Alligevel var det en billig rejse. Den var velorganiseret, og vi så en masse ruiner efter den klassiske oldtid, blandt andet Myra, kendt som Julemandens by, Efesos, hvor Paulus var, og Afrodisias, hvor Afrodite var hovedgudinde. Indlagt i turen var nogle overflødige besøg på tæppe- smykke- og læderfabrikker, men det vidste vi godt. Efter planen skulle det tage ét døgn tilsammen. Det var acceptabelt. Det viste sig dog, at der var lidt flere af den slags støtteforanstaltninger for det lokale erhvervsliv, end bureauet ville være ved. Der var i øvrigt deltagere, der gerne ville på sådanne indkøbsrejer. Lad så det være, men jeg var ked at, at de havde lovet mig at se Pamukkale. Det løfte holdt de også, men vi fik kun en halv time og kom slet ikke derhen, hvor brochurens fotos var taget. Det havde krævet et tre times besøg.
Jo, du har ret: Det var en af de ture, der havde været hængt ud i pressen. Det vidste vi også godt på forhånd. Da vi ikke skulle se på tæpper, var risikoen for at blive snydt begrænset. Alt i alt var vi tilfredse. Når jeg har frabedt mig flere reklamer fra firmaet, er det, fordi deres flyselskab var under al kritik. Jeg kunne ganske enkelt ikke være i mit sæde. Mine lårben var for lange, eller sædeafstanden var for lille.
En af bureauers andre særheder var, at vi fik et nydelig visitkort med et billede af en nydelig, yngre kvinde, der angaves af være chefsalgsleder. Der var bare det pudsige, at det samme kort fik svenske kunder også. Her hed personen på samme foto bare noget andet. Da det opgivne telefonnummer ikke svarede, fandt nogen efterhånden ud af, at chefsælgeren slet ikke eksisterede. Billedet var lånt fra en hjemmeside i et fremmed land. Det er blandt andet derfor, at der ikke er et sådant portrætfoto af mig på min side!
Vi havde en anden pudsigt ting, hvor jeg bedyrer, at det absolut ikke var med vilje, at jeg “snød” firmaet. Vi var – hele selskabet bænket på amfiteatralsk vis i tæppesalgshallen. Der var slet ingen vej uden om. Først fik vi et langt foredrag om dansk presse, der havde haft en udsendelse om en kunde, der havde fået tæpper sendt hjem, som ikke havde den opgivne værdi. Fabrikken bedyrede, at de tæpper, de viste os, var ægte, og de havde ekspertudsagn og papir på de ægte varer. Jeg kunne høre på stemningen, at mange i hallen var forargede på dansk presse og troede tyrkerne. Jeg kan bare ikke forstå, at mange af mine medrejsende ikke kunne se, at tyrkerne og dansk presse talte om to forskellige ting. Selvfølgelig var de tæpper, tyrkerne viste os, ægte, men det var bare ikke de tæpper, de sendte hjem til køberne. Der er vel heller ikke grund til at tvivle på den danske presses eksperter?
Da fremvisningen langt om længe var ved at være slut, viste tyrkerne os nogle af deres kunsttæpper i lidt over frimærkestørrelse. De opgav ingen titel, men jeg hviskede til Edit: Det er et Kandinsky og efter endnu et tæppe af en andet bauhauskunstner fastslog jeg, at kunstnerne var fra Bauhausskolen. Dernæst kom endnu et tæppe. Det forestillede et værk af Hundertwasser. Selv om jeg synes, at jeg hviskede, må tæppefabrikkens ledende slagsfolk havde hørt mig, for tre mand kom hen til Edit og mig og spurgte, om vi ville se nogle flere kunsttæpper. Da vi kedede os gudsjammerligt, sagde vi naturligvis ja, mens de halve af vore medrejsende kastede sig over turens højdepunkt, tæppekøb. Jeg kan godt bagefter se, at jeg var dum. Jeg troede, at tyrkerne også kedede sig og ville havde tiden til at gå hurtigere i et separat rum med smukke kunsttæpper. Det kom derpå fuldstændig bag på mig, da tyrkerne så spurgte, hvad vi ville købe. Da vi gjorde mine til at gå, begyndte de at sætte prisen ned. Deres sidste bemærkning var direkte uheldig for dem. De henviste til vor alder og nævnede, at vi kunne investere i tæpper for vore børns skyld.
Selv om jeg var ked af, at jeg ikke straks havde gennemskuet dem, så var jeg alligevel ked at, at jeg havde spildt fem mands tid i måske en halv time. Der var tre topsælgere og to mand til at rulle tæpper ud. Bag efter skulle der ryddes op.
Fabrikken hævnede sig lidt efter, da vi ude i cafeteriaet købte os en kop kaffe. Her sad i øvrigt andre, der heller ikke skulle handle tæpper. Vor kaffe her var dyrere end dagens ret i Nyhavn.
Det er tanken trods alt at vise nogle af alle de ruiner, vi trods alt så, selv om der også her var uhensigtsmæssigheder i arrangement i lighed med det i Pamukkale.
Pamukkale, Bommuldsslottet er kalkudfældninger (kildekalk) i meget store mængder. Her spillede en gammel vulkanisme en rolle. Efterhånden som kildevældene fordampede, udfældedes kalken i besynderligere formationer. Vi måtte nøjes med små ti minutter til en besigtigelse nedefra, hvor brochuren lovede en besigtigelse ovenfra, der er langt flottere.
Vi fik set alle de græske ruiner, vi kunne ønske og flere til. Her er det Celsuisbiblioteket i Efesos knap to tusinde år gammelt.
Vi blev kørt til Dalyan og sejlet et sted hen, hvor der fodredes Suppeskildpadder (Karetteskildpadder.) De var store. 75 centimeter lange og 50 kilo tunge. Her ses en af dem, som jeg kalder en turistskildpadde, men dagen før på en anden sejltur i åbent hav så jeg en vild padde, så jeg er tilfreds. Den vilde var selvfølgelig væk, inden jeg kunne fotografere. Her var i øvrigt mindst tre sultne skildpadder.