Rejser i Sverige

TURE I SVERIGE. OVERSIGT
Sverige er besøgt mange gange, og jeg har været mange steder. Dog er der en stor bar plet mellem Dalarne og det aller nordligste Sverige, hvor jeg kun har kørt ned langs kysten fra Haparanda til Dalarne og en dobbeltur på samme rute med nattog, hvor jeg sov.

De ældste billeder i dette indlæg er fra Kullen, hvor mine forældre var i 1930. Mine første ture til Sverige lige efter krigen var nok indkøbsrejser, men snart fulgte i 1948 en “rigtig” tur med toget til Kullen, mens man endnu kunne komme med toget helt til Mölle. I 1951 var jeg ligeledes med toget med skolen i Lund. I 1972 var tiden kommet til at give mine børn er tur til Kullen.

Fortsat tog vi endagsture til Helsingborg eller Malmö under familiebesøg i København. Med en far, der var ved Statsbanerne, rejste vi standsmæssigt, det vi sige som regel med toget til Helsingborg, hvor vi først stod af på Centralstationen. Jeg mindes også jernbanefærgene fra Frihavnen til Malmö, hvor vi påsteg på København H. og  stod af på Malmö Central. Ikke noget med en billig spritbåd, selv om jeg også senere mindes Øresundsbådene fra Havnegade.

En del bilferier er det blevet til. Blandt andet i 1975 over Göteborg til Stockholm. Denne lange tur suppleredes af nogle kortere i Skåne og på Öland både før og efter Ölandsbroen var færdig. Turene var i 1968 og 1978.

Derpå fulgte en del ture med en tysk ven, der havde brug for en tolk til en række jernbaneture med det formål at studere lokomotiver bygget i Kiel, men tjenestegørende i Sverige. Temmelig mange ture kan skrives på den konto, men de er beskrevne i jernbanedelen. Vi var således i Mellemsverige i 1986 og helt i Hudiksvall i 1988. Denne epoke sluttedes med en lang tur til Malmbanen i Lappland i 2002.

I 1997 havde jeg med Elisabeth taget bilen med Hurtigruten fra Bergen til Kirkenes og var kørt gennem Finland og nu kommet til Haparanda i det nordlige Sverige. Det var intentionen at gøre den lange tur ned gennem Sverige i overkommelige etaper med lejlighed til at kigge en halv dag på den egn, hvor vi havde overnattet. Ligeledes kørte vi flere gange omveje på en snes kilometer for at finde et godt, naturskønt sted at spise medbragt frokost. Vi gik således pragtfulde ture ved Umeå, Höga Kysten, Hudiksval, ved Orsa Grönklit og i Bergslagen, foruden vi beså maleren Carl Larsons museum. Først fra Nora i Bergslagen tog vi hjem i ét stræk, men det var fordi, vi havde fået meddelelse om, at min mor var kommet på hospitalet.

Efter jeg lærte Edit at kende, tog vi en del fugle- og naturture til Skåne blandt andet i 2010 til Vattenriget ved Kristianstad. Den første tur var med fuglefolk, men siden tog vi på egen hånd. En større tur tog vi i 2011. Det var en tematur med titlen Jura og Jättehøns, der førte os til Nordvestskåne, og da temaet efter nogle dage skiftede til vulkaner, kørte vi Nordøstskåne tyndt. I 2013 tog vi gennem Blekinge og Småland til Öland.

Den tyske ven, jeg rejste med, kunne senere finde på at leje sommerhus i Sverige, og når han kedede sig, besøgte vi ham med overnatning.

Edit havde haft danske venner, der ejede en ødegård i Skåne, og her har vi også været, selv om ødegården for længst var solgt.

Vi vil begynde i nord og slutte i syd og tage by for by egn for egn. Enkelte af beskrivelserne var tidligere selvstændige indlæg.

LANGS MALMBANEN
Indlægget efterfølgende hed tidligere ganske enkelt “Ingenting.” Indlægget handlede om oplevelser i svensk Lappland langs Malmbanen. Turen til svensk Lappland skulle have været jernbanetur, men den endte med at blive en pragtfuld vandre- og naturtur. Turen foregik i 2002, hvorfor fotoene er fra det år.

PÅ VEJ HJEM FRA KIRKENES
Turen er rigeligt beskrevet i indledningen, så vi skrider straks til:

UMEÅ
Vi havde drukket formiddagskaffe ved en smuk sø omkring Luleå, og ved Skellefteå var det frokost, så vi kørte ud langs fjorden og spiste på en nedlagt bådebro. Om eftermiddagen tog vi ind i Umeå for at strække benene lidt under den lange tur. Byen er overraskende stor så højt mod nord, men det var også Nordlands hovedsted. Vi havde ingen svenske penge, så vi måtte ud i byen og veksle, inden vi kunne betale parkometret og få en is. Der havde ikke været nogen p-vagt, så jeg skylder faktisk endnu.

HÖGA KÜSTEN
Vi havde dagen før kørt fra Rovaneimi i Finland til Docksta ved Höga Küsten, der var et ret kuperet område. Det var ikke det første og bedste vandrerhjem, der havde et rum til os, men i Docksta var der plads. I receptionen anbefalede de en tur, som vi gik efter ankomsten, men inden en sen aftensmad.

HUDIKSVALL
Vi havde nok strammet den dagen før, for vi sov for længe. I sidste minut fik vi gjort rent og afleveret nøglen. Ved middagstid var vi på kendte egne for mig. Vi kørte ind i Hudiksvall for at finde en bænk ved havnen, hvor vi kunne spise. Derefter gik vi en lille tur i byen, inden vi forstatte. Vor datter havde anbefalet Nora, som en sød lille by, vi skulle se, og jeg synes, Lise skulle se Dalarne, så i Söderhamn før Gävle kørte vi ind i landet over en højderyg med vid udsigt over de svenske skove. Vi landede i Orsa på Indlandsbanen, men her var vandrerhjemmet optaget, og de henviste os til Grönklit længere nordpå.

GRÖNKLIT
Vi så ikke noget her, for vi kom sent, spiste og gik i seng. Næste morgen fandt vi selv en tur, der tog det meste af formiddagen. Vi gik simpelt hen rundt om søen ved vandrerhjemmet.

GÄVLE
Kun en enkelt gang passedes byen med en overnatning, men ellers er vi blot kørt forbi eller udenom til trods for, at byen rummer den svenske jernbanemuseum. Under opholdet var der lige tid til en kort tur i den gamle bydel.

MORA
Fra Orsa Grønklit kørte vi igen sydpå og gjorde et ophold i Mora ved Siljansøen, der undertiden kaldes smuk i svenske geografibøger. Vi så Anders Zorn-museet og kørte så videre via Falun, som vi ikke beså denne gang, til Carl Larson i Sundborn.

SUNDBORN
Denne kendte maler havde boet her i et kæmpehus i mange forskellige stilarter. Interiøret var ganske som på hans billeder.

Nu var vi blevet klog af skade og havde ofret et telefonkort, så vi aftenen før kunne bestille på næste vandrerhjem. Vi havde beregnet at kunne komme til Borlänge den dag. Det var klogt at bestille, for der var fodbold i byen og alt var optaget.

GRÄNGESBERG
Jeg forklarede lidt om den svenske minedrift her i området, selv om vi ikke så Falun med den ældgamle kobbermine, der sikkert har været brugt allerede i Bronzealderen, men papir på ejerskabet fik folkene bag først for 800 år siden. Amerikanere, der ikke har historie mere end nogle få hundrede år, kan godt imponeres af den 800 år gamle virksomhed i Falun eller Goslars 1000 år gamle guldmine. Vi gjorde et kort stop i Grängesberg, hvor der var en nu lukket jernmine.

NORA
Efter det mellemsvenske mineområde i Dalarne kom vi nu i 1997 til det sydsvenske mineområde Nora Bergslagen. Området er opkaldt efter den lille by Nora, men det største og kendteste værk er Bofors i Karlskoga. Her var vi nu ikke denne gang. I Bergslagerne var der egen privatbane til malmtransporterne, Nora Bergslags Järnväg, som nu er delvist nedlagt, da minerne er tømte. En del af banernes materiel havnede senere i Danmark. Fra Bergslagerne til udskibning af malm, råjern og færdigvarer fandtes Berglagernes Järnväger fra området til Göteborg.

Vi kom ret tidligt til Nora og indlogerede os på vandrerhjemmet, der var indrettet på banegården i gamle sovevogne og liggevogne. Lise syntes, jeg skulle tage en tur med den stedlige veteranbane, da en tidligere skinnebus fra Høng – Tølløse Banen i Danmark holdt klar til afgang på stationen. Den stammede naturligvis herfra, men var efter opholdet i Danmark købt tilbage til Nora. Turen gik til Gyttorp med dynamitfabrikken forbi Pershyttan og retur. Lise stod på perronen og tog imod, og vi gik ud og fik sen kaffe og tilbage og fik middag. Om aftenen gav jeg en biltur ud til Pershyttan, hvor man godt, selv om museet var lukket, under min kyndige vejledning kunne få et indblik i dette ældgamle jernværks funktion. En hytte er i Sverige lige som i Tyskland et smelteværk med en højovn, her dog en tidlig udgave af en sådan.

Det var så fra Nora, at vi kunne se, at telefonkortet rakte til et ring hjem, hvor vi fik at vide, at min mor var kommet på sygehuset. Vi pakkede fluks og forlod vandrerhjemmet meget tidligt næste morgen og nåede hjem samme aften.

STOCKHOLM
Sveriges hovedstad er besøgt en lille uge i 1975, hvor der var sightseeing på programmet og igen i 1988 på en privatbesøg hos en jernbaneven, hvor vi nok kørte på kryds og tværs gennem byen, men kun så på jernbaner og navnlig industribaner.

MARIEFRED
Grunden til mine besøg her var den stedlige veteranbane i 600 mm sporvidde med materiel fra samtlige svenske 600 mm personførende jernbaner. Så sparsommelige har vi aldrig måttet være. Vi har 1000 mm sporvidde som det smalleste bortset fra en enkelt 750 mm bane, som vi arvede fra tyskerne ved Genforeningen. Når vi så alligevel var j Mariefred, så vi lige slottet Gripsholm.

ÅTVIDABERG
Det svenske køkken
Hvis du med overskriften forventer noget om svensk madkultur med opskrifter på svenske retter, er min overskrift forkert. Måske skulle jeg have kaldt indlægget svenske køkkener, for det er lige nøjagtigt det, indlægget handler om. Dog ikke generelt, men to helt bestemte svenske køkkener.

Indlægget har tidligere indeholdt en beretning om en industribanetur, men denne er fjernet og indsat i Sverige. Industribaner I.

Langt ude på landet
Jeg var havnet på et vandrehjem en snes kilometer øst for Åtvidaberg temmelig langt ude på landet. Jeg var igen som i Lapland på en tur med en tysk ven. Vi havde i 80’erne en helt del ture sammen. Jeg arrangerede den første, mens han arrangerede de næste. Turene gik til fabrikker med lokomotiver fra DWK, Deutsche Werke, Kiel og senere til fabrikker med lokomotiver fra DWKs efterfølger MaK, Maschienenfabrik Kiel. For at finde disse lokomotiver kom vi ofte helt ud i hjørnerne af Sverige, hvor turister normalt ikke kommer, men hvor der var uberørt og smukt. Tilmed var det vort princip, når vi skulle fra A til B for at komme fra et værk i én afkrog til et andet værk i en anden afkrog at tage den lige linje, uanset om den førte gennem en stor skov eller om muligt gennem et endnu ødere område.

Jeg mindes aldrig, at vi kørte forkert, og jeg mindes stadig mange flotte udsigter og flotte partier samt flere sjældne dyr og fugle. Vi kørte efter et kort, hvor en centimeter var ti kilometer, så de veje, vi kørte på, var som regel ikke afsat på kortet.

Da vi kom til vandrerhjemmet i Gärdeserum mellem Åtvidaberg og Valdemarksvik ude ved Østersøen, stiftede jeg første gang bekendtskab med et fænomen, som jeg ikke har noget navn til, men som jeg har mødt mange gange senere i Sverige. På vandrerhjemmet var der ikke en sjæl, men døren var ikke låst, så vi gik ind. På hele hjemmet var der stadig ikke en sjæl. Til sidst tog vi i kontordøren, og den var heller ikke låst. Midt på skrivebordet stod en telefon med en møntbox, og på skrivebordet stod en underkop med tre svenske enkroner samt en seddel med et telefonnummer, vi skulle ringe til. Det gjorde jeg så, og efter ti minutter kom en dame og afregnede med os og anviste os plads. Telefonsamtalen til en pris af én krone var på huset.

Selv om vi ikke skulle bruge vandrehjemmets køkken, havde damen alligevel en vits, hun ville have brændt af på os. “Nu skal I se!” sagde hun og viste os et rum med et gammelt åbent ildsted med en krog i øverste del af ildstedet lige under aftrækket. En stang med øjer og en gryde fuldendte sceneriet. Hun pegede ud ad vinduet, hvor der var en vippebrønd og en stak brænde, der til dels først skulle kløves: “Hvis I nu alligevel vil lave mad eller kaffe!” sagde hun.

“Nej, det er kun min spøg!” sagde hun så: “Køkkenet er herinde!” Det køkken, hun nu præsenterede for os var med et stort jernkomfur med ringe og også med jerngryder af den type, der passede i hullerne i komfuret. Hun kiggede igen på brønden og brændestabelen, men behøvede ikke at sige noget. Vi havde forstået – endnu mere overbeviste om, at vi bestemt ikke skulle lave mad her selv. Vi skulle jo også selv gøre rent efter os på et vandrehjem.

Igen var det hendes spøg, for bag den næste dør var vandrekøkkenet med elkomfur og alle moderne bekvemmeligheder.

Jeg kan godt lide den form for spøg. Ellers havde jeg vel heller ikke kunnet huske det den dag i dag, men hele tiden lå det jo i os, at al den køkkenhalløj ikke angik os. Vi havde spist bamse med mos ved et gadekøkken, (pølse (korv) med kartoffelmos ved en pølsevogn) og til aften skulle vi blot have rugbrød med pålæg samt ymer naturel med hjemmeplukkede tyttebær, blåbær og hindbær fra skoven. Kaffen lavede vi på min medbragte elkogekedel i rejseformat, som jeg altid har med mig på rejser sammen med pulverkaffe og et par plastkrus.

Når jeg engang kommer på et frilandsmuseem, vil jeg tage et foto af et åbent ildsted som beskrevet her. Det er imidlertid endnu ikke lykkedes. Nogen billeder af naturen herude, tog jeg ikke, selv om vi om aftenen gik ud i den.

KRISTINEHAMN
Byen er en mondæn ferieby, der ligger ved nordenden af den store sø, Vänern, hvor indlandsbanen udgår. Byen passeres også af hovedlinjen Stockholm – Oslo. Vi brugte byen som base for besøg på en jernbanetur i Nora Bergslagen, men var aldrig på sightseeng i byen. En aften kørte vi dog ud til søbredden syv kilometer fra byen. Her lå havnen, og det slog mig, at havnen var på størrelse med havnen i Kolding trods det, at vi befandt os på en søbred, hvor skibsfarten var henvist til elve, søer og kanaler. Endog hvad omsætning af gods angår.

KARLSKOGA
Byen ligger i et gammelt mineområde, men selv om minerne nu er tømte, ligger jernværker og jernindustri stadig i området. Mest kendt er Bofors i Karlskoga. Også Alfred Nobel havde slået sine folder i området. Vi havde fået besøgsaftale med jernværket i Björneborg, men ikke værkerne i Degerfors og Bofors. Sidstnævnte var netop afsløret i brud på nogle eksportforbud, så de havde nerverne uden på tøjet, da vi stod ved lågen og kiggede ind. Vi kunne se et par af deres værkslokomotiver køre rundt inde på fabrikken, men folkene i portnerhytten benægtede eksistensen af de lokomotiver, vi stod og så på. Da de ikke eksisterede, kunne vi selvfølgelig heller ikke fotografere dem. Det virkede lidt komisk, men gad vide, om de virkelig kunne forhindre os i at fotografere? Noget andet var, at gjorde vi det, kunne der gå meget god tid med at redde trådene ud – tid som vi kunne bruge meget bedre på andre, mere venligtsindede steder. Også i Sandviken kendt for deres savklinger, var der skilte på en offentlig bro hen over værksbanegården med fotoforbud, også gældende for de svenske statsbaners spor!

ÖREBRO
Skønt flere besøg, er der ikke herfra mange fotos.

KUNGSELV
Byen lå oprindeligt i det sydligste Norge i Bohuslen ved Götaelven og Göteborg, som var svenskernes port til Kattegat. Syd for lå danske Halland. Under svenskekrigene ragede svenskerne byen til sig og flyttede den. I byen lå fæstningen normalt opkaldt efter det markante tårn, Fars Hat.

HALMSTAD
Skønt flere besøg har der aldrig være tid til mere end sporadiske kig på byen. Jeg har blandt andet brugt en hel dag på at besøge det stedlige jernværk.

BÅSTAD
Byen er kendt for tennis og ligger lige nord for Hallandsåsen. Besøget gjaldt dog ikke byen men en bemærkelsesværdig planteskole, hvor også danske Tage Andersen dengang slog sine folder. På vejen hjem tog vi turen på kryds og tværs gennem den vestligste del af Hallandsåsen. Forinden var vi på besigtigelse af byggeriet af tunnelen gennem Hallandsåsen. På byggeriets museum havde de stablet miljøraporter op oven på hinanden. Lur mig om stablen af ringbind ikke var fem meter høj. Det hjalp nu ikke på miljøet, men det understregede, at vi levede i det papirløse samfund?

KALMAR
Forfædrene på min morfars side stammer fra egnen syd for Kalmar, så allerede tidligt besøgte vi egnen omkring Kalmar trods det, at min morfar døde tyve år før jeg blev født, og vi kun viste om ham, at han var døbt Petersson, men det navn stod der på 90 % af kirkegårdens gravsten. De vi forlod kirkegården og gik hen til bilen og mødte en indfødt, sagde min far til min mor: ” Der er 90 % chance for, at det er en af din familie!”

Ved det første besøg i Kalmar, virkede byen meget, meget provinsiel, men da vi i 2013 ankom i godt vejr og fandt et spisested på torvet, var byen særdeles livlig. Vi havde fundet byens insted, hvor de også solgte ud af huset. Samtlige beboere i Hellerup eller det, der her svarede til Hellerup, kom og købte ind til weekenden, hvor vi sad. Det forstod jeg også godt, for vi særdeles tilfredse med vort måltid.

Ud på lørdag eftermiddag døde byen imidlertid ud, så jeg kendte den igen, som jeg erindrede den. Vor gåtur endte østligst i byen, hvor der badedes. Her fik vi kaffe og gik en anden vej tilbage til banegården, hvor vi havde efterladt bilen. På vejen fandt vi et spisested til, hvor vi bestilte bord til om aftenen. Tilsyneladende var stedet flydende og lå i havnen, men derfor var det godt alligevel.

ÖLAND
Øen besøgtes i 1968 på en éndagstur, mens der endnu var færge mellem Kalmar og Färjestaden. Broen var påbegyndt, og jernbanen på Öland var lukket. Vi så dog på afstand noget hensat materiel. Sikkert noget, der var sat til side til salg og bevaring for eftertiden. Besøget gentoges 1978, men denne gang via broen.

Tredje besøg foregik i 2013, og nu var det ønsket at besøge hele øen, der er 130 kilometer lang fra nord til syd. Et fuldt besøg omfattede således mindst 260 kilometers kørsel, hvilket med besigtigelser er mindst en dagsrejse. Vi startede lige på og hårdt med landsbyen Runsten kendt for sin runesten og sin kvarnrad (møllerække) på fire møller.

Derpå kørte vi helt op til nordspidsen til den store Statsskov, Böda Kronopark, hvor en lille 600 mm bane foruden Ölands Jernbane i sin tid havde serviceret skoven. En lille rest af 600 mm banen var bevaret som veteranbane. Desværre kørte toget lige for næsen af os, og i ventetiden kunne vi konstatere, at damplokomotivet, Mormor alligevel ikke var færdigt og klar til indsats. Værre var det måske, at myreløverne heller ikke sad i deres huller, som de burde. Det blev dog en dejlig tur alligevel.

Dagen sluttede ved Neptuni åkrar, og vi overnattede i Borgholm på en B&B med vaskemaskine! Vi lavede for en gangs skyld selv mad, som vi måtte fortære uden øl, da vi ikke lige fandt Systembolaget.

Næste dag gik det sydpå via borgruinen til fyret på sydspidsen, hvor vi så på fugle. Ved middagstid var vi dog kun halvvejs, så vi tog ind på gæstgiveriet i Mörbylånga. Her var vi ret alene. En stor p-plads var tom, så vi fravalgte båsene og kørte ned i kanten af pladsen ind under et træ for at få skygge. Da vi returnerede, holdt der en hel række biler ved siden af vores alle uden småligt hensyn til kommunens båse, men det så dog først sært ud, da vi så hentede vores bil og resten bare stod der og flød. Gæstgiveriet havde stegt sild til middag, og dem var de sluppet godt fra. Turen endte ved Karl X Gustavs dige og jernalderborgen Ekestorp.

Öland består af ölandssandsten og ölandskalk, der mange steder ligger lige under et tyndt muldlag og genererer en særlig plantevækst. Det største område kaldes Stora Alvaret, jævnfør Almindingen på Bornholm, der dog siden er blevet til en skov. På de store og små fælleder, således Stora Alvaret var der masser af orkideer. Desuden så vi en hel del sommerfugle. En sommerfuglefotograf vakte vor beundring for tålmod, men det gjorde hans hustru sandelig også. Hun gik rundt om bilen og talte mobil al den tid, vi var der.

Vi havde to dage på Öland. Jeg havde en liste med besøgsmål. Der er masser af natur, historie og geologi. Typisk var vi om aftenen ikke færdige med dagens program, men vi var nødt til at tage ind på et B&B.

Öland har stadig fire hundrede vindmøller i form af små stubmøller. Hver gård havde sin egen! Vi så et par runesten og nogle skibssætninger. Kun én af de mange jernaldertilflugtsborge fik vi tid til. Geologien blev tilgodeset ved et besøg på nogle strandvolde af opskyllet af ölandskalk. Jeg vendte lidt sten, men først helt nede i vandkanten var der bid. Omkring hver fjerde vendt kalksten indeholdt en eller anden form for forstening. Det var et sandt mekka, og selvfølgelig var det Edit, der fandt de bedste. Desværre er der normalt forbud mod geologhamre og medtagelse af blokke – med eller uden forsteninger. Vi måtte nøjes med at fotografere vore fund.

GLASRIGET
Glasriget er meget omtalt og opreklameret. Jeg har hørt flere sige bagefter: “Glasriget var ikke noget!” Nu ved jeg godt, hvad de mener. Alligevel føler vi os ikke snydt, selv om der var lidt rigeligt Imerco over Glasriget. Skiltet: Velkommen til Glasriget kunne man bagefter komme til tvivle på. Stod der nu i virkeligheden ikke: “Hav deres købekort parat!” Jeg havde på min dengang nye pc et søgeprogram, der indledtes med disse ord: “Hav deres købekort parat.” Kære Bill Gates – for det var hans program: Når jeg skal søge data på lokomotivet Krauss 7036, så skal jeg altså ikke bruge købekort! Jeg blev så sur på ham, at jeg slettede hans søgeprogram. Dem, jeg har nu – jeg skifter jævnligt – er ikke bedre, og de bliver værre og værre år for år. Allerede nu er der op til seks sider reklamer relateret til min søgning, inden jeg måske får det, jeg søger.

Jeg havde læst, at vi burde starte på museet i Nybro vest for Kalmar i Småland. Vi kørte efter skiltene, men fandt først museet til sidst et andet sted, end jeg havde forventet. Tilmed passerede vi klokken 10, og museet åbnede først klokken 14. Et skilt viste os først til glasbruket Pugeberg. Her var bevaret lidt bruksmiljø set udefra, og indefra var de gamle bygninger også nogenlunde intakte. En enkelt turistglastpuster demonstrerede. Der var kun os. Brukets museum havde lidt gamle billeder og eksempler på tidligere tiders produktion, hvilket var det, jeg forventede. Det var en god start. Nybro Glasbruk kørte vi fra hurtig. Edit var færdig, inden jeg havde fået parkeret. Til Boda kom vi bagfra, så her så vi lidt bruksmiljø i form af gamle maleriske arbejderhuse. Deres museumsudstilling var ok, men ikke de 100 kroner værd, som besøget kostede! Orrefors og Kosta, opgav vi næsten med det samme lige som Nybro. Ikke bare svenske glasværker prøvede at sælge til os der, men også finske Iittala samt alskens andre uvedkommende butikker prøvede at sole sig i konceptet. Jeg havde imidlertid i Kosta fået øje på hembygdmuseet. Jeg håbede på nogle af de gamle fotos fra glasbruket, og jeg blev ikke skuffet. Der var også eksempler på menigmands glas, og så var der, hvad jeg knap turde håbe på, en anseelig samling af fotos fra Kosta – Lessobo Järnväg, der kørte person- og godstog på 600 mm spor, altså rene tipvognsspor. Trods glasværkerne var egnen stadig fattig, men bane fik de dog omend kun i halv størrelse. Moberg havde boet lige i nærheden, og som barn i øvrigt også arbejdet på et glasbruk, og hans udvandrere, Karl Oskar og Kristina var fra landsbyer i nabolaget, men derud nåede vi ikke ud.

VÄXJÖ
Efter hele dagen i Glasriget uden at se glas af betydning, var det en befrielse at komme til Växjö om aftenen og lige nå kirken, inden den lukkede. Altertavlen og en del anden udsmykning var mere eller mindre af glas. Var vi ikke imponerede nok i kirken, blev vi det på hvert gadehjørne på gågaden. Her var der mindst to skulpturer ofte delvist af glas. De fleste sagde os noget, men der var også et par, hvor jeg ikke kunne se, om det var en affaldsbøtte eller en skulptur. Jeg tror det sidste, så jeg undlod at smide mit ispapir i den. I mit Kolding var der, da jeg skrev teksten her, knap en blomsterkasse på gågaden med blomster i, men glas er der i gågaden – navnlig lørdag morgen i form af knuste ølflasker! Desuden fandt vi senere et skønt spisested i Växjö.

LINNÉS RÅSHULT
I Småland besøgte vi efter Edits ønske Linnés Råshult. Den store naturvidenskabsmand, ansvarlig for systematikken i planteriget var født her, omend både hans fødehjem og barndomshjem var brændt. Andre gamle huse var dog indrettet i den tids stil, og Linnés fars have var tilsyneladende bevaret, omend han ikke havde boet der i tre hundrede år. Vi så på de planter, en præstefamilie og lille Linné spiste. Desuden var der planter til lægebrug og til farvning af tekstiler, som en præstefamilie havde brug for. Markerne omkring museet var også holdt i 1700-talsstil. Der var meget skønt ukrudt og ikke mange fold på kornet. Fjernere var der et naturområde med blandt andet fiskeørne, men så langt nåede vi ikke ud. Hele formiddagen var allerede gået. Museets cafeteria var helt økologisk. Frivillige var ude og samle urter i haven før spisetid; dem fortærede vi så senere med velbehag.

Mens Linné havde held med sin systematisering af planteriget, var han knap så heldig med sin systematisering af dyreriget. Øverst placerede han ikke mennesker, men som gruppe I mænd. Derpå kom som gruppe II kvinder og børn. Gruppe III var aber og gruppe IV – guderne må vide hvorfor – Dovendyr. De gamle grækere havde for mere end 2000 år siden nogenlunde den samme opdeling, idet deres gruppe I dog var guder. Af gode grunde kendte grækerne ikke dovendyr.

Linné var oppe imod stærke kræfter. I sin have opdagede han en dag en ny plante, han aldrig havde set før og publiserede opdagelsen som en ny art. Men da tog biskoppen affære. Linné skulle lade være med at spille Vorherre og gå rundt og skabe nye arter! Enhver vidste jo, at Verden og dermed dyr og planter blev skabt på seks dage, hvilket man jo kun læse i den store bog.

Grin du bare, men du kan sagtes i Danmark og i USA 300 år senere finde de samme tanker.

STRÖMSNÄSBRUK OG OMEGN
I Strømsmäsbruk var der i dag en veteranbane som et minde efter en større jernbane, der engang havde været her, da byen havde fabrikker til forædling af skovens træer. Efter lukningen af fabrikkerne, var byen kun en skygge af sig selv. Endnu mere trøstesløst stod det til i omegnen, for eksempel Delary, der tidlige udvandt jern fra søernes sømalm, producerede tørv fra moserne og træmasse fra skoven. Til transporterne havde man egen smalsporet jernbane, og som trækkraft byggede man egne lokomotiver, hvoraf to er bevarede og udstillet i henholdsvis Strømsnäsbruk og i Delary. Se eventuelt jernbaneindlægget for yderligere om stedet, som tiden er løbet fra.

HÖÖR
Det var aften, da vi nåede byen, og vi havde ikke bestilt noget overnatning. Turistbureauet, som vi tidligere havde haft held med angående overnatning, lukkede for næsen af os. Vi så damen låse døren udefra og gå hjem. Der var dog brochurer med overnatning i en boks på døren, så vi opsøgte gæstgiveriet, men der var lukket. Der var kun et telefonnummer, så vi måtte ringe. Vi fik en kode og kunne lukke os ind. Lige så besværligt var det at finde et spisested i byen, der efter klokken 18 virkede uddød. Dagens største oplevelse var på stationens perron at overvære passage af et x2000 eksprestog. Passagen skete med 200 km/t, så vi skulle ikke være for tæt på perronkanten. Bortset fra besværlighederne, var maden på det eneste spisested, vi fandt, udmærket og besøget i byen hyggeligt. Også gæstgiveriet var udmærket, men alligevel valgte vi byen fra næste gang, vi var på egnen og havde brug for overnatning. Vi er bedst til betjening, selv om selvbetjening måske er billigere?

Der er ingen fotos fra stedet, men på vejen videre kørte vi ud til en af vulkanerne i byens omegn. Disse skånske vulkaner var, selv om de ikke var skiltet, for mig en oplevelse. For Edit var vi virkelig ude i krogene og i naturen. Der var vildt i lange baner her. Og så var der langt over hundrede vulkanrester og vulkanruiner i den del af Sverige. Mange af dem ses dog kun, hvis man skraber muldjorden af undergrunden, der her er Höörsandsten, og så lå der et rundt område af skånsk basalt i sandstenen som en rest af tilløbet til vulkankrateret.

HÄGLINGE
Sognet er det vulkanrigeste i Sverige. En svensker, der havde spurgt til vor ferie, spurgte forsigtigt, om vi vidste, om vulkanerne nu også var udslugte. Andre svenske, vi delte bord med på en italiensk restaurant, oplyste, at de var fra Kristianstad, og da vi oplyste, at der havde vi netop været, præciserede de, at de var fra Häglinge. Da vi oplyste, at der havde vi også været, gav de op, men spurgte, hvad vi dog ville der, og så oplyste vi om de mere end 13o vulkaner. Vi fandt så andre samtaleemner, da de røbede, at de aldrig havde hørt om vulkanerne i deres hjemsogn.

RINGSJÖERNE
Vi er fremdeles i 2013 på vej hjem fra Öland, og vi kunne egentlig været kommet helt hjem samme dag efter et lille sidespring til nogle lukkede papirindustrier i Delary og Strömsnäsbruk. Det er selvfølgelig deprimerende at se sådanne byer, som tiden er løbet fra. Vi tog imidlertid ind på et fint hotel ved Östra Ringsjön, for nu var det aften, og vi orkede ikke at køre yderligere to timer; vi havde jo kørt hele dagen allerede.

Jeg havde besluttet at fejre den sidste dag. Jeg mindedes fejlagtigt et stort hotel ved Östra Ringsjön ved Höör. Det viste sig dog kun at være en restauration og en golfbane. I stedet fandt jeg noget andet i nærheden, hvor vi den sidste nat boede godt og spiste fint.

På turen to år før havde vi også været i området og blandt andet set på vulkaner. På vej til Höör havde jeg på afstand set Lillö og vulkanen der. Jeg så noget, jeg antog for klipper i vulkanen og håbede på, at det var søjlebasalt. Lillö var imidlertid ikke på programmet på den tur, men det var andre vulkaner. Nu ville jeg gerne se Lillö, så jeg søgte på nettet, hvor den var omtalt ofte. En naturpark med havørne på Lillö var også omtalt, men bortset fra at kano- og kajakfolk kunne gå i land ved naturparken, var der ingen omtaler af adgangsforholdene. Jeg burde have fattet mistanke, men jeg kendte en del geologiinteresserede, der alle havde været der, så jeg fattede ingen mistanke. Jeg forventede, at hotellet i nærheden havde de ønskede naturbrochurer om Lillös naturpark, men nej. Hotellet havde en brochure om sig selv. De kaldte den dyrepark, vulkaner og naturcentrum. Jeg spurgte derfor damen, der serverede morgenmad næste morgen om vulkanen. Hun var formentlig medindhaver af hotellet. Hun gav hurtigt løsningen. Vulkanen ligger på privat grund. Der er ingen adgang. Det harmonerede ikke med allemandsretten i Sverige, men sådan var det åbenbart her. Damen fortsatte dog med, at hun kendte ejeren og kunne lave en besøgsaftale, hvis vi var interesserede. Det var vi. Tre kvarter senere skulle vi møde indehaveren ved en låge ud mod vejen.

Vi fik en fantastisk oplevelse, og vi så vulkanen og havørnen foruden glenterne, men dem gad vi ikke røre os efter mere. Der var masser af natur og ikke mindst flåter, men vi tog vore forholdsregler. Søjlebasalten var der kun sporadisk. Turen sluttede, efter at vi havde brugt det meste af formiddagen her med at få forevist et par udlejningsferielejligheder, som vi godt måtte reklamere for. Selv havde jeg den dag virkelig lyst til at sidde i en magelig havestol på bredden af Vestra Ringsjö med fødderne i søen med en kold Mariestad og en god bog. Ejeren var efterkommer af en dansk grundlægger af et større dansk firma. I sin tid havde han købte hele Lillö og spærret den af, efter at vandstanden i søen var sænket og øen blevet til en halvø.

RÖNNEHOLMSMOSSEN
Jeg havde en skjult dagsorden, mosebanen, men der var ferie, og så var målet mosens dyreliv. Jeg havde tidligere set traner i mosen, men desværre var der ved dette besøg i 2013 ikke noget bemærkelsesværdigt at se. Mosen var i sin tid en del af Vestra Ringsjön, som i tidens løb voksede til og blev til en højmose.

BRØMSEBRO
Brømsebro er besøgt to gange. Første gang var lige efter at svenskerne var gået over til højrekørsel, men herom under Kristianopel efterfølgende for i Brømsebro var der grus på vejene dengang og intet, der kunne minde om, at de for kort tid siden havde kørt i den forkerte side.

Grunden til to besøg her, var historisk. Freden i Brømsebro mellem Danmark og Sverige i 1645. Den var slem, men dog for intet at regne i forhold til Freden i Roskilde tre år senere, hvor svenskerne tog Skåne med videre. En svensker på egnen havde sat sin egen mindesten op, hvor han antydede, at han var tilfreds med den massive svenske tvangsforsvenskning, der fulgte i kølvandet på erobringen.

Foruden besøget her gik vi en lang tur langs Brømseåen, indtil vi kom til en betydelig ældre grænseborg på dansk side.

Kristianopel
Som Brømsebro ovenfor er stedet besøgt to gange. Første gang i 1968 var der stadig fremtrædende hvide afmærkninger på vejen fra venstrekørslen, der var opgivet kort forinden. Nu skulle vi køre efter de i hast samme nat malede gule streger på vejene. Meget udfordrende. Andet besøg var i 2013.

Christian IV byggede Kristianobel nær grænsen mellem Blekinge og Sverige. Fæstningen blev aldrig rigtig færdig, og efter Blekinge 40 år senere blev svensk, var den uden betydning, hvilket for os turister vil sige ren idyl. 2013.

KRISTIANSTAD
Da vi var i Kristianstad, var der spejdertræf, og nogle af de ældre spejdere boede på hotel, men heldigvis ikke alle, så vi fik et værelse. Det var heller ikke alle spejdere, der selv lavede mad over bål, så der var trængsel på restauranterne og trængsel på p-pladserne, men det værste var, at nutiden spejdere også hørte tæppebankermussik, men ud på natten blev der dog ro i byen.

Flere gange har vi forsaget byen og nøjedes med en tur gennem Vattenriget omkring Helgeåen syd for byen. Flest fugle var der forår og efterår, når tranerne trak, men der var altid noget at se her.

KARLSKRONA
Byen er en fæstnings- og flådeby, hvor en bekendt, der var lidt uforsigtig med sit fotografiapparat, idet han fotograferede de endnu i behold værende smalsporbaner, blev sat fast! Ved mit besøg i 1968 har jeg nok holdt mig i skinnet, og jeg husker intet fra besøget. I 2013 var der ikke flere smalsporbaner, så der var ingen fare mere. Vi var vel en eftermiddag og aften i byen, og jeg mindes som i Kalmar et meget provinsielt udkantssverige. Derfor kan man jo godt holde ferie sådanne steder. Faktisk står butikker slet ikke på vor ønskeseddel.

KARLSHAMN
Karlshamm besøgtes 1978, hvor der endnu på havnen var smalspor i behold. Byen var vi vist ikke inde i på den tur.

I 2013 var vi der igen, men kun med det ene formål at se Karl Oscar! Det blev nu både til en bytur og spisning.

Kendte personer
Som noget næsten nyt vandrede vi i 2013 i kendte personers fodspor. Flere steder var det Selma Lagerlöfs Nils Holgersson (Niels Holgersen,) vi løb over. I Ystad stod den på Wallander, (Henning Mankells detektiv Kurt Wallander,) og i Karlshamn opsøgte vi en statue ved havnen af Karl Oskar og Kristina. De lignede grangiveligt Max von Sydow og Liv Ullmann. Måske har du læst Vilhelm Mobergs udvadrersaga i otte bind? Flere erindrer imidlertid Shu-bi-duas sang om tv-seriens hovedpersoner. Selv ABBA (Björn Ulvaeus tekst og Benny Andersson musik) har kreeret en musical med titlen Kristina från Duvemåla. Liv Ullmann (Kristina) havnede endog på en amerikansk 15 cents frimærke! Vi lod det dog blive ved statuen og besøgte ikke hverken Mobergs fødeby eller hovedpersonernes hjembyer i Småland, Ljuder og Duvemåla, selv om vi kun var få kilometer derfra.

 

MÖRRUMSELVEN
Svenskerne kaldte godt nok elven for en å, selv om det er Blekinges største vandløb og kendt af de fleste lystfiskere. Oprindeligt var dette, Sveriges måske bedste laksevand kongens, men i dag er det offentligt, hvis man eller kan ofre en formue på et fiskekort. Vi passerede i 2013.

SÖLVESBORG
Vi kørte 2013 efter en GPS på Edits telefon, men vi havde rigtignok nogle problemer med Susanne (stemmen på GPS’en.) Mellem Ivö og vandrerhjemmet i Sølvesborg rullede hun sig til min store overraskelse ud og førte os gennem naturen frem for ad motorvejen. Jeg havde lige sagt til Edit, at jeg troede, at Susanne ville føre os til motorvejen, som vi normalt undgik, men her var det i orden, for det var kun på få kilometer. Hvis hun derimod ville til venstre lidt fremme, var det også i orden med mig. Det ville hun. Jeg havde så lige sagt til Edit, at nu kom vi ud i noget af det vilde Blekinge, og få meter efter ville Edit stoppe og fotografere. Det ville hun i øvrigt en halv snes gange de næste femten kilometer, men der var også vildt og smukt. Vejen var ensporet og fyldt med huller. Med 20 km/t ser man mere end på motorvejen med 110 km/t. Damen på vandrerhjemmet, der i øvrigt hed Ynde, vandrerhjemmet altså – eller lå i Ynde, var fuld at beundring over, at vi var kommet nordfra gennem naturen og ikke ad motorvejen.

I byen var der byfest, og det betød, at parkeringspladserne var optaget og spisestederne var optaget, og var der et ledigt bord, var der en øresønderrivende larm af byfest. I programmet kaldtes det vist musik. Det lykkedes dog efter ihærdig søgning at finde et bord med rimelig mad og ingen larm, og vi var bestemt ikke de eneste, der var af den mening om larm.

IVÖ
I det allernordøstligste Skåne ligger søen Ivösjön ikke bare lige ved grænsen til Blekinge, men også på grænsen af grundfjeldet omend grundfjeldet her kun var resterne af grundfjeld i form kaolin, der er forvitret grundfjeld. Til øen er der en trækfærge, som vejvæsenet betaler, så overfarten er gratis. Øens nordlige del er 134 meter høj, og det er her, der er kalk og kaolin, som tidligere er udnyttet af fabrikker, hvor kalken er blevet til cement og kaolinen til teknisk porcelæn. Du kender sikkert håndvaske og toiletkummer med det navn? Fabrikationen foregik i Bromölla på søens østbred. Porcelænsfabrikken hed Ifö, som var stavemåden i ældre tid. Råstofferne sejledes til Bromölla. I dag er her fredet, og i kalken vokser orkideer.

JURA OG JÄTTEHÖNS. NORDVESTSKÅNE
Temarejer
Når jeg arrangerer en tur i udlandet eller i Danmark, er der altid et eller andet, jeg gerne vil se. En enkelt gang har jeg kreeret en tematur, hvor temaet var jura og jættehøns. Vi tog til Skåne. Jura er den midterste tidsperiode i jordens middelalder 200 – 146 millioner år før nu. Sådan cirka. Tidsgrænserne flyttes jævnligt i takt med videnskabens landvindinger. Dinosaurerne var førende på jorden i dyreriget, og fuglene udviklede sig fra dem. Mange dinosaurer gik derfor på bagbenene og havde tre tæer, så deres fodspor lignede fuglefodspor for eksempels som dem, høns sætter. Da mange dinosaurer var store, blev sporene også store. Da man i Skåne fandt disse kæmpe ”fuglefodspor” i kulminerne, og man ikke kendte ophavet, døbte folkeviddet dem jættehøns. Jætte er på svensk noget stort.

Min tur havde et biemne. Vulkaner, men det er en helt anden historie, der ikke er knyttet til dette hjørne af Sverige.

Höganäs
Turens første dage var helliget juraen og jættehønsene. Vi beså fire museer for den svenske kulminedrift, hvor ildfast ler var et biprodukt og senere blev hovedproduktet. Første besøg gjaldt museet i Höganäs, hvor jeg tog mig af kulminerne og Edit tog sig af keramikken, idet museet havde en repræsentativ samling af kunstnerisk keramik fra Höganäs. Sammen så vi fodaftrykket af jættehønen.

Vi havde ikke rigtig nogen litteratur at køre efter. Jeg vidste dog nogenlunde, hvor der i Skåne havde været brudt kul, og i fire tilfælde var vi heldige, at der på stedet var et museum, der også havde minder om kulminedriften og dens minebaner. Allerede i min pure ungdom havde jeg i en britisk bog læst, at den ældste jernbane i Norden havde ligget ved Höganäs allerede sidst i 1700-tallet. Faktisk troede jeg ikke rigtig på det, men jeg blev på museerne meget klogere, og jeg fandt også en bane fra en mellemsvensk jernmine, der var endnu ældre!

Valåkra
Turens sidste temabesøg gjaldt et sted, hvor leret havde været i højsædet. Her var i de gamle lergrave fundet ikke mindre end ti fodspor i tidens løb. Jeg havde som sagt ingen forhåndsomtale, så jeg håbede på, at jeg måske kunne gå ned i lergraven, og måske fandt jeg det ellevte fodspor. Hvem ved? Efter lidt søgen fandt vi på et sted ved navn Valåkra med en naturpark, hvor vi blandt anden så en meget sjælden fisk på dansk en dyndsmerling og på svensk en grønling. Det tog 20 minutter at lure den og få den at se, uden at den opdagede os først. I åen var der også ål. Åen hedder Rå-å. Den løber ud syd for Helsingborg i en byen, der efter åen, hedder Råå. Jævnfør vor by Grenå. Efterhånden kom åen gennem Råå så til at hedde Råå-åen på svensk. På dansk Rååå. Ålene her er lidt specielle, og de kaldes Råååål. En nu afdød ven, der nægtede at skrive bolleå og stadig skrev navneord med stort samt kunde , skulde og vilde, som jeg også skulle gøre, sidst til optagelsesprøven til mellemskolen! – ville altså således skulle skrive Raaaaaaaal! Den historie har jeg prøvet at fortælle flere svenskere, altså den om Råååål, men de kendte den alle sammen.

En ildsjæl
Tilbage til Wallåkra. Her var en 150 år gammel ovn til brænding af keramik. Stedet havde imidlertid været ude af drift længe, men en keramisk ildsjæl kom og så og købte. Hun havde dog ikke en million til at få ovnen sat i stand. Hun fik stablet en kreds af interesserede på benene og rejst midler, så ovnen i dag er revet ned og genopbygget, som den var. Ud over, at hun nu kan bruge den, er der museum, naturpark, keramikskole og et spisested på stedet. Vi mødte ildsjælen og talte med hende. Jeg fik her styr på geologien. Om biologien var der skilte, så det var intet problem. Vi syntes virkelig, at besøget var alle tiders, navnlig da vi startede på bar bund, uden overhovedet et vide, hvor stedet lå eller, hvad der var at se – om noget overhovedet. Turen sluttede på spisestedet. Vi fik salat med italiensk skinke, og ovenpå var der drysset nogen små korn, vi dengang ikke kendte. Det gør vi nu. Det var quinoa. En pragtfuld ret som kronen på en pragtfuld formiddag ikke mange kilometer fra Danmark. Og så gav vi kun omkring 100 kr hver for retten samt en letøl. Jeg skulle jo køre.

ÄNGELHOLM
I denne by lige syd for Hallandsåsen og nord for Kullen slog vi os ned for at se den sydsvenske jernbanemuseum. Her var hverken jura eller jættehøns.

BJUV
På jura- og jættehønseturen besøgte vi næste alle de lokaliteter, hvor svenskerne har haft kulminer og gravet ildfast ler. I Bjuv nordvest for Helsingborg var der et lille museum dels med minder om minedriften dels med minder om minearbejdernes hverdag i gamle dage. Mens leret og jættehønsene i Wallåkra næsten var fremme i dagen, lå kullene i Bjuv omkring 90 meter under jordoverfladen i uforstyrrede, vandrette lag.

ÅSTORP
Vest for Bjuv ligger også en mine med et betydeligt mere festligt elevatortårn. Affaldet fra minegangene er kastet op i et kæmpe bjerg, hvor fossiljægerne gerne vil vende hver en sten. Da bjerget er hegnet ind, er det ikke så ligetil. Museet rummer som Höganäs, Bjuv og Wallåkra fodspor efter dinosaurer, men lige da jeg var der, var museet ikke åbent.

VRAM
Selv om dagen var helliget kulminer, kiggede vi lige på en nærliggende herregård, hvor der var adgang til parken.

SÖDERÅSEN
De skånske åse, Hallandsåsen, Kullen, Linderödsåsen, Söderåsen, Nevlingeåsen og Romeleåsen er rester af det skandinaviske grundfjeldsskjold, der langs Sorgenfrei-Tornquist-zonen her synker fra en position på et par hundrede meter over havoverfladen til mellem 800 meter og 13 kilometers dybde under Danmark. Langs forkastningszonen rejstes lagene på højkant som væltede bøger i en reol. Det er enderne af de skråtstillede lag, vi ser her. Dele af åsene er i dag naturparker. Højden slår de højeste punkter i Danmark.

VITTSKÖVLE
Vi faldt over denne herregård/slot, som vi beså udefra og gik i parken.

SIMRISHAMN
Lige syd for Simrishamn lå en bar isskuret klippe fyldt med helleristninger: Soltegn, skibe og lystne mænd samt mænd med store processionsøkser. Stedet heder vist ikke noget, og det er ikke skiltet, men nærmeste beboelse er Simrislund, og vi er halvvejs i Brantevik. Desuden er her helleristningsfelter i Järrestad omkring fem kilometer fra byen.

GISLÖVHAMMAR
Syd for Simrishamn ligger den lille ferieby uden p-plads for fremmede turister. Man kører ind i rabatten før byen og overser de indfødtes olme blikke, men accepterer anmodningerne om at gå uden om bebyggelsen. Målet er kysten ud for stedet, der også besøges af lystfiskere. Her ligger i havstokken Komstadkalk fra Ordovicium og Alunskifer fra øvre Kambrium. Billederne viser, hvad vi var på jagt efter. Fosiller var der også, navnlig i allunskiferen, men vi søgte kun sporadisk, og det, vi fandt, sad fast i klippen. Opslag på nettet giver på min reklamefinancierede søgemaskine absolut intet resultat. Ikke engang et foto kan de store søgemaskiner unde mig.

VIK
Lægere sydpå lå en lidt større bebyggelse, hvor vi kørte ned til kysten. Gik man ud her, var der Hardebergasandsten med både sten med bølgeribber, sten med tværsnit med krydslejring, fordi sandet enten er blæst i vinden eller aflejret i tunger af rindende vand. I andre tværsnit i sandstenene var der gravegange efter datidens dyreliv. Vi kender ikke dyrene, da de for længst er rådnede, men deres gange eksisterer stadig. Mens dyrene ikke har navn, har sporene efter dem navne. Scolitos med lige rør der ses fra overfladen som ét hul og i tværsnit som en lodret kanal ned i stenen. Diplocraterien ses som to huller efter i tværsnit et urør. Kråksten, på dansk kragesten har gange efter flere dyr og arter, der har gravet på kryds og tværs. Det var navnlig sidstnævnte, der florerede her.

Længere sydpå langs kysten ligger Præstens badekar, der vist nok var skiltet, men går man langs kysten, er man ikke i tvivl om, når man er der.

Hardebergsandsten er også fra jordens oldtid, men fra tidlig Kambrium og altså ældre end Komstadkalken. På Bornholm har vi Neksøsandsten, der indeholder jern, som har farvet den rødlig. Hardebergasandstenen kaldes på Bornholm Balkasandsten. Alt er nedbrydningsprodukter efter en skånsk bjergkæde, der lå her for en milliard år siden.

Billedet herunder viser et lille “forstenet meteornedslag.” Der var masser af koncentriske ringe og radiale spalter, men der var ingen rester af noget nedslag endsige meteorer. På nettet kan man finde mindst fyrre forskellige forklaringer, hvor indehaveren af siden med forklaringen skriver, som om hans forklaring er den eneste rigtige og fulde sandhed. Ingen forklaringer kan bevises, og tværtimod kan de alle modsiges, men efterhånden er der dog blevet enighed om, at der opstod gasser som følge af forrådnende dyreliv i sandet. Gassen har samlet sig i det endnu nogenlunde løse sand, omend det allerede var under sammenkitning. En kæmpe gasboble er dog undsluppet og dannet strukturen, som så senere er forstenet og bevaret.

En anden forklaring fra nettet ligger ret tæt på: Formationen er formodentlig en såkaldt sandvulkan, som er blevet dannet, når en artesisk kilde har trængt vand op på en havbund for omkring 500 millioner år siden. Inden sandet er blevet hårdere og helt til sten, er vulkankeglen kollapset ned i sig selv. Der findes i Österlen omkring 100 sådanne “badekar,” men det eneste synlige er denne ved Vik, som derfor kan studeres i detaljer. Der findes ikke andre steder i Verden noget mange til. Om det er undvigende vand eller gas er mig egentlig ligegyldigt, for strukturens dannelsesmåde er den samme, så jeg tager ikke stilling.

KIVIK
Stedet er kendt for mange ting nok mere blandt svenskere end blandt danskere, men selv som dansker lægger man mærke til æblerne, og så bør man også besøge Kivikgraven syd for byen. Graven består af en stenhøj, 75 meter i diameter og 3,5 meter høj bestående af omkring 200 000 sten. Den er bygget i ældre bronzealder omkring 1500 år før Kr. I graven var der et gravkammer med stenkiste med sider af billedsten med samme bemalinger som helleristningerne. Stedets litterære indslag foreviget ved en skulptur har være behandlet i dansk tv for år tilbage, og læselystne kender sikkert litteraturen.

BÄRSJÖLAGÅRD
Stednavnet dækker her et kalkstensbrud, med ved bruddet lå også et kalkværk, en større gård og endog en lille bebyggelse med sogar en jernbanestation i sin tid.

STENSHUVUD
Vi kiggede også lige ind til naturfolkene her og besteg klippeknolden og tog kaffe i cafeen. Knolden er østenden af Linderödsåsen. Den måler 97 meter, men med en beliggenhed lige på kysten syner den imponerende.

BRÖSAP
Byen  er næppe noget at skrive hjem om, men omegnen i form af Brøsap Bakker eller den stedlige veteranbane, der har sit driftsdepot og værksted her, er til gengæld værd at besøge.

FORSAKAR
I Nordøstskåne nær Degerberga på Linderödsåsen ligger en lille å, Forsaåen med to større vandfald. Vi var heldige, idet det regnede, så der var vand i vandfaldet. Til gengæld blev vi også våde, men vi havde smidt alt overflødig tøj under regnslaget, så vi nød turen. Mine fødder var bare i sanddalerne, og fødderne blev meget sorte, så det varede flere dage, inden lagnerne på de besøgte B&B havde taget det sorte.

HALLAMÖLLA
I nærheden af Brösap ligger et andet vandfald ved Hallamölla eller rettere fem vandfald på til sammen 23 meter. Intet af de enkelte fald er højere end Forsakarfaldene, men til gengæld er vandmængden så meget større, så de virker på en måde mere imponerende. Strømmen her er også en å, nemlig Verkåen.

FYLLEDALEN
Sydvest for Tommelilla ligger en lang dal begrænset af rette linjer. Dalen ligner en bornholmsk sprækkedal, men den er større og har formentlig en anden oprindelse, idet det nok er begyndelsen til en såkaldt rift, der bare hurtigt gik i sig selv igen. Det tidlige Europa begyndte kortvarigt at splittes op her. Senere opstod andre rifter i Europa, men først noget senere skete opsplitningen for alvor, hvor Atlanterhavet nu ligger, altså på grænsen mellem Europa og Afrika på den ene side og Nord- og Sydamerika på den anden.

Der har været teglværker med interessante grave i dalbunden, men jeg har aldrig sat mine ben i bunden af dalen bortset fra, hvor en vej fører over. Foruden den interessante geologi findes der også et interessant dyreliv i dalen. Jeg har således set to havørnereder og en kongeørnsrede i træer i  dalsiden samt de fleste af beboerne højt oppe i luften. I dalen har jeg en enkelt gang set en stor flok af vilde dådyr.

Dalen flader ud længere vestpå, hvor den er knap så dyb men bredere. En af lokaliteterne her hedder Eriksdal, og her er også masser af fugleliv, hvor jeg blandt andet har set havørne, glenter og hvepevåger foruden mere almindeligt fjerkræ.

DALBY
Øst for Lund ligger Dalby. Begge steder var der betydelige klostre, og i middelalderen var Dalby nok mere kendt end Lund. Da der skulle vælges ærkebispesæde var det vel nærmest et tilfælde, at valget faldt på Lund og ikke på Dalby. Fra tidligere tid var Dalby valgt som begravelsesplads for konger, hvor munkene skulle tage sig af deres salighed. Det gælder Harald Hein, der begravedes her 1080. Da kirken er både flyttet og bygget om flere gange siden midt i 1000-tallet, kendes graven ikke mere, og derfor kan andre byer blandt andet på Sjælland også påberåbe sig den pågældende kongegrav.

Geologer har en forkærlighed for stendiget om Dalby kirke. Der kan sikkert være spændende ting i diget i form af fossiler, men stedet er nu bemærkelsesværdigt på anden vis. Kirken ligger på Romeleåsen og fra sydranden af denne ses ud over den fede skånske muld. Grundfjeldet ligger syd for åsen dybt og kommer ikke frem i dagen så langt øjet rækker. Man skal kunne se helt til Harzen for at se grundfjeldet komme frem for dagen igen. Når man med geologhatten på sidder på diget, føler man, at kan kan se til Harzen! Sagt på en anden måde sidder man på en af de sydligste af de mange streger, der på geologiske kort betegner Sorgenfrei-Tornquist-zonen. Altså af dem på jordoverfladen. Helt vand holder udlægningen ikke, for Bornholm er som en horst presset op lige som Harzen, men Bornholm ser jeg bort fra her. Den ligger også østligere.

LUND
Byen er besøgt mange gange: Med skolen i 1951, med mine forældre også som barn, og så med Edit i 2011, hvor vi boede et par dage i byen til flere hundrede kroner i P-afgift om dagen. Den ene dag var jeg heldig at finde et parkometer, hvor kommunen havde skrevet: “Desværre – parkometret er defekt. Vi beklager.” Nedenunder havde en bruger skrevet: “Det gør vi ikke.” Beklager altså. Skiltene med begrænsning gjaldt formentlig stadig, så besparelsen var kun minimal.

Vi så selvfølgelig Domkirken med Jætten Finn i krypten samt murene af Höörsandsten med fosiller af bregneblade, på svensk ormbunker. Ellers benyttede vi opholdet til at køre ud i naturområdenderne øst for byen ved de store søer, Krankesjön og Vombsjön og med held at kigge efter fugle og dyr. Det var kun om aftenen, vi var i Lund. Det var for resten også herude Hardeberga ligger foruden et større millitært område, hvor naturen også boltrede sig.

GLIMMINGEHUS
Denne velbevarede middelalderborg er opført i Höörsandsten af Jens Holgersen Ulfstand, der da var guvenør på Gotland. Borgen har blandt andet en velbevaret vægtergang med skoldehuller. Svenskerne ville rive borgen ned, efter det havde taget Skåne, men det blev ikke til noget, og det er den lokale turistforening nu yderst tilfreds med.

LÖDERUP
På vejen fra Glimmingehus til Kåseberga passerede vi Löderup, der imponerede med hele to kirker, hvoraf den ene fik os til at stoppe op og tage et kik. Tættere på kom vi dog ikke. Vi skulle jo også videre, og Kåseberga vurderede vi godt kunne tage en del af dagen. Det var også her, at flokke af viber teede sig mærkeligt. Det viste sig, at der midt i flokken af viber fløj en rød glente, uden den den formåede andet end at drille viberne.

KÅSEBERGSKIBET
På Skånes sydkyst ligger en enorm skibsætning rejst af store sten, der er hentet og fragtet langvejs fra. Normalt plejer der at ligge en vinkingebegravelse centralt i skibsætningen, men tilsyneladende ikke her. Der har så som ved Pyraminderne og Stonehendge været frit spil for konspirationsteoretikere, der kan aflæse alt lige fra ens trækprocent i stenenes opstilling. Det kan vel ikke undgås, at forårsjævndøgn og andet kan aflæses af stenenes skygger, men det er nu ikke lige de aller mest indlysende sten, man skal bruge til aflæsningen. Kan man frigøre sig for alle de folk, der vil sælge dig bøger og have dig med i foreninger, er det et imponerende skue. Det var dog svært i 2011. Gik man ud for at nyde udsigten fra klinten, var der talrige drageflyvere, der teede sig, som området var deres.

KULLEN
Danmarks nærmeste grundfjeld – undskyld Bornholm, men der er  for mig betydeligt kortere og billigere til Kullen end til Bornholm. Det var her min far tog mig med, da han syntes, at jeg var gammel nok til at se bjerge. Det var kort efter krigen, mens man endnu kunne komme med toget fra Helsingborg via Kattarp og Höganäs til Mölle, hvorfra Kullen kunne nås på gåben mellem to tog.

Senere gentog jeg succesen med mine børn. Siden har jeg været der utallige gange, og så har jeg overnattet på Kullen! Det er ikke enhver forundt, men den svenske fyrmesterforening lejer ubenyttede fyrmesterboliger ud til medlemmer af foreningen som feriebolig. Vore tyske venner er medlemmer og har to gange lejet fyret og inviteret os på besøg. Det er en speciel oplevelse at sidde på terrassen og se til Gilleleje, og så hen under aften opleve stilheden efterhånden som de øvrige besøgende returnerer ud ad nationalparken, inden den lukker klokken 18.

Foruden besøg på egen hånd har jeg været på geologiske besigtigelser på Kullen.

HÖGANÄS
Byen var tidligere centrum for ler- og kulindustrien. Masser af brugskeramik er fremstillet her, og fra sidst i 1700-tallet gravedes kul her. Til kultransporterne havde værket allerede før år 1800 er jernbane. Det kan du se på billeder i hjemmesidens jernbaneafsnit om industribaner.

SOFIERO
På kysten nord for Helsingborg havde den svenske kongefamilie et lille sommerslot, hvor blandt andet vor dronnings mor har leget i parken. I dag er der offentlig adgang til parken. Vi har været der et par gange, men altid i forbindelse med en anden tur. En bustur fra København til Sofiero eller en tur med færge i egen bil koster det samme som en tur til Mallorca.

LANDSKRONA
Trods den nære beliggenhed er byen kun besøgt én gang og det tilmed med overnatning. Vi kunne jo have været hjemme på en time herfra, men lejligheden hjemme var lånt ud, og låneren var der stadig. Vi ankom om aftenen, så vi så kun kunstmuseet og slottet udefra.

ROMMELEÅSEN

MALMÖ
I de senere år er vi næsten en gang om året taget til Malmö og altid med toget. Vi har efterhånden fået vores stamværtshus, cafeen på Malmöhus, hvor vi har spist de sidste mange gange. Også et bestemt condittori tager vi efterhånden altid ind på. Selv om boghandelen ikke er ny, er det først fornylig, at jeg er begyndt at aflægge en jernbaneboghandel ude ved Triangelen et besøg. Fiskemarkedet har vi også regelmæssigt besøgt og taget fisk med hjem. På en af de sidste ture, ville jeg gerne se Malmös Teksiske Museum, og billetten var rørende billig. Mindre end et halvt hudrede danske kroner, men foruden til det besøgte museum gjaldt biletten også til en håndfuld andre museer. For så vidt fint nok, men da vi havde set tre museer, var dagen gået.

Det er nok ikke helt rigtigt, at vi altid tog toget til Malmø, for da de borede tunnelen var jeg mindst fire gange på besigtigelse på byggepladsen uden for byen, og da tog vi bilen. Til gengæld var vi så ikke inde i Malmö.

SKANÖR
Middelalderens sildemarkeder lærte vi om i historie i skolen, men først 60 år senere bød der sig en lejlighed til at se stedet, og så virkede Falstorbo overrendt, eller snarere fyldt med biler; gad vide om det så hedder overkørt? Vi tog i stedet til Skanør, som vi havde for os selv.

DIVERSE
En lang række byer er besøgt, uden at der er foto fra besøget. Det gælder Falun, Borlänge, Mariestad, Göteborg, Ystad, Simrishamn, Jönköping, Norköping, Linköping, Arboga, Upsala, Halmstad, Varberg og Helsingborg. I Falun er minen endog besøgt.

GPS
I Edits telefon er der en gps, og den kørte vi en del efter, idet jeg dog ikke undlod også selv at sætte mig ind i ruten, så hun (gps’en) ikke kørte om hjørner med os. Når jeg kalder gps’en hun, er det fordi, man kan vælge forskellige stemmer til at sige: “Tag anden frakørsel i rundkørslen.” Vi brugte en stemme, der hed Susanne, så gps’en hed aldrig andet en Susanne.

Hun viste sit værd i Ystad, hvor jeg tre gange kom til blomsterkummer placeret tværs over den vej, jeg skulle ind ad for at komme til vort Bed and Breakfast. Selv om jeg kom ind i kvarteret og holdt halvtreds meter fra b&b’er, kunne jeg ikke komme videre for blomsterkummer, idet disse også stod inde i kvarteret tværs over vejen. Vi spurgte en dame på havearbejde, men selv om hun kunne se huset, kunne hun ikke sige, hvordan vi kom derover. Hun havde også kun boet der i fire år, undskyldte hun sig med. Susanne kunne lodse os ind! Jeg havde prøvet fra vest, nord og øst, men først fra syd lykkedes det ad noget, jeg først antog som en cykelsti, men Susanne insisterede.

Et par dage senere koksede det dog helt for Susanne. Intet af det, vi bad hende om, kunne hun finde, og var jeg ikke vågen, havde hun ført os ud på mindst tyve kilometer ekstra. Kort: Vi skulle til turistbureauet i Kalmar, men hun ville til Öland med os. Den dag blev hun fyret, og vi fandt selv uden problemer vej til turistbureauet, fik et kort over byen og egnen, så vi også selv kunne finde hovedgaden og hotellet i Kalmar.

Hendes eller snarere vores problem var nok at fodre hende korrekt med informationer, idet vi foretrak landevejene frem for motortrafikvejene, der var fyldt med stærekasser.

Bent Hansen
Seneste version sammenskrevet af mindre indlæg 11. september 2019.
Rettet nødtørftigt 28. september 2019.
Rettet igen 22. februar 2020.