Rejser på Silkevejen

SILKEVEJENS HISTORIE
Silkevejen er et net af ældgamle handelsruter over land mellem Kina og kulturerne vest derfor. Kineserne selv kalder vejen for Kejservejen, mens vi i Vesteuropa følger en tysk geolog, geograf og rejsende i 1800-tallet, Ferdinand Freiherr von Richthofen, 1833 – 1905, i øvrigt kendt for et senere familiemedlem, Den røde Baron, Manfred Freiherr von Richthofen, 1892 – 1918, der deltog som flyver under Første Verdenskrig og kæmpede mod Nuser fra Radisserne.

Ingen ved, hvor gammel Silkevejen er, men ædelstene fundet i ægyptiske grave fra de første dynastier må i følge geologerne være kommet via Silkevejen fra miner i Centralasien. Også den ældste silke fundet i europæiske fyrstegrave er noget ældre, en andre regner Silkevejen for.

De mange spor, Silkevejen bestod af, afhang af, hvor Silkevejens købmænd ville afhænde varerne. Silkevejen førte til Afrika, Mellemøsten, Centralasien eller Romerriget og senere Europas fyrstehuse. Vejens aktuelle beliggenhed afhang også af, hvilken magt eller magter, der på det pågældende tidspunkt regerede på Silkevejen. Rent faktisk blomstrede handelen mest, når én magt regerede over hele Silkevejen.

Når røvere eller politikere, dengang lokale fyrster, tog rigelig for sig af varerne på Silkevejen, rygtedes det hurtigt blandt karavaneførerne på Silkevejen, og de fandt hurtigt alternative ruter i systemet af de talrige ruter, så den griske fyrste hurtigt indså sin fejltagelse og rettede den. En overgang var Hunzaerne slemme, og Det blodrøde Pas, Khunjerabpasset, der omtales senere, og den samme steds liggende Blodrøde Flod har ikke sit navn for ingenting. Handelen led også under, når en fyrste ville udmanøvrere en nabofyrste for at inddrage hans forretning i sin. Gamle Silkevejsbyer som Gaochang, Jiaohe og Tashkhurgan er i dag ruinbyer på den konto.

Der er eksempler på købmænd, der har rejst over hele Silkevejen fra Italien til Kina, som nu Marco Polo, 1254 – 1324, der gjorde turen én gang, og skrev om det omkring 1300 og endvidere hans ældre familiemedlemmer, der har gjort flere rejser Italien – Kina og retur. De fleste købmænd købte på et marked langs Silkevejen og rejste nogle dagrejser videre ad vejen, hvor de så solgte igen. På den måde gik varerne gennem flere hænder, og mange skulle tjene på varerne.

Det var ikke bare varer, men også tanker, som religioner, der rejste over Silkevejen. Buddhismen, og senere Kristendommen og sidst Islam kom over Silkevejen til Kina. Den sorte død, pesten rejste den modsatte vej endda i flere omgange. Viden om silkeproduktion tog turen over Silkevejen, mens kineserne med held holdt fast på viden om porcelænsfremstilling og europæerne om glasfremstilling. Europæerne måtte selv opfinde porcelænet, hvilket skete i Meissen nord for Dresden kort efter år 1700.

Nudelfremstilling er formentlig kommet til Europa med Marco Polo. På hans hjemtur sejlede han en del af vejen, så hele Silkevejen skal ikke have skyld for spaghettien, som italienerne døbte spisen, skønt de ellers ikke forstod meget af det, Marco Polo fortalte om sine oplevelser ude i den store verden.

Der er nok heller ingen tvivl om, at eventyrernes drager er opstået efter fund af knogler af forhistoriske dyr som blandt andet dinosaurer nær Silkevejen, og så er eventyr om drager vandret ad Silkevejen både til Kina og til Europa. Mens kineserne anser drager for gennemgående venlige dyr, havde europæerne en helt anden opfattelse og troede, at dragerne ofte levede af prisesser.

Mere jordnær viden om elefanter og løver havde de rejsende også med til Kina over Silkevejen fra Indien og Forasien. I Kina gik begge dyr hen og blev populære, idet løven kom til at symbolisere mingkejserne.

Med søfartens udvikling aftog Silkevejens betydning. Nu kunne europæerne selv handle uden de dyre mellemhandlere.

SILKEVEJENS GEOGRAFI
Silkevejen starter som én rute fra den daværende hovedstad Xian og følger Den gule Flod, Huang He og dens bifloder til Lanzhou. Videre gennem Gansukorridoren og Jadeporten, Den store Murs vestlige ende til Dunhuang, hvor den deler sig i to ruter, der følger henholdsvis den nordlige og den sydlige kant af den store Taklamakanørken. I Turfan deler nordgrenen sig i en rute, der via Ürümqi fører til Centralasien. Sydgrenen møder ruten langs Taklamakans sydrand i Kashgar og deler til igen i en rute mod Centralsasien og en rute gennem Pakistan eller Afghanistan til Iran og videre mod Europa eller Afrika. Nordruten gennem Centralasien fører enten syd eller nord om Der kaspiske Hav. Alle ruter havde sine udfordringer, og hver karavane havde måske sin foretrukne rute, som nok afhang ikke så lidt af det aktuelle fredsniveau på ruten.

MINE TURE PÅ SILKEVEJEN
Mit kendskab til Silkevejen gælder kun Kina, hvor jeg to gange har rejst mellem Xian via Khunjerabpasset og Rawalpindi i Pakistan. De to rejser besøgte ikke helt de samme steder og foregik desuden på to forskellige årstider og i hver sin retning. Yderlige to ture til Silkevejen i Centralasien var bestilt, men den ene fortrød udbyderen og aflyste uden grund. Den anden blev aflyst på grund af en rask lille borgerkrig. Nu er jeg blevet så gammel, at jeg har opgivet flere ture.

Min første tur skyldtes et tilfælde. Jeg vandt i 1990’erne tre gavekort til et rejsebureau, og valgte som det eneste, der havde min interesse, en tur på Silkevejen. Denne tur kostede en herregård ud over gavekortene, der i forvejen kun dækkede en lille del af prisen på en almindelig charterrejse til et badeferiemål eller en busrejse. Desuden skulle jeg købe mig fri fra arbejde, men det var intet problem, for det betalte skattevæsenet 69 % af, forstået på den måde, at jeg sparede skatten af de ikke tjente penge. 69 % var det samlede skattetræk dengang af den sidst tjente krone for en fastlønnet uden fradrag.

Set fra kinesisk synspunkt startede Silkevejen i hovedstaden Xian, omend det ikke var herfra, silken kom. Jeg kørte med tog langs Silkevejen en hel dag fra Xian og nåede Lanzhou om aftenen. Den videre tur gennem tre af de fire præfektorater i Gansukorridoren har jeg desværre ikke berejst. Turen her foregik i fly til Jiayuguan, men fra et lille lavtflyvende lokalfly har jeg set ned i korridoren i strålende solskin. Videre fra Den store Murs ende og Jadeporten ved Jiayuguan gik turen med bus til Dunghuang, hvor Silkevejen deler sig. Fra Dunhuang langs Taklamakansørkenens nordrand har jeg kørt med nattog via Hami til Turfan. Jeg var oppe om natten for at kigge ud i Hami, men der var mørkt. Fra Turfan til Ürümqi har der været bus gennem De hvide poplers Dal eller Jernporten, men nu er vi på silkevejsgrenen gennem Tien Shan. Fra Ürümqi var der igen fly til Kashgar i vestenden af Taklamakan, men herfra har jeg kørt bus til Rawalpindi. Selv om grenen over Rawalpindi i Pakistan ikke er den meste benyttede silkevejsgren, har Marco Polo dog flere steder berejst denne rute, selv om vi ikke altid benyttede de samme bjergpas og overnatningssteder.

Min beretning vil beskrive sted for sted og egn for egn, som jeg har besøgt. Turen vil begynde i Xian og slutte i Rawalpindi. Steder, der er besøgt flere gange med års mellemrum, vil kun blive behandlet én gang. Turene foregik i 1995 og 1999. På togturen fra Xian til Lanzhou i 2007 var jeg ikke ude andet end på perronerne.

LITTERATUR OM SILKEVEJEN
Preben Hansen, Turen går til Kina og Hongkong. Politikens Forlag. 2. udgave 1996.
Ingen forfatter, Rejsen rundt i Kina. Politikens Forlag. APA Publications 1993.
John King, Karakoram Highway. Loneley Planet. 2. udgave 1993.
Allis Helleland, Kejserens Kina. Museet på Koldinghus 1993.
Ingen forfatter, The Silk Road on Land and Sea. China Pictorial Publishing Co. 1989.
Frank Deterding, Die Seidenstrasse. Gondrom Verlag 1996.
Maurizio Scarpari, Das antike China. Verlag Karl Müller 2000,
Jean-Pierre Drège, Seidenstrasse. Verlagsgesellschaft Köln. 7. udgave 1996.
Peter Hopkirk, Fremmede djævle på Silkevejen. Forlag ukendt.
Peter Hopkirk, The great Game. Forlag ukendt.
Britisk konsulinde, fru Mac Cartneys bog om sit ophold i Kashgar omkring 1900.
Arne Myrdals beretning om et besøg i Kina lige efter kommunisternes magtovertagelse i 1949. Titel og forlag ukendt.
Udsendelser om Silkevejen fra NHK, Det japanske statslige Fjernsyn.
Udsendelser om Silkevejen fra CCTV, et statsligt kinesisk fjernsyn. Blandt andet om Xuan Zang, Rejsen mod Vest.

Lad os så starte turen med et kinesisk ordsprog, der lyder: “Selv den længste rejse begynder med det første skidt,” og dernæst gengive de gamle silkevejsrejsendes hilsen udtrykt i gammelt dansk fra dengang vi endnu havde konjunktiv: “Måtte der være en vej!”

XIAN
Byen har været Kinas hovedstad gennem længere perioder end nogen anden af rigets mange hovedsteder. Således var Xian hovedstad under landets første kejser, Qin Shihuangdi 221 – 210, og værdigheden fortsatte under Handynastiet vestlige periode 206 f. Kr. – 9 e. Kr. og igen under Tangdynastiet, 618 – 907. Det var først Mingdynastiet, der flyttede hovedstaden i øvrigt fra Sydkina til Beijing i 1403.

Byen hed i starten Chang An, der betyder Evig Fred, mens det nuværende navn Xian betyder Vestlig Fred. I dag er byen omgivet af en bymur, der skriver sig fra Mingdynastiet 1370. Chang An var under Tangdynastiet meget større og omfattede områder langt syd og vest for byen. Vildgåsepagoderne ligger i dag uden for bymuren, mens de lå indenfor under Tangdynastiet, hvor Xian vel var Verdens største by med 12 km² område inden for murene. I dag er byen igen vokset og rummede 2017 hele 6 millioner indbyggere i selve byområdet og det dobbelte i Storxian.

I 1999 havde Xian 60 000 muslimer. De havde naturligvis moskeer, men i kinesisk stil. Den store moske i Xian er fra 742, men de ældste bevarede bygninger er fra 472, så de må have haft andre funktioner først. På Silkevejen nærmere Mekka fik Islam først fodfæste i 1200-tallet, så missionærerne må have taget Silkevejen helt til enden, som de nåede på kun 120 år.

En aften gik vi i teatret for at se et show i Tangdynastiets stil. Når styret var fast og de politiske forhold stabile, var kulturniveauet højt, selv om der var en vis central, streng styring. Under svage kejsere skabtes ofte kunst med groteske bjerglandskaber, som Kina er ret kendt for.

Et andet stykke folkeliv sås i et af markederne.

Foruden byen og kejsergraven så vi også både på busturen og fra toget skråningerne, hvor en flod have skåret sig ned i det mange meter tykke løslag, der ligger på egnen. I disse løslag havde befolkningen gravet deres boliger ud. De var ægte huleboere. 1999.

Man kan vel dårligt sætte en spade i jorden i Xians omegn uden at finde en kejsergrav eller et andet fortidsminde, og kun en brøkdel er hidtil gravet ud. End ikke den første kejsers grav er udgravet, men dele af udenomsanlægget er efterhånden fundet, udgravet og gjort tilgængelige. Det gælder således de mange tusinde lersoldater, der efter gravens plyndring kort efter kejserens død blev gjort til terracotta, da kejserens fjender forsøgte at brænde dele af graven af. Plyndringerne gjaldt de mange våben, lersoltaterne havde fået med.

I Xian mødte jeg forresten også den kinesiske bonde, der under brøndgravning var så uheldig at grave sig igennem og ned til terrakottasoldaterne, og yderligere så uheldig, at myndigheder fik nys, så han og resten af landsbyen ikke selv kunne grave fundene op og sælge dem sort, som man normalt gør i Kina.

Lersoldaterne måtte ikke fotograferes, ikke fordi de ikke tålte det, men postkortforhandlerne tålte det ikke. Dem var der mange af. De stod skulder ved skulder mellem p-plads og indgang. Der er derfor ingen fotos fra museet, men de kan findes i tusindtal på nettet. Nogle værksteder, der lavede miniaturer, skulle naturligvis heller ikke gå glip af os, og her kunne jeg frit, tror jeg nok, fotografere.

Gadehandlerne lever ikke forgæves, for på hver tur køber jeg en kvalitets t-shirt med et motiv fra det besøgte land, hvis jeg ellers kan finde en, hvor kvaliteten ser ok ud. Endnu er jeg ikke blevet snydt! Jeg har set andre købe for billigt og måtte smide købet ud, inden de tiltrådte tilbagerejsen, fordi blusen pludselig blev dobbelt så bred og kun halvt så lang eller omvendt. Ved Lersoldaterne havde jeg tilfældigvis min t-shirt med Den store Mur på. Vi var mange på museet, men kineserne var ikke noget problem for mig. Jeg så blot hen over dem. Et sted opdagede jeg, at et par unge damer havde vendt sig og stod og kiggede på mig i stedet for på montren. Og så grinede de. Der stod en tekst på min t-shirt, og den var åbenbart morsom. Lidt kunne vi kommunikere, men jeg fandt aldrig ud af, hvad det var, der var så sjovt.

Xians Museum og Nestorianerstenen
Museet var ret nyt, og vi blev af en indfødt guide slæbt gennem sal efter sal med kinesiske bronzer og navnlig porcelæn. Guiden var nok lidt af en racist, for han blev ved stikke til os og spørge, hvornår europæerne opfandt porcelænet. Til sidst blev jeg træt af ham og spurgte forsigtigt og høfligt, om der ikke var noget glas på museet? Guiden vidste godt, hvor jeg ville hen, for kineserne havde ikke opfundet glasset, mens europæerne siden romertiden havde præsteret ypperlig glaskunst. Omvisningen sluttede kort efter. Om vi var færdige, og vi ikke havde steleskoven på programmet, eller guiden var blevet sur, ved jeg ikke, men stelerne fik jeg ikke at se! Jeg kunne måske være blevet på museet, hvorfra der ikke var længere til hotellet, end jeg kunne gå, mens selskabet kørte hjem i bussen, men allerede dengang kunne jeg også hen under aften blive træt efter en hel dag på benene koncentreret med indtryk. Jeg forlod museet uden at se alt det, jeg var kommet efter og ærgrede mig i fjorten år, indtil jeg pludselig opdagede, at en afstøbning af Nestorianerstenen, den stele, jeg ville have set, stod på Det kongelige Bibliotek i København!

Stelerne var indtil tre tusinde gamle op til tre meter høje og en meter brede sten med inskriptioner. På flere af dem er der kristne kors, og specielt en af dem, kaldet Nestorianerstenen beretter om den første kristne mission i Kina under Tangdynastiet. Jeg kan godt tabe pusten bare ved bevidstheden om at stå ved en sådan gammel sten, der vitterligt taler, selv om den ikke siger et ord, og jeg ikke kan læse nogen som helst af teksten. Helst skulle stelen stå, hvor den blev fundet, men bedre end ingenting var selvfølgelig, at den nu var bevaret på museet.

Stenen rejstes oprindeligt i 781 formentlig i den såkaldte steleskov uden for Xian som et minde om den første syrisk-kristne mission, der var ankommet til Kina 635. Tænk lige på, at det var et par hundrede år før missionen kom til Danmark!

Med Tangdynastiets fald fik kristendommen sværere vilkår i Kina, og forbindelsen til den syriske moderkirke ophørte. Stelerne væltede formentlig under et af historiens største jordskælv i 1556. I 1615 opdagede jesuittermunke den nu væltede sten og udgravede den og genrejste den. Formentlig stod den i steleskoven, indtil stelerne blev flyttet til det nye museum i slutningen af 1900-tallet.

Teksten er kinesisk og består af 756 kinesiske tegn og omkring 70 syriske ord, der hovedsagelig er navne på gejstlige og for en mindre del er ord på syrisk, persisk og sanskrit, skrevet i lydskrift med kinesiske tegn. Den øverste del af stenen har ni kinesiske tegn. Over dem er anbragt et kors. Da korset ikke ses på kopien i København, mens det ses på en ofte fotograferet stele i Xian, er der muligvis tale om flere næsten identiske steler, og samtidig har kilderne fået dem blandet sammen? Tegnene kan oversættes nogenlunde sådan: “Mindesmærke for den strålende religion (kristendommen) som strømmer frem (over Jorden) til Midtens Rige (Kina) fra Da-Qin (den kinesiske betegnelse for den del af det romerske rige, hvorfra kristendommen kom.)

Stenen var genstand for et studium af en dansk ekspedition under ledelse af Frits V. Holm i 1907 – 08. Frits V. Holm fik lavet en nøjagtig kopi af stenen, som han bragte til USA og derfra til Lateranet i Rom, hvor den står i dag. En gibsafstøbning blev 1913 skænket til De kongelige Bibliotek, der opstillede den på første sal i hallen over den gamle indgang, nemlig den fra Bibliotekshaven. På skiltet, der ledsager stenen, står en forældet tekst. Siden den blev skrevet 1913 har både byen (Sian-fu) og provinsen (Shensi) skiftet navn eller rettere, kinesisk oversættes i dag anderledes end for hundrede år siden. Jævnfør Peking, der nu hedder Beijing.

Nestorianerne er opkaldt efter en syrisk munk, der senere blev biskop i Antiochia og gik sine egne veje og grundlagde sin egen form for kristendom. Biskop Nestorius blev fordømt på kirkemødet i Efesos 431. At redegøre for stridighederne vil føre for vidt. Den syriske kirke sendte missionærer ud, og de nåede helt til Kina.

“Gå ud og gør alle Verden folkeslag til mine disciple,” sagde Jesus. Thomas var den der kom længst østpå, muligvis helt til Indien, selv om ingen ved ret meget om det. Han har uden tvivl benyttet Silkevejen. Først 635 kom kristendommen til Kina via Silkevejen. Forbindelsen med moderkirken blev imidlertid afbrudt, og kristendommen udviklede sig på sin egen måde. Til at begynde med rigtig godt. Lhasa i Tibet var for eksempel i bispeby med en Domkirke! Efter tangdynastiets fald sidst i 900-tallet forfulgtes de kristne, og i løbet af et par generationen, var der kun få tilbage.

LANZHOU
Byen er den første større på Silkevejen efter Xian og stadig beliggende ved Den gule Flod, der i øvrigt nok er mere brun end gul, men i hvert fald fyldt med løspartikler. Navnet skulle betyde noget i retning af Byen ved Bakkerne.

Byen havde 2017 mere end 3 millioner indbyggere og er sæde for Kinas atomexpertice. Derfor var den i 1999 vistnok forbudt for udlændinge. Jeg havde dog ikke vrøvl med et museumsbesøg, og nogle af de øvrige deltagere var da vist også på bytur? En af broerne over Den gule Flod er skænket af kejser Wilhelm af Preussen, der havde opdagelsesrejsende på egnen, således både von Humboldt og von Richthofen. Humboldt var næppe lige der, men bjerge i nærheden har i tysk teminolologi været opkaldt efter ham. Jeg så kun broen på afstand, dels fra toget, dels fra bussen. Vi kom en aften, og der var kun lige tid til at se hotellet udefra, men ved andet besøg fik vi en formiddag, idet vort formiddagsfly blev aflyst, så vi først kunne komme af sted over middag. Det gav mig mulighed for at få opfyldt en længe ønsket besøg på byens museum. Dette var kendt for Den flyvende Hest. Kendt er måske så meget sagt, idet der kun er ganske få europæiske indlæg på nettet om fænomenet. Mit hotel hed Legendehotellet, men hotellets brochure røbede intet om legenden!

Jeg tog ingen fotos i Lanzhou bortset fra et par på banegården og på museet, og museumsfotoene ses i næste afsnit.

DEN FLYVENDE HEST
Nedenstående fortælles lidt om mine relationer til Den flyvende Hest. Afsnittet var tidligere et selvstændig indlæg på hjemmesiden, men nu er indlægget gået op i beretningen om Silkevejen, som den trods alt har lidt med at gøre.

Rige floddale som i Mesopotamien, Egypten, Indien/Pakistan og Kina har øvet en magisk tiltrækning på omgivelsernes nomader, for i floddalene var der mad. Nogle nomader slog sig ned og blev fastboende erobrere, eller de blev opsuget i de bestående samfund, mens andre nomader nøjedes med jævnlige røvertogter. Kineserne prøvede at beskytte sig mod nomaderne med mure, og hjalp murene i perioder med at holde indtrængerne ude, klarede kineserne selv ufreden ved at ryge i totterne på hinanden.

Erobrerne
I historisk tid gjorde anvendelsen af stigbøjlen mongolerne uimodståelige for kineserne. En mongol til hest kunne takket være stigbøjlen ride hurtigere, sikrere og navnlig skyde med bue langt mere præcist end en kineser til hest uden stigbøjle. Omkring vor tidsregnings start brugte hunnerne store heste, der kunne bære en fuldt bevæbnet kriger i rustning, mens kineserne kun havde små heste, størrelsesmæssigt kaldet ponyer, og de kunne ikke bære en bevæbnet kriger med rustning. Folkene i Centralasien havde også for længe siden opfundet bukser, som bedre passer for ryttere.

Hunnerne på store heste optog kineserne. For de kinesere, der ikke havde set hunnernes store heste, måtte de store heste være en art trolddom. Hestene måtte kunne flyve. De himmelske Heste eller Himmelhesten kaldtes dette fænomen. Man forestillede sig ligefrem en hest med en svale under hoven. I hvert fald er der i 1969 i general Zhangs grav i Leitai ved Wuwei på Silkevejen fundet en lille bronzeskulptur af en galoperende hest med hoven på ryggen af en svale.

Den flyvende Hest i dag
I dag modtager Den flyvende Hest dig både, når du kommer til lufthavnen og til banegården i Lanzhou. Den bruges endvidere til markedsføring af Gansu og af Silkevejen. Også i Dunhuang har kineserne opstillet flyvende heste, men det er alt sammen sket efter min tid. I 1999 så jeg en i Turfan, og i 2007 så jeg en sågar i Lhasa, hvor den slet ikke havde noget at gøre?

Jeg møder Himmelhesten
I 1999 fik jeg et par timer foræret i Lanzhou, så jeg kunne tage hen på museet og se hesten. Jeg fik receptionen til at skrive et skilt med museets navn på den ene side og hotellets navn på den anden side og så ringe efter en taxa. Min opgave var så at vende skiltet rigtigt og selv finde en taxa til tilbageturen. Der var syv kilometer mellem hotel og museum.

Museet var ikke stort, men der var nogle spændende ting fra Kinas fortid, således små figurgrupper af krigere også fundet i grave i området samt en ligeledes spændende udstilling om områdets mindretal. Området her var Gansukorridoren. Det ærgrer mig, at jeg ikke købte en lille model af Den flyvende Hest til 80 kr. Jeg syntes dengang, at det var for meget, og det var det også, men ingen ting mod, hvad butikkerne forlanger nu.

Originalen er 34,5 centimeter høj, 45 centimeter lang og ret bred, nemlig 13 centimeter.

Erobringen af Den flyvende Hest
Rejsende på Silkevejen og diplomater fra kongerigerne mod vest bidrog også til rygterne og talte om enorme heste, der svedte blod, og som skulle findes i den vestlige ende af verden, som kineserne anså egnen omkring Samarkand i Ferganabækkenet for at være. Hestene kaldtes Drageheste eller Himmelske Heste. Kineserne ville gerne anse dem for udødelige, og var der noget, kejserens stræbte efter, var det udødelighed.

Kort efter at Kina var samlet til et rige, og den første mur var bygget og alligevel blev overskredet af nomadefolkene mod vest og nord, sendte en kejser en mægtig hær ud for at tale nomaderne til fornuft. Det første felttog 104 f. Kr. var ikke ordentligt forberedt, så soldaterne omkom i ørkenen, men det næste felttog af bedre uddannede og mere disciplinerede tropper, 60 000 i alt fik ikke mindre end 100 000 stykker kvæg med i madpakken. Til at slæbe vand med videre havde man 30 000 små kinesiske heste og andre tusinder af æsler og kameler. Da hæren nåede frem til Fergana, var nomaderne selvfølgelig væk, men det lykkedes kineserne at hjemmeføre en stamme af De himmelske Heste samt deres yndlingsfoder, luzerne og druekerner. De to felttog havde da varet fire år. Efter yderligere tid til avl, kunne kineserne møde nomaderne på lige fod på store heste.

Kejseren, der samlede Kina og byggede muren, var Qin Shi Huang, 247 – 210 f. Kr. Kejseren, der erobrede hestene var Wu Di, 160 – 87, kejser 141 – 87 f. Kr. Hans navn og hans årstal er der nogen uenighed om på nettet. Nomaderne kaldte kineserne Xiongnu, og vi kalder dem formentlig hunnerne. Midt i 400-tallet huserede de stadig og nu i Europa. Først i 451 kunne de germanske stammer i Centraleuropa enes så meget, at de kunne tage sig sammen og slå hunnerne på De katalauniske Marker i Frankrig og sende dem tilbage til Centralasien.

Hunnerne har ikke selv skrevet deres historie, så man ved ikke noget om dem. Kun kineserne skrev om dem, men kun om deres relationer. I skrivende stund var der vild uenighed på nettet, om hunnerne var et mongolsk eller et tyrkisk folkeslag. I dag bebos deres områder af tyrkiske folkeslag, og stedet, hvor kineserne hentede hestene, er formentlig det, vi i dag geologisk kalder Ferganabækkenet, som siden Stalin har været delt mellem Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan. De nyeste genforskninger peger på, at hunnerne var mongolske folkeslag, mens der på nettet får år tilbage var flertal for tyrkiske folkeslag. En kinesisk film, jeg havde lejlighed til at se i 2024, var ikke i tvivl: Hunnerne var mongoler! Derfor kunne kineserne jo godt have været i Ferganabækkenet for at hente Himmelhestene, for hunnerne var jo erobrere. Efter at Eske Willerslev med flere har forsket gener, viser det sig måske, at begge parter havde ret. Hunnerne var af mongolsk afstamning, men de havde undervejs på deres togter overtaget tyrkisk sprog.

JUAYUGUAN
Denne ubetydelige by ligger i vestenden af Gansukorridoren, hvor Den kinesiske Mur ender og murens vestligste port, Jadeporten, lå. Navnet betyder Den gode dals Pas. Der var 2010 mere end 230 000 indbyggere. Byen har minedrift og cementindustri. Vi boede i byen, men så den ikke. Der var kun afsat tid til et besøg ved murens ende og Jadeporten. Herfra kunne vi se byen gennem smoggen, og så var det, jeg først hørte den umiskendelige lyd af et stort damplokomotiv på et par kilometers afstand. Lidt efter så jeg røgen. Senere har jeg fundet ud af, at damplokomotiverne er knyttet til en sidebane, der fører op i bjergene fra byen til en mine, der, da den er adgangsforment for turister, sikkert er en uranmine. Nogle jernbaneentusiaster kom ved et uheld med toget, men blev sendt retur med fuld musik. Forinden havde de dog fået deres foto af lokomotiverne.

Rigets vestgrænse
Jadeporten, der egentlig er et fort med tre forskudte porte, stammer fra omkring vor tidsregnings begyndelse, men som det står nu, er det restaureret som det stod, da mingerne moderniserede det omkring 1372.

I Gansukorridoren havde kineserne fire præfektorater, Wuwei, Ganzhou i dag Zhangye, Jianyuguan og Dunhuang. Efterhånden udstraktes muren helt til Jianyuguan, hvor Jadeporten, den vestligste port ligger. Her var Gansukorridoren ganske smal og spærret af en mur fra bjergkæde til bjergkæde. Muren herude var sine steder af stampet ler med halm imellem, og den er nu slemt medtaget af vind og vejr. Gansukorridoren kaldes ikke sjældent Hexikorridoren. I Ganzhou har Marco Polo oplyst, at han også overnattede på sin tur til Kina i slutningen af 1200-tallet.

Fra Jadeporten i Jianyuguan og videre frem mod Dunhuang var der opført vagttårne med regelmæssige mellemrum, og til sidst var der Dunhuang omgivet af en mur i hvert fald ud mod ørkenen, hvor fjenden kunne komme fra. To beskedne fæstninger lå endnu længere ude, en på hver gren af Silkevejen på strategiske punkter, men der var herfra adskillige mil til Dunhuang.

Med ordvalget vagttårne så jeg bemandede tårne med skydeskår, som romerne rejste lang Limes, men vagttårnene her lang Silkevejen var af en helt anden type. I følge andre udsagn lå der ved et vagttårn en lille styrke, der kiggede ud over ørkenen, og så de en hærstyrke nærme sig, tændte de et bål på toppen af tårnet og varslede på den måde ufredstider. De næste vagttårne varslede så med bål og brand videre til garnisonerne i Dunhuang og Jianyuguan. Tårnene var således også et led i en art optisk telegraf.

Jeg så i ørkenen en murrest, og da jeg gjorde mine til at fotografere, fortalte den kinesiske professor mig, at der aldrig var gravet i murresterne her, så strengt taget vidste man ikke, hvad det var. Efter et forsøg på et nøjere studium måtte jeg erkende, at murresten lige så godt kunne være skiftende lag af stampet ler med halm imellem som en naturlig aflejring lagdelt af årstidsbetinget varv.

DUNHUANG
I Dunhuang delte Silkevejen sig i to spor, et langs nordsiden af Taklamakanørkenen og et spor langs sydsiden af ørkenen.

Byen er en oaseby og blev tidligere anset for så afsides, at den sammen med Golmut på Tibetbanen blev brugt til at anbringe intellektuelle under kulturrevolutionen. Vi mødte således en professor i italiensk historie, der var blevet anbragt herude, og nu efter en menneskealder var faldet til og forblevet. Han ville dog gerne lufte sit engelsk, når han så turister.

Byen har små 200 000 indbyggere, og navnet hentyder til de store, såkaldt syngende klitter i omegnen. Betydningen af navnet er noget i retningen af blæsende fyr eller vejviser.

Vi var kommet kørende med bus fra Jiayuguan og fortsatte et par dage efter med nattog fra stationen til Turfan længere ude i ørkenen.

De syngende Bjerge
Byens omegn indeholder nogle særdeles høje klitter i ørkenen kaldet De syngende Bjerge. Når sandet fyger, og sandskornene endnu er skarpkantede, giver de lyd fra sig. Herude ligger også Månesøen.

Huleklostret ved Dunhuang
Nær byen ligger også et gammelt buddhistisk kloster udhugget i kalkstensklipperne. De første huler blev udhugget omkring 366, men navnlig under mongolerne, Yuandynastiet 1278 – 1368, voksede klostret med mange nye huler, der blev udsmykket malerier, som vi naturligvis ikke måtte fotografere. Når kineserne sagde, at billederne ikke tålte lys eller blitz, troede jeg dem undtagelsesvis. I øvrigt var mange af farverne klare, som var de malet i går. Kun enkelte nuancer havde skiftet til sort i tidens løb. Vor guide var professor i historie og var med på et afbud, og det var tydeligt, at det ikke passede ham at skulle rende rundt med os, men han gav os ikke desto mindre en uforglemmelig oplevelse. Han gad nemlig ikke turisterne og køerne, og da han havde nøgle til alle hulerne, viste han os i stedet nogle af de ikke tilgængelige huler. Siden tøende han op, da han opdagede, at vor guide var hjemme i nogle af hulemalerierne og fortalte os ud fra disse i detaljer om, hvad de forestillede. Buddhismen er lige så på rig på fortællinger om gode og onde, som kristendommen er på lignelser. Endvidere greb han ind, når kiosken ville snyde os ved til den officielle pris at lægge et klækkelig beløb oveni til fordeling mellem de ansatte. Han sparede mig ved et bogkøb for et større beløb!

TURFAN
Midt i Taklamakanørkenen, på det nordlige spor, hvor ruten nord om Tian Shan bjergene går fra, ligger den navnkundigste Silkevejsby. Måske skal den dele æren med Dunhuang og Kashgar, hvad silkevejsstederne på den østlige del af Silkevejen angår? Byen havde 2015 godt 630 000 indbyggere og ligger i uighurernes land, og de kalder byen Tulopan. Bysamfundet er udstrakt med flere bebyggelser beliggende i en gravsænkning, der på det dybeste sted når 154 meter under havoverfladen. Her lå oprindeligt en saltsø kaldet måneskinssøen. Også mens Silkevejen blomstrede, var der flere bysamfund her på skift, blandt andet Gaochang og Jiaohe.

Byen ligger i en oase, hvor vandet fra Tianshanbjergenes sne og gletschere på grund lavningen samler sig som grundvand. Dette sidste har indbyggerne fra gammel tid hjulpet på vej ved at grave brønde. Ikke bare lodrette, men i niveau med de vandførende lag at grave vandret frem mod Tianshanbjergene. Ofte er disse brønde mere end hundrede kilometer lange og kaldes Karezer.

Vil en erobrer sådan en oase til livs, finder han karezerne og ødelægger dem. Det har navnlig mongolerne været flinke til.

Fælles for både Dunhuang og Turfan er, at deres jernbanestation ligger mere end 30 kilometer fra byen. Dunhuangs station hedder Lianyuan, mens Turfans trods afstanden hedder Turfan. Fra Turfan Station udgår banen mod Kashgar, der længe kun havde nået Korla, idet bjergene i den østlige del af Taklamakan geologisk voldte besvær. Først 1999 nåede banen Kashgar, efter at der havde været bygget på den siden 1949. I dag er den nået videre ad den sydlige rute gennem Taklamakan til Yarkand. Der er yderligere planer om videreføring af banen i snart sagt alle retninger. Også mod nabolandene.

Byen er i Kina kendt for de fire ekstremer. Det er Kinas
1) tørreste,
2) dybeste,
3) varmeste og
4) sødeste sted.
Regnmængden er i snit pr. år 3 mm. Oasen når 154 meter under havoverfladen, hvor kun Det døde Hav ligger dybere. Temperaturen når 47 grader, idet mikroklimaer kan nå 75 grader. Oasens meloner når 28 % sukker. I nabobyen Hami anså de dog deres meloner for bedre, og minsandten om jeg ikke i Turfan måtte tage til takke med netop meloner fra Hami!

Mens Danmark er på 44 000 km², opgives i bøger Turfanoasen til 22 000 km², men den ene guide nævnede 44 000 km² og den anden fire år senere opgav 60 000 km². Jeg må medgive, at der overalt i ørkenen plantedes træer, så oasen vokser sikkert i areal.

Gravsænkningen, hvor Turfan ligger, har en nordlig begrænsning, Flammebjergene navngivet sådan, fordi en række regnkløfter i bjergsiden ligner flammer, når solen ved morgen og aften skinner på bjergenes metalholdige mineralindhold og farver bjergene rødlige.

Ruinbyerne
Turfansænkningen byder på to ruinbyer, Jiaohe og Gaochang. Endvidere ligger der en gravplads med mumier, der i dag er flyttet til museet, men i 1995 endnu lå i gravene. I flammebjergene ligger klosterruinen Bezikelik.

Gaochang
Byen er grundlagt af kejser Wudi af handynastiet år 100 f. Kr. Den hed da Khocho eller Karochotka. Efter handynastiets fald erobrede uighurerne byen. I 460 blev den selvstændig, men i 640 erobrede tangkejseren Taizong byen. Byen målte 2 x 2 km² inden for murene,  Den havde, da 30 000 indbyggere og 30 klostre. Byen erobredes af mongolerne omkring 1300, efter at de først havde ødelagt vandforsyningen.

Munken Xuan Zang, der var omtalt under Xian, boede en tid i Gaochang. Jeg har været i ruinerne af det klosterbibliotek, hvor han også havde været og studere buddhisme, men jeg har aldrig mødt nogle af de dæmoner, der forfulgte ham på hans rejse, skønt jeg også har rørt ved De flammende Bjerge. Mens Xuan Zang rejste hjem fra Indien via Ceylon eller med nutidigt navn Sri Lanca med skib via Java, var der andre munke på Silkevejen før ham, der tog turen frem og tilbage over Snebjergene, som de blot kaldte Himalaya og omegn, men ud fra deres beskrivelser kan deres omtrentlige ruter fastslås i dag.

Xuan Zangs rejse har han selv berettet om, men bogen om rejsen er først skrevet langt senere under Mingdynastiet af forfatteren Wu Chen. Han kaldte bogen, Rejsen mod Vest. I Turfan var der som alle andre steder, hvor Xuan Zang kom frem, dæmoner, og netop her var problemet abekongen.

Jiaohe
Jiaohe Gucheng, Den gamle by ved de to Floder lå på en “ø,” der var efterladt af en flod, der havde skåret sig ned i sand- og kalkstens overfladen. Området måler 1650 x 300 m². Byen var grundlagt for mere end 2000 år siden og ødelagt af mongolerne 1250. FN havde kort før mit besøg 1995 bekostet tålelige adgangsforhold og skilte for kineserne.

Huleklostret Bezikelik
I en dal i Flammebjergene ligger huleklostret Bezikelik kaldet De tusinde Buddhaer huler, fordi udsmykningen består af bittesmå malede buddhafigurer. De fleste af områdets huleklostre kaldtes De tusind buddhaers Huler, undtaget det i Dunhuang, der kaldtes De titusind buddhaers Huler. Omkring 70 grotter lå i flere etager over hinanden i en sidedal med den højestbeliggende 80 meter over floden. Kun 12 grotter med forbygninger var tilgængelige.

Klostret er påbegyndt 470 og opgivet igen, da befolkningen blev muslimer i 1200-tallet. De sidste munke blev dræbt, idet de er begravet uden hoved. De tusind små buddhaer fik øjnene kradset ud. Hvad der endnu måtte have været i behold af kunstværker, fjernede de opdagelsesrejsende så omkring 1900. Jeg så selv blandt andet i Bezikelik de store huller i væggene, hvor hele malerier var hugget ud af væggen i et stykke og sendt hjem til Europa. Svenskeren Sven Hedin sendte til Berlin, og ungareren Aurel Stein arbejdede for briterne, og russerne arbejdede for sig selv. Senere så jeg i St. Petersburg på Eremitagen, hvad der havde siddet i hullerne. Russerne havde også en del af Hedins tyvekoster, som de stjal i Tyskland lige efter Anden Verdenskrig, men som noget nyt, havde russerne som findested skrevet, “oprindeligt Berlin.”

Som så mange af den slags historiske minder, er det svært at sige, hvad der var sket med dem, hvis ikke de var blevet “reddet.” I alle tilfælde havde andre trosretninger kradset øjnene ud på samtlige Buddhaer! Nutidens billedstormere er kendte for at rydde op i tidligere religioner med dynamit, som de gjorde i Bamiyan i Afghanistan.

Astana Mumiegravene
Gaochangs gravplads lå tæt på byen. I det tørre klima var de døde mumificeret. Tre fornemme grave var udgravet. De underjordiske gravpladser var smykket med fresker, og såvel lig som gravgaver og ditto klæder var bevarede. Efterhånden er det meste udstillet på museet i Turfan. Det luftede fælt af formalin eller lignende, og de engelske og tyske tekster var i flere tilfælde snarere undersættelser end oversættelser. 1999.

Flammebjergene
Yalekun på uygur, The flaming Mountain på engelsk og på kinesisk Huoshan. Bjergkæden er ti kilometer bred og op til 851 meter høj, men når vi ser den, er vi 50 meter under havoverfladen, og de 851 meter er højden over havoverfladen.

Bjergene ligger ret umotiveret i den nordlige del af Turfansænkningen. Jeg er lidt usikker på deres opståen. Smeltevandet fra Tien Shan gennembrød bjergkæden, så floderne og Tien Shan må være ældre en Flammebjergene. Bjergene består af sandsten og røde lersten fra både Jura og Kridt. Som Afrika har presset på Europa flere gange gennem tiderne, har Den indiske og den australske Plade også her flere gange presset på Asien. Så længe der var et hav imellem fastlandene, gled havbunden, der er tungere end landjorden, blot ned under denne, men når kontinenter mødtes, opstod foldebjerge. I nogen afstand fra mødet kunne presset udløse forskydninger i jordskorpen. Hvis forskydningen skete efter skrå brudlinjer kunne nogle områder skubbes op som nu Flammebjergene og andre områder skubbes ned som Turfansænkningen. På den måde absorberede området også det øgede fra  pres fra kontinenternes bevægelser. Altså ville jeg foreslå kæden som brudbjerge i lighed med Harzen. Kineserne foreslår en alder på 200 millioner år for Flammebjergene.

Vindruedalen
Mens vandføringen i gennembrudsdalen gennem Flammebjergene, hvor huleklostret Bezikelik ligger, forekom temmelig lille, var vandføringen i Vindruedalen betydeligt større. Her var både lægivende bjerge, rigelig med sol og dermed høj temperatur, ideelt til grøntsager, frugttræer og vindruer. Gårdene i dalen var store og bedre bygget end andre steder i Kina. Bønderne her betegnedes som “rige.” Det fortaltes, at kejseren daglig fik friske forsyninger af vindruer fra dalen! I dag var der to  til tre døgn med tog til Beijing, og i mingtiden var det vel virkelig en præstation at skaffe frisk frugt frem fra Turfan til Xian eller Beijing med kamelkaravane.

Karezer
Kina endte i lange perioder i Lanzhou, men Silkevejen fortsatte herfra videre mod vest gennem Gansukorridoren, et stykke med oasebyer vandet af floder fra omgivende bjerge, der havde højde nok til tiltrække sig regn. Korridoren, der egentlig lå i Gobiørkenen, endte i Dunhuang, hvor Gobi- og Taklamakanørknerne mødes, og nu skulle den rejsende have vand med. Der var dog oaser for hver 60 kilometer anlagt langs nordsiden og sydsiden af de omgivende bjerge rundt om Tarimbækkenet, der var en stor gravsænkning. 60 km var, hvad en lastet kamel kunne klare på en dag. Var der ikke en naturlig oase, havde man anlagt en ved fra bjergene ved at bygge karezer. Det er mange kilometer lange vandrette brønde, der fører grundvandet fra bjergene frem til oasen. Man kan se dem i ørkenen, idet der er rensebrønde regelmæssigt, hvor de folk, der gravede brøndene, kastede den udgravede jord op. Også frisk luft fik de her. Karezerne ses derfor i ørkenen som lange rækker af regelmæssige “muldvarpeskud.”

Regn i ørknen
Store oplevelser kan i virkeligheden godt være ganske små. De behøver ikke at have kostet en formue for at være store oplevelser. Størrelsen afhænger sikkert også af den måde, modtageren opfatter tingene på? Nogle af mine store øjeblikke var nu i øvrigt ikke billige, men det er en helt anden historie.

Jeg befandt mig i Turfan sammen med en indfødt, for hvem de ti dråber, jeg observerede, var regn og gjorde et uudslettelig indtryk.

Allerede tidligt om morgenen ved starten af dagens program lagde vi godt mærke til, at der var meget sorte skyer over og på Tien Shan, Himlens Bjerge og navnlig omkring det højeste punkt, Bogda Feng, 5445 meter. Selv om bjergene var næsten 100 kilometer fra os, var de meget tydelige. Brydninger af lyset kombineret med klar luft må have forårsaget, at bjergene så til at ligge lige uden for byen og desuden syne højere, end de var.

Vel tilbage ved middagstid efter en formiddagsudflugt kiggede jeg igen op. De sorte skyer var der stadig. De var blevet flere, sortere og større, og de var på vej hen over hovedet på os. Pludselig hørte vi ligesom cikader i luften, og lyden blev kraftigere og kraftigere. Jeg så, at pigerne på hotellet pludselig fik travlt med at hente sengetøj ind, der havde ligget på en hæk i solen. Et øjeblik efter fik jeg en meget stor, tung dråbe i hovedet. I løbet af de næste minutter kom der yderligere omkring ti dråber i mit hoved, og på jorden faldt tre dråber inden for mit synsfelt. Man sagde, at det her var så varmt, at man på asfalten kunne spejle æg. Dråberne, der faldt på jorden, sydede da også, som dråber på en varm stegepande, og på mindre end et sekund var jorden tør igen. Ved siden af mig stod den kinesiske guide, der åbenbart var barnefødt her, hvor normen var et årsgennemsnit på 3 mm regn. Opgivelsen må åbenbart have været ren statistik, for kineseren udbrød med forundring, ærefrygt og store vidt opspilede øjne: “ Regn, regn, regn; det har jeg aldrig oplevet før!” Hendes udsagn gjorde også et dybt indtryk på mig. Jeg tænkte på at invitere hende til en typisk dansk sommer i industriferien, men gjorde det ikke.

De sorte skyer blev liggende resten af dagen, men de skyggede desværre ikke. Om natten opdagede jeg, at hele hotellet knagede, og vinduerne klaprede. Næste morgen havde pigerne på hotellet travlt med at feje sand sammen på gulvet i hallen. Dagens tur til Vindruedalen var ikke så smuk, som forventet, da vi kun kunne se en halv snes meter frem. Himlens Bjerge var væk, nu ikke mere i skyer, men i støv. Også senere i Kashgar generede støvet os, og også i Pamirbjergene vest for Kashgar generede støvet stadig, så vi ikke rigtigt så Pamir, hvis højeste top, Pik Pobedy, Sejrstoppen (på russisk) når 7439 meter. Vi passerede ellers Kinas tredje og anden højeste bjerg, Mustag Ata, tyrkisk Isbjergenes fader, 7509 meter og Kongur Tagh 7649 meter. Først hinsides Himalayakæden nede i Pakistan blev luften ren igen og tillod det store udsyn.

For mig, der havde set området her i højt, flot solskin tidligere, var støvstormen en ny oplevelse, men jeg beklager de, der var med her for første gang og ikke så de høje, smukke bjerge.

Jeg husker synet af de sorte skyer over Bogda Feng og de forvirrede piger, der pludselig skulle redde sengetøjet, men jeg tog åbenbart ingen billeder.

JERNPORTEN ELLER DE HVIDE POPLERS DAL
Ingen af navnene er sikkert korrekte, men dels har jeg hørt navnene, dels har jeg læst dem.

I Turfan bøjede det aller nordligste spor fra. I Tien Shan var der en gennembrudsdal hvor smeltevandet fra gletscherne løb ud i Taklamakanørkenen. Ved bjergfoden lå oaserne og nød godt af vandet. Floder, der formår at gennemkrydse en bjergkæde, er ældre end bjergkæden, og foldningen og hævningen er foregået så langsomt, at floden har kunnet følge med i sin erosion.

Navnet Jernporten skulle henvise til klipperne, der her var jernholdige og stedvis synede rustne. Poplen var det almindeligste træ i Centalasien. Bladene kan syne hvide, når vinden vender dem, så man ser undersiden.

ÜRÜMQI
Navnet lyder temmelig tyrkisk, men byen ligger også i Uighurernes område. Den havde ved mit besøg 1 million indbyggere med indvandrede kinesere i flertal. Hvad der havde måttet været fra Silkevejens allernordligste gren, var for længst gået til i betonslum. Mine tre besøg har alle været korte, og jeg har da også kun besøgt Den røde og den sorte drages Pas i byens vestende, hvor bjerge klemmer om byen. Her var nogle kinesiske templer i en park sammen med et udsigtstårn.

Navnet skulle betyde Den smukke Eng, men kineserne også har et navn til byen. De uciviliserede folks By! I dag skulle der være 3½ million indbyggere.

Jeg fik vist ved mine tre besøg de to gange en intetsigende bustur i byen, hvor jeg kun husker et besøg i en park med kinesiske tempelkopier. Vi var oppe i et kinesisk tårn. Og da selskabet var færdigt med at nyde udsigten, ville de ned samme vej, som de var kommet op. Et skilt på kinesisk viste dog, at nedgangen var en anden trappe. Det gjorde jeg lige opmærksom på, men selskabet mente, at jeg var alt for klog og ikke skulle bestemme noget her. Lidt efter kom de bakkende op ad den stigelignende trappe, fordi en halv million kinesere i deres gode ret var på vej op. Jeg havde svært ved at holde masken, og det havde mine rejsefæller også.

Ved det sidste besøg kom vi i bus fra Turfan fra 44 graders varme. Vi havde hørt, at der i Ürümqi var frost, så jeg greb blandt andet min py og smed den i min dagstursrygsæk. Mine rejsefæller sad på et hotel, hvor vil skulle afvente flyet og spise. Der var et par timer, så vi havde tid til at se byen på egen hånd, men ak, selskabet sad i korte ærmer og nogle i korte bukser. På toilettet skiftede jeg og tog min py inden under tøjet og gik ud i de to timer, mens resten af selskabet blev på hotellet, hvor de faktisk stadig frøs, sagde de. Guiden havde advaret os, så de var selv ude om det.

NOGET OM GUIDER
Efter landingen i Ürümqi i 1995 hentede en bus os med en ny indfødt guide og en nationalguide. Hvis man vil rejse i en totalitær stat, må man finde sig i besværlige, dyre og tidskrævende procedurer for at opnå visum. Dertil kan både indrejse og udrejse være omstændelige. I hvert fald i 1995 skulle man for at få adgang til Kina også acceptere og betale en nationalguide foruden skiftende lokalguider. Jeg kan ikke se andet, end at nationalguiden skulle kontrollere, at vi ikke så noget, vil ikke måtte se. Jeg fik godt nok en anden forklaring, men lad nu den ligge.

Guiderne gik naturligvis bagefter i et med tapetet. Der var så mange andre indtryk, der overdøvede.

Alligevel husker jeg hende, vi kaldte lynkineseren, fordi hun havde kort lunte. Måske husker jeg hende mest, fordi jeg tog nogle billeder af hende, når hun var mest firkantet og absolut intet kunne lade sig gøre. Hun var der aldrig, når bussen kørte, og vi kunne ikke ringe hende op og sige, at nu ville vi gerne køre, for hun knevrede altid i sin debil. Jeg husker også professoren, der var sur over pludselig at blive revet ud fra sin forskning og sendt på en guideopgave med nogle håbløse turister på grund af den oprindelige udkommanderede guides sygdom. Han var heller ikke gearet til den opgave, for han skred ikke ind, da nogle af turisterne kom til at videoe et sted, hvor man ikke måtte. Jeg så, at politiet inddrog han identitetskort, og han så ikke spor glad ud. Han gennemførte dog sin opgave, og da han havde nøgle til nogle ellers ikke tilgængelige udstillinger, så vi disse. Så slap han også hurtigere af med os, fordi vi ikke skulle stå i kø sammen med alle de andre turister. Vi var på besøg i nogle huletempler, hvor tusinde år gamle malerier ikke tålte lyset og vores ånde, så derfor var kun en brøkdel af hulerne åbne i korte perioder på skift, for at sprede skaderne ved turistbesøgene. Han sparede mig også for 20 % overpris på en bog, hvor han blandede sig i prissættelsen.

Jeg møder Feng
Tilbage til den guide, der gjorde det største indtryk. Jeg har faktisk glemt, hvad hun hed, men lad os nu bare kalde hende Feng, for det var det, jeg tror, hun sagde. Og det er det, der giver historien mening.

Jeg havde været i den vestligste del af Taklamakanørkenen i oasebyen Kashgar, og vi var nu fløjet hen til den centrale del af samme ørken til byen med et tyrkiskklingende navn Ürümqi på nordsiden af bjergkæden Tien Shan. En tyrkisk folkestamme, boede her, indtil de efter 1949 blev rendt over ende af hankinesisk indvandring. De bor her stadig, men er nu et mindretal i deres eget land.

I bussen ind til byen præsenterede den nye lokalguide sig, foruden hun gav os de oplysninger, som guider altid giver fra sig over for turister, men fortalte også, at hun, da hun blev indskrevet til amerikansk på universitetet, fik et amerikansk navn. Endvidere bad hun os om at bære over med hendes amerikanske, for hun havde kun lært sproget på universitetet af lærere, der heller aldrig havde været uden for Kinas grænser. Hun ville gerne blive bedre ved at øve sig og tale med os.

Hun sagde nogenlunde: “Hej. Jeg hedder Feng. Mit amerikanske navn, som I gerne må bruge, er Wendy.” Og så gentog hun, mens hun lo lidt: “Wendy – ikke Windy!” Jeg forstod da godt ligheden mellem bogstaverne, men så sjovt syntes jeg heller ikke, det var. Der var heller ikke andre i bussen, der lo.

Skønne spildte kræfter
Kære Feng. Du må undskylde, men der gik altså 4½ år, før jeg lo. Jeg skulle jo først forstå din vits, og det tog altså sin tid. Jeg tror ikke, uden at vide det, at nogen andre i selskabet har forstået den endnu. De har nok lykkelig glemt situationen. Tiøren faldt i enører, eller måske ved det i renminbi, folkets penge, og i så fald faldt maoen, ti-øren i fen, enører.

Sidespring om kinesisk mønt
Vi så nu til daglig aldrig tiører eller enører, for de fleste turistbutikker var smarte nok til at gange prisen med 100, og det kunne vi ikke se, for vi kunne ikke kinesisk, bortset fra på banegårde og i Den forbudte By, hvor der var to prislister. En for indfødte og en for turister. Kun en gang var jeg ude for en ærlig kineser. Jeg betalte, hvad der stod på skiltet, men så måtte den stakkels handlende tømme sin pengekasse for småsedler for at give mig tilbage. Populært sagt var entreen til en park 5 øre. Jeg var vant til og havde kun 5 kr, og så skulle jeg have 4,95 kr retur. Det fik jeg, men med et opgivende skuldertræk.

Sidespring om kinesisk sprog
Inden jeg røber pointen i Fengs vits, bliver jeg nødt til at udbrede mig om kinesisk. Du ved sikkert, at kinesisk består af enstavelsesord. En selvlyd og en medlyd kan ikke kombineres på så forfærdelig mange måder, og selv om man tager to selvlyde til hjælp, kommer man i praksis kun op på 420 forskellige ord, så kineserne er nødt til dels af give ord, vi ville stave ens vidt forskellig udtale dels at opbygge deres ord af andre ord og sætte dem sammen. Vi kan også lidt af det på dansk. Anden er en fugl, mens anden uden stød er et ordenstal. Kineserne har forskellig tonehøjde i deres udtale: en høj tone, en stigende tone, en faldende tone, en lav tone samt endnu et par kombinationer af tonelejet. Hvor kineserne i Beijing har fire forskellige tonehøjder, har kineserne i Sydkina otte.

Sidespring om kinesisk grammatik

Hvert ord har et tegn på kinesisk. Måske har du lagt mærke til, at der i Den kinesiske Folkerepublik indgår et tegn, der består af en firkant med en streg igennem. Tegnet betyder midt, idet kineserne kalder deres land for Riget i Midten. Der står kun midt, for ordene i det kinesiske skriftsprog er ubøjelige. Bøjningsformerne vises på anden måde, men kun i udtalen. Tegnet midt finder du også i Den forbudte By. På skiltet på templet for Den mellemste Harmoni indgår tegnet midt også, men her udtalt mellemste. Længere sydpå i Den forbudte By finder du Meridianporten også undertiden kaldet Middagsporten. Den ligger et par porte nord for Den himmelske freds Port, der ligger ud mod Den himmelske freds Plads og bærer et portræt af Mao. Men tilbage til Meridianporten. Også i Meridianporten indgår firkanten med en streg igennem for midt, middag, meridian.

Et ord har op til fire betydninger
Mao er et drengenavn, foruden at det også betyder hat og kat. At det også er navnet på en tiøre, er ikke officielt, men slang. Feng er et pigenavn, foruden det betyder bjergtop eller tinde. Den kinesiske enøre hedder noget, der ligner, nemlig fen. Feng har endnu en betydning, som er helt central i denne historie, men det varer lidt endnu, inden jeg bliver så klog. Det var to ord med ikke mindre end fire vidt forskellige betydninger, men nu må vi hellere holde. Der findes ord med ti forskellige betydninger.

Det er kun udtalen på kinesisk, der er ens. Tegnene er forskellige. Feng stavede ikke sit navn med bagbenene af et firben, som man ser på tegnet for tinde på et kinesisk landkort.

Sidespring om de kinesiske tegn
Skriftsprogets tegn er bygget op af rette og krumme streger. Malet af en kunstner kan tegnene se rigtig smukke ud, idet man så kalder det kalligrafi. En vandret streg er et ettal. To vandrette streger er et total, og tre vandrette streger er et tretal. Ved at sætte en lodret streg igennem de tre vandrette streger og sætte en lille tilde på forneden og ramme hele tegnet ind i firkant får vi følgende udbygning, nemlig tegnene for kejser, jade og land.

Jeg har filosoferet over, hvordan en kineser ordnede ordene i alfabetisk orden og fået at vide, at det skete efter antallet af vandrette streger og derefter lodrette streger! Jeg har endvidere konstateret, at en kineser kun kan læse et tegn, hvis han kender det i forvejen. Feng havde i øvrigt skrevet mit navn på kinesisk, og det kunne mr. Xy læse, men de fleste andres navne måtte han give op overfor. Nu er Hansen jo også tilgængelig på kinesisk. Han er betegnelsen for den største folkegruppe i Kina og for et kejserdynasti. Sen eller måske Zen er betegnelsen på en art buddhisme med meditation. Hvordan Feng så fik mit fornavn fordelt med to tegn, fik jeg aldrig spurgt om. Ben-t eller Be-nt eller B-ent??? Men mr. Xy, som vi kaldte ham, kunne læse det.

Jeg kan ikke kinesisk, og slet ikke tale eller forstå det, men jeg fik lært mig et halvt hundrede tegn, som jeg havde nytte af i hverdagen: toilet, mand, kvinde, udgang, indgang. Men også verdenshjørnerne og tegnede for disse er nyttige, for de indgår i gadenavnene, så jeg ved i hvilken ende af en by, jeg er, når jeg er faret vild. Folkets gade nord, Folkets gade syd, Revolutionens gade nord osv.

Jeg bliver klogere på kinesisk
Jeg havde lagt mærke til, at de fleste kinesiske lastbiler var i samme lyseblå farve, og de var af samme model. Der stod undertiden Dong Feng på dem. Jeg undrede mig godt nok over, at fabrikken Dong Feng virkelig var stor. Det er i øvrigt ikke længe siden, at min avis meddelte, at en europæisk fabrik havde købt en del af aktierne i den kinesiske lastbilfabrik Dong Feng! Jeg har svært ved at tro, at en af fabrikkerne, der fremstillede typen Dong Feng, selv skulle hedde Dong Feng, selv om det naturligvis er muligt?

En forståelse er nær
Jeg kom ikke på andre tanker, før jeg opdagede en lokomotivtype, der også hed Dong Feng, hvilket stod på kinesisk eller til nøds som bogstaverne DF. Så blev det klart, at Dong Feng ikke var fabrikkens navn, men navnet på lokomotivtypen. Både Det tredje Riges Rigsbaner og De kongelige preussiske Statsbaner og andre topstyrede stater har benyttet dette system, og det har DSB såmænd også i salig Busses dage. DSBs maskintjeneste konstruerede lokomotivtyper, som de så fik bygget på flere forskellige fabrikker i flere forskellige lande. Dong Feng betyder simpelt hen østenvind. (Dong = øst og Feng vind.)

Billeder af lokomotivtyperne ses i indlægget Kina. Jernbaner. Søg for eksempel på DF og DHF.

Og så er den der!
Feng betød altså også vind. “Jeg hedder Feng, men kald mig bare Wendy – ikke Windy,” havde hun sagt. Jeg må virkelig erkende, at jeg har været langsomt opfattende. 4½ år tog det at forstå Fengs ordspil – selv om jeg virkelig har arbejdet hårdt for at forstå det. Jeg husker det endnu. Jeg lå en aften i min seng og læste, da tiøren var færdig med at falde, og jeg forstod og grinede! Windy betyder blæsende på amerikansk.

KASHGAR
Mine to besøg i byen er forgået dels med bus dels med fly. Byen ligger helt i vestenden af Taklamanørkenen, hvor der endnu er vand i de floder, der kommer ned fra Asiens store bjergkæder, Tian Shan, Pamir, Hinduskush, Kunlum Shan og Karakoram. Byen er en gammel oaseby, der er kendt for Centalasiens største marked, Søndagsmarkedet. For forvente vesterlændinge er der intet at købe, og billige kinesiske varer kan man få i de fleste danske butikker, men for eksempel pakistanske handelsmænd handler i vid udstrækning her. Desuden har byen nogle fyrstegrave af ældre data, som nok er værd at se på.

Byen har ½ million indbyggere og fik jernbane 1999. Før den tid tog det fire dage med bus og tog til Beijing. Byen har flere navne også på kinesisk, og den har været sæde for flere mindre kongeriger.

Navnet skulle være ughurernes navn, hvor kineserne forkorter navnet til Kashi og i ældre tid kalde de den for Shule. Allerede de græske geografer nævnede byen for mere en to tusinde år siden.

På egen hånd har jeg besøgt den gamle lerklinede bymur og en skole, hvor jeg også talte med personalet, men ingen af os aner formentlig, hvad den anden sagde. I en boghandel fandt jeg H. C. Andersens eventyr på uighur samt Nils Holgersons rejse også på det lokale sprog.

Hjemmefra havde jeg forsynet mig med fotokopier af håndtegnede skitser over byen. Et bykort var først tilgængeligt ved sidste besøg i 1999. Kort sad militæret vist på. Mine medrejsende tiggede mine kort fra mig, så jeg måtte klare mig uden. Min sidste tur gik også uden tvivl ud over kortets rand, så kortene ville alligevel ikke have hjulpet mig.

Folkeslag i regionen
I området navnlig på søndagsmarkedet mener jeg at være stødt på uighurer, kasakher, kirgisere, tadziker, mongoler foruden han- og huikinesere. De er spottet ud fra deres klædedragt, men enkelte kunne jo gå i lånte klæder? I den forbindelse prøvede jeg engang at sætte mig ind i de mange folkeslag i Saharas sydkant, og da jeg en dag troede, jeg var velbevandret, udbrød jeg glad som kommentar til et billede: ”Der går peul-mand.” (fra peul-folket, der ikke bruger det franske ord, men kalder sig Fulbe.) ”Nix,” sagde en indfødt: ”Det er en Songhai. Han skal bare ud i ørkenen, og så har han taget peul-folkets karakteristiske hat på, fordi den er praktisk i ørkenen! I området skulle også bo kalmyker, men de bor i dag i Rusland vest for Volga, som den eneste buddhistiske ”stat” i Europa. Det var nu en tidligere kinesisk kejser, der smed dem ud af deres land, så det skal Mao ikke have skyld for.

Lyttepost ved verdens ende
Byen Kashgar var sæde for et britisk konsulat omkring århundredeskiftet, hvor landet hed Østtyrkestand. Også russerne havde et konsulat her. Trods den særdeles afsides beliggenhed, lå byen faktisk midt mellem tre af verdens største magter, Rusland, Kina og Det forenede Kongerige, eller rettere deres besiddelse, Indien. Mens russerne erobrede sydpå i Centralasien, arbejdede briterne sig nordpå fra Indien mod Centralasien. Afghanistan kneb det med at erobre, så forudseende politikere fik lagt en stødpude ind mellem stormagterne, i form af Afghanistan og navnlig den lange smalle dal, Wakkandalen, også kaldet Wakkankorridoren, der stadig adskiller Pakistan og de tidligere sovjetrepublikker. Den britiske konsul i Kashgar hed i en menneskealder Mac Cartney. Konsulinden, fru Mac Cartney blev takket være sig ægteskab med konsulen i slutningen af 1800-tallet anbragt så langt afsides i verden, som man kunne komme, idet briterne ikke havde konsul på Sydpolen. Konsulatet eksisterede 1897 – 1947. Trods det, at det kostede uger med karavane, fik hun et flygel med til Kashgar. Den hurtigste måde var at rejse med tog gennem Rusland og så med karavane, når skinnerne slap op.

Alle de store opdagelsesrejsende lagde vejen ind forbi det britiske konsulat i Kashgar. Efter en afsluttet ekspedition fik de ordentligt bad for første gang i lang tid. Næste gang de kom forbi inden deres næste ekspedition, havde de så en signeret førsteudgave af deres seneste bog med som gave. Alle disse værdifulde bøger fik konsulen ikke med hjem, da hans tjeneste var ovre. De blev stående helt til kulturrevolutionen, hvor rødgardisterne i misforstået ildhu formentlig har brændt dem!

Jeg har faktisk været i resterne af konsulatet i 1995, hvor stedet endnu hed Den engelske Have. Inde i huset var der fotografier af Dronning Margrethe II og prinsen, men jeg mener ikke, at de kongelige har været der, som deres ældste søn muligvis har, men det er en lang historie om, hvordan de fotografier er havnet her, men kort og godt: En dansk rejseleder meddelte et par år før mit besøg restaurationen, der nu var indrettet her, at selskabet gerne ville have lidt ekstraforplejning, naturligvis mod ekstra betaling i anledning af Dronningens sølvbryllup. Kineserne har aldrig gået af vejen for en anledning til en fest, så de gjorde til fulde aftenen festlig og sluttede dagen af med et festfyrværkeri! Begivenheden kom Dronningen for øre, og som tak sendtes foto af Dronningen og prinsen i ramme med kongekroner over til restauranten, hvor de straks blev hængt op. I 1999 fandt jeg intet. Alt var bygget om.

Skulle du nikke genkendende til noget fra byen, kan det være fra filmen, drageløberen, der er optaget her.

Id Kah Moskeen
Lokalt kaldes den Kinas ældste og største. Jævnfør dog omtalen af moskeen i Xian. Id Kah er fra 1442, men udbygget flere gange siden. De ældste dele går dog tilbage til 996. Der er plads til 8000 under fredagsbønnen, og på forpladsen kan yderligere 32 000 under ramadanen følge fredagsbønnen. På nettet angiver flere kilder, der sikkert står hinanden nær, at kapaciteten er 10 000 inde og 20 000  i alt. Flere voldsomme politiske begivenheder har udspillet sig her også i min tid. Jordskælv har beskadiget moskeen flere gange. Restaureringer med moderne materialer gjorde mere skade end gavn, idet de nye materialer var vand- og lufttætte, så træet ikke kunne ånde , men rådnede indefra.

Abakh Hoja Mausolæet
Hankejserne og Tangkejserne regerede over byen, men i perioder, hvor kineserne stredes indbyrdes, tilkom andre fremmede erobere, således hunnerne, der var her flere gange. Desuden kom der persere, afghanere og folk fra Freganabækkenet, der i dag hedder uzbekere og kirgisere. Timur Lenk, Tamerlan eller Timur den Halte, kært barn har mange navne, selv om han snarere var Verdens største massemorder end kær, og havde erobrene endelig indbyrdens opgør, kunne man i Kashgar hævde små kongeriger. Således regerede Afaq Khoja, 1626 – 1694, men allerede 1639 – 40 byggede han en mausolæum til forgængere og efterkommere. Det rummer henved 70 begravelser fra 1600- og 1700-tallet.

Sayyid Ali Asla Khans grav
Sayyid skulle angive et slægtsskab med Muhammed. Han bragte i 1100-tallet islam til Kashgar og var den første muslim i byen. Graven er dog indrettet i 1600-tallet, og moskeen ved graven sikkert langt nyere.

Søndagsmarkedet
Midt i nullerne hørte jeg en del orientering på P1, mens jeg lavede mad til mig selv. Jeg var da lige blevet enkemand. Jeg bemærkede, at alle P1-journalister med respekt for sig selv lige skulle nævne som en sidebemærkning, at de havde været på Søndagsmarkedet i Kashgar!

For en forvænt vesterlænding er markedet nu ikke noget særligt ud over størrelsen. Ethvert marked i en fremmed verdensdel og for den sags skyld også i Sydeuropa er en oplevelse for alle sanser med deres eksotiske udbud.

Kashgars søndagsmarked var bare stort. For Centralasien var det nok noget særligt. Der kom mange folkeslag ikke bare fra det nærmeste opland, men også fra nabolandene, så jeg må erkende, at jeg også studerede folkeslag og deres nationale særpræg. Markedet var for mænd. Mange steder – navnlig hvor den dominerende religion herskede – købte mænd ind, også for deres ægtefælle(r.) Det var lidt sjovt at stå og se en mand vælge stof og knapper og lignende til fruen. Der var dog en afdeling for kvinder her, bemandet (undskyld udtrykket) af kvinder og besøgt af kvinder. Om jeg havde adgang her, ved jeg ikke. Hvis der var et forbud, så jeg ikke skiltet. Jeg følte mig dog ret alene her.

Var der en fødevareafdeling, så jeg den ikke, men det kan skyldes markedets enorme størrelse. En stor del af markedet var optaget af boder med alskens nonfood. Her solgtes ikke bare en enkelt notesblok, men også store partier beregnet til videresalg. Pakistanske indkøbere var der i stor stil. Fjernere solgtes husdyr. Et kødmarked var der på grund af varmen og mangel på kølekapasitet ikke. Kød solgtes levende og slagtedes først hjemme eller lige før salg. Fjernere var der en afdeling for træ og tømmer. Lidt uden for markedet fandt jeg skomagere og skræddere og reparationsskræddere og inde i byen kødmarkedet. Jo, vist; det var stort.

Banegården i Kashgar
Jeg havde før den første tur til Kashgar læst om Jan Myrdal. Måske kender du, hvis du er gammel nok, Alma Myrdal? Jan havde besøgt Kashgar, og jeg tror, at han havde ”købt” alt, hvad han så, kritikløst. Han berettede blandt andet, at han havde fået forevist den nye banegård i Kashgar omkring 1950.

Jeg spurgte min guide i 1995 om banegården. Han viste mig en bygning inde i byen, som han påstod var banegården, hvad det aldrig havde været. Der var i hvert fald hverken spor eller perroner, og topografien var heller ikke til anlæg af bane lige her. Over døren var der godt nok de kinesiske jernbaners logo. Jeg gik ind, for jeg ville købe en køreplan, for de solgte billetter til jernbanen mere en 1000 kilometer borte. Køreplaner havde de dog ikke. De var udsolgte, sagde de i følge guiden.

Den sidste formiddag besluttede jeg selv at finde den banegård. Jeg listede mig op i et højhus under bygning på øverste etage, hvorfra der var udsigt. Ingen spor at se. Jeg studerede topografien. Hvor kunne man i terrænet overhovedet anlægge en jernbane? Banen skulle ankomme fra nordøst. Ingen trache eller jordarbejder afslørede noget som helst.

Jeg gik så ud i områderne mod nordøst for at søge. I starten sad den ældste generation uden for husene og så på mig, men efterhånden, som jeg kom frem, var stolene tomme. Jeg troede, at de ikke brød sig om mig, men kort efter så jeg en hestevogn, hvor hesten blot travede, mens kusken lå og sov på ladet, og han vågnede ikke, selv om hesten gik tværs over en større vej uden at respektere sin vigepligt. Det gik godt. En anden sovende kusk vågnede dog, da hans øg pludselig så et palmeblad inde i vejsiden. Den prøvede at bevæge sig og vogn sidelæns, og den fik vitterligt fat i palmebladdet, som den åd. Det vækkede imidlertid kusken. At han skældte ud, behøver man ikke at kende sproget for at forstå, men hvad han sagde, forstod jeg ikke. Da øget tog det pænt, var det måske mig, der stod og grinede, der fik et fur?

Uden for lands lov og ret
Nu blev jeg imidlertid klar over, at det var siesta. Derfor var folk gået ind. Det var ikke min skyld. Herude var de imidlertid ikke vant til udlændinge. Her havde garanteret ikke været en hvid mand siden Maco Polo. Flere gange råbte folk: ”Hej, yankee!” Enkelt spurgte, om jeg var yankee (amerikaner,) og helt ærligt aner jeg ikke, om det var en fordel eller ej. Jeg svarede nu altid venligt, at jeg var fra Danmark. Selv om jeg vidste, hvad Danmark hed på kinesisk, og jeg kunne endog skrive det på kinesisk, så hjalp det ikke. Folkene her var uighurer, og deres sprog var ikke kinesisk. I Pakistan, hvor jeg kom fra, var det absolut en ulempe – i enkelte tilfælde livsfarligt – at være yankee eller turist i det hele taget i grænseegnene mod nord og øst. Og det er ikke blevet bedre med tiden.

At turister var et særsyn, erfarede jeg, når jeg kom lidt uden for alfarvej, og det gjorde jeg som regel, når der var noget at se, som ikke lige var oplistet i turistbrochurerne. I passet mellem Den sorte drages Bjerg og Den hvide drages Bjerg i Ürümqi nordøst for Kashgar var der flere han-kinesere, navnlig blandt skoleungdommen, der var ved at dø af grin over synet af mig. De tog sig til næsen og grinede højlydt til hinanden. Rendyrket racisme? Kinesere har små flade næser, og de syntes åbenbart min store næse så komisk ud. Jeg måtte lade som ingenting og ikke råbe skævøje efter dem. Der var også alt for mange kinesere. Jeg ved, der var en park med nogle templer, der var værd at se på, men jeg har ingen fotos, så jeg er nok gået ret hurtigt igen. Hvis du kommer der i dag, er der entre, så parken er nok lavet om til noget kommercielt, vil jeg tro.

Der mangler en bro
Min tur fortsatte. Jeg var inde på et par teglværker for at lede efter teglværksbaner, men også her sov man. Jeg kom dog for skade at vække nogle af arbejderne, men at forklare dem, at jeg interesserede mig for teglværksbaner, opgav jeg. Havde jeg kunnet uighur, havde opgaven alligevel været håbløs.

På et tidspunkt var det tid til at afbryde eftersøgningen efter jernbanestationen og vende hjem til hotellet, da vi skulle flyve samme eftermiddag. Allerede nu havde jeg gået så længe, at jeg ikke kunne vende om og gå tilbage og nå frem i ret tid. Jeg måtte finde en bro over Kashgarfloden, som jeg gik langs med. Floden er en biflod til Tarim og udspringer i Tien Shan og Pamir. Den endte i Lob Nor-søen, inden kineserne kom til at kunstvande floden væk længe inden søen officielt blev nedlagt.

Enkelte indfødte badede i floden. Termometret stod på over 40 grader. Da der ikke var nogen bro, og tiden strammede, besluttede jeg at vade og svømme over floden. Teknikken til bjergning kunne frigøre hænderne, så jeg kunne holde min fototaske oven vande. Jeg var kommet ud i floden til knæene, da jeg efter et sving i floden så broen. Bro er måske så meget sagt. En stor poppel var væltet over floden og benyttedes flittigt som gangbro.

Områderne på den anden side var dækket af tykt støv, og da jeg havde våde fødder og ben, blev jeg ret snavset. Hotellet lå ganske kort fra ”broen,” hvilket ikke undrede mig. Jeg brugte den teknik ved afgangen at vælge en anslået nordretning og indstille min tommeltot derpå. For ikke at fremprovokere tåbelige spørgsmål, havde jeg hånden i lommen. Hver gang jeg drejede, skulle jeg huske at dreje tommelen lige så mange grader til modsat side. Så er der kun afstanden, men jeg vidste jo, hvor længe jeg var gået den ene vej, så uret gav en ide om, hvor mit hotel lå. Det slog ikke fejl her. I Londons undergrundsbane og i de komplicerede undergange ved Hovedbanegården i Hamburg har jeg også med held brugt mit tommelfingerkompas, så jeg kommer op, der hvor jeg ønsker og ikke på et tilfældigt, ”forkert” gadehjørne.

Og så af sted igen
Hjemme gik jeg i bad med tøj og sko på. Tøjet var vådt af sved alligevel. Selv sandalerne nåede at tørre, inden jeg skulle møde i forhallen for at afrejse.

Fire år senere løb jeg over den samme guide, og han havde husket mit spørgsmål og oplyste, at nu vidste han, hvor banegården lå. Skulle jeg derud, kunne jeg låne bussen. En taxa duede ikke. Jeg fik den ikke til at vente derude, mente han, og finde en ny til hjemrejsen herude var helt umuligt! Altså var der der kun en mulighed: Bussen.

Endelig ser jeg banegården
Det viste sig, at geologien havde for selv kineserne været i vejen. Banen var påbegyndt 1949, med blev først færdig 50 år senere. Den skulle indvies 14 dage efter mit besøg. Jeg tror nu ikke, de nåede det. Også Tibetbanen, som jeg i øvrigt har kørt med, var også mange år undervejs. Det er ikke helt let at bore tunneler i sprøde bjerge eller bygge til fast grund i permafrost, der tør op om sommeren. Mere om stationen og banen kan ses i Kina. Jernbaner.

På begge mine rejser her har der været ophold i en landsby sydvest for Kashgar, men stadig i Kashgaroasen. Byen kaldes her Shufu, men hver gang jeg får fat i en nyt kort, kaldes den noget andet, hvis den overhovedet er på.

Der var ikke noget at se her, men interesserer man sig for, hvor man lever under anderledes vilkår, end vi gør, så er landsbyen overskuelig.

Markedet i Shufu
Heste, mulddyr og endog æsler, kan lige som store, dyre biler have fornemmelser. Et æsel med vogn var på markedets parkeringsplads tøjret til en vandretliggende stamme, der lå på jorden. Ovre på den anden side stod en uven også med vogn. Resolut sprang det ene æsel over stammen med vogn. Vognen kom dog ikke helt med, men nok til at det ene æsel bed sig fast i det andets lår. De to chauffører kom løbende, ved den forurettedes skrig, og de gik i gang med at skille kampæselerne ad og få deres æsler og vogne over på hver din side. Havde jeg det på video, havde jeg lagt det ud. Jeg blev stående lidt for at se, om ejerne bagefter gik i låret på hinanden, men der skete ikke mere her.

Overrislingsanlæg
Sydvest for byen lå noget, der lignede et kombineret kraftværk og kunstvandingsanlæg. Selv om jeg så det to gange, kunne jeg ikke blive klog på det, og nettet eller guiderne synes ikke, at jeg skulle vide noget om det. Dæmningen gik kun halvt over floden, der således strømmede lystigt uden om dæmningen. Vandingskanalen var nok intakt, men vandet strømmede ikke. For mig at se i farten var et stort brød her slået op, men aldrig blevet færdigt. Der er dog også den mulighed, at naturkræfterne havde ødelagt anlægget igen, måske allerede inden det var færdigt? På den anden side blev Kashgaroasen vandet, men det blev den jo også for mere end to tusinde år siden, så måske var man gået tilbage til de gamle, kendte og oprindelige vandingsmetoder.

Kontrolpost
Videre førte floden og vejen gennem en bjergkæde i en gennembrudsdal. Bjergkæden har jeg valgt at kalde Pamir, men andre kilder benytter andre navne. Formentlig er der ikke blandt alle geografer enighed om de mange centralasiasiske bjergkæders afgrænsning?

I gennembrudsdalens nordende havde kineserne oprettet en kontrolpost. Den hed sikkert noget, men har jeg fået et navn, har jeg glemt det igen, og sådanne kontrolposter er der ikke mening i at reklamere med på kort. Her havde jeg i 1995 et længere ophold. En støvstorm havde rejste sig, så jeg ikke kunne fotografere ude, men inde tog jeg nogle dias, der ikke her er gengivet. Jeg var inde i noget, jeg antog var et vejværtshus, men det var muligvis et privat hjem. Jeg ved det ikke, men var det privat, så undskyld og tak for venlig modtagelse. Inden jeg fotograferede middelalderbilledene her, sikrede jeg mig naturligvis beboernes tilsagn. Kort og godt: I huset var der ét stort rum med borde. Langs nordvæggen var der åben ild og faciliteter til madlavning. Gulvet var af sten med hårdt stampet ler imellem.

Ved et andet besøg havde guiden en stor frugtkurv med. Straks da den øverstbefalende stak hovedet ind i vor bus, sikkert fordi han vidste, hvad der ventede, fik han kurven. Efter et kort militært honnør trak han sig tilbage og gav de menige ordre til at hæve bommen, og vi kørte, mens guiden grinede smøret. Han havde sikkert som tilhørende et mindretal haft en vis glæde ved – for vore penge – at bestikke herrefolkets repræsentant.

At besøget her godt kunne kunne have været tidskrævende, så vi, idet en anden bus var ved at blive splittet ad. I denne kørte et amerikansk selskab. Jeg frydede mig i mit stille sind, for amerikanerne, der egentlig var meget flinke og gerne ville snakke, på flere hoteller havde vis uhensigtsmæssig adfærd. Når de kom til en buffet, fyldte de deres tallerkener, men hvorfor de tog noget, de ikke kunne lide, ved jeg ikke. Deres tallerkener var næsten lige så fulde, når de gik ud. Det der således gik ud, var imidlertid vores mad. Nu var fadene tomme, og det varede noget, inden køkkenet havde fremtryllet ny mad til os. Det lykkedes mig aldrig at begribe den mentalitet, som jeg også havde iagttaget på Hurtigruten langs Norges kyst. Det var tydelig på de indfødte at mærke, at de syntes bedre om danskere end om amerikanere. Nogle udtrykte det ligefrem med ord.

Jeg for mit vedkommende kunne ikke boykotte amerikanerne og alt amerikansk som følge af deres egoisme, for det havde jeg allerede i mange år gjort. Det var i starten kun Coke og McDonald, jeg holdt mig fra. Senere er det fulgt op med kaffefirmaer, Facebook og andet af samme skuffe.

Det var også i Kashgar, vi fik spagetti, der skulle spises med pinde. Det var lettere sagt end gjort, for spaghettien gled af pindene. Da var det, jeg kom til at slå nogle masker op på pindene, der nu fungerede som strikkepinde. Dels kom personalet med skeer til, hvilket er ægte italiensk, dels kom servitricen til at grine, da hun så mit strikketøj, og ikke nok med det, resten af personalet sivede stille og roligt ind for at se en mand, der foregav at kunne strikke.

Højere oppe i dalen holdt amerikanernes bagagelastbil med flade hjul. Igen tog skadefryden overhånd, men grunden glæden var noget så jordnært som, konstateringen af, at nu havde vi en chance for at komme først til både frokost og senere til aftensmad og navnlig, mens der endnu var mad på bordet, fordi amerikanerne endnu ikke var ankommet.

Billederne fra køkkenet ved kontrolposten er dias, så de kan ikke i øjeblikket gengives.

Naturens kræfter
Dalen var temmelig vild, og den var også geologisk ustabil. Her skulle vejen flere steder genopbygges efter hver vinter og navnlig tøbrud. I 1995 kom vi til en bro, der var bortskyllet, men et stykke før den manglende bro kørte bussen ned ad vejdæmningen og ud i floden. Her vaklede den så over rullestenene, ikke bare tværs over, men på langs. Hvordan chaufføren viste, at nu skulle han dreje og køre op på vejen igen, ved jeg ikke, men på den strækning sad jeg med livet i hænderne. Jeg havde hellere gået, men måske tillod strømmen ikke passage til fods?

I dalen kort før enden i øst blæste det op og støvet rejste sig, men hele vejen har der været små skypumper i horisonten. Mindst en snes. Ikke kraftige, men dog synlige. Gad vide, om de ikke kaldes støvdjævle. Desuden var der så mange kongeørne, at jeg til sidst ikke gad kigge efter dem mere. En sad i vejsiden så tæt på bussen med sit bytte, at jeg kunne se den i øjnene da vi passerede, og se fjerene på halsen glide over hinanden, når den drejede hovedet .

Hjørnesøen
Efter passagen af gennembrudsdalen lå en gravsænkning, og her ligger et indlandsdelta. Vor ene guide kaldte søen her for Hjørnesøen. Ikke noget dårligt navn, men næppe officielt. Her var goldt, men der burde havde været traner og andre vadefugle.

Nettet angiver ikke navne på floderne her. Ude i Taklamakanørkenen løber Tarimfloden. Øst for Kashgar løber to floder, Kashgarfloden med flere navne fra Kashgar sammen med Yarkand, der også har flere navne og kommer fra syd. Silkevejen følger stedvis Yarkand, og andre steder følger Silkevejen nogle af områdets gravsænkninger for at nå frem til en anden af Yarkands bifloder. Hverken floderne gennem Hjørnesøen eller gennem Karakul har på nettet fået angivet navne. Til gengæld er mange af de opgivne stednavne i området også benyttede for lokaliteter helt fra Fergana til Korea.

Silkevejen fører gennem den ene gravsænkning efter den anden, men det ser ud til, at hver gravsænkning, der har sin egen højde over havet, har afløb mod øst, mens selve gravsænkningerne ligger nord/syd i forlængelse af hinanden.

Karakul
Dalen, hvor søen Kara Kul ligger, er også en gravsænkning. Søen Kara Kul betyder Den sorte Sø på tyrkisk. (Kara = sort og kul = sø.) Søen har afløb, så det er ikke en saltsø. Den  opgives at ligge i 3600 meters højde. Ved søen ligger Kinas anden og tredje højeste bjerg.

Kinas højeste  bjerg er naturligvis Mount Everest på grænsen mellem Kina og Nepal. Grænsen går formentlig lige gennem toppen. Kinas næsthøjeste tinde, der også opgives som Pamirs næsthøjeste, er Kongur med 7719 meter. Bjerget ligger ved Karakulsøen nordende.

Muztagata, 7546 meter er Kinas tredjehøjeste bjerg, og det ligger syd for Kara Kul. Navnet er tyrkisk (ughurisk) og betyder Alle Isbjerges Fader. Muztag = isbjerg og Ata = far. Sagnet fortæller, at en prinsesse gik herop for at plukke blomster trods gudernes forbud. Guderne holdt hende derpå fangen, og hun græd, og hendes tårer frøs til is. Fra en bestemt vinkel kunne iagttages ikke mindre end fire gletschere, der er ved at slide bjerget ned.

Græsstepperne
Videre op gennem dalen passeredes den ene gravsænkning efter den anden. De lå i forskellige højde. En lå 3900 meter oppe, men den næste sænkning lå i 4200 meter. Der var græs her. Vi var for længst over trægrænsen. Flere forskellige folkeslag boede her. Vi stødte på tsadzjikker, der er indoeuropæere og kirgisere, der er en blanding af mongoler og tyrkiske folk. Der var både fastboende og nomader. De fastboende kunne dyrke lidt afgrøder i form af byg og grøntsager foruden, at de holdt husdyr. Nomaderne holdt får og geder samt yakker og kameler. Af vilde dyr var der ulve, bjørne og sneleoparder samt vilde kameler, vildfår og vilde geder. Hinsides Kashgaroasen sås ikke mange uighurer, men vi var stadig i Xinjiang. Disse andre folkeslag havde fået deres egne selvstyreområder i selvstyreområdet Xinjiang. Jeg mener endda, at der 1949 oprettedes selvstyreområder for et folkelag inde i et selvstyreområde for et andet folkeslag inden for selvstyreområdet Xinjiang. Kan det blive mere kompliceret?

TASHKURGAN
Byen er den vestligste by i Kina. Den er beliggende i næsten fire kilometers højde og har under 10 000 indbyggere. Byen lå der allerede før Silkevejen og var sæde for små kongeriger, der regerede fra Stenfortet, der endnu var i behold i starten af 1900-tallet, men i dag er en ruin. Marco Polo har været her og spist middag med fyrsten.

Byen rummer grænseovergangen til Pakistan, selv om der er mange kilometer til grænsen, men grænsepersonellet ville simpelthen ikke bo oppe i passet. De ville i øvrigt heller ikke bo her, men flyttede, når de kunne frigøre sig fra tjenesten her.

Mens der i 1995 kun sås indvandrede hankinesere i Tashkurgan og slet ikke ude på stepperne, var en massiv invasion i 1999 planlagt. Der lå landsby ved landsby til hankinesere fra de overbefolkede områder for eksempel omkring Shanghai. Det kneb dog med at få dem til at flytte. De fleste af projekt Nye Naboers huse stod tomme. Det var åbenbart ikke meningen, at projekt Nye naboer skulle fotograferes. Der er i hvert fald igen fotos.

Både her og navnlig i Kashgar ses i dag på luftfotos en fantastisk udvikling siden 1995. Der angives i Kina 10 % pr. år. Omkring Kashgar holder det næppe. Udviklingen er gået stærkere.

Det er stadig et af mine ønsker at gå på Centralasiens stepper mellem de vilde løgvækster, liljerne, mens de står i fuldt flor. Det er jo der, de oprindeligt stammer fra. Jeg har faktisk gjort det, men dels var det nok lige lovligt sent på blomstringssæsonen, og dels var der dyr, og de havde taget de fleste vækster. Jeg ærgrer mig stadig over, at jeg ikke fotograferede de vilde tulipaner og påskeliljer, der vitterligt sås, men af mine notater fremgår, at begge mine apparater til henholdsvis farvepapirbilleder og dias havde fuldt optagne film, og der var åbenbart ikke tid til skifte film.

På turen her mødte vi i den grad det, etnologerne kalder mennesker i marginalområder. Tilsyneladende havde jeg helliget mine fotos til disse mennesker. Hvad der dermed menes, viser mine fotos. Jeg var åbenbart fascineret af mennesker, der ikke anede, at de havde behov for kosmetik, fastfood og mobilabonnementer. Nå, det sidste har de så fået nu.

VIDERE MOD PASSET
I 1995 lå der kun den forladte grænsestation Pirali, mens der i 1999 var flere nye landsbyer langs vejens forløb lige nord for Tashkurgan. Vejen fulgte en gravsænkning i godt fire kilometers højde, og først neden for passet begynde det at gå opad. Silkevejen deler sig her, idet en gren fører over Ravalpindi og en anden gennem Wakkhankorridoren i Afghanistan. Vi var som sagt på vej mod Ravalpindi.

Mens der i 1995 lå et par gårde på vejen op til passet, var disse borte i 1999.

KHUNJERABPASSET
Mellem Pakistan, Kina og Afghanistan er der flere pas. Marco Polo benyttede et andet pas, end vi gjorde. Det blodrøde Pas, Khunjerab målte 4693 meter, anden kilde 4934 meter, atter anden 4730 meter og en enkelt overgår dem alle med 5003 meter. Det var den højde, jeg håbede på, men den holder nok næppe. Når vi valgte dette pas, var det fordi, det var det eneste i miles omkreds med asfalt. Turistindustrien var ikke helt klar over højden, da jeg var der, så jeg troede længe, at jeg var 5 kilometer oppe. Hvorfor 5 kilometer er et magisk tal, ved jeg ikke. Først i Tibet er det to gange lykkedes at komme så højt op, og den ene gang endog i længere tid. Højden har dog sin pris. Nogle bliver syge, og en af de syge erkendte, at da det var værst, ville hun have accepteret et tilbud om en aflivning! Så må det være slemt. Konsultér lægen og ret dig efter ham, så skal det nok gå.

Marco Polo benyttede fra Karimabad, der dengang hed noget andet, Mintakapasset, 4709 meter mellem Sust i Hunza og Mintakadalen i Kina. Svend Hedin valgte et sydligere liggende pas, Karakorampasset  i 6595 meters højde, men han forliste altid på sine ekspeditioner hele sit hold og kom som regel altid alene tilbage. For enden af Mintakadalen ligger Kilikpasset, 4755 meter, der fører ned i Wakkhandalen i Afghanistan.

I passet står to grænsesten og et skilt, der påbyder chaufføren at skifte side. Pakistan har som et levn fra englænderne venstrekørsel. Nogle hundrede meter nede i Kina er der en kontrolpost bemandet med kun nogle få soldater, som på skift ofrer sig for fædrelandet her i det alleryderste udkanstkina. Den egentlig told og ind- eller udrejsekontrol foregår i Kina i Tashkurgan 130 kilometer fra passet og i Pakistan i Dih 42 kilometer fra grænsen. I 1995 havde Kina en grænsepost i Pirali midtvejs mellem passet og Tashkurgan, men det var her personalet og navnlig deres familier ikke ville bo.

Både fra Kina og Pakistan ligger det sidste hotel to kilometer lavere end passet, og du har kun nogle timer til at passere passet. Turen tager dog en hel dag fra hotel til hotel, og jeg følte, der var rigelig tid til at se på grænse, murmeldyr, ørne, yakker, vilde som tamme, ditto kameler og ældgammel Silkevej. Sneleoparder og Marco-Polo-får samt forskellige hjortearter er der sikkert også, men dem så jeg ikke. Det var dog kun på forårsturen, der var dyr. På efterårsturen var murmeldyrene gået i hi og yakker trukket ned til lavere liggende græsgange.

Den korte opstigning fra 3 til 4,7 kilometer kræver sine forholdsregler, som jeg beskrev i Rejser i Tibet, som du finder i Rejser i Tibet. Brug højdesyge som søgeord i søgefunktionen, ctrl + f.

Floderne op til passet fra både kinesiske side og fra pakistansk side hedder, hvis jeg ellers har forstået mit kort rigtigt, i begge lande Khunjerab.

Herefter kører vi ind i Pakistan. Silkevejen i Pakistan er ikke den mest kendte del, men det var den, der først blev rigtig tilgængelig, da Kina og Pakistan efter et par grænsekrige kom overens, og kineserne fik lov at lægge asfalt på vejen, så de kunne sælge deres varer i Pakistan.

Pakistan vil som Kina få sit eget indlæg foruden dette om Silkevejen. Selv om jeg har rejst begge veje ad ruten, vil jeg i indlægget her fortsætte, hvor jeg slap, nemlig i Khunjerabpasset og slutte i Besham, hvor der ikke er mere Silkevej at se.

SILKEVEJEN OG KARAKORAM HIGHWAY
Den gamle Silkevej lå stadig stedvis og lod sig se, men ved mit besøg var der bygget en ny Silkevej, ved siden af den oprindelige Silkevej. Den nye vej hedder Karakoram Highway og er opkaldt efter bjergkæden Karakoram, der er Himalayas anden hovedkæde i Pakistan. Silkevejens oprindelige dele benyttedes til byggearbejderne i starten.

I 1989 kun seks år før mit besøg blev den sidste bro på den nye vej bygget færdig. Vejen besluttedes i 1960’erne mellem Kina og Pakistan. Byggeriet startede i 1969. Vejen er 1260 kilometer lang, hvoraf de 800 kilometer ligger i Pakistan. 20 000 kinesere deltog i arbejdet, idet de også byggede broerne på pakistansk side. Pakistan stillede med 15 000 mand, og blandt disse kostede byggeriet omkring et menneskeliv pr. kilometer. Pakistanerne er tilbageholdende med oplysninger, mens kineserne slet ikke røber noget om tab, men det var langt farligere at være kineser end pakistaner, mener iagttagere. Arbejderne døde som følge af jordskælv, jordskred og sprængningsulykker. Talrige mindeparker og begravelser langs vejen taler deres tydelige sprog.

Et sted i Pakistan så vi et enkelt sted spor efter et voldsomt jordskred, der havde kostet rigtig mange kinesiske arbejdere livet. Arbejderne var i deres barakker, da de registrerede et jordskælv. Som man plejer, forlod man barakkerne og løb ud i det fri. Her blev arbejderne så taget af jordskredet. Var de blevet i barakkerne, havde de overlevet.

Et andet jordskred var der også spor af i området. Under et af sikkhernes felttog i området havde de slået lejr i dalen, da et jordskælv højere oppe sendte er jordskred ned i dalen og dæmmende floden op. Da så skredet brød, løb det bagved skredet opstemmede vand som en flodbølge videre ned gennem dalen og tog sikhhæren med sig til de indfødtes store tilfredshed.

Kineserne forsynede broerne også i Pakistan med deres dekorative, kejserlige løver, men allerede de første år, vejen var åben, stjal turister og indfødte så godt som samtlige løver, så dem behøver du ikke kigge efter mere.

Efter hvert tøbrud skal vejen over store strækningen renoveres eller totalt nybygges!

Vejen har formentlig først og fremmest lokal og dernæst militær betydning. Pakistanske importører af kinesiske produkter benytter vejen, og en lille rutebil benytter en lille uge til en tur over vejen. Desuden er der lidt turister, men mere end to grupper om dagen så vi ikke. Som noget bemærkelsesværdigt var vejen populær blandt cykelturister. Enkelte kørte ind i en sidedal for at se sig om, og rygtet fortæller, at de aldrig er kommet ud igen. Et andet rygte fortalte, at børnene langs vejen morede sig med at skyde med slangebøsse efter cykelturisterne. En amerikansk guidebog om Karakoram Highway var allerede udkommet, og i den blev de indfødte beskrevet som farlige, idet de altid gik bevæbnede. Det sidste så jeg også, men det var hjemmelavede gamle forladegeværer, som bønderne i deres afsides beliggende marker benyttede til forsvar mod ulve, bjørne og sneleoparder. Når ret skal være ret blev de krigeriske passager strøget allerede i andet oplag af bogen. Vi så og talte med en norsk cyketurist nær passet. Han var cyklet hele vejen fra Norge! Vi mødte i Kina en japaner, der var cyklet fra Japan eller i hvert fald Kina og efter at have vendt i Rawalpindi nu var på vej retur til Japan. Vi så dagligt et par stykker.

Silkevejen har sikkert oprindelig ført langs Indusfloden nord for Rawalpindi, men i dag ligger her en opstemmet sø, der sikkert har taget vejen. I stedet kører turisten uden om søen via Wah, Taxila, Hasanabdal til Haripur, Havelian, Abbottabad og Manshera til Besham, hvor dagen er gået, og der er mulighed for overnatning. Mellem de to sidstnævnte byer er der et pas, Sharkoli i 1700 meters højde, men vejen holder sig ikke i dalen, men passerer noget højere oppe i 2000 meters højde. Selv har jeg prøvet andre ruter og talt med rejsende, der har været endog vest om Indus. Grunden til omvejene var bortskyllede broer, bjergskred samt uoverensstemmelser mellem lokale stammefolk og centralregeringen.

En tur ad Karakoramvejen er en sproglig udfordring. Populært sagt skifter man folkeslag for hver 200 kilometer på vejen. Vi kan sige etnisk gruppe eller bedre sprogstamme. Sprogene er fra vidt forskellige sprogfamilier, og hvad værre er, de har ofte egne alfabeter. Det kan naturligvis være ligegyldigt for turisten med mindre man skal på toilet. Hvordan skrives toilet på det aktuelle sprog, og hvordan markeres mand eller kvinde?

Blandt de mange etniske grupper langs Silkevejen er der flere religioner og retninger inden for samme religion, foruden, at der er animister. Fælles for de mange folkeslag er, at de ikke er meget for en centralregering. I 1995 så jeg en hel del små forter, som var opført langs Silkevejen for at holde øje med de etniske grupper. Disse små forter var borte i 1999. Jeg så dem i hvert fald ikke. Da, der i Gilgit efter mit besøg i 1999 skulle være valg, bemærkede jeg, at der ikke var en sten, en klippeblok eller en klippevæg, hvor der ikke var malet grafitti. Jeg spurgte, hvad det var og fik som svar, at det var valgprobaganda. Jeg spurgte så, hvad der stod, men fik det svar, at det ville jeg ikke vide!

Et andet sted langs vejen, hvor indbyggerne også var selvrådende, eksisterede der stadig blodhævn, men hvad værre var, skoven var fællet, og flere veje til tunge lastbiler til tømmertransport gennemkrydsede bjergene. Jeg skulle til at kommentere det uheldige i træfældningen, men min indfødte meddeler kom mig i forkøbet. Regeringen havde skam nedlagt forbud, men så lukkede de lokale blot Silkevejen. Efter 14 dages lukning, måtte regeringen give sig. Jeg trøstede ham, med at problemet i løbet af kort tid ville løse sig selv. Det varede lige lidt, inden min meddeler fandt ud af, hvad jeg mente, og så svarede han, at det var han også bange for! Det, jeg hentydede til, var, at når skoven var borte, havde regnen frit spil og skyllede den sparsomme muldjord på bjergsiden bort, at de lokale bønders marker forsvandt i floden. Når markerne først var borte, måtte befolkningen flytte, og skove kunne måske gendannes?

Militæret har forbudt fotografering af broer samt kørsel efter mørkets frembrud. Desuden fraråder turistforeningen badning i floderne, hvorimod rafting dog tillades. Endvidere frarådes fotografering af kvinder uden tilladelse. Forresten frarådes kvinder også at rejse alene i området.

I 1995 var det nødvendig med medbragt tælleprås, tændstikker og eget toiletpapir, men blot fem år senere fik jeg ikke brug for tingene.

Som nævnt var vejen ret nyåbnet ved mit besøg. Et af de endnu tidligere besøg var blevet stoppet af et jorskred. Monsunen havde taget fejl og var kommet uventet tidligt og havde skyllet masser af jord ned over vejen og stoppede turen. Da selskabet havde ventet en halv dag og var blevet klar over, at vejen ikke åbnede foreløbig, vendte man om, for så at opdage, at et nyt jordskred havde lukket også tilbagevejen. Rejseselskabet måtte finde en nødindkvartering, og de måtte købe en ko af de indfødte for at få mad, indtil de kunne kommer forbi skredet, hvilket tog flere dage. De, der turde, fik en ny tur af bureauet året efter.

FØRSTE ETAPE EFTER PASSET
At passet skulle passeres på tid, var selvfølgelig et indgreb i vor personlige frihed, idet tiltaget kunne ses som en forholdsregel mod, at vi lavede ulykker undervejs, Men alligevel var jeg tryg. Gik bussen i stykker, og vi ikke i tide kom frem til næste kontrolpost, ville soldaterne formentlig tage ud og lede efter os, og gik det endnu værre, at vi blev ofre for et jordskælv, bjergskred eller en pludselig, uvarslet snestorm, var det også betryggende, at militæret savnede os. På forhånd havde vi udarbejdet lister over deltagerne med data og pasnumre. Disse lister var så kopieret, og jeg mener, at vi aflevere seks eksemplarer ved hver kontorlpost. Skulle disse på stedet have været skrevet med seksdobbelt gennemslag, kunne det have taget tid. Meget tid.

Passagen fra Pakistan til Kina var specielt slem, da Kina, der jo kørte efter Centraltid her var tre timer foran Pakistan, så vi mistede her tre timer, så vi kom meget sent til Tashkurgan den aften.

I den pakistanske grænseby Dih gjorde vi nødtvungent ophold. Vi skiftede bus her. Fra kinesisk til pakistansk efter aftale med regeringerne. Også den kinesiske guide skiftedes ud i Dih. Den ene gang havde vi bagagen med i bussen, idet bagagebilen ikke var dukket op i Kashgar. Den anden gang havde vi en lastbil til vor bagage. Busserne havde svært ved at klare turen. Bussen tog al motorkraften til stigningen, så airconanlægget gik ud. Manglen på aircon var ikke det store tab her i højderne, men værre var det, at bussens varmeanlæg heller ikke virkede mere. Motoren var simpelthen så kold, at der ikke blev varme til os.

På vejen, efter at vi havde fået det afsluttende tidsstempel, så vi lidt på den lille tadzjikkiske by Pasu med de smukke bjerge og spor efter en naturkatastrofe, som jeg ikke helt har oversigt over forløbet af.

Ned fra passet fulgte vi Khunjerabfloden. Denne løb ud i Hunzafloden, og denne fulgte vi til den sammenløb med Gilgitfloden. Kort efter byen Gilgit løb Gilgitfloden ud i Indusfloden, der kom fra Tibet. Dernæst fulgte vi Indus, der gennembrød Himalayas hovedkæde. I Basham måtte vi dog forlade Indus, idet floden her var stemmet op til vandkraftudnyttelse. Bjergene var nu så lave, at der var flere vejen at følge mod Rawalpundi.

Vi så på vejen mange gletschere, men jeg kunne ikke i 1995 sætte mine naturindtryk i forbindelse med den senere opblussende klimadebat. I al korthed fortalt var en af Himalayas mange gletschere blevet længere og var skredet ud over Karakoramvejen, der var helt ødelagt. Da skolebørn skulle passere her, havde militært sprængt gletscheren. Da den stadig rørte på sig og var meget ujævn i bunden, havde jeg ikke lyst til at køre over, men valgte at gå udenom. Jeg har stor respekt for gletschere, der har kostet en bekendt livet.

Flere år senere greb klimaskeptikerne dette fænomen og udtalte, at nok smeltede isen på Grønland, men i Himalaya og senere på sydpolen bredte isen sig. Det sås jo tydeligt, så der er ingen grund til at opgive oksekød, biler og flyrejser. Der gik flere år, inden FNs Klimapanels dom kom mig for øre. At gletscheren bredte sig var tværtimod et bevis på, at isen smeltede. Isen gled nu ikke mere på klippen, men på et lag smeltevand i bunden, så den skred hurtige. Den galoperede. Det var naturligvis kun en kort overgang, og allerede ved næste besøg lå gletscheren langt oppe i dalen.

KARIMABAD
Navnet betyder Karims by, og hans identitet røbes senere.

Nu har Silkevejen fundet en ny flod at følge, Hunzafloden. Derfor kaldes området omkring Karimabad også for Hunza eller lidt præcisere Hunzadalen. Nogle rejseførere skelner mellem to byer, Altit og Baltit, der imidlertid også er navnet på to gamle fæstninger i dalen. Hunza er som område dog kun knyttet til den nordlige side af dalen. Den sydlige side kaldes Nagar efter en større biflod, der kommer ind sydfra.

Allerede omkring år 900 fandtes her et emirat, hvis efterkommere regerede på stedet lige til Pakistan efter selvstændigheden gjorde en ende på mirens styre. Der brugtes intet e i titlen. Han var kun mir, ikke emir. Mirens stamtræ er således nok en anelse længere en vor dronning Margrethe den Andens stamtræ!

På et tidspunkt delte en mir sit rige mellem to sønner. Den ene fik Hunza og den anden Nagar på den anden side af Hunzafloden. Senere besluttede en mir, at Hunza kollektivt skulle tilslutte en religiøs retning grundlagt af en vis Ismael, hvor man i Nagar blev eller forblev shiitter. Tilhængerne af Ismaels retning kaldes så ismaelitter. Disse havde for år tilbage Aga Khan III som overhoved. Hans søn var ofte i billedbladet, fordi han have en kendt amerikansk hollywoodstjerne, Rita Hayworth som hustru. Aga Khan III var ret velvoksen, og han vejede sig årligt op med guld, ædestene og endog platin. Værdien af vejningen i klingende mønt blev herefter givet til trosfællerne, der for pengene fik moderne huse, skoler og infrastruktur blandt andet elektricitet. Aga Khans søn interesserede sig mere for hurtige biler, hvilket blev hans skæbne, så en fætter ved navn Karim, blev derefter overhoved som Aga Khan IV. Byerne Altit og Baltit har så overtaget hans navn Karim og kalder sig Karimabad, idet bad betyder by.

Efter mirdømmet stod to gamle borge begge oprindeligt fra 900-tallet, Altit og Baltit. Foran sidstnævnte, der i øvrigt var blevet moderniseret og nu indrettet til museum, stod den stele, jeg faldt over i 1999. Teksten var på engelsk, urdu og to mig ukendte sprog. Hunza måske som det ene, hvis dette sprog overhovedet var et skriftsprog og måske tibetansk, idet der ikke var langt til folk af tibetansk sprogstamme. Tibetanerne havde tidligere været her som erobrere i en fjern fortid, da de var et frygtet krigerfolk. Tibetansk byggestil kunne stadig spores i både Altit og Baltit.

Hvor befolkningen i sin tid kom fra, vides næppe. Flere mente, at der var tale om efterkommere efter rømmede græske soldater fra Alexander den Stores felttog i 300 tallet før vor tidsregning. De skulle her havde slået sig ned med deres persiske hustruer, men den historie fortaltes nu om de fleste stammefolk i Himalaya og i Hindukush nord og vest herfor. Måske er der en forklaring? Stormagten Persien prøvede flere gange at løbe grækerne over ende, og selv om Alexander var makedoner, er de etniske forhold på Sydbalkan nok så spegede, at Alexander kunne føle sig som græker. Hvis han havde andet end verdensherredømmet i tankerne, var det at gifte sine græske soldater med persiske overklassekvinder for på den måde, at skabe nye blandede folk, så grækere og persere ikke mere behøvede at slås af etniske grunde. God idé, Alexander, men så havde de nok fundet noget andet at slås for?

Ved broen over Hunzafloden øst for Karimabad ligger bebyggelsen Ganesh, men her boede en del Nagarfolk, skønt byen lå på hunzafolkets siden af floden. Egnen er kendt for mange gletschere mindst et halvt hundrede og for nogle af Himalayas største af slagsen. I vest er der udsigt til det flotte bjerg Rakaposhi, 7788 meter. I nord er det karakteristiske spidse Bubulimating, 6000 meter og ved siden af Hunzatinden, 6270 meter samt lidt fjernere Ultar, 7388 meter og endnu fjernere (25 kilometer) Pasu 7500 meter. Blandt gletscherne er der den store Hispar, som Nagarfloden kommer fra. Vi så Baltar, der ved Hopar løb sammen med Barpu, der igen var dannet af to gletschere. Mellem Pasu og Karimabad sås Pasugletscheren samt Ghulmit og Gulkin. Lidt nord for Pasu lå den meget store Baltura. Ellers rummede snart alle dale i området en eller flere mindre gletschere.

Aften Hunzadalen
Allerede under middagen om aftenen gik lyset, men nødgeneratoren startedes. Vi var endnu ikke færdige med at gennemgå næste dags program, da motorpasseren slukkede nødgeneratoren og gik i seng. Den køkkenblå nødbelysning kunne man ikke se ved, og den var heller ikke til at holde ud.

Der var vel ikke andet at gøre end at gå på værelset. Jeg tændte værelsets stearinlys og mit eget medbragte med hotellets tændstikker, så jeg sparede mine egne. Jeg vidste på forhånd, at det var nødvendigt at medbringe lys og tændstikker, og det var klog politik at spare på de medbragte sager. Jeg læste på dagens lektie og på morgendagens i Loneley Planet.

Lidt før 21 tog jeg min medbragte lommelygte og gik udenfor på trappen og stillede mig i den sorte nat og kiggede op. Efterhånden som øjnene vænnede sig til mørket, så jeg stjernehimlen højt over hovedet og bjergene som en mur rundt om hotellet. Jeg stod i omkring 2½ kilometers højde, og det laveste bjerg foran mig var Bubulimatin på engelsk Ladyfinger Peak på kun 6000 meter. Nabobjergene nåede 7000 meter med Pasu på 7478 meter som det højeste. Pasu lå dog 25 kilometer fra mig, mens den meget karakteristiske Bubulimatin var meget tættere på. Jeg skulle virkelig lægge nakken tilbage for at se toppen. Formentlig var der tale om et synsbedrag. På bjergene foran mig lå der nemlig sne under toppen og et stykke ned ad bjerget. Månen var stået op og lyste på sneen, men ikke på bjergenes fødder. Det var fuldmåne så solen og måne stod modsat, og solen var gået ned for et par timer siden, og månen stået op for et par timer siden, men endnu ikke kommet over bjergkammene op på den synlige dele af himlen. Månelyset på sneen så køkkenblå ud uden tvivl et farvebrydningsfænomen, der samtidig fik sneen til at se ud som om den lå højere og tættere på.

Flot var det, men få minutter senere var det endnu bedre, for så blev det helt mørkt. Der var nemlig lyst i tre landsbyer i dalen nogle kilometer længere fremme. Klokken 21 inden for få minutter slukkedes elværkerne et efter et, og der var bare mørkt i hele dalen. Det så virkelig flot ud. Jeg stod vel endnu et kvarters tid og nød synet. Jeg kan stadig huske synsindtrykket. Desværre kunne jeg ikke dengang fotografere. Jeg kunne prøve, og det havde jeg gjort tidligere, men datidens fotoanstalter kunne ikke klare opgaven, skønt et eller flere af negativerne var korrekt belyst.

Derpå gik jeg også i seng. Hønsene stod tidligt op her og vækkede mig, og de havde allerede sovet længe.

Solopgang
Næste morgen var jeg oppe før hønsene, for nu ville jeg se solopgangen. Da jeg kom ud, var det begyndt at dæmre. Vi var nær St. Hans og nær den nordlige vendekreds, så solen stod næste lodret op, hvorfor der ikke var nogen lang tid med dæmring eller om aftenen skumring.

Jeg havde ikke fotografiapparat med, men da jeg så, at der faktisk godt kunne fotograferes, styrtede jeg ned for at hente apparatet, men da jeg kom op igen, var det for sent. Solen var stået op. Alt var badet i lys. Jeg så dog solen ramme toppen på det højeste bjerg i vest, Rakaposhi, 7788 meter. Hurtigt blev mere og mere af toppen badet i lys, men i modsætning til toppene, jeg så i går aftes, så jeg her skyggesiden, og bjerget var også højere, så alt her var sne og is. Isen farvedes gul og rød i fantastiske nuancer. Da var det, jeg håbede at få et foto, men dels var lyset næsten normalt, da jeg kom op, dels har fotoanstalten fremkaldt til nogle havemøbler, der endnu stod i dyb skygge, var blevet “normale,” mens Rakaposhi var blevet stærkt overbelyst.

Erhvervslivet tager over
Allerede inden den oplevelse havde jeg opdaget, at midnatssolen på Nordkapp i Norge længe havde været en god forretning, men denne solopgang over Rakaposhi og månelys på Bublimatin var gratis. I hvert fald kostede den ikke ekstra ud over rejsens pris. Senere erfarede jeg, at der var bygget et hotel, Ørnereden på en bjergtop i nabolaget, hvorfra man kunne se solopgang og et til lejligheden nydøbt bjerg, Golden Peak. Nogle bekendte faldt for turen, men kom skuffede ned. Ud over at have betalt en formue havde det regnet hele morgenen, så de havde ikke set noget.

MØDE MED MED ET UKENDT MINDESMÆRKE
I Hunzadalen så jeg i 1999 en ejendommelig mindesten, jeg længe havde meget svært ved at skaffe oplysninger om. Ingen vidste rigtig noget, og de, der alligevel udtalte sig, fortalte mig noget, der slet ikke passede. En tilsvarende mindesten havde jeg set i Turfan i 1995, men den lod sig ikke se i 1999 Til gengæld stod der en “ny” i Hunzadalen i 1999. Den stod foran den 1100 år gamle borg i Baltit i Hunza i det nordøstligste Pakistan.

Mere om stelen på: https://bentsbane.dk/verden-the-peace-poole-projektet/

EN SÆREGEN OPLEVELSE
Selv om oplevelsen allerede begyndte i Gitgit, gengives den her under besøget i Hunza.

Som rejsende kan man komme til ved et tilfælde at besøge et land på en nationaldag eller en helligdag. Alt efter temperament kan det give en ekstra oplevelse eller ødelægge en tur eller blot et enkelt ophold mere eller mindre.

Et godt besøgstidspunkt
Vil man opleve karnevallet i Rio eller Bastilledagen i Paris, giver besøgstidspunktet sig selv, men vil man besigtige Rio eller Paris, er netop sådanne dage ikke velvalgte, da butikker og museer er lukkede, og det ofte hverken er til at komme frem eller tilbage i byen.

Jeg tror da, at rejsearrangøren i 1995, da jeg var i Pakistan, havde styr på de nationale helligdage. Den fest, der kom i vejen for os, fejredes kun af én bestemt religiøs retning, og efter planerne skulle vi i de aktuelle dage bo på en egn, der beboedes af folk tilhørende en anden retning. Hvad arrangøren ikke havde taget højde for, var at det religiøse optog alligevel passerede gennem området beboet af anderledes troende, hvor vi havde søgt tilflugt.

Ulemper ved at løbe ind i en fest
Nu kunne en religiøs festlighed have været en ekstra oplevelse, og at butikkerne var lukkede, betød mindre, da de lokale boder alligevel ikke havde noget, der kunne friste en forvænt vesterlænding. Imidlertid var der to år tidligere sket det, at to af de religiøse retninger var røget i totterne på hinanden, og da centralregeringen havde grebet ind, var de stridende parter hurtigt forenet i den fælles, højere opgave at bekæmpe centralregeringen! 200 dræbte havde der været i området, uden det havde været noteret i min presse. Året før havde centralregeringen sat massivt ind, så da var der kun 25 døde. Jeg fik oplyst, at alle ofre tilhørte to familier, der havde et internt opgør, som de benyttede festlighederne til at afvikle. Blandt nogle etniske grupper praktiseredes blodhævn stadig.

Det trækker sammen
Jeg opdagede, at der var noget i gære allerede under et besøg i nabobyen. Der var usædvanligt mange hærfugle i området. Den lokale gamle englænderbro var bevogtet af politisoldater. Om det var usædvanligt, kunne vi turister ikke vide, men det var det tilsyneladende ikke. Jeg stod og så lidt på en af politisoldaterne, idet hans gevær var mage til det, jeg havde, da jeg var soldat en menneskealder tidligere. Soldaten, en mand i moden alder, må have set min interesse, for han spurgte, om jeg ville se hans gevær og rakte mig det. Det var sikret, så jeg, og pludselig lå grebene mig i blodet så mange år efter. Jeg foretog nogle af de greb, jeg kunne i søvne og konstaterede, at geværet var skarpladt. Var mekanikken smuttet for mig, kunne der trods sikringen formentlig været gået et skud af, idet jeg jo havde betjent slagstiften. Den var godt nok trukket tilbage, men man ved jo aldrig, så en ny borgerkrig eller måske en tredje verdenskrig kunne være brudt ud. Meget forsigtigt lukkede jeg igen og afleverede geværet med tak for lån. Politisoldaten så synligt roligere ud.

Vi skulle nu i byen se det lokale eliteregiment. Alpejægerne kaldte jeg dem. Det var bondesønner med store lunger vant til at færdes i bjergene. Desuden rummede byen også et regiment af fodtusser. Dertil kom så de alle steds nærværende politisoldater. Alpejægerne havde et polohold med nogle velplejede, flotte heste. Vi håbede, at de netop denne eftermiddag trænede, men de var ikke hjemme. De lå i stilling rundt om i området i anledning af helligdagenes festligheder med tilhørende mulig risiko for ballade. Nogle år senere overværede jeg en sådan polokamp, og selv om jeg ikke aner, hvem der vandt, var det en oplevelse i form af en folkefest for mænd og drenge. Et enkelt billede fra en sådan kamp ses under Gilgit.

 

 

Det spidser til
På vej hjem til hotellet opdagede vi, at der på et hustag midt på en af hovedgaderne var rejst en veritabel borg af sandsække bestykket med et maskingevær på trefod. En lignende “borg” lå på næste gadehjørne nær hotellet.

Om aftenen gik strømmen tidligt, og værten kom ind og fortalte os, at vi skulle af sted klokken halv fem om natten. Vi ville blive purret klokken et kvarter over tre, og kort efter ville der være morgenmad. Begrundelsen var meget beroligende. Vi skulle passere en by på vejen inden klokken syv, hvor vejen ville blive blokeret af festlighederne.

Vi flygter
Selv på dette ukristelige tidspunkt mødte vi masser af traktorer på vejen fyldt med festdeltagere. Jeg talte op til 30 mænd siddende, stående og hængende på en traktor.

Vi blev stoppet ved adskillige vejspærringer, og bussen blev undersøgt for våben. Hver gang sluttede den militære øverstbefalende af med at opfordre os til at skynde os. Jeg tænkte den femte gang på at spørge ham, hvem det i grunden var, der sinkede os, men gjorde det ikke, for det ville uden tvivl have sinket os yderligere. Nok havde de humor, men nerverne sad tydeligvis uden på uniformen. Da vi nåede den pågældende by, var der fyldt med folk i gaderne, og vor chauffør, der tilhørte en helt tredje religiøs retning, ville ikke køre videre, men et par festarrangører sprang op på bussen og fik os lempet igennem det begyndende optog.

Desværre fik vi ikke set noget på turen. 4½ år senere så jeg så det, jeg dengang gik glip af, og det var nok værd at tage med. Det var stadig nat, da vi nåede frem til et svært bevogtet hotel i nabobyen godt 100 kilometer længere fremme. Udenfor holdt tre Suzuki-ladvogne med maskingeværer på trefod på laddet. Da jeg kom ned på mit værelse, var en formentlig major ved at klæde sig på. På min seng lå hans våben foruden benskinner og skudsikker vest, hjælm med visir samt en lang kæp. “Bare rolig,” sagde han. “Der sker ikke noget.” Det havde de vel også sagt sidste år og året før?

Festen nærmer sig
Det blev morgen, vi fik morgenmad igen, jeg blev barberet, fik en på øjet, selv om jeg egentlig ikke havde nerver til at sove. Ud på morgenen kørte Suzukierne. Jeg var både tryk ved det og foruroliget over det.

Højdepunktet
Så begyndte de rytmiske råb, trommerne og sangen, men kun langsomt kom lyden nærmere. Der var overhovedet ingen soldater mere til at passe på os, men hotellet var hegnet ind. Efterhånden sneg vi os ud til hegnet og kiggede. Nysgerrigheden overvandt frygten. Det var jo ikke selve festen, der var farlig. Urolighederne ville først begynde natten efter, hvis det altså kom til uroligheder. To soldater indledte optoget kun bevæbnet med stave. Derpå fulgte en lukket Suzuki med et højttaleranlæg og de folk, der førte an i bøn og slagord. Derefter fulgte de fleste af mændene fra Nagardalen. En hvid hest skulle have spillet en rolle i optoget, men en sådan var ikke hjemmehørende i dalen lige i øjeblikket, så de måtte tage til takke med en skimmel. Jeg så en enkelt kvinde i optoget. Hun var hvid – uden tvivl gift med en deltager.

Nogle af de bagerste deltagere opfordrede os til at deltage. Det var lige før, jeg havde lyst. I al sin enkelthed var optoget trods alt noget, der påvirkede sanserne på en eller anden måde.

Endelig var de forbi, og vi åndede lettet op. Vi kunne endda få en lille bytur for at se på lukkede butikker. Enkelt butikker havde endda kortvarigt åbent. Jeg tror vi fandt et sted, hvor vi kunne få is, men så kom lyden tættere på igen. Optoget var på vej tilbage.

Festens sidste del
Det returnerende optog passerede i småbidder, og deltagerne sivede i grupper. Vi må være blevet modigere, for vi var nu uden for hegnet og talte endog med flere af deltagerne. Flere var forhippet på at vise os, hvorfor deres hvide kjortel var rød på ryggen. De bad os endog om at fotografere deres rygge. Det kunne jeg nu ikke få mig selv til. Ikke fordi jeg ikke kan tåle blod, men deres blodige rygge var ikke noget kønt syn. Jeg opdagede også, at de mest medtagne var stive af stoffer. De har garanteret skullet sove på maven om natten. Under optoget havde de mest rettroende pisket sig på ryggen med specielle piske med knive i enderne. Sådanne piske kunne i øvrigt købes som souvenir. For de mest ihærdige sluttede festen først ved midnat, men man skulle høre godt efter for at ikke at kunne sove for musik, sang og råb.

Hvad var det da, der skete?
Vi havde overværet fejringen af en shiitisk højtid, der har sit udspring i den omstændighed, at arvefølgen i religionens hierarki ikke var fastlagt ved grundlæggerens død. Han havde heller ikke nogen ældste søn, der var selvskreven som afløser. Der var derfor en stor familie af datterbørn, onkler og fætre, der alle med lige stor ret kunne påberåbe sig ledelsesretten. En af dem var Hussein, der imidlertid blev slået på slagmarken ret eftertrykkeligt af en af konkurrenterne. Det var den 9. eller 10. oktober 685 ved byen Karbala i Iraq. De to kombatanters tilhængere blev til sunnier og shiaer, og de bekæmper stadig hinanden. Shiaerne mindes årligt deres leder, Husseins død med den mindefest, vi lige havde overværet. Festen afholdes den 10. i måneden muharram. Lige som fastemåneden forskydes hver år, forskydes ashuraen, som festen hedder, også, idet den gregorianske kalender ikke bruges i lande med den religion. Vil du vide mere, se for eksempel denne artikel på Wikipedia om slaget ved Karbala.

Se andres billeder fra Ashura på en Google billedsøgning. Så får de du de billeder i farver, jeg ikke ville tage.

GILGIT
Kort syd for denne by kommer Indusfloden fri af sin dal beliggende mellem Himalayas to hovedkæder. Her drejer den mod syd og gennembryder den sydlige hovedkæde. Nordfra kommer bifloden Gilgit, der passerer en større by, der også bærer navnet Gilgit. Her har jeg trods alt gået i en forretningsgade og kigget på en for mig helt anderledes kultur. Byen ligger i 1500 meters højde og havde ved mit besøg godt 200 000 indbyggere.

Billeder fra et jordskælv efter mit besøg viser, at byen blev jævnet med jorden under dette jordskælv.

Enkelt billeder fra Gilgit blandt andet af englænderbroen ses i omtalen af den religiøse fest, vi oplevede i 1995. Se kapitlet: En særegen oplevelse.

GILGIT – BESHAM
På begge sider af Besham ligger nogle meget lange etaper, der giver køren hele dagen. Der var i 1995 simpelthen ingen overnatningsmuligheder, der kunne have afkortet etaperne.

Normalt benyttede vi det pakistanske turristminnisteriums turismeudviklingskontors hoteller, men på vejen her var der lige åbnet et nyt hotel, hvor vi fik lov at spise på en pragtfuld terrasse med udsigt til jagende ørne på Indusflodens skråninger. De havde den dag ikke strøm, så vi måtte købe lunkne drikkevarer. Hotellet var privatejet og pænt. Da vi kørte, bemærkede guiden, at hotellet var ejet af hunzafolk, og de gjorde rent en gang imellem!

Den manglende strøm gav sig udslag i, at da vi tankede bussen op, måtte sælgerne pumpe med håndkraft.

Når et fastland, her Asien møder en havbund, her Det indiske Ocean med fastlandet Indien, vil den tungere havbund af bassalt presses ned under det lette fastland af granit. Først senere, når al havet er forsvundet ned under fastlandet brager disse mod hinanden og foldes voldsomt op, da ingen af dem vil give sig. I starten, mens der endnu er hav, foldes nogle såkaldte vulkanske øbuer op, som ses i form af Japan, Kurillerne, Aleuterne i Stillehavet. Øbuen her hed Kohistan-Ladakh-Øbuen. Ens forestillingsevne kommer virkelig på prøve, men vi gjorde et par sidespring. Den ene gang mislykkedes det, da det regnede og ingen havde lyst til at forlade bussen. Men den anden gang var alle ude. Børnene stod parrat for at sælge rubiner. De var dog smarte nok til at foregive at søge et sted, hvor der ingen rubiner var. Jeg på min side, der havde erfaringer med agerhøns og ryper, var smart nok til at søge i modsat retning, og fandt da også mineraler, der kunne se ud til at have været en tur i “vridemaskinen” 40 kilometer under jordoverfladen. Da jeg kom tilbage til selskabet, måtte jeg afgive alle mine fund og gå tilbage for også at forsyne mig selv. Rubinerne var meget små og intet værd.  Det sted, hvor det regnede, havde der dog været en mine.

I området her, der som sagt kaldtes Kohistan, boede Swatfolk. Længere sydpå var stammefolkene Karghanfolk begge opkaldt efter dale af samme navn i nærheden. Det var især disse folk, der var modstandere af centralregeringer og turister. Vi vovede at forlade bussen i den ene ende af en by og gå gennem byen til den anden ende. Her mødte vi dog kun forretningsfolk, og de var venlige mennesker, så jeg må erkende, at jeg havde taget frygten på forskud.

BESHAM
Stednavnet dækker en landsby ved Indus, og den ligger som Rawalpindi i godt 500 meters højde, og jeg har næppe et foto derfra, selv om jeg har været ude og kigge lidt. Dels kom vi sent, dels skulle vi af sted tidligt næste morgen. Byen ligger i en kedel mellem høje bjerge med en smal Indusdal både nord og syd for byen. Solen skinnede ned hele dagen, og vinden stod stille, så om natten kom temperaturen ikke under 30 grader. Da der på hotellet lukkedes for generatoren klokken 22, var der ikke meget strøm til aircon. Fluenettet på mit værelse var hullet, så om natten blev der ret fuldt af insekter, men ud på natten vågnede jeg ved, at der blev ro. Ude på badeværelset sad den største frø eller tudse, jeg har set, og da var der ikke flere cikader og andre støjende og irriterende væsener. Om morgenen var frøen/tudsen væk. I øvrigt var det også her, jeg så de største øgler, jeg endnu har set, selv om der var langt endnu til Komodovaranerne på henved tre meter. Det var også her, vi ikke skulle gå ud i plantevæksten, men holde os til stier på grund af giftige slanger.

Det var i øvrigt også på den sydligste del af vejen, syd eller rettere øst for Besham at problemerne med vejen var størst. Dette allersydligste Himalaya bestod for en stor del løse nedfaldsprodukter, som let faldt ned specielt under heftige monsunregnskyl.

RAWALPINDI
Byen har godt 2 millioner indbyggere og ligger 500 meter over havet. Det er en gammel by, og selv om der er gamle bygninger, færdedes vi mest i omegnen. Hovedgaden, hvis jeg overhovedet har fundet den, var ikke noget at skrive hjem om, og ret langt ud i hjørnerne skulle man ikke, før der var åbne kloakrender i gaden således i den ene ende af Jernbanegade. En engelsk kirke i engelsk nygotik lå nær mit hotel. Og så var basaren her som andre steder i østen altid en oplevelse i farver, lugte og lydindtryk.

Foto fra Rawalpindi vil være at finde i Rejser i Pakistan, idet der ikke umiddelbart i den gamle by var noget decideret Silkevej at finde. Det var der selvfølgelig heller ikke i den helt nye hovedstad, Islamabad. Om omegnen og dens minder om Bakta- og Guptarigerne er silkevejsstof er nok knap så indiskutabelt, men nu har jeg valgt også at lægge omtalen af disse ind under Rejser i Pakistan. Derfor slutter beretningen her, skønt Silkevejen fortsætter helt til Konstantinopel og Rom.

KONKLUSSION
Når jeg ser på mine foto, har det været nogle fantastiske ture. Kort og godt fantastiske. Fotone skal til hjælp for hukommelsen: Det er jo 20 år siden og mere.

Således nåede jeg til vejs ende. Jeg var meget glad for den tiendedel af Silkevejen, jeg nåede at se. Gerne ville jeg se resten, men så skulle jeg være startet tidligere eller have været på flere rejser om året. Jeg prøvede at tale med nogle, der rejste mange gange om året, men de fleste havde ikke styr på, hvor de havde set hvad og hvornår, og hvorfor de havde været lige netop der.

Jeg er også holdt op med at flyve så langt, ja, flyve i det hele taget, men allerede i dag kan man tage til dele af Silkevejen med toget. Således både til Samarkand og Kashgar og Turfan, men nej, alderen trykker. Jeg har rejst med ældre, men netop det indtryk, de har efterladt, gør, at jeg holder mig. Det burde de også have gjort.

Et afsnit om Himalaya og omliggende bjerge. Se: https://bentsbane.dk/verdens-top-14/

Bent Hansen. 3. juli 2019.