Rejse i Finland

INDLEDNING
Kun én gang har jeg været i Finland, og det var ikke engang planlagt. Vi var kommet til Kirkenes med Hurtigruten, og vi havde bilen med. En lokal jernbaneinteresseret i Kirkenes spurgte til mine hjemrejseplaner, der naturligvis var ned langs Norges kyst med besøg nogle af de steder, vi ikke fik set med Hurtigruten, fordi vi ikke anløb dette sted, eller fordi det var nat ved anløbet. Min norske ven ville gerne, at vi så Norge, men han lagde et par ekstra uger til min plan. De planlagte dagsetaper var ugennemførlige tidsmæssigt. Selv havde han gjort turen til Oslo fra Kirkenes flere gange, og det var gennem Finland. Som han sagde: Det er 100 km/t hele vejen. Turistbrochurerne anbefalede hele Finland fra nord til syd og så færgen til Stockholm, men den købte jeg nu ikke. Den ville være dyrere og næppe hurtigere og kun gavne rederiet.

Indlægget her er et sammendrag af dele af to indlæg, hvor alt om Norge og Sverige er skåret fra. De hed: ”Ind fra Ødemarken” og ”Snydt af geografien.” Desuden er jernbanedelen pillet ud og lagt ind som et selvstændigt indlæg.

FRA NÄÄTÄLÖ TIL INARI
Vi forlod Kirkenes ad E6,og skiftede omkring Nejden i Norge til vej 893, der førte over grænsen til Finland stadig som vej 893. På finsk side hed de få huse ved grænsen Näätämö.

Vi kørte nu ned gennem Finland. Selv om det var ensformigt, var det smukt alligevel, og vi nød det. Kortet viste små landsbyer, men det varede længe, inden vi opdagede, at det hus, vi så mellem træerne, vist nok var kortets by.

Vi kiggede på vejen efter bjørne og elge, men fra tid til anden var der rener. En enkelt gang gik jeg ud for at fotografere dem. Der var ingen myg her, men vi var også meget langt fra snart sagt alting her. 1997.

Vi startede dagen i ren tundra med meget lave træer, men meget hurtigt kom vi ind i fastlandsklimaet, og træerne blev større og større jo længere sydpå, vi kom. Her ses noget tundravegetation. 1997.

At holde og gå ud, var også nogle steder en tvivlsom fornøjelse. Myggene var over os med det samme. Ikke bare 50, men 1000. Det kunne tage et kvarter at rydde kabinen igen, efter vi havde åbnet døren. Der var myg, om vi havde samlet dem sammen, nok til en middag. Var vi på toilet, sad de ikke bare i lag der, men også i tønden afventende bart, ubeskyttet kød. Vi spiste derfor inde i bilen til trods for, at vi ønskede at sidde ude og også gå en tur i landskabet for eksempel rundt om en sø, men der var bare ingen vandrestier afmærket, så vidt vi kunne se.

Man kunne købe sådanne postkort og skilte til bilen, men vi var ikke enige, så det gjorde vi ikke. Da vi var hjemme igen og havde fanget de sidste medbragte myg, glemte vi myggeplagen og fortrød, at vi ikke havde købt et skilt, men hvad kan man ikke lave på sin pc? 1997.

INARI
Vi var nu kørt ind på E 75. Uden for Inari hen på eftermiddagen og et godt stykke nede i Finland besluttede vi, at nu skulle myggene ikke mere bestemme farten. Nu ville vi altså have en pause ude i det fri, og da vi uden for byen så et samisk frilandsmuseum, besluttede vi, at det skulle være her. Museet hed Siida Frilandsmuseum. Det etableredes 1963, og i 1998 efter vort besøg udvidedes med en museumsbygning.

Som tænkt, så gjort. Vi sprayede os med myggespray og forlod resolut bilen beskyttet af tøj og med spray på hænder og ansigt blot for at konstatere, at myggene satte sig, hvor der lige var sprayet og stak. Efter en kort overvejelse konstaterede vi, at kemikaliet hed myggespray, fordi det tiltrak myg. Så skippede vi det og fandt os i vor skæbne, mens vi tænkte på alle de reklamer, husråd og avis- og ugebladsindlæg, vi havde læst. I dag ville det have været nettet, men resultatet var det samme: Ikke et eneste af rådene havde nogen som helt virkning.

Det var nu ikke lige galt alle vegne. Indfødte havde givet os gode råd. Ude i det åbne land med lidt vind var myggene ikke. De blæste væk. Måske havde de ret. Rådgiverne gik i korte ærmer og havde ingen mygstik. En kvinde i en bod i Finland fortalte, at det kun var en overgang, så var vi som de indfødte immune. På den anden side hørte vi i en lokalradio i Norge om en konkurrence: “Vis os dine mygstik og vind en transistor!” Hvis teorien om immuniteten holdt, ville man vel ikke lave sådan en konkurrence? Andre bodindhavere sad med røgelsespinde og hævdede, at dem kunne myggene ikke lide.

Samemuseet viste en samisk bondegård, men bygget så sent som i 50’erne og allerede på museum trods en alder af under 50 år. Ikke alle samer vandrede rundt med deres dyr, og i alle tilfælde måtte de have et fast vinterkvarter. 1997.

Forrådshus til opbevaring af mad, der her er beskyttet mod smågnavere, Sådan stod er i hvert fald. 1997.

Foruden rener gjorde samerne det også i får. Museet viser sådanne midlertidige hytter, som her til en hyrde i tundraen, eller en lavere, hvor fårene kunne søge tilflugt i tilfælde af myggeangreb.

En midlertidig stald for 12 rener. 1997.

Man bjergede hø til vinterfoder, men for at renerne ikke skulle spise det i utide, byggede man sådanne konstruktioner. Her er jeg uden myggebeslyttelse, men som besigtigelsen skred fra, blev der lynet mere og mere op og kraven kom op over ørerne. 1997.

Samerne fangede også pelsdyr. Her en bjørnefælde. De sås i udgaver, hvor bjørnen fangedes levende, så pelsen ikke tog skade. I denne fælde dør bjørnen. når sten og træstammer falder ned over den. 1997.

Kort efter nåede vi byen, som på nettets kort kaldes Enare, hvor vi godt ville strække benene igen og gå en lille tur. Ved de første huse sagde Lise: “Nej hold ikke her på landevejen. Kør lidt længere frem, der ligger byen nok!” Men det, der havde lignet i kulisse til en westernfilm, var byen. Vi var ude af den igen, inden vi så os om.

Frokosten indtog vi på en lille rasteplads, og her var der af en eller anden grund ingen myg. Vi sidder i hvert fald her nord for Polarkredsen i korte ærmer og leger sommer. 1997.

IVALO
Derpå kom vi til Ivalo, men nu kendte vi faldgruberne, så vi fik vores bytur. Vi faldt for en rensdyrskind. Senere opdagede vi, at jo længere sydpå, vi kom, jo dyrere blev skindene. Vi var også ved at opdage, at turistbureauerne arbejdede modsat os. Deres brochurer beskrev de områder, vi havde været igennem, der altså lå nord for os. Brochurer om den næste by sydpå skulle vi have i byer længere sydpå.

SARISELKA
Dagen var nu ved at være gået, og kort havde vi ikke med hjemmefra, og kort over det aktuelle område skulle vi længere sydpå for at få, men vi var heldige i den næste by, hvor vi så byzoneskiltet og svingede fra og opdagede så, at husene lå inde i i skoven lidt fra vejen. Heldet bestod i, at vi fandt et turistbureau. Jeg konfronterede dem med mit 1 : 10 000 000-korts påstand om at der var et vandrehjem i denne by. Det var der også, men omkring 30 kilometer fra byen ude ved Nationalparken. Hvis vi skyndte os, kunne vi lige nå det. Det undrede mig lidt, at det hastede sådan, men jeg tænkte ikke videre over det. Senere i beretningen, når tiøren er faldet, kommer der en beretning om min fejltagelse. I øvrigt havde vi nu efter mange dage allerede i midnatssolen, vænnet os til ikke at bruge ur, men blot sove, når vi var trætte og spise, når vi var sultne, og forretninger med åbningstider var der alligevel ikke noget der hed her ude i naturen. Selv om de havde et ur i receptionen, opdagede jeg ikke, at uret ikke passede med mit ur. Jeg opdagede derfor ikke, at da vi stod og snakkede med receptionisten, havde hun faktisk haft fri længe. I det hele taget var tiden ikke noget, der betød noget her højt mod nord, hvor det var lyst hele døgnet rundt, og solen var vel at mærke på himlen. Det eneste, vi skulle holde os for øje var, hvornår vi til et givet fotoobjekt havde modlys og så komme igen tolv timer senere i medlys.

Vor samtale med receptionen drejede sig om en ide til en vandretur. Der var tre at vælge imellem. Vi valgte den længste og tog vandrestøvler på og overlevelsesudstyr med i rygsækken og gik ud i naturen. På vor natlige travetur fra Vandrehjemmet i Urho Kekkonennationalparken var der ingen myg.

Lige uden for vandrehjemmets vinduer var der næste dag alle de rensdyr, vi kunne ønske os. Her har de endnu hud på geviret, der således stadig vokser. Omkring hytten var der også stier, men tundraen var vandlidende, så der var bygget gangbroer til os mange steder. Løjperne var dog ren natur, men oplyste om vinteren. 1997.

URHO KEKKONEN NATIONALPARK
Turen var skøn efter en hel dag bag et rat. Den tog omkring tre timer, og efter lokal tid var det ved midnatstide, vi gik rundt her. Urho Kekkonen var en af Finland store præsidenter.

Så er vi på vej op i fjeldene i Kekkonen Nationalparken. Vi er stedvis over skovgrænsen Lige her lå der en rype halvt i hvid vinterdragt og halvt i brun sommerdragt, men vi gik ikke tæt på den for at fotografere, for den var tydeligvis ikke stolt ved situationen. Den prøvede at lokke mig væk fra reden, men selv om jeg kendte dens trick, prøvede jeg ikke at finde den. 1997.

I fjeldene var der en lun dal, og trods midnatssol var der en solside med bevoksning og en skyggeside med nøgent fjeld. Mikroklima kalder jeg et sådant fænomen. 1997.

Det er midnatstide, men vi troede, at det var tidligt på aftenen. Solen skinner, men noget ubehageligt trækker sammen. Det så dog smukt ud og gik i sig selv igen uden at blive til en snestorm. 1997.

I fjeldet løb en enlig vildren rundt. Vi havde håbet i det mindste at høre ulvene hyle, men det blev kun til rypen og renen. Både tidligere og senere var der horder af tamrener.

I fjeldet løb en enlig vildren rundt. Vi havde håbet i det mindste at høre ulvene hyle, men det blev kun til rypen og renen. Både tidligere og senere var der horder af tamrener. 1997.

I nationalparken var der flere hegn, som vi passerede flere gange. De skulle formentlig holde rensdyrene fra ulve og bjørne, men om vi er på vej ind eller ud, fandt jeg ikke ud af. Vi passerede flere porte som denne.

MOD ROVANIEMI
Næste morgen undrede vi os igen. Selv om vi kom til spisesalens åbningstid, var der fuldt og mange var færdige og ved at gå. Vi resonerede, at tiden her var en by i Rusland, og først næste dag blev vi klogere.

100 km/t sagde min norske ven om turen gennem Finland. Ret hurtigt læste jeg, at kørte jeg en ren ned, skulle jeg erstatte den, og renerne var allevegne. Hvad de laver på tankstationen i Vuotso lidt syd for nationalparken, ved jeg ikke. De store finske lastbiler med ekstra længde og – gad vide, om der ikke også var nogle med to påhængsvogne – kørte mindst 100 km/t. Her havde renerne ikke en chance, men mon min kofanger var godkendt til rener? 1997.

Den videre tur gik over Tankavaara, Vuotso og Sodankylä.  Vaara skulle på finsk betyde bjerg og Kylä kirke. Järvi, som også indgik i bynavne, skulle betyde sø. Formentlig var det finske navne, men længere oppe nordpå var skiltene tosprogede, samisk og finsk, men lige meget hjalp det. Begge sprog var os lige fremmede, og hvad der var hvad, nåede aldrig at gå op for os. Svensk var der ikke mange, der kunne. Vi kommunikerede på engelsk, men vi var på tankstationer og i butikker, hvor de heller ikke reagerede på engelsk.

Sodanlylä var de første rigtige by med butikker, vi så i mere end en uge. Min kære Lise gik nærmest amok her. Jeg var ikke klar over at indkøbsgenet var så stærkt. Det blev først til en stor isvaffel, og derpå til jordbær, der godt kunne være lokale her nord for polarkredsen, for det var tydeligt fastlandsklima. Vi svedte i hvert fald dygtigt her. Jordbærrene gik til frokost uvaskede. Det lignede ellers ikke Lise. Da hun ikke fandt tøj til sig selv, gik det ud over mig. Jeg kom hjem med en bluse, som jeg i øvrigt har endnu trods det, at den har været brugt hver sommer siden. Den var billig, pæn og i god kvalitet, og så passede den, men besparelsen satte vi til på jordbærrene. Man kan avle jordbær ”deroppe.” I Harstad i Ofotoen i Norge langt nord for Narvik og Polarkredsen dyrkes der også jordbær, men de modner først i august!

I Finlands første rigtig by, Sodanlylä lidt nord for Polarkredsen gik vi amok i butikker. De første stort set siden Bergen. Her er den en is, der nydes. 1997.

POLARKREDSEN
Næste stop kunne vi slet ikke undgå. Vi nærmede os den nordligste større by i Finland, Rovaniemi lige syd for Polarcirkelen, som den kaldtes der. Vi passerede Den nordlige Vendekreds eller Polarkredsen. På de fleste af mine kort var den sort, men i virkeligheden var den hvid. Fænomenet betegner 66 1/3 grad nordlig bredde, hvor der nordfor forekommer midnatssol og syd for ikke. Lige på stregen er der én nat om året, hvor solen ikke går ned, men kun lige strejfer horizonten. Jo længere nordpå, man kommer, jo flere dage er der midnatssol kulminerende på Nordpolen, hvor der er midnatssol et halvt år. Til gengæld snakker de ikke så meget om bagsiden ved fænomenet: Lige så mange dages midnatssol, der er et givet sted, lige så mange dage om vinteren må de leve, uden at solen står op. Vi havde lagt mærket til, at der overalt i Sariselka var gadelygter, også på ski- og kælkebakker og langrendsløjper!

Selve Polarcirkelen er afmærket i naturen, og selvfølgelig skulle vi også fotograferes med et ben på hver sin side af de anderledes farvede SF-sten på p-pladsen. Her boede julemanden i øvrigt, sagde finnerne. Vi kunne ikke dy os, men gik ind i hans hus. Det gav godt at være julemand, for han boede flot. Han ville hilse på mig, men jeg vidste jo, at julemanden bor på Grønland, så ham her må være et falsum. Det var måske ikke pænt sagt, og han blev kun lidt sur. Jeg må imidlertid gi’ finnerne, at de virkelig forstod at lave penge på den polarkreds og den falske julemand. Vi kom hjem med adskillige finske mærke- og designervarer herfra. Og det var ikke engang dyrt.

Jo, en ting faldt vi for. Vi kunne købe og skrive julekort her midt i juli, og så kom de frem til jul, lovede de. Med julefrimærke og særstempel. Vi havde ikke engang børnebørn endnu, og vore børn var vokset fra julemanden, men vi regnede med, at vore gamle forældre ville sætte pris på tanken.

Det gjorde de muligvis også, men de opdagede ikke hverken frimærkerne eller særstemplet – end ikke, at kortene var sendt fra Finland endsige julemanden!

Nogle kilometer nord for Rovaniemi lå Polarkredesen hvorfra der er midnatssol og middagsmørke. Lise står på kredsen, der er malet op med hvidt. Hun er 66,3 grader nord. Finnerne troede fejlagtigt, at julemanden boede her, og til hans ære var der her indrettet en halv snes gedemarkeder. 1997.

Lise på polarkredsen kun 1385 km fra København i luftlinje. 1997.

Julemanden havde for nylig fået råd til et nyt hus. Hans have er endnu ikke brolagt. 1997.

Vi var derinde, og han var også hjemme, men ethvert barn ved jo, hvor julemanden bor, og det er i hvert fald ikke her. I hans seng lå tre bjørneunger. 1997.

ROVANEIMI
Vi slog os ned i tre dage i Rovaniemi. Byen havde været ødelagt under krigen, men den kendte finske arkitekt Alvar Alto havde deltaget i planlægningen af den genopbyggede by. Det vil sige, at der i byen ikke var noget, der ældre end 1945. Nordnorge havde haft det samme problem, og her kunne vi noget bedre se sporene efter krigen og navnlig tage billeder af det. Byen skulle også rumme verdens første indkøbscenter, men det fandt vi først, da det var for sent, og vi var ved at forlade byen. Der var stadig meget langt fra Rovaneimi til Nr. Bjert.

Egentlig var byen hurtigt overset, og vi tog ikke ture i omegnen, men strejfede rundt i byen. Vi tog nu vore ure i brug, for der var igen spisetider og tider, hvor der skulle være ro på Vandrehjemmet.

Ved banegården i Rovaneimi var der opstillet et damplokomotiv som Denkmal. Lige ved Polarkredsen er skyggerne lange. Jeg havde hellere taget billedet 12 timer senere, hvor solen stod modsat, men det passede ikke i vore planer. Lokomotivet var bygget i Århus lige efter krigen, og det var beregnet til brændefyring. Derfor er der et gelænder øverst på tenderen til at holde på træet. 1997.

Det laplandske provinsmuseum var delvist gravet ned i jorden. Kun nordenden ragede ud i en sø i Kemijoki, Kemielven. Det meste var underjordisk, og en vej førte hen over museet. Her er dog ovenlys i den ene ende. Museet viste på udmærket vis og samernes liv og historie samt byens historie. Der var en udmærket restauration med designerservice. 1997.

Vandrehjemmet i Rovaniemi var rigtig pænt og velbesøgt, men jeg har åbnebart ikke fundet andre motiver i byen. 1997.

NOGET OM TIDEN
Det var først på Vandrerhjemmet her, at jeg opdagede, at mit og deres ur ikke passede. Jeg har altid kunnet stole på mit ur, så jeg spurgte, om deres ur passede. Det gjorde det. Det var mit ur, der gik galt. Sikken tanketorsk, men det er stadig første og formentlig eneste gang, jeg er rejst mod vest og har skullet stille mit ur frem! Man plejer jo at stille uret tilbage, når man rejser mod vest. I København kan klokken for eksempel være 12, mens den samtidig i London vil være 11.

Jules Verne
Allerede den franske forfatter Jules Verne brugte geografien og læren om tidszonerne i 1873 til pointe i sin roman, Jorden rundt på 80 dage. Hovedpersonen, Phileas Fogg havde indgået et væddemål om, at han kunne rejse jorden rundt på 80 dage. Det kunne han, men han havde godt nok brugt 81 dage efter sin egen tidsregning, men han havde glemt at stille uret, hver gang, han var kommet ind i en ny tidszone. Da han passerede datolinien skulle han endda have limet det blad på kalenderen igen, han ved midnat samme dag havde revet af. Det er lidt svært at fatte, men man er ikke i tvivl om problemet, når man flyver fra Amerika mod Europa. Man spiser aftensmad og sætter sig til at sove tidligt på aftenen, og efter en times søvn siger kaptajnen: “God morgen, om et øjeblik er der morgenmad, og derefter lander vi i København! Det er syv graders frost i København.” Man fik ikke sovet den nat, og resten af dagen har man mest lyst til at lægge sig, men gør man det, udskyder man jo bare problemet til næste nat.

Tidszoner
Man kan jo ikke vedblive at sætte uret frem eller tilbage for hver 15. længdegrad, man passerer. Briterne, der åbenbart har lavet systemet, har lagt 0-længdegraden gennem Greenwich ved London, hvor deres observatorium ligger. Datolinjen ligger på 180 grader eller diametralt modsat, da jorden efter et gammelt talsystem er opdelt i 360 længdegrader. Man er så heldig, at 180 grader går ned gennem Stillehavet, hvor der ikke bor ret mange mennesker, men de få, der bor der, oplever, at deres egen og deres naboø ligger på hver sin side af datolinjen. En enkelt af de nye østater er også delt af datolinjen, hvis ikke man lokalt har flyttet den.

Selvfølgelig laver firmaerne også penge på dette fænomen. Rejsebureauet “Hold din fødselsdag to gange samme år,” er et af dem, der sender gæsterne over datolinjen bare for sjov. Når gæsterne så rejser tilbage, skal de huske at rive kalenderbladet af igen, og rejser de modsat vej hjem, ja så taber de en time for hver 15 længdegrader og er således stadig lige vidt. En sådan rejse er absolut ikke livsforlængende. Den kan vel tværtimod være ret stressende.

ROVANIEMI – TORNIO
Den sidste etape til Sverige forløb uden yderligere oplevelser. Landskabet var skov, skov og skov igen. Måske er det lidt sigende, at da vi startede fra Rovaniemi og havde passeret byzoneskiltet og var inde i skoven, åbnede vi begge munden på en gang og sagde begge det samme: “Skal vi starte båndet igen?” For at forsøde den lange biltur, havde vi på biblioteket forsynet  os med en lydbog med en krimmi med lidt socialrealisme skrevet af en ex. til en kollega. Vi havde faktisk ikke hørt den, siden vi nåede Bergen. På Hurtigruten var der ikke behov for at høre bog, og på turen gennem Norge og Nordfinland, var der heller ikke behov, men nu fornemmede vi, at der var en noget ensformig skov resten af vejen, og så var bogen meget rar at supplere indtrykkene med.

Vi kørte bare over grænsen og ned i Sverige uden ophold. Finland havde været pragtfuld trods myg og sprogforbistring. Vi kunne have tage flere ture i nationalparken, men vi skulle jo også til Nr. Bjert, så det blev ikke til flere ture her. Vi fortrød ikke, at vi tog gennem Finland i stedet for ned langs Norges kyst som planlagt. På den anden side ved vi heller ikke, hvad vi gik glip af. Vi var nok også begunstiget af fremragende vejr på hele turen i øvrigt, og det trækker jo heller ikke fra.

Bent Hansen.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.