Julehilsen 2019

Nr. Bjert, julen 2019http://bentsbane.dk/wp-content/uploads/2018/12/Vignet-jul.jpg

Kære modtager

Du og din familie ønskes en rigtig glædelig jul og et

godt nytår.

 

Jul og Nytår
Julen holdes som sædvanlig hver for sig hos hver vores familie. Edit er i København, og jeg er i skrivende stund i Nr. Bjert, men tager juleaften til Lotte og Lars og samler Lise op på vejen på Ejby Station. Første juledag er vi alle hos Lottes forældre til julefrokost. Mellem Jul og Nytår tager jeg nok tilbage til Edit.

Et roligt år
Hele året har vi holdt lav profil. Vi har ikke været på ferie, ikke på grund af klimaet, men på grund af helbredet. Også vore mange småture er ikke blevet til noget i år. Vi har således ikke været i Vesterhavet og bade i år. Vi har ikke været i forårsskoven til hverken nyudsprungne bøgetræer eller anemoner. Vi har heller ikke været i den smukke, mangefarvede efterårsskov.

De seneste dage
Jeg er lige kommet ind fra haven. Efter at vi har sat udetemperaturen  i december op til over seks grader, vokser græsset (ukrudtet) hele året rundt, men jeg blev så glad, da jeg så, at under ukrudtet stod erantisserne på spring. Jeg har aldrig set dem så tidligt på færde før. Der var desuden morgenfruer og aurikler i blomst.

Vi gennemførte 2. søndag i advent vor traditionelle juletur med juletoget i Hedeland. Igen i år havde jeg indbudt Edits og min familie til at deltage. Kun Sidse, Edits datter mødte op. Det regnede desværre, så vi valgte toget med vogne med tag, men det hjalp stort, da det regnede vandret. Vi havde taget tøj på efter det, og vi havde en skøn tur. Det syntes Sidse også, at hun havde. Trods vejret var toget klokken 11 fuldt. Det var familier i tre generationer, der sammen var ude at hente juletræ med vores tog.

Efter endt tur var jeg tilbage på Hedehusgården. Sidse og Edit var kørt i bil for ikke at blive våde. De står og tager imod på Hedehusgården. Jeg sidder i bagerste vogn, og togføreren står på trinbrættet og snakker med mig.

Et par dage før havde vi været på Kongens Nytorv, hvor metroens plankeværk nu var væk, men der var stadig spærret af, nu med alskens boder som på et tysk julemarked. Vi skulle se Magasins juleudsmykning, der også var flot, men hvor var der dog mange mennesker. På Rådhuspladsen var der mere luft, så vi bedre kunne se juletræet. Køen til Tivoli begyndte helt ude på gaden, men vi kom ind, og fik os sparket rundt om den julesmykkede Tivolisø og efter tyve minutter i kø fik vi også et bord på en af restaurationerne til en festlig julemiddag. Til gengæld har vi hverken været i Frederiksbergcentret, Rødovre Centrum eller Kolding Storcenter i julemåneden.

Et af Tivolis mange pyntede juletræer ved søens nordvestende.

Det kinesiske Tårn tog sig flot ud. Til højre et pæretræ. Det var i hvert fald fyldt med LED-pærer.

Edit fotograferede stadig fra samme fotosted mod Glassalen. De små træer står ude i Tivolisøen.

Kultur
Vi har i helbredsmæssigt gode perioder besøgt Arken, Louisiana og Ordrupgård. Desuden har jeg været på Glyptoteket, for at se særudstillingen om Palmyra og den navnkundige dronning Zenobia, på Nationalmuseet med særudstillingen om Djengis Khan og på Geologisk Museum med Meteoritudstillingen. Her så jeg blandt andet tre af de meteoritter, der faldt ned ved Maribo en aften, vi kørte hjem fra en julekomsammen hos Edits storebror. Det var 17. januar 2009. Vi glemmer det nok ikke foreløbig. Først blev nattehimlen blå, og så var det kortvarigt næsten dagslys. Tænk at de småsten kunne lyse himlen op over Sydsjælland, Lolland, Falster og Skåne. Fænomenet hedder en ildkugle. Er den mindre, er det et meteor. Når stumperne først er faldet og ligger på jorden, er det meteoritter. På himlen var ildkuglen naturligvis større, end de tre stumper, jeg så, men på vejen ned gennem atmosfæren sprængtes ildkuglen og faldt med mange steder blandt andet også i Østersøen.

Oplevelser med barnebarnet
Nationalmuseet og Glyptoteket var også på programmet igen efter besøget på særudstillingerne, idet jeg havde inviteret Signe og Edit med bagefter. Så var det rart at have været der og hurtigt kunne finde vej til det, jeg ville vise Signe. Hun havde sidste år set Egtvedpigens grav og Jellingehøjene, så jeg fik den idé, at Signe måske ville se den ægte Egtvedpige på Nationalmuseet. Inden vi gik ind, viste jeg Signe nogle pengesedler, hvor der et tegnet ting fra museet. Jeg opfordrede hende nu til at finde tingene i samlingerne, og det klarede hun med bravour! Hun tog endog sin mobil frem og fotograferede tingene. Edit var ret nyopereret, så hun fik en pause i cafeteriet, mens Signe og jeg fortsatte. Der var meget, hun godt kunne lide, men ikke alle Rane Willerslevs idéer faldt i god jord. Efter fire timer var hun mæt. Jeg nævnede lige Djengis Khan, og sandelig om hun ikke sagde ja. Det var ret sjovt at iagttage, hvad Edit syntes om, og hvad Signe faldt for. Begge for noget helt andet end det, jeg syntes var spændende. Der gik yderligere en time, men så var vi også mætte. I bussen på vej tilbage kom Signe i tanker om, at klokken var tre, og at hun ikke havde fået hverken vådt eller tørt, og at hendes mor havde givet hende mad med. Hun spiste i bussen, men var ikke mæt, så i Meny, hvor Edit bor, købte vi pølsehorn og flødekager, inden vi gik op til Edit. Kort efter måltidet dejsede Signe om på en sofa, og lidt efter Edit. Så lagde jeg mig også.

Også Glyptoteket slugte hun, men kun den ægyptiske samling. Jeg prøvede at forklare Signe lidt om ægypternes manglende perspektiv og den måde de gennem tre tusinde år tegnede mennesker på: En skøn blanding af profil og an face, men på den samme måde hver gang. Også hieroglyfferne prøvede jeg at forklare hende. Signe slog sin farmor for en tegneblok og et sæt blyamter samt en skabelon med et ægyptisk alfabet, fra den tid, hvor tegnene ikke mere betegnede ord, men lyde, eller skal vi kalde det bogstaver? Ude i den smukke palmesal satte hun sig og tegnede Kleopatra og skrev med hieroglyffer Kleopatra på tegningen. Da hun så kom hjem duperede hendes mor hende med at kunne læse navnet! Et par dage efter tegnede hun tegningen om – endnu bedre end før. Da hun havde nævnt van Gogh, slæbte jeg hende med op til de franske impressionister for at vise hende en ægte van Gogh. Hun stillede sig op midt i salen og udbrød spontant: ”Det er altså kunst det her!” Denne gang var vi kun på museet i fire timer.

Siden har Edit, Signe og hendes mor været til Julehilsener til Grønland i Studie 2 i TVbyen. Også her sad hun og sugede til sig, og bagefter gik hun ganske uimponeret hen til Julie Berthelsen og viste hende sit grønlandske smykke. Julie fortalte hende derefter om smykkets betydning i Grønland.

Jernbaneture
Om sommeren lykkedes det at gennemføre den årlige Hedelandssommertur med frokost, men med kort varsel, så ikke alle kunne. En enkelt jernbaneudflugt vovede vi os også ud på med kort varsel. Med Nordisk Jernbane-Klubs norske tog fra 1964 tog vi til Nyborg til Nyborg Destilleri, hvor nogen så på whisky og andre på det udstillede damplokomotiv, der står i det gamle DSB-værksted, der nu rummer destilleriet. Jernbaneklubbens ene vogn er indrettet som spisevogn, hvor vi fik frokost på udturen og middag på hjemturen, mens vi kørte. En rigtig god måde at udflugte på.

Vort udflugtstog i Roskilde. Det er motorvognen i front, hvor vi sad. Bivognen, hvor vi spiste, er bagved. Det er mit billede.

Nyborg Destilleri holder til at et gammelt jernbaneværksted, så de skulle have et lokomotiv at stille op på skinnerne. Jeg har set en søstermaskine, mens hun endnu kørte kul i kulreviret ved Alsdorf øst for Aachen i Tyskland. Edit og jeg så lokomotivet på værftet i Hvide Sande, mens det blev sat i stand, og så ville jeg gerne se det færdig resultat. Tønderne indeholder Whisky, der ligger på lager i tre år. Også mit billede. På hjemmesiden er der mere om lokomotivet. Skriv i søgefeltet f. eks. Nyborg eller Emil.

På dette lille destillationsapparat fremstilledes gin. I baggrunden anes en kedel af kobber til whisky. Det var lidt svære at komme til for andre interesserede og komme på afstand. Mit foto.

Lagertanke.

Her så lidt af et af de smukke destillationsapparater. Der var 1½ times foredrag, hvor vi stod, men så fik vi også lov at smage. Stadig mit foto.

Enkelte andre småture er det blevet til. Selv i nærområdet kan vi stadig finde noget, vi ikke har set før.

Mens jeg var alene i Nr. Bjert for at gøre lidt ved haven, og Edit passede sin genoptræning, tog jeg på en tur til Niebüll og Dagebüll. Jeg så det, jeg ville, men oplevede, at tyskerne ud over ikke af tage visa- og masterkort heller ikke i Dagebüll havde mobildækning. I Niebüll modtog jeg en sms fra Edit, men jeg kunne ikke svare, før jeg var tilbage i Danmark. Og så var de sidste gratis p-pladser i Dagebüll og Niebüll lukket. Jeg havde ingen småpenge i €, så jeg løb med held risikoen og holdt bare uden at betale.

Dette skinnekøretøj i Dagebüll havde jeg ikke set før, så det var nok nyt. Det havde nr. 61, så mindst 61 familier på halligerne havde et sådant køretøj til at køre frem og tilbage mellem sig og fastlandet og hente købmandsvarer.

Det slesvig-holstenske kystbeskyttelsesforetagende og nationalparkvæsen ejede banen og havde egne tog med lokomotiver. Føreren hilste venligt på mig, da han var ude at skifte spor.

Denne trolje har jeg fulgt gennem de seneste 50 år. I år var den nymalet. Det frisiske “rigsvåben” var opfrisket og frisernes valgsprog var påmalet. Hellere død en slave står der på frisisk. Nationalfølelsen eskalerer år for år på disse egne. Også i Ditmarsken og på Helgoland ser man mere tosprogende skilte. Ditmarskerne var trods alt saksere, mens friserne “kun” var germanere af egen oprindelse.

Mere kultur
Min fødselsdag fejrede vi i Teaterkælderen under Det ny Teater med en treretters med vin, og så bagefter Spillemand på en tagryg. Det var fantastisk. Intet mindre.

Hobby
Ellers går min tid med industribaneforskning og levering af arkivalier til forfattere, lokalhistorikere og slægtsforskere. Disse er nu ikke mere så flinke til at kvittere med et eksemplar af deres bog bagefter. Er det stort, får jeg en pdf-fil. Men det rækker også. Jeg har altid noget, jeg skal have fra hånden, så hver morgen springer jeg glad ud ad sengen for at sætte mig bag pc’en, fordi der er nogen, der har brug for mig.

Livets små stød
Da Edit skulle have endnu et nyt knæ i foråret, arrangerede vi ikke noget før operationen. Indtil lige før operationen gik vi stadig to kilometer ud for at handle, men vi var begyndt at tage bussen hjem, fordi varerne var tunge. Operationen gik godt, bedre en med det andet knæ, selv om ikke alt forløb efter bogen. Først på sommeren kunne vi dog tage hjem til mig.

Man ser endnu, at græsset er lavt, og der har været luget rundt om æbletræet, men det blev senere meget værre. Træet forsvandt i meterhøjt græs og jordskokkerne blev næsten kvalt. Så er det galt. Edit fik dog æbler på sit træ. En halv snes stykker. Økologiske og de smagte af natur.

Min have havde ikke været rørt hele foråret, så den så ud. Efter to dage fik jeg det skidt, men jeg har glemt forløbet. Jeg var dog ukampdygtig i et par måneder, men mest slået ud af de mange piller, jeg blev fyldt med.

Jeg havde i min naivitet, mens jeg var allerlængst nede, søgt hjælp fra kommunen. Længe efter, da jeg var i bedring, ringede Kommunen tilbage og efter yderligere en tid sendte de en dame, der skulle vurdere mig til hjemmehjælp, men da kunne jeg klare mig selv igen.

Jeg havde overvejet min fremtid. Min ene diagnose, Helvedesild skulle vel gå over af sig selv. Den lever dog efter syv måneder stadig i bedste velgående. Den anden lidelse, Slidgigt i lænden, der havde forårsaget, at Iskiasnerven kom i klemme, bliver vel kun værre med tiden. Jeg besluttede derfor først at flytte over til Edit, hvor jeg tilsyneladende godt kunne få en lejlighed i den ejendom, hvor Edit boede. Her var læge, tandlæge, fysioterapeut, købmand, bager, fiskemand, slagter og offentlig trafik. Efter moden overvejelse opgav jeg det igen. I Nr. Bjert kunne jeg for huslejen i København få selvfinancieret hjemmehjælp og havehjælp samt få bragt varer ud. Foreløbig kan jeg stadig selv købe ind, lave mad og køre bil. Jeg må nok erkende, at jeg lader have være have, og opholder mig en hel del hos Edit. Hjemmehjæpsfirmaet har jeg dog stadig på lager. Grunden til, at jeg ikke pt. flytter, er, at jeg ikke kan have mit jernbanearkiv i en ny lejelejlighed, og uden arkiv, har jeg ikke noget at tage mig til.

Andre genvordigheder
De få gange vi har kørt til og fra København, har vi hver gang været ramt at trafikkaos. Den ene tur tog seks timer. Måske gik det lidt hurtigere, men det var blevet spisetid, så vi måtte stoppe for fortæring. Også både i Kolding og i København har vi oplevet køer på vejene. End ikke mimrebussen kan komme frem for trafikkaos. Vi har måttet bakke med bussen og køre omveje, fordi privatbiler parkerer hensynsløst, så bussen ikke kunne komme igennem. Vandvidsbilister, der drøner over et fodgængerfelt for rødt, ser vi mindst en gang om måneden. Vi er ved at lære ikke bare at se på den grønne gåmand, men også lige at vurdere om trafikken nu også stopper, når vi må gå over fodgængerfeltet.

Vi har mistet vor 6A-bus til Rådhuspladsen og Nørreport. Skal vi der, skal vi skifte. Vi har i stedet fået en 7A, der kører til Hovedbanegården og derefter vender og kører ud ad byen igen næsten samme vej. Vi har dog fået let til den nye metro. Måske er det alligevel ikke så ringe. Nørreport og Hovedbanegården er ret også håbløse steder at skifte? Navnlig bussen ind til centrum er ofte ramt af trængsel, så en tur med bussen til centrum let løber op i en time, men med Metroen går det langt hurtigere.

Vi hænger på computeren endnu, men oplever, at det bliver mærkværdigere og mærkværdigere efter hver ny opdatering. Noget lykkes dog for os uden problemer, så når andet ikke lykkes, kan jeg ikke frigøre mig for den tanke, at det er programmet, der ikke er optimalt. Dagliglivet er fyldt med eksempler på ofte statslige programmer, der ikke virker. Tænk bare på skat.

Min gode gamle radio virker ikke mere, men det er udbyderen, der har slukket for radiosignalet. En nymodens adapter passer ikke til en 50 år gammel B&O, der bare kører. Den trækker stadig grammofon og cd, og vel at mærke en cd, der ikke laver hakker i cd’erne som de nymodens billige kinesiske afspillere gør. I stedet for en adapter har jeg købt en ny DAB-radio og stillet oven på B&O’en, så nu kører det igen. At 24/7 er lukket, generer mig ikke. Jeg hører P2 eller P1. Næste år mister vi K samt nogle radioprogrammer. Tabet af K bliver nok et større savn.

Nu ikke flere genvordigheder i år, selv om der har været nok af dem, for nu skal vi jo glæde os i denne tid.

Skal vi kalde det praktiske oplysninger
Julebrevet, eller hvad jeg nu skal kalde det, plejer at være klar i november, men i år kommer det først på nettet om formiddagen den 24. Det siger sig selv, at jeg ikke når at skrive ud og poste inden jul. Jeg har også kun to tilbage, måske kun én, der ikke har mail. Jeg vil derfor bede deres børn om at åbne pc’en og vise brevet til den ældre generation, hvis det har interesse, og de har tid og kræfter til at komme igennem mit julebrev. Tak.

Mine jernbanevenner får ikke noget i år. Dels når jeg det ikke, dels har jeg næsten ikke været på jernbaneture i år, som jeg plejer.

Med venlig hilsen

Edit og Bent.

Dette indlæg blev udgivet i Jul. Bogmærk permalinket.