Cuba. Det ultimative mørke

Cuba er et populært, eksotisk rejsemål. Nogle vælger det, fordi det er billigt, andre fordi det er anderledes og en del måske, fordi de vil studere politik. Enten fordi de er for tingenes tilstand eller fordi, de på forhånd er imod. Det er altid sundt at træffe et for-eller-imod-valg, når man har set med egne øjne.

Cuba er i øjeblikket rigtig populært, men så vidt jeg kan bedømme ud fra reklamerne, er det et helt andet Cuba, men ser i dag end det, jeg så.

Jeg var nu taget til Cuba for at se på damplokomotiver, men der faldt en hel del sidegevinster af.  Cubas jernbaner burde også have mindst syv indlæg:
Normalsporede jernbaner med dampdrift
Normalsporede jernbaner med dieseldrift
Normalsporede sukkerbaner med dampdrift
Normalsporede sukkerbaner med dieseldrift
Smalsporede sukkerbaner med dampdrift
Smalsporede sukkerbaner med dieseldrift
Hersheybanen.

Strømmen går
Et gevaldigt uvejr afbrød en ellers hyggelig aftenstund ved poolen. Vi nåede at få aftensmaden, men så gik strømmen også. Formentlig var det uvejret, men Cuba er et fattigt land, efter at russerne ikke mere havde råd til at aftage deres sukker. Cubanerne har ikke selv hverken olie eller kul, og de har heller ikke valuta, så de kunne købe. Der blev sparet på strømmen og på olien. Persontog kørte på nogle strækninger kun hver anden dag, og turistbusser, som vores skulle tage blaffere med op. Det var lovbefalet. Vores chauffør var nu ikke meget for det, så han skulle altid et andet sted hen end blafferen. Det kom nu imidlertid lidt – ikke så lidt endda – an på blafferens køn, alder og udseende.

Vi tager en beslutning
I stedet for at sidde og kukkelure på værelset om aftenen i tællepråsens skær, insisterede min makker på, at vi skulle gå ud og opleve det ultimative mørke sammen. Hotellets nødbelysning rakte ikke til nogen aktiviteter, og da det var holdt op med at regne, fandt jeg også en gåtur en god idé.

Vi nåede hurtigt turens mål: Det totale mørke. Jeg kunne høre på sjasket, når jeg gik på vejen. Jeg kunne mærke, når jeg kom ud i græsset, men jeg kunne ikke se noget. Langt ude i det fjerne på den modsatte dalside var to lys tændt, og en bil kørte derovre. Den nærmede sig imidlertid de to lys, og på et tidspunkt slukkedes bilens lys og lidt senere de to lys, og så var det bare totalt mørkt. Vi kunne intet se, men det var jo også det, vi var gået ud efter.

Længere fremme må vi have vækket en hane, men den kunne i mørket heller ikke se, hvad klokken var, så den begyndte at gale. Cubanerne gik helt givet i seng med hønsene, men jeg håber ikke, at de også stod op med hønsene. Jeg tænkte lidt på deres hunde. Måske blev de taget ned fra de flade hustage, hvor de tilbragte dagen? Men ingen hunde sagde noget eller angreb os.

Da vi syntes, det var synd at vække flere af de hårdtarbejdende cubanere, ville vi vende om. Vi havde vel også set nok. Det var ikke mørkere længere henne, for det kunne simpelthen ikke blive mørkere. Her nær Den nordlige Vendekreds var der ikke noget der hed De lyse Nætter.

Et mystisk lys
Så var det, jeg så et lys. En svag lysplet, og så en til, og vi gik alligevel nærmere. Nu var der også nogle endnu svagere lys, der bevægede sig. Pludselige nærmede to lyspletter sig hinanden og smeltede sammen og lyste kortvarigt op. Lysstyrken forekom mig at forholde sig som en til fire til ti. En enhed for det flyvende lys, fire enheder for det fastsiddende lys og ti enheder for de to lys, når de smeltede sammen.

Selv om vi gik derhen, kunne vi ikke se noget. Min hjerne havde længe været i gang. Første post, der kom ud, var St. Hansorme, men nej, det var ikke sådan, vi sang om dem i sommersangene. Derpå kom ildfluer ud, og herved blev det. Formentlig har lyspletterne – ildfluerne parret sig. Det lød i øvrigt som en kortslutning!

Det er første og eneste gang, jeg har oplevet ildfluer, og det er noget af det, jeg tror, jeg vil kunne huske rigtig længe.

Vi kom godt tilbage til vort hotel langt ude på landet på det nordvestligste Cuba. Vi kunne se det på stor afstand, for strømmen var kommet tilbage.

Totalt mørke i Danmark
Det ultimative mørke har jeg nu oplevet før. Så snart jeg blev stor nok, flyttede jeg op på værelset på loftet i den ejendom, hvor jeg voksede op som barn. Jeg ville gerne være mig selv. Først om sommeren, men de sidste år, jeg boede hjemme, også om vinteren skønt der ingen varme var på loftskammeret. Trappelyset gik altid ud, inden jeg overhovedet var kommet hen til min dør, men jeg havde stor ekspertise i at ramme nøglehullet og låse mig ind i totalt mørke, for der var ingen vinduer i gangen, der havde værelser på begge sider.

I sommerhuset husker jeg, engang jeg ville gå ud med skraldeposen, men pludselig fornemmede jeg, at jeg var kommet ind i hybenroserne. Det skete to gange, og tredje gang gik jeg simpelt ind i et træ og fik en afbrækket kvist ind i panden, så blodet løb. Så vendte jeg om. Skraldeposen måtte vente til næste dag.

På vej hjem en mørk aften efter et besøg ved bekendte i sommerhusområdet, skulle vi gå hjem, og på vejen skulle vi passere et brandbælte, hvor fem stien mødtes. Vi kunne intet se her, og selv om vi søgte, fandt vi aldrig den sti, vi skulle have været af. Vi fandt hjem, ved at følge skovbrynet langs brandbæltet til venstre og så skrå over og tage næste skovbryn til højre. Vel ude af skoven var der lys i mange af sommerhusene, så nu var der ikke flere problemer, men med det lyshav, vi omgiver os med til daglig, er det svært at forestille sig det totale mørke, hvor du bogstavelig talt ikke kan se en hånd for dig. Vi slipper jo også for at se på stjernerne. Jeg har faktisk mødt mennesker i byerne, der aldrig har set mælkevejen!

Der er ingen fotos til dette indlæg. Jeg tænkte slet ikke på at prøve på at fotografere ildfluerne. Det var jo i negativfilmenes tid. Billeder fra poolen lige før uvejret har jeg, men der er en masse let genkendelige mennesker på i badetøj, som jeg ikke orker spørge om offentliggørelsestilladelse. At lave en grafik i sort med lyspletter i tre størrelser er ikke mere nogen udfordring, så det gider jeg heller ikke. Du får indlægget i sort/hvid uden billeder.

Bent Hansen 7. marts 2013.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.