En sang fra Højskolesangbogen rinder os i hu
Vore radioer står fast på P2, og her hører vi flere gange om året Oehlenschläger og Carl Nielsens sang, Underlige aftenlufte. Hver gang den er på programmet, kommer både Edit og jeg uafhængigt af hinanden til at tænke på en bestemt begivenhed. Nu siger vi det ikke mere i munden på hinanden. Et indforstået blik er nok.
Anledningen var, at vi pludselig stod over for Herthabøgen, og så randt en sang om Herthas grønne Lunde os pludselig i hu. Det var godt nok efterår, men skoven var stadig grøn og usædvanlig smuk. På vor vej gennem skoven så vi foruden Herthabøgen også Herthasøen og Herthaborgen.
Da vi kun kunne huske ordene ”Herthas grønne Lunde,” blev vi nysgerrige og ville gerne vide, hvad der var med disse grønne lunde, og hvem var Hertha, og hvad hed sangen?
Der gik en rum tid, inden alt var på plads. Lettest var det finde ud af, at Hertha stammede fra den nordiske mytologi, men for at komme videre skal man nok have en kandidatgrad i emnet, og det skal man nok også i litteratur for at forstå Oehlenschläger. På det pågældende tidspunkt forbandt jeg dog Herthas grønne Lunde med Sjælland. Da vi først havde fundet sangen, viste den sig at være en sang om hjemlængsel. En uges tur var dog ikke nok for os til at få hjemve.
Desværre kan jeg ikke gengive teksten. Selv om forfatteren for længst er død, påberåber andre sig ophavsretten. Også Hertha som gudinde er tvivlsom, men det blev på stedet angivet, at man her havde ofret unge piger. Jeg undrede mig lidt, for da vi troede på de gamle nordiske guder, var området her befolket af slaviske folkeslag, der mig bekendt havde andre guder. Som det fremgår af billedet af Herthabøgen, har guderne til tider haft opgør. Thor har på et tidspunkt for nylig ødelagt Herthabøgen. Lynet var slået ned i den.
Den smukke skov ved Rügens Klint, som vi gik igennem. Man skulle ikke tro, at det var efterår, og at det regnede. Foto: 2005.
Herthabøgen efter et nyligt lynnedslag. Tidligere havde den været kæmpe, flot og gammel – og sagnomspunden.
Herthasøen, hvor der ofredes unge piger. Hethaborgen lå bag søen mellem træerne.
I Herthasøen stod disse to planter, som også den stedlige naturfotograf var faldet for, men billedet her er Edits, taget før vi så naturfilmen på infocentret.
Ellemose. Også i Jasmundskoven.
Hvor er vi egentlig henne?
Vi var på det aktuelle tidspunkt gående på vej til Rügens Klint. Som privatbillister skulle vi holde på en p-plads omkring tre kilometer fra klinten og enten gå fra p-pladsen til klinten, hvad vi valgte, eller tage en shuttlebus. Lokalbussen og charterbustransporter kunne køre direkte til klinten. Vi fortrød dog ikke vor travetur skønt det regnede let. Først det sidste kvarter på tilbagevejen var bladene blevet så fulde, at de nu dryppede, og vi blev våde. For den ret store p-afgift, der kom oven i adgangsbilletten til klinten, fik vi dog også et veludstyret toilet, hvor Edit kunne tørre sit hår i håndtørreren. Trods regnen var det en pragtfuld tur, som vi ikke ville have undværet. Vi tog mange fotos fra turen, og i besøgscentrummets biografsal så vi i en naturfilm om området flere motiver, som vi havde nøjagtig mage til selv.
Lad mig så lige mene, at Møens Klint både er højere og mere imponerende end Rügens Klint. Sidstnævnte skal muligvis ses fra havet om morgenen i medlys, idet synet oppefra ikke er noget at skrive hjem om.
Vi har været på Rügen fem gange og endog boet både i Bergen og i Putbus, men ikke desto mindre har jeg aldrig nået Arkona. Rügen har meget at byde på, men er efterhånden overrendt.
Lidt om turen
Den aktuelle tur startede i Göhren, hvor vi vi beså kirken og en kæmpehøj med stensætning på kirkegåden hvorfra der var en vid udsigt. Helt til Nordpolen! Fra bakken gik vi ned til stranden og langs denne tilbage til byen, hvor vi på badestranden beså ”Ordnung muss sein.” Der var badestrande til folk med børn og folk uden børn samt folk med hunde, der jagtede fisk og folk med mere velopdragne hunde, og folk, der fløj med drager, sikkert både med og uden børn samt hunde. Der var et utal af indelukker. Af lutter befippelse glemte jeg at se efter, om man kunne lægge sig, hvor man ville, eller indelukkerne var reguleret med farver og med pæle, som angav, hvor man kunne lægge sig. For kurtaksten fik man også hornmusik, specielt når man skulle på toilettet.
Tysk badekultur. Det foresvæver mig, at en ansat gik og vendte de sandskorn, der lå forkert.
I Sellin ville vi se skibsbroen med de markante bygninger på. Jeg kørte ind et tilfældigt sted i håb om, at det var den rigtig by. Mens vi holdt og kiggede efter et skilt, der angav byen navn, sagde Edit pludselig, at vi nok var i Baabe, byen før Sellin. Hun begrundede det med, at boden, hvor vi holdt, solgte Barbecue som de kaldte Baabecue!
Tysk banekultur II.
På vej mod Klinten ville vi holde spisepause i skoven langs kysten, men på hver eneste p-lads stod der p-automater. Nu havde vi betalt en mindre formue i Göhren, og også i Baabe og Sellin ville de have penge, hvad de nu ikke fik. Vi udskød spisningen til p-pladsen ved klinten, hvor vi alligevel skulle betale. Det var billigere i benzin at køre en time, end det var at parkere en time!
Vi så også det fire kilometer lange hotel i Prora, der dengang endnu var en afspærret ruin, men som nu delvist er sat i stand. Der bliver mange tusinde lejligheder og mange tusinde biler ekstra, som der slet ikke er plads til, med mindre hele Rügen ændres på motorfolkets præmisser, men så er naturen væk, og Rügen, som det er i dag og det, turisterne kommer efter, også bare væk?
Udsigt fra Kongestolen på Rügens Klint. 117 meter. Flot, men Møens klint er altså mere hvid. Også oppe fra.
Som nævnt regnede det, så efter klinten tog vi tilbage på hotellet.
Turen var egentlig en tranetur. I tre dage så vi traner fra morgen og navnlig til aften. Jeg havde ikke troet, at jeg ville have fundet det spændende i så lang tid, men hver aften var vi ude ved kysten og se tranerne gå til ro i strandsøen, hvor de kunne være i fred for ræve og mårhunde. I følge lokale aviser var der 40 000 traner, der i løbet af en times tid kom i kiler á 100 traner og landede og gik til ro. En uforglemmelig oplevelse.
Himlen var i mere end en time lige så sort af traner. Vi stod bare sammen med et halvt hundrede andre og måbede. Vi tog dog tilbage til hotellet efter knap en time og spiste vildsvin. Hotellet lå lige på grænsen af naturparken, og hvis et vildsvin krydsede grænsen, var jægeren der.
På vejen hjem, gjorde vi holdt i Bad Doberan for at overnatte. Pludselig kom Edit farende på værelset og fortalte ophidset, at der holdt et damplokomotiv på fortovet foran hotellet. Jeg sagde, at det var et, jeg havde bestilt, og jeg undrede mig over, at hun ikke havde lagt mærke til sporene, hun var gået over, da vi gik ind på hotellet. Banen til Kühlingsborn går vitterligt lige gennem byens hovedgade.
Bent Hansen. 13. februar 2016.