Tyskland. På Karststien

Et karstlandskab er et område med kalk i undergrunden. Kalk sprækker let og tilmed opløses den af kulsyreholdigt regnvand, altså vand med opløst CO2. Derfor har floder det med bare at forsvinde i undergrunden i sådanne egne. Karstområder er desuden rige på huler.

Karststien
Langs Østharzens sydrand løber Karststien. Vi begik et par etaper af den med et halvt hundrede kilometers mellemrum. På den ene tur kiggede vi ikke efter egentlige karstfænomener, skønt de også var der, men vi så udgravninger af tidligere tiders minedrift med restaurerede detaljer blandt andet en såkaldt vejrovn eller på tysk Wetterofen. Den skaffede frisk luft i minegangene dybt nede uden brug af motorer eller pumper! På denne tur fandt vi også Blåtoppet Kohvede, en i Danmark yderst sjælden blomst, der kun findes få steder på Sjælland. Den har tilsyneladende på samme plante gule, blå og hvide blomster! Det er nu et bedrag. Blomsterne er gule og kun gule. Det andet er farvede blade.

En i Danmark meget sjælden plante, den Blåtoppede Kohvede, der i gamle dage, hvis den voksede i kornet og høstedes med, kunne gøre brøddet sort.

En i Danmark meget sjælden plante, den Blåtoppede Kohvede, der i gamle dage, hvis den voksede i kornet og høstedes med, kunne gøre brøddet sort.

Questenberg
Vi zigzaggede os videre gennem Sydharzen og efter passage af flere landsbyer nåede vi Questenberg. Her lå en borg, Questenburg, der i dag er en ruin. I forhistorisk tid var herremandens børn blevet væk, og lokalbefolkningen søgte i flere dage, inden de fandt dem. Trolde var naturligvis bortførerne. Er der et gran af sandhed i sagnet, og det er der vel, kunne børnene havde forvildet sig ind i områdets utallige huler. Vi var i et karstområde. Det var netop Karststien, vi her ville gå på. Først ville vi dog lige se linserne af alabast, som skulle sidde i de lodrette klippevægge nede ved floden. Vi så dem straks, men jeg fik ikke rørt ved dem, for de sad mindst 25 meter lodret over floden! Derfor fik vi heller ikke nogen med hjem til mineralsamlingen.

Landsbyen er kendt for sin årlig Kvastefest, der afholdes i pinsen. Ved solopgang pinse mandag nedtages en krans af birke- og bøgegrønt fra en flere meter høj egepæl på bjerget på en plads på toppen lodret over floden, der løber gennem landsbyen. Kransen har formentlig hængt der fra pinsen året før. Om eftermiddagen hænges en ny krans op, men nu af grene med friske, lysegrønne blade. Fra kransen ses to store kvaster hænge ned. Traditionen har formentlig sine rødder helt tilbage i en hedensk solhvervsfest?

En anden fortolkning tillægger festens oprindelse til fejringen af Ridder Knauts forsvundne, men genfundne børn.

"Majstangen" med kvasterne på bjerget højt over byen Questenburg.

“Majstangen” med kvasterne på bjerget højt over byen Questenburg.

Dinsterbachschwinde
Vi gik en halv time ud ad Karststien, men hele landskabet var karakteristisk karstlandskab. Vi så flere små bække, der bare forsvandt ned i jorden. Målet var områdets største bæk, Dinsterbach, der var så stor, at den var afsat på mit landkort. Den forsvandt også for at dukke op igen ti kilometer længere fremme. Stedet hed Dinsterbachschwinde. Vi kunne se bækken, og vi kunne se, at bækken ikke var der mere, men hvor den forsvandt, kunne vi ikke se. Den overliggende klippe styrtede tilsyneladende ned i takt med at bækken opløste kalken i undergrunden. Derfor måtte vi ikke gå tæt på. Dykkere og huleforskere havde prøvet at følge floden, men havde måttet give op på grund af sammenstyrtede huler. Man mener, at vandet i dag benyttede områdets middelalderminegange. Heller ikke disse var tilgængelige mere. For år tilbage kunne man konstatere, hvor vandet kom ud, idet man havde tilsat vandet farve, men de gamle minegange er formentlig nu styrtet sammen, så vandet har fundet andre veje. Hvor det i dag kommer for dagens lys igen, vides ikke for tiden.

En dal med en meget ujævn bund. Undergrunden er hullet som en ost, og flere af hulerne er styrtet sammen.

En dal med en meget ujævn bund. Undergrunden er hullet som en ost, og flere af hulerne er styrtet sammen.

Foruden bække, der forsvandt, var der masser af jordfaldshuller. Huler i kalkundergrunden kan styrte sammen og efterlade et en fordybning i jordoverfladen. I Danmark har vi også jordfaldshuller blandt andet i skoven bag Møens Klint. På Bornholm i Hasleområdet skyldes jordfaldshullerne nu sammenstyrtede minegange fra gammel tid. Her ligger hullerne på række! I Jylland for eksempel på Mols skyldes hullerne efterladt dødis.

Bag mig rislede en lille bæk lystigt, men lige under mig forsvandt den uden varsel i jorden. Foran mig er der ikke spor af bækken.

Bag mig rislede en lille bæk lystigt, men lige under mig forsvandt den uden varsel i jorden. Foran mig er der ikke spor af bækken.

Under disse sten sivede Dinsterbach stille og roligt ned i undergrunden.

Under disse sten sivede Dinsterbach stille og roligt ned i undergrunden.

Bent Hansen 9. juni 2013. Alle fotos fra 2012.
Ny opdateret version.

80 år gammelt automobilkort! over Harzen. Harzens bjerge er ikke afsat, men begynder du i nordvest ved Goslar ligger følgende byer lige i kanten af Harzen: Seesen. Osterode, Bad Lauterberg, Ilfeld, Sangerhausen, Mansfeld, Hettstedt, Ballenstedt, Blankenburg, Wernigerode og Bad Harzburg.

Kort over Karststien

Kort over Karststien

Ved ➀ har jeg med rødt afmærket to etaper af Karststien, som vi gik på, vestligst ved Questenberg og østligst ved middelalderminemuset.

Dette indlæg blev udgivet i Geologi, Rejser og tagget , . Bogmærk permalinket.