På vejen til Læsø brugte vi tre overnatninger: I Thyborøn, Hanstholm og i Strandby ved Frederikshavn – alle steder på forhenværende sømandshjem. Inden færgen sejlede til Læsø, var vi lige på og i Skagen.
Vejret var strålende. Nok regnede det ganske lidt, men kun mens vi kørte.
Enkelte ting var stadig lukkede eller havde indskrænket åbningstid som følge af covid-19, og vi kunne jo ikke være flere steder på en gang indenfor en kort åbningstid, så vore besøg gjaldt nok mere natur end kultur, for i naturen var der ikke lukket, og vi var stort set alene. Rønnebussen var fuld, og havde vi ikke bestilt, var vi næppe kommet med. Heller ikke i Skagen kunne de ikke klage over mangel på turister.
I Hanstholm var der overhovedet ikke betjening på hotellet, men en bagdør stod åben, og nøglen sad i døren til værelse 16, det værelse med bedst udsigt over Nordsøen og havnen. Vi måtte dog spise både middag og morgenmad ude i byen. Der var stadig ikke et øje, da vi skulle betale, men vi kunne lægge pengene i postkassen. Også i Thyborøn havde vi fået hotellets bedste værelse med udsigt over havnen og Thyborøn Kanal. Her skulle vi i øvrigt ringe et kvarter før ankomst, for så ville der komme en og lukke os ind. På færgen over Thyborøn Kanal skulle vi blive i bilen klemt inde mellem og med udsigt til store lastbiler, og det skulle vi også have gjort på Læsøfærgen. I 1½ time! Men så aftenen før sagde min telefon pling, og en sms meddelte, at vi nu måtte gå op i salonen eller på dækket.
På Læsø havde vi fem overnatninger, hvilket gav fire hele dage. Kurbadet besøgte vi den ene dag. Vi ankom, da badet åbnede og prøvede alle bassinerne uden salt eller med salt i forskellige koncentrationer samt med og uden bobler. Så fik vi frokost og derefter massage. I en solhal slappede vi af eller rettede, jeg faldt i søvn, men så begyndte vi igen med de forskellige bade og tog først derfra ved lukketid. På de tre øvrige dage nåede vi øen rundt og var helt ude i hjørnerne. Turen sydpå til Hornfiskerønnen var med traktor lige som traktorbussen til Grenen og til Mandø.
En del billeder og deres fototekster vil vise mere om, hvad vi oplevede. Næsten alle billederne er mine, da jeg endnu kun har fået få af Edits foto overført.
Gudenåcentralen også kaldet Tangeværket. I dag elmuseum. Der er tre turbiner og tre generatorer, men ved vort besøg var kun den ene i drift. Vi er lige øst for Bjerringbro. Det var turens første stop.
Næste besøg var Kongenshus Mindepark for hedens opdyrkere. Der var flere hundrede sten Herred for Herred, samt mindre sten med navne på de enkelte hedeopdyrkere. Jeg kendte godt dette Herred i Thy, men jeg nød digtet. Kan du ikke læse det, så prøv med en tysk-dansk ordbog. Thysk staves det vist?
Skærum Mølle var lukket. Her var flere museer, Brugsforenings- og teglværksmuseum samt nogle af Per Kirkebys mursten, hvor man dog her kunne gå ind, og der var tilmed tag over. Himmel og Sten hed stedet her. Maleren var jo oprindelig geolog.
Bovbjerg fik vi tid til, da Skærum Hede var lukket. Her tog vi kaffe, som vi havde haft med hjemmefra.
I Thyborøn genså vi sneglehuset. Murene var tæt besat med sneglehuse og muslingeskaller. Det var herfra, vi skulle ringe, så vi var sikre på, at hotellet var bemandet, når vi kom. Selv om det var en dame, der lukkede op, hedder det alligevel bemandet.
Et af andendagens første stop var den lille Lodbjerg Kirke, som nylig var sat i stand af et fond, men der var lukket sikkert på grund af covid-19?
Nabokirken var Vestervig, landets største landsbykirke, hvor Lodbjerg sammen med Venø var landet mindste. I Vestervig så vi Liden Kirstens Grav kendt fra en folkevise. Også her var lukket, men vi sneg os ind sammen med organisten og lovede ikke at røre ved noget inde og gå hurtigt igen.
Når vi nu er ved kirker, tog vi til oldtidskirkegården på Ydby Hede, hvor der var rigtig meget lyng og mange gravhøje fra Bronzealderen. Over Doverodde og Næssund tog vi videre op gennem Thy. Færgen over Næssund, der nu er privat og nærmest museumsfærge, var under vort ophold på Mors, så vi så ikke dens toldfrie afdeling.
Næste kirke var Hørdum Kirke i Thy, hvor der i våbenhuset var opstillet en runesten brugt til en tidligere kirkes fundament og nu opstillet i våbenhuset. Man ser Thor på fisketur. Han har fanget Midgårdsormen, men den trækker så hårdt, at man ser Thors ene ben gå gennem bådens bund! Her kom graveren selv forbi og spurgte, om han skulle hente nøglen til kirken. Det måtte han gerne.
Nu var det slut med kirker, og vi kørte tilbage til Nationalpark Thy, hvor vi besøgte både Stenbjerg, Nr. Vorupør og Klitmøller. Da jeg sidst var her for 61 år siden trak de stadig store både op på stranden, men nu lå er der kun nogle fritidsfiskere og landingstedets bygninger var blevet til museer. Her er det Stenbjerg. Vildtreservatet i Hanstholm nåde vi ikke, Der var ingen veje ind, men der var lagt en motorvej (næsten) lige tværs igennem området.
Første stop næste dag var det tyske 105 mm kanonbatteri i Vigsø østligst på Hanstholmen. Allerede i min tid for mere en 60 år siden var det skredet i havet, og det skred stadig. Jeg var i 60’erne i tyverne, så jeg har været inde i flere af bunkerserne, også selv om man nogle steder skulle kravle, fordi sandet også føg ind.
Vi har yndet i tv at se konkurrencen mellem biologinørder om at finde sjældne dyr hurtigst. I en udsendelse skulle de finde skestorke, og begge hold sagde omgående: Vejlerne. Jeg valgte nu Lønnerup Fjord, og her stod de: Et ægtepar – 25 meter fra os, men de sov. Først da jeg dyttede, åbnede de øjnene, men reagerede ellers ikke, og de nægtede at vise deres karakteristiske næb. I tv var storkene på mindst en kilometers afstand. I vejlerne var vi også: Silkehejrer, sølvhejrer, klyder, gravænder med 11 ællinger og sort svane. Jo, der fik vi også valuta for pengene.
Næste stop var Bulbjerg, Danmarks eneste fuglefjeld. Det var indtaget af Rider også kaldet Tretåede Måger. Her er en forældre ved at fodre en unge. Herefter kørte vi via Vildmosen til Strandby, men i Vildmosen var vi begge mætte af natur, så vi var ikke ude, selv om vi netop passerede Pindstrup Mosebrugs områder, hvor der endnu var mose.
Udsnit af et gammelt postkort hvor man ser Bulbjerg, som det så ud indtil 1978, hvor den 16 meter høje strandpille, Skarreklit ragede op 60 meter fra kysten vidnende om, at kysten engang gik helt herud. Navnet skyldtes Skarven, der dengang var sjælden i Danmark, fordi den ikke var fredet. Strandpillen var den eneste i Danmark vest for Øresund.
I 2020 ragede endnu soklen af Skarreklit op af havet, men der er så langt til Bulbjerg, at jeg ikke kan få dette med samtidig med resten af Skarreklit, som den gamle poskortfotograf kunne.
Næste dag kørte vi til Råbjerg Mile og derefter til Skagen, hvor vi kørte ud på Nordstranden, Danmarks nordliste punkt, der nok ligger bag mig. Det nye fyr fra 50’erne ses i baggrunden. Vi opgav Grenen og Skagens Museum, da der var for mange mennesker. Vi skulle jo også nå Læsø-færgen.
Gyvelen stod i fuldt flor og var smuk. Her i Plantagen lige syd for Nordstranden på Skagen.
Vi fulgte tangtagsprojektet, men Edit har billederne. Vi fandt også Per Kirkebys tangtagsgård med alle hans skulpturforsøg i mursten. Her var ingen hjemme, så det betød fri adgang? Billedet her er nu fra museumsgården, der imidlertid var lukket ved passagen. Tangen er i øvrigt ålegræs fra Møn og Bogø. Det holder mere end 300 år.
Et tangtag, der skulle skiftets i år. Der var ellers en smuk flora på taget.
Edit og Rønnebussen på øen Hornfiskerøn syd for Læsø. Når vi tog bussen, var det fordi turen førte hen over havbunden. Her gik der i øvrigt traner! Vi besøgte den læsøske natur lige fra Bløden i øst over Nordmarken til Stokken i vest, men de lavvandede naturbilleder gør sig lige som ikke rigtigt her. Sælerne var også på mindst én kilometers afstand. De specielle læsøske, brune bier ville ikke sidde stille, men jeg fotograferede. Det blev dog til lidt sommerfugle og lidt blomster. Stor Regnspove var der også i læssevis, men heller ikke disse ville sidde stille, mens jeg skruede telen på.
Plettet Gøgeurt, en almindelig orkide i Danmark. Man aner de karakteristiske plettede blade. Den forekom i stor tal på Rønnerne. Der var også enkelte Gøgeliljer.
Da den sidder i sand, er det nok en Klitperlemorssommerfugl og ikke en skovditto. De var ret almindelige ude på Læsøs østende, Bløden, hvor Læsø synligt voksede mod syd.
Sommerfuglelarve samme sted. Art ukendt, men måske et forstadie til Klitperlemorssommerfugl. Flot var den i hvert fald også.
Fra kunstneren Per Kirkebys have på Læsø. Overalt stod hans skulpturer i mursten.
Covid-19 havde gjort, at vi ikke fik badekåber i Læsø Kurbad. Stoffet kunne ikke tåle den høje temperatur, de skulle have været vasket ved, så må jeg nøjes med to badelagener, mens jeg spiser min sandvich fra Læsø Antik med spegepølse af Galloway-kød og ser yderst veltilfreds ud.
Opholdet på Læsø var med hotel, morgenmad og aftensmad. Her er menuen. Lutter fisk. Vi tog også fisk til frokost, undtagen de gange vi kunne få Gallowaybøffer.
På Læsø kunne vi studere natur, mennesker og miljø. Lisbet, Edits ene svigerdatter havde gjort os opmærksom på, at der ikke var færdselsfyr på Læsø, og vi savnede dem heller ikke. En indfødt fortalte, at der på øen var én helle. Det var en stående vits her: “Østerby Havn? Kør til hellen og drej så til venstre!”
Jeg fandt nu et par ting, de heller ikke havde: Stendysser og jættestuer samt gravhøje. Først hen i Bronzealderen var der skyllet så meget sand sammen på havbunden, at det kunne begynde at fyge og danne beboeligt land. Det var for 3000 år siden. Da området ligger nær Sorgenfrei-Thornquistzonen, har der uden tvivl også medvirket jordskælv i hævningen og tilmed jordskælv større end 4,5 Richter, og altså større end dem, vi nu oplever i Danmark. Tidligt i Middelalderen var sandet skovdækket, og menneskene rykkede ind og byggede kirker. Så opdagede munke fra Vitskøl Kloster, at der var koncentreret saltvand visse steder i undergrunden. Saltvandet hældte man i store pander og kogte vandet væk, så saltet blev tilbage. Saltet var guld værd op gennem Middelaldren, idet det stor set var det eneste, der kunne konservere mad. På nogle hundrede år var skoven opbrugt, og fra omkring 1650 begyndte sandet at fyge igen og begravede først markerne, så landsbyerne og kirkerne. Resterne af sidstnævnte stod også her som på Skagen tilbage som sømærker, indtil de væltede, eller den genrejste skov gjorde dem overflødige, og resterne kunne rives helt ned.
Først i starten af 1900-tallet plantede man igen træer. Den kortbog, jeg købte, da jeg i 1961 var færdiguddannet, viste et rødt Læsø, idet rød er farven på lyngheder. Kortet var desværre alt for gammelt, da jeg købte det: Hvor gammelt, det var ved købet, har udgiveren ikke oplyst, men læsøkortet var rettet 1929 med enkelte rettelser 1958. Mit nyeste kort viser et grønt Læsø, hvor alle de gamle lyngområder nu var skovbevoksede. Læsøboerne er begyndt af syde salt igen, for det er stadig guld. Edit betalte omkring 130 kr for et kilo salt. Mon ikke de denne gang husker at genplante skoven? De der profiterer på saltet, er nogle andre end de, hvis marker dækkes af sand! Historien har vi hørt før: På Nordstrand Mose i Vadehavet gravede de tørv til saltudvinding, og til sidst fik stormfloderne i Vadehavet frit spil, da havet nu var dybt, så det meste af øen Strand forsvandt på havbunden. Også klitterne langs Vestkysten og de jyske heder har vi selv lavet ved uhæmmet skovhugst og ved at lade kvæget græsse i de sidste rester af træer.
For resten har naturfolkene fundet ud af, at udelukkende træer heller ikke er lykken, så nylig har naturfolkene sluppet nogle spændende får med specielle horn, Galloway-kvæg og vilde heste løs i skovene. Vi mødte køerne flere gange på skovvejene, måske fordi jeg har en god kofanger, men vi kom overens og passerede. Og Galloway-kvæget smagte rigtig godt som hakkebøffer.
Her et hundrede år gammelt kort over Læsø, hvor man lige var påbegyndt skovgenrejsningen. Ellers dominerer lyngens røde farve. Jeg har påført øens vestligste og østligste punkt samt hotellets beliggenhed sammen med Læsø Kur, der holdt til i en gammel kirke i Vesterø. Hvorfor vestenden hedder Stokken, fremgår af kortet? Om de røde og blå streger ses nedenfor.
Et nyere kort over Læsø, hvoraf skovrejsningen fremgår. Kortet er fra en turistbrochure, og jeg håber ikke, at der er copyright på kortet. Til gengæld skal jeg undlade at opkræve gebyr for at reklamere for øen. Teksten er tysk, men det var det kort, jeg fik, og som jeg kørte efter. Det var udmærket bortset fra, at vejene var langt mere krøllede end på kortet. Kun én gang snød det. Jeg kørte efter Hals Kirkeruin, men fremme ved stedet stod der Kirketomt. Oversætteren har nok ikke kunnet finde en tysk oversættelse for ordet tomt.
Galloway-kvæg i den centrale Klitplantage. Der var færist og hegn, men ikke for vejen!
Siden mit gamle kort var Stokken vokset betydeligt i bredde og højde. Der var blandt andet rugende Dværgterne, så der var adgang forbudt i yngletiden, men det blæste turister og indfødte på. Disse er kun de halve at de, der vandrede derover. Man ser også krumoddedannelse til venstre.
På det hundrede år gamle kort over Læsø var der også tegnet en hel del andre streger. Mærket med 1 er angivet det Læsø, der for tre tusinde år siden dukkede op af havet. Midt i 1 står i dag Læsøstenen til minde om begivenheden. Med 2, 3 og 4 er mærket udvalgte, men skitserede stadier i Læsøs videre udvikling. Læsøs udvikling kan følges ved at se på de mange strandvolde, der ligger rundt om på øen og minder om tilvæksten af nyt land. Jeg har langt fra markeret alle strandvolde, så derfor er der kun tale om en principskitse. Læsøs udvikling følger et mønster: Man ser en sandflade, der i nyere tid er en marskflade. Foran denne et vådområde og så foran igen rækker af strandvolde og krumodder. Dette mønster har jeg også set på Rømø, hvor jeg er kommet i en lille menneskealder. Ingen har mig bekendt skrevet om baggrunden for regelmæssigheden, men er udviklingen cyklisk? Da de tektoniske kræfter ikke er cykliske, kan den være klimaet? Altså de regelmæssige klimaforandringer, som vi ingen indflydelse har på. Jeg kan dog ikke se sammenhængen, Sådanne cykler har længe været iagttaget, uden at nogen kunne forklare dem. Der er dog for rigtig mange cykler i den senere tid kommet en forklaring. Med 5 er mærket havområder med mindre end 1 meters vanddybde. Med en nuværende landhævning på 3 mm om året og en modsatrettet havstigning på 1 mm om året, vil det tage omkring 500 år, inden områderne mærket 5 er tørt land. Jokeren her er, hvor meget vi som mennesker forøger havstigningen med vore udledninger af Co2 samt modsatrettet, hvor meget sand naturen selv ekstra sender ind i område 5.
Turen viste, at det ikke bare var muligt at holde ferie i Danmark, men også en rigtig god ferie. Nu har jeg heller aldrig været til badeferier i det sydlige Europa eller Egypten eller Thailand og heller ikke været til besøg i New York og lignende, men det overraskede mig, at ferien ikke var dyrere. Jeg opgør mine ture ret nøjagtigt ud fra forbrug af medbragte penge og visitkort-transaktioner. Besparelsen må ligge i, at vi ikke har købt dyre flybilletter eller kørt Europas motorveje tynde. Jeg har naturligvis skrevet visakort, men min autokorrektur retter det automatisk til det, der står her – også selv om funktionen er slået fra.
Bent Hansen 18. juni 2020.
Pingback: Julehilsen 2020 | Bents bane