Svalbard
FORUDSÆTNINGER
Løst og fast
Svalbard er mig bekendt det nordligste, man som almindeligt menneske kan købe billet til. På Svalbard er du væsentlig længere mod nord, end du er i Qaanaaq (Thule) på Grønland, og Canada og Rusland har kun få områder så langt mod nord, men ikke her byer med hoteller og spisesteder.
Vi var 2008 taget til Svalbard. Det er vejret, der bestemmer på Svalbard, og her må selv de frie markedskræfter indordne sig. Allerede året før, skulle vi have været af sted, men skibet gik i stykker, så turen blev aflyst.
Turen var – skulle have været – en rundtur fra Longyearbyen på Spitsbergen rundt om alle øerne og tilbage til udgangspunktet, om vejret ville. Jeg har senere læst alle “dagbøgerne” fra årets ekspeditioner, som rejseudbyderen som salgsnavn kaldte disse charterrejser. Det var kun et par enkelte af turene, der nåede øgruppen rundt. Også kun et par af turene nåede over 80 grader nordlig bredde, som vi gjorde. Selv senere liggende ture, hvor det skulle have været varmere og derfor mindre havis, nåede ikke så højt mod nord. Ismængden afhænger ikke bare af temperaturen, men også af vindretningen. Den is, vi sejlede i, og som generede os, var da heller ikke fastis, men drivis. Generede er egentlig ikke det rigtige ord. Isen generede ikke. Den pyntede. Det vi så, var overvældende. Hvad vi gik glip af, ved vi af gode grunde ikke. Det var indtrykket, at så vi ikke hvalrosser det planlagte sted, så så vi dem nok et andet sted! Kunne vi ikke kommer frem for is, kunne hvalrosserne heller ikke?
For en ordens skyld. Svalbard er gammelnorsk og betyder De kolde Kyster. Navnet dækker en øgruppe mellem Norge og Nordpolen. Spitsbergen er hollandsk og betyder De spidse Bjerge, og ordet dækker den største af øerne i øgruppen Svalbard. Ikke alle steder er der på Svalbard spidse bjerge.
Jeg føler mig bestemt ikke snydt af naturen, og vores tur var efter min mening den bedste af årets syv ture, selv om vi ikke nåede hverken hen til hvalrosserne på Moffen eller øgruppen rundt. Vi kunne absolut ikke laste udbyderne for deres manglende styring af naturen. Deres annonce var måske mere en hensigtserklæring end en varebeskrivelse?
Den planlagte tur rundt om Svalbard, idet vi dog ikke skulle runde Nordaustlandet og øerne øst derfor. Vi skulle følge på den røde og den gule streg.
Turen som den endte med at forløbe. Vi kom ikke til Pyramiden øst for Longyearbyen eller til Moffen for is, men vi var nord for 80 grader nord. Turen i syd ud til fastlandssoklen eller 200 meter kurven var en hvalbesigtigelse, der lykkedes. Fire hvaler, så vi. Vi havde så flere afstikkere i fjordene. Grunden til ændringerne var drivis.
Skibet, Polar Star lå ved turens start på reden i Adventsfjorden ud for Longyearbyen. Der var ingen krydstogtkaj og kun én anlægsplads, hvor syv skibe på tur fik vand, proviant og olie. Vort første indtryk af turen var således redningsvest og gummibåd. Bemærk, at der kun er udendørs adgang mellem salon midtskibs og kahytter i agter.
Vor kahyt. Spartansk og med fast inventar, som ikke flyver rundt i storm. Jeg sidder og kigger ud af vinduerne. Udenfor var der metalplader, der kunne lukkes for vinduerne i høj søgang. De var vist beregnet til rejser i Sydatlanten ved Sydpolsrejser.
Når vi skulle ud, og det skulle vi for at spise eller komme på dækket eller i salonen, skulle vi passe på dørtrinet, der var usædvanligt højt. Vi skulle heller ikke have fingrene i klemme i døren. Skal dørene være så høje, for at der ikke kommer vand ind på sydpolsrejser, skal jeg ikke til Sydpolen! Ikke med et så lille skib.
Vi sejlede ikke i is, hvis vi kunne undgå det. Så hellere vende om. Der er adskillige billeder af isfrit vand, men her er lidt is i en eller anden fjord. De tykkeste skosser var 1½ meter. Vi sejlede dog kun på én maskine. Den anden var forbeholdt en eventuelt fastsejling eller en indfangning i drivis. Det var lige ved at ske engang, men vi kunne ikke sejle, før den sidste gummibåd var ankommet, og det kunne den ikke for drivis.
Vor yndlingsplads: På dækket, men dog ikke altid med kikkert og ikke nødvendigvis på fordækket. Der var dæk nok undervejs. Panoramasalonen brugte vi derimod ikke.
Bevæbnede guidepiger med geværer. Kjerstin fra Norge er ved at tage patroner ud af æsken. Vi er for længst kommet i land, så var isbjørnen dér, var det lidt sent at lade, men stranden var naturligvis allerede afsøgt, inden vi kom i land.
Naturhensyn
Guiderne tog i høj grad hensyn til naturen, og mange ting måtte vi ikke. Vi blev aldrig sluppet løs, idet der altid skulle være to bevæbnede guider i nærheden af os. Kun i Longyearbyen måtte vi gå løse inden for bygrænsen. Af en eller anden grund respekterede isbjørnene bygrænsen her i modsætning til bygderne langs Hudsonbugten i Canada, hvor de går rundt i gaderne både dag og nat vel vidende, at de er totalfredede.
Et sted gik vi i land på en øde ø. Den havde for ganske få år siden været gletscherdækket, og den var ideel at studere bjergkædefoldninger på, da der endnu ikke var bevoksning. Også små endemoræner var der flere af på øen. På en af dem lå en edderfugl på rede, hvilket nu ikke kom bag på mig. Jeg gik tilbage til guiden og meldte mit fund, og hun afbrød som forventet landgangen. Naturen frem for alt. Men da havde jeg allerede fået mit telebillede uden at fuglen var gået af reden!
Sikkerhed
Arrangørerne satte sikkerheden højt, ofte så højt, at både det ene og det andet ikke kunne lade sig gøre. Alligevel er en arktisk eller en antarktisk tur ikke uden risiko. Vi kendte risikoen, og vi var villige til at løbe den. Det gik godt, og vi havde en pragtfuld tur.
Der var dog enkelte ting med isbjerge, jeg ikke ville have gjort, fordi jeg har fået et lille kursus af en bådfører på Grønland, der havde gjort bitre erfaringer. Gletschere, der kælver eller pludselig galopperer, isbjerge, der brækker midt over eller vender rundt uden varsel, er ikke til at spøge med, og jeg synes, vi udsattes for risici, jeg ikke havde turdet løbe, måske fordi jeg det år hørte om ulykker med dødelig udgang forårsaget af gletschere på Grønland. Personlig har jeg set isbjerge, der væltede eller brækkede midt over, så jeg i en fart måtte væk fra stranden. Guiderne var jo erfarne, og måske vidste de, hvad de gjorde. Det var i øvrigt gæsterne, der forlangte at komme hen til et lille isbjerg på et par meter – over vandet, men pludselig skød en skodse op fra ti meters dybde og rejste gummibåden op til lodret. Passagererne blev dog indenbords. Alle sammen, men de kunne være røget udenbords. Vandet var omkring frysepunktet, og vi havde ikke overlevelsesdragter på. Forhåbentlig ville vi være blevet hevet op, inden vi var underafkølede. Det tager ved den havtemperatur ikke mange minutter!
I afsnittet om Ny Ålesund senere påstår jeg, at det var det eneste sted, vi kunne gå i land direkte fra skibet, men det gjorde vi også i Barentsburg, og det havde vi egentlig også kunne i Longgyearbyen, men der var kun en kort kaj, og den skulle syv skibe bruge samtidig, så der var kun plads et kort øjeblik til at tage mad, vand og olie. Passagererne var længere tid om at snøvle sig om bord og efter turen fra borde, så vi måtte benytte gummibådene. Grunden til at alle syv krydstogtskibe skulle til samtidig, var naturligvis økonomisk, så vi måtte lide for aktionærerne, men der var også en praktisk ting. Skibene fulgtes også ad, uden at vi ret tit så hinanden, og det var praktisk, hvis der skulle ske en ulykke; thi så var der altid hjælp i nærheden. Man skulle derimod ikke regne med nogen søredningstjeneste heroppe. Og så var der i øvrigt hverken fyr eller sømærker. Drivisen gjorde det heller ikke lettere at være kaptajn her.
Året før totalforliste et krydstogtskib ved Sydpolen foruden at adskillige andre havarerede. På Svalbard fik vort skib motorstop, men heldigvis i Barentsburg. Det år sluttede den tur her. Vi skulle som nævnt have været med på næste tur. Samtidig forulykkede et af de russiske ekspeditionsskibe. Det kom for tæt på en gletscher, og is fra gletscheren faldt ned på skibet og gav det slagside indtil 90 grader. Derpå vendte det rundt med slagside 90 grader til modsat side. Ingen faldt vandet, men mange kom til skade, og tro det eller ej af fritflyvende møbler. De få helikoptere, der var til rådighed fik pludselig travlt med at flyve tilskadekommende til sygehuset i Longyearbyen. En gruppe geologer, jeg talte med, oplevede, at deres forsyninger pludselig udeblev. De fik forklaringen senere, da maden vendte tilbage. Tilmed kunne de oplyse, at ulykken havde været så voldsom, at et dobbeltbenbrud ventede i over et døgn, inden der var en helikopter ledig. De hårdest kvæstede skulle af sted først.
LONGYEARBYEN
Byen er grundlagt af den amerikanske entreprenør John Monroe Longyear i 1906. Han levede 1850 – 1922. Den lå da et andet sted, der nu kaldes nu Gamle Longyearbyen. Navnet er således grundlæggerens efternavn og skal derfor ikke oversættes bogstaveligt. Året er ikke længere deroppe, selv om det måske føles længere. Det er dagene og nætterne, der er længere. Der er i følge nettet 1600 indbyggere, men tidligere, da minerne var i gang, var der flere. Tyskerne ødelagde byen under krigen.
Både da vi kom, og da vi rejste, var der ophold i Longyearbyen. Turen ud og hjem var på egen hånd.
Først op ad formiddagen var der en bustur rundt i området, som desværre kørte forbi det mest spændende, nemlig fossilerne. Vi var der, men ikke ude. Vi nåede kun byens museum, og så skulle vi om bord.
Vi var tidligt oppe den morgen, som vi plejer, også selv om vi var kommet sent i seng, fordi de tog lang tid at indkvartere vanskelig turister. Jeg nåede derfor mellem 8 og 10 en tur til minemuseet, der lå et helt andet sted end byens museum. Edit ville ikke med.
Jeg havde læst det med småt, så vi kunne sove længe den sidste dag på skibet, hvis ikke flertallet af deltagerne blev puret før 3 om natten og stod op under stor larm. De skulle med det første fly, tidligt om morgenen, sikkert det vi var kommet med sent om aftenen. Vi faldt i søvn igen og fik morgenmad i ro og mag, og derefter tog vi til et andet hotel, hvor der i øvrigt også var morgenmad, hvilket nok var en fejl fra dette hotels side? Her måtte vi deponere vor bagage, og så havde vi en god halv dag til at bese byen og navnlig kirken, der var en oplevelse. Om der også var frokost, ved jeg ikke, men vi tog selv i Brugsen. Desuden beså vi kultransporterne i form af det hængebanesystem, der strakte sig over hele byen. Det kan du se mere om i indlægget om Svalvard IV. Industribaner. I kirken var der også minder om krigen, hvor Svalbard havde spillet en vigtig rolle i transporterne af krigsmateriel mellem USA og Murmansk. Her mødte vi en frivillig i kirken, der fortalte os en hel masse.
Skulptur af en miniarbejder på byen hovedgade. Til højre dele af Brugsen. Byen lå på østsiden af Adventsfjorden, en sidefjord mod syd til den store Isfjord centralt på øen Spitsbergen. Klipperne var høje og stejle på begge siden af dalen.
I nærheden stod endnu en skulptur i limtræ af kulbrydning i ældre tid. En liggende minearbejder borer med et håndbor.
Kirken i Longyearbyen lå i Gamle Longyearbyen. Den er her set nede fra Minemuseet, der også lå her oppe på skråningerne over den nye by.
Kirken indvendig. Vi havde indtryk af, at den var åben for andre trosretninger også? Tilsyneladende kunne det evangelisk-lutherske område lukkes af? Også på Nordkapp var der et kapel åbent for flere religioner.
I forbindelse med kirkesalen var der et, hvad vi i Danmark ville kalde menighedshus. Her satte vi os lidt og støttede kirken ved at tage kaffe og kage, som frivillige opvartede med. Det var her vi af de frivillige fik lidt at vide om om kirken og byen under krigen. Da der var både tyskere og englændere med på turen, blev anden verdenskrigs begivenheder forbigået i en sådan grad, at jeg undrede mig, men forstod naturligvis hvorfor. Der var ikke andre end os fra skibet heroppe.
I menighedshuset var der udstillet blokke med fossile blade fra fortidsskoven, der havde dannet kullene. Disse blade kan ikke bruges i klimadebatten som bevis på, at det tidligere havde været meget varmere end nu, for den gang, kullene dannedes, lå Svalbard et helt andet og varmere sted på jorden end nu!
Flere blade fra et af de kuldannende træer. Vi så også ude i Adventsdalen, hvor de blandt andet kan ses in natura, men vi skulle ikke af bussen og se dem af en eller anden grund.
Både på museet og i kirken i Longyearbyen havde de fossiler fra tertiærtidskullene syd for byen. Der var både blade og som her ferskvandsmuslinger. Også disse lå i kirken.
Byen set fra kirken på vestskråningen over byen. I forgrunden ses et af tårnene, galgerne til hængebanens tove. Tættere på byen anes også en galge til minen øst for byen langs Isfjorden. Her i Adventsdalen sås tre miner. Masten i front førte til grube 3 og den nede ved byen til grube 7. Spitzbergen? Her har Barents vist ikke været?
Adventsdalen syd for byen. Det var herude, der enten har været gravet i åbne brud eller smidt affald med mange fossiler. Vejen førte efter sigende over fjeldene til Sveagruve. Det gør den dog ikke på mit kort, men om vinteren kunne der givetvis køres på snescooter?
Af hensyn til permafrosten skulle alle bygninger funderes på pæle. Var disse ikke langt nok nede, skred pælene, når jorden tøede op om sommeren, som det ses her. Bygningerne er naturligvis fjernet. Vor tids varmere klima accelererer processen! Pælene havde båret et af husene i Gamle Longyearbyen fra 1906.
Vildrener var ikke mere vilde, end at de også gik rundt i Longyearbyen. De ville dog ikke fotograferes. Hunnerne beholdt geviret, efter at de var blevet gravide, så de kunne hævde deres ret til mad overfor hannerne.
Bramgæs er ikke dem, jeg ser oftest, hvor jeg normalt kommer. Disse to gik også i Longyearbyen og fløj ikke, selv om jeg tog mit apparat frem. Pælen er resterne af en af de ældste bygninger til kulminerne i området. Jorden skred – flydejord, permafrost, og bygningerne væltede.
I solen op ad en mur var det lunt nok i Longyearbyen til at sidde ude og spise Brugsens sandwiches til frokost. Måske ikke hver dag, men den dag, vi ventede på flyet hjem.
Minemuseet og hængebanesystemet, der forbandt havn og kulminer samt kraftværk har fået egne billeder under Industribaner på Svalbard.
BARENTSBURG
Russerne havde flere bopladser med kulminedrift på Svalbard, men i dag er der kun en eller to tilbage. Russerne slog sig ned her i 30’erne. Indbyggertallet opgives til små 500, men i minens storhedstid var der langt flere. Russerne anerkender dog nogenlunde nordmændenes overhøjhed, men bortset fra det har nordmændene ikke noget at gøre i de russiske bebyggelser, der formentlig er (har været) langt større end de norske.
Willem Barentsz eller på engelsk William Barents, ca. 1550 – 1597, var en nederlandsk opdagelsesrejsende og kartograf, der navnlig gjorde det i Arktis. Blandt andet har han lagt navn til Barentshavet.
Hverken den norske eller den russiske kulminedrift betaler sig, men russerne holder deres mine i gang for at holde på deres ret til at være til stede. Kan ske, at øerne kan bruges til base, hvis det engang skulle komme til konfrontation med Vesten?
Byen ligger på østsiden af Grønfjorden ifølge et kort, men efter mit indbyggede kompas lå den på vestsiden af Grønfjorden, der er en sidefjord til Isfjorden længere vestpå en Adventsfjorden.
Vi ankom en tidlig aften og gik op i byen og beså denne. Derpå var der et russisk folkloreshow, men vi var en halv snes, der hellere ville på Pomormuseet, som vi mente hurtigt at kunne overse. Derefter kunne vi få en del af showet med? Sådan gik det nu ikke. Dels var museet større en antaget, dels var dørene til showrummet låste, og vi kunne ikke komme ind, dels meldte besætningen på skibet om hvidhval. Vi følte os derfor ikke snydt, selv om vi ikke så de russiske folkedansere. Vi nåede at se hvalen tæt på, men da folkloreturisterne kom tilbage, var den væk igen. Grunden til de låste døre, var den snes tørstige russere, der også stod udenfor og ville ind til vodkaen.
Byens centrale plads med en statue af Lenin midt på pladsen. Uden for billedfeltet lå en meget stor sportshal med svømmebad.
Ret hurtigt efter betonkommunismens fald rejstes en kirke i træ i gammel stil. Den lå også på den centrale plads. Korset røber, at den er russisk ortodoks.
Byen lå på et plateau over havnen. Adgangen var trapper. Her den gamle trappe, som vi holdt os fra. Igen skyldes forfaldet ud over manglende vedligeholdelse permafrosten, eller rettere mangel på permafrost.
Heldigvis var der en ny trappe, der var bedre, men også den var allerede stedvis skredet.
Mens dette hus så rimeligt ud på afstand, var der lignende huse, som allerede var ruiner.
Dette hus havde også engang været flot med udskæringer over vinduerne. Det var stadig beboet. Fik man det for varmt, lukkede man et vindue op i stedet for at skrue ned for varmen? Masser af måger, tre over hvert vindue rugede på bygningen. Formentlig var det rider.
Også Pomormuseet havde været en statelig bygning. Trappen blev man dog søsyg af; thi den var også skredet. Hvorfor det hed Pomormuseet, vil jeg komme ind på senere i afsnittet om Gnålodden, skønt jeg strengt taget ikke ved det.
Fodaftrykket af en dinosurer af arten Iguanodon på Pomormuseet i Barentsburg. Indirekte var den skyld i at vi kom tæt på hvidhvalen. Sporet var vel omkring 75 centimeter langt.
Et portræt af Iguanodon, som jeg tvivler på var en planteæder. Dens alder, altså fosilets alder angives til 130 millioner år, og så er vi i Jura, og kullene er altså ikke stenkul eller tertiærkul, men jurakul.
Uden for Pomormuseet havde en dusk skørbugurt spiret og stod og lyste op. Vi så den jævnligt. Ikke bare her, men overalt i Arktis, hvor vi har rejst.
Hvidhvalen, der i en halv times tid svømmede rundt om skibet, inden den forsvandt. Vi er i Grønfjorden ud for Barentsburg, den ene af de russiske kulminebyer på Svalbard. Grønfjorden er som Adventsfjorden en sidefjord til Isfjorden.
Inden vi fik apparaterne frem, havde hvalen været tættere på og viste blandt andet tydeligt sit åndehul. Også det har vi fotos af, men det er guidernes billeder med copyright, som jeg ikke kan bruge. Ikke alle guider var på bytur, så de var fotoklare, før vi kom.
NY ÅLESUND
Ud over kulminen i Longyearbyen fandtes en større kulmine i Ny Ålesund i Kongsfjorden. Kullene her var som i Longyearbyen af Tertiær alder, formentlig fra starten af Tertiær, der nu kaldet Neogen. Det er omkring et halvt hundrede millioner år før nu. Briterne kaldte stedet for Kings Bay.
Til Ny Ålesund opkaldt efter en norsk by ankom vi næste morgen. I byens tidligere kulhavn kunne vort skib som det eneste sted på turen lægge til kaj, så vi kunne gå direkte i land.
Byen er grundlagt 1901, men først under første verdenskrig kom der rigtig gang i kulproduktionen.
Mens kulminen i Longyearbyen brugte hængebaner, og russerne transportbånd uden for minegangene, men begge baner i minegangene, så brugtes der i Ny Ålesund jernbane overalt. Banerne på overjorden var dampdrevne og en halv snes damplokomotiver har slået deres folder her. Et af dem er i behold endnu og udstillet til glæde for de besøgende, der forevigede dem flittigt. Selv om det for år tilbage er blevet malet, kan man hvor som helst stikke en finger igennem det møre metal. Der er i jernbanedelen billeder af toget.
Stedet rummer et hotel, og det er vel det nordligste sted, man som almindelig turist kan komme. Minebyen er i dag indrettet til polarforskere fra alverdens lande, både reelle forskere og lande, der blot ønsker at være til stede i området. Om vinteren er der kun omkring 30 forskere i området, mens der om sommeren kan være 300 forskere i sving.
Kuludskibningsbroen med vort skib ved kaj sammen med et mindre tomastet sejlskib også med turister. I forgrunden havde nogen rejst en skulptur. Den sagde mig intet som helst.
Kulsilo og andre af minens gamle bygninger. Måske kulvaskeriet.
Verdens nordliste posthus. Gad vide, om vi ikke havde været inde og sende postkort med specialstempler på? Læg mærket til bjergtoppen i baggrunden yderst til venstre.
Kinesernes base i Ny Ålesund. Den gule Flod hed den. Et par kejserlig løver stod udenfor, men denne her, hunløven ser mig noget tænderskærende ud? Skuret var ét mellem talrige videnskabelige forskningsstationer.
Stedvis lå der endnu ret meget sne her, men så vidste guiderne, at vi nok næppe løb ud til bjørnene. Mange mindre fugle rugede her, da isbjørnene og polarrævene holdt sig på afstand af basen.
Fra Ny Ålesund var der udsigt til en bjergformation, som nogen kalder smuk, mens jeg ser den som geologisk interessant. Bjergene lå omkring 20 kilometer fra besøgsstedet, og rigtig flot blev synet først fra et punkt længere inde i fjorden. Denne hed Kongsfjorden, og den var opkaldt efter en engelsk konge! Der var tale om tre bjergtoppe, der synede nogenlunde lige høje og lige store. Det har navnene Svea, Nora og Dana og er opkaldt efter Sverige, Norge og Danmark. Svea og Nora måler 1226 meter, mens Dana kun når 1175 meter. De tre toppe kaldes også Tre Kroner. Toppenes karakteristiske udseende og navnene skyldes den geologiske opbygning. Nederst er der devone aflejringer, 416 – 359 millioner år før nu og øverst på toppen lagdelte kalksten fra carbon, 359 – 299 millioner år før nu. Set fra Ny Ålesund ser lagene ud til at ligge vandret, mens de fra andre vinkler hælder en del, hvilket ses af, at et bjerg meget nærmere fjorden består af rene carbone aflejringer, der tilmed ligger skråt.
Det før omtalte bjerg var geologisk interessant, men da vi kom ned til Kongsfjorden lagde et tyndt skydække sig over toppene. Mellem toppene ligger en smuk gletscherdal med næsten geometrisk afrundet bund.
Et fotobehandlet nærbillede af to af toppene med gletscherdalen imellem. Toppene her er til venstre ? og til højre Svea. Fjeldet til højre bestå af ren, men hældende carbon.
MAGDALEBEFORDEN
Fra Ny Ålesund sejlede vi mod nord til en lille fjord på nordøstkysten af øen Spitsbergen, Magdalenefjorden, der var den eneste, der var dyb nok til, at de store krydstogtskibe med flere tusinde passagerer kunne gå ind. Passagererne kom dog ikke i land. Dels havde det store skib ikke udstyr til landsætninger, dels tålte den sarte arktiske natur ikke trykket fra disse horder.
Vi var i land på Gravnæsset, hvor der under sneen lå adskillige begravelser. Dødeligheden blandt hvalfangerne var betydelig. Alt var dog dækket af sne og udsynet var begrænset af snefog. Det blev dog en hyggelig travetur alligevel, da det ikke føltes koldt.
I Magdalenefjorden, hvor de store krydstogtskibe også kan gå ind, men ikke sætte 7000 passagerer i land i gummibåde, var vi i land. Med et passagerantal på 99, måtte vi have to landgange i døgnet i henhold til en international aftale rejseudbyderne imellem. På Gravmesset inde i fjorden ligger Sysselmandens hytte midt i sneen. Det var her, der lidt senere var en polarræv, der legede forår? Hvalfangergravene var helt dækket af sne, og det sneede stadig jævnligt, men vi vidste, at vi gik hen over gravene. Hytten fik senere på året besøg af vor kronprins og hans norske kollega og vært samt den svenske kollegainde.
Et stort krydstogtsskib i Magdalenefjord. Skibet var bare inde og vende i fjorden og sejlede så ud igen uden at passagererne var i land eller så andet end snetykning. De har sikkert været i land, hvor deres store “redningsbåde” kunne gå ind. Det kunne de i de tre allerede nævnte havne. Selskabet med den gul skorsten og det store C gjorde sig for et par år siden bemærket ved at et af deres skibe påsejlede en italiensk ø, hvorefter skibet totalforliste.
Jeg vil altid gerne villet vide, hvor jeg har været, men her kneb det med tilstrækkeligt detaljerede kort, så jeg tegnede af efter skibets gps. Der er kun markeret to af de i alt fire isbjørne, vi så. Hvis vi klokken tre om natten så en bjørn øst for Fuglesongen og så ankrede op for natten i bunden af Raudfjorden, har det ikke været nogen lang nat? Herinde, var vejret dårligt, så der er ingen fotos herfra. Her besluttede kaptajnen formentlig at vende om og returnere, men vovede dog et vellykket forsøg på at nå 80 grader nord.
ISBJØRNELAND
Vi sejlede nu på tredjedagen for alvor ind i isen, der samtidig var isbjørneland. Vejret var stadig dårligt med ringe sigt, og det var ved at blive aften. Vi vidste ikke endnu, at det ikke lykkedes at komme ret meget videre nord og østpå, men foreløbig sejlede vi ind i isen og i isbjørnens rige. Guiderne ville holde nattevagt og kigge efter isbjørne. Det var jo lyst hele døgnet rundt. Var der bjørn på isen, ville de tippe os over skibets højttaleranlæg, og da vi alligevel intet kunne se, gav vi os af med læsning og gik så i øvrigt til ro.
Spitsbergen havde sit nordligste punkt her, men nord herfor lå yderligere fem mindre øer: Fuglsongen og syd herfor Sørøya. Dernæst i midten Klovningen, og mod øst Ytre Norskøya og Indre Norskøya. Det var nat, mens vi sejlede rundt mellem øerne i jagten på isbjørne. Sidst på natten gik vi ned i Raudfjorden, der var omgivet af fjelde på over 1000 meter. Her ankrede vi op. Vi var nu omkring 12 grader øst, og vi kom ikke længere mod øst for is. Hvad klokken var, var ligegyldigt. Det var midnatssol.
Tilbage til isbjørnejagten: Vagthavende meldte så isbjørn klokken 02.30. Jeg gav mig god tid og tog varmt tøj på og også støvlerne, og det var klogt, for bjørnen havde vi kontakt med i tre kvarter. Vi kunne være blevet slemt kolde på den tid, hvis vi bare havde taget noget over nattøjet og gået ud i indesko. Det havde i øvrigt sneet om natten, og der lå pivende glat sne på dækket. Vi skulle først ud på fordækket, men senere var det nede på agterdækket faktisk lige uden for vor kahyt, det foregik. Vi fik en oplevelse for livet, og det gjorde isbjørnen formentlig også, men bare den nu med alderen bliver klogere og holder sig fra turisterne. At det var en exceptionel oplevelse, så vi af, at stort set alle filippinerne i maskinen, i køkkenet og i rengøringen også var på dækket og viste deres umiddelbare glæde. Jeg undrede mig; thi de burde da have set isbjørne før? Men det havde de åbenbart ikke – ikke i den grad eller så tæt på.
Dette verdens største landrovdyr, der tilmed kan være så sulten, at den ikke flygter for mennesker, ser man normalt på mindst 300 meters afstand, og her løber de endda deres vej, så man skal være hurtig eller parat, hvis man vil have et foto. Det er vel det, man er kommet efter? Vi så i alt fire isbjørne; de tre på tre hundrede meters afstand, hvor de allerede havde opdaget os og løb, En af de bjørne, vi så, den første i øvrigt, var en ung han, og den var meget tæt på. En overgang frygtede guiderne, at den ville gå om bord, og de hentede skyndsomst deres rifler, men bjørnen holdt sig i skindet og lod sig betragte, mens den forsøgte at finde ud af, og vi kunne forbindes med noget spiseligt. Den så nærsynet ud, men den kunne lugte os, og den slikkede sig om munden.
Efter hjemkomsten havde jeg lejlighed til at læse samtlige “dagbøger,” som guiderne skrev efter hver tur. Det er her, jeg læste, at de fleste ture ikke kom nærmere end 300 meter fra en isbjørn. Det forklarer også besætningens begejstring.
I tv har man fortalt mig, at når isbjørnen slikker sig om munden, er det en måde at registrere lugten af os på.
De fire bjørne, vi så, fordelte sig med to på udturen og to på hjemvejen fra 80 grader nord, men det er kun den første, jeg har bragt billeder af. De øvrige sås på alt for stor afstand.
Et udvalg af Edits og mine fotos af isbjørnen. Det er, oplyste guiderne, en ung han. Den kigger meget på os, men forstår tilsyneladende ikke helt, hvad den ser. Muligvis ser den ikke så godt, men lugter langt bedre. Den svømmede fra den ene isflage til den anden og gik en tid på havisen, inden den til sidst blev træt af os og gik sin vej, så vi kunne komme til ro igen. Klokken er tre om natten.
Ingen tvivl om, at den kigger på os. Selv om billedet er taget med tele, er bjørnen rigtig tæt på.
Edit brugt ikke tele, og skibet havde endnu ikke ramt iskanten, men alligevel ses det, at bjørnen havde rejst sig. for bedre at kunne se eller lugte os.
Derpå gik den lidt lidt ubeslutsom frem og tilbage, som om den ikke kunne bestemme sig til at flygte eller blive.
Isbjørnen følte trang til at skifte isflage? Den sprang ikke bare i vandet, nej, den gik i ganske forsigtigt, lige som om vandet var koldt.
Også fra denne isflage betragtede den os indgående. Da skibet nærmede sig flagen, så bjørnen ud som om den ville gå om bord, hvilket ikke var nogen hindring, men så fik guiderne travlt med at hente deres rifler. Bjørnen fortrød dog.
80 GRADER NORD
Vejret havde bedret sig og vi stævnede nordpå i rum sø, men stadig på fastlandssoklen, hvor der ikke var over 200 meter dybt. Målet var 80 grader nord. Vi skulle kunne sige, at nu havde vi været så langt mod nord. Kun godt 1000 km fra Nordpolen. Der var absolut intet at se. Der var ikke en gang tegnet en rød streg på havet, der markerede breddegraden.
På tilbagevejen krydsede vi endnu engang gennem isbjørneland, og det gav igen et par bjørne, som nok fotograferedes, men her bringes ingen fotos af dem.
Isbjørneland. Isen her var ikke tyk, så vi sejlede igennem. De mange flager skyldes vor gennemsejling. I starten var vejret ikke godt, men i løbet af aftenen bedrede det sig.
Udsnit af skibets gps. Den gule streg er vor rute. Stregen ender ved tre gradminutter syd for 80 grader nord. Bemærk, at der ikke er særlig dybt her. 20, 50 og 100 meter kurver ses. Vi var næppe over 200 meter kurven på turen. 200 meter kurven er grænsen for fastlandsoklen. Billedet viser også en yderst kringlet sejlrute, der skyldes is. Vi slap let fra besøget på 80 grader, men turen derop lignede nærmest et garnnøgle.
Da vi ikke kunne komme længere østpå for is, vendte vi og brugte resten af turen til at kigge grundigere på vestkysen af Spitsbergen. Første stop var:
FUGLSONGEN
Vi gjorde lige en landgang her midt i isbjørneland på en af de nordlige øer for at se på et fuglefjeld fyldt med søkonger. Øens navn skyldes netop søkongerne, selv om sang ikke just var det ord, jeg ville bruge.
Et mere tilgængeligt fuglefjeld, som søkongerne vælger. Det kræver dog, at der ikke er ræve på øen. Søkongerne er ikke svære at opdage, for de laver mere larm trafikken på H. C. Andersens Boulevard. Vi er på øen Fuglesongen.
Længere sydpå gik vi på tilbageturen igen ind i Kongsfjorden, men sejlede forbi Ny Ålesund, for at tage op i fjordene nord for Ny Ålesund. Det var Krossfjorden, hvor vi beså Lilliehöökbreen. Vi tog derpå ind i den nærliggende 14. Juli-Fjorden og kiggede på Albert den Førstes-Land opkaldt efter Albert I. af Monaco, der havde en ekspedition heroppe.
KROSSFJORDEN
I bunden af denne fjord lå Lilliehöökbreen, opkaldt efter den svenske opdagelsesrejsende Gustaf Bertil Lilliehöök, 1836 – 1899, der i 1861 så gletscheren. I fjordens fjeldsider var der også fuglefjelde. Desuden lå der i bunden nogle øer, der først inden for de seneste år var kommet frem fra isdækket.
Lilliehöökbreen bestod åbenbart af flere bræer, der i fællesskab mundede ud i fjorden. Der er ingen isbjerge, så bræen stod delvis på stranden og andre steder lidt ude i fjorden, men på bunden, hvorfor den ikke kælver. Jeg tog billedet på grund af det synlige skred i bræen. Der er ikke så stejlt, at det er en lavine, og fast is danner vel heller ikke laviner, men jeg har hørt en anden forklaring: Smeltevand havde samlet sig under gletscheren af en eller anden grund. Pludselig havde vandet fået overtaget og bruset ud i fjorden og havde taget alt med sig? Om det var sket her, ved jeg ikke, men det var en sådan ulykke på Grønland, der kostede en bekendt livet og samtidig gjorde, at vi ikke ville med hen til gletscheren i 14. Julifjorden senere på dagen.
Vi så adskillige fuglefjelde, men kun sjældent sejlede vi tæt på. Da jeg ikke vidste, at skibet gik helt ind under fjeldet, skruede jeg op for telen. Så ser man fuglene, deres ekskrementer og de alger, der lever af dem. Det var oftest dem, man lokaliserede fuglefjeldene på. Her er det lomvier, men der boede også lunder og rider.
En af de små “nye” øer med kun få årtier gamle endemoræner, som jeg kastede mig over med mit kamera, men pludselig så jeg i søgeren en edderfuglehun, der betragtede mig. Hun havde dun i reden til venstre uden for billedet. Jeg gik tilbage og meldte mit fund til guiden, efter at jeg havde taget fotoet, og guiden afbrød turen her , som jeg havde ventet. Vi er igen inderst i Krossfjorden ved Liljehöökbreen.
14. JULIFJORDEN
Her var en større landgang, hvor vi valgte den mindst farlige tur og alligevel påsejlede et skær med gummibåden. Både denne og skæret holdt. Den tur, vi forsagede, ville have ført os lang en strand hen under en gletscher, men en sådan tur havde vi dårlige erfaringer med, men det har jeg berettet om i indledningen under afsnittet Sikkerhed samt på billedet af Lilliehöökbreen ovenstående.
I 14. Julifjorden inderst i Krossfjorden gjorde vi landgang et sted, hvorder kom vand ud fra undergrunden, og her voksede en hel del planter. Nøjagtigt, hvad det var for vækster, ved jeg ikke. Gik vi tættere på, gled vi ned på den glatte sne, betrådt af 90 par fødder. Men det var det eneste sted, vi så sådanne vækster.
14. Julibræen inderst i fjorden af samme navn. Forekommer datoen dig bekendt, er det jo Bastilledagen, for det var jo franske, der var opdagere her. Brækanten står på stranden, og den er sikkert flot nedefra, men jeg og nogle få andre skulle altså ikke med her.
Herfra sejlede vi tilbage og stilede mod Sydspitsbergen. Foran Nordspitsbergens vestkyst lå toppen af en lille bjergkæde kaldet Prins Karls Forland. Farvandet mellem Spitsbergen og Forlandet var lavvandet, så vort skib kunne ikke gå igennem, selv om vi havde et ærinde på indersiden af forlandet. Vi måtte derfor sydom og op til besøgsstedet fra syd. Lidt af en omvej. Målet var:
PRINS KARLSFORLAND
Hvalrossen, Kæmpesælen med det ejendommelige tandsæt ser man ikke hver dag. Her lå de i en dynge og slet ikke til at tælle, men der var mange, og hele tiden kom og gik de. Alle ville havde den bedste plads i dyngen, så en vis uro var der at spore.
Flere af guiderne var erfarne og vidste, hvor hvilke fugle rugede, hvor hvilke hvaler jagede, hvor der var polarræve, vildrener og så videre, så da vi på grund af for meget drivis måtte opgive at kommet til Moffen til hvalrosserne dér, søgte vi dem bare et anden sted, nemlig på indersiden af Prins Karls Forland. Da Moffen var et naturreservat, var vores besøgssted måske bedre, idet vi formentlig slet ikke havde måttet nærme os hvalrosserne på Moffen, mens vi her kun skulle passe på, at de ikke gik i vandet for næsen af os, eller, hvad værre var, gik til angreb på os. I øvrigt kunne hvalrosserne heller ikke selv komme frem til Moffen, før isen forsvandt!
Adskillige tons hvalrosser i en dynge. Nogle ligger på ryggen med tænderne lodret op.
På indersiden af det sydlige Prins Karls Forland lå de gamle hanner på stranden og samlede kræfter til slagsmålet om hunnerne, der ville komme senere. De unge hanner kunne ikke styre sig, så de var allerede gået i gang med de indledende kampmanøvrer i strandkanten. Sikkerhedsafstanden for os var fastsat til 30 meter. Det kunne min tele sagtens klare, og egentlig var jeg heller ikke interesseret i at komme tættere på. Dyrenes ånde lugtede på 30 meters afstand rigeligt af skaldyr. Vinden var på, så de ikke kunne lugte os, men vi kunne i den grad lugte dem. Synet var en oplevelse, som vi sagtens kunne stå og kigge på i en lille times tid trods lugten.
Jeg har skruet op for telen.
Der skete også hele tiden noget. Nogle kom hjem, efter de havde været ud at spise. Andre skulle vende sig og puffede til naboerne, der puffede igen, men de faldt åbenbart i søvn igen, inden situationen tilspidsedes. Utroligt, som de kunne tage form efter hinanden og bare sive ned i et nok så lille mellemrum.
Hvalrosser kommer hjem fra fødesøgning og skal op og sove. Helst i midten af dyngen. Det kunne være underholdende at se på. I baggrunden ses øen Spitsbergen. Vi er på øen Prins Karls Forland. Længere fremme er der kun få meters dybde i sundet mellem øerne.
Hvalrosser, der badede. Det var unge hanner, og jævnligt gik de til hinanden. Man kunne godt se, at de allerede havde sår efter hinandens tænder, men ikke alvorlige sår.
Selv om svenskerne har haft masser af konger ved navn Karl, er øen opkaldt efter den engelske konge Karl I, 1600 – 1649.
ST. JOHNSFJORD
Mens vi var i strædet, Forlandssundet mellem øen og Spitsbergen kiggede vi lige ind i St. Johnsfjord i sundets sydende. Der er dog ingen foto herfra.
Derpå sejlede vi mod syd til den sydligste del af Spitsbergen. Her besøgte vi to fjorde, inden vi igen sejlede mod nord. Til sidst gik vi ind til Isfjords Radio. Først gjaldt det:
HORNSUND
Samarinfjorden
der ligger sydligt på Spitsbergen. Trods navnet er der tale om en fjord, men hvem ved, når isen er smeltet? Så er fjorden måske et sund? Det bliver nok næppe i min tid, men det kan blive i din? Udviklingen går stærkt på de kanter, og snak og hensigtserklæringer har hidtil ikke hjulpet på iafsmeltningen og havstigningerne.
Vi sejlede helt ind i bunden af fjorden til gletscherkanten. Her var der isbjørn og sæler, men kun i form af fodspor eller kortvarige glimt, mens sælerne sprang i vandet. Samarin var en russisk fisker, der deltog på en ekspedition ledet af nedennævnte Chomjakov 1899 – 1902.
Lidt vest for bunden af fjorden var vi på jagt efter kongeedderfugle ved en Gletscher i Chomjakovbugten, da kaptajnen meldte, at der igen var hvidhvaler ved skibet, der lå i den nærliggende Samarinfjord. Da nu flertallet af deltagerne, var blevet snydt én gang, sattes der fuld speed på gummibådene, og vi nåede at se hvidhavlerne jage helt inde under land. Der var tale om flere dyr, formentlig en familiegruppe.
Et af medlemmerne af hvalgruppen i Samarinfjorden er oppe og få luft. Den er kun få meter fra land. Vi er her i Hornsund helt mod syd. Så længe Hornbræen eksisterer, er sundet en fjord, men smelter bræen, er det muligt, at fjorden viser sig at være et sund?
Gnålodden
Midt i fjorden på nordsiden ligger Gnålodden, hvor vi for en gangs skyld blev sluppet løs. Odden kunne bevogtes mod isbjørne af de guider, der var til rådighed. Selv om flere guider bevogtede mod isbjørnelandgang fra søsiden, måtte vi dog ikke gå ud på enden af odden.
Vi søgte en varm kilde, men uden at imponeres af størrelsen eller af temperaturen. Ingen vidste åbenbart heller ikke, om det var tidligere tiders vulkanisme eller kemiske reaktioner, der var skyld i varmen? Min finger sagde fem grader højst! Derpå gik jeg op til riderederne. Det var let nok at komme op, men alt for stejlt til en sikker nedtur. Her ville Edit ikke med, og hun gik heller ikke med hen til pomorhusene i den anden ende af odden. Midt på odden eller snarere halvøen lå en bebyggelse fra 1911, hvor en kvinde, Wanny Wolstad overvintrede som pelsjæger 1931 – 35. Man regnede dengang ikke med, at kvinder kunne klare et sådant ophold alene mellem mænd. Det viste sig ikke at holde stik!
Forlandet på Gnålodden, hvor vi blev sluppet løs. Der var smukt med blomster, saxifraga eller stenbræk i rød. Uren var lige lovlig stejl for en mand på min alder, men det opdagede jeg først, da jeg var kommet på til klippevæggen og havde set riderne og skulle ned igen.
Der var ikke mange blomsterplanter på Svalbard, men der var heller ingen insekter, til at bestøve dem. Saxifraga, stenbræk var smuk og dækkede store områder, de få steder, hvor de var. Vi er på Gnålodden i Hornsund sydligst på Spitsbergen.
Pelsjægerhytten fra 1911, hvor Wanny Wolstad overvintrede i 30’erne. Der flød med affald her, men alt affaldet var historisk og derfor fredet.
Pomorhus. Hjørnestolpen tyder på, at det næppe er en grav. Ruinen skulle være fra 1600-tallet? Pomorerne kom fra egnen omkring Novgerod og bredte sig over hele Rusland, Sibirien og langt op i Arktis. Også Chr. IV. som norsk konge havde vrøvl med deres indvanding, og havde han ikke stoppet dem, havde de bredt sig ned langs Norges kyst. En medpassager troede ikke på historien, og jeg ville havde spurgt den tyske guide, der stod vagt her om beviser, men i samme øjeblik dukkede en pensioneret tysk gymnasielærer ud af den blå luft og overtog ordet og beholdt det. Det var hans særkende. Han gjorde det altid, så jeg gik bare igen. I dag er man bedre til at tidsbestemme og også afgøre oprindelsen til de gravlagte, men nogen afklaring har jeg ikke set. Russerne i Barentsburg kaldte og deres museum for Pomormuseet.
Området mellem de bevæbnede guider var vel mere end en kilometer bredt. Mod vest stod Kjerstin ved den varme kilde. Bernard stod ved overvintringshuset, Anja stod ved pomorhusene og gravene. Bemærk Stefan øverst ved riderne og det yderste afspærrede næs, der er krydset over. Hannah med flere bevogtede fra en ø, men kunne ikke overse hele kysten. Hajerne i havet er Bernards spøg.
PÅ KONTINENTALSOKLEN
Om aftenen sejlede vi ud i Ishavet til kontinentalsoklen, hvor Golfstrømmens varme vand blev tvunget op og blandet med koldt ishavsvand, så der opstod masser af hvalmad. Turen var på vilkår som ved sædvanlige hvalsafarier, hvor man ser en finne og en hale forsvinde på nogle hundrede meters afstand for så næste gang tyve minutter senere at dukke op flere kilometer fra skibet. Og så var det jo ikke engang alle arterne, der viste hale ved dykningen. I følge min dagbog så vi to af hver kategori. Med hale var det formentlig pukkelhvaler, mens de to andre, finhvalerne bare dykkede uden at stikke halen op. Det er altid en betagende oplevelse at se de stor hvaler. På Grønland havde jeg allerede enkelte gange set mere end et næsebor, en rygfinne og en hale. Under hvalsafarien stod jeg af en eller anden grund på broen sammen med guiderne. Selv om de havde kikkerter, havde jeg det held, at jeg så hvalen først!
I min barndom i Fredericia har jeg ofte set marsvin, og det endda mens de svømmede mellem den offentlige badeanstalts badebroer. Tættere på kan man ikke komme, uden at man går i dyreparker.
En aften i halvdårligt vejr tog vi ud på kontinentalsoklen mellem Hornsund- og Bellsundbankerne, hvor næringsrigt vand fra Golfstrømmen steg op og blandede sig med polarvand. Lige noget for kril og dermed hvaler. Man skulle være hurtig, for det hele tog kun et sekund. Så var dyret væk den næste halve time. Det er første gang, jeg sejlede efter hvaler, men på Grønland har jeg set store hvaler tættere på rent tilfældigt.
BELLSUND
Navnet betegner indgangen til to store fjorde, nordligst Van Mijenfjorden, hvor vi ikke var inde. Der ligger en ø på tværs af udmundingen, men der kan sejles ind, da der i bunden af fjorden lå en kulmine. Her var også et interessant geologisk look, men det var dækket af sne. Jeg mener dog at kunne ane konturerne under sneen, men billede blev det ikke til. Sydligst ligger Van Keulenfjorden, hvor vi var inde.
Bamsebu
Vi startede ved en hvalfangerstation endnu i Bellsunds sydsiden. Her slagtedes Svalbards sidste hvaler, hvidhvaler, helt op i mine forældres tid. Af hvidhvalerne brugte man kun skindet, som blev skåret af i strimler og brugt som drivremme.
Hytten her ser nyere ud, men hvidhvalerne var jo de sidste hvaler på Svalbard, der udryddedes. Støttepillerne tyder på stor naturkræfter her. Der var flere hytter. En hed Bamsebu, hvilket efterhånden også gælder stedet.
Spidserne er ikke for lange søm, der er slået i indefra. Det er simpelthen pigge, der skal forhindre isbjørne i at sætte skulderen imod døren eller væggen. Det har tilsyneladende virket? Hytten er intakt.
Hvidhvaldele ved en hvalfangstplads i Bellsund. Lidt nøjagtigere er vi i en bugt kaldet Ingebrigtsenbukta nær Kapp Toscana. Her fangedes hvidhvaler, hvis skind skulle bruges til drivremme til remtræk mellem dampmaskiner og værkstedsmaskiner. Resten af hvalen fik bare lov at ligge. Der var vel mindst ti sådanne bunker.
En slibesten mere eller mindre hjemmelavet henstod endnu. Stenen ser lokal ud, men lige her stammede den nu ikke fra. Her var ikke sandsten. En passager fandt noget graptolitskifer, og jeg fandt en granitsten, men denne skulle slet ikke være her? Mit bedste bud: En rejsende må have samlet den et andet sted og så tabt den her. Det var som at finde en nål i en høstak. En sabotage var det vel næppe.
Meget dyreliv var der egentlig ikke. Insekter sås ikke, og disse muslinger, formentlig Molboøsters var nogle af eneste, vi så. Det var tykskallede, glatte muslinger med skævt hængsel. Skallerne er så tykke, at i Danmark er det kun havkatten, der kan knuse dem. Her kan det være hvalrossen. Så er det måske derfor, man ikke ser ret mange skaller. Foruden på Læsø og på Vestkysten har jeg fundet dem ved Lillebælt i aflejringer fra mellemistiden. De, jeg hidtil har set, har været sorte, undtagen den fra Læsø, der var helt hvid.
På Svalbard er der ikke mange åbne, flade områder og ej heller som her hævet havbund med moræneflade. Vi så ingen dyr her, men de skulle have været der.
Ind i mellem sås permafrostfænomener som frostsprækker og som her polygonjord. Du ser også fænomenet i en mudderpøl, som solen har tørret ud.
Et lille vandløb. I forgrunden nogle vækster som tiden var løbet fra. Visne var de i hvert fald.
Hval af ukendt art. Isbjørnemad. Længere henne lå en del af hvirvelsøjlen, hvor videnskabsmænd havde hentet en del. Ude i vandet lå mere.
Efter en gåtur på noget hævet forland, hvor billederne ses overover, sejlede vi ind i:
Van Keulenfjorden
Området lå tæt på centrum for den caledoniske foldning, hvis bjerge ses foruden på Svalbard i Østgrønland, i Norge, i Skotland og på USAs østkyst. Den aktuelle foldning skete for 640 – 400 millioner år siden i jordens Oldtid. I Tertiær, Palæogen og Neogen skete yderligere foldninger af lag afsat senere end lagene fra jorden Oldtid.
Hyrnefjellet øst for Burgerbukta med en fin fold midt i billedet. En buet snelinje markerer overkanten af en gammel rød sandsten. De næste dele af buen dannes af lysebrune kalksten fra Carbon, 359 – 299 millioner år før nu og ovenover fra Perm, 299 – 251 millioner år før nu. De yderste dele af folden, der tilmed indeholder radiale spring, består af mørke aflejringer fra Jordens Middelalder, 251 – 65 millioner år før nu. Desværre ses farverne ikke.
Inderst i fjorden lå en fold tværs over fjorden. Gletscheren havde dog arbejdet sig gennem folden. Længere vestpå ligger på sydsiden Hornsundtind, 1429 meter. Også isafsmeltning kunne studeres her. Endnu år 1900 nåede gletscheren noget vest for fjeldet her. Vi sejlede adskillige kilometer længere ind i fjorden. Flere sidegletschere, der tidligere hang sammen med hovedgletscheren, var nu selvstændige. Bassinet her bag Hornsundtind kaldtes Brepollen
Jeg tog blot billedet her, fordi, jeg syntes belysningen var smuk. Trods de sorte skyer mindes jeg vejret som godt den dag.
Fra Van Keulenfjorden sejlede vi mod Isfjorden for at slutte ringen.
ISFJORD RADIO
På sydsiden af Isfjorden lige ved udmundingen på Kap Linné lå en radiostation i skibs- og flytrafikkens tjeneste. Linné kan du finde mere om i Rejser i Sverige. Der var også en vejrstation og en redningsstation her. Stationen er fra 1933 og genopbygget efter krigen. I dag er den naturligvis afløst af satellitnavigation. Dele af stationen er nu fredet, men der i resten er indrettet posthus og en mulighed for logi og forplejning. Også her kunne vi gå løse, idet området dog var bevogtet af guiderne. Der var også her områder, hvor guiderne ikke ville have os ud, for her rugede fuglene, fordi ræve og isbjørne ikke kom så tæt på radiostationen. Vi så blandt andet edderfugle på rede.
Undergrunden her var stærkt skifrede gnejser med en alder på 3 milliarder år. De smuldrede, da de var stærkt medtaget af tidens tand.
Selv om stationens mandskab havde terrasse med bænke og borde her, havde edderfuglene også bygget reder her. Endvidere ses drivtømmer og hvalknogler ses også.
Thorshøns svømmede neden for skrænten. Der var to mere her. Det er første og eneste gang, jeg har denne denne art. Hanen og hønen er ikke helt ens. Da kun hannen ruger, er den bedst kamufleret, hvor hunnen er den mest farvestrålende. Derfor var de fire eksemplarer i Isfjorden nok hunner, da de er ret spraglede?
Mange steder var der et utroligt svineri. Jeg fatter simpelt hen ikke, at nogen tror, at de har ryddet noget som helst op ved at dumpe det her i denne kløft. Mens det 100 år gamle affald nu er freddet, kan dette svineri her ikke være fredet. Det forsvinder, men det tager mange, mange år mere, end affald hos os. Golfstrømmen mm. kan føre kinesiske plasticflasker til Svalbard, men dette affald er lokalt. Kan du se en fugl, er det en thorshane eller -høne.
TUREN SLUTTER
Herefter var turen slut. Vi havde en festmiddag på skibet, og så i løbet af natten sejlede vi til Longyearbyen, hvorfra de fleste fløj hjem meget tidligt på morgenen. Vi, der havde læst det med småt, kunne vente til over middag og alligevel være hjemme samme aften. Om formiddagen så vi så Longyearbyen på egen hånd.
Trods det, at ikke mange af turens reklamer holdt, var jeg tilfreds med arrangementet. Yderst tilfreds. Vi var heldig med både isbjørne og hvalrosser. Også fuglene kunne imponere. Vi så blandt andet: ismåger, thorshøns og en kongeedderfugl. Sjældne er måske så meget sagt, men jeg ser dem i hvert fald ikke så tit. De øvrige polarfugle som alke, tejster, lomvier, lunder og søkonger har jeg set i Norge og på Grønland flere gange og et enkelt eksemplar sågar på Vestkysten og på besøg fra Helgoland.
Bent Hansen 12. maj 2013. Alle fotos er fra 2008. Opdatering 14. april 2017. Omdisponeret 13. september 2020.
Også et indlæg om Svalbard jernbaner indeholder billeder fra Svalbard, som også kan ses af andre end jernbaneinteresserede. Se Jernbaner -> Svalbard IV. Industribaner.
Jan Mayen
PÅ VEJ TIL JAN MAYEN. NORSKEHAVET
Vi havde bordet Hurtigrutens ekspditionsskib, Fram, i Tromsø og sejlet rundt i Lofoten og Ofotoen. Ved aftenstide nogle dage senere stilede vi ud mod den del af Nordatlanten, der hedder Norskehavet. Turen gik langs den markante Lofotvæg gennem Moskenesstrømmen, der kunne blive en op til fire meter høj tidevandsbølge. Programmet havde lovet en anden rute, men ikke et ondt ord; thi begge ruter var mig nye. Det var i 2017.
De næste to døgn sejlede vi blot i rum sø og gik ind imellem til foredrag, stod på dækket og så ud over det endeløse hav, læste eller spiste. Vi var endnu på et “tag-på-krydstogt,” men ret hurtigt lærte vi at beherske os. Der var jo dage nok til at smage alle tilbud i skibets righoldige buffet.
Der skulle være noget for enhver smag. Der var til morgen sild til de norske, og til frokost og middag ris og diverse kød i sur/sød sovs til kineserne og t-bone-steak til amerikanerne. Kun de første dage fyldte vi os. Så begyndte bukserne at stramme. Til morgen tog jeg osten med store huller i, og ofte tog vi kun forret og dessert. De første dage var vi ved kødretterne, men så gik vi over til fisk efter en uheldig flæskesteg. Nogen panerede blæksprutteringe havde de absolut heller ikke haft held med. Edit fandt dog ud af at trække blæksprutten ud af paneringen, og det hjalp. Det var paneringen, der gik ud! Når ret skal være ret, var der nogle, der syntes flæskestegen var ok.
Som nævnt var havet roligt, og det slog os, at der altid var måger også ude midt mellem Norge og Jan Mayen. De sov på havet; thi det ville tage dem flere dage at nå hjem og sove?
PÅ OG VED JAN MAYEN
Efter nogle dages sejlads dukkede der markante skyer op i horisonten. Vi gik ud fra, at de lå over øens vulkan, hvor der altid er skyer! Jeg havde ud over skyfrit vejr håbet på et rask lille vulkanudbrud.
Jan Mayen blev formentlig allerede opdaget af vikingerne. Mere sikkert er det, at øen blev set af briten, Henry Hudson, i 1608. Helt sikker er opdagelsen dog først i 1614, da briten John Clarke så øen og kaldte den Isabella. Samme år kom tre nederlandske skibe til øen, som nu fik navn efter den ene af kaptajnerne, Jan Jacobsz May van Schellinkhout. For nemheds skyld dog kun Jan May(en.)
Det var fremdeles østenvind, så dønningerne havde fået bølgetoppe på et par meter, og vi måtte derfor om på vestsiden af øen med de mange udslukte? vulkaner. Vi gik derfor glip af øens base og butik, eller måske snarere, butikken gik glip af os og vores købekraft.
Nederlandske hvalfangere havde haft base i Hvalrosbugten, og grave fra 1600-tallet sås endnu. Allerede omkring 1700 var de sidste hvaler her udryddet.
Øen er 54 kilometer lang og 15 kilometer bred på bredeste sted. 373 kvadratkilometer i alt bliver det til. Den nordlige del er opfyldt af en endnu til tider aktiv vulkan, Beerensburg på 2277 meter. Øen ligger på østsiden af Den midtatlantske Ryg, hvorfra den langsomt skrider ned mod oceanbunden to kilometer længere nede. Når den når så vidt om ikke så mange millioner år, er der ikke meget tilbage af øen. Sikkert kun Beerensberg stikker et par hundrede meter op, hvis ikke den har haft udbrud siden og er blevet højere.
På andendagen om morgenen dukkede skyer op i horisonten. Vi var ikke i tvivl om, at der under skyerne gemte sig en vulkantop. Et par timer senere kunne vi se sne på bjergsiden mellem skyerne, og yderligere et par timer senere var øens kyst tydelig. 2017.
Kysten var ugæstfri med stejle klippeskrænter, det kom lodret op fra havet uden strand og omgivet af strandpiller, skær og småøer. Alt vulkansk.
Da vi ikke på grund af brændingen fra de kun to meter høje dønninger kunne gå i land fra gummibåde på østkysten, sejlede vi om på vestkysten til Kvalrossbukta, Hvalrosbugten, der lignede et halvt vulkankrater eller en halv cirkusdal. Husene i bunden skyldes, at der her gravedes byggematerialer, der herfra udskibedes.
Forbjerget mod nord lignede en hvalros, der lå på ryggen med stødtænderne opad, godt nok små, men de var der. De fleste deltagere besteg bjerget, og det var så det. Vi nåede kun gravpladserne og fuglene og var ovenud tilfredse.
Foruden drivtømmer fra sibiriske floder lå der enkelt hvalrester endnu. Her ses i bunden vulkansk aske, som om sommeren hentedes til byggeri andre steder.
Her ligger de døde, der ellers skulle have beskyttet hvalfangerstationen indtil næste forår, begravet. Korset her er for mandskabet.
Lederen fik sit eget gravsted midt i lavningen.
Tog man et foto af den sorte bassalt og det grå vulkansand og de strandede træstammer fra de sibiriske floder, så det ganske sort/hvidt ud. Derfor tog jeg disse røde vulkanske rullesten fra dybere dele af nedbrudte kratere, men de røde sten var absolut ikke dominerende. 2017.
Flere fugle boltrede sig på og omkring øen. Her ses mallemukken, der er en stormfugl. Norsk: havhest, tysk: Eisstormvogel og engelsk: fulmar. På Svalbard kaldte jeg den vist som guiderne en ismåge?
Islandsk Ryle, her den rødstrubede udgave. Nå, ja, det har de vel alle sammen – de islandske i hvert fald om sommeren! Når jeg ser en fugl, jeg ikke kender, siger jeg altid Islandsk ryle. Ingen siger mig imod. Her er den ægte.
Stenvender også her en arktisk udgave. Den har røde ben. De løb parløb?
Stor Præstekrave. Delvist rødt næb og røde ben.
Hvalfangerne havde godt nok grundmurede hvalfangerstationer her nordpå, hvor de flænsede hvalerne og kogte olien af, men om efteråret tog de tilbage til Europa. Bygningerne har kysterosionen for længst taget, sidst her på dette sted. Når hvalfangerne vendte tilbage næste forsommer, kunne de risikere, at stationen var plyndret eller endog ødelagt. Det var som regel spanierne og baskerne, der fik skylden. Derfor besluttede nederlændingene, der holdt til her at lade en gruppe overvintre for at passe på værdierne, men de døde i løbet af vinteren. Lederen var kaptajn Outger Jacobsz of Grootebroek, og han havde seks mand med sig. Det var i vinteren 1633 – 34. De fik skørbug på grund af vitaminmangel, og denne sygdom er i sidste ende dødelig. Som en skæbnens ironi voksede der masser af skørbugurt i området, og den kunne have reddet dem. Nu er der også dem, der mener, at de fangede vildræve, der havde trikiner. Det er da muligt. I så fald hjalp urten ikke.
VIDERE MOD ISLAND
Vi havde vel knap en dag på øen. Jeg ville vel gerne have besøgt vejrstationen også, og navnlig have set Beerensburg tydeligere, men vejret giver kun 1 % chance for dette syn, så kun et skarn ville ikke være tilfreds. Navnlig imponerede lavaformationerne os sammen med de mange fugle, der ikke var bange for os.
Der var nu yderligere et døgn i rum sø. hvor vi sejlede ned langs Den midtatlantiske Ryg med kurs mod Grimsøy på Island.
Der er mere og Norge i Rejser i Nordnorge lige som et indlæg om Rejser i Mellem- og Sydnorge er på vej.
Bent Hansen. Sidst omarbejdet 15. september 2020.