Rejser på Grønland

INDLEDNING
Grønland er besøgt tre gange. Første tur i 2004 var er ren charterrejse, der egentlig bestod af tre selsvstændige ture dels i Nuuk dels fra Nuuk over Uummannaq til Ilulissat og dels i Ilulissat. Anden tur i 2005 var i Sydgrønland med en højskole, hvor området mellem Nanortalik og Narsaq besøgtes. Tredje tur var igen en charterrejse i form af et krydstogt i 2017, hvor en række lokaliteter mellem Kap Farvel og Ilulissat besøgtes. Nord for Uummanaq har jeg aldrig været og mellem Nuuk og Narsaq er der en bar plet, lige som Øst- og Nordgrønland mangler. Enkelte steder har jeg været to gange, så nogle få lokaliteter er behandlet to gange.

Højskoleturen var ikke bare den billigste tur, men også den længste og samtidig den tur, hvor vi kom bedst ud i hjørnerne eller sagt på en anden måde, så mest. På højskoleturen var jeg også blandt ligesindede, mens jeg på charterrejserne desværre kun undtagelsesvis fandt deltagere, jeg havde ret meget tilfælles med.

Mange grønlandske stednavne har flere former, en dansk og flere grønlandske, heraf en kort og en lang form, samt sikkert allehånde stavefejl. Jeg har valgt den lange form efter anbefaling fra nettet.

FØRSTE TUR. 2004. NUUK – ILULISSAT
Kangerlussuaq
Lufthavnen, der var anlagt af amerikanerne under krigen, ligger for enden af en 170 kilometer lang fjord, der på dansk kan oversættes til Den lange Fjord.

Turen til Nuuk var på egen hånd. Først på hotellet i Nuuk mødte jeg turens øvrige deltagere. Ved en mellemlanding i Kangerlussuaq har der sikkert været ekstraudflugter, idet der var indlagt en lang ventetid. Det første fly mod Nuuk var udsolgt, så jeg måtte vente på det næste. Vi var ankommet med et stort fly med plads til 245 personer, og Grønlandsflys små propelmaskiner, der stod for viderebefordringen,  kunne kun tage en brøkdel af dette kontingent. Jeg havde fravalgt udflugterne og valgt selv at gå ned mod fjorden for at søge forstenede tertiærtidsfisk. For at få dem ud, skulle man bruge geologhammer, men en sådan ville jeg nok næppe have fået med gennem tolden i håndbagagen? Desuden var der langt, og jeg skulle jo være tilbage i lufthavnen i ret tid.

I det lille propelfly var der valgfri pladser, men kun 25 vinduespladser. Jeg ville gerne sikre mig en af disse, da vi kun fløj omkring 1000 meter over jorden og således havde en udmærket udsigt. Det lykkedes mig at få vinduesplads på alle interne flyvninger undtagen på helikopterne.

Nuuk
Nuuk betyder næsset. Byen er Grønlands største og sæde for selvstyret. Byen har nok en lufthavn, men den er endnu ikke udbygget, så den kan tage de store internationale fly, der i stedet må lande i Kangerlussuaq eller i Sydgrønland i Narsaq.

En dag på egen hånd i øsende regn brugtes på museet, hvor jeg blandt andet så kæmpemuslingen og mumierne. Min gåtur fortsatte til kolonihavnen med julemandens hus, som endnu befandt sig her, samt bagefter til kirken og Hans Egedes statue. I Nordens Hus, kulturhuset Katuaq var der maleriudstilling. Foruden gåturen på egen hånd bød besøget også på en busrundtur.

Også den sidste tur besøgte Nuuk, og her findes flere fotos fra byen.

Nuup Kangerlua
Nuuk ligger et stykke inde i fjorden Nuup Kangerlua, hvis danske navn, Godthåbsfjorden stadig bruges. Nuup er ikke en skrivefejl, men genitiv af Nuuk. Her inde var vejret bedre end på den oprindelige placering, som Hans Egede, Grønlands genopdager og apostel valgte ude på Kookøerne nærmere havet. Fjorden er op til 160 kilometer lang, så vi sejlede stort set hele dagen, uden at vi nåede helt ind i bunden af fjorden. Fjorden rummer flere øer, som deler fjorden op i tre parallelle løb med sunde mellem øerne.

Vi gjorde landgang på en mindre ø, Qornoq, hvor der fra 1952 havde været en fabrik til behandling af fjordtorsk, indtil disse i 1971 var opfiskede. Bestanden er i øvrigt siden kommet sig og igen moden til fiskeri. Se eventuelt: https://bentsbane.dk/industribaner-paa-groenland-indledning-og-qornoq/ Her fines blandt et kort over Nuup Kangerlua.

Bunden af fjorden bød på gletschere, nordbobopladser og tre milliarder år gamle klipper, hvor der i øvrigt er fundet spor af liv! Desuden så vi et fuglefjeld, men fuglene havde for længst fået ungerne på vingerne, så her var ikke noget at se andet end det tov, som æggerøvere benyttede, nå de forsynede sig med æg og unger.

Sarpik Ittuk
Hjemmestyret stod for den offentlige transport i Grønland. Kun to byer er forbundet med veje, nemlig Ivigtut og Grønnedal. Ellers foregår den offentlige transport med skib, fly og helikopter. Skibstrafikken var delt i godstrafik og persontrafik. Rutetrafikken med personer afhang af isen, idet der om vinteren ikke sejledes nord for Ilulissat. Nogle yndede at kalde skibsruterne for Den grønlandske Rutebil.

Hjemmestyret ville gerne lukke kysttrafikken til fordel for den ekstremt dyre fly- og helikoptertrafik. Ingen af delene betalte sig nemlig. Det skib, jeg sejlede med, Sarpiq Ittuk solgtes derfor og hedder i dag Ocean Nova og sejler nu som krydstogtskib. Det andet skib eksisterer stadig og sejler stadig, men nu kun mellem Ilulissat og Qaqortoq, dog om vinteren kun til Sisimiut. Fra år til år bestemmer Hjemmestyret, om ruten skal fortsætte det kommende år.

En ansat oppe nordpå, jeg talte med, blev pludselig kaldt hjem i anledning af alvorlig sygdom i familien, og flyet fra Kangerlussuaq var udsolgt, så hun måtte til Narsarsuaq for at komme hjem hurtigt. Det kostede så mange lift med fastvingefly og helikopter, at prisen for billetten løb op i 40 000 kr. Det var år 2000. Sjovt nok reklameres der for flybilletter i Europa til 200 kr. Hvem kan nu forstå det?

Skibet var nyombygget i Fredericia, og inden retursejladsen til Grønland var der åbent hus på skibet ved kajen i Fredericia. Der var der, jeg endeligt bestemte mig til at tage turen. Oprindelig havde jeg tænkt mig at spare kahytten, men da jeg så sovesalen, bestemte jeg mig om. Kahytten var pæn og cafeteriaet så udmærket ud. Der var en lille salon, men jeg mindes ikke at have siddet der. Jeg tilbragte al tiden på øverste dæk, med at kigge efter sæler og hvaler. Dækket var åbent, så opholdet her krævede fuldt polarudstyr, og også støvlerne måtte jeg iføre mig, inden jeg gik op på dækket og tage dem af igen, inden jeg gik til spisning eller kaffe. Sko var ikke nok, da jerndækket simpelthen var for koldt. Kulden gik igennem selv ret tykke skosåler.

Sejlturen var min anden, idet jeg tidligere havde taget Hurtigruten fra Bergen til Kirkeness, og jeg synes godt om den form for at rejse, så det blev ikke sidste gang, jeg tog en sådan tur.

Nuuk – Ilulissat
Turen startede om aftenen i Nuuk, og da der samme eftermiddag ude ved Kookøerne havde været springende pukkelhvaler, var vi naturligvis på dækket, men uden den store succes. Hvalerne var blevet trætte. Næste morgen var skibet i Maniitsoq.

Maniitsoq
På dansk hedder byen Sukkertoppen, mens Maniitsoq betyder Det Ujævne. Også dette navn refererer til Sukkertoppe, idet der var mange spidse fjeldtoppe hele horisonten rundt. Umiddelbart havde jeg fejlagtigt forventet én sukkertop. Opholdet her faldt sammen med morgenmaden, og da denne var overstået var der kun tid til en kort tur i havnen. Herfra var der langt til byen, så det skønnede jeg ikke, at jeg kunne nå.

Ved middagstid ankrede vi op ud for Kangaamiut og udvekslede passagerer og gods via en lille båd.

Hele dagen sejlede vi over Den lille og Den store Hellefiskebanke med 50 – 80 meters havdybde, hvor der var masser af fisk og derfor fugle, sæler og hvaler, men i modsætning til Hurtigruten i Norge var selv fuglene bange for os og holdt sig på afstand. De var jagede og havde derfor dårlige erfaringer med mennesker. Der var nok mere liv her end på Hurtigruten, men på langt større afstand. Da jeg ikke har noteret begejstret i min dagbog, har jeg nok ikke været imponeret. Jeg ejede dengang heller ikke dyrt udstyr til fotografering med tele. Jeg så da hvaler, og på mit kort kunne jeg måle afstanden til mellem en og tre kilometer. Jeg var i øvrigt også glad for de havpattedyr, jeg så, selv om afstanden var betragtelig.

Sisimiut
Om aftenen efter middagen var vi i Sisimiut, der på dansk er Holsteinborg og på grønlandsk betyder Beboerne ved Rævehulerne. Det er Grønlands næststørste by. Kystskibet lå 2½ time her, hvoraf vi benyttede 1½ time til en rundtur til museet samt op i byen og ned til en anden fjord og langs denne tilbage til skibet. Jeg tog en del billeder på museet, men jeg har valgt først at vise billeder fra næste besøg 2017.

Aasiaat
Mens vi spiste morgenmad, havde vi et anløb på kun et kvarter i Kangaatsiaq. Midt på formiddagen anløb vi Aasiaat, på dansk Egedesminde. Navnet på grønlandsk betyder Edderkoper. Her var der tid til en lille gåtur.

Vi var nu sejlet ind i den store bugt, vi kalder Diskobugten. I denne udmunder den store Jacobshavngletscher, der, om man kan sige, afvander store dele af Midt-Vestgrønland. Mineraler i rigelige mængder fra fastlandet er føde for havets mindste væsener, der igen er føde for større og større skabninger. Derfor er bugten rig på hvaler, sæler og fisk. Byerne omkring bugten ligger tæt.

Qeqertarsuaq
Byens danske navn er Godhavn. Byen ligger på den store ø, Disko, hvis grønlandske navn den indfødte guide forgæves prøvede at lære os at udtale. Både byen og øen har samme navn på inuit, Store Ø. Ud over byen ligger der på øen en mindre bygd, men resten af de tidligere beboelse er nedlagt og befolkningen flyttet. I byen var der tid til en kort gåtur midt på eftermiddagen.

Qasiannguit
Byen ligger ikke langt fra Aasiaat på Diskobugtes sydkyst. Det vil sige, at vi endnu engang havde krydset bugten. På dansk hedder byen Christianshåb.

Nu var vejret imidlertid blevet regnfuldt, og senere blev det tåget. Der blev derfor ikke flere byture, selv om det endnu var først på aftenen. På grund af tågen sejlede vi meget langsomt. Bugten var fuld af fiskerbåde, og de havde hverken lys eller tågehorn, og mange af bådene var så små, at de muligvis heller ikke kunne ses på skibets radar. Derfor var vi også forsinkede, så der var muligvis slet ikke tid til en gåtur?

Ilulissat
Vi sejlede nu op langs kysten, og her var der pludselig klart vejr, hvilket var et stort held. Skibet passerede nemlig Isfjordens munding med alle de strandede isbjerge. Alle mand var på dæk, og der var så meget trængsel ved rælingen, at jeg ikke kunne komme til at fotografere en hval, der stille gled op langs skibssiden ganske tæt på.

Jeg nåede lige at se Isfjordens nordkyst, men så lagde en tæt tåge sig, så vi intet kunne se. Derfor var vi en del, der afstod fra en besigtigelse. De, der havde været ude, havde da også kun været på værtshus! Vi ville jo senere få flere dage i byen og ved Isfjorden, så nærmere omtaler får vente på bedre vejr. Jeg hæftede mig ved det pludselige vejrskifte, som guiderne advarede mig mod, når jeg gik på egen hånd.

Hen mod midnat fortsatte turen mod Uummannaq. Da jeg havde spist morgenmad, var jeg på min post på dækket.

Afsnittet herunder har tidligere været et selvstændigt indlæg, Havblik i Uummannaqfjorden. Det blev lagt ud 2013, men fjernet igen 2020.

En rolig nat trods alt
Om natten skulle jeg gennem Vaigat mellem Qeqertarsuak (Disko) og Nuussuaq. Jeg vidste godt, at Nuussuaqhalvøen var ustabil. Tunge basalter lå over på kul- og olieholdige lettere bjergarter, og fra tid til anden skred fjeldet i havet med en tsunami til følge. Det var nu før, man brugte det japanske navn for sådanne bølger. Sidste gang havde bølgen ødelagt optrukne fiskerbåde på stranden 30 meter over havoverfladen i den ellers nedlagte kulmineby Qullissat. Det var også her, at grønlandsskibet Disko løb på et isbjerg for år tilbage. Selvfølgelig ville der ikke ske os noget, så jeg sov roligt den nat. Kun var jeg ærgerlig over ikke at komme i land i Saqqaq, hvor jeg gerne ville se dyndvulkanen. Nuussuaq betyder Det store Næs, mens nordboerne, der også havde togter herop, kaldte halvøen Det brændende Næs. Kul- og olieforekomster kunne selvantænde blandt andet i forbindelse med skred, og kullene og olien kunne brænde i årevis. Formentlig er det gasser, normalt metan i undergrunden, der holder gang i dyndvulkanen. Hvorfra metanen så kommer, vides ikke. Olie og kul og andre ufuldstændigt forrådnende planterester i undergrunden kan være forklaringen.

I 2017 ødelagde en tsunami et udsted nord for Uummannaq. De nærmere omstændigheder er mig ukendte, men formentlig har et jordskælv udløst et bjergskred i en fjord vest og nord for Ubekendt Ejland.

En skøn morgen
Da jeg var på dækket næste morgen, var vi ved at runde næsset og løbe ind i Uummannaqfjorden. Solen skinnede fra en skyfri himmel og ikke en vind rørte sig. Havet var helt roligt. Havblik hedder det. Vi skulle sejle hele formiddagen, inden vi var i Uummannaq. Der var mange flotte isbjerge at se på. Nogle endog meget store og nogle med gletscherporte i. Sæler var der også, men ingen hvaler.

Programskifte
Da jeg skulle til at fotografere basaltbænkene, som man også ser på Færøerne, men som man kun undtagelsesvis ser på Grønland, kom en medpassager hen til mig og ville gerne snakke. Jeg fornemmede, at der var behov for det, så jeg lagde øre til. Baggrunden røbedes ikke, men aktuelt drejede det sig om et forestående vikariat i sundhedsvæsenet her højt nord på. Nu nær målet var fødderne måske ved at blive kolde, for jeg lagde øre til argumenter for og imod beslutningen. Faldt man ikke til her oppe, var det ikke sådan lige at komme tilbage. Jeg fornemmede, at mit råd ingen interesse havde. Jeg skulle bare lægge øre til. Det gjorde jeg så og pakkede mit fotoapparat ned. På hjemturen kunne jeg tage de ønskede motiver, for vi ville passere igen her til aften. Det kunne jeg bare ikke, for solen stod lige imod på hjemturen.

Det var mit indtryk, at situationen var afklaret, da vi var nær havnen. Pudsigt nok havde jeg allerede på skibet mødt en person med nøjagtig det samme problem, men vedkommende var stået af tidligere. Vedkommende mødte jeg på turen igen senere sammen med en gæst fra Danmark. Vi var de eneste på en restaurant, så vi satte os sammen. De havde været på travetur i tundraen, så de trængte muligvis til at tale med nogen. Jeg på min side brændte af spørgsmål. Hvorfor var mælken dyrere end benzinen, der her kostede en brøkdel af prisen i Danmark. Vi snakkede og spiste, lige til personalet begyndte at puste lysene ud. Personen her var kommet til Grønland tilsyneladende i samme situation for år tilbage, men var faldet til. Vikariatet var blevet til fastansættelse, og senere kom ægteskab til.

Tilbage til emnet
Jeg kunne ikke se mig mæt her, når jeg ellers kunne komme til det for medpassagerer, der ville lette deres hjerte. Jeg kunne se helt til Ubekendt Ejland i fjordens udmunding. Det var 130 kilometer. Jeg ville sikkert også have kunnet se længere, men der var ikke mere land længere ude, så jeg måtte nøjes med de 130 kilometer. Hjemme er et sigt på 30 kilometer flot, men i Himalaya har jeg set kendte bjerge og målt afstanden på kortet. Sigtbarheden var her 100 kilometer i luftlinje.

Måske vejret gjorde, at netop denne etape blev turens smukkeste. Landskabsmæssigt var jeg lidt skuffet. Blå himmel, blåt hav, hvid is og brune bjerge var smukke farvesammensætninger, men der manglede grønt! Der manglede også blomster. Dem fandt jeg dog året efter i Sydgrønland sammen med det grønne, men her var imponerende alligevel.

Uummannaq
Billedteksten ovenfor røber betydningen af byens navn. Også her var der tid til et besøg i kirken og på museet, hvor jeg navnlig studerede minderne om Alfred Wegner. Jeg var slet ikke klar over, at han havde haft base her, men da museumslederen opdagede, at jeg godt vidste, hvem Wegner var, viste han mig en del arkivalier, der eller ikke var offentlig tilgængelige.

På tilbageturen skulle jeg fotografere basaltlandskabet, som jeg ikke fik fotograferet på udturen, men nu var solen lige imod, så heller ikke denne gang blev det til noget.

Ilulissat
Navnet betyder Isfjelde og refererer til Isfjorden isbjerge. På dansk hed den i sin tid Jacobshavn.

Ved anløbet af byen forlod den seneste rejsearrangør os og overlod os til et tysk firma, der ikke helt havde styr på udflugterne. Blandt andet kom vor ankomst helt bag på hotellet, som først skulle gøre værelser klar til os. Ingen havde fantasi til at arrangere andet end at vente en halv dag. Der var i øvrigt afrejse klokken seks om morgenen nogle dage senere, hvor restauranten med den morgenmad, vi havde betalt, først var åben fra klokken syv. Informationer om mødetider og mødested fik vi kun undtagelsesvis ret mange minutter før, vi skulle bruge dem. Derfor spildte vi meget god tid med at vente. Turene her var ekstremt dyre. Jeg havde derfor afstået, men min datter overtalte mig til at tage i hvert fald to af dem. Når jeg var rejst så langt, var det efter hendes menig fjollet at spare de ture. Det undlod jeg så. Resten af selskabet havde købt hele udflugtspakken. De fik blandt andet for en formue en gåtur i byen samt en lille bus ud til Isfjorden. De var der en halv times tid, hvor jeg brugte hele dagen på en gåtur. Jeg havde valgt en sejltur til gletscher samt en helikoptertur til Isfjorden. Der var så et par dage til overs til besigtigelser på egen hånd. Jeg beså byen, havnen, kirken og museet den ene dag, og den anden dag gik jeg en lang tur til og langs Isfjorden.

Der var vist nok shuttlebus fra hotellet uden for byen ind til byen og tilbage igen. Normalt gik jeg, når jeg var klar, i stedet for at vente på bussen. Muligvis tog jeg bussen hjem en enkelt gang, hvor jeg havde gået en hel dag og var godt træt.

I byen så jeg havnen en morgen, hvor fiskerne kom hjem fra Isfjorden med lasten fuld af hellefisk. Jeg havde læst om de store fisk, men så store synes jeg nu ikke, de var. Jeg var faktisk lidt uimponeret. Under mit besøg var der en heftig debat om varmere klima, der gjorde havet varmere og sendte kuldekrævende fisk længere nordpå. Desuden havde fiskene i nogen grad været beskyttet om vinteren af et tykt lag is, der nu var ved at smelte, så fiskene blev lettere tilgængelige. Man kunne sagtens finde folk, der talte om overfiskeri. Personlig hørte jeg selv året efter en af de ledende politikere, der udtrykte det sådan: “Vi skal kun høste af renterne, ikke af kapitalen.” Dermed opfordrede han ret direkte til at undgå overfiskeri. Netop under mit besøg havde man fået en regeringsleder, der selv var fisker og med kun syv års skolegang.

Desuden så jeg kirken og museet. På museet mødte jeg et fransk ægtepar, jeg havde mødt flere gange, og som jeg havde opdaget, at jeg kunne tale med. Det talte begge udmærket tysk. Det varede ikke mange minutter, før madame kom med sine spørgsmål. I den grønlandske stue på museet var der tapetseret med avissider og udriv af Billedbladet af sider med kongerøgelse. Madame var godt orienteret om kronprinsen og kronprinsessen, og hun vidste også godt, at vor dronning havde en lillesøster, der havde været dronning i Grækenland. Der hvor det kneb, var Dronningen som barn med prinsessekrøllen og så hendes fætre og kusine. Der, hvor det også kneb for mig, var prinserne flere generationer tilbage. Sidste gang, jeg så Madame, var i flyet hjem. Hun sad med et Billedblad, som hun havde købt på Grønland for en formue, og som hun ikke kunne læse et ord i.

Der er mere om Ilulissat i næste tur.

En anden ting, som dette franske ægtepar kunne finde på at spørge mig om, var, da vi ved havnen i Uummannaq gik forbi et værtshus med navnet Hr. Mortensen og med et bilede af en ældre nisse på skiltet, hvad det navn skulle betyde. For at give en forklaring var jeg klar over, at jeg skulle begynde ved begyndelsen. Det var var ikke nok bare at sige, at det en person fra en julekalender i tv, for de franske vidste ikke, hvad en julekalender i tv var. Den skulle vi først have på det rene. Da vi så senere så julemandens lille grønne hus nær Ummannaq, så jeg, at de havde forstået de danske særheder med med nisser, julemænd og julekalendere. Til afskedsmiddagen havde jeg pyntet min kuvert med et lille dansk og et grønlandsk flag. Dette affødte også spørgsmål fra de franske. Her kendte jeg problemet fra en tidligere meningsudveksling med tyskere. Mens vi danskere har et folkets flag, har tyskere og franske et nationalflag. Vi kan bruge vores flag på husets flagstang, i sommerhuset og i lagkager, mens tyske og franske i en kolonihave er henvist til et reklameflag eller deres fodboldklubs flag. Nationalflaget kan de ikke bruge. For tyskerne ændrede det sig efter et verdensmesterskab i fodbold for nogle år siden. De franskes problem var, at de var blevet antaget for amerikanere et sted i verden, hvor det godt kunne være livsfarligt. De ville derfor sy små franske flag på deres tøj, som soldater har det, men de fandt aldrig små franske flag, som de kunne købe. Jeg blev dem så svar skyldig, da de spurgte, hvad vi brugte de små lagkageflag til. Jeg kunne ikke komme på andet end lagkager. Selv om det lige var på det tidspunkt, at de blev brugt mod hundeejere og deres kæledyrs efterladenskaber, synes jeg ikke, at jeg ville nævne den brug.

Jeg havde tilkøbt to ture i 2004. En sejltur til en gletscher og en helikoptertur til Isfjorden. En tredje tur til isfjeldene ved Isfjorden udmunding tog jeg så ved et senere besøg i 2017.

Gåtur til Isfjorden

Denne tur havde jeg selv planlagt. Jeg aftalte med hotellet, at havde jeg ikke hentet min nøgle inden aften, var der sket et eller andet, hvor jeg krævede hjælp. Jeg havde fået at vide, at blev det pludselig tåge, måtte jeg ikke gå videre, men skulle sætte mig og først gå, når jeg igen kunne se. En sådan pludselig tåge havde jeg allerede oplevet på Grønland, og på Rømø på Havsandet havde jeg prøvet i tåge at gå  ring og krydse mine egne fodpor, så jeg vidste godt lidt om, hvad det gik ud på. Jeg havde mad og vand med samt en ekstra nødration. Og mit tøj skulle kunne klare 30 graders frost.

Min tur på egen hånd var omkring 4 kilometer lang, men den tog hele dagen. Jeg havde jo også en kilometer fra hotellet til byen og lige så langt retur. Hele ruten var ikke sti. Jeg var ude i fjeldet, muligvis fordi stien var blevet væk for mig.

Jeg fulgte stien langs kysten. Det var ikke den direkte vej. På mit kort førte den op over fjeldet, men af en eller anden grund kom jeg meget tæt på havoverfladen. Det var jeg ellers blevet advaret imod. Jeg skulle holde mig ti meter over havoverfladen konstant. Årsagen var, at isbjergene ud for kysten når som helst kunne tippe eller brække midt over. Dette kunne forårsage en flodbølge på ti meter, der kunne skylle ind over land og rive mennesker med sig. Jeg har flere gange siden set, at det kunne være alvor, når et isbjerg væltede. Her skete der dog ikke noget den dag. Jeg søgte hurtig op i fjeldet igen, også selv om der ingen sti var. Problemet var, at jeg åbenbart ikke kunne finde stien. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle følge sporet af knuste ølflasker, men i anledning af et dronningebesøg var der blevet ryddet op, så skårene, der var overset og vitterligt lå tæt, var små og svære at følge.

På en bænk med havudsigt tog jeg mit første måltid. Dernæst beså jeg den store boplads ved fjorden, hvor der var udgravninger, jeg skulle passe på ikke at træde i. Her havde Ilulissat ligget før Hans Egede, og her havde der allerede været beboelser for flere tusinde år siden, mens saqqaqkulturen rådede. Independencekulturenes udbredelsesområde var dog  ikke her. Stedet hed Sermermiut, Bopladsen ved Bræen. Her var det let at komme ned til Isfjorden, selv om skilte forkyndte faren for en tsunami. Jeg så på afstand en gruppe med fører, der var nede og gå på standen mellem skiltene, der frarådede det!

Min videre tur førte til kællingekløften, hvor udtjente kvinder i gammel tid styrtede sig ud for ikke at ligge resten af familiegruppen til last. Her spiste jeg igen. Lige på kanten af kløften. Jeg kunne sidde i skjorteærmer, men alt tøjet måtte jeg sidde på, for der var åbenbart permafrost i klippen. Vandrestøvlerne havde jeg også taget af for at lufte fødderne. Her tog jeg også en på øjet, selv om jeg var hundeangst for at vende mig i søvne og rulle ned i kløften eller ved et uheld sparke min støvler ned i kløften.

Alt forløb vel. Der var et par diabasgange med lodrette sider, jeg skulle over. Igen forsvandt stien her for mig, men jeg fandt den igen hver gang. Jeg mødte her to unge mennesker, der fortalte, at de havde gået langs hele Grønlands kyst fra syd. Hver gang de kom til en fjord skulle de finde en fisker, som mod betaling ville sætte dem over fjorden. De var nylig sat i land på nordsiden af Isfjorden og var nu på vej til mod Ilulissat. Jeg spurgte dem, om de på deres vej havde fundet nogle inuitgrave, der skulle ligge her. Det havde de ikke. Senere så jeg, at de sad på en bænk og iagttog mig. Da jeg så fandt gravene, stod de kort efter ved siden af mig. De havde holdt øje med mig, og da jeg stod stille, regnede de med, at nu var der bid. Denne seværdighed ville de også gerne have med. Inuitterne fra bopladsen, Sermermiut havde begravet deres døde her på skråningen og kastet sten op over dem, men lagt dem, så de stadig kunne se ud over fjorden, over det der i levende live havde skaffet dem deres daglige brød. Jeg så en del kranier og nogle lårben i gravene, men holdt god afstand. Nogle fastboende fortalte, at der burde være spærret af, da det jo var en begravelsesplads. Der var turister, der rodede i gravene og tog kranier med hjem som souvenir.

Flere gange på turen passeredes kløfter, geologiske gange, hvor fyldmaterialet var borteroderet, men stien førte bare over kløften på kortet, men i naturen var det lettere sagt end gjort. Jeg kom dog både op og ned. Og det var ikke den eneste gang, der skulle passeres en kløft. Mit næste mål var Holms Banke, Seqinniarfik, hvorfra der var en sti tilbage til byen. I følge mit kort var stedet det højeste, så jeg skulle blot gå opad hele tiden. Jeg må have været lidt nervøs for at gå for langt, så da jeg så nogle bærplukkere, der i øvrigt ikke var meget for turister, spurgte jeg dem til råds, og til sidst forbarmede en af dem sig og meddelte mig på dansk, som de heller ikke var meget for at tale, at jeg var på Holms Banke. Da hun så mit tvivlende ansigt, fortalte hun, at hun absolut vidste, hvor det var. Det var dér, de altid på en bestemt dag tog ud for at se solen stå op over horisonten efter vintermørket. Senere så jeg på antallet af glasskår, at hun havde ret. Igen tog jeg den nærmeste vej, men kom igennem stedet, hvor slædehundene var tøjret. Denne lokalitet valgte jeg dog at gå uden om, hvilket hundene satte pris på.

Det var en pragtfuld tur, men jeg havde jo overtrådt et af buddene i fjeldet. Gå ikke alene. De franske kunne jeg selvfølgelig havde spurgt, men fik det ikke gjort.  Mit eget selskab havde købt hele udflugtspakken, så de var også optagne. Det var mit første besøg i Grønland, og på denne om end korte naturtur, havde jeg ideligt udsigt over den imponerende Isfjord. Mens jeg stod og var bjergtaget, hørte jeg larm fra en af de nærmeste isfjelde. Det var en del af en gletschertunnel, der var styrtet sammen. Jeg så lidt efter en flodbølge på et par meter komme ud ad gletscherporten, men uden at true nogen.

På hotellet måtte jeg spise alene, da resten af selskabet var på tur med spisning. Der var kun to yngre kvinder, hvoraf jeg havde set den ene på skibet på vej op og også en dag talt kortvarigt med hende. Vi satte os sammen, og de fortalte om deres tur, en flere dages gåtur til Indlandsisen. Jeg havde en del spørgsmål, som jeg fik svar på. Det var om baggrunden for at mælk kostede flere gange mere pr. liter end benzin. Da personalet begyndte at lukke vinduer og puste lys ud, fandt vi ud af, at det nok var blevet lukketid. Middagen havde taget hele aftenen trods kun én ret med kaffe. Af min dagbog fremgår, at der næste aften var afskedsmiddag. Trods tre retter, tog det under to timer, da mit selskab slugte maden. Der var ingen hygge her. Jeg har vist skrevet, at der ikke rigtig var nogen, jeg havde ret meget til fælles med.

Sermeq Avangnardleq
Da nu Jacobshavn Isbræ ikke kælvede mere, havde turudbyderen valgt en anden og mindre gletscher tættere på Ilulissat som mål for en hundedyr helikoptertur. Formentlig brugte man de samme gamle reklamefotos, hvor en helikopter hang i luften lige ved en kælvende bræ. Jeg hang ikke i luften overhovedet og så ikke nogen bræ kælve. Vi fløj langs gletscherkanten og lidt over bræen med alle dens revner og sprækker. Vi fløj lidt op langs en rivende smeltevandsflod fra et gletscherport en kilometer inde i landet. Derpå fløj vi ud over Isfjordens vestlige del og ud til tærskelen, hvor de store isbjerge var strandet. Hele turen tog 1½ time med en ophold et par kilometer fra og 100 meter over gletscheren. Jeg havde ikke ventet mig noget af turen, og jeg har aldrig været påvirket af reklamer, så jeg var ikke skuffet, men spørger du, hvad jeg så, så ved jeg det ikke. Jeg har ikke fotograferet ret meget, så der har ikke været meget, der har imponeret. Efter hjemkomsten udtalte min datter, der følte, at hun havde fået mig til at tage turen, at det jo var helikopteren, jeg gerne ville prøve, og det var der nok en vis sandhed i.

Eqip Sermia
Stadig fordi Jacobshavn Isbræ var ude af drift, blev en sejltur til en fjernere gletscher tilbudt. Turen tog en hel dag, men ak, denne gletscher kælvede heller ikke. Der var ingen isbjerge i vandet, kun smuld. Gletscheren lå nord for Ilulissat. Vi sejlede nordpå gennem Vaigatsundet mellem Disko og det grønlandske fastland. Vi passerede det tidligere amerikanske støttepunkt H8. I dag brugtes igen det tidligere navn, Rodebay, der er nederlandsk og formentlig betyder Røde Bugt. Sikkert på grund af blod fra hvalfangsten. Turen førte ind mellem fastlandet og Arveprinsens Ejland gennem et sund ved navn Atasund, Ikerasak ind i en fjord, hvor der udmundede to gletschere. Eqi var den mindste og sydligste. Den nordligste mundede i øvrigt også ud i fjorden nordfor. Når overskriften viser Eqip, og jeg her skriver Eqi, er det fordi overskriften er Eqis gletscher. P’et i navnet er det danske genitiv-s.

Heller ikke her har jeg ret mange fotos. Det var ikke nogen imponerende tur. To sømil fra gletscheren stoppede vi. Det var for farligt at sejle tættere på. Vi lå der vel en halv times tid og så mange gange at dele af gletscheren skred i vandet. Som regel var det lyden, der fik os til at se i retningen af kollapsen, men på to sømils afstand var lyden adskillige sekunder om at vække os. Som regel så vi kun sprøjtet. Jeg mener dog, at jeg var heldig og så en kollaps, mens den skete. En særlig stor kollaps sendte en tsunami mod os. Dønningerne løb dog kraften af sig på de to sømils afstand. Efter de små fire kilometer var der dog røre nok i vandet til at vi vippede mærkbart, og båden i øvrigt vendte forenden til gletscheren, og vi stod i agter. Vi måtte vende båden et par gange.

Jeg mener, at nogle var skuffede over den store afstand, men allerede her vidste jeg alt om gletschere og deres farlighed. Senere fik jeg foruroligende eksempler med selv store skibes ulykker med gletschere og isbjerge. Jeg har endog senere mistet en bekendt i en ulykke med en gletscher. Skulle jeg anke, var det ikke over, over at vi overholdt sikkerhedsreglerne, men over reklamebillederne, hvor båden ligge helt henne under gletscheren, mens den kælver. Vil jeg se kælvende gletschere, tyr jeg til mit tv! Siden har jeg også anskaffet mig et rimeligt teleobjektiv.

Isfjorden
Isfjorden også kaldet Ilulissat Isfjord eller Ilulissat Kangia var allerede i 2004 et indlæg i klimadebatten. Både før og efter blev statsledere slæbt derop for at se Isfjorden. Hvad formålet var, stillede jeg allerede dengang spørgsmålstegn ved. Hvordan kan man ved ét besøg se, at isen smelter? Ved to besøg med nogle års mellemrum kan man måske se, at isranden ved seneste besøg lå længere tilbage, hvis man ellers kunne huske, hvor den lå ved første besøg. Man kunne selvfølgelig give den besøgende kortet, der viser israndens placering over en periode på 150 år, men det kort kunne man jo lige så godt se i Washington og i Berlin. Der er ingen grund til at slæbe statslederne helt til Ilulissat. Der er nemlig ikke kommet noget som helst, klimaet har haft glæde af, ud af disse besøg. Tværtimod har besøgene kostet overflødig Co2 og Co2-indholdet i luften samt jordens temperatur er bare steget og steget trods besøgene. Mest pinligt er det, at vores egen statsminister dengang har været der flere gange, uden at det har sat sig positive spor overhovet.

Jeg må også spørge mig selv, hvad jeg fik ud af besøgene. Jeg fik i hvert fald ikke draget de konklusioner, der kunne drages af besøgene. Hvordan ser man forskel på naturlige klimaforandringer, som følge af Istidns ophør og på menneskeskabte klimaforandringer?

En pæn del af Grønlands tre kilometer tykke islag skrider som følge af landets specielle topografi ud netop i Isfjorden. Isens tykkelse er her ved grænsen for gletscherens udbredelse naturligvis mindre. Bredden af gletscheren er anseelig, flere kilometer. I Istidens slutning nåede gletscheren helt ud til Diskobugten. Da Istiden var på sit højeste har store områder af bugten sikkert også været isdækket, men da det lakkede mod enden, sled gletscheren sig mere end en kilometer ned i underlaget. Ved Diskobugten lå gletscherens isrand en lang overgang og aflevere en endemoræne af medbragte materialer. Den tærskel lå kun få hundrede meter under havoverfladen. Selv om havene steg som følge af isens afsmeltning, og landet hævede sig som følge af isens afsmeltning og den dermed manglende vægt, der havde presset landet ned, ændrede havdybderne sig stort set ikke.

Der er flere billeder fra Isfjorden i beskrivelsen af næste tur.

Efterhånden som vor nuværende Mellemistid skred frem, smeltede mere og mere af gletscheren, hvis rand nu smelter mange kilometer fra Diskobugten. Så længe isen er lige tå tyk som fjorden er dyb, vil gletscheren langsomt følge havbunden, hvor den forlader indlandet og skrider ud i fjorden. Først når isen er kommet så langt ud i fjorden, at opdriften bliver stærk nok, løftes gletschertungens is op fra bunden og brækker af indlandsisen og starter et selvstændigt liv som isbjerg. Dette kan være en kilometer højt eller tykt, om man vil. Bredden er underordnet, og længden kan være hundrede meter eller mere.

Isbjergene flyder nu langsomt ud gennem fjorden, hvilket kan tage flere år. Når isbjerget kommer til Diskobugten, støder det på tærskelen, og der strander isbjergene i hobetal. De bliver liggende her, til de smelter så meget, at de er så små, at de kan passere tærskelen og fortsætte deres liv med den Østgrønlandske strøm, der trods navnet forsætter op i Baffinsbugten op langs Grønlands vestkyst for at følge strømmen videre ned igen langs Canadas østkyst til de smelter omkring Newfoundland forhåbentlig uden at ligge i vejen for nogen Titanic. Hele denne proces tager mange år. For et par hundrede år siden smeltede de største isbjerge først ud for New York.

Allerede ved mit besøg kunne jeg fra helikopteren se, at gletscheren nu ikke mere producerede isbjerge. Hvor længe, den havde været ude af drift, vides ikke, men det var mit indtryk, at det kun var få år siden, at gletscheren var begyndt at bunde, som det hedder i fagsproget. Når gletscheren smelter, mens den endnu står på havbunden producerer den ikke isbjerge, men kun smuld, og det var Isfjorden fyldt med i sin østligste del.

Da vi vendte tilbage i 2017, spurgte jeg flere rejsefæller, der havde været der før, om isbjergenes størrelse uden at lægge dem svaret i munden. Alle synes som jeg, at isbjergene var synligt mindre ude på tærskelen nu. De smelter naturligvis hver sommer og bliver mindre og mindre, og der er i mange år ikke kommet flere nye, store isbjerge til.

Et andet fænomen, som jeg aldrig har fået en forklaring på, var nu ganske tydelig. Alle isbjergene på tærskelen vendte bunden opad. De var simpelt hen vendt på hovedet. Et retvendt isbjerg er, når det forlader indlandsisen, fyldt med revner og sprækker, kaldet gletscherspalter. Spalterne har fysiske årsager i ren matematik, men lad nu det ligge. Hvorfor de så efter nogle år tipper og vender bunden opad, ved jeg ikke og har heller ikke kunnet finde en forklaring. De vendte isbjerge, ligner skibakker.

Lige en anelse mere isbjergsteori. Selv om is og vand er et og samme stof, men i hver sin tilstandsform, så kan massefylden godt være forskellig. Dels har is en mindre massefylde end vand, men indholdet af jord og klipper i isen kan påvirke massefylden den ene vej, mens indesluttet luft gør massefylden mindre, lige som isens alder kan påvirke massefylden. Rigtig gammel is er presset hårdt sammen og ofte uden luft. Isfjordens bæreevne kan være påvirket af, hvor salt vandet er. I min skoletid var det let. Forholdet mellem is og vands massefylde var 9 : 10. Altså 9/10 af et isbjerg var under vandet og kun 1/10 over. Det udmøntedes i en tommelfingerregel, der nu heller ikke rent geometrisk holder, men den sagde, at et isbjerg, der er en kilometer tykt ville flyde med 100 meter over havoverfladen og 900 mm under. Jeg har i dag set tal på 6 : 7, men som antydet, er der mange forbehold. Alligevel gælder talemåden stadig: “Man ser kun toppen af isbjerget.”

Jacobshavn Isbræ. Data
Der blev opgivet en hel del data om Jacobshavn Isbræ, som den stadig kaldes i turisterhvervet. På halvt grønlandsk Ilulissat Isbræ eller på helt grønlandsk Sermeq Kujalleq. Mange af tallene er gamle og gælder ikke mere, men turisterhvervet er ikke meget for at rette tallene, da de nye tal ikke ser nær så imponerende ud. Læs: “Sælger ikke nær så godt.” Nogle af de indtryk, der sås på fotos i de brochurer, jeg bestilte efter, så jeg i hvert fald ikke i virkeligheden. Dataene her er de, der var gængse i 2004 med mindre andet årstal er angivet. Hvert nyt opslag på nettet giver nye tal, og du skal ikke surfe længe for at finde opgivelser, der søger at bortforklare menneskeskabte klimaforandringer! De forskellige størrelser for isproduktion kommer an på tidspunktet for angivelsen.

• Bræen producerer daglig 20 millioner tons isbjerge. Det er mere en New Yorks vandforbrug i et år. 2020 angives 70 – 86 millioner tons, hvilket delvist skyldes den menneskeskabta klimaforandring, der får gletscheren til at bevæge sig hurtigere.
• Bræen var 12 kilometer bred og 50 meter høj på midten, men kun 25 meter ved kanterne. Disse 50 meter, er også set som 100 meter, men i begge tilfælde er det den israndshøjde, man umiddelbart ser over havet. Den samlede tykkelse skulle være mindst syv gange højere. 2020 angives 680 meter i højden og 7½ kilometer i bredden.
• Den bevægede sig næsten 1 meter i timen. 2020 angives 46 meter i døgnet, hvilket er omkring 2 meter i timen. Det kan skyldes, at bræen med den øgede afsmeltning galopperer. I alle tilfælde er det en af verdens hurtigste gletschere.
• Årsproduktionen var 35 km³ isbjerge.
• Isfjorden er 2020 mere en 50 kilometer lang.

En højde på 680 meter skulle give isbjerge på 680 meters højde med 68 – 97 meter isbjerg over havet. Hvis bræen altså stadig havde kælvet. Da bræen kælvede i gamle dage, var bræhøjden større og isbjergene højere, sagde de indfødte.

Efter nogle dages ophold i Ilulissat skulle vi hjemad med fly. Der var først et lift i en mindre fly Ilulissat – Kangerlussuak. Derpå ventede os et større fly til sidste etape til København.

Kangerlussuak
I lufthavnen var der også ventetid, og jeg havde valgt en gåtur. På vejen mødte jeg mit selskab i en forhenværende militærlastbil, hvorfra de skulle have set moskusokser. De indrømmede dog efter turen, at de ikke havde set noget. Min gåtur gik denne gang ind i landet, indtil jeg følte, at det var afgangstid. Da mit fly landede, stod jeg på den forkerte side af terminalen, men rødt blinklys forhindrede mig i af gå over landingsbanen. Jeg nåede dog mit fly.

Der er flere fotos fra Kangersussuak i næste rejse.

Og så hjemad
Min tur havde været god ikke mindst de to første dele. At så bureauet i Ilulissat ikke helt havde styr på sin del af arrangementet, kostede noget spiltid, og det var selvfølgelig irriterende, men der var andre af de medrejsende, der også godt kunne tænke selv, så vi fik stillet de nødvendige spørgsmål, inden noget gik helt galt. At hotellet ikke ventede os, kan jeg for så vidt forstå, men da vi så var rykket ind, kan jeg ikke forstå, at der ikke var en eneste på hotellet, der spurgte, hvor når vi skulle rejse igen, når nu bureauet ikke sansede at oplyse det.

Grønlands natur havde været en stor oplevelse. Jeg ville gerne tilbage, men under ordnede forhold. Mange mennesker, jeg talte med, anbefalede et højskoleophold med en tur til Grønland. Da jeg oven i købet mødte en, der ikke bare havde hørt om det, men selv deltaget, besluttede jeg, at året efter skulle det være en sådan tur.

Hjemturen startede tidligt om morgenen i Ilulissat med ankomst til København ved aftenstid. På Hovedbanegården var der ophold, og det var nu længe siden, jeg sidst havde spist. Jeg var hjemme sent om aftenen samme dag.

ANDEN TUR. 2005. NANORTALIK – QAQORTOQ – NARSAQ
Et højskoleophold omfatter som regel en introduktion på højskolen efterfulgt af et ophold på Grønland. Opholdet i Grønland foregik også på en højskole, men en mere eller mindre faglig højskole i Qaqortoq.

Rejsen var blevet udbudt af en dansk folkehøjskole syd for grænsen. Kurset blev også udbudt på en af de ikke så forfærdelig mange folkehøjskoler i Tyskland. Hver højskole varetog forberedelsen for sig, men lige inden afrejsen mødte den tyske gruppe op på den danske højskole. Da grupperne ikke var lige store, flyttedes to danskere over på den tyske gruppe, der omfattede deltagere fra Slesvig-Holsten og Hamborg. Jeg blev sammen med en kvinde fra Haderslev sat på det tyske hold. Jeg delte værelse med en pensioneret dyrlæge fra Bad Oldesloe i Holsten. De to hold kunne ikke rejse sammen, da flyene åbenbart var delvist udsolgte. Den danske gruppe rejste direkte til Grønland, mens den tyske gruppe måtte over Island, hvor der var overnatning og sightseeing både på vejen ud og hjem.

Min tyske gruppe var ganske udmærket. Jeg var i kontakt med langt de fleste, hvor vi på nogle af traveturene gik sammen en timestid og udvekslede erfaringer. En af dem, en stram ældre gymnasielærerinde tøede efterhånden op, og en dag på en selvbestaltet gåtur sprang hun hver gang ind i mit billedfelt, når hun så, at jeg gjorde mine til foto. Jeg var dog glad for, at hun tøede op. Det andet hold, det rent danske havde en sammenspist gruppe med, der satte et vist dominerende præg på turen.

Min gruppe fik naturligvis al information på tysk. Efter nogle dage opdagede jeg, at tyskerne af og til trak på smilebåndet under informationerne, som højskolens sydslesvigske leder gav. Til sidst spurgte jeg en af tyskerne, hvad de smilede af. De forklarede, at sydslesvigere talte tysk, men med dansk ordstilling, idet han oversatte hvad han ville sige fra dansk til tysk. Jeg havde også studset om den nyligt tilkommende forklaring, at vi om aftenen skulle spise ude ved engangsgrill. Vi fik i øvrigt ren, sæl, hval, moskusoske, ride osv. Ordet en-gangs-grill havde han oversat fra dansk ord for ord: en = ein, gang = Gang og grill = Grill. Det blev så til en indgangsgrill i tyske ører. Selvfølgelig forstod de det og nøjedes med at trække på smilebåndet. Selvfølgelig talte sydslesvigeren meget bedre tysk, end jeg gjorde, men den med at oversætte dansk til tysk har alle vi amatører vel? Allerede dengang bestræbte jeg mig på at bruge de vendinger, jeg havde hørt tyskere bruge, når jeg sagde noget. Det bemærkede en af tyskerne også. Dit tysk er faktisk mere tysk end rejselederens, roste hun mig for. Du kender ikke altid ordenes køn, fortsatte hun, og det vidste jeg udmærket. Men dit kasus er rigtigt. Det var jeg glad for at høre. Måske kan du huske fra din skoletid, at går man ud i skoven er det akkusativ, men når man går ude i skoven er det dativ. Har du ikke haft tysk i skolen, så glem det. Siden fangede jeg flere flere af rejseledernes  undersættelser, og hver gang bekræftede tyskerne mig. Den gjorde mig dog aldrig opmærksom på noget, jeg ikke selv havde fanget, for de var høflige folk. Min holstenske makker, dyrlægen gik jeg også en del med, og en dag lå vi begge på maven i naturen for at optælle og artsbestemme dyrelivet. Vi endte ved en sø, hvor vi en kort overgang troede, at vi så vandedderkopper, men det var landedderkopper, der var faldet i vandet og druknet.

Udflugter
Fra basen i Qaqortoq havde vi en udflugt til Narsaq ved båd. Foruden byen så vi en gletscher. Vi havde også en bådtur til kirkeruinen Hvalsø og til den grønlandske landbrugsforsøgsstation. Endvidere to naturture, hvoraf den ene var en tur rundt om Storsøen og den anden en tur op på et bjerg og ned på de fjerneste siden og så tilbage igen. Højskolen arrangerede et enkelt virksomhedsbesøg, nemlig hos pelsfabrikken. Vi beså også gymnasiet og Rådhuset, hvor det gjaldt udsmykningen af den lokale kunstner. Kirken, et plejehjem og museet stod også på programmet. Desuden var vi til en kaffemik. Efter flere af besigtigelserne gik vi vore egne veje på hjemturen. Blandt andet var der et par værtshusbesøg og yderligere en bjergbestiging for udsigtens skyld.

Foredrag
Indimellem var vi så til foredrag på højskolen med emner som grønlandsk sprog, erhvervsliv, kultur og kunst. Et righoldigt og afvekslende program noget anderledes end den første tur, jeg var på. Vi havde blandt andet besøg af Jonathan Motzfeldt, lærer, præst, politiker og Grønlands første Landsstyreformand. Det var ham, der nu talte om naturbeskyttelse og visse begrænsninger for fiskeriet. Kunstneren Aga Høeghs mand Ivars Silis fortalte om, hvordan han som lette var endt på Grønland. Han var forfatter, fotograf mv. Han havde nylig lavet en film for Den kongelige grønlandske Handel, hvor folk sad og spiste grønlandske rejer på en restauration, hvor man så Notre Dame, Eifeltårnet, Peterskirken, Tower, Parlamentet, Broadway osv. i baggrunden. Vel hjemvendt fra den opgave var han på en tur i vildmarken med folk fra Thule og fra Østgrønland. De var på grund af deres dialekter svære at tale med, og indbyrdes havde de også svært ved at tale sammen. Selskabet kom til en hytte, hvor der var overnatning, men en isbjørn havde raseret hytte og fjernet alt spiselig. Da døren holdt, var den gået ind gennem taget, som den havde knust. Selskabet måtte så rejse deres telte, og mens de sad der og samtalen slæbte, kom den gode Silis i tanker om, at han havde nogle fotos fra filmen med i bagagen. Dem tog han frem og viste, og de øvrige deltagere så, men fortrak ikke en mine. Først da der kom et foto på bordet, hvor Colosseum i Rom var baggrunden, lyste deres ansigter op. De så på hinanden og konstaterede: “Meget, meget stor, meget, meget vred bjørn!”

Mens undervisningen er vanskelig at fotografere, har jeg dog fotos af flere af foredragsholderne. Kun en af dem gengiver jeg her. Det en trommedanser fra Tasiliak, Ammassalik på Østgrønland. Han var i byen i andet ærinde, så højskolen fik ham til også at besøge os  i forbindelse med indlæg om Tupilakker, fjældgængere og trommedans, som han demonstrerede. Højskolens folk indrømmede, at de ikke forstod hinanden. Dialekterne i Østgrønland, Thule og Vestgrønland kan være så forskellige, at man har endog meget svært ved at tale sammen. Heller ikke den grønlandske sagnverden kom jeg til bunds i, selv om der i indlægget er flere beretninger om grønlandske sagn. Trommedanseren havde dog et meget sigende kropssprog, så man var ofte ikke i tvivl om, hvad han fortalte. Senere hjalp det på forståelse, at vi så en spillefilm netop om en fjeldgænger.

Trommedanseren fortalte også om en ravn, der var blevet forelsket i en gås. Det går ikke, mente de andre gæs. Vi trækker jo til efteråret, og du kan ikke flyve langt nok til at komme med på træk. Ravnen var forelsket og insisterede også på at trække med om efteråret. Så længe de fløj over land, måtte gæssene holde flere hvil end de plejede, men da de kom ud over havet, aftalte de, at to gæs skulle lande ved siden af hinanden på havet, og ravnens skulle så lande på ryggen af dem og hvile sig. Lige som den landede råbte gæssene ryk. Den svømmede fra hinanden, og ravnen faldt i vandet og druknede. Da trommeslagerene var færdig med at se rigtig ked ud af det, rettede han ansigtet ud igen og konstaterede: “Sådan går det, når man sætter sig mellem to stole!” Jeg tyggede længe på historien. På dansk kan man jo også sætte sig på to stole, hvilket havde været bedre for ravnen, men efterhånden fandt jeg ud af, at det var kulturer han talte om. Mente han virkelig, at man ikke kunne have to kulturer, dansk og grønlandsk? Vor gruppe bestod jo af tyskere, danskere og sydslesvigere. Kunne sidstnævnte ikke have begge kulturer? Jeg har kendt sydslesvigere, der endte deres dage i Danmark som danske og andre, der flyttede til Sydtyskland og blev meget tyske. Flertallet levede dog udmærket i to verdener, men nu er tysk/dansk nok også mindre fremmede for hinanden end dansk/grønlandsk?

Hjemturen foregik for mit holds vedkommende med helikopter fra Qaqortoq til Narsasuaq. Der skulle have været mellemlanding i Narsaq, men der var kun os fra højskolen i kabinen, så den afstikker sprang vi over. Den ekstra tid i Narsasuaq brugte jeg til at kigge mig lidt om. Det var her jeg måtte flygte fra skibsbroen, hvor jeg var gået ned. Ude i fjorden revnede et stort isbjerg og gik midt over. De to væltede dele, der nu skulle finde deres balance, sendte synlige flodbølger ud til alle sider. Oppe på fastlandet stod jeg og ventede på flodbølgen, men inden den kom, var det ved at være tid til at gå, hvis jeg skulle nå flyet. På vejen hjem skulle vi over Island med overnatning. Se Rejser på Island. Om aftenen den næste dag var vi i København, og halv to om natten tilbage på højskolen. Vore værelser var for længst optaget af andre kursister, men jeg havde efterladt en pose med snavstøj fra første uge samt mine nøgler til huset og bilnøglerne. Jeg kom en time tidligere næsten forbi mit hjem, men der var ingen stop undervejs. Jeg tog nogle kopper kaffe, mens jeg sagde farvel, og midt under det hele kom der yderligere et par busser med unge medlemmer af Europas mindretal, der havde været til bal på Knivsbjerg som gæster hos det tyske mindretal der. Sjovt at se de unge mennesker, der absolut ikke havde problemer med fremmede. Tværtimod. De spurgte naturligvis, hvad vi lavede, så det forsinkede afgangen selv om en lille snak var meget hyggelig. Halv tre var jeg af sted igen, og godt jeg ved grænsen overholdt hastighedsnedsættelsen, for grænsen var i fuld drift. Jeg fik lyst ind i bilen og måtte ud og åbne mit tomme bagagerum. Rygsækken var på pladsen ved siden af mig for bilens ligevægts skyld. Halv fire var jeg hjemme og efter at have skimmet næsten tre ugers aviser og post faldt jeg endelig i søvn.

Programmet kan ikke sammenlignes med programmet på den første tur, men dette arrangement var på enkelte punkter bedre planlagt. Kun to ting glippede. Vi skulle have besøgt Brattahlid, hvor de første nordboere omkring år 1000 slog sig ned, men da flyet og båden var forsinket, var vi nødt til at sejle direkte til Qaqortoq for at nå frem inden mørkets frembrud. Der var nemlig endnu sparsomt med sømærker og slet ikke lystønder og lignende på de talrige forhindringer undervejs. På det næste besøg fik jeg så set Brattahlid. En tur til Prins Christianssund blev også aflyst. Ikke mindre end to turbåde var taget af isen her inden for de seneste år.

En helt igennem god tur denne gang, men højskolekonceptet svinger også med mig, og selskabet her havde jeg mere tilfælles med end deltagerne på den første tur. Jeg fik set lidt mere grønt Grønland på denne tur, også en bæk med blomster på bredden. Smukt.

Qaqortoq
På dansk hed byen i sin tid Julianehåb, sikkert efter en dansk dronning? Det grønlandske navn betyder Det hvide. Vi havde vel næsten 14 dage i byen og strejfede en del. Mine billeder herfra er sorterede. Først fotos fra byen, og så fotos af kunsten i byen og så fotos fra omegnen.

Byen

Kunsten
Byen havde en kunstner bosiddende. Aka Høegh. Hun havde på et tidspunkt samlet en række kunstnere hovedsageligt billedhuggere omkring sig, og de havde så under opholdet fået en sten eller en klippevæg, som de kunne udsmykke. På en bytur fik vi forevist mange af dem, men på vore strejfture i fritiden opsøgte vi dem alle. Selv om jeg nok har fotos af alle, får du her kun et udvalg. Efter brochuren, vi gik efter, skulle der være 31 skulpturer i alt.

Omegnen
Jeg tog ikke fotos fra fabriksbesøgene, men opholdet bød desuden på et par traveture og bådture i nærområdet. Vi havde også et besøg på plejehjemmet, hvor vi besøgte Aka Høeghs mor, der havde tidlige Aka Høegh-billeder hængende. En ældre mand af tydelig dansk herkomt kaldte os ind. Han var som helt ung stukket til søs og havde sejlet hele sit liv og hørte ingen steder hjemme. Da han pensioneredes, var han tilfældigvis her, og her blev han. Han virkede, som var han tilfreds, men pustet fra den store verden, altså fra os, ville han dog gerne have.

Uunatoq
Fra vor base i Qaqortoq forlagde vi residensen nogle dage til det sydligste Grønland. Turen til og fra foregik med Højskolens skib, mens samarbejdspartneren her selv havde en båd til sine ture. På vejen til Nanortalik var vi inde ved en lille sø med varmt vand. Her kunne man bade med udsigt til isbjerge. Den varme kilde havde været kendt længe og allerede i 1200 lå der et nonnekloster her. Først for nylig har nogen forsket i, hvad der gjorde kilden varm. De viste sig ikke at være vulkanisme, men grundstoffet helium. Nogen forklaring på, hvilke processer, helium indgik i og frigav varme, er ikke forklaret. Mængderne af Helium, verdens næstletteste grundstof, syv gange lettere end luft og kun dobbelt så tungt som brint, det letteste af alt, er så lille, at der ikke har været talt om udnyttelse overhovedet. Temperaturen på vandet er 40 grader og det årlige udslip af Helium er 4 m³. En af de litterære kilder kalder kilden geotermal altså som på Island, hvor varmen er vulkansk, men det er vel også først fornylig erkendt, at Helium står bag opvarmningen. Kilden og badesøen skulle i dag være overtaget af en turistindustri, som gør det umuligt at søge på kilden på nettet, hvis man vil have noget med natur og fysik bag kilden.

Nanortalik
I Nanortalik boede vi privat rundt om i byen men spiste på noget i retning af et hotel. Navnet betyder Bjørnestedet, jævnfør Nanok, Isbjørn. De isbjørne der på isflager kom drivende fra Østgrønland rundt om Kap Farvel eller gennem Prins Christianssund blev først opdaget her og derpå skudt.

Vi havde en tur til byen, hvor vi også så museet. Vi havde en gåtur til stedets oprindelige beliggenhed. Desuden var der er en søndag på egen hånd. Vi dryssede rundt i byen, og da vi kom til kirken var der ikke bare Gudstjeneste, der var også barnedåb, hvor både moderen og bedstemoderen var i nationaldragt. Vi førtes med strømmen ind i kirken. Jeg fik fat en dansk salmebog og noget andet, der gjorde, at jeg kunne følge med i, hvad der skete, for det meste var på grønlandsk. Præsten var i øvrigt også organist. Nok havde kirken et stort orgel, men foran ved prædikestolen stod et lille elektrisk orgel. Salmerne var sikkert til dels inspireret af Hernhutterne, for det var gamle salmer skrevet lige efter reformationen af blandt andet Luther. Det gik udmærket med sangen, selv om de fleste sang på grønlandsk. Vi var flere i kirken, der stemte i på dansk, og tyskerne var også med. De ikke bare sang på tysk, men de kendte flere af salmerne udenad.

Sydprøven og Lichtenau
På vejen til Tasermiut, Ketils Fjord så vi Sydprøven, Alluitsup Paa og Lichtenau, Alluitsoq. Sydprøven sejlede vi blot forbi. Byen havde fiskeindustri og fik kirke  1926, men den brændte i 2007. Lichtenau lå lidt inde i fjorden Agdluitsup Kangerlua, Lichtenau Fjorden eller Hrafns Fjord, som nordboerne kaldte den. Vi så dog den store missionsstation i flere etager bygget af Hernhutterne, som slog sig ned her, efter at kongen, Christian den Sjette havde kaldt dem til landet i 1733 til blandt andet Christiansfeld. Missionsstationen står i dag tom, men er velbevaret efter mange år ude af brug. Højskolen havde i øvrigt planer om dengang at købe bygningerne. Selv om vi ikke passerede byen, var husene tydelige fra båden. Hernhutterne havde sat sig mange andre spor. Rigtig mange inuitter har stadig tyske efternavne.

Tasermiut
Den tur, som mange havde sagt var smuk, førte gennem den snævre fjord, Tasermiut, Ketils Fjord med høje fjelde på 1½ kilometers højde, blandt andet Kirkespiret 1590 meter. Der lå en tæt tåge, så vi så intet, men vi ramte heller ikke andre skibe, eller blev selv sejlet ned.

Kangerluarsorujuk
På hjemturen var vi inde i fjorden Kangerluarsorujuk hos en fåreholder, som viste bedriften og fortalte om fordele og ulemper ved den øde beliggenhed. Og så spiste vi naturligvis får her. Inuitterne har ikke været lige fantasifulde, når de navngav fjorde og fjelde. Ved enhver boplads lå en lille fjord og en stor fjord og som traditionelt blev navngivet sådan. Hvis der også lå en lille fjord i nabolaget, som blot var lidt mindre, kaldte man den en lille, sød fjord. Dem kunne der såmænd også være flere af, men den ene af de små, søde fjorde havde måske sin udmunding på tværs af fremherskende vindretning, så vinden blæste isen ind i fjorden, hvor den pakkede. Den lille og søde fjord fik så yderligere et adjektiv hæftet på navnene: Dum! Den lille, søde, dumme fjord. Jeg kan vist godt skrive osv.

Hjemturen
På turen tilbage fra Nanortalik til Qaqortoq var vejret højt flot solskin, så jeg tog en hel del billeder på denne tur. Jeg havde også kortmaterialer til at bestemme flere af fotoene.

Narsaq
Endnu en tur tog vi fra Qaqortoq. En heldagstur førte os til Narsaq, som vi beså og besøgte en amatørgeolog, der fortalte om vulkanen, der i sin tid havde sat sine spor her. Det skal vi dog høre mere om på næste tur, hvor videnskaben var blevet klogere. Meget klogere. Turen endte ved en gletscher, og så var dagen gået. Jeg ville gerne have set Kvanefjeld, hvor uranproduktion heldigvis er blevet indstillet. Narsaq betyder Sletten på grønlandsk.

Narsarsuaq
Tilbage til lufthaven havde højskolen ofret helikopter på os. Vi fylde to må maskiner, og selv om der skulle være stop i Narsaq, var der ingen, der skulle af eller på her. Vi kom derfor alt for tidligt til Narsarsuaq, så jeg var ude og se på natur her. Navnet betyder Den store Slette, og det var den amerikanerne lagde deres lufthaven Bluie West One på.

Hjemturen gik over Island med overnatning, men herom i Rejser på Island.

TREDJE TUR. 2017. KAP FARVEL – SØNDRE STRØMFJORD

Vi var i 2017 faldet for et krydstogt eller en ekspedition, som udbyderen, Hurtigruten gerne ville kalde det. Vi startede i Tromsø og sejlede lidt rundt i Lofoten og Vesterålen, inden vi tog til Jan Mayen og Island. Fra Reykjavík sejlede vi en aften klokken 19 ud i Atlanten.

I rum sø
Havet var stadig roligt. Først da vi kom ind i læ mellem Grønland og Canada i det ret smalle farvand der, slog vinden om i syd og sendte større dønninger op til os. Det var ikke ubehageligt, når vi først havde lært, ikke at gå op ad bakke, men vente til skibet vippede sådan, at vi kunne gå ned ad bakke. Det var lidt svært med to fyldte kopper kaffe. Specielt på skibets mange trapper, var det lettest at tage den med ro, når trapperne var stejlest, og først strække ud, når trappens hældning var mindre. På de udvendige trapper på dækkene var det bare med at holde fast og ikke få overbalance.

Den anden dag klokken 13.34 efter knap et døgns sejlads over Atlanten fik vi Kap Farvel i sigte. Nøjagtigt hvilket forbjerg, der var Kap Farvel, var ikke markeret, men vi kiggede også på de mange isbjerge, der fulgte med Den østgrønlandske Strøm rundt om forbjerget og op langs Vestgrønlands kyst for så højt mod nord at vende og drive ned med strømmen langs Canadas kyst for så endelig at smelte ved Newfoundland. Turen tog flere år, hvor isbjergene om vinteren var indefrosset i havisen. Kaptajnen holdt sig på stor afstand af isbjergene til ærgrelse for de mange fotografer, der var helt eksalterede ved synet af en isklump i vandet. Kaptajnen var nu i sin gode ret. Hans Hedtoft og Titanic manede til forsigtighed.

Det var meningen, at vi skulle gennem Prins Christianssund, men her var is. Ikke i sundet, men i mundingen. Jeg har kendt en og hørt om en anden, der flere gange har prøvet at sejle igennem uden held. Begge havde mistet et skib skruet ned af isen i dette farvand.

Vi havde masser af tid, da vi nu sparede omvejen gennem Prins Christianssund, så vi har nok ligget stille i løbet af natten, for næste morgen var vi ikke nået ret langt op langs kysten.

Erik den Røde
I løbet af næste formiddag sejlede vi op gennem den lange fjord, der på nordisk kaldes Eriksfjord og hedder Tunulliarfik Fjord. Vi passerede Narsaq, Sletten og så Kvanefjeld med sine uranforkomster. Nær fjordens bund i den nordlige ende lå Narsarsuaq, Den store Slette med Sydgrønlands Lufthavn og Qassiarsuk, hvor Erik den Røde i sin tid slog sig ned. Qassiarsuk havde været på et besøgsprogram tidligere, men et eller andet gik galt, så jeg aldrig kom der før nu.

Vi gik i land og beså bygden, kirken og de nu restaurerede rester af Erik den Rødes bosætning. Nogle af ruinerne var dog rester af inuitbosætninger, idet disse også byggede i sten. Mens stedet i dag hedder Qassiarsuk, kaldte nordboerne det for Brattahlid.

I Hurtigrutens oplæg står der noget om entre til “museet”, så jeg havde bestilt en rundvisning her, da jeg ikke troede, at vi selv kunne gå rundt, men det kunne vi sagtens, og da rundvisningen skulle begynde, havde vi gået tre timer op og ned ad bakker i et skønt, men varmt vejr, så vi var trætte og orkede ikke igen at gå tre kilometer, så vi meldte fra og tog tilbage til skibet. Gebyret dækkede rundvisningen, hvor en islandsk kvinde klædt ud som Eriks hustru, Tjodhilde fortalte.

Egnens geologi
Indtil denne tur havde alle med litteraturen som kilde fortalt, at Narsaq lå i en kæmpe vulkan, der var eroderet ned til grunden, så mange sjældne mineraler var blottet her. Det sidste var rigtigt, og selv om pressen gladeligt beretter derom, er mineralerne endnu alt for dyre at udvinde. Der findes i udlandet andre, lettere tilgængelige forekomster.

For 3 milliarder år siden kun godt 1½ milliard år efter solsystemets dannelse lå her et lille kontinent. Sydfra kom et andet lille fastland eller måske snarere en oceanbund og trængte sig på, men først for 1900 til 1700 millioner år siden. Det forårsagede dannelsen af en mægtig bjergkæde, der har fået navnet Ketiliderne. Her var i den forbindelse en voldsom vulkansk aktivitet. I løbet af den næste halve milliard år eroderedes denne bjergkæde helt ned til dybder af op til 70 kilometer. Som et skib der losses og i takt dermed ligger højere og højere, stiger fastlande også op i takt med afhøvling og nedbrydning.

Derpå var der aktivitet igen 1350 til 1140 millioner år før nu. Igen skød vulkanske dannelser frem fra undergrunden og dækkede resterne af det gamle kontinent og Ketiliderne. Igen tog naturen over og eroderede snese af kilometer aflejringer væk. Nu ses i mange tilfælde kun de revner og kanaler, hvorigennem de vulkanske materialer kom frem til jordoverfladen. Denne vulkanprovins kaldes Gardarprovinsen og aflejringerne kaldes Gardarformationen. Navnet har man fra norboernes gamle bispesæde, der under navnet Gardar lå her. I virkeligheden var der måske tale om en rift som den, der strækker sig ned gennem Østafrika og fortsætter op gennem Rødehavet helt op til Ararats bjerg i Kaukasus?

Gardarformationen består af spændende ting som kalkholdig magma. Kalksten plejer ellers at være aflejret i havet, men her er der tale om en karbonatholdig magma, der ved nedbrydning gør jorden frugtbar, idet den også indholder fosfor. Det vidste Erik den Røde ikke, men han opdagede, at jorden her var frugtbar, så her slog nordboerne sig ned. Gardar hedder i dag Igaliko, og en af vulkanisme hærdet sandsten, Igalikosandsten findes her og brydes som bygningssten. Julianehåbgranit eller snarere Julianehåbbatholith dækker store områder her. Også Kryoliten i Ivigtut er en dannelse i denne formation.

Senere i Palæogen og Neogen var der igen vulkanisme.

De forskellige mineraler sås på turen op gennem Tunulliarfik, Skovfjord og Eriksfjord. Et sted i øvrigt lige syd for Qassiarsuk sås, at nogle aflejringer var sunket mange hundrede meter ned i forhold til naboaflejringerne. Sådanne spring ses som sorte streger på de geologiske kort, men her var de ikke bare synlige selv for mig, men jeg bilder mig ind, at jeg kan følge springet på satelitfotos gennem landskabt over flere kilometer.

Det vil nok føre for vidt, at gå i daltaljer med fotos af geologien. Og fremstillingen her er yderst simplificeret.

Hvalsey
I løbet af natten sejlede vi ud igen ad fjorden og passerede Qaqortoq og sejlede videre forbi Frederik den VII.s Kobbermineø og ind til Hvalsey eller Hvalsø. Der var landgang klokken 5, men vi deltog. Enkelte kom dog ikke så tidligt op. Siden mit sidste besøg her, var området spærret af, så vi ikke kom alt for tæt på ruinerne.

Qaqortoq
Efter morgenmaden var vi i Qaqortoq, hvor vi gik til bys straks. Det var tidligt, så der var ikke meget liv i byen på den tid af dagen. Vi gik byen rundt for at se på stenskulpturerne foranlediget af Aka Høegh. Jeg huskede, hvor de fleste var, men den, der stod højt over byen, gik vi ikke op til. Kirken var lukket, og det var rådhuset også. Jeg ville have været på Gymnasiet, hvor Aka Høegh også havde udsmykket, men her ville formentlig også være låst, mente de lokale. Også den lille kirke var låst, da vi passerede. Museet var dog åbent, og det beså vi. Bagefter tog så ind på en cafe for at få formiddagskaffe, og her havde de net. I Grønland er net dyrt og fungerede dårligt. Edit fik kun sendt ganske lidt og kun overført få foto. Hendes ur blev ikke opdateret, så hun var to timer bagefter resten af turen, da uret ikke kunne stilles manuelt. Vi var på brættet og talte med en fanger, der gerne ville fortælle. Vi mødte også en dansker, der skulle være der i tre år, fordi manden havde fået arbejde. Hun kedede sig og ville gerne høre sit modersmål.

Jeg havde tidligere været i Qaqortoq på en højskole i et par uger, hvor jeg også besøgte Nanortalik i et par dage sammen med Narsaq. Højskolen rådede over en båd, som vi sejlede en del i, men kun hver anden dag, da vi delte båden med et andet hold. Det var et samarbejde mellem Jaruplund danske højskole i Sydslesvig og den tyske højskole Grenzakademie i Sankelmark. Her var jeg havnet på det tyske hold og havde en tysk dyrlæge som makker. Vi lagde os ofte ved et grønlandsk vandhul og studerede vandinsekter. Jeg tror, at den pensionerede dyrlæge gerne ville give alle væsenerne i vandhullerne et helbredstjek, men jeg nød også denne dimension af Grønland. Dette ophold var grunden til det indgåede kendskab til Aka Høegh og hendes kunst. Vi mødte både hendes mand og hendes mor. Tilbage til krydstogtet!

Efter frokost sejlede vi mod Nuuk, som vi nåede næste formiddag.

Nuuk
Heller ikke her havde vi bestilt ture. Vi valgte at gå, selv om vi havde shuttlebus til byen, da den første tur var forbeholdt de, der havde købt og betalt ture i området. Vejret var for en gangs skyld fugtigt og koldt. Også i Qaqortoq havde det været koldt, mens det i Qassiarsuk i indlandet havde været lunt. Endnu var de myg, vi var blevet truet med, udeblevet.

Efter en halv times gang nåede vi Hans Egede Kirken, hvor Edits barnebarn var døbt og konfirmeret, og hvor Edits svoger havde bygget et hus med egne hænder. Kirken var lukket, men det lykkedes os at komme ind og kigge. Da vi nåede frem til byen, var cafeen i kulturhuset lukket. Vi fik dog kaffe et andet sted. Museet var også ved at lukke, og julemandens hus var nedlagt. Han var åbenbart flyttet. Op til Uummannaq? Det mente de i Ilulissat. I stedet besøgte vi et par garnbutikker og så på garn fra moskusokser. Igen opsøgte jeg den botaniske have, men her lå sneen stadig højt. Det gjorde den også ved sidste besøg for 13 år siden.

Rigtig våde blev vi ikke, men det var regndiset, så vi ikke så Nuuks husbjerge, Sermitsiaq og de to Marlener. Nuuk var blevet meget større siden sidst, og noget af betonslummet var revet ned. Runnet på byens lejligheder var så stor, at der var 15 år ventetid, hvis man ikke havde forbindelser. Brugsen var udvidet, men hverken her eller andre steder lykkedes det at finde kvanmarmelade. Vi fandt dog et par grønlandske qajaq-øl, som vi tog med hjem. 17 kroner stykket.

Retur til skibet tog vi shuttlebussen. Her fik jeg bussens sidste siddeplads!

Sisimiut
Nu var vi igen nord for Polarcirklen, hvilket vi ikke havde været siden Grimsøy. Omkring Kap Farvel var det faktisk blevet næsten mørkt et par timer om natten.

Under mit første besøg i Sisimiut gik vi en lang tur rundt i byen, men beså ikke kirken og de gamle bygninger, der lå rundt omkring kirken, og som nu viste sig at være museet. Det ærgrede mig lidt, at jeg ikke dengang så nærmere på det, men mine ledsagere ville videre. Museet, en art frilandsmuseum tog lang tid. Der var kun tid til at nå højere op i byen til brugsen, hvor vi også fandt en lille cafe, hvor vi fik kaffe til fem kroner for en kop.

Senere på dagen ville kirken holde en koncert for os. Kirken blev fuld, men nogle briter var kommet for at knævre, men det lykkedes at bringe dem til ro. Det var en glimrende koncert, med salmer på orgelet. Danske samt en enkelt svensk, der for nyligt var blevet populær i Danmark navnlig på P2. Vi kendte alle numre, selv om titlen på en enkelt ikke erindres. Jeg erindrer: Nærmere Gud til dig kendt fra Titanic, Kongernes Konge, den jeg har gemt navnet på, Den signede dag, Det dufter lysegrønt af hø, som er den omtalte svenske. Til sidst largoen fra Händels Xerxes.

Efter koncerten var der kun kort tid til at komme retur til skibet.

Ilulissat
Mellem Nuuk og Uummannaq har jeg tidlige besøgt alle byer. På denne tur sprang vi de fleste over og tog direkte til Ilulissat.

Vi sejlede gennem Isfjordens munding nogen lunde tæt på de strandede isbjerge. Det havde jeg godt nok ikke regnet med, at kaptajnen turde.

Også i den ellers store by Ilulissat måtte vi ligge på reden. Her uden anker, da skibet var nødt til at flytte sig for isbjergene, der ideligt kom forbi. På Jan Mayen og på Grimsey landede vi på stranden i gummibåde, mens vi kom til kaj i Stykkishólmur, Reykjavík, Qaqortoq, Nuuk og Sisiminut.

I Qarqatoq havde vi bestilt en tur. Jeg havde tidligere været gående til isfjorden og været på flere gletschereture blandt andet en med helikopter. Også her blev der tilbudt helikoptor og sogar fly, men disse ture aflystes på grund af lavthængende skyer.

Vi havde købt en tur i isfjorden med en mindre båd, der kunne sejle ind mellem isfjeldene, så vi kunne se på de meget store isbjerge, der var strandet her på fjordtærskelen. Fire både deltog, og vores bådfører var den mest forsigtige. Andre både sejlede tættere på isbjergene. Jeg var glad for afstanden, for jeg havde set flere isbjerge både brække midt over og kæntre med store bølger til følge. Jeg har altid holdt mig på afstand af gletschere og isbjerge.

Efter bådturen gik vi ud i byen, som vi nåede med en lille shuttlebus. Kirken og museet stod på programmet. Resten af byen og omegnen havde vi begge tidligere set, idet vi havde været her en lille uge.

Tilbage i byen stillede vi os ved shuttlebussen, men den kom ikke i en halv time, skønt den skulle køre mindst hver tiende minut. Til sidst gav jeg op og gik ned til skibet, men Edit ventede. Jeg var hjemme, før Edit kom.

Itillaq
Isfjorden var nok højdepunktet, så vi var lidt spændte på, hvad de kunne byde på ved turens sidste besøg. Det ville være vanskeligt at imponere os endnu engang, men det lykkedes ved besøget i den lille bygd, Itillaq.

I byen var alle flag på halv efter ulykken ved Uummannaq. Hvad der egentlig var sket, ved jeg stadig ikke. Hjemme så jeg læserbreve, der kritiserede både min avis og Danmarks Radio for alt for dårlig orientering. Vi havde ikke net på skibet, eller rettere nettet kostede 50 kroner i minuttet, så vi afstod. Skibet havde nyhedstjenester, men de var fulde af rygter, unøjagtige og mangelfulde efterretninger. Disse private tjenester forudses en stor fremtid på Danmarks Radios bekostning. Jeg kan ikke nøjes med, hvad de reklamefinansierede, private, udenlandske udbydere vil spise mig af med. Jeg skal nok selv sortere mine nyheder, hvis jeg får mulighed for det, så af mange onder vælger jeg DR.

Clouet her på dette bosted var en kaffemik. Vi havde trukket det gule hus øverst på klippen. Vi var overvejende danskere her, men et enkelt tysk par sad og forstod intet. Til sidst forbarmede jeg mig og gav dem en rundvisning med forklaring, hvilket de til syneladende var glade for. Derefter var der fodboldkamp mellem skibet og byen. Det var meget underholdende. Vi, det vil sige skibets besætning, vandt for en gangs skyld. Byen plejede ellers at vinde.

Byen lå lige ved udmundingen af Søndre Strømfjord. I nattens løb skulle vi blot op gennem fjorden de 160 kilometer til lufthaven.

Kangerlussuaq
Denne dag var Hurtigrutens. Vi skulle ud, og et nyt hold skulle ind. Skibet skulle gøres rent, men da det nye hold ikke kom før afgang, var det os, der skulle vente på rengøringen. De nye skulle jo med det fly, som skulle hente os. I Kangerlussuaq kunne de ikke klare os alle på en gang, så nogen måtte vente i land, mens vi var på det hold der kunne vente på skibet. Fra klokken 10 måtte vi undvære kufferten og fra klokken 11 kahytten. 11.30 var der frokost, og klokken 15 skulle vi i land, hvor vi afhentedes af fire gamle udrangerede busser, der kørte os til Ravneklippen. Tidligere ventetider i byen har jeg tilbragt med egne gåture, men nu var turene med i prisen. Vi så et rensdyr, men ikke fra Ravneklippen, hvor der også skulle have været moskusokser. Klokken 18 var vi i roklubben, hvor der i et stort telt var grillmad. Der var bøf af moskusokse samt steg af rensdyr foruden hellefisk og laks. Denne middag var meget vellykket. Gamle busser, skrev jeg. Vores var en udrangeret bybus vist nok fra Silkeborg. Bagdøren kunne ikke lukkes, så myggene var efter os også i bussen, og chaufføren var efter os og ville ikke have, at vi tværede dem ud på hans ruder!

Indtil midnat skulle vi på tur til indlandsisen. Lastbilerne på denne tur var lidt mere tidssvarende. Også denne tur var fuld af indtryk. Myggene holdt sig stadig borte, sådan da.

23.30 var vi i den umulige lufthavn i Kangerlussuaq. Her var allerede en lang kø, og den rykkede kun langsomt frem. Det var meget omstændelig, og skrankepaverne nåede da heller ikke gennem køen før afgang. De indfødte vidste det, og længe efter ordinær afgangstid vedblev de med at komme dryssende.

Til sidst blev flyet dog tømt og fyldt igen, og noget forsinket kom vi af sted. Afgangen var blevet udsat en times tid, så det blev galt for alle de, der skulle videre fra Kastrup.

Kastrup
Klokken 2 næste dag var vi så vidt, at jeg godt ville have sovet lidt, men så fandt luftfartsselskabet på, at vi skulle have middagmad! Til gengæld fik vi ikke morgenmad. Vi var i Kastrup noget over 9 næste morgen, idet der var fire timers tidsforskel.

Hen mod middag var på Frederiksberg og havde fået købt morgenmad og frokost. Vi tog også en på øjet, men uden at sove for længe. Vi skulle jo også gerne have noget at lave om natten.

Også denne tur havde været begivenhedsrig, selv om vi sejlede forbi en masse seværdigheder. Det bekom os godt at sejle, også selv om vi to gange sejlede i henved to døgn uden at kunne se land. Den sidste tur til Grønland var kun knapt et døgn i rum sø, selv om der gik mere end et døgn, inden vi igen kom i land. Kun flytransporten hjem havde jeg svært ved at forlige mig med.

Bent Hansen 11. april 2020.