Rejser i Norge

INDLEDNING
Norge er trods sin afsides beliggenhed og sit ry for at være et dyrt land besøgt mange gange. Tilmed har jeg været fra nord til syd, men mangler kun at besøge det sydvestligste Norge samt egnene op mod Sverige. En del af rejserne er foregået med Hurtigruten, så til lands mangler jeg også at sætte mine ben i egnene nord for Jotunheimen. Vi har været i egnen omkring Kirkenes  og i Narvik. Også Tronheim og Tromsø er besøgt, og desuden har vi været i egnen omkring og mellem  Nordkapp og Hammerfest samt i dele af Lofoten.

Først da jeg kiggede på en globus, opdagede jeg, at Norge ikke bare er meget langt. Fra Nordkapp til Lindesnes er der som fra Skagen til Rom, stod der i min barndoms geografibog. Fra Vestkapp til Jacobselv oppe mod nord øst for Kirkenes er der længdekredsmæssigt som fra Marsailenes til St. Petersburg, et betydelig spand af længdegrader og dermed faktisk også tidszoner!

Flere af beskrivelserne har tidligere været bragt her som selvstændige indlæg.

KIRKENES
Byen er besøgt to gange. Første gang i 1997 kom vi med Hurtigruten til Kirkenes. Vi havde bilen med, og efter nogle dage i byen, kørte vi gennem Finland hjem. Det tog et par uger. Anden gang var i 2011, hvor vi ankom med fly og forlod byen et døgn senere med Hurtigruten.

Første besøg
Fra hurtigrutens ankomstplads kørte vi til Vandrerhjemmet, hvor vi indlogerede os. Herfra ringede jeg til en norsk bekendts bekendt, der kom med sin bil kort efter og hentede mig. Lise ville ikke med, men blev på vandrerhjemmet. Bilturen førte til jernminen i Bjørnevatn uden for Kirkenes, der netop var blevet lukket. Derfor kunne vi få lov et gå ind i minen og kigge på. Bagefter kørte vi til jernværket i Kirkenes, men da var lukket. Det var for sendt. De ansatte var gået hjem. Kun ét lokomotiv stod udenfor til fotografering. De andre skulle sælges og var låst inde.

Om natten var der midnatssol, men jeg sov, og Lise nænnede ikke at vække mig.

Vi havde flere planer: Besøg i Jacobselv, besøg i Murmansk eller besøg i Pasvikdalen. Da vi opdagede hvor langt der var, og hvor omstændeligt navnlig Murmask var, og hvad et visum kostede, gav vi op. Vi kiggede på Kirkenes og kørte lidt ned i Pasvikdalen, der er en 100 kilometer lang, smal landstrimmel klemt inde mellem Rusland og Finland. Da russiske folkeslag indvandrede den vej, hentede den danske konge en hel del bønder fra Gudbrandsdalen herop og lod dem bosætte sig her for at dæmme op for indvandringen den vej. Vi ville gerne have været helt ned til bjørnene i syd, men efter 20 kilometer opgav vi. Der resterede stadig 80 kilometer, så vi i alt skulle køre endnu 160 kilometer, da vi jo også skulle tilbage. Bjørnene var sikkert på ferie, så ved bredden af grænsefloden til Rusland vendte vi. Vi kunne se Taigaen, som fortsatte de næste mange tusinde kilometer til Beringsstrædet. Vi kunne se skovdøden og de rygende skorstene i Nikkel, der var skyld i skovdøden. Området fra Nikkel op til Petsamo have oprindeligt været finsk, men russerne ragede det til sig under et af deres mange overfald på Finland under Anden Verdenskrig.

Fra Norge til Finland
Da vi forlod Kirkenes for i vores egen bil at køre hjem til Nr. Bjert, startede vi med at køre mod vest til Neiden, hvor samerne havde både en gammel og en ny russisk ortodoks kirke. Det var her lidt uden for Kirkenes, vi så et skilt: Narvik 1000 km. Det lyder helt uoverkommeligt, og så fra Narvik er der stadig langt, langt til Nr. Bjert.

Andet besøg i Kirkenes
Vi var faldet for Hurtigruten, da vi havde fået et tilbud. Det viste sig samtidig at være en fugletur, så skibet var fuldt af ornitologer, men de viste sig at være hyggelige mennesker, skønt vi kun deltog i en af fugleturene, men overværede alle foredragene.

Vi ankom sidst på dagen i regnvejr til flyvepladsen i Kirkenes. Vort tilbud gjaldt Hurtigruten Kirkenes – Bergen. Turen til Kirkenes og hjem fra Bergen måtte vi selv klare. Det kan godt være, at Hurtigruteturen var med rabat, men den åd andre. Bussen fra lufthavnen til hotellet kostede langt mere en lavserviceselskaber tog for en flybillet i Europa i deres reklamer.

Næste morgen stod vi tidligt op og nåede at se byen. Denne gang var vi ikke på hovedgaden, men vi opsøgte minderne fra krigen, der havde været voldsom – ikke mindst da russerne kom og befriede byen fra tyskerne. Vi nåede også kirken, der var ny, bygget efter krigen som resten af byen. Herefter tog Edit et hvil, men jeg på gåben begav mig til jernværket, der netop var genåbnet og havde fået nyt lokomotiv. Denne gang var min norske ven fra sidst for længst flyttet til civiliserede egne. Vi valgte igen bussen til havnen. Selv om der kun var godt en kilometer at gå til havnen, var vejen belagt med ral og uden fortov. Kufferten skulle bæres her, da hjulene ikke kunne køre i rallet. Det opgav vi og betalte endnu engang en formue for en bustur til skibet. Imponerende, nå busser kunne køre gratis mellem Flensborg og Kolding, men her var ingen konkurrence.

Det var koldt i Kirkenes, men vi var forberedte. Der lå sne endnu mange steder. Men efter nogle dage på skibet blev det forår igen. Det var mit andet forår dette år. Senere ved nedkørslen fra Bergensbanen oplevede vi vort tredje forår det år. Det var omkring Geilo.

VARDØ
Hurtigruten anløber inden Kirkenes Vardø og Vardsø begge på Varangerhalvøen ikke langt fra Kirkenes ad søvejen, men langt ad landevejen, da man skal uden om Varangerfjorden.

Vardsø anløbes kun for nordgående. Men da vi var forsinkede i 1997, var der intet ophold der. Det var der heller ikke i Vardø, men i 2011 havde vi tid nok til et besøg.

Efter landgangen gik vi til den gamle fæstning. Hurtigruten havde deres dyre ture. Ornitologerne betalte en formue for en gåtur med guide ned på havnemolen, og der var også en tur til fæstningen. Jeg tror de på fæstningen misforstod os og troede, at vi hørte til selskabet, for jeg mindedes ikke at vi betalte.

På vejen tilbage var der ikke tid til også at kigge på byen.

VARANGERHALVØEN
Som hovedregel sejler Hurtigruten efter en plan, hvor man for nordgående har nat, hvor man for sydgående har dag og omvendt. Derfor var det helt andre kyster, jeg så, da jeg med Edit sejlede mod syd, men da jeg sejlede mod nord, levede Lise endnu, så Edit har kun set det halve af norskekysten. Jeg mindes dog aldrig at have set Båtsfjord på Varangerhalvøen. Vejret var dog dårligt på den nordgående tur i 1997, så jeg så heller ikke Berlevåg. Jeg var oppe endnu den nat, for jeg ville have været i land, men vejret var dårligt, og vi var forsinkede, så vi gjorde kun så kort ophold, som det tog at udveksle gods og passagerer. Du kender måske Berlevåg fra en film og et sangkor. Det var nu senere, så jeg kendte stedet fra den ukuelige befolkning af fiskere. Deres både lå ubeskyttet på kysten ud mod Ishavet. Flere gange splintrede en storm bådede på land, men så fik fiskerne en havn med læmoler. Ishavet synes dog ikke om byggeriet, så også det smadredes. Molerne genopbyggedes til en anseelig højde på over ti meter. Øverst var et betonværn, men allerede ved indsejlingen så jeg, at mange steder var betonen væltet af bølger, der måtte have været måske femten meter høje. Havn og læmoler var bygget ved hjælp af en normalsporet jernbane, hvoraf et damplokomotiv og nogle vogne endnu skulle være i behold på et lille museum på havnen. Besætningen mente ikke, at jeg kunne nå i land og tilbage som følge af forsinkelsen. Jeg har derfor stadig besøget til gode.

NORDKYNHALVØEN
Mellem Nordkynhalvøen og Varangerhalvøen ligger den store Tanafjord og vest for den endnu større Laksefjorden. På Nordkynhalvøen ligger Mehamn og Kjølleford. På Nordkyn markedsfører de sig med rette med, at det er Europas nordligste punkt. Forbjerget hedder Kinnaodden. Der ligger meget andet nordligere, men det ligger på øer. Mest kendt er Nordkapp, og så der jo Svalbard.

NORDKAPP
I 1997 sendte Hurtigruten syv busser af sted til Norkapp. I forvejen var der på stedet indholdet af en kæmpe campingplads samt adskillige andre besøgende alene eller i grupper. Det var svært at se noget eller komme frem og tilbage overhovedet. I 2011 anløb vi Honningsvåg på Magerøya, før der var morgenmad på skibet, men en enkelt bus bragte en lille gruppe ud til Nordkapp, hvor der var morgenmad til os. Vi var alene på den skulptur, en globe af stangjern, der angav Nordkapp. Ved vort første besøg i 1997 var det diset, så der var ingen udsigt. I 2011 var det flot solskin, så vi kunne endog  tydeligt se Knivkjellodden, der lå noget nordligere, men var en ganske lav odde, der ikke rigtig synede af noget. Britiske opdagelsesrejsende med uorden i GPS’en udnævnte fejlagtigt en nærliggende 300 meter høj fremspringende klippe til Europas nordligste punkt. Der er naturligvis stadig Bjørneøen og Svalbard, så i virkeligheden er Nordkapp en turistfælde? Der er kun det positive at sige, at det meste af gøglet ligger under jorden, så det ikke skæmmer. En lokal indrømmede, at der kun var klart vejr på stedet få gange om året, så den morgen følte vi os ikke snydt, hvad vejret angår.

Turen til Nordkapp var naturligvis ekstrem dyr, idet morgenmaden jo var ekstra, og da vi så kom tilbage til Honningsvåg, var skibet sejlet, så vi også måtte betale en ekstra bustur helt til Hammerfest for at komme om bord igen. De vidste vi godt på forhånd. Ornitologerne kørte også samme vej.

NORDKAPP – HAMMERFEST
Magerøya imponerede i 2011 med de mange rener og den megen sne. Tunnelen under sundet til fastlandet prøvede vi også. Her var vi 250 meter under havoverfladen, men bortset fra ørerne, er det jo ikke noget man ser. I lang tid var de 250 meter det dybeste, jeg havde været. I Harzen og i Salzburgerland, har været i miner med mange hundrede meter bjerg over hovedet på os, men fremdeles er vi stadig flere hundrede meter over over Normal Nul, idet vi var jo blot kørt eller gået vandret ind i bjerget. Først for nylig er det lykkedes mig at kommer mere en tusinde meter under havoverfladen.

Jeg har noteret, at vi så en turistsamme og hans turistrener på vejen. Men billeder bringer jeg ikke.

Turen gik videre sydpå langs den brede og meget lange Porsangerfjord opkaldt efter porseplanten, som også vokser hos os, og kan findes i snaps. Fra bussen så vi adskillige havørne, og vi, der sad forrest i bussen, så dem på klipperne lige op og ned ad vejen. Vi var faktisk tættere på dem end ornitologerne. Midtvejs var der kaffepause i Russenes opkaldt efter russerne, der kom her og handlede.

Kort efter kun halvvejs nede i Porsangerfjorden drejede vi fra mod Hammerfest.

En bro førte over til Kvaløya, hvor Hammerfest lå. Her i Kvalsund er der så meget tidevand, at der var lagt turbiner ned i sundet. Broen var 741 meter lang og bygget 1977. På vejen havde vi kig til Seiland med Seilandsjøkuken på 981 meter og Nordmannsfjordjøkulen på 1079 meter. Der var nu så meget sne på øen, at det var umuligt at se jøkelen for bare sne.

HAMMERFEST
Byen er besøgt to gange. Det rakte til en gåtur i byen samt et besøg på Isbjørnemuseet.

Sejler man i stedet for at tage landevejen, passeres Havøysund mellem Hammerfest og Nordkapp, og syd for Hammerfest passeres Øksfjord og Skervøy.

TROMSØ
Tre gange har jeg været i Tromsø. Første gang med Hurtigruten for nordgående var der rigelig tid. Vi valgte en gåtur på egen hånd over broen for at bese Ishavskatedralen. Vel retur var der kun lige lidt tid til at bese byen.

Anden gang var med den sydgående Hurtigrute, og her skete anløbet om natten. Vi var nødt til at tage selskabets bus til Ishavskatedralen, hvor de så til gengæld underholdt med et times koncert i kirken, inden vi kørte tilbage til skibet og gik i seng. Her var ingen tid til sightseeing.

Tredje besøg var på turen til Lofoten, Jan Mayen, Island og Grønland. Turen startede i Tromsø, hvor vi denne gang havde byens gamle træhuse på programmet. Man kunne frygte, at spekulanter stod i kø for at erstatte de smukke gamle træhuse med beton.

HARSTAD
Kun for nordgående er der lidt tid i denne nordliste by i Norge hvor der dyrkedes jordbær. De høstes nu først i august. Jeg imponeredes imidlertid over et færdselsfyr i byen, inden jeg vendte tilbage til skibet og morgenmaden. På den sydgående Hurtigrute, mindes jeg ikke at have været ude i byen. Grønlands apostel, Hans Egede 1686 – 1758 er født i Harstad.

Syd for Harstad passeres Bjarkøy, hvor der står rester af et til dels dansk lokomotiv. Jeg har kigget ind på øen flere gange, men det er ikke lige sådan at stå af i farten. Det må blive en anden tur. Lokomotivet ses på dette link.

RISØYRENNA
I Ofotens nordlige del passeres Risøy Kanalen, der er en kunstig gravet rende 4,8 kilometer lang, syv meter dyb og hundrede meter bred på bunden. Kun for sydgående passeres den om dagen, og det betaler sig at stå på fordækket med udsigt til kostene på begge sider af renden. Ved lavvande er der stedvis tørt, men det er der også til dels ved højvande, for talrige fugle yngler på de lave øer på vestsiden af renden.

Der var ikke tid til andet end et kig på Risøy på Andøya. At natobasen, Andenes, også lå her nordligst på Andøya var man ikke i tvivl om. I dag rummer stedet ud over fly også en base for skækhuggerbesigtigelser, men herom senere.

HVALSAFARI
Vi danskere har det nemt med geografien. Vi kalder normalt alle øerne syd for Tromsø for Lofotoen. Nord for Lofoten ligger dog Vesterålen, der betyder Vesterhavet. Øst herfor ligger Ofoten.

Fra Tromsø sejlede vi sydpå forbi stedet hvor Tirpitz for anden og sidste gang sænkedes. Desuden forbi Rystrømmen, hvor meget tidevand skulle gennem et snævert område mellem Kvaløya og Norge for at udfylde bredningen længere inde. Det gav en vis strøm, der godt kunne ses på havoverfladen. Inden sengetid rundede vi Kvaløya og sejlede nord om Senja ud i Norskehavet for i løbet af natten at sejle ud til fastlandssoklen ud for Andenes på Andøya kendt for natobase og hvalsafarier.

Vi var på dækket før seks, men hvalerne havde ikke efterkommet invitationen. Efter nogen søgen opgav kaptajnen og sejlede mod Myre i Vesterålen på Langøya. Det var de store hvaler, pukkelhvalerne, der svigtede.

På vejen sejlede vi så tilfældigt ind i en familiegruppe på mindst syv spækhuggere, som engelskkyndige kalder dræberhvaler, mens de på latin hedder Orcinusas orca navngivet af Linné. I Norge hører man også Orca, mens briterne siger killer whale og tyskerne Schwertwal.

MYRE
Efter det vellykket møde med de syv spækhuggere, lagde vi ind i Myre i Vesterålen. Her var imidlertid ikke det store at se, men vi havde nogle timer her, hvor vi gik ind mod byen uden nogen sinde at nå derind. Grunden var, at der var langt, men der var også meget biologi og folklore at fordybe sig i på vejen.

MOD SORTLAND
Fra Myre sejlede vi igen nordpå for at komme forbi øen Anden med sit fyr og ind i Gavlfjorden mellem Andøya og Langøya. Fjorden så ud som en fjord på mit foto, men det var et sund. Formentlig var det opkaldt efter nogle karakteristiske fjelde sydligst på Andøya. Vel inde var vi igen tilbage på Hurtigrutens normale sejlrute gennem Sortlandssunden og senere gennem Raftsundet mod Troldfjorden og Svolvær på Lofoten.

STOKMARKSNES
Mellem Sortlandsundet i Vesterålen og Raftsundet i Lofoten ligger igen en bredning med med øer. På en af dem ligger Stokmarksnes, som er passeret tre gange, men er besøgt én gang. For nordgående sov vi og på hvalsafarien sejlede vi blot forbi. Under opholdet på den sydgående Hurtigrute beså vi kun Hurtigrutemuseet, hvor blandt andet et af de gamle skibe, nu på land kunne besigtiges. Udstillede dele af saloner gav minder om de gamle statsbanefærger, hvoraf jeg husker dampfærgen Christian den Tiende og Dampfærgen Danmark. Også de tidlige diselfærger Korsør og Nyborg havde endnu træbeklædte saloner over og under dæk.

Hurtigruten i dag er en sammenslutning af Vesterålens Dampskibsselskab fra 1881 og hjemmehørende i Stokmarksnes og Ofotens Dampskibsselskab og senere Troms Fylkes Dampskibsselskab. Mens de to første hurtigt samarbejdede, men stadig i “min tid” havde hvert sit skorstensbånd, også efter en officiel sammenslutning i 1987. Først efter 2008, hvor Troms Fylke kom til, blev det allerede længe brugte navn, Hurtigruten, officielt.

Selv om vi beså museet med interesse, har jeg åbenbart ikke taget foto derfra.

TROLDFJORDEN
Tre gange har vi sejlet i det smalle Raftsund og den endnu snævrere Troldfjord. Anden gang var det dog ikke med Hurtigruten, men med en mindre båd, hvorfra der fodredes havørne. Vi var ventet. Allerede to kilometer før lettede ørnene fra deres reder og fløj hen og hentede deres fisk. Også på seneste tur så jeg en havørn, men de andre fastboende ørne her holdt sig væk, da de kendte forskel på Hurtigruten og motorbåde! Der var vel en snes havørne i området, der snød os.

I Troldfjorden sejler store skibe som Hurtigrutens ind i den snævre fjord og vender i bunden for at sejle ud igen.

Selv om vi begge i henholdsvis Norge og Grønland tidlige har set vilde ørne hente laks op og flyve til reden med dem, var ørneturen her nok pengene værd. Vi var i hvert fald tæt nok på til at få billeder.

SVOLVÆR OG HENNINNGVÆR
I Lofotens hovedturistby, Svolvær har vi kun været en gang, hvor der har været tid til besigtigelser. Det var på turen med Fram, der startede i Tromsø og i øvrigt sluttede på Grønland. Efter Troldfjorden var der en times sejlads højst til Svolvær, hvor vi først skulle være næste morgen. Vi lå et par timer i bunden af Troldfjorden og drev så løbet af natten frem mod målet.

Første gang i Svolvær mødte vi min søn og svigerdatter på kajen, og de var så oppe og se skib og kahyt, og anden gang spiste vi. Ved tredje besøg havde vi en hel formiddag. Kirken var lukket, men efter kirken var der lidt natur, der bragte os til en lille park og tilbage til byen og havnen.

Bag kirken mødte jeg en del sjaggere, der enten skældte ud eller hilste på. Måske huskede de mig fra mit foderbræt sidste vinter? Vi fotograferede imidlertid Gedehornene. Klippen ligner faktisk oppefra en ged. Vi så dog ingen vovehalse springe fra horn til horn.

Fra Svolvær var der bus til Henningsvær, hvor Hurtigruten ikke lægger ind, og der derfor er mere idyl og knap så mange turister. Begge byer samt Troldfjorden ligger på den store Lofotø, Austvågøya. Vest for denne ligger den lige så stor Vestvågøya, hvor vi sejlede vest om for at komme ud i Norskehavet og ende på Jan Meyen flere dage senere. Jeg havde forventet ud fra brochurerne, at vi skulle igennem den imponerende Moskenesstarume, men vi gik ud mellem Austvagøya og Moskenesøya.

NARVIK
Hurtigruten anløber ikke Narvik i bunden af Vestfjorden, hvor der fra fjordens inderste vig kun er få kilometer til Sverige. Jeg har imidlertid været der med toget fra Sverige på en endagstur fra en base i Björkliden. Målet var nu ikke byen, men malmhavnen og malmbanens endestation. Vi måtte dog igennem et butikscenter for at komme fra banegården til havnen, og her spiste vi for en gangs skyld, idet vi ellers var på egen medbragt kost.

Det meste af tiden i Narvik, inden dagens sidste tog returnerede, gik med foto af malmbanens tog og sporanlæg, samt af De norske Statsbaner, NSBs ditto, idet de jo også huserede på det korte stykke af Malmbanen, der ligger i Norge. Kun et enkelt ikke 100 % jernbanerelateret billede fra byen har jeg i min samling.

SORTE BJØRN
Efter en uges natur- og malmbanebesigtigelse fra Björkliden i Sverige, begyndte jeg at savne lidt historie og kultur. Statuen her i Narvik forestiller en ung kvinde fra Helgeland i Norge, som dengang var en del af Sverige. Hun arbejde på Malmbanen i kantinen, men døde under arbejdet. Hun kaldtes Sorte Bjørn, Svarta Bjørn, men hed Anna Rebekka Hofstad og levede 1878 – 1900. Hun var en del af befolkningsoverskuddet i Helgeland, der måtte udenbys for at få det daglig brød. Blandt malmbanes arbejderne florerede tyfus, der kostede mere end de halve af de 50 begravede på Rallarkirkegården i Tornehamn livet. Her ligger Anna også, men man ved desværre ikke helt hvor, selv om flere af korsene er mærket Anna  og et endog Anna af Norge. Jeg må tilstå, at vi fra Bjørkliden gik en omvej for at se kirkegården, og dengang var teorierne om hendes død kun få. Siden skal jeg da love for, at der er gået facebook i sagen, og alskens teorier florerer. Både forinden vort besøg i 2002 og navnlig siden er Anna taget til indtægt for social historie, kvindesag og sogar diner tranportable. Går du på nettet, så sæt et halv år af til opgaven. I hvert fald blev hun kendt, fordi hun døde, men allerede inden havde hun gjort sig bemærket. Måske ved at været køn og/eller på grund af et stor sort hår? Jeg ser nu nok mere den oprindelige beretning som en parallel til H. C. Andersens Den lille pige med svovlstikkerne og Jeppe Aakjærs Jens Vejmand.

BODØ
For sydgående er man i Bodø midt om natten. For nordgående er der rigeligt tid til at se på byen. Vi var der om lørdagen, hvor der var bryllupper i kirkerne, så de var utilgængelige. Så var der et indkøbscenter, der ikke var noget for os, men der var en park i byen, hvor vi sad og skrev postkort hjem til familien.

HELGELAND
Betegnelsen er gammel og ikke mere en administrativ enhed. Den strækker sig fra Saltfjorden i nord til Namsos syd for hurtigruteanløbet Rørvik. Det mest spændende her er ikke så meget de små fiskebyer, men naturen og navnlig de mange sagn, der knytter sig til Helgeland.

Saltstraumen
Da sagnene tages under et, vil jeg godt lige have geografien på plads, inden vi ser på sagnene. Syd for Bodø ligger Saltfjorden der er bred og dyb, men med et smalt indløb. Da tidevandet er betydeligt her, skal store mængder vand ind og ud ad fjorden ved højvande og lavvande. Det giver en kolossal strøm, på norsk en straume, Saltstraumen. En besigtigelse koster ekstra, idet Hurtigruten ikke sejler lige forbi, men i stedet så vi et par andre straumer, hvor man dog skal vide det, før man opdager dem. Vi så for eksempel en syd for Tromsø, Rystraumen.

Ørnes
Dernæst ligger Ørnes, hvor hurtigruten har et kort ophold.

Polarcirklen
Et stykke syd herfor passeres Polarcirkelen. Så vidt jeg husker var det ret tidligt om morgenen, men jeg var stået op for at få det hele med. Jeg distraheredes her af en havørn, der havde sin rede lige under Polarcirkelen. Den kredsede over skibets kølvand og slog så pludselig ned og kom op med en stor laks i kløerne, som den fløj ind til sin rede med. Desværre havde jeg dengang ikke tele, så man kan ikke se ørnen på billedet. Og dengang kunne man heller ikke på pc forstørre.

Hestmanden
Lige under cirklen ligger også fjeldet Hestmanden, hvor du i næste hovedafsnit får sagnet. Lige her hang skyerne ned til 100 meter, så jeg har godt nok et billede af flere øer, men hvilken, der er Hestmanden er ikke til at se, når billederne kun viser øernes allernederste del.

Sandnessjøen
Også her anløbes kortvarigt. Den ses stavet med både et og to s’er.

De syv Søstre
Straks efter ligger seks markante fjelde på rad og række. Det ene har to toppe, så der i alt er syv toppe. Dette fjeld hedder tvillingerne, og er det næstlaveste af de syv med kun 980 meter.

Brønnøysund
I det sydlige Helgeland ligger Brønnøysund, hvor der også anløbes kortvarigt. Her er det nat for nordgående, men for sydgående sejler Hurtigruten en lille omvej for at komme ind til den næste og sidste sagnomspundne lokalitet.

Torghatten
Når man ser bort fra sagnet er der tale om en ret høj ø, 258 meter, med en hule højt oppe i fjeldet, 112 meter over det nuværende havniveau. Tilmed går hulen tværs gennem fjeldet, 160 meter lang. Hulens højde er op til 30 meter og bredden op til 25 meter, men aftagende indefter. Der er naturligvis tale om det bornholmerne kalder en ovn, der engang har været en våd ovn og udhulet af bølgerne. Materialet i hulen må have været blødere end grundfjeldet, eller gnejsen fra Den kaledoniske Foldning. Hulen ligger i en såkaldt gang, der er en spække i fjeldet udfyldt senere med vulkansk materiale, der så i brændingszonen på et tidspunkt i jordens historie er udhulet. Siden må havet have sænket sig betragtelig, eller landet må være hævet lige så betragteligt. Geologerne holder oplysningerne for sig selv på nettet, men de fleste er enige om, at hulen er dannet i istidens afslutning. Landet må så have være trykket ned at isen. De opgive 112 meter er ikke utroværdige. Da der stadig var meget vand bundet i gletscherne, må havniveauet også have været lavere, men stadig er det sandsynligt, at landhævning og havstigning, der ikke fulgtes slavisk ad, kunne have fikset hulen.

Bjerge med huller helt igennem er sjældne, når man ser bort fra porte. Der kendes Monte Forato i Appenninerdelen, Alpi Apuane, hvor jeg for resten også har været. Desuden er der to lokaliteter i Kina.

I nærheden er der andre interessante seværdigheder, og der er blandt andet fundet et skelet af en uddød Gejrfugl.

HELGELANDETS SAGN
Både i Danmark og Norge var der tæt befolket med trolde i fortiden. Endnu på Drachmanns tid var der indtil flere i hver dansk sogn. De stod bag mange ellers uforklarlige ting. Endnu i min barndoms læsebog berettedes der om dem. Vandreblokkene havde de i sin tid kastet efter kirkerne, for at true klokkerne til tavshed. Kæmpehøje var beboede af trolde og senere af elverfolk. Selv Sjællands Odde har sin oprindelse i en trolds gøren og laden. De norske trolde, der åbenbart var langt talrigere, havde en gendefekt. De kunne ikke tåle dagslys. Kom de ikke under jorden i tide ved daggry, blev de til sten. I Norge ofte til strandpiller. Troldekongen på Lofoten ved Henningsvær var lun på kolegaen i Sulitelmafjeldets syv døtre, og da de var stukket hjemmefra og Vågekallen i Lofoten opdagede det, forfulgte han dem. Skarvågsgubben i Brønnøy blandede sig og det gjorde Hestmanden også. Han skød en pil efter Vågekallen, men Skarvågsgubben holdt sin hat op for at standse pilen, der imidlertid gennemborede hatten. Pludselig dagedes det, men det opdagede troldene ikke, da de var optagne af deres kontroverser.  De forstenedes så af solen første stråler. En noget mere fyldig version ses i Erling Storrusten, Hurtigruten, Verdens Vakreste Sjøreise udgivet af Hurtigruten. Også enkelte fornuftige sider kan der sikkert findes på nettet?

FOLDA
Efter Rørvik gik vi ud i åben sø, hvor vi meget længe har sejlet indskærs. Vi var til et af turens mange foredrag, da højttaleren pludselig annoncerede, at nu gik vi ud i Folda, som det åbne havområde hed. Her herskede en storm, så foredraget blev afbrudt, og vi opfordredes til at gå i kahytterne og lægge os eller tage ophold i salonen og der ride stormen af. Det ville kun tage et par timer, så var vi indenskærs og i læ igen. Vi valgte salonen, og her var ikke mange, så vi kunne få de gode hvilestole. Skibet huggede slemt, men det rullede ikke, og derfor holdt mine balancenerver denne gang, mens Edits ikke gjorde, så pludselig løb hun, men nåede ikke et toilet. Det var også ligegyldigt, for vi havde forsynet os med poser, og alle kummer på toilettet var alligevel optaget.

Inden vi når Trondheim har vi forladt Folda og gået gennem den meget smalle Stokksund, men kun for nordgående er det dag på denne lokalitet. Selv om jeg har billeder, bringer jeg ingen af dem. Herefter er der igen et stykke udenskærs i Frohavet, men da havde stormen lagt sig, og vinden var vendt.

TRONDHEIM
Både den nordgående og den sydgående Hurtigrute har lange ophold i Trondheim, der på dansk hedder Trondhjem.

Den nordgående seks timer, der er nok til at gå ind til byen for at se domkirken. Da vi var på den sydgående, var der kun fire timer, og liggepladsen var flyttet længere ud på haven, så der var længere ind til byen. Måske var det fordi, vi var blevet ældre, at vi opgav at nå helt ind til Domkirken? Måske havde vi haft for mange svinkeærinder på vejen?

Videre sydpå er der ingen anløb før en række større byer. For sydgående mindes jeg dem ikke, men for nordgående anløb vi Kristianssund så forsinkede om aftenen, at vi ikke kunne nå en tur i byen.

KRISTIANSSUND
Der ligger helt ud til åbent hav blot bag en smal foranliggende ø. Der er ingen fotos fra byen. Videre gik det til – eller rettere for nordgående – kom vi fra

MOLDE
Rosernes by. Den ligger sydvendt og har er varmere klima end ellers på disse breddegrader. Mikroklima. Roser så vi nu ikke, men vejtræerne var rødtjørn, der ikke var nogen dårlig ide, da de blomstrede, lige da vi var der. Kun for nordgående er det dag.

ÅLESUND
Kun på vejen til Kirkenes var det dag ved anløbet, og der var god tid til en tur i byen samt derefter til at bestige et bjerg for at få udsigt over byen. Vi var endnu unge dengang og regnede ikke et bjerg, Aksla, 189 meter med en trappe på 418 trin for noget. Byen brændte i 1904, som byer siden tidernes morgen kun gå hen og gøre. Den genopbyggedes i Jugendstil, og en af bidragyderne, var den tyske kejser, der havde byen som en af sine yndlingsbyer. Blandt byens store sønner er muligvis Rolf eller Rollo, som senere blev konge i Normandiet efter et ægteskab med den franske konges datter. Hans efterkommere erobrede 1066 England fra den engelske konge og vikingerne.

Resten af turen til Bergen byder på smuk natur, men ingen afsnit derom i denne beretning. Inden vi kigger på Bergen, vil vi tage ind i landet til Dovrefjeldene, Rondane, Høvringem og Jotunheimen, en række ikke alle klart definerede stedsbetegnelser.

RONDANE NATIONALPARK
På en biltur i 1993 var vi med søn og svigerdatter kommet frem til den meget lille by, Sjoa,  syd for Dovre, hvor vi måtte finde en hytte for natten. Der var ret meget natur her, så vi blev der i to nætter. Vi er i Gudbrandsdalen ved elven Lågen, der netop det år ydede en ekstra indsats for at rydde dalbunden for beboelse. Nogle raftingmesterskaber på en nærliggende elv, der også hed Sjoa, måtte aflyses, fordi elven det år var et nummer for vild. Selv for rafterne!

Vi tog op i Nationalparken til Mysusæter, der er en af Norges største. Efter hyttebyen nåede vi en god time ud i området, nok til at kunne se Rondamassivets mange og flotte toppe. Nationalparkens vilde rener og moskusoser så vi derimod ikke. Det mest ophidsende var et skødefår, der absolut ville i nærkontakt med mig under en kaffepause. Den kravlede simpelt hen op på mit skød. Den blev dog sur, da den kom til at sætte sin fod ned i min varme kaffe, så jeg også brændte mit lår, da kaffen løb over. Vi besøgte også Sel og beså statuen af Kristin Lauransdatter kendt fra en roman af Sigrid Undsets, 1882 – 1949. Det var den første statue af en fiktiv person, vi så, men ikke den sidste. Også andre kendte, store norske har slået deres folder her.

JOTUNHEIMEN
Efter et par dage tog vi videre ad Sognefjeldvejen op i fjeldmassivet, Jotunheimen. Jeg ville blandt andet gerne se Norges to højeste toppe, Glittertind, 2470 meter og Galdhøpiggen, 2469 meter. Vejret var ikke helt optimalt, men jeg så dog toppene på afstand, men vurderede det ikke umagen værd at køre nærmere. Der har sikkerts også været bompenge? Nordmændene har det samme problem som os med at afgøre, hvad der er det højeste punkt i landet. I skolen var det Galdhøpiggen, selv om Glittertind her er opgivet en meter højere, undertiden op til ti meter højere, men den eller de sidste meter er sne. Tæller sneen med eller ej? Hvor højt er bjerget egentlig under sneen? Hos os er problemet, at vore forfædre har bygget gravhøje oven på vore højeste bakker, så skal gravhøjene tælles med eller ej? Eller hvor meget er Jylland, og hvor meget er gravhøj? Fornylig har vi løst problemet ved at udnævne en helt tredje bakke, Møllehøj, som vort lands højeste. Så mangler vi kun at flytte tårnet fra det tidligere højeste.

SKJOLDEN
Værelse med udsigt
Vel ude af Jotunheimen kom vi til en lille by Skjolden ved den nordøstlige Sognefjord, som hedder Lustrafjord. Værten på vandrehjemmet gav os husets bedste værelser med havudsigt eller rettere elv- og fjordudsigt. Der var også en brusende fos lige uden for vinduerne, og han kunne se, at vi var betænkelige, og hurtigt fortalte han os, at vi kun ville høre fossen den første halve time. Det passede nu ikke. Jeg tror, vi vænnede os til fossen på mindre end et kvarter. Herefter hørte vi den simpelthen ikke. Sydpå koster værelse med havudsigt ekstra, men ikke her. Vi trak ikke gardinerne for om natten, men lå, før vi sov, og lige når vi vågnede, og nød udsigten til blå fjord, sneklædte fjelde og lyden af fossen.

Tre køer og to mand i to dage
Overskriften er ikke indledningen til et regnestykke af den slags, der var hele afsnit af i min barndoms regnebøger. De kunne for eksempel begynde således: Når ni mand kan grave 250 meter grøft på fem timer….. Spørgsmålet var nu, hvor stor præstationen var, hvis man ændrede på antallet, meterne eller timerne. Nej, det her er en sandfærdig beretning, som nogle økonomer muligvis ville ryste på hovedet af. Heldigvis er der nogle steder i verden andet end økonomi, der også tæller.

Vi benyttede opholdet her til at gå op i fjeldene. Vi gik en god halv dag med madpakke uden at nå op gennem dalen. Ved middagstid satte vi os på stien på naturlige trappetrin og spiste. Vi var lige blevet færdige og havde pakket ned igen, da to mænd kom drivende med tre køer. Der var ikke tid til at snakke, for køerne skulle styres for ikke at komme på afveje. De var væk igen, inden vort grej var reddet og fotografiapparatet fundet frem.

Derfor ved jeg heller ikke om min antagelse holder, men jeg tror, at køerne skulle til sæters. Den ene mand med meget bagage på ryggen skulle blive på sæteren og passe dem, mens den anden med kun en sovepose blot skulle med op. Det ville tage hele dagen i følge det kort, jeg havde. Først næste dag kunne han begive sig hjemad, hvilket igen ville tage det meste af dagen. Det ville være en logisk forklaring på optoget. Vi vendte dog som antydet på halvvejen hjem til vort værelse med udsigt.

Feigumfossen
I nabolaget var der flere fosser. Denne, Norges højeste? Feigumfossen var 230 meter høj og underste del lå 230 meter over Sognefjorden. Vejen derop var temmelig mudret, så kun jeg nåede derop, blot for at opdage, at alt var så vådt af forstøvet vand, at fotografering var umulig. Mens Skjolden ligger i bunden af Lustrafjord, den inderste sidefjord mod nord i den store Sognefjord, ligger fossen på Lustras østside ikke langt fra Urnes  med Norges ældste stavkirke. Den så vi ikke. Vi har nok ikke kunnet nå det.

Nigardsbreen
Norges største bræ hedder Jostedalsbræen, men den sender adskillige sidebræer ud mod både nord og syd. Nigardsbræen var tilgængelig og lå som den mindst fjerne fra Skjolden. På Rigsvej 55 skulle vi i Graupne ved Lustrafjorden køre nordpå til bræen. Nær bræen lå Breheimsenteret Jostedal, som også kaldts sig Brekatedralen. Måske lignede den en bræ, måske lignede den Ishavskatedralen i Tromsø? Vi var nu ikke derinde, da vi ville vente til på hjemvejen, for alting tog tid her. Vi nåede det imidlertid ikke. Løjerne begyndte allerede på Rigsvej RV 55 mellem Skjolden og Graupne, hvor vi kørte en turistbus op. Den ville ikke lade nogen passere udenom, og hver gang der kom en modgående bil, stoppede den helt op, for at de kunne passere. Brevejen var gebyrpligtig, og prisen var ret pebret. Adgangen til breen skete med skib, der trods alt var med i adgangsbilletten, der opkrævedes på skibet. Lise havde rygproblemer og var rigeligt tilfreds med udsigten fra p-pladsen. Jeg valgte med søn og svigerdatter at gå, men ret hurtigt forsvandt stien i oversvømmelser, så jeg måtte af med støvler og sokker. Jeg nåede frem, men det gjorde sønneke ikke ad den rute han havde valgt. Vel fremme måtte jeg alligevel ikke gå hen til bræen! Det var første gang, jeg var så tæt på en bræ. Adskillige hold i pigsko og bundet sammen med reb anført af en fyr med ishakke var på vej op på bræen. Det har nu aldrig været noget, jeg har haft lyst til, så det blev ikke sidste gang, jeg takkede nej til den udgift, selv om folk i Himalaya bare rendte gebyrfrit rundt på bræerne, som det passede dem. På tilbageturen besluttede jeg bide i det sure æble og at tage skibet.

FLÅM
Den engang lille ubetydelige by inderst ved Aurlandsfjorden i Sognefjordssystemet, er besøgt først gang i 1983, hvor vi havde små 14 dage dels i telt, dels i en hytte. Dernæst passerede vi Flåm for en overnatning i 1993,  og endelig havde vi igen en overnatning i 2011 på vej hjem fra Bergen. Flåm havde allerede ved første besøg kvaliteter, som dog senere gik fløjten efterhånden som flere turister opdagede dem. Udviklingen vil sikkert fremgå af indlæggene.

Et isoleret samfund
Vi var kommet frem til Flåm via en vej, der endnu ikke var åbnet, men dog bekørbar som arbejdsvej for Oslos Lysværker mod gebyr. Ikke mange år før havde Flåm kun en kort vej uden forbindelse med Norges øvrige vejnet. Skulle man i bil til eller fra, måtte man benytte færgerne på Sognefjorden. Ikke desto mindre var den korte isolerede vej mellem Aurland og Flåm en Rigsvej med nummer trods det, at den var ensporet med mødepladser. Den havde i sin tid nummer RV 601.

De lokale bønders mælk skulle i mælkejunger til mejeriet i Voss langt væk. Transporten kunne være, hvor den var mest avanceret via en sejlbane til Sognefjorden. Derfra med båd til nærmeste jernbanestation og så med toget til Voss i en speciel isoleret mælkevogn. En anden gård havde en sejlbane direkte til Flåm-banen.

Den nye tid står for døren – og følgerne
Mange steder omkring Flåm var tiden stået stille siden 1600-tallet, men har regeringen et par milliarder fra olien for eksempel, kan tiden sættes i gang igen. I dag har Flåm fået alle motorfolkets velsignelser med både 11 kilometer og 25 kilometer tunneler! End ikke anløb af krydstogtskibe mangler, idet der af den af tunnelerne udtagne klippemasse er bygget en krydstogtkaj i fjorden. Antallet af souvenirkiosker var steget med fem styk til nu seks kiosker, men gad vide, om man stadig kunne få friskbagt morgenbrød på campingpladsen og i kiosken ved det gamle færgeleje?

Det er naturligvis i orden, at idyllen ikke kun er forbeholdt mig, men hvor meget idyl bliver der tilbage, når tre – fire tusinde krydstogtturister pludselig myldrer ud i et lille samfund på få hundrede sjæle? Turisterne stod på nakken af hinanden overalt under vort sidste besøg. Kun på museet var der nogenlunde fred. Her kom kun et fåtal af dem.

De pragtfulde ture vi gik mellem bygerne, i Flåm kan man ikke gå mere. Cykelturisterne har erobret bjergvejene nedad. Det er cyklisterne selv, der siger, at de ikke altid havde styr på cyklen på nedkørslen på grund af for høj fart. Jeg tør ikke mere gå på rallarstien, som bjergvejen fra Finse og Myrdal til Flåm hedder, men det var en skøn oplevelse, så længe man kunne. Foråret kommer tidligt til Sognefjorden, mens sneen ligger længe på Hardangervidderne, så der er et slip, inden cykelsæsonen for alvor sætter ind. Så måske?

Til Flåm ad Geiterygsvegen
I 1983 tog vi første gang til Flåm. Vi kunne køre ad Geiterygsvegn, som jeg kalder den, men på afgiftsbilletten har jeg betalt til Geiteryggens Tunnelselskab AS. På et kommunalt skilt kaldtes vejen Sambindingsveg Hol – Aurland. Enderne var offentlig vej, men midterdelen på 45 kilometer af vejens i alt 98 kilometer er anlagt af Oslos Lysværker som arbejdsvej. Den var derfor hverken asfalteret eller forsynet med lys i tunnelerne. Disse havde end ikke foring, så det regnede fælt i tunnelen. Vejen når 1156 meter i højden og har 11 tunneler på i alt 16,25 kilometer, hvoraf den længste er på 4,25 kilometer. Tilmed var den endnu vinterlukket. Den manglende asfalt var ikke noget problem, da det var gængs dengang i Norge, hvor det var lykke, om der bare var oliegrus, på vejen. Her var det ral og rullesten, der var brugt som belægning, og navnlig de sidste gjorde det svært at køre ret stærkt og styre samtidig. Et stykke af Aurlandselven fra Vasbygda til Østerbø var fredet, så vejen måtte ikke gå gennem dalen, der var forbeholdt vandrerer. Vi stakkels motorfolk måtte så køre i en tunnel inde i fjeldsiden, og kun, hvor en sidedal gik på tværs kom vi kortvarigt ud i dagens lys for passage. Højt over Vasbygda kom vi frem i dagens lys og frisk luft og måtte så gennem hårnålesving ned på Aurlandsvangen. En gåtur ad den oprindelige fodsti til Østerbø afslørede megen natur, og der var endog mange ret dybe jættegryder langs elven.

Baneforbindelsen til Flåm
I 2011 prøvede vi at ankomme til Flåm og afrejse igen med toget via Flåmbanen fra Bergen og næste dag til Oslo. Banens historie er for det meste gengivet i billedteksterne og ellers henvises til jernbanedelen. Norge. Flåmbanen. Efter Bergensbanens åbning i 1909 var der mulighed for bedre forbindelser til og fra Oslo for områderne omkring Indre Sognefjord. Indtil Flåmbanen åbning i 1941, kørte bønderne i Flåm i deres hestevogne de rejsende ad rallarvejen mellem Myrdal og Flåm, hvor færgerne som hidtil fortsatte. Endnu i 1983 løb der daglig sovevogn Oslo – Flåm og retur. Banen mistede dog sin betydning med motorvejene fra sidst i 80’erne. Kun de jernbanerejsende og en del af krygstogtturisterne holdt ved banen.

Vi tog i 1983 toget fra Flåm til Myrdal for at opleve en bjergbane. Der var krydstogtturister med, så vi holdt undervejs og beundrede udsigten. Fra Vatnahalsen ser man over på fjeldsiden, hvor Flåmbanen forløber inde i fjeldet, men med udsigt til to gallerier over hinanden, Da Flåmbanen også har en sløjfe oppe over horisonten på fjeldplateauet, og Bergensbanen løber endnu højere oppe, er der her med lidt god vilje bane i fem etager over hinanden! Vi købte billet på stationen, 24 kr. Krydstogturisterne havde købt på skibet. 300 kroner. Nå, de blev så også (dengang) sejlet i land i mindre både og guidet til stationen. Det koster alt sammen. I Vatnahalsen stopper toget også ved den imponerende Kjofos, hvor der er station. Mens krydstogtturisterne straks returnerede, gik vi ind i den øvre Myrdal, indtil stien blev for glat på grund af regn og vi blev vådere, end der var behageligt. Ventetiden på næste tog retur til Flåm tilbragte vi i Myrdal Stations ventesal, hvor der var fyret – her midt om sommeren, men da vi var våde, var det ikke så tosset.

Ottenes – tiden er gået i stå
På vor norgestur til Flåm i 1983 havde vi næsten fjorten dejlige dage med megen regn næsten hver dag. Når solen skinnede, var vi omgående på vandretur. En af dem gik til en lille bygd på fjeldsiden over Sognefjorden, hvor tiden havde stået stort set stille, siden gårdene her blev bygget for tre til fire hundrede år siden. Det var ikke et museum, så vi gik ikke tættere på. Beboerne skulle have lov til at være i fred, selv om den lokale turistforening havde foreslået besøget.

Gåture i Flåmdalen
Når vejret var godt, gik vi op i dalen. Selv om man kunne gå ned fra Myrdal på et par timer, havde vi for mange svinkeærinder, så vi gik til dagen gik på hæld og vendte så om. Næste dag kørte vi ud til stedet, hvor vi vendte om og fortsatte derfra stadig med svinkeærinder. Tre etaper nåede vi, uden at nå op til serpentinervejen lige under Myrdal, men så var tiden udløbet, og andre skulle have hytten.

FINSE
Stationen, Finse ligger på Bergensbanen i 1222 meter. Det højeste punkt i nærheden når 1237 meter. Toget stoppede, men vi var ikke ude. Sneen lå endnu højt heroppe, og der var nysne på sporet, men ingen hindring for vort tog. Først i Geilo blev det forår igen – for tredje gang på denne tur.

AURLAND
Fra Flåm besøgtes nabobyen Aurland. Da vi ikke går efter turistbutikker, beså vi i stedet det lokal kraftværk. Fra fjeldet over byen og ned til Aurlandsfjorden lå fire kraftværker. Vandet i eleven er imidlertid betinget af årstiden. Ved tøbrudstide var vandforsyningen rigelig, mens den om vinteren var sparsom, da regnen faldt som sne. Også sommeren kunne være tør. Man havde derfor taget visse hensyn. Ved lakseopgangstider kunne det næstlavestliggende kraftværk, Aurland III, 450 MW delvist undværes, da de tre andre leverede rigelig strøm. Vandet fik derfor delvist lov at strømme fri i elven uden om turbinerne til glæde for laksene og lystfiskerne. I det nederste værk, IV, Vangen i Aurland, 35 MW blev vandet dog udnyttet og vandet ført ud i fjorden på 25 meters dybde, så det når at blande sig med den salte fjord, så ikke fjorden fryser helt til lige ved Aurland. I overskudstider indrettede man også kraftværket længere oppe i fjeldet Aurland I, 1140 MW som pumpeanlæg, så det med strøm fra Aurland II, 270 MW kunne pumpe overskudsvand op i højfjeldet til brug i mere vandfattige tider.

HEMSEDAL
Vores første ferie i Norge var i 1973, hvor børnene endnu var små. Vi var faldet for en hytte på en gård i noget der hed Grønli mange hundrede meter oppe på fjeldet, der omgav Hemsedal. Stedet lå lidt nord for Gol, hvor Hallingdalen og Hemsedalen møder hinanden. Stedet var såmænd meget godt, men køkken-, vaske- og navnlig toiletfaciliteter synets Elisabeth ikke om. Toilettet var anbragt på klippeskrænten, og så man ned gennem røret, så man flere hundrede meter ned! Af en eller anden grund, var der anbragt en spand over hullet, men hvor spanden blev tømt, ved vi ikke. Ejeren sagde, at han gravede fækalierne ned.

Vi brugte to dage til turen op, og to dage til turen hjem, og så havde vi endda været oppe før 3 om morgenen for at nå første færge fra Frederikshavn. Vi gik ture i omegnen, og vi tog nogle bilture i omegnen. Selv om turene ikke var lange, tog de alligevel en hel dag. Vor bil var rimelig, da vi tog hjemmefra, men da vi kom retur, var den faktisk færdig. Alt var raslet løst. Nogen fotos af gården eller hytten er der åbenbart ikke.

Fagernes
Fagernes lå i en anden dal østpå i egnen kaldet Valdres. Her skulle vi over højfjeldet. Vi havde valgt et frilandsmuseum med gammel norsk byggestil. Desuden fik vi et kursus i og lydprøver på hardangerfele samt folkedans.

Borgund
Over et pas, dengang en ensporet grusvej med oliegrus kunne man komme fra Hemsedal til enten Lærdal eller Tyin, der er et kendt skiområde. Pashøjden er 1137 meter. Vi valgte Lærdalsvejen, der endte ved en færge ved en sidefjord til Sognefjorden. Som den første by efter passet lå Borgund kendt fra sin flotte stavkirke, der var målet for turen. Det tog en hel dag. Senere blev en del denne vej en del af den færdigfri helårsvej Oslo – Bergen, men det viste sig trods lange og dyre tunneler, at den alligevel ikke var helårs! Vi prøvede den i 1993 igen, og da tog den tur, vi brugte en hel dag på i 1973 et kvarter. Sognerådet i Borgund var som motorfolket heller ikke helt tilfredse med vejen, men med modsat fortegn. Deres toilet beregnet til kirkegængerne og til nøds de besøgende ved kirken, kan slet ikke klare belastningen fra bilismen og navnlig ikke fra turistbussernes horder. Kirken er fra omkring 1200.

Torpo
Byen var den første vest på i Hallingdalen efter Gol. Her var en stavkirke, der imidlertid var stærkt restaureret. Koret var revet ned så sent som i 1880’erne. Træet til kirken var fældet 1160, men er måske genbrug, så kirken er yngre. Kun nogle meget gamle udskæringarbejder med vikingeormeornameter kunne den imponere med. Vi var kørt tværs over fjeldet fra Grønli for at komme derned. Det var markveje og der var absolut ingen skilte, men jeg har åbenbart altid haft en rimelig stedsans.

Skogshorn
Fjeldet på 1728 meter kunne vi se fra vor hytte, så en dag, hvor vejret var stabilt, tog vi derop. Fra Hemsedal var der lodret op, men fra østsiden var der omkring 30 grader, hvilket vi godt turde binde an med. Vi nåede aldrig toppen, men under hundrede meter under toppen begyndte vi at slås i sne, og så nærmede aftenen sig, og vi måtte gå ned. Jeg tror ikke, at nogen af os savnene toppen.

Selv om vi ofte handlede i Gol, tog vi ingen fotos derfra. Der var for turistet.

BERGEN
Hurtigruten udgår fra og ankommer til Bergen, så på første tur i 1993 ankom vi ved middagstid til Bergen og beså byen, inden vi hen under aften kørte om bord og gik til spisning. Anden gang ankom vi op ad formiddagen til Bergen og tog straks Hurtigrutens bus til lufthavnen, som kørte over banegården også, da vi var et par stykker, der skulle videre med tog. Vi skulle til Flåm til overnatning med skift i Myrdal. I 2011 var der ikke tid til besigtigelser i Bergen. I 1993 blev det til et par billeder fra Bergen, hvoraf jeg har valgt at bringe et.

Vi har passeret eller endog gået i andre byer i området, men der er ikke fotos. Det gælder Lillehammer, Gjøvik, Geilo, Hemsedal, Kongsberg og Hønefoss foruden de steder, der allerede er omtalte langs Hurtigruten.

NUMEDALEN
Efterhånden var der betalingsvej både syd for Oslo, gennem eller rettere under Oslo og nord for Oslo mod Hønefos, så vi valgte i 1987 at tage færgen Moss – Horten og derpå køre mod Kongsberg og videre op gennem Numedalen. Vi landede i Geilo, hvorfra vi lidt øst for kunne ramme den nye helårsvej til Bergen via Geiteryggen og Flåm. Vejret var fint i Moos, men ude på Oslofjorden lagde en tæt tåge sig, så vi ikke så noget som helst. Før Kongsberg var den dog afløst af en tæt finregn, som imidlertid også lettede. Fra turen husker jeg kun en ting. En by, der hed Lampe, og hvor alle gadelygterne så ud som havde de håndsyede lampeskærme! Jeg mindes to op- og nedkørsler, hvoraf hovedpasset mellem Numedalen og Geilo i Hallingdalen lå i 900 meters højde, nok til vinterlukning. Der er ingen billeder fra Numedalen.

NORSKEHAVET
Ud for Norges kyst mod vest ligger olie- og gasfelterne tæt. Når to kontinenter, her Det tidlige Europa, Baltica og Nordamerika, dengang Laurentica støder sammen, rejses bjergkæder, der i dag ses i Norge, Skotland, Grønland og USA. Når så kontinenterne igen driver fra hinanden – ikke nødvendigvis det samme sted, hvor de mødtes, opstår et nyt ocean, og på dettes kontinentalsokkel var der et rigt liv. Da de nydannede bjerge på land var under hastig nedbrydning, væltede store mængder af sedimenter ud i havet og dækkede kontinentsoklens liv hurtige, end det kunne nå en fuldstændig forrådnelse. Dyre-og planteresterne blev så til olie. Da riften mellem kontinenter en kort overgang truede med at sprække ned gennem Nordsøen frem for vest om De britiske Øer, et forløb som den senere ombestemte sig til, fik vi også lige fik lidt olie og gas i Danmark, Tyskland og Nederland, men det er en anden historie.

OSLO
Byen er gennemkørt flere gange og hver gang ad en ny rute. To gange har vi flottet os og gjort et kortvarigt ophold. I 1993 holdt vi ved Bryggen og var inde og strække benene der. I 1973 beså vi Gokstad- og Oseberskibene på Bygdøy, og i 1983 så vi både Frilandsmuseet udefra samt, Fram og Kon Tiki. Det foresvæver mig også, at vi har set Akershus under en benstrækningspause. Først i 2011 havde vi med toget tre overnatninger i byen, hvor vi så mest muligt på den hele dag, det gav. Når jeg selv arrangerer, boede vi centralt, så vi kunne gå lige til byen. Min veninde kendte byen fra tidligere besøg, så der var ikke rigtigt noget, jeg kunne vise hende, som hun ikke havde set før. Vort første gøremål var at købe to dagskort til den offentlige trafik. Vi brugte flittigt sporvognen og en enkelt gang ubanen.

Vi havde en oplevelse, der nok maner til eftertanke, da vi forlod byen. Jeg havde købt togbilletterne hos DSB på Hovedbanegården, dengang det kunne lade sig gøre. For et mindre beløb fik jeg dem til at bestille hotel i Flåm og Oslo også. Beløbet var mindre end det, bankerne dengang tilragede sig for vekslinger og betalinger i sådanne situationer. Det siger sig selv, at de private ikke ville finde sig i, at Staten skulle ikke konkurrere med dem som rejseudbyder. Der var dog sket en fejl. Billetten hjem fra Oslo var en flybillet, men jeg havde bestilt en togbillet. Da jeg fik billetterne gik jeg tilbage for at få byttet. Det var lidt sent. Togets 2. klasse var allerede udsolgt, men jeg kunne få to buissinesbilleter, som jeg så lod mig nøje med. Jeg vidste, hvornår jeg skulle forlade hotellet, hvis jeg ville flyve, og jeg ved hvornår jeg forlod hotellet for at gå til banegården. Jeg ved også, hvor jeg var på Hovedbanegården med toget efter tre kvarter i Göteborg til spisning. Jeg ved også, hvornår jeg ville have været i lufthavnen i Kastrup, om jeg havde fløjet. Jeg har derfor et godt overblik over tidsforbruget. Hvilket transportmiddel, der var hurtigt, ville afhænge af, hvor lang tid vi skulle have ventet ved kuffertbåndet i Kastrup. Men nok så væsentligt. Jeg fik 1360 kr retur ved at bytte fly til tog! En hel del af beløbet er flytoget til lufthavnen i Oslo. Og så rejste vi endda på den dyre klasse. Turen hjem fra Kastrup eller Hovedbanegården spille ingen rolle, for vi har mimrekort. Det er i øvrigt ikke første gang toget har slår flyet på både tid og pris. Også på en tur til Basel vandt toget på begge parametre. Det skyldtes hovedsagelig, at med fly skulle vi af sted dagen før, og så røg der et ekstra hotel oveni, hvis vi skulle have samme tid i Basel. Hjemturen var lidt mere problematisk, men toget kørte Basel – Kolding direkte, men flyet var Zürich – Kastrup eller i svære tilfælde Sturup. Og så kan jeg have mine ben i et tog, men ikke i et fly. Og det bliver værre og værre med flyene. Faktisk er vi helt holdt op med den form for tortur.

SARPSBORG
På vor første tur overnattede vi i Sarpsborg og beså fossen der. Ellers var der ikke rigtig tid til at kigge på byen.

MOOS
Et par gange var vi ved aftenstide nået til Moos på turene til Norge, og ellers var det blevet til overnatningsfabrikker langs hovedvejen Göteborg – Oslo. I Moos havde vi tid til at gå ud og nyde byen og få en is på havnen. Det var lige som, at det først var ferie, når vi sad der og bare ventede på, at vi kunne være bekendt at gå til ro. Den ene gang tog vi færgen næste morgen til Horten på den anden side af Oslofjorden. Vi kunne ikke bestille, men vi sad om aftenen og talte, hvor mange biler, der kørte fra borde. Holdt der flere i kø næste morgen, kunne det nok ikke betale sig at køre til færgen. Vi kunne jo også tage over Oslo. Om vi betalte gebyr det ene sted eller det andet, var vel ligegyldigt, men vi ville godt prøve noget andet Norge også.

Også Halden og Frederikstad har vi været i og i Halden både set fæstningen og været til folkedans, men der er ingen fotos.

1. udgave 2013.
2. udvidede udgave 2019.
3. stærkt udvidede udgave 2020.
Rettet 1. december 2020.
Tilføjelse 14. november 2023.

Bent Hansen.