INDLEDNING
Om stednavnene
Syd for den dansk tyske grænse fra 1920 ved landsbyerne Jaruplund og Vedding sydvest for Flensborg ligger et større mergelleje, hvorfra mindst to mergelselskaber har haft deres virksomhed. Da vi er i en grænseegn, der er tosproget, og der har boet danskere i området i mere end tusinde år, vil stednavnene være på både dansk og tysk. På tysk er de danske navne simpelthen fortysket på en ofte ret fantasiløs måde, så de kan være svære at genkende. Jeg har altid kaldt Flensborg for Flensborg og ikke Flensburg, og det vil jeg blive ved med også i dette indlæg. Ligeledes er jeg vant til fra højskoleopholdene på Jaruplund Højskole at sige Jaruplund og ikke Jarplund. En dansk/tysk stednavneliste findes sidst i indlægget.
Om mergelselskaber
I Tyskland havde man også som i Danmark mergelselskaber, men langt de fleste tyske mergelselskaber var kommunale, og ofte bestod de af flere kommuner, som var sluttet sammen i et mergelforbund, et Mergelverband forkortet MV. Mens man i de dansk andelsselskaber som oftest betalte en fast pris for mergelen ligegyldigt, om man boede 1 eller 15 kilometer fra mergellejet og i øvrigt hæftede solidarisk for mergelen, hvilket skal forstå således, at kunne en aftager ikke betale for sin mergel, måtte selskabets andre deltagere betale for ham. I tyskernes kommunale selskaber betalte aftagerne godt nok for mergelen, men kommunen betalte en stor del, og disse penge fik de så ind senere, når mergelen havde virket i form af højere grundskatter. Hvad mergelen betød for høstudbyttet, har jeg ikke set mange angivelser af, men der er rapporter om en bonde, der i 1830’erne havde 12 køer, før han merglede, og efter merglingen havde han foder til 20 køer.
I Flensborg Amt, der på tysk hedder Landkreis Flensburg, Hvor byen Flensborg ikke er regnet med, var der i alt 15 mergelselskaber ved starten af Førte Verdenskrig. Syd for Flensborg nævnes:
MV Wanderup – Haurup – Hüllerup, 1897 – 98.
MV Tarp/Kehlbek. Kilden skriver Kehlbek i stedet for Keelbek og kobler den med Tarp. 1904 – 25.
MV Sillerup. 1910 – 16, samt igen efter krigen.
MV Oeversee. 1913 – 28.
Kun det første og det sidste gravede i Lundberg og skal behandles her.
Om beliggenheden
Hvor mergellejet lå, fandtes en bakke kaldet Lundberg, og vejen forbi den gamle mergelgrav hedder i dag stadig Lundweg. Marken med Lundberg tilhørte omkring 1900 gårdejer Andreas Andresen, der af en anden kilde kaldes Knud Andresen, og han solgte kun retten til at tage mergelen for et vist beløb pr. kubikmeter til mergelselskabet. Den gamle mergelgrav, der nu var blevet en sø, havde han ikke meget glæde af, så han mageskiftede den med en nabo, gårdejer Røh, Røhsminde, hvis hustru Meta Røh senere skænkede grundstykket med søen til Den danske Skoleforening, der efter krigen byggede en ungdomsskole på grunden. Den ligger der stadig, men er nu suppleret med en dansk Folkehøjskole. Efter Metea Røhs død arvede Skoleforeningen hele gården.
Oprindelig ville Den danske Skoleforening bygge ungdomsskolen på en grund ved Sankelmark Sø mere centralt i Sydslesvig, men tyskerne fredede området ved den tidligere slagmark fra 1864 ved Sankelmark. I stedet fik Skoleforeningen så tilbudt grunden i Jarplund. Da tyskerne så succesen for den danske ungdomsskole og højskole, ville de også bygge noget sådant, og den kom så til at ligge i Sankelmark, hvor der nu pludselig ikke var fredet mere.
EN SKRØNE
Første gang, jeg besøgte stedet, var i 1957 på en lejrskole i Sydslesvig. Her fortalte Ungdomsskolens forstander, Niels Bøgh Andersen om skolen, mindretallet og om søen ved skolen, der var en gammel mergelgrav. På bunden af mergelgraven stod et helt mergeltog med et damplokomotiv forspændt.
Senere som pensionist fra 2002 var jeg på en halv snes højskoleophold på Højskolen, der stadig også var en ungdomsskole. På de første besøg ved præsentation af højskolen fik jeg igen historien om det druknede mergeltog på søens bund, men nu af en ny forstander.
Efter et par besøg satte jeg mig for at grave dybere i den sag om det druknede mergeltog. Historien om sådanne findes bogstaveligt talt i hver anden jysk mergelgrav og i talrige teglværksgrave, hvor det naturligvis er druknede teglværkstog, så man får den mistanke, at der er tale om en såkaldt vandrehistorie.
Sagen er for så vidt let at undersøge. Det danske Kedeltilsyn og deres tyske pendent, TÜV registrerede damplokomotiver, og her viste det sig, at alle lokomotiver, også de, der benyttedes i Jaruplund dukkede op i bedste velgående ved entreprenørens næste arbejde. Dermed være ikke sagt, at en entreprenør ikke ved mergelgravning kunne støde på en vandåre, der over en nat kunne fylde selv en stor råstofgrav, men det var ofte overkommeligt for entreprenøren at pumpe graven tør igen og fortsætte arbejdet. Jeg kender entreprenørfirmaer i Danmark, der er gået ned som følge af et vandindbrud, men det skyldtes, at firmaet i forvejen kørte på pumperne. Efterfølgeren fik hurtigt pumpet graven tør igen.
Der dukkede hurtigt under studiet af Jaruplundmergelgraven et foto op, der viste, at mergeltoget slet ikke kørte ned i mergelgraven, men læssedes af en gravemaskine på overjorden! Senere dukkede der også andre beviser op, men dem tager vi senere under beskrivelsen af driften af mergellejet.
Ved næste kursus på højskolen havde forstandere ændret sin historie lidt. Han fortalte stadig om det druknede mergeltog, som rygtet berettede om, men tilføjede, mens han så på mig, at rygtet ikke havde noget på sig.
De ansatte på højskolen fortale mig også, at søen var blevet undersøgt af biologer og dykkere inden for de seneste år, hvilket vil sige i starten af dette årtusinde. De fandt heller intet belæg for påstanden om det druknede tog.
DEN FØRSTE MERGELGRAVNING
Mergelverband Wanderup – Haurup – Hüllerup, 1897 – 98
Mindst to gange har der været taget mergel fra mergellejet ved Jaruplund. Det første selskab, der hentede mergel der, var Mergelverband Wanderup – Haurup – Hüllerup, der er stiftet 1896. Initiativet udgik fra Jarplund. Oprindeligt havde man tænkt sig efter dansk forbillede at danne et andelsselskab, men det lykkedes ikke at tegne det fornødne antal andele, idet de eventuelle deltagere var bange for andelsselskabets solidariske hæftelse.
De interesserede fik så i stedet kommunerne til at danne et Mergelverband, og kommunerne Wanderup, Haurup og Hüllerup deltog. Vedtægterne for forbundet blev godkendt i Flensborg 19. maj 1897.
Der solgtes dog også mergel til aftagere i kommuner grænsende op til de nævnte kommuner. Når denne fremgangsmåde frem for andelsselskabet kunne gå, var det fordi kommunerne betalte alle udgifter. Aftagerne af mergel betalte mindre beløb pr. kubikmeter leveret mergel, og restgælden pålignedes som grundskat, der betaltes i takt med at høstudbyttet forøgedes og grundværdien steg! Omkring 1930 var gælden afviklet, og selskabet kunne opløses. Prisen var 2 – 2,50 Mark/m³. Forskellen kunne være afhængig af køreafstanden eller af tidspunktet for leveringen.
MV Wanderup havde hovedsæde i Hoffnung og omfattede som nævnt tre kommuner, nemlig Wanderup, Haurup og Hüllerup med tilsammen 1454 ha. Hoffnung ligger ved Husumvejen, I Tyskland havde et mergelselskab normalt hovedsæde, hvor formanden boede. Den modtagne mergelmængde er beregnet til små 50 000 m³. Lejet indeholdt 50 % kalk, hvor en enkelt kilde dog kun angiver ca. 40 %.
Wanderup og Haurup var oprindeligt medlem af Mergelverband Schobüll, der var beliggende sydvest for Flensborg og havde A. Husen som entreprenør. Da mergelmængden her var ringe, sprang de to kommuner fra eller blev flyttet til MV Wanderup. Mergellejet Schobüll lå ved Flensborg, men der er også et Schobüll ved Husum. MV Schobüll var i drift fra 1903.
Mergellejets ejer, gårdejer Andreas Andresens, Weding ville i starten selv drive mergellejet. Han anvendte spor og tipvogne til at køre mergelen op fra graven. Billeder viser, at mergelvognene blev trukket op fra graven af et spil. Om det så var meningen, at aftagerne selv skulle hente mergelen oven for lejet i egne hestevogne, eller Andresen også med heste på spor kørte mergel ud til nærboende aftagere, er ikke klart. Hurtigt indså Andresen, at han måtte have hjælp af en entreprenør med mere spor, damplokomotiver og dampgravemaskine til gravning og udkørsel. Denne blev firmaet A. Husen, der havde hjemsted i Flensborg og på den tid var den største mergelentreprenør i området. Desuden byggede firmaet også veje i hele Slesvig-Holsten. A. Husen mødte op med gravemaskine og lokomotiver fra starten. Mergelprisen var 2 – 2,50 Mark pr. kubikmeter, hvoraf 0,25 Mark tilfaldt Andresen.
Et øjenvidne erindrer, at sporene lå på træsveller, der blot blev lagt oven på jordoverfladen uden nogen underbygning. Et billede viser dog en stoppekolonne, som skraber jord ind under de sveller, der svæver frit i luften med den ene eller begge ender. Billedet viser, at arbejderne, polakker, bestod af både mænd og hustruer eller unge piger.
Dette billede ligner meget det andet billede fra Mergelgraven, indlægget også viser, men både gravemaskinen fra Orenstein & Koppel og lokomotivet er andre på dette billede, der også i lokalhistorien er tillagt entreprenør Husen og altså er fra 1897 eller 1898. Vognene er nu kassevogne. Den kraftige mand med stok til højre kan være Husens mangeårige arbejdsformand. Billede af ukendt oprindelse, men gengivet i flere stedlige Dorfcronikker.
En stoppekolonne bestående af arbejdere af begge køn angiveligt fra Polen og Rusland. Billedet ses som bekræftelse på en erindring om, at sporet lå direkte oven på marken. Var denne lidt ujævn, skulle der dog skrabes lidt jord ind under svellen, så den lå vandret i længderetningen og sporet lå rimeligt vandret også i dets længderetning. Stoppearbejde regnedes ikke for så hårdt, så man så ofte kvinder blandt stopperne. Billedet ses også i flere Dorfcronikker, men dets oprindelse er ukendt. Det er dog fra 1897 – 98 ved Husens arbejde fra Lundberg Mergelleje.
En halv snes små tipvogne i bunden af Lundberg mergelgrav. Gravens sider bærer ikke præg af gravemaskine. Tipvognene er tøjret med en trosse, så de af et spil kunne trækkes op fra graven. Der er kun et spor, så arbejderne måtte vente på, at vognene blev trukket op og nye tomme firedes ned. Yderst til venstre se måske ejeren af mergelgraven og hans søn? Billedet er fra entreprenør Husens arkiv og mærket 1897 – 98. Hvor Husens albun befinder sig i dag, vides ikke, men jeg har en affotografering i mit arkiv.
To lokomotiver uden for Husens remise. Denne var ganske simpel og kunne tages ned efter arbejdets afslutning og tages med til næste indsat. Den rummede også et værksted til mindre reparationer og vedligehold. Der er næppe plads til mere end to lokomotiver i remisen? De to maskiner er ikke ens, men den til højre er givetvis en O&K, og det er den anden nok også. Begge lejede sf O&K. Fotodata som på billedet ovenover.
Et billede fra A. Husens familiealbum viser, at der holder tipvogne i bunden af graven. Da der ses en trosse i stammen af tipvogne i gravens bund, er vognene uden tvivl blevet trukket fra graven af et spil, idet stigningen på rampen har været for meget for både heste og for Husens små højst 25 hk lokomotiver, hvis altså ikke Husen straks mødte op med gravemaskine, men indtil denne var på plads, har han nok måttet benytte optrækket? Siderne i graven bærer ikke spor af gravemaskine, der ved mergelgravning turde have været en spandekædemaskine, idet siderne er temmelig ujævne. Billedet er derfor uden tvivl fra mergellejeejerens egen mergelgravning i starten af 1897 eller i Husens allerførste tid. Foruden gravemaskinen brugte A. Husen også spor og tipvogne. Husen havde for vane at leje lokomotiver fra fabrikkernes færdiglagre, så lokomotiverne er ikke kendte. Som regel var han kunde hos den store berlinske lokomotivfabrik, Orenstein & Koppel, hvor han også kunne købe både spor og tipvogne. Først adskillige år senere købte han egne lokomotiver, men lejede stadig til spidsbelastninger.
A. Husens familiefotoalbum, der endnu i min tid var i besiddelse hos sønnesønnen i Bilskov, nåede jeg at se og affotografere. Det rummer to foto, hvor der bagpå er skrevet Mergelschacht Wedingfeld. Det ene er mærket 1898 og viser remisen med to små Orenstein & Koppel-lokomotiver i 600 mm sporvidde og almindelige tipvogne, og det andet er mærket 1897/98 og viser lejet, hvor en stamme på 12 – 14 tipvogne er under læsning.
Rygtet om det druknede mergeltog er uden tvivl opstået i Husens periode sidst i 1890’erne.
Banerne betjente de deltagende kommuner, uden at sporplanen er kendt. Kun vides det, at banen blandt andet førte langs Husumvejen, der i dag hedder B 200 og passerede blandt andet Hoffnung. De krydsede De kongelige preussiske Statsbaner – Königlische preussiske Eisenbahn Vervaltung, KPEV i niveau. Det var første, sidste og eneste gang KPEV gav tilladelse til en niveaukrydsning. Krydsningen passeredes af tre mergeltogpar om dagen, og altså seks gange daglig skulle det løse sporstykke lægges ud over statsbaneskinnerne, og signalerne skulle stilles på stop for Statsbanerne, så et statsbanetog ikke passerede mergelsporet, der lå over statsbaneskinnerne. Da der ikke var nogen station i nærheden, har der været opført en vogterhytte og opstillet signaler samt indrettet afløb for mergelbanen, hvor afløbssporskifterne sammen med det løse sporstykke var aflåste. Ofte var sådanne krydsninger indrette så avanceret, at nøglen til låsene sad fast i Statsbanernes signaler og først kunne trækkes ud, når statsbanesignalerne var sat på stop.
De deltagende kommuner lå alle langs Husumvejen sydvest for Flensborg eller langs den nærliggende Bredsted landevej.
Flensborg Avis fra 1898 her har en notits om en mergelbane og refererer fra Kredsbladet for den 31. december 1897, hvor den prøjsiske regeringspræsidents tilladelse til at anlægge en dampsporbane til transport af mergel fra Vedding mark til Havrup mark og til Wanderup samt de nærmere bestemmelser vedrørende kørslen på denne refereres. Da havde selskabet allerede eksisteret længe.
Fra strækningen langs Husumvejen udgik der sidespor, men formentlig kun til aflæssepladser ved banen. I Danmark kørtes også mergel ud til pladser, hvor bønderne selv kom og hentede mergelen, men i vid udstrækning kørtes der i Danmark også ud på bøndernes marker, hvor mergelen tippedes direkte på marken, så den kun skulle spredes.
Foruden den beskrevne mergelbane udgik der fra lejet spor i retning af Sofphienhof. Et tredje spor førte over Jaruplund Mose i retning af Freienwill og Schmedeby, hvilket her er Süder Schmedeby ved Frörup og Sieverstedt, idet Nørre Smedeby ligger ved Padborg. Dette sidste spor omtales dog også ved senere udkørsler, og her passer udsagnet meget bedre ind i historien, så mon ikke påstanden beror på en erindringsforskydning? Der er ingen tvivl om, at efterretningerne om denne første udkørsel er blevet blandet sammen med efterretningerne om den anden mergelkørsel, og jeg er ikke lokalkendt nok til at kunne redde trådene ud.
Kortskitse over enkelte af Mergelverbandets baner. Nederst til højre kommer banen fra Lundberg. I øverste kant fører banen til Sophienhof og i nederste venstre kant til Wanderup. Lige hvor banerne mødes passerer de Statsbanen Flensborg – Hamborg, der er den krumme linje. Den lige streg er hovedvej B 200. Planen er gengivet i flere Dorfcronikker blandt andet i Chronik Handewitt. Originalen må befinde sig i Flensborg?
Der burde have været årstal på denne kortskitse, men der tales om den, som om den er tilknyttet merglingen i 1890’erne? Det undrer mig lidt, at når mergellejet lå uden for kortets kant øverst, at banen mod Sophienhof førte til Husumvejen, inden den drejede af og førte tilbage mod Sophienhof. Der var dog en betydeligt kortere og mere direkte vej. På den anden side førtes mergelsporene gennem de områder, hvor der boede aftagere.
Der brugtes 33 m³ mergel til en ha. Med det angive hektaraeal og den angivne pris blev merglingen hurtigt dyr, og bønderne havde i praksis først penge til betalingen, når mergelen havde virket og optimeret høstudbyttet, så det blev nødvendigt med et lån på 100 000 Mark. Lånet blev besluttet af Provinregeringen i 24.04.1899 og bevilget fra Meliorationsfonden, og det løb i 20 år til 2 % i rente. Melioration kommer af latin, der betyder bedre, og bruges om jordforbedring i form af hedeopdyrkning, mergling, afvanding eller vanding af tørre områder.
Husen selv opgav driftstiden til 1897 – 98, og mere end to år behøvede han heller ikke til at udkøre den beregnede mergelmængde på små 50 000 m³. Med den opgivne pris, er stort set hele mergeludgiften lånt. Imidlertid holder ikke alle angivelserne; thi så skulle der have været 55 vogne i hvert tog, hvis vi regner med 1 m³ vogne. Var vognene på 1½ m³, og begge lokomotiver brugtes i forspand, kan beregningen heller næppe løbe rundt. Jeg har ved beregningerne anslået 200 driftsdage om året, idet der dengang næppe kørtes om vinteren så længe mergelen og jorden var bundet af frost?
Selv om mergelforbundet efter 1898 ikke var aktivt, virkede det dog stadig, idet gælden skulle afdrages, hvilket den ikke var før omkring 1930, og derfor kunne selskabet udmærket våge op til ny virksomhed omkring 1910? I hvert fald meddeler lokalhistorikerne, at kørslen genoptoges med en ny entreprenør i 1910 og varede til 1913, hvor et andet Mergelforbund overtog lejet, men det beskrives i næste afsnit.
Med et 20-meliorationslån burde lånet være indfriet omkring 1920, men enten har nogle aftagere haft ondt ved at betale tilbage til tiden. eller dr er optaget nye lån?
DEN ANDEN MERGELGRAVNING
Mergelverband Wanderup – Haurup – Hüllerup, 1910 – 13
Som tidligere nævnt er der modstridende oplysninger om merglingen blandt lokalhistorikerne og mellem lokalhistorikere og jernbanehistorikere. Entreprenørens og lokomotivfabrikkernes oplysninger passer simpelthen ikke med lokalhistorikernes oplysninger.
Imidlertid kan næsten alle kilder godt være rigtige, idet lokalhistorikerne opgiver, hvornår man på egnen begyndte at tale om mergling, og hvornår mergelselskabet blev dannet. Vi industribaneinteresserede går mere op i, hvornår mergelbanen var i drift. På egnen kunne der udmærket være talt om mergling mange år før et mergelselskab blev til virkelighed.
I følge en kilde dannedes det næste selskab som et Genossenschaft i 1911, hvilket på dansk er et andelsselskab, og altså dannet efter dansk forbillede. Anden kilde dog nævner 1910 som dannelsesår. Selskabet omfattede omkring 20 landsbyer. En anden kilde nævner 19 kommuner som deltagere og stiftelsesår 1913. Selskabets vedtægter blev godkendt i 1913, og ældre er den mergelbane ikke. En anden kilde vil dog først vedtægter fra 1915. Nye lokomotiver er købt 1913, så driften er uden tvivl også påbegyndt 1913. Derfor kunne Mergelverband Wanderup – Haurup – Hüllerup godt have kørt igen 1910 – 13 med en ny entreprenør?
I følge lokalhistorikerne entrerede mergelselskabet i 1910 entreprenør Kintop om mergeludkørsel. Staveformen er kildens, der er Cronik der Gemeinde Jarplund-Weding, men formentlig staves entreprenøren A. Kiehnstopf. En enkelt kilde fastholder stavemåden Kiehntopf. Denne var hjemmehørende i Hamborg, men enten flyttede han til Flensborg, fordi han ville have del i mergelarbejderne på egnen, eller han åbnede en filial i Flensborg af samme grund.
I andre kilder kaldes firmaet Kiehnstopf & Niemeyer. De mødte op med to dampgravemaskiner. Nu var der nemlig siden MV Wanderup – Haurup – Hüllerup og entreprenør Husens tid mere overjord at flytte, da man havde gravet ind i en bakke. Mergelen indeholdt også sandårer, der var vandførende. Bakken må være Lundbjerg, og den er siden gravet bort, og landskabet er i dag fladt bortset fra et hul i jorden, hvor lejet lå. Det er i dag en badesø.
Det skulle være i denne periode, at egnens moser mergledes, og ydermere kørte man overjorden fra mergellejet ud i mosen som opfyld. Denne påstand stemmer meget godt med, at der i dag tilsyneladende ikke ligger overjord i dynger ved siden af søen.
Mergelverband Oeversee 1913 – 14
Efter lokalhistoriske kilder var MV Wanderup – Haurup – Hüllerup færdige med mergeludkørsel i 1913, og MV Oeversee overtog lejet. Godt nok mergledes der fremdeles i moserne omkrig Jaruplund, og selv efter 1914, hvor MV Oeversee havde indstillet virksomheden, fortsattes med mosekultivering. Der nævnes nu indsats af 1000 krigsfanger.
MV Oeversee strakte sig mod syd til området mellem Tastrup og Sieverstedt. Sidstnævnte kommune ligger syd for Oeversee ved Tarp og Eggebek. Tastrup ligger lige syd for Flensburgs bygrænse. Også lokaliteten Sophienhof ved Flensburgs sydvestlige bygrænse i dag lige vest for Fördepark, mergledes fra Lundberg. Kommunen Freienwill ligeledes syd for Flensborgs bygrænse er nævnt som deltager i selskabet. Byen er forholdsvis ny, så den har ikke noget dansk navn, men er opkaldt efter den lokale kro, der hed sådan, fordi ejeren ejede den 100 %. Mergelen her kom i følge den lokale Dorfcronik fra Lundberg, hvor man først kom i gang 1913. Det var polske gæstearbejdere der spredte mergelen. I dette arbejde deltog også ifølge billeder deres hustruer. Først var heden blevet pløjet op, og derpå blev arealet afvandet, og dette arbejde må så være sket 1910 og frem, mens mergelen tidligt kom til i 1913, hvis alle kilder skal passe. Lokaliteten Hoffnung, der gav navn til det første selskabs hjemsted, har heller ikke noget dansk navn, da stednavnet skyldes kolonister fra efter 1864, og de var naturligvis alle tysksindede. Flere af kommunerne i selskabet havde tidligere fået mergel fra andre lejer.
Nogle lokale erindrer, at der kørtes helt til Schmedeby. Imidlertid er der to bebyggelser med navnet Schmedeby, Nr. Smedeby ved Padborg og Søndre Smedeby ligger på den tyske side af 1920-grænsen. Süder Schmedeby ligger syd for Lundberg ved Frørup og Siversted.
Imidlertid udbrød første verdenskrig 1914, og arbejdet indstilledes efter kun lige godt et års udkørsel og uden, at egnen var færdigmerglet. Der tales lokalt dog stadig om leverancer til moseopdyrkningen, men det kan så ikke have været fra MV Oeversee, men via et andet ukendt selskab, der naturligvis kunne have været det gamle MV Wanderup?
De to nyindkøbte lokomotiver solgtes i 1914. Grunden til at arbejdet indstilledes var, at de polske arbejdere blev indkaldt til militærtjeneste. De fleste polske arbejdere kom i tysk uniform, men Polen var tre gange i 1700-tallet blevet delt mellem kongeriget Preussen, Kejserriget Østrig med kongeriget Ungarn og Zardømmet Rusland. Polakkerne fra de russiske dele, der også befandt sig på arbejde i Tyskland, blev formentlig interneret og derfra sendt ud i for eksempel moserne på opdyrkning. Også i Danmark var der mange polske arbejdere, og de russiske polakker måtte rejse hjem via Sverige og Finland, der da var russisk, for at komme i russisk trøje. De russiske polakker i Tyskland kunne ikke komme til Danmark, for grænsen var lukket. Hurtigt efter krigsudbruddet blev kullene til lokomotiver og gravemaskiner dyrere, da udbuddet af kul faldt, idet også kulminearbejderne blev indkaldt til militærtjeneste.
Noget tyder på, at selv om entreprenørerne havde opgivet mergelbanen, kunne udkørslerne af mergel godt være fortsart til moserne, selv om MV Oeversee var lukket. Lokalhistorikerne fastholder, at MV Oeversee stoppede 1914 med krigsudbruddet, foruden af de nævnte grunde, også fordi mergelbanen eksproprieredes af militæret, hvilket er højst tæbkeligt.
Postkort fra Kurt D. Jensens samling visende en preussisk betjent med pikkelhue samt formentlig lokomotivføreren og et par officials? Lokomotivet har vindue i siden og er fra O&K. Dem var der ikke mange af. Heller ikke syd for grænsen. Der er derfor gode grunde til at tro, at billedet er fra Lundberg Mergelleje ved Jaruplund. Da lokomotivet ser nyt ud, og det er bygget i 1913, er 1913 formentlig også fotoåret.
På billedet ses en tysk betjent til at holde styr på de som regel polske arbejdere. Den ene civile i pænt tøj kan være entreprenøren, der kan være den omtalte Kiehnstorp fra firmaet Kiehnstorp & Niemeyer. Den anden person i pænt tøj kan være mergellejets ejer, gårdejer Andreasen, eller det kan være kommunens mand i mergelverbandet eller aftagernes repræsentant, der betegnedes som selskabets formand. Da lokomotivføreren mangler i maskinen, kan manden i arbejdstøj være lokomotivføreren. Desuden ses gravemaskinens to mands besætning og på en af tipvognene ses sikkert klapmanden, der med sin skovl gav signal til gravemaskines maskinist om at lukke for påfyldning af mere mergel, da vognen var fuld. Næste signal var til lokomotivføreren om at rykke frem, så næste vogn kunne læsses. Derpå stop for fremrykning, da vognen var på plads. Så fulgte signal til maskinisten om igen at åbne gravemaskines lille lager, så mergel igen strømmede ud i vognen. Klapmanden var en vigtig mand, som entreprenøren ofte tog med fra arbejde til arbejde sammen med lokomotivførerne, stopmanden, der stoppede vaskere, altså sveller, der skulle understoppes, og så de ikke sprøjtede i regnvejr eller i øvrigt truede med afsporing af toget. Også mændene, der på øjemål kunne rette en skråning af med en skovl, så den fik en passende vinkel, der var den samme over hele gennemgravningen, tog entreprenøren med til næste arbejde. De øvrige arbejdere blev blot fyret ved afslutningen af et arbejde, hvis ikke entreprenøren straks have et nyt arbejde parat.
Arbejdet er på fototidspunktet lige begyndt. Lokomotivet, der er indkøbt til lejligheden, er nyt, men graven er gammel, for A. Husen havde jo gravet der en halv snes år før. Den var blot lænset for vand.
Det vides, at firmaet allerede besad lokomotivet O&K 4433/1911 i 600 mm sporvidde og med 16,8 m2 kedel, 12 atmosfæres tryk og 50 hk. Det solgtes i 1913 til en andet tysk mergelentreprenør, Greiner & Hartung, der netop i 1913 havde fået en entreprise i Danmark ved Brørup. Det har sikkert været indsat fra lejet i Lundberg. Måske har man solgt lokomotivet, fordi man købte to nye og større?
I 1913 fik Kiehnstopf & Niemeyer leveret to nye damplokomotiver. Formentlig har to lokomotiver ikke været nok de mange kommuner og de store køreafstande taget i betragtning, men hvad firmaet i øvrigt ejede af damplokomotiver, er ukendt, men fra anden side vides, at lokomotivet på billedet havde en søstermaskine. Det er sandsynligt at lokomotivet er et af de senere navngivne Anna eller Bertha, men der er ikke noget bevis. Derimod er det sikkert, at Kiehnstorp & Niemeyer 1913 fik leveret to nye lokomotiver i Flensborg. De var:
Orenstein & Koppel, O&K 6123/1913. Sporvidden angiver fabrikken til 600 mm. Kedelstørrelsen, hvilket her vi sige hedefladen, angives senere, da lokomotiverne kom til Danmark, til 13,6 m². Kedeltrykket var 12 atmosfærer. Fabrikken har oplyst, at lokomotivet leveredes som nyt i 1913 til Kiehnstopf & Niemeyer, Flensborg med leveringssted i Flensborg.
Søstermaskinen havde dataene O&K 6238/1913. Ellers var specifikationerne de samme for de to maskiner. I Danmark angives der dog en kedel på kun 13,3 m², men det kan skyldes, at danske kedelinspektører har beregnet kedelstørrelse på et tidspunkt. Sandsynligvis var de lige store, selv om der dog med tiden var forskelle på dem, der gjorde det muligt at kende den ene fra den anden.
Da udbruddet af Første Verdenskrig gjorde mergling dyr på grund af høje kulpriser og mangel på arbejdskraft solgte Kiehnstorp & Niemeyer lokomotiverne til en kollega i Danmark, mergelentreprenørerne Dierking & Eggers, Hannover, D&E. Disse havde allerede siden 1910 drevet mergeludkørsel nord for grænsen. 1914 – 16 deltog begge maskiner således i mergeludkørsel for Damsmark og Omegns Mergelselskab fra Damsmark og Thorup Fattiggårds Mergellejer for D&E og 1917 – 18 i mergeludkørsel for Rudholm Mergelseskab fra Vester Nebel Mergelleje for Mathias Andersen & Co., hvor Co. i øvrigt dækker D&E. Hos D&E havde lokomotiverne navnene Anna & Bertha. Lokomotiverne sluttede deres virksomhed i 1935 i øvrigt ejet af en nevø til Dierking, H. Theut, der dog have givet dem numrene 1 og 2.
Dele af Dierking & Eggers lokomotivsamling i Vester Nebel Mergelleje for Rudholm Mergelselskab med driftstid 1917 – 18. Billedet angives at være fra 1918. Lokomotiverne her er alle af Alfred Hansen angivet som O&K. Det til højre er er mærket nr. 1 med hvid maling, og det næste nr. 2 samt navnet Paula. Kun nr. 1 har AH givet data: O&K 6238/1913 og navnet Bertha. Siden AHs bestemmelse er det sandsynliggjort, at det andet lokomotiv med siderude er O&K 6123/1913, Anna. I øvrigt er lokomotiverne nu ejet af Mathias Andersen & Co., hvor Dierking indgik i kompagniet. Foto: Arkiv Alfred Hansen og Holger Jørgensen 08102.
Oversigt over anvendte stednavne i grænseregionen
Tysk/Dansk
Jarplund/Jaruplund.
Weding/Vedding.
Wedingfeld/Vedding Mark.
Bilschau/Bilskov.
Kracklund/Kragelund.
Oeversee/Oversø.
Schobüll/Skovbøl eller Skobøl?
Hoffnung/Håb.
Sophienhof/Sofiegård.
Tastrup/Tostrup.
Sieverstedt/Siversted eller Syvsted.
Sillerup/Sillerup.
Schmedeby/Smedeby.
Süder Schmedeby/Sdr. Smedeby.
Frörup/Frørup.
Flensburg/Flensborg.
Hamburg/Hamborg.
Schleswig/Slesvig.
Holstein/Holsten.
Mergelverband forkortet MV er på dansk et Mergelforbund, men kaldes her blot et mergelselskab.
Kilder og litteratur
Niels Bøgh Andersen, forstander for Jaruplund Ungdomsskole. 1957.
Heinrich Schulz, lærer på Jaruplund Højskole
Dieter Küstner, forstander for Jaruplund Højskole.
Horst Katzke, pedel på Jaruplund Højskole.
Entreprenør Husen, Bilschau. Et barnebarn af entreprenør A. Husen, Flensborg.
Christopher Wulfgramm, Stuttgart.
Hans Wegener, Flensborg.
Entreprenør Theuts familie.
Cronik der Gemeinde Jarplund-Weding. 1999.
Gemeinde Freienwill – Eine Cronik. Udgivet af Gemeinde Freienwill. Husum Druck- und Verlagsgeschellschaft. Husum 1992.
Cronik des Kirchspiels Handewitt 1990.
Das Entstehen der Landschaft 2 – Strand-und-Steine. Ingen forfatter eller udgivelsesår. Her fra en pdf-fil på nettet. Findes også som bog med titel uden bindestreger.
Bov Sogns Historie.
Tidsskriftet Heidekultur 1, 1912.
Flensborg Avis 04.01.1898.
Bent Hansen 27. september 2022.