I min ungdom drillede min hustru mig altid, når jeg på en ferierejse listede ind i en kirke. Hun mente ligefrem, at jeg gik mest i kirke i mine ferier. Om det var for at drille, eller hun virkelig var imod kirkebesøgene, har jeg aldrig fundet ud af, og nu er det for sent.
Jeg må tilstå, at jeg stadig, når vi er på et fremmed sted opsøger kirkerne. Edit, som jeg nu rejser med, går gerne med. Normalt går vi ind og sætter os et eller andet centralt sted i kirkeskibet. Dels har jeg aldrig taget skade af holde en kort andagt, dels slapper jeg lidt af. Benene har godt af at blive sparet, og på det seneste har ryggen godt af et lille hvil. Imens vi andagter og hviler, ser vi på kirkens udsmykning, og det kan være alt fra altertavler, epitafer og konge- og fyrstegrave.
Efter en visit er jeg opladet på sjæl og legeme og kan klare turen til næste kirke.
Et kirkebesøg minder mig – ikke om en oplevelse, men en gammel tysk tekst fra en tysk læsebog, som jeg havde mellem hænderne for omkring 65 år siden. Her stod en stenhugger og huggede på noget af Köln Domkirkes top. Det skulle anbringes 157 meter oppe i tårnet. En forbipasserende stod og så på stenhuggerens umage og bemærkede så, at der jo ikke var nogen der kunne se de kunstfærdig detaljer. “Jo,” sagde stenhuggeren: “Jeg gør det for Vor Herre. Han ser det.”
Skulle vi komme til en messe, tager vi gerne den med. Selv uden at forstå et ord har vi fået meget ud af en sådan messe. Jeg drømmer stadig, som jeg vist har skrevet andet steds, at komme til messe i Maria Larch og høre og se munkene gå i procession, med de svinger røgelseskar og synger gregoriansk. Jeg kunne købe en cd, og det har jeg også gjort, men det er ikke det samme på cd som i virkeligheden. Maria Larch er en klosterkirke på vulkanen af samme navn i Eifelbjergene ved Rhinen. Vulkanen har godt nok ikke rørt på sig i ti tusinde år, men det er en af dem, der kunne finde på at gå i udbrud igen, og så vil det være en katastrofe på lige fod med vulkanerne under Neapel og i Yellowstone Nationalpark. Lad os håbe, at munkene kan holde vulkanen i ave. Det sidste nye er dog nu, at vulkanen betragtes som uddød.
Gammel skulptur af dronning Theophanu, der døde 991. Hun var gift med kejser Otto II og niece til den byzantinske kejser. Jeg var stødt på hendes navn før: I Köln og i Halberstadt, men her i kirken i Nordhausen i Harzen faldt tingene på plads for mig. Kirken bød på yderligere to dronninger og tre kejsere fra Det tyske Rige. Foto fra 2012.
Skulptur på Domkirkepladsen i Köln. Den forestiller toppen af spiret 157 meter oppe. Ikke mange kan nedefra se detaljerne! Tidligere stod der en anden skulptur et andet sted. Den viste noget af det, der forvitret og hentet ned højt oppe fra. Af begge opstillinger har jeg flere fotos, men lige nu kan jeg ikke finde dem, så jeg har midlertidigt lånt billedet her på nettet. Her er så mange. Det har desværre ikke været muligt at finde navn på fotografen eller årstal på billedet.
Bent Hansen. 2023.
Indlægget her er en rest af et tidligere større indlæg, hvor noget er gået til Rejser i Italien, og denne rest afventer en måske kommende side og rejser i Tyskand.