Sidste jul
Det forgangne år var det tredje covid-19-år, og op mod jul sidste år spidsede covid-19-situationen til, selv om ingen politikere og sundhedsmyndigheder vovede at aflyse julen. Anbefalingerne talte dog deres tydelige sprog om at holde lav profil i julen.
Jeg rejste fra Frederiksberg hjem til jul fjorten dage før jul, og en uge før jul kom Lise og blev hos mig helt til sin fødselsdag den anden januar. Hele 14 dage. Så længe har hun ikke i årevis været i sit barndomshjem.
Hun havde købt ind til jul i Brugsens netbutik, og vi fik det hele sendt, så vi ikke skulle ud og handle og risikere at blive smittede. Juleaften fejrede vi hos Lotte, Lars og deres børn, Lau og Malte. Julefrokosten hos Lars’ svigermor havde vi takket nej til. Nytårsaften fejrede Lise og jeg alene, og det var rigtig hyggeligt. Vi fik god mad, og i løbet af dagen og aftenen røg der to flasker champagne ned. Da jeg var ude på vejen for at se på løjer, var der ikke andre ude, så jeg så stort set ingen nytårsfyrværkeri. Der plejer at være ro i Rugmarken 00.30, men i år blev den 01.30, før det kunne betale sig at gå til ro. Godt vi havde champagne nok.
Lise fejrede sin fødselsdag i et overdækket madpakkehus i en skov på Fyn sammen med Lars og Lotte og deres børn. Der kom en stor flok dådyr og hilste på, og efter kaffen kørte jeg hjem, mens Lars kørte sin søster til banegården i Middelfart.
I år fandt Edit dette gamle hjemmelavede juletræ på loftet. Det satte hun op i mit køkkenvindue pyntet med en menneskealder gamle kanelfigurer, der trods alderen duftede endnu.
Isolation
Hele vinteren var jeg hjemme og holdt lav profil. Kun mandag morgen kl. 8 kørte jeg til Brugsen og købte ind til en uge. Da var der kun mig og personalet i butikken. Om jeg var til Lottes fødselsdag, har jeg glemt. Lotte siger ja, så det har jeg nok været.
Min frivillige nedlukning gik fint. Jeg havde masser at lave, for også mine hobbykollegaer var nedlukkede, og de, der skrev jernbanebøger og artikler, henvendte sig i en lind strøm til mit arkiv om materialer. Også slægtsforskere og lokalhistorikere henvendte sig, og det stoppede ikke hen over sommeren, og stadig her op mod jul har jeg hænderne fulde med hjælpepakker. Flere kommer hos mig eller Edit og henter en kvart hyldemeter mapper til et eller andet skriveri. Også i Hedeland har jeg mødtes med forfattere for at udveksle materialer. Selv fra udlandet kommer der bestillinger og anmodninger om at måtte bruge mine ting.
Foruden hobbyen gav jeg huset og haven en tur. Til huset havde jeg efterhånden oparbejdet en liste med ni reservedele, der skulle købes, men det holdt hårdt. På den første tur til Kolding Storcenter fik jeg to af reservedelene efter 1,3 kilometers gang gennem centret. Den næste tur til Bauhaus gav yderligere tre reservedele efter 1,7 kilometers gang i butikken. Resten af reservedelene måtte jeg hente i andre byer eller lave selv.
Genoplukning
Hen over vinteren rasede Covid-19 og satte nye rekorder både i antallet af syge, indlagte og døde. De fleste af vore politikere arbejde dog ihærdigt på genoplukning, og hen i foråret begyndte Edit at tage ud igen med offentlige trafikmidler, og en dag havde hun talt varmt for, at jeg også tog på en tur. Det gjorde jeg så, men uden den store inspiration. Jeg endte ved fiskehuset i Fredericia, hvor der var ret tomt. Der var intet spisekort, men den enlige dame i butikken sagde, at jeg bare kunne sige, hvad jeg ville have, så ville hun lave det, hvad enten jeg ville spise i den opstillede spisejernbanevogn eller have det med hjem. Selv om jeg ved at tage maden med hjem kunne få øl og snaps til mine fisk, valgte jeg alligevel at spise i vognen og nyde en alkoholfri til min laks. Mens jeg ventede på maden, kom der endnu to gæster og tilmed nogen, jeg kendte. Vi var nu tre gæster i jernbanevognen i Fredericia – to fra Vejleegnen og jeg fra Kolding. Vi fik en lille sludder. For mit vedkommende var det første gang i lang tid, jeg talte med noget, der sad over for mig. Hele vinteren havde mine kontakter været via telefon eller mail.
En af Fiskehuset i Fredericias spisevogne. Det var nu ikke lige den, vi sad i, for denne er nytilkommen og har endnu ikke fået nye gæstevenlige trapper. Det er formentlig Edits billede, og det er fra 2022. Om vognen har jeg noteret: Tidligere Hads Herreds Jernbane, HHJ, der løber mellem Århus og Odder og nu ombygget til letbane. Vognen havde i mange år stået ude ved Bindeballe Købmandsgård.
Haven
Senere tog jeg til Frederiksberg og hentede Edit, og vi holdt os fortsat i en vis grad isolerede. Vi kastede os over haven og fik den sat pænt i stand, men rådyr, dådyr, mosegrise og dræbersnegle tog udsæden lige så hurtigt, som den kom op. En dræbersnegl kunne som en fræser tage én dag gamle kimplanter, så man ikke kunne se, at der sået. Jeg plantede grønkål ud, men næste morgen var de væk, men jeg havde heldigvis nok af kimplanter, så jeg satte nye flere dage i træk, inden dyrene var mætte. Efterhånden lader jeg de gamle planter stå og blomstre og kaste frø. Nu har jeg i min have selvsået grønkål, persille, dild, purløg, jordskokker og masser af blomster, så jeg nu skal jeg kun så rødbeder og plante porrer ud. Resten fornyr sig selv. Også en fennikel fik lov at stå, så nu håber jeg, den blomstrer 2023 og kaster frø til 2024. I år fik vi, hvad vi havde brug for, men ikke uden kamp, og også efter mere møje end tidligere år. Edit og jeg er enige om, at både dyrene og vi skal leve. Det er bare et spørgsmål om at have planter nok. Nu, hvor jeg ikke mere sår i samme grad, skuffer jeg i stedet det væk, jeg ikke har brug for, når jeg er sikker på, at dyrene har fået, hvad de lyster.
Edits æbler. Der var mange, og de var store. De smagte også fremragende.
Udflugter
Edit og jeg var igen i år ved Vandværkssøerne for at se Aurorasommerfugle, og det lykkedes, og tilmed havde vi den glæde også at se dem i både min have og i Lars’ have. Tilmed havde Lars også den amerikanske eller sydeuropæiske sommerfugl, Duehalen der ligner en kolibri og opfører sig lige sådan. Den var blæst til Europa med en orkan. Dejligt, at Lars og Lottes biodiversitetshave begynder at betale sig, hvad oplevelser angår og naturligvis også gavner naturen.
På egnen omkring Nr. Bjert er der ret mange rapsmarker, og når de står i blomst, er det ofte mere, end vi og vores mobiler kan stå for. Netop her er man nu ved at banke boliger ned, så næste år er der græsplæner og ikke blomster.
Når vi havde været flittige i haven i en uges tid, tog vi ud i det blå. Vi var med Lars i Dagebüll på den sædvanlige tur, hvor vi spiste på Rømø. Vi var to gange ved Rørdæk Sø og Skjern Å blandt andet for at se på isfugle. Det kneb nu, men jeg fandt da isfuglens rede, men så længe jeg stod udenfor, ville den ikke hverken ind eller ud. Den ene gang var med Lise, og da gav det rigeligt med fiskeørne og isfugle og andet spændende. Edit og jeg var på det nye Flygtningemuseum i Oksbøl samt bagefter på Skallingen, hvor vi ikke fandt en p-plads, så i stedet tog vi til ebbevejen til Langli for at se på Manølyng. Vi sluttede med en stor is i Henne, men var ikke i vandet, da det var for blæsende, og vi var heller ikke ved mit gamle sommerhus, selv om vi var i nærheden. Vi var ved Brunkulsmuseet på en anden tur. Vores ferie bestod af sådanne dagsture, hvor vi enten spiste ude, eller tog takeaway med hjem, så jeg også kunne få et glas vin til maden. En dag tog vi bare på Museet i Fredericia og derpå ned til Lillebælt for at kigge ud efter sæler og marsvin for at ende i fiskerestauranten. Med Lotte, Lars og Lise var vi ved Holger Petersen i Baldersbæk Plantage. Her vendte Lise dog om på grund af ulve, som hun ikke havde lyst til at løbe ind i.
Vi besøgte Sidse i hendes nye sommerhus – hendes svigerfars gamle fiskerhus på Mols. På stranden lige neden for huset lå denne præstekrave på rede. Det er Sidse, der har lagt sten rundt om reden, for man ser den ikke, når man går på stranden.
Udsigten fra huset er formidabel. Der er tre kilometer markvej med to spor og høj midterrabat ned til huset.
På vejen hjem næste dag var kørte vi rundt om Mols, men vejret var ikke godt, selv om det her ser strålende ud.
Vi følte ingen trang til at tage på udenlandstur. Jeg havde læst Udenrigsministeriets rejsevejledninger, og det fratog os lysten til at tage nogen steder hen. Det lykkedes os også at blive smittet herhjemme inden det fjerde stik. Edit havde formentlig hentet virus i offentlige transportmidler eller til en begravelse i København. Da hun opdagede, at hun var syg, havde hun formentlig allerede smittet mig. Vi slap rimelig let over det. Det forløb ikke ens hos os. Jeg var syg i et døgn, og kunne ikke smage i en uge og havde hovedpine i to uger, men så var det overstået. Efter jeg havde været rask en måned, fik jeg mit fjerde stik og fik faktisk højere feber af stikket end af Covid-19-infektionen. Der var dog ingen senfølger. Om det var covid-19-vaccinen eller influenza-vaccinen, der gjorde mig syg, ved jeg ikke.
Her kigger vi hen over Ho Bugt og Skallingen mod Grådyb, hvor et kæmpe sejlskib netop passerer.
Hvad gør Edit, når jeg falder over et tog i Niebüll? Hun kigger på blomster.
85 år
Så gik jeg hen og blev 85. Edit og jeg var i Zoo og spiste hos pandaen. Den kom også og satte sig lige uden for vinduet, men med ryggen til os. Det vendte sig dog et par gange og kiggede på mig. Lise var i Afrika med Victors Farmor, så først da hun var hjemme igen, kunne jeg fejre dagen med familien og ollekollerne. Ret mange af de indbudte, var dog syge og meldte fra.
Lise tog efter mit ønske billeder af gæsterne. Strengt taget må jeg ikke lægge dem ud på min hjemmeside, så du kan se dem der. Jeg har fravalgt at give dig adgang til mit billedarkiv, for selv om det kan gøres på mange forskellige måder, mener jeg, at det for mange er ganske uoverskueligt. Ollekollerne kan låne en USB med billederne på, og fjernereboende kan i tilfælde af interesse for at se billederne sende mig en mail, hvorefter jeg via mail sender billedet (billederne) af dig i løbet en af fjorten dages tid.
Kulturen
Kulturelt har vi også holdt lav profil. Vi var dog i et teater på Vestegnen for at se Signe, Edit yngste barnebarn, optræde. Jeg havde meldt mig til to forelæsningsrækker på Folkeuniversitet, hvoraf kun den ene blev til noget. Museumsbesøgene er allerede omtalt. Vi havde dog også Signe med til blandt andet udstillingen på Geologisk museum om Neandertalmanden, og senere var vi på et afskedsvisit på Zoologisk Museum, idet både det og Geologisk Museum lukker for at blive flyttet til en ny bygning. Vi havde året før, investeret i årskort til begge museer, og dette gjaldt næsten et år mere uden beregning, da udstillingerne løbende blev pillet ned for at blive flyttet. Via kortet blev vi også indbudt til forskellige arrangementer så som ferniseringer og foredrag. Vi deltog i to af disse arrangementer sammen med ministre og andre, der var noget ved musikken. Disse notabiliteter var dog ligeglade med udstillingen om Neandertalmanden, men stillede sig op på strategiske steder for at blive set og fotograferet af pressen. Vi måtte derfor tage derind en anden dag for at se udstillingen, så vi var helt sikre på, hvem der var neandertalere og hvem, der var notabiliteter. Et par af talerne var dog rigtig gode. Den ene nævnede, at hans studerende faktisk var stolte af, der i deres gener var 2 – 6 % neandertaler. Men så nævnede taleren, at han var spændt på, hvor mange homosapiensgener, der ville være i mennesker om hundrede år, og da han kunne se, at tilhørerne undrede sig, oplyste han, at vi jo allerede nu var i stand til at klone, genmanipulere, benytte kunstig intelligens og nanoteknologi, så hvem ved, hvad det ender med?
Ane Halsboe-Jørgensen åbner udstillingen om Neandertaleren i Geologisk Museums gamle auditorium. Det er flot, hvilket man ikke ser her, men jeg sidder elendigt på de mere end 100 år gamle lige op og ned træbænke. Jeg har været til adskillige foredragsrækker der tidligere.
Højskole
Sidst på året savnede vi alligevel en ferie, så vi tog på Højskole. Denne gang var det Nr. Nissum, hvor Edit have været før. Kurset handlede om både det gamle og det nye Kina. Navnlig oplysningerne om det nye Kina rystede deltagerne, så der var total tavshed i salen. At foredragsholderen var inde i sit stof, viste begivenhederne, der udspillede sig i Kina kort efter. I øvrigt var en af foredragsholderne i radioen for at kommentere. Efter mine månedlange ophold i Kina for mere end en snes år siden, vidste jeg dog stadig mere om Kinas gamle historie og religion, end kurset kunne nå at behandle på kun én dag, og det gavnede heller ikke, at jeg inden kurset havde læst op på historien i mine mange bøger. På vejen til Nr. Nissum ville vi se noget, men der var dyb tåge, som ikke ville forsvinde, men vi gennemførte, men så kun Strandingsmuseet i Thorsminde på vejen op. Her ude i udkantsdanmark var der intet at spise, men en købmand anbefalede os et fiskehus, i nabolaget, hvor vi kunne få takeaway. På vejen hjem nåede vi en vandmølle og Toftum Bjerge, men allerede her begyndte det at regne, så jeg vendte om, men Edit fortsatte og blev våd. Resten af vejen hjem regnede det, så vi kørte lige hjem fra Toftum. Ud over Kina gav højskolen en tur til Nationalpark Thy, men det var stort set de samme steder, som vi beså på vej til Læsø for et par år siden, men en dejlig tur alligevel.
Selv om teksten, trods det der ikke var sket noget i årets løb, alligevel har sneget sig op på tre sider, har jeg valgt at bringe en stor del fotos fra året, der gik. Mindst de halve er Edits.
En gammel Vindmølle i Thy mellem Sjørring og Vorupør. Den hedder Faddersbøl Mølle.
Aa Vandmølle mellem Lemvig og Struer. Den var under restaurering. Den var fem hundrede år gammel, som den stod her, men dens oprindelse er væsentligt ældre.
Elektronik
Jeg hænger trods den fremskredne alder stadig på i den elektroniske verden. I år lavede firmaet, jeg i dyre domme havde købt programmer hos, flere opdateringer med fejl, men det lykkedes selv at rette fejlene med hjælp af nettet. Her opdager man, at der er mange, der gerne vil hjælpe, og tak for det, men ikke alle er lige så meget ekspert, som de selv tror.
Mit – syv – ni – tretten – Mit-ide har virket siden den første dag, men jeg synes, jeg bliver mere og mere plaget af reklamer, hvor firmaerne bryder loven, så vi ikke uden videre kan vælge dem fra. Jeg var i dag inde på en polsk hjemmeside – nej, jeg kan ikke polsk, men når det er en jernbaneside, kan jeg godt trække det ud, jeg skal bruge, men denne side blev konstant afbrudt af reklamer, som jeg skulle hen og lukke ned. En af de sjovere reklamer var, at Edit på facebook – jeg tror, at det er det hun bruger – facebook har for år tilbage opgivet mig – skrev om vort besøg ved ishuset på Henne Strand. Sædvanligvis liker familie og venner hendes opslag, og tak for det, men der poppede også en smiley fra Ishuset på Henne Strand op. Det var da meget sødt, men jeg frygter, hvis liket ikke skyldes en tilfældighed, men en avanceret spionsøgemaskine.
Knæ og hofter
Min nye hofte sidste år var en succes, og i år blev jeg af mit sygehus indstillet til et nyt knæ, men min nye, unge læge, mente som den pensionerede, at kunne jeg holde det ud, så var det bedre, end at risikere en ny operation. Problemet er at gå ned ad trapper, men hverken hos mig eller Edit er der trapper. Alligevel træner jeg på trapper hos Edit, og det bliver situationen ikke værre af.
Køen for at få et bord på la Gace fyldte hele Skoubogade og fortsatte om hjørnet ind i Vestergade. Når Edit ved, hvad hun måtte betale for to kager ud ad huset, så undrer man sig over al pressens snak om dyrtid?
En lokal børnehave havde hængt julepynt op i en af mimrebusserne på Frederiksberg.
To gange om ugen kommer en varevogn og læsser flere hundrede kilo reklamer ind i Domus Vista. Enkelte beboere roder lidt i stakkene og henter en enkelt reklame eller to ud, og så fylder stakken efter gennemrodningen dobbelt så meget. Et par dage efter kommer viceværten med en stor container og rydder op. Dagen efter er han lige vidt, for så har varevognen været der igen. Her op mod jul er stakkene dobbelt så store, men 99 % går urørt til forbrændingen. På Edits gang er der 100 % nej tak til reklamer. Hvornår bliver de klogere? Du ved godt, hver der betaler? Både tilvejebringelsen og bortskaffelsen.
Også i år var vi på juletur med Hedelands Veteranbane ud til spejderne for at drikke cacao og spise æbleskiver. I år havde vi Signe med, og da hun sad og småsang undervejs i toget, har hun sikkert nydt det. Vi tog ud med damptog og hjem med dette motortog.
Denne jul
Årets jul er i skrivende stund planlagt til besøg af Lise fra den 23. Jul hos Lars og 1. juledag hos Lottes forældre. Hvornår Lise og jeg tager til København, ved jeg endnu ikke. Det hører du om i næste års julehilsen.
Med venlig hilsen
Edit og Bent.