Jernbaner ved SDAG Wismut

Med alt det hjemmesiden her gaber over, kan indlægget ikke blive den ultimative historie om Wismuts baner og lokomotiver,  for jeg har kun set en meget lille del af banerne og lokomotiverne. Da der også var et strengt håndhævet fotoforbud på alt, hvad der havde med Wismut at gøre, er der heller ikke mange foto på markedet fra de første Wismut-år. Mit ærinde er et lidt andet. Da jeg nemlig første gang hørte om Wismut, blev jeg nysgerrig, men det viste sig umuligt at få mere at vide. Hvad værre var, kom der straks en fornemmelse af, at Wismut var ikke noget, man talte om. Det gjorde naturligvis ikke nysgerrigheden mindre, men jeg måtte styre mig fra først i 1970’erne til først i 1990’erne, inden jeg fik nogenlunde styr på Wismut. Nu er jernbaner, specielt industribaner min interesse, så der kommer selvfølgelig i mit indlæg noget om Wismuts baner, men også en del om baggrunden for banerne: Både den politiske og tekniske.

Når jeg har nævnt, hvad jeg arbejdede med under skrivningen, har spørgere ofte lignet et spørgsmålstegn, så jeg skønner, at jeg er nødt til at bringe en god portion baggrundsviden. Her vil dog som oftest blot bruges betegnelsen Wismut for dette gådefulde begreb.

INDLEDNING
Også offentligt, selv om man ikke talte om det, kaldtes fænomenet også blot Wismut, undertiden Wismut AG. Tager man det hele med, hedder det SDAG Wismut. Forkortelsen SDAG står for Sowjetisk-Deutsch Aktiengesellschaft. Den tyske demokratiske Republik forkortes DDR. Lidt underligt med et AG i DDR og i USSR, hvor kuponklippere var ildeset. Her var VEB, Volkseigener Betrieb, eller på dansk folkeejet virksomhed in. Efter murens fald, blev foretagenet naturligvis et GmbH, Gesellschaft mit beschränkter Haftung, hvor Haftung, hæftelse nok snarere skal oversættes ved ansvar, altså det vi på dansk kalder et anpartsselskab, og hvor Forbundsstaten sad på anparterne.

Inden vi går ombord i selskabets baneanlæg, er der lige et par ting, vi skal have på plads. Selskabet SDAG var påbudt og ledet af Sovjetunionen, USSR, og formålet var at forvalte betalingen af den krigsskadeserstatning, som USSR havde forlangt af Tyskland efter krigen.

Da den del af Tyskland, som USSR kunne kræve betaling fra, ikke ejede penge efter krigen, fjernede russerne værdier fra landet, men desuden åbnedes en ganske særlig afdeling kaldet SDAG kaldet SDAG Wismut, der skulle skaffe Uran til USSRs atomvåbenprogram. Det gjorde man så effektivt, at DDR en overgang under den kolde krig var verdens tredjestørste uranproducent. Kun USA og Canada var større.

Vi skal også have styr på, hvorfor firmaet hed SDAG Wismut. Uranproduktionen var naturligvis en hemmelighed, og derfor var Wismut også et kodeord, der skulle foranledige spioner til at tro, at firmaet producerede det, vi på dansk kalder Vismut. I hver fald har jeg aldrig set et ord om DDRs uranproduktion i den borgerlige danske presse, selv om det nok havde været guf for koldkrigerne. Heller ikke i den tyske presse var der noget fremme, som kom for mine øjne.

Vismut, tysk Wismut, engelsk Bismuth er et såkaldt sprødmetal med atomforkortelsen Bi og atomnummeret 83. Der findes flere snese isotoper af stoffet, alle radioaktive. Det bruges dog til hagl i stedet for bly, til legeringer, der skal være letsmeltelige og i lægemidler.

Nogle af indledningens emner uddybes senere, men jeg vil nu se nærmere på, hvordan jeg oplevede Wismut, som jeg har kendt længe uden at vide, hvad det egentlig var. Til sidst vil der være et afsnit om Wismut, uranproduktionen og banerne i forbindelse dermed.

FØRSTE MØDE MED WISMUT
Min først møde med Wismut forløb lidt uheldigt, men jeg var ikke klogere. Jeg anede ikke, at man ikke talte højt om Wismut.

Jeg var på en udflugt til 900 mm banen med kælenavnet Molly eller officielt DRs strækning Bad Doberan – Kühlingsborn West. Banen har flere navne også nyere navne, Schmalspurbahn Bad Doberan – Kühlingsborn, Molli, Ostsee Bäderbahn og Mecklenburgische Bäderbahn Molli GmbH & Co. KG.

Banen har, hvad der er ret sjældent i Tyskland, sporvidden 900 mm, og mit besøg foregik i 1971. Min tur var arrangeret af Dansk Jernbane-Klub, DJK. Det var absolut en københavnerudflugt. Jeg var oppe klokken 3 om natten for at køre fra Kolding til Ringsted, og jeg var tilbage et døgn senere også klokken 3 om natten, og skulle op og på arbejde før 7 samme morgen. Men nu ville jeg altså til DDR, og så betaler man prisen. Jeg havde prøvet selv først at arrangere min egen tur, men jeg havde ikke fået visum.

Under besøget var jeg inde i remisen i Kühlingsborn West. Her stod to af banens tre reservelokomotiver. Disse betegnedes ex. Wismut 1, 22 og 44. De var bygget af VEB Lokomotivbau Karl Marx, LKM. Fabrikken var det tidligere Orenstein & Koppel og lå i Potsdam-Babelsberg ved Berlin.

Ser man på de tre reservelokomotivers oprindelige driftsnumre, 1, 22 og 44, udledte jeg, at den tidligere ejer, Wismut genbesattte ledige driftsnumrene, og nok så væsentlig, at der måtte være mindst 44 lokomotiver ved selskabet. Et selskab med så mange lokomotiver ville jeg gerne besøge, så jeg spurgte i remisen blandt de ansatte, hvor dette firma havde hjemme. Straks bredte der sig en trykket stemning. Hvorfor opdagede jeg ikke den gang, men noget svar fik jeg ikke. I dag ved jeg, at Wismut ikke var noget, man talte om i DDR, og i øvrigt vidste de ansatte ikke noget om Wismut bortset fra, at de kendte navnet.

BEKENDTES OPLEVELSER MED WISMUT
Efterhånden som dampdriften var på tilbagetog i Danmark, kunne man i DDR tilfredsstille sin sult efter damplokomotiver en rum tid endnu.

Jernbanefotografer blev med tiden tålte, men i 60’erne og 70’erne var det vanskeligere. Det var navnlig svært at fotografere på jernbanestationer, men disse vanskeligheder havde ikke noget med Wismut at gøre. Lad mig lige understrege, at jernbanepersonalet som regel var yderst venlige, og at vanskelighederne kom fra jernbanepolitiet, der blot på bureaukratisk vis gjorde deres pligt. Ude på smalsporbanerne var der dog som regel ingen problemer eller knap så meget jernbanepoliti.

Wismut manifesterede sig på en helt anden måde. Nogle bekendte kom hjem og berettede, at de havde stået ved en overkørsel ved en signalpost uden for en station. De stod med kameraerne rettet mod vest, hvorfra, der ifølge køreplanen skulle komme et damptog. Pludselig lukkede manden i posten vinduet op og råbte damptog fra øst. Det var en damptog, der ikke stod i køreplanen. Da sådanne begivenheder skete den ene gang efter den anden, gav de vesttyske jernbaneentusiaster efterhånden de uannoncerede damptog navnet Geisterzüge, spøgelsestog.

Ingen vidste, hvor de kom fra eller, hvad de transporterede, og entusiasterne var vel også ligeglade med en forklaring. I dag ved vi, at det var Wismut, der som regel stod bag. Formentlig var det uranmalm der transporteredes til en Østersøhavn, eller i hvert fald var på vej mod USSR. Var det et militært troppe- eller materieltransporttog, kunne man vel se det, men på spøgelsestogene var der intet at se, der røbede deres formål. Togene var undertiden fremført af materiel ældre end de to seneste krige i Tyskland. Der var personale, der røbede, at spøgelsestogene også kom bag på dem. Togene annoncerede altid i sidste øjeblik, og med tiden røbede personalet, at der havde været strenge straffe for ikke at give spøgelsestogene forret eller blot at sinke dem.

EN ENKELT PERSONLIG MYSTISK OPLEVELSE
Selv havde jeg en oplevelse mere ud over besøget i Kühlingsborn West, jeg ikke forstod. Jeg var i DDR med mine gamle forældre i 1977. Vi ville besøge Leipzig og Dresden, men det sovjetiske militær sinkede os en hel dag med en 30 kilometer lang kolonne af panzerkøretøjer, som ustandselig brød ned, og som jeg ikke måtte overhale. Ikke før det var for sent på dagen at køre til Leipzig.

Et besøgsmål ved Dresden gik også i vasken, fordi vejen var midlertidigt spærret, og den omkørsel, jeg troede, jeg havde fundet, var også spærret. Jeg ville gerne køre så tæt på besøgsmålet som muligt, da mine gamle forældre ikke kunne gå så langt. På omkørslen blev jeg imidlertid også stoppet og bedt om at vende. Der var på vejen en halvmilitærpost, og de bevæbnede kvinder havde ikke mas med at overtale mig til at vende, efter jeg dog at have spurgt om en anden vej, og havde redegjort for mine aldrende forældre, der helst ikke ville gå alt for langt. Jeg sporede en vis forståelse, men hjælpe mig kunne de ikke. Deres ordrer var vel en spærring her. Hvorfor har de næppe anet. I dag ved jeg , at der her bag Bastei i Elbsandsteinhebirge var tilløb til uranudvinding.

TÅGERNE LETTER
Efter murens fald i slutningen af 1989 og DDRs opløsning afsløredes Wismuts virksomhed, men oplysningerne om DDRs uranproduktion fandt som så meget andet ikke vej til dansk presse. I det hele taget var den danske presse, både tv og avisernes dækning af murens fald og DDRs opløsning og Tysklands genforening virkelig ringe, selv om DR-tv havde et par enkelte journalister, der prøvede at gøre lidt ved manglerne, og som fik lidt sendetid. Det er fra tyske venner og tysk presse og bøger, jeg har min viden.

Jeg startede dog ikke med at grave i Wismut straks i slut 1989. Jeg begyndte først at interessere mig for Wismut efter et besøg ved nogle tidligere Wismut-miner i Erzgebirge i 1993.

Efter at dette er skrevet har min avis 2022 bragt en artikel, der berørte Wismut og gav visse facts, selv om Wismut strengt taget ikke var artiklen ærinde. Også mit tv bragte i december 2022 en udsendelse om Charité, hvor et af emnerne var Wismut. Det lod til, at en af hovedpersonerne havde helt styr på Wismut og uranen, og så er det jo nok sandt, men det er stadig mit indtryk, at Statshemmeligheden var intakt lige til det sidste.

BESØG I PÖHLA
I 1993 var DDR ved hastigt at modernisere sig, og der satsedes også på turismen. I en konkurrence i Danmark havde jeg vundet et hotelophold i Schwarzenberg i Erzgebirge i 1993. Jeg fik overnatning i en uge, men mad og transport var på egen regning. Turen derned gik nogenlunde trods talrige omkørsler, men turene i Erzgebirge var en udfordring, da hver en kommune skulle have nye kloaker, nye vandrør, ny elforsyning og renoveret veje. Alt var simpelthen gravet op.

Ud over et par af veteranbanerne i Erzgebirge så vi på natur og historiske besøgsmål i området. Fruen var jo med, men en dag fik jeg lov til alene at køre til Besucherbergwerk Pöhla. Det regnede nemlig. Det er den eneste Wismut-mine, jeg har forsøgt at besøge, dog uden held, men jeg fik trods alt lidt ud af det: 75 lokomotiver og læssemaskiner, enkelte data samt lysten og lidt tip om materialer til at gå i gang med at blive klogere på begrebet Wismut, som havde spøgt siden først i 70’erne. Det er mit indtryk, at museumsminen i dag har væsentligt mere at byde på nu end i 1993. Minen har også skiftet navn ifølge mine notater.

Så må vil hellere se at komme til sagen:

WISMUTS VIRKSOMHED
Wismut skiftede navn flere gange op gennem Den kolde Krig til efter genforeningen. Først hed det Staatliche Aktiengesellschaft der Buntmetalindustrie Wismut. Dernæst blot Wismut AG, og efter USSR satte sig på firmaet SDAG Wismut. Efter Genforeningen kaldte firmaet sig Wismut GmbH.

Det er allerede nævnt, at firmaets opgave var et levere tysk krigsskadeserstatning til USSR. Den særlige afdeling, Wismut tog sig af fremskaffelse af uran til USSRs atomvåbenprogram. Russerne startede programmet i 1943, og at det gik ud over Tyskland, skyldes, at der ikke var fundet meget uranmalm i Sovjet, hvorimod tyskerne havde bedre styr på deres mineralforekomster, hvilket vi vender tilbage til.

Krigsskadeserstatning kunne USSR kun praktisere i deres egen besættelseszone, og da de besejrede tyskere ikke havde kontanter efter krigen, demonterede russerne blandt andet maskinerne i 75 fabrikker i Dresden og bragte dem til USSR. Fabrikkerne lå i Dresdens omegn og var ikke beskadiget af det altødelæggende bombardement, der i krigens sidste måneder lagde Dresdens centrum øde. Russerne fjernede desuden hele Selketalbahn i Harzen. En del af banen blev hurtigt genopbygget, men det sidste stykke, forbindelsen til Harzquerbahn blev først efter 1980 genopbygget. Muskauer Waldeisenbahn fjernedes, og da østtyskerne havde genopbygget den, fjernede russerne den en gang til. Russerne fjernede også en del stålgitterbroer, og mange steder fjernede de andetsporet på dobbeltsporede jernbaner. På motorvejene fjernedes den ene halvdel af broen over Saale ved Magdeburg på motorvejen Berlin – Ruhr. Bilerne måtte så nøjes med en bro og et spor i hver retning over Saalefloden.

URAN I TYSKLAND
Straks efter russernes erobring af Tjekkoslovakiet og Sachsen i Tyskland begyndte de med held at søge uran på Erzgebirges tjekkiske side omkring byen Jachymov, som tyskerne kaldte Joachimsthal. Her lå en gammel tin- og sølvmine, som tyskerne i sin tid, hvis jeg husker rigtigt, kaldte Gottes Gabe. På tjekkisk hedder den Boží Dar. På begge sider af grænsen gik man i gang med at endevende de gamle affaldsbjerge efterladt efter henved tusind års minedrift. På den tyske side af grænsen var det omkring Johannngeorgenstadt. Også her var man i gang allerede 1945, endnu før Wismut så dagens lys. Da Wismuts så tog over, blev området kaldt nr. 01.

Allerede i slutningen af 1900-tallet kendte tyskerne til en radonkilde ved Aue i Sachsen. Her var bygget et kuranlæg, idet det radioaktive stof radium brugtes i bade som helbredende middel. Lægerne kom dog med tiden på andre tanker og indstillede badene. Men så efter krigen kom nogen i tanker om radonkilden igen og påbegyndte en uraneftersøgning her. Siden bredte eftersøgningen sig til hele Sachsen og Thüringen. Der åbnedes miner og åbne brud, men samtidig gravede man igen i gamle tinminer og desuden gennemgravede man de gamle affaldsdynger efter uran. Gad vide, om Det tredje Rige ikke også allerede havde søgt efter råstoffer her til atomvåbenfremstilling?

Erzgebirge er en bjergkæde ældre en Alperne, men ikke så gammel som nogle af Europas helt nedslidte kæder. Der er i Erzgebirge mange mineraler og metaller. Af en eller anden grund mangler jern i mængder, der var værd at tale om, men der var nævnt i tilfældig orden: Sølv, kobber, bly, tin, kobolt, nikkel, zink og wolfram. Og sandelig var der også wismut, for ellers havde man nok brugt dette navn som dæknavn for uranen. I små mængder var der også andre og sjældnere metaller og mineraler. Således lithium, men det var nok først senere, det blev begæret til fremstilling af mobiltelefoner.

VIRKSOMHEDSPOLITIK
Virksomheden var under sovjetisk militær kommando. Derfor var uranudvindingen en statshemmelighed. Det gav sig udslag i et generelt fotoforbud, og det gjaldt også tog med uranprodukter. Statshemmeligheden gjaldt også jernbanefolkene, der først i allersidste øjeblik fik melding om passage af et Wismut-tog. De kunne således lige nå at rulle bomme ned og sætte signaler. Som eksempel på hemmeligheden skulle også vognsedler og vejesedler omgående tilintetgøres efter brugen.

Wismuts forskellige miner og andre virksomheder havde ikke navne, men numre og i enkelte tilfælde kodenavne. Uranproduktionen blev således kaldt wismutproduktion. Gad vide, om ingen undrede sig over det store behov for wismut? Hvad minen i Pöhla hed, ved jeg ikke nøjagtigt, men en mine i Schlema hed Skakt 371. Der var nemlig over 400 skakter. Hver mine kunne havde flere skakter. Et oparbejdningsanlæg i Seeligstädt, hvilket stednavn er stavet rigtigt, havde betegnelsen oparbejdningsanlæg 101. Denne kaldtes dog undertiden Ny fabrik. Der var endnu et anlæg, 102, som jeg ikke ved, hvor lå henne. Et sådan oparbejdningsanlæg berigede uranmalmen. Dog aldrig til mere en 30 % lødighed. Uranindholdet blev større, idet dele af bjerget skiltes fra. Udvindingsområdet omkring Aue, der muligvis også omfattede Pöhla, men helt sikkert Schneeberg og Schlema hed Bergbaubetrieb 09. Omkring Johanngeorgenstadt hed området som allerede nævnt Bergbaubetrieb 01.

En enkelt mine havde dog et navn for ved en undtagelse at bekræfte regelen. Det var skakt 280 i Schlema, der kaldtes Stalinskakten.

WISMUTS ANSATTE
Det var eftertragtet at være ansat ved Wismut, men ikke enhver beskåret. Man skulle nok være medlem af partiet.

Der var fordele, men også ulemper ved en sådan ansættelse. Firmaet var at betragte som en stat i staten. De ansatte boede i særlig områder, der var indhegnede og bevogtet af russiske soldater. Der krævedes passerseddel, hvis den ansatte eller hans nærmeste skulle ud eller ind fra området, men slægtninge var forment adgang. Til gengæld havde de ansatte fordel i form af højere løn og bedre bolig. Også vareudbuddet i butikken inden for hegnet var større og bedre end generelt i DDR. Arbejderne arbejdede dog uden beskyttelse hverken mod støv og stråling, og mange af dem blev ikke gamle, selv om sundhedsvæsenet inden for hegnet også var bedre end i resten af DDR.

Arbejderantallet var, da det var højest, på 150 000. En del af dem var dog tvangsarbejdere, hvad det så end betød. Det kunne være straffefanger og politiske fanger?

WISMUTS PRÆSTATIONER
I årene 1946 til 1989 blev der brudt og leveret til USSR 205 millioner t uranmalm. Lødigheden opgives forskelligt, sikkert fordi de forskellige miner havde større eller mindre uranindhold, men uranprocenten angives til mellem 0,02 og 0,3 %. Sagt på en anden måde: I det udvundne materiale var der højst 3 ‰ uran, hvilket er 3 kilogram pr. ton.

Uranen leveredes dog til USSR som urankoncentrat, som på engelsk kaldes yellowcake med en uranprocent på 30. I alt modtog russerne 220 000 t koncentrat. Jeg kan således beregne gennemsnitspromillen til lige godt 1 ‰ uran. Forskellige kilders angivelser svinger mellem 1 og 4 ‰.

OPRYDNINGEN EFTER WISMUT
I 1990 efter genforeningen overtog den nu udvidede tysk forbundsrepublik minerne, og nu blev SDAG strøget, og i stedet blev selskabet et GmbH, men de nye ejere lukkede ikke alle miner straks. En del af det lettest tilgængelige uran prøvede forbundsrepublikken endnu nogle år at afsætte til fredelige formål blandt andet til elektricitetsfremstilling. Priserne var dog lave på verdensmarkedet og de tyske produktionsomkostninger var høje.

I minerne var der også andre mineraler, der var penge i, Men også her var produktionsomkostningerne høje, så udvindingen i det lange løb ikke betalte sig. Pudsigt nok var sand det lettest afsættelige biprodukt. Sikringen af minerne ved opfyld af sand blandet med mørtel, tog det meste af sandet.

Prisen er nok så interessant, selv om den dog udelukkende var DDRs problem. Den er i perioden 1946 til 1990 beregnet til 20 milliarder D-mark, hvoraf ikke en pfennig blev brugt til energifremstilling, da uranen udelukkende gik i russernes atomvåben. For mig var 1 D-mark i periodens sidste del henved 4 kroner. Da jeg begyndte at skrive på indlægget, var jeg tilfreds med det store pengespild, idet der jo aldrig var blevet brug for atomvåbnene. Desværre er situationen på det seneste blevet en anden.

Endnu værre er den først i 90’erne beregnede udgift til oprydning 13 milliarder DM efter 25 år allerede brugt, og man regner med stadig indtil 2050 at skulle betale til oprydningen. En del af udgifterne går til lukning af minerne og til sikring af de mange åbne grave mod skred. Heldigvis er tyskerne glade for søer. En sådan skal ikke være ret stor, før der åbnes en bådrute med frokost eller kaffebord. Et meget stort beløb vil gå til at eliminere strålingen, selv om jeg dog ikke ved, hvordan man vil gøre det. Jeg kender kun én metode: At bringe det opgravede affald tilbage ned i de gamle minegange. Enkelte kilder taler dog om, at affaldsbjergene kan fyldes i den gamle åbne brud og så dækkes til. Måske tager det strålingen? Mange affaldsbjerge lagde man lige uden for minens åbning, og det var der arbejderne også boede.

Affaldet er på tysk også her tidligere kaldet bjerg. En dynge af opgravet bjerg ved en mine kaldes på tysk en Halde. Både i litteraturen og på stedet vil du støde på ordet.

Blandt de radioaktive stoffer i affaldsbjergene og dermed også i grundvandet kan nævnes: uran og radium og blandt de øvrige sundhedsskadelige stoffer forekommer arsen, jern og mangan og andre tungmetaller. Også disse kan ved forskellige metoder separeres fra, selv om nogle prøvede metoder ikke bare var dyre, men ikke effektive i tilstrækkelig grad.

Affaldsbjergene blev, da arbejdet begyndte, hvis beliggenheden var passende, kørt tilbage i minegangene, og ellers fik de lov at ligge efter en vis udjævning, hvorefter de dækkedes med et 50 centimeter minerallag. Oprindelig var der planlagt at lægge 1 meter over. Hvad et minerallag egentlig dækker over, ved jeg ikke, men hvor jeg har kigget, har det drejet sig om en form for måtte.

En Halde ved det ofte nævnte Schlema var udjævnet 2008, hvorefter arealet brugtes til græsning til får, foruden at 3,2 ha udlejedes til en sammenslutning af jægere.

Der er omtalt fire store affaldsbjerge, der breder sig over 45 ha og rummer 2 millioner m³ affald. Enkelte steder har man dog måtte fylde 740 m³ farligt materiale i 2965 tønder, inden det gemtes i gamle minegange, som man gør ved affaldet fra atomkraftværkerne. Her støbes tønderne dog også ind i beton og placeres på mindst 1000 meters dybde i områder uden grundvand og med minimal jordskælvsfare.

Strålingsskader på befolkningen påregnedes i området fremtidigt at blive ti gange højere end normalt.

WISMUTS MINER, BANER OG LOKOMOTIVER
Kun ganske få af Wismuts produktionssteder vil blive omtalt og endnu færre baner og lokomotiver er jeg i stand til at behandle her. Alligevel håber jeg, at du få et indtryk. Der er mere at hente i litteraturen og på nettet, selv om den ultimative kronik om Wismut nok næppe endnu er at finde hverken i bøger eller på nettet.

Minerne og banerne behandles ikke efter noget bestemt system.

Banerne var:
1. Minebaner i gruberne
2. Baner i overjorden ved de åbne grave
3. Baner til transport af materialet fra minerne videre til et affaldsdepot, lager eller et viderebehandlingsanlæg
4. Baner til videre transport til kunden

Ad 1. Banerne i minerne havde som regel 600 mm sporvidde.
Ad 2. – 3. Banerne på overjorden havde sporvidder fra 600 mm over 750 mm og 900 mm til normalspor. Transporten af overjord i de åbne grave gik hurtigt på dumpere, der i stort tal indførtes fra USSR. Hvis en mine eller et oparbejdningsværk ikke lige lå ved DR, byggedes der et normalspor til stedet, eller Wismut overtog en et tidligere DR-spor og gjorde det til en Wismutbane.
Ad 4. Den videre transport til kunden, der var USSR, gik sikkert til nærmeste havn, og denne transport tog Deutsche Reichsbahn, DR, sig af, og det var selvfølgelig her, de såkaldtes Geisterzüge optrådte.

Et af de største områder med åbne brud var omkring Ronneberg i Thüringen. Dette område har fået både to bøger og et link i litteraturfortegnelsen.

Wismut overtog efterhånden 9 tidligere DR-strækninger. De sidste blev faktisk overtaget efter uranproduktionen var ophørt, idet de anvendtes til kørslerne med affald. Til Wismuts egne baner havde de 17 styk V 200, hvilket vil sige Ludmillaer, idet brødrene i vest havde en helt anden V 200. Ikke alle var i drift samtidig, men afløste hinanden. Ludmillaen var bygget mellem 1971 og 77 i Woroschilowgrad i Ukraine, der dengang var USSR. Efter at Ukraine blev selvstændigt, blev byen til Lugansk og nu Luhansk. Flere V 200 levede længe nok til at blive til V 232’ere. Et par stykker var endog af den kraftigere type V 300.

Til rangering havde de 14 styk V 60, nr. 01 – 15, idet 06 ikke var besat. De var bygget mellem 1966 og 74. Det var en fireakslet maskine med kobbelstænger.

I det efterfølgende om de enkelte miner i udvalg, vil vi kommer nærmere ind på banerne, hvor det har været muligt at grave oplysninger frem. Først til:

Johanngeorgenstadt
Byen er en af overgangsbyerne ved grænsen i Erzgebirge til Tjekkoslovakiet, senere kun Tjekkiet. Vi er i DDR-delstaten Sachsen. Ud over gennemgravningen af affaldsbjergene mener jeg, at der ved mit besøg i 1993 også oplystes, at der havde været gravet i minegangene igen, men kun fra affaldsbjergene er efterretninger om bane. Mindst 9 styk 600 mm damplokomotiver var indsat for transport af bjerg fra affaldsbjergene. Johanngeorgenstadt havde normalsporet jernbane fra Schwarzenberg. Banen havde i sin tid ført over grænsen, men i 1993 kørte ikke tog over grænsen. Også det tidligere andetspor var taget op ved mit besøg.

Aue og omegn
09-området omfattede mange miner og lå i Sachsen. Her vides, at der i minegangene var 600 mm spor og i overjorden 900 mm spor. Der var her mere end 4000 kilometer grubebaner under jorden. Gangene nåede indtil to kilometers dybde og var Europas dybeste miner. Ikke engang Ruhrkohle nåede senere så dybt. Nok ikke på grund af manglende teknisk kunnen, men på grund af økonomi. Forholdet viser, at russerne var ret ligeglade med DDRs økonomi. Et af stednavnene, der går igen var Schlema og Nieder Schlema, og den radonholdige badekilde, der længe havde vist, at der var radioaktive mineraler i undergrunden, ligger i Bad Schlema.

Selv om jeg passerede Aue mindst fire gange ved mit ene besøg, var der omkørsel hver gang, og hver gang var det en ny vej, og så skønnede jeg, at det var håbløst at lede efter et bestemt besøgsmål. Jeg havde indfødte med oppe at køre som vejvisere, men de viste intet om Wismut, men de fortalte gerne om deres oplevelse af DDR og nu at være borgere i BDR. Deres indtryk var ikke lutter lagkage, men det kunne jeg jo se med egne øjne, hvis jeg så i krogene også. Efter besøgsminen, Skakt 371s brouchure er dette museumsbjergværk nok et besøg værd?

Besucherbergwerk Zinngrube Ehrenfriedersdorf
Denne besøgsmine var reklameret overalt i området, men selv om jeg kom forbi, blev der ikke lejlighed til et besøg. Jeg mindes ikke denne mine reklameret som værende et af Wismuts børn, men de skulle jo nok have været forbi for at se, om der var noget at hente her.

I området findes også andre museums bjergværker.

Besucherbergwerk Zinnkammern Pöhla e.V.
Minen ligger sydøst for Schwarzenberg ved en mindre bebyggelse. Den var dels skiltet og dels fremgik den af området turistbrochurer. Siden mit besøgsforsøg i 1993 har besøgsminen i følge mine notater skiftet navn, og besøgstilbuddet er udvidet kraftigt. Minen og dens skakt var kun en af flere i området, som hørte under stednavnet Pöhla.

Selv om minen lå i den største zinkforekomst i Europa, blev forekomsten her først fundet i 1960’erne, og minen først åbnet i 1967 så sent, at den lokale jernbane da for længst var nedlagt. Forekomsten kaldes flere steder en komplexforekomst, idet der i malmen var både uran, tin, wolfram, jern og sølv. Minen åbnedes med en 8 kilometer lang hovedgang frem mod Fichtelberg ved Oberwiesendorf. Gangen lå 600 meter over havet parallelt med grænsen i nogen afstand fra Erzgebirges højeste punkter, der dannede grænsen til Tjekkoslovakiet. Omkring 3 kilometer fra skakten i Pöhla ved Hammerlein lå hoveddelen af tinforkomsten. Fra hovedgangen var der flere sidegange frem mod grænsen. 6 kilometer fra Pöhla lå den største uranforekomst kaldet Tellenhäuser. Her etableredes efterhånden brydning i 13 planer over hinanden forbundet med flere skakter. Her etablerede i 1979 en skakt helt til jordoverfladen til optagelse af malmen foruden adskillige friskluftsskakter.

Minen præsterede 1967 – 1990 kun omkring 1200 t uran, hvilket er mindre end 1% Wismuts samlede uranproduktion. Blandt områdets øvrige anlæg kan nævnes Stolle 19 i Globenstein, Stollerne 7, 15 og 15a i Zweibach, Stolle 5 i Rittersgrün.

Straks i 1991 efter genforeningen stoppedes brydningen. Det samlede rummål på minegangene er opgjort til 1½ millioner m³. Heraf fyldtes sidegangene i Tellenhäusen op med affald, hvorefter pumperne standsedes og grundvandet trængte ind i sidegange. Denne proces var fuldført allerede 1995. Hovedgangen med tinkammeret ved Hammerlein er bibeholdt og er i dag et geologisk museum og et bjergværksmuseum. Mens der ikke står et ord om Wismut og uranen på museets hjemmeside, beskrives Wismuts virksomhed dog også her. Siden 1993 er besøgsanlægget udbygget betydelig, og på billederne ser anlægget meget spændende ud.

Hvad bjergværket i sin tid havde heddet, ved jeg ikke, men som et Wismut-foretagende var navnet jo også hemmeligt og derfor et dæknavn.

Det regnede den dag, jeg alene tog på besøg i besøgsminen til dagens første besigtigelse, men der var kun mødt mig op, så museet tillod sig ikke at lukke mig ind, men aflyse dagens første fremvisning.

Forinden havde jeg på en skrotplads udenfor set mindst 50 grubelokomotiver, hvor dog akkumulatoren manglede. I stakken lå også omkring 25 læssemaskiner, såkaldte Überkopfladere. Desuden havde jeg noteret en vis stråling fra et nærliggende affaldsbjerg ifølge nogle skilte. Jeg besøgte jo en uranmine.

Jeg fik lov til at gå indenfor. Her stod et minetog med en minevogn, der med skrift oplyste, at der i tipvognen transporteres den sidste uran fra minen 28.06.1991. Lokomotivet var Pöhla 168, BBA 669/1986. Type B 360-5350-0000-004. Ydelse 2 x 2,1 kW. Vægt 2,35 t. Højeste hastighed 10 km/t. BBA betyder: Wismut Betrieb für Bergbauausrüstungen, Aue. Vognene var af typen Hunt undertiden stavet Hund. 168 er lokomotivet driftsnummer, så på nummereringstidspunktet havde Wismut mindst 168 lokomotiver i drift. Det er dog muligt, at hver mine nummererede for sig, men det bliver antallet jo ikke mindre af, men det tror jeg nu ikke, da lokomotiverne i så fald var sværere at flytte fra mine til mine, idet de skulle omnummereres? De 50 lokomotiver, jeg så ved minen, var dog også rigeligt til at imponere mig. 669 er fabrikkens byggenummer, så fabrikken havde på byggetidspunktet 1986 bygget 669 lokomotiver. Typebetegnelsen vil jeg afstå fra at redegøre for, men i DDR var man mestre i typebetegnelser. Jeg har set dem værre. Lokomotivet var således nyt. Det havde kun været i drift i fem år, da det blev smidt på affaldsdyngen. På nettet kan man finde sider, hvor byggenumre og typebetegnelse blandes, så der er ingen garanti for, at mine opgivelser er de rigtige. Typebetegnelsen plejer dog at være B 360.

Betegnelsen en Hunt/Hund skyldes formentlig, at de første vogne i minerne blev trukket i en snor af børn som en hund. De ældste modeller var lavere, da minegangene var tilsvarende lavere. I kobberskiferområdet i Mansfelder Land var kobbelaget 30 centimeter tykt og gangene tilsvarende lave. Når barnet blev for stort, røg det ud og blev erstattet af en ny, mindre model. Senere tiders minevogne var tipvogne, og de ses flere steder i indlægget, Selv om de nyere vognmodeller så anderledes ud, blev betegnelsen Hund hængende.

En Überkopflader er en sporkørende elektrisk eller trykluftdreven gravema­skine, der kan læsse minegangens løssprængte materiale i den på­spændte tipvogn. Først langt senere så jeg en sådan i drift, og den læssede hen over hovedet på føreren, hvis han altså havde siddet på førersædet, men det gjorde han klogelig ikke. Han stod ved siden af maskinen og betjente den fra siden. Det vil sige, at når en vogn var læsset, skulle den skubbes ind på et sidespor og en anden, tom vogn hentes frem til læsning. Besværligt, men der var ikke meget plads i minegange. En Hunt har som regel en løs kasse, så kun kassen behøver at blive hejst op til tømning.

Tagebau Culmitzsch
Dette stednavn eksisterer nu kun i historien, da landsbyen blev revet ned og området udgravet til 70 meters dybde. Vi er i et område sydøst for Gera i Thüringen nær grænsen til Sachsen. En egn i dag fyldt med umotiverede søer. Det var her de tre damplokomotiver fra Bad Doberan i sin tid kørte. I hvilken mine, de startede, ved jeg ikke, men i 1957 dukkede de op i overjorden her. Graven i Culmitzsch var det fjerdestørste af Wismuts åbne grave. Her er opgravet mellem 15 og 18 millioner t uranmalm, der gav 9216 t ren uran. I alt blev der flyttet 90 millioner m³ jord. Ikke bare Culmitzsch affolkedes 1964 – 70, fordi den lå for nær på et affaldsbjerg, der forurenede stedets brønde. Hele eller dele af nabobyerne, Sorge-Settendorf, Katzendorf, Schmirchau, Lichtenberg samt ⅔ af Gauern forsvandt også. Det var de indfødte nu vant til, for det skete også ved brunkulsbrydningen.

Culmitzsch lå i nærheden af det store thüringske udvindingsområde, Ronneberg sydøst for Gera. Her gik overjorden normalt på bånd eller med dumper, men nu havde man midt i det hele fået den idé undtagelses­vis at køre overjorden til en fjernere liggende tippe på en nyanlagt 900 mm bane betjent af tre af Wismuts 22 styk 900 mm damplokomotiver. Wismut produce­rede generelt store overjordsmængder, så banen har næppe haft den fornødne kapacitet, og sporene var desuden for spinkle og lokomotiverne og togene for tunge, for afsporinger som følge af skinnebrud var hyp­pige. Togets vægt fik også den løse jord til at skride, så ofte var banen spærret i flere dage, mens han halede toget op fra graven igen. Allerede efter tre måneders drift gav man op og erstattede banen med store russiske dumpere.

Wismuts lokomotiver
Wismut havde et stort forbrug af lokomotiver, og selv om der var mindst én tysk lokomotivfabrik for minelomotiver, VEB Lokomotivbau Elektrotechnische Werke Hans Beimler, Hennigsdorf, LEW, organiserede Wismut sin egen lokomotivfabrik for akkumulatorlokomotiver, BBA, Wismut Betrieb für Berbauausrüstungen, Aue. Hans Beimler, 1906 – 1936 var en tysk kommunist, der ud over at have deltaget i arbejderopstandene ved Første Verdenskrigs slutning også deltog i Den spanske Borgerkrig, hvor han faldt.

Hvor mange smalsporede minelokomotiver Wismut har haft gennem tiderne, ved jeg ikke, og jeg har ikke set nogen liste over hverken LEWs lokomotiver eller BBAs lokomotiver. Da der i Pöhla sås mindst 50 udrangerede maskiner foruden 25 læssemaskiner, og minen kun var en ud af mange, kan det dreje sig om mange hundrede maskiner.

Enkelte miner med 600 mm damplokomotiver er allerede nævnt, ligesom tre 900 mm damplokomotiver var det først fingerpeg om, at Wismut var noget at kigge nærmere på. Det vil vi så gøre nu.

900 mm damplokomotiver
Lokomotivfabrikken Karl Marx konstruerede i 1950 en type, der var tilpasset industribaner. Det vil sige med blandt andet mindre drivhjul og manglende overheder og ingen mulighed for dampvarme. Sporvidden gik fra 750 mm helt til russisk bredspor. LKM byggede i 900 mm først ti eksemplarer og året efter yderligere 11 eksemplarer, der afhændedes til Wismut og til kraftværker og brunkulslejer, i dette tilfælde var det Braunkohlekraftwerk Freundschaft i Lauchhammer. Hvilke lokomotiver der kom hvorhen er ikke oplyst. Første serie består af 11 byggenumre, 16501 – 11, så 10 styk er muligvis en fejlskrivning. Heraf fik Wismut det første, som senere kom til Bad Doberan. Det to næste Bad-Dobran-lokomotiver var af anden serie med byggenumre 30011 – 31. Det var det første og det tredje byggede i denne serie.

I følge tyske kilder leveredes alle tre lokomotiver som nye til SDAG Wismut, til en overjordsbane ved Schmirchau. Banen kaldtes Haldenbahn Oberschlema, og denne by ligger som tidligere nævnt ved Aue. Deres videre virksomhed kender ikke, men sidst i 1957 dukkede de op i Tagebau Culmitzsch. Denne by kan du næppe finde på kortet, da den sandsynligvis er separeret fra og henlagt på en såkaldt tippe, mens den underliggende uran er eksporteret til Sovjet. Den lå imidlertid, før Wismut gravede den væk, sydøst for Gera i en egn, der er rig på umoti­verede søer efter urangravningen.

Da lokomotiverne efter kun tre måneders drift i Culmitzsch toges ud af drift i 1957, sendtes de til Görlitz for ombygning og derefter til Bad Doberan. De to fik overheder, og måske fik de også dampvarmeanlæg. Lokomotiverne var:

LKM 16 501/1950. 1959 fra SDAG Wismut 1 til DR 99 333. Udrangeret 1968. Det halve af kedlen er opstillet på banens museum. Maskinen fik overheder i Görlitz.

LKM 30 011/1951. 1959 fra SDAG Wismut 44 til DR 99 2331-9. 1961 ombygget med overheder. 1990 til DB 099 904-5.

LKM 30 013/1951. 1959 fra SDAG Wismut 22 til DR 99 2332-7. 1990 til DB 099 905-2. Opstillet som denkmal. Det må være den, der ikke fik overheder.

I Bad Doberan var maskinerne reservelokomotiver. Det tredje, der ikke fik overheder, var så yderste reserve for reserverne. Grunden til placeringen som reserve var, at lokomotiverne kun var firekoblede uden løbeaksler, men nok så væsentligt var det, at deres hjulstørrelse kun tillod en højeste hastighed på 35 km/t, hvor Bad Doberan-banen var godkendt til 40 km/t. Reservemaskinerne kunne således ikke holde køreplanen.

Da lokomotiverne kun havde fastaksler afsporede de ikke så let i snevejr og brugtes i Bad Doberan mest om vinteren, hvor et af dem var forsynet med sneplov. Da godstrafikken ophørte, var maskinerne overflødige. Den sidste i driftsværende overgik til banens museumsforening, og som sådan har jeg set den køre i Kühlingsborn West med amatører som lokomotivførere mod betaling.

Museer i tidligere wismutminer er talrige. Gad vide, om der i det lange løb er besøgende nok til alle de museer, hver eneste kommune i wismutområdet indrettede?

I Wismuts hjemby, Chemnitz, i de gode gamle Wismut-dage, Karl Marx Stadt findes en parkbane med 600 mm wismut-materiel. Desuden har feldbanemuseerne i Herrenleite og sikkert også i Dresden samlinger af BBA-materiel. Derudover er mindst en halv snes LEW-køretøjer og fem gange så mange BBA-køretøjer bevarede rundt om i Europa. Sjovt nok kan jeg blandt de bevarede ikke finde nogle af de, jeg har set.

KILDER OG SUPPLERENDE LITTERATUR
Schaubergwerke im Erzgebirge. Brochure fra Regionaler Fremden­ver­kehrsband Erzgebirge e. V. 1993.
H-J Bartfeld, Die Wismuth-Bahn um Ronneburg. Ken­ning 1998.
Ralph Lüderitz, Werk- und Industriebahnen in Ostdeutschland. EK-Verlag 1997.
Klaus Beyer med flere, Wismut. Erz für den Frieden. Marienberg 1995.
Skrifter fra Wismut und Bundesministerium 1991 – 98.
Tipvognen 5.1999.
https://sven-railworld.hpage.com/bahn-doku/wismut-werkbahn.html

Bent Hansen 2022.