Anlæg af jernbaner i og omkring Fredericia

INDLEDNING
Jernbaneanlægsarbejderne omkring Fredericia lige fra 1860’erne falder i min fremstilling i følgende selvstændige indlæg:

  • I Anlæg af Fredericia – Kolding. I Fredericia kaldet Sydbanen. Åbnet 1866.
  • II Anlæg af Fredericia – Vejle, I Fredericia kaldet Nordbanen. Åbnet 1868.
  • III Anlæg af Fredericia gamle Station. Åbnet 1866.
  • IV Anlæg af færgehavnen. Åbnet 1872. Lukket 1935.
  • V Anlæg af andetspor Fredericia – Kolding. Åbnet 1908 til Taulov. 1919 til Kolding.
  • VI anlæg af andetspor Fredericia – Vejle. Åbnet 1922.
  • VII Forlægning af banen mellem Fredericia og  Stallerup. Åbnet 1931.
  • VIII Anlæg af ny banegård i Fredericia. Åbnet 1935.
  • IX Anlæg af Lillebæltsbroen. Åbnet 1935.
  • X Anlæg af ny bane Fredericia -Snoghøj. Åbnet 1935.
  • XI Anlæg af ny station i Middelfart samt ny bane mellem Broen og banen Odense – Strib. Åbnet 1935.
  • XII Ombygning af Gamle banegård til godsbanegård. Løbende ombygning fra 1935 og frem.
  • XIII Anlæg af kulgård på Fredericia Vesthavn. Anlæg af Svejsecentralen. Anlæg af havnebaner og industrispor.
  • XIV Anlæg af Snoghøj – Taulov og ny banegård i Taulov.

INTENTIONER
Der er i mit arkiv stof til indlæg om alle anlæg, men der er imidlertid ikke lige med det første tid til at skrive om alle anlæg.

At det bliver 14 indlæg i stedet for et, skyldes stofmængden. Indlæggene ville blive for store og for tunge at arbejde med for mig og også at hente frem for læseren. Små pc’er og til tider overbelastet net har skylden.

Ingen af indlæggene vi påberåbe sig at være 100 % fyldestgørende.

I øjeblikket, i foråret 2025, arbejdes der på Anlægget af Fredericia nye Banegård. Strengt taget hører oversigtens foregående afsnit, Forlægning af banen mellem Fredericia og Stallerup også under anlægget af den nye banegård i Fredericia, og selv om det er noget rod at pille denne omtale ud af historien om den nye banegård, vil det også bliver noget rod at medtage den del af historien under resten af banegårdsanlægget. Her er historien også uoverskuelig nok i forvejen.

Det er endvidere samlet stof sammen til et indlæg af den nye bane Fredericia – Broen. Her burde jeg fortsætte videre over denne gennem Middelfart til denne nye bane tilsluttes den gamle strækning Nyborg – Strib, men foreløbig holder jeg ved broen. Baneanlæggene på Fynssiden er rigeligt en historie i sig selv.

Det første indlæg, der efterfølger denne indledning, burde jo være Del I, Anlæg af Fredericia – Kolding. Åbnet 1866. Det bliver imidlertid Del VII, Forlægning af banen mellem Fredericia og  Stallerup, og herpå følger Del X, Anlæg af ny bane Fredericia -Snoghøj. Tiden vil så vise, hvad der så sker.

KILDER
Denne beretning bygger hovedsagelig på journalistiske notitser, selv om der også er erindringer fra lokalhistorikeren Erik F. Rønnebechs forfædre og fra jernbanehistorikeren Alfred Hansens far, der deltog både i Middelfart og i Fredericia. Også egne oplevelser kan snige sig ind hist og her, idet jeg har trådt mine barnesko i Fredericia, om end det først var ti år efter afslutningen af anlægsarbejderne.

I forvejen ligger der allerede på min hjemmeside et indlæg, der hedder: Erindringer fra Fredericia Station. Det bliver i det store hele liggende, selv om der vil kunne findes overlapninger, og det gør der også i indlægget: Led, ledvogtere og ledvogterhuse.

De journalistiske notitser har svært ved at opstille kontrakter med entreprenør, årstal og geografisk afgrænsning. Der kan derfor være unøjagtigheder i min fremstilling og i værste fald også fejl. Navnlig har journalisterne ikke bekymret sig om brug af smalspor eller lokomotiver eller gravemaskiner, og da slet ikke, hvem der har ejet dem. Der er tilfælde, hvor gravemesteren har været mere interessant end ejeren af maskinen.

Afsluttet 28. maj 2025.

Bent Hansen

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.