Holland

Indledning
Holland er besøgt flere gange – endog flere gange på samme dag, men det handler et af indlæggene om.

HOLLAND
Selv om landet politisk korrekt hedder Nederland, har jeg, når jeg har husket det, valgt betegnelsen Holland vel vidende, at betegnelsen kun dækker to af proviserne, Nord- og Sydholland, svarende til, at Danmark i udlandet betegnes som Jylland. Navnet Holland er så indgroet, at næppe mange danskere tager fejl.

Landet er beset lige fra øerne i Scheldemundingen over dæmningen over Ijselmeer/Zeudersee til Groningen foruden Haag, Amsterdam og Utrecht. Desuden har jeg besøgt Arnhem samt grænseegnene mellem Tyskland og Holland. Rotterdam er også i hvert fald gennemkørt.

Oosterscheelde-projektet
Holland er gennem tiderne ramt af utallige stormfloder, men samtidig har man inddiget kraftigt og sjældent ventet til et marskområde var modent, hvilket vil sige, at slikaflejringen er nået op over dagligt vande. Da Holland sikkert lige som det dansk-tyske Vadehav stadig synker, ligger de inddigede områder i Holland i dag mange meter under havoverfladen. Jeg har intet kendskab til, hvornår man slår dige i Holland, med det indvundne land må ligge betydeligt under havvoverfladen allerede ved indigningen. Hollænderne kan derfor med en vis ret mene, at nok har Gud skabt havet, den de har skabt landet! Tænk lige over, at hvis digerne bryder, vil lufthavnen Schiphol stå under vand, så kun halen af de største fly stikker op af havet, idet landingsbanerne ligger i minus 4 meter. Hollands dybeste sted er Neuwekerk aan den Ijssel, der ligger 6,75 meter under normal 0.

31. januar til 1. februar 1953 ramtes England og Holland af en voldsom stormflod, der navnlig 1. februar var slem. I Holland druknede 1800 mennesker og i England 300.

Vi besøgte Sydvestholland 1979 og gennemkørte dele af området Zeeland, hvor store dele af de gennemkørte områder dengang var oversvømmede. Vi besøgte blandt andet øerne Zuid Beveland og Noord Beveland, Schouwen, Goeree og Voorne. På Nord Beveland var målet SGB, Stoomtram Goes – Borsele. Stoom er på hollandsk damp!

I stedet for af bygge nye højere og kraftigere diger til erstatning for de ødelagte diger, valgte man at bygge de nye diger helt ude ved Nordsøen langs Scheldeflodens munding, hvilket vil sige mellem De zeelandske Øer. Også floderne Maas og Rhinen har udløb i området. Herved sparedes betydelige forstærkninger over lange strækninger rundt om hver enkelt ø, hvor man i stedet byggede diger mellem øerne langs Nordsøen. Kun Scheldeflodens munding åbenbart kaldet Westerschelde ligger uden for digesystemet, men alligevel er der i hvert eneste dige indbygget sluser. Den ene mere imponerende end den anden. For mig ligger Westerschelde syd for Oosterschelde, men jeg tror, jeg har forstået hollænderne. I øvrigt er Westerschelde også blevet inddiger nu.

Foruden de nye dæmninger og sluserne så vi en udstilling om projektet, Delta Expo ved Haringvlietsluezen i Stellendam.

I banedelen under RTM ses også fotos, der også kunne have været indsat her, blandt andet fra færgelejerne i Hellevoetsluis.

Med sort er markeret de områder syd for Rotterdam ned mod den belgiske grænse, der oversvømmedes ved stormfloden 1953. <med rødt er markeret vor rute. Oosterscheldeprojektet omfatter de to røde indtegninger langs Nordsøen, men også til Walcheren er der bygget ny dæmning med sluse. Tegning fra ukendt kilde.

Med sort er markeret de områder syd for Rotterdam ned mod den belgiske grænse, der oversvømmedes ved stormfloden 1953.

Harlingenvlietsluizen Ved Stellendamm. Slusen ses i baggrunden. Til højre udstillngsbygninger, hvor der visten en udstilling om byggeriet. Foto: 1979.

Haringvlietsluizen ved Stellendamm. Slusen ses i baggrunden. Til højre udstillngsbygningen, hvor der vistes en udstilling om byggeriet. Foto: 1979.

Dæmningen mellem Goeree og Voorne. Fyren står på Goeree. Nordsøen til venstre. Foto: 1070.

Dæmningen mellem Goeree og Voorne. Fyren står på Goeree. Nordsøen til venstre. Foto: 1070.

Åbne grænser
På en tur til de sidste hollandske teglværker med industribane i 1991 kørte vi nordpå langs den tysk-hollandske grænse, idet teglværkerne åbenbart lå i grænseregionen. Landevejen gik pænt ”ligeud,” men grænsen snoede sig åbenbart. Vi var kørt ind i Holland, men pludselig så jeg et tysk flag ved et hus. Efterhånden fandt jeg ud af, at grænsen var markeret blot ved et hollandsk flag og et tysk flag samt nogle bygninger, der godt kunne ligne noget, der engang har været told- og grænsebygninger. Nogle steder var der forskel i asfaltbelægningen, men det var der også mellem amter og kommuner. Jeg var dybt imponeret, for stadig var der grænsekontrol, når vi tog til Flensborg for at handle. Her skulle man være vågen for at opdage, at man passerede grænsen. Hvor nemt kunne det være? Nu havde de implicerede lande i modsætning til Danmark nok også prisniveauer og velfærdssystemer, der gjorde det ligegyldigt, på hvilken side af grænsen, man opholdt sig?

Selvbetjening
Noget andet, der dengang var imponerende, var de mange tunnel- og bropassager her i flodområderne. Der var betaling ved de fleste, men man kørte blot op til en smal passage med en bom og en tragt, hvor man smed en D-mark eller en Gylden i tragten. Det var ikke svært at ramme, og fluks gik bommen op. Da en tysk Mark var mere fordelagtig i vekselkurs end en hollandsk Gylden (Gulden,) valgte vi naturligvis Marken. Jeg tror slet ikke, vi havde ulejliget os med at veksle. Vi havde formentlig mad med fra Tyskland. Nu med € er denne fordel også elimineret.

Arnhem
Et af de besøgte teglværker lå i marsken langs Rhinen ikke langt fra Arnhem. Materiellet var låst inde, så vi måtte have fat i ejeren, som beredvilligt låste remisen op og kørte værkets tre lokomotiver ud i solen til fotografering. Egentlig havde vi travlt, men vi lod os lokke med op på teglværket tag, hvorfra der var en vid udsigt over Arnhem og Rhinegnene. Nu begyndte den gamle teglværksejer at fortælle om slaget ved Arnhem, hvor de allierede sidst i krigen prøvede at kaste faldskærmssoldater ned, som kunne overtage rhinovergangene, inden tyskerne sprængte broerne. Operationen ville, hvis den var lykkedes, havde forkortet krigen med flere måneder og have sparet masser af soldaterliv, men et eller andet gik galt. Beboerne på teglværket havde været hjemme, for også de overraskedes over den pludselige operation. Tyskerne havde blandt andet haft en stilling på taget af teglværket, hvor vi nu stod. Herfra havde de skudt adskillige af den neddalende faldskærmssoldater. Han fortalte meget levende og med store armbevægelser. Til at begynde med på tysk, men efterhånden, som han talte sig varm, slog han over i den lokale dialekt, der nok var hollandsk, men med knap så meget halskatar som andre hollændere længere vest på. Teglværksejerens dialekt lignede tysk en del, men det gør det mig bekendt i de grænsenære egne. Jeg følte i hvert fald, at jeg forstod nok til at kunne følge med i beretningen. Vi nåede de sidste teglværker inden lukketid og tilbage til Tyskland for overnatning.

Slaget ved Arnhem foregik mellem 17. og 25. september 1944, og det var tyskernes sidste sejr i krigen. Den kostede på tysk side 2000 faldne, mens de allieredes tab var henved fire gange højere. En hel division faldskærmstropper blev her dræbt, såret eller taget til fange.

Hollend, som min barndoms geografibøger viste det. Møller og atter møller. Vi måtte dog i 1979 køre langt for at finde disse tre, der var "glemt" ved Zaandam lige i Amsterrdams udkant. Her var engang 700 møller. Den nærmeste er De Zoeker fra 1867. Den midterste er De Kat fra 1789. Den havde været i drift indtil for nylig. Foto: 1979.

Holland, som min barndoms geografibøger viste det. Møller og atter møller. Vi måtte dog i 1979 køre langt for at finde disse tre, der var “glemt” ved Zaandam lige i Amsterrdams udkant. Her var engang 700 møller. Den nærmeste er De Zoeker fra 1867. Den midterste er De Kat fra 1789. Den havde været i drift indtil for nylig. Foto: 1979.

Amsterdam og omegn
I 1993 havde jeg med Elisabeth en kort efterårstur til Amsterdam for at se Rigsmuseet og Van Gogh. Vi kørte også lidt i omegnen af Amsterdam. Turen ud og hjem foregik i et stræk. Mest imponerende var det, at hjemturen gik over Alkmar med ophold til at handle og Zeudersødæmningen og Groningen samt ad landeveje til Bremen klaredes på en dag.

I 1993 besøgte jeg med Elisabeth Nederland. Vi boede i Amsterdam og beså museerne uden at tage billeder, og kørte så ud i omegnen og besøgte så Marken.

At tænke sig, at brød havet alle diger, ville det stå op over skorstene på husene her. 1993.

Måske kom vi forbi en træskomand? Lise går i hvert fald ikke i for små sko. 1993.

Vi var også i Alkmar, den med ostene. Herfra købte vi temmelig mange smagsprøver med hjem, men samme aften fik vi gæster, og så fik samtlige oste ben at gå på. 1993.

Bent Hansen 2025.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.