Dette indlæg er en del af beretningen om min Ruslandstur. Der er masser af billeder af slotte, kirker og museer, og masser af guld, men et indlæg om rejser til Rusland har ingen hast. Der skal du jo alligevel ikke foreløbig. Men et enkelt afsnit var skrevet, så det bringes. Det er vel alligevel ingen reklame for landet?
Det rigtige busstoppested ….
Jeg var på en tur med en højskole i St. Petersborg. Vi boede lidt afsides, og jeg må give guiderne ret, da de oplyste, at der var ikke metro fra vores hotel til byens centrum. Der var nok to metrostationer ved hotellet, men tog vi dem, blev vi sat af lige så langt fra centrum, som hotellet lå. Altså vi gik til centrum. Ud og hjem. Adskillige kilometer.
Efter at have gået en helt dag mellem kirker og slotte og museer, var vi godt trætte og orkede ikke at gå hjem. Foruden højskolens turledere havde vi indfødte guider, og en af dem fornemmede situationen og sagde, at denne bus lige uden for museet kørte til et punkt få hundrede meter fra hotellet. Vi var mange, der stod på. Mange af højskoleeleverne var trætte pensionister.
…. men den forkerte vej
Guiden fik os også af det rigtige sted, men ellers havde jeg nu også haft styr på, hvor bussen kørte. Så gik han imidlertid ikke mod hotellet, men i den forkerte retning. Jeg tænkte, at han ville vise os et eller andet i nabolaget. Vi, Edit og jeg gik med, men så på hinanden og konstaterede stiltiende, at vi stadig var trætte og mætte af indtryk, så efter et par skridt, vendte vi om og gik direkte til hotellet. Lige ved hotellet så vi, at der i en flot kirke overfor var messe. Den overværede vi. Så trætte var vi heller ikke. Det tog tre kvarter, og derefter ofrede vi et kvarter for at se på og blive uvenner med nogle babuskaer, der supplerede deres pension ved at sælge grøntsager. De ville ikke fotograferes, fordi de legede kispus med politiet, der flere gange jagede dem væk. Vel tilbage gik vi lige ned i hotellets café og tog en kop kaffe. Først da, halvanden time senere, kom selskabet trætte tilbage og faldt over mig og bebrejdede mig, at jeg ikke havde sagt noget. Livet er altså svært. Jeg blev upopulær i Kina for at sige noget, og nu blev jeg upopulær ved ikke at have sagt noget. Selskabet indrømmede, at de ikke skulle se noget på vejen, men havde været gået vild i halvanden time.
Guiden, en ung mand, der godt nok boede i byen, men ikke var barnefødt der, indrømmede, at han var gået vild. Jeg havde talt lidt med ham, fordi han var imponeret over, at jeg kendte hans hjemegn. Han var fra Sakhalin, og han var ikke vant til, at nogen kendte Sakhalin og slet ikke Sydsakhalins specielle historie. Ikke engang i Rusland. Sakhalin er en ø lige nord for Japan. Den sydlige del bebos endnu af en del japanere, idet russerne først kunne indlemme øen efter anden verdenskrig og foretage en vis udrensning. Hvorfor hans forældre var taget dertil, melder historien ikke noget om, og hvorfor den unge mand melder sig til et kursus på en dansk højskole syd for grænsen heller ikke.
Selv om jeg nåede at lære de kylilliske bogstaver, stavede jeg mig ikke gennem alle skilte, jeg så, men jeg tror at kirken, hvor vi gik til messe, var opkaldt efter Vladimir, hvilket ikke siger mig noget. Jeg kender kun én russer med det navn, og det er garanteret ikke ham. Hvor den lå, ved jeg heller ikke, men u-banestationen overfor hed Dostoevsky skrevet med latinske bogstaver lidt anderledes, end vi normalt gør på dansk. Derfor hed pladsen nok det samme. Billedet er fra 2010.
Så er det min tur ….
Jeg må have luftet mine planer for vor guide i St. Petersborg, og han havde sagt, at hvis jeg tog til Finske Banegård, skulle jeg passe på at komme op det rigtige sted. Det gjorde jeg også, passede på altså, men alligevel må jeg have misfortolket de kyrilliske bogstaver, for vi kom ikke op ved banegården, men fem hundrede meter derfra. For at finde banegården, måtte jeg ty til mit russiske kort. Jeg kunne godt nok se Neva, floden, men når jeg vendte kortet så floden passede, passede gadenavnene ikke. Ikke før jeg opdagede, at gadeskiltene ikke stod i den gade, de gjaldt for, men i sidegaden og viste hen til gaden lige om hjørnet! Hvem kunne vide det?
Grunden til, at vi var taget til Den finske Banegård, var, at vi begge havde haft mavetilfælde og ikke ville ud på lange krævende heldagsture, men en tur i undergrunden for at se de flotte stationer med græske søjler og pragtfulde prismelysekroner, og det kunne vi netop gøre på den linje, der førte fra vort hotel til Den finske Banegård på Lenin Plads. Det var en kort og ikke alt for anstrengende tur.
På stationen stod også Lenins lokomotiv! Det lokomotiv han var kommet retur til St. Petersborg er et kort ophold i Helsinki under revolutionen. Der var godt nok spærret af, men vi bestak en jernbanepolitibetjent, som lukkede os ind. Han fik hele vor beholdning af mønter, som banken hjemme alligevel ikke ville have, når vi hjemme ville veksle tilbage. Han fik en formue, men for os havde det været billigere at købe en billet til zone 1, der også gav adgang til perronen.
Desværre håndhævede russerne meget strengt et fotoforbud i metroen, men du kan finde fotos på nettet. Både fra metroen i Moskva og i St. Petersborg. Jeg kunne egentlig have brugt et billede fra Eremitagen, slottet i St. Petersborg. Du ville såmænd ikke kunne se forskel! Som grund for fotoforbuddet angav russerne frygt for terrorister.
Leneins lokomotiv opstillet i glas og ramme på Den finske Banegård i St. Petersborg. Det stod ikke særlig fotogent, og nu var der tilmed rejst nogle skure lige foran, som tog udsigten, men Lenin er jo heller ikke mere, hvad han har været. Data og bedre fotos også fra ubanen kan findes på nettet. Lokomotivet er af udseende typisk finsk, og da det stod foran udrangering fra de finske baner, skænkede de det til russerne. Lenin returnerede med dette lokomotiv, ikke for at lave revolutionen, for den var allerede i gang, men under revolutionen måtte han kortvarigt flygte til Finland, men vente hurtigt tilbage i dette lokomotiv.
Bent Hansen 29. januar 2015.