Den 28. juni 2024 og den 16. august 2024 tog Edit og jeg på sightseeing under jorden. Vi ville se metrokunst, idet netop den nye metrolinje M 4 mellem Hovedbanegården og København Syd, der tidligere hed Ny Ellebjerg, havde haft et budget til udsmykning. Selv om udsmykningen ikke kunne stå mål med den, vi havde set på metroen i Leningrad, var den flot nok. Vi havde læst om udsmykningen på forhånd, så vi ikke helt var på bar bund.
Vor nærmeste metrostation er Frederiksberg Allé på M 3. Her er Edit klar til turen.
Metrotog på jordoverfladen på depotet på Sydamager 2004. Stativet til venstre for sporet er den strømførende tredjeskinne.
På Københavns Hovedbanegård skiftede vi til M 4. Her ser du både linjen og fotografen!
Her fortsætter M 3 mod højre og M4 til venstre.
Vandtæt skot på Havneholmen station.
Crossover kort før København Syd. På en Crossover kan toget skifte spor og tunnel, hvis sporet i den ene retning er ude af drift. Lige her skulle vi dog ændre køreretning for at returnere til København H og Orientkaj.
På København Syd var der både Fjernbane, Metro og to S-baner samt busser. Fra dette hul i jorden var der forbindelse mellem nogle af banerne.
På København Syd stod Henrik Plenge Jacobsen for udsmykningen, der bestod af en himmelhvælving med dyrekreds og planeter. Daglig justeres planeterne stilling, så den passer med virkeligheden over København. Vi var så heldige, at vi overværede justeringen.
København Syd. Dyrekredsen i forgyldt metal. Man ser planeterne samt den lineal, der samler dem op og flytter dem til dagens nye position. De tre øverste stjernetegn er fra venstre: Vægten, der ligner det græske O, Omega, Ω, og så det der ligner et M er Skorpionen og til sidst Skytten, der vel giver sig selv?
Næste Station, Mozarts Plads fotograferede på vor første tur med M4, 28. juni 2024, så den sprang vi over denne gang, selv om vi nu vidste mere. Kunstneren bag malerierne var Christian Schmidt-Rasmussen.
Mozart Plads Station var udsmykket med malerier på både side- og endevægge.
Da vi fra toget på vores anden tur på den nye bane netop havde set kunstneres hund, der også indgik i udsmykningen, blev vi i toget og kørte videre til Sluseholmen, hvor René Schmidt havde ladet sig inspirere af væsenerne i den kalk, metroen var boret i. I nogle bjælker var der støbt billeder af kiselalger, og midt i hallen hang en otte meter høj skulptur i blankt metal, som spreder lyset i rummet.
Sluseholmen. Her ses den mest fotogene af to bjælker med kiselalger.
Sluseholmen. Bjælken med kiselalgerne ses nederst og bagerst i billedet. Centralt i rulletrapperummet hang denne otte meter høje skulptur og spredte indirekte lys i rummet. Hvad forbilledet egentlig var, nåede jeg ikke at finde ud af.
På Enghave Brygge har Pernille With Madsen eksperimenteret med lys, sten og beton. I tykke, rå lerfliser indlagde hun lyslederkabelstumper i mønstre og fik fliserne brændt i udlandet og monteret i væggen.
Enghave Brygge. Dels danner lerfliserne et mønster, dels ligger enderne af lyslederkablerne også et mønster. Jeg beklager ikke mellem to tog at kunne nå et sætte mig ind i tankerne bag kunstværket, og nettet er jeg ikke blevet klogere af endnu.
Mens de to første eksempler er klippet ud, viser dette eksempel en del af tunnelvæggen på stationen Enghave Brygge.
En tredje af seks eller otte kunstfliser på nghave Brygge.
Sidste station før Hovedbanegården hed Havneholmen, og den var udsmykket af kunstnergruppen Superflex, der som motiv havde valgt at anskue verden sådan lidt skævt for. Orienteringsskiltene vendte i alle mulige retninger. Desuden var der ure, der dels gik baglæns, dels gik meget hurtigere end dit og mit ur.
Havneholmen. Et par orienteringstavler dels på bagvæggen og dels på rulletrappen. Begge vender nok forkert i forhold til det, plejer ville gøre.
Havneholmen. En af de bænke, hvor man kan stå op og sidde ned, men bænket er placeret på sidevæggen og sædet står lodret. Uret var det der dels gik med lynets hast og dels gik baglæns.
Havneholmen. Skilte og ure, der næppe sad som på arkitektens tegning? Også de passede ikke med mit ur.
Edit og Bent 2024.
Pingback: Julehilsen 2024 | Bents bane