Indledning
Noget af det bedste ved at rejse, er hen under aften at komme til en tilfældig lille by, tage ind og finde et hotel, et hyggeligt spiseted og bese byen lidt.
Helt tilfældig har byen nu alligevel ikke altid været. Det var en mig ukendt by, men jeg havde på forhånd en klar anelse om, at der var noget at komme efter. Vi har altid været gode til at skaffe os oplysninger om en by. Ofte først på stedet, idet vort første mål var byens turistbureau, hvor vi prøvede at finde seriøse brochurer. Som på nettet er der mange brochurer fyldt med støj og totalt overflødig information om firmaer, der vil sælge unyttige varer. “Min” brochure oplyser om byens seværdigheder samt overnatningsmuligheder med oplysning om, hvor meget en overnatning koster, hvor langt, der er fra hotellet til centrum, om hotellets parkeringsforhold og, om der er bad på værelset.
Carsten Niebuhr
Et af de steder, vi har passeret, opdagede jeg, at en vis Carsten Niebuhr var født på stedet. Det var en lille landsby i Elbe-Weser-Dreieck ved Weserflodens munding nær Cuxhaven. Flere dage senere på samme tur, så vi i en domkirke et epitafium for en Carsten Niebuhr. Det var i ditmarskernes gamle hovedstad Meldorf i Holsten. Hjemme googlede jeg ham og opdagede, at det var vores Carsten Niebuhr, ham der 1761 – 67 deltog i en dansk ekspedition til Arabien og som den eneste vendte tilbage. Desværre tog jeg ikke, som jeg ellers erindrede, et billede af epitafiet.
I Dorum Neufeld også mellem Bremerhaven og Cuxhaven stod et museumsfyr, der kunne beses. Det havde tidligere stået ude ved sejlrenden flere kilometer fra den nuværende position. Navnet var Obereversand Fyr, og efter automatiseringen havde det stået en tid som tilflugtssted for skibbrudne og vildfarne vadehavsvandrere. Der var både senge og køkken, ja, faktisk en lejlighed i tre etager! 2010.
Vejret var godt, og luften klar og ren, og så var en badeferie her sikkert billigere end på Sild – og måske knap så stressende. Til gengæld kunne man dårligt blive våd. Vi er et eller andet sted på kysten langs Wesermundingen stadig i 2010. Billedet er taget fra fyret ud over den kystnære del af Vadehavet.
Selv om der ikke er meget at se i marsken og på vaderne, kan man måske undre sig over badegæsterne, og så kan man jo altid finde en industribane! Her ved Spieka Neufeld mellem Cuxhaven og Bremerhaven havde man 2010 for tredje år i træk udlagt en kystbeskyttelsesbane. Tidligere havde der været tre lokomotiver. Her ses til venstre formentlig nr. 2, Diema 2576/1962 og Diema 2599/ 1963. Ejeren er Forbundslandet Nedersaksens kystbeskyttelses organisation, men hvad den nøjagtigt hed det år, blev jeg ikke klar over. Navnet skifter ofte, og ejeren er ikke, som det ses, påmalet lokomotiverne.
Liebenburg
På en tur til Harzen, hvor vi var faldet for en kør-selv-rejse, som det i øvrigt viste sig, at jeg kunne havde gjort billigere og formentlig også bedre selv, havde vi to overnatninger undervejs til Harzen. Den anden overnatning skete i en lille by, Liebenburg, hvor der absolut ikke var noget at komme efter. Hotellet var billigt, og maden var god, vildsvin, sikkert hjemmeskudt og i hvert fald hjemmelavet. Hotellets restauration havde to borde. Ikke desto mindre havde vi en god aften her, hvor vi næsten levede os ind i byens liv og så alt i byen. Et sted fald vi over en have med 50 havenisser, hvor en hovedstads-journalist ville være gået helt op i limningen af fryd over synet. Vi stod længe og så på; thi der var kælet for detaljen i haven. Det viste sig, at ejeren sad inde bag en busk på sin terrasse og kunne høre hvert et ord, vi sagde. Heldigvis havde vi talt pænt. Nu forstod ejeren næppe dansk, og han kunne heller ikke høre de gåseøjne, vi talte med! Da vi skulle til at gå, kom ejeren frem og spurgte, hvor vi kom fra. Vi har uden tvivl været de første udenlandske turister i byen. Lige inden vi gik, gav han os en gave. En lille vogn lavet af pinde beregnet til at dyrke karse i. Vi har den endnu og tænker hver gang, vi ser den, på vort dejlige ophold i Liebenburg.
Vores gave, den lille pindevogn til karse.
Mange journalisters yndlingsaversion, havenisser og andet godtfolk. Billedet viser nu ikke haven i Liebenburg, men en anden have i en anden by. Hver lille by har mindst én sådan have!
Idyl i Liebenburg 2006. I “bjergene” syd for Liebenburg begyndte (eller endte?) det udbredte net af tipvognsbaner, der gennemkrydsede højdedraget og egnene øst for og førte til Salzgitter og helt til smelteværket i Gross Ilsede og valseværket i Peine. Smalsporbanerne var nu lukkede, og højovnede og deres normalsporbaner stod kun sporadisk på programmet på denne tur. Vi passerede et kalkbrud på vej til Liebenburg, med beså det ikke.
I byen var der et større gods med nogle imponerende bindingsværksbygninger. Hovedbygningen var dog ikke noget at skrive hjem om.
Til gengæld kørte vi 2006 gennem museumsparken i Gross Ilsede, hvor højovnsværket tidligere lå. Der var hist og pist opstillet lidt minder om det nu lukkede smelteværk. Blandt andet denne koksvogn. Værket fremstillede selv sine koks af stenkul. I glødende stand væltedes de fra retorten ud i denne vogn, hvor du hurtigt køledes ved overhældning af vand. Det siger sig selv, at en sådan vogn ikke havde lang levetid. Skuet var navnlig om aftenen og natten storslået, men hvor blev man snavset. Helt ned ad ryggen krøb kulstøvet.
Geologi
Liebenburg ligger en snes kilometer nord for Goslar i nordkanten af Harzen. Vinkelret nordpå fra Harzen strækker sig det såkaldte Salzgitter Højdedrag, der i syd er mere en hundrede meter højt og består af kalk. Nordligere går kalken i jorden, men hele vejen langs højdedraget findes jernmalmforkomster samt lidt brunkul foruden kalken naturligvis. Byen Salzgitter skylder malmen sin eksistens. Denne lidt umotiverede højderyg skyldes en salthorst forårsaget af en nord-sydgående revne i jordskorpen. Den normale retning for egnens højderygge og spalter er ellers nordvest-sydøst som Harzen, De skånske Åse, Ringkøbing-Fyn-Højderyggen og mange andre.
Fotoåret fremgår af billedteksten.
Bent Hansen 1. juni 2014.