HVORDAN OG HVORNÅR
Mens vore børn var små i 60’erne og 70’erne, have vi lejlighed til hvert år at holde et par ugers sommerferie i et sommerhus på Rømø.
Under opholdet gik vi altid til den lokale købmand, der også drev kiosken på færgen til Sild og fik fribilletter til en tur med færgen. Vi gik altid i land i List på Sild, som vi kalder øen, tyskerne kalder Sylt. Vi tog endvidere altid toget videre til Westerland, hovedbyen på øen. Byen var legeplads om sommeren for den vesttyske elite, men vi fandt også glæde ved at gå på hovedgaden og se butikker med varer, vi hverken havde brug for eller ville eje, selv om sandheden nok var, at vi ikke havde råd til at købe dem. Vi endte altid ved nedgangen til stranden, hvor vi kunne glæde os over Rømøs strande, hvor det ikke kostede en dagløn at komme ned, og hvor man heller ikke skulle bade til musik fra et symfoniorkester!
Vi kom til Westerland og retur med toget, men da banen blev nedlagt i 1970, var det slut. Vi prøvede bussen en enkelt gang, men den havde svært ved at komme frem for privatbiler. Vi tog også vor egen bil med en enkelt gang, men også her viste det sig nær umuligt at finde en p-plads. Efter nogle år, hvor vi efterhånden lærte List på Silds nordende at kende og blev glad for den, blev børnene store og sommerhuset var udtjent og solgtes.
Foruden turen gennem Westerland benyttede jeg opholdet til at studere den stedlige jernbane nærmere. Jeg havde nok dengang et fotografiapparat, men det var til billeder af børnene, og dem tog man på dias, den eneste mulighed for at tage farvebilleder dengang. Billederne fra Inselbahn er enten taget med et boxkamera på en seks gange seks centimeter rullefilm eller på en farvenegativfilm, der er fremkaldt som sort/hvid. Begge dele var ikke godt, og det bærer billederne præg af.
SYLTER VERKEHRSGESELLSCHAFT
Smalsporet jernbane i 1000 mm på Sild blev allerede anlagt 1888 og førte fra Munkmarsch til Westerland. Fra Munkmarsch på Østsild var der færgeforbindelse til Højer Sluse. Da Nordslesvig kom tilbage til Danmark i 1920, kørte plomberede tog fra Tyskland til færgen i Højer Sluse, så tyskerne ikke behøvede pas for at komme til Sild. Denne trafik stoppede naturligvis med Hindenburgdæmningen 1927. Smalspornettet udbyggedes efterhånden med flere baner: En nordbane fra Westerland til List åbnet 1903 til Kampen og 1908 til List og en Sydbane fra Westerland til Hørnum åbnet 1901. De to selskaber havde hver sin station i Westerland, men der var et forbindelsesspor mellem de to banegårde fra 1917 uden tvivl anlagt af militæret, og senere blev de to baneselskaber slået sammen og efter krigen dannedes Sylter Verkehrsbetriebe, der også omfattede øens busser, både linjebusser og turistbusser. Fra Nordbanegården udgik indtil 1927 banen til færgen i Munkmarsch, men denne linje var overflødig efter dæmningen og normalsporets ankomst. En kort bane til Keitum mod øst ses ikke på de officielle kort, men militæret drev denne strækning 1916 – 22.
På normalsporet overførtes også biler, idet dæmningen til Sild kun var belagt med jernbanespor, der endog kun er enkeltspor.
Banegården i List lå oprindelig ved drejeskiven 500 meter fra havnen, men under Første Verdenskrig forlangte militæret banegården flyttet 1200 meter mod syd. Vi stod som regel altid på her, men stod af ved drejeskiven, når vi skulle hjem, da der herfra var 1200 meter kortere at gå til færgen.
I folkemunde kaldtes banen Rasende Emma. Også i DDR havde et par smalsporbaner navn: Molly i Bad Doberan og Rasender Roland på Rügen. Navnet Feuriger Elias har jeg også hørt om Inselbanen, men dette navn kan bruges om alle sådanne smalsporbaner og sidebaner generelt. Enten om damplokomotivet eller om hele banen.
Bag Sydbanen stod Hapag, et dampskibsselskab i Hamburg. Bag Nordbanen den alle steds nærværende Kuhrt fra Flensborg, der også er kendt fra de nordslesvigske amtsbaner. Nordbanen hed oprindeligt Sylter Dampfspurbahn.
1940, hvor Marinen og Luftvåbenet var hovedbrugeren, overtog Det tyske Rige banerne. I løbet af 50’erne blev de overgivet til Sylter Verkehrsbetriebe, der var dannet 1952 som et privat busselskab på øen. På mange af postkortene kaldes banerne dog Sylter Inselbahn.
På banerne kørtes naturligvis damptog i starten. Mange af lokomotiverne var små tokoblerede meget lig industribanelokomotiver og heller ikke meget større. Munkmarschbanen startede med to sådanne små damplokomotiver, der først fik forstærkning år 1900. 1901 til Sydbanen anskaffedes tre styk trekoblere fra Freudenstein. Flertallet af banens lokomotiver var købt brugte fra andre baner og således vidt forskellige. Nu sås både B- og C-koblere med for eller efterløber samt en enkelt D-kobler, der dog både for tung og stiv banerne på Sild, idet det trykkede skinnerne fra hinanden i kurverne. Den sendte derfor hurtigt tilbage til fabrikken.
Senere igen gik man over til motortog. Der købtes materiel ind overalt, hvor der lukkedes metersporede baner i Vesttyskland. Derfor var der mange spændende ting at se ved banerne på Sild. Lidt nyt købte man dog også. Her var man også lidt specielle. Man anskaffede nogle Borgward sættevognslastbiler, hvor sættevognen indrettedes til personbefordring. Dem prøvede jeg aldrig. Vi gik altid ind i den efterhængte personvogn, om end den var fra før første verdenskrig. Det har nok været de åbne endeperroner, der tiltalte mig. Borgwarderne fra en bilfabrik i Bremen var bygget på gummihjul og kørtes ad landevejen til Sild. Først her byggedes de om med jernbanehjul. Byggeårene lå fra 1952 til 1954 for de fem anskaffelser. De nummereredes LT1 – 5. LT står for Leichttriebvagen. LT4 sendtes 1970 til IHS, Interessengemeinschaft Historischer Schienenverkehr e. V. i Geilenkirchen, hvis bane også kaldes Selfkantbahn, hvorfra den dog allerede 1978 sendtes til HSM, Historische Strassenbahn-Museum i Hannover. I 2013 gik den private ejer af Sylter Verkehrsbetriebe hen og købte køretøjet tilbage til Sild! Det restaureres i øjeblikket (2016,) og der er indsamlet 52 % af de 300 000 €, restaureringen vil koste. De øvrige Borgwardskinnebusser ophuggedes på Sild 1972.
Under begge verdenskrige udbyggedes banerne med militærbaner, både i meterspor og under sidste krig i normalspor. Ved mine første besøg i starten af 60’erne lå der stadig spor overalt i List, som et minde om militærbanerne. Også et endnu smallere spor sås i List dengang. Jeg fandt senere ud af, at det var fra Det preussiske Østersfiskeri. Sporvidden var her 600 mm. Sporet førte fra en hal med klækkebassiner til en anløbsbro. Sporet fungerede 1910 – 36. Selv om den asiasiske Stillehavsøsters også her breder sig, dyrkes der vist stadig østers i Vadehavet ved Sild, og lokale kan også på vaderne samle et måltid ved ebbe. Før min tid havde der også i List været rester af 520 mm og 600 mm spor sikkert fra militæret?
Som et kuriosum kørte lokomotiver fra Amtsbanerne i Haderslev og Åbenrå også rundt på Silds militærbaner under Første Verdenskrig, men de returneredes i modsætning til de søstre, der sendtes til Vestfronten. Til gengæld måtte banerne på Sild afgive materiel til militærbanerne på Helgoland.
I 1970 erstattedes banen med busser.
Syltskitse. Kortet viser både Første og Anden Verdenskrigs militærbaner, der dog også betjente de samme områder. Der var flere militærspor, end de her viste. Normalsporet er dog kun fra Anden Verdenskrig. Flyverstationen i søen er naturligvis til hydroplaner. Banen til Keitum er kun fra Første. Banen til Munkmarsch optoges efter 1927.
Skitser af detaljer. Specielt banegårdsforholdene i Westerland.
Inselbanegården ved DB-stationen, der ses til venstre. På Inselbahnhof ses en Borgwardskinnebus med en matchende personvogn efterhængt. 1967. Køretøjet LT4 er i dag tilbage på Sild. Den originale motor var på 90 hk.
I 1968 kørte Borgwardskinnebus LT 4 med en gammel personvogn, sikkert fra åbningen af Nordbanen, idet truckerne var mærket 1905.
I Kampen var der krydsning i 1968. Vi holdt ved perronen, men ved afgang kørte vi lidt ud ad banen mod nord, men passede på ikke at ramme det fra nord ankomne tog. I nord var der et skifte til et sidespor, et blindspor. Her bakkede vi ind, mens det modgående tog kørte til perron. Herefter fortsatte vi videre mod nord fra bindsporet. Alt foregik uden signaler kun ledet af togførerne. Fænomenet kaldes vist krydsning på fri bane.
Nordbanegården i Westerland i 1968. I remisen holder et Borgward. Opklodset set noget sporvognslignende, som lokalt sagdes var materiel fra den netop nedlagte Herforder Kleinbahn, som var lukket 1966. Jeg så aldrig materiellet her i drift, og formentlig nåede de fire anskaffede heller aldrig i drift, skønt de var så unge som fra 1952 bygget af Düwag og SSW.
Endnu en Herforder, men på hjul. I Herford kørte materiellet på 1500 V jævnstrøm. Her er strømaftagerne dog allerede fjernet.
I 1968 stod også på Nordbanegården to skinnebusser, som jeg dengang fandt grimme. Det var SVG 22, Wismar 20300/1937, som netop 1968 var hensat. Den ophuggedes 1971. Den stammede oprindeligt fra Værnemagten i Hörnum. Lidt af SVG 25, Wismar 20254/1935 ses også. Den stammede fra Værnemagten i List og hensattes 1969. Den solgtes til DEV, Deutsche Eisenbahn Verein i Bruchhausen-Vilsen som reservedele, men ophuggedes allerede samme år (1969) efter at være befriet for reservedelene.
Her holdt endvidere motorvognen T28 og T23. SVG T28 er Talbot 94430/1950. Den købtes 1950 af Eckernförder Kreisbahnen som T3, solgtes 1958 til Hoya – Syke – Asendorfer Eisenbahn og 1965 til SVG. I 1971 gik den videre til Inselbanen på Juist, hvor den kørte som personvogn til 1980. Byggenummeret opgives på nettet som 94432.
T27 var af ældre udseende, og den er koblet sammen med en tilsvarende ældre personvogn. SVG T27 var AEG 176/1929. Den leveredes til Flensburger Kreisbahn og gik i 1953 videre til Kreisbahn Emden – Pewsum – Greetsiel for så i 1965 at komme til SVG. 1972 skrottedes den.
På den gamle Sydbanegård var der i 1968 knap så interessant, men der stod dog blandt andet en tankvogn, en godsvogn samt en endnu ældre personvogn indrettet som værksted. Vognen kunne være fra starten 1888. I baggrunden gasværket, der som elværket i sin tid fik kul med banen.
En pakvogn og nogle personvogne var hensat på Sydbanegården.
I List holdt der i 1967 et særtog med cykler tilhørende en skolekasse. Lokomotivet var SVG L20, DKW 627/1938, som leverede det med endeførerhus. Det var ved Værnemagten på Sild fra 1938 til 1945, hvor SVG overtog det. Her byggedes det om med midtstillet førerhus. Det besad en 180 hk motor.
SVG L14 på Nordbanegården i 1969 fotograferet af P. Thostrup Christensen. Han er også ansvarlig for de to næste fotos. L14 er Deutz 554861953 på 115 hk. 1966 kom lokomotivet fra Herforder Kleinbahn og solgtes 1971 til Inselbahn Juist, hvor det kørte til 1982. Herfra kom lokomotivet til en bane i Schweiz og i 2010 til en fransk bane, hvor det dog i 2014 er hensat med motorskade.
Tankvognen stod stadig på Sydbanegården 1969. Efter sigende er den senere købt af en privatmand.
Den aldrende T23 på Nordbanegården 1969. Dataene er Linke Hoffmann og AEG ?/1925. Den kom som ny til Rendsburger Kreisbahnen T1 og i 1957, da disse lukkedes, til SVG. I 1970 skænkedes den til IHS i Geilenkirchen. På grund af den dårlige tilstand blev den aldrig sat i stand, men kom 1981 videre til DEV i Bruchhausen-Vilsen, hvor du skal søge efter T43.
Dette foto fra List af en Borgward på stationen ved drejeskiven er taget i banens sidste driftuge 1970. Det viste sig dog, at banen fortsat kørte frem til december 1970 og ikke lukkedes efter sommersæsonen 1970! Ikke alle er nu enige i denne påstand, der stammer fra datidige tyske jernbaneblade.
I 1983 var tracheen i Westerland stadig synlig, og ikke alle spor havde man fået taget op. Et par hjulsæt henstod også et eller andet sted, og der solgtes stadig i postkort i lange baner med motiver fra Inselbahn sammen med det meget kendte postkort af et damptog på Hindenburgdæmningen indkopieret i et andet foto af en brænding. Kortet solgte godt, skønt enhver køber burde have studset over perspektivet eller snarere mangel på perspektiv. 1991 solgtes stadig nyudgivne serier af ældre postkort fra banen!
Her ses de omtalte hjul opstillet som Denkmal i Westerland nær DB-stationen. Hvor hjulene stammer fra, ved jeg ikke, men formentlig er det fra en af skinnebusserne? I øvrigt må det tilbagevendte eksemplar være ved at være færdigrestaureret, men hvad planerne med det er, vides ikke. Foto fra kørende bil af Lars Blom 2024.
Gammelt postkort, hvor nogen har revet frimærket af. Kortet har den nuværende ejer tekstet: Jernbaner, Sild. Damplokomotiv kommer kørende i klitterne på Sild, til højre og venstre står mænd og ser på. 1900 – 1930. Hertil kan jeg så tilføje, at nogen af mændene arbejder. De planter hjelme for at holde på klitternes sand. Måske er hele toget et arbejdstog til beplantningen? Jeg kan ikke komme årstallet nærmere. Ejernavnet på personvognen tyder på at vi er på Nordbane til List. Banen og materiellet ser nyt ud, og lokomotivet kan være et af de små fra starten. Altså er vi omkring 1904? Jeg har hæftet mig ved personvognen. Ligner den ikke rømøvognene lidt? Vognen kunne være fra samme fabrik? Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig B7617.
Ejeren har tekstet som følger: Sylter Dampfspurbahn ca. 1904. Banen ses med personer på sporene i klitterne på List. Min tilføjelse er som følger: Vi er således på Nordbanen, og billedet sagtens være taget samme dag og sted som ovenstående foto? Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig B7725.
DEUTSCHE BUNDESBAHN I WESTERLAND
Mange danskere valfartede til Niebüll for at se DB 03’ere fremføre ekspresser mellem Hamburg og Westerland. Sjovt nok ulejligede jeg mig kun en enkelt gang over på DB-banegården. Det var i 1967, hvor jeg tog DB 03 284 sammen med en V 200. Begge lokomotiver kørte åbenbart?
Mens jeg ikke ulejligede mig med damplokomotiver, besøgte min ven Thostrup Christensen depotet i Westerland i 1969 og tog en række damplokomotiver. Her ses DB 012 075-8. Den er med o12 betegnelsen oliefyret.
Depotet rummede også DB 012 071-7. Her er olietanken på tenderen tydelig.
Billedet er af to DB 01’tere eller måske snarere 012’ere skulle efter billedets placering være mit taget i Niebüll 1972, men jeg tror nu nærmere, at det er fejlplaceret, og et af Thostrup Christensens billeder fra Westerland på Sild taget 1969. Det forklarer også, at der ikke er billeddata.
Den 15. oktober 2024 tog min søn dette billede fra sin bil, der var placeret øverst på et kørende biltog i Westerland på vej mod Niebüll. Da mindst en fotograf med stor kanon sværmede på perronen, blev sønnike klar over, at her var et emne. Lokomotivet er DBAG 218 497-6 malet som et ældre damplokomotiv i den en ende og i den anden som et IC eller ICE-tog. Maskinen var blevet levetidsforlænget af AW Cottbus. Personalet fik lov til at stemme og bemalingen, og dette forslag vandt. Mest kendt er maskinen, fordi et par modelbanefirmaer gik sammen om eftergøre den i model. På fotodagen var maskinen i nærheden af Itzehoe, hvor den kunne overtage et nedbrudt IC-tog og bringe det til Westerland, hvor det forsinkede sønnike i 20 minutter. Foto: Lars Blom 2024.
Ausbesserungswerk Cottbus kaldes også FZI, Fahrzeuginstandhaltung. Udbedringsværk og vedligeholdelsesværk kommer ret nær på dansk. Det er mange år siden jeg var i Niebüll for at se på afløsere for BR 218, og selv om der kører flere nyere modeller for biltogene, har de nye ikke formået at slå de aldrende 218 af banen endnu. Her må du se under Niebüll i et følgende indlæg. Niebüll | Bents bane
DIGEANLÆG
Ukendt digeanlæg
1922 meddeler Flensborg Avis om et digeanlæg på Sild. Her formodes det, at der har været anvendt tipvogne, uden at de nærmere omstændigheder kendes. Stedet er heller ikke opgivet. Der kan efter årstallet at dømme være tale om Hindenburgdæmningen, idet journalister ofte ikke har skelnet mellem en dæmning (fra et punkt til et andet) og et dige (rundt om et afgrænset område.)
1935 – 37. Nössekoog
På Sylt inddigedes 1700 ha. med et 13,1 km langt dige. Flensborg Avis omtaler 1936, at et digearbejde ved Næsodde er vedtaget. Inddigningen omfatter 1700 tdr. land under Digeforbundet Næsodde. Næsodde ligger på Sild. Hvad den hedder på tysk interesserer ikke Flensborg Avis, der fremdeles, skønt vi nu er i Det tredje Rige, taler (skriver) dansk. Nössekoog må bestemt ligge på Næsodde?
VEJANLÆG
Vej et vejanlæg ved Hørnum på Sild 1937 – 38 benyttede entreprenør Husen, Flensborg Deutz 17098/1936. Lokomotivet stod i hvert fald indtil entreprenørens søns død for nylig i Bilskov syd for Flensborg.
DIVERSE
Anton Lorentsen, Munkmarsk Sylt og Herman Lorentsen, Astrup, Skærbæk averterer i følge Vestkysten i 1920 2 trælader, 12 meter brede, 30 meter lange og 3,60 meter høje til salg sammen med 244 tipvognsskinner med sveller, 1500 meter. tipvognsspor med 65 tipvogne og et fabriksanlæg. Det understregens at tilbuddet er billigt.
KILDER
Egen forskning.
Oplysninger fra ansatte ved banerne.
En stor mængde håndskrevene notater fra Christopher Wulfgramm, der en overgang arbejdede i List.
Fotos fra S. Thostrup Christensen.
Fotos fra Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig her gengivet med tilladelse.
Gerd Wolff, Deutsche Klein- unde Privatbahnen. Teil 1. Schleswig-Holstein Hamburg. Wolfgang Zeunert uden udgivelsesår. Jeg har benyttet den sort/hvide udgave, men bogen finde nu formentlig i en udgave med farvefotos?
Hans Jürgen Stöver, Sylter Inselbahn I – IV. Eget forlag 1989 – 91.
I Dampflokomotiven
II Leichttriebwagen und Draisinen
III Triebwagen und Diesellokomotiven
IV Von Sylts Inselbahn und den Bäderschiffen
Der findes sandsynligvis flere bind, men jeg kom ikke mere på Sild …..
Flensborg Avis.
Vestkysten.
Pingback: Privatbaner omkring Köln | Bents bane