Tro ikke, at dette indlæg handler om fodbold. Det gør det ikke. Fodbold interesserer mig ikke, men ikke desto mindre har fodbold trods alt har givet mig et par oplevelser.
Jeg frygter at være dansker
Jeg kørte rundt i Hamburg og så på industribaner på Hamburgs havne det år, hvor Danmark blev mester i fodbold. Jeg mener, at det var 1992, at vi blev Europamestre. Jeg havde været ude i det østlige Hamburg ved Aumühle ved en veteranbane og fandt et hyggeligt spisested, hvor der tilmed var en p-plads, der ellers ikke hænger på træerne i Hamburg. Uden for på fortovet stod et reklameskilt for en cigaret kaldet Prince of Denmark. Her havde nogle malet graffiti, der gjorde mig lidt nervøs for at være dansker. Det var måske snarere min billak, jeg frygtede? Jeg havde da allerede på talrige spisesedler ved kiosker set, at det danske landshold havde gjort en god figur, men jeg følte pludselig trang til at holde lav profil og holde øje med min bil.
Stoppet i Hamburg
Der skete nu ikke noget. Ikke før dagen efter i Wilhelmsburg, hvor jeg opdagede, at en bil forfulgte mig. Efter dagens lokomotivjagt på havnens kajer, var det ved at blive spisetid. I Wilhelmsburg var der en P+R-plads, hvorfra jeg med S-toget kunne komme ind til centrum og spise, kigge lidt på modelbaneforretninger og boghandler med jernbanelitteratur. P+R er et af de ret få amerikanske ord, der har fundet vej til det tyske sprog. Det står park and ride; altså parker og fortsæt med toget. Amerikanerne har også nogle park and kiss-pladser, og kan du ikke regne den ud, er du velkommen til at spørge.
Forfølgeren mente det alvorligt. Han kørte op på siden af mig og parkerede, steg ud og råbte mig an. Han gratulerede med forboldresultaterne, men spurgte så også lige, om jeg talte tysk. Han blev lidt skuffet over, at fodbold ikke interesserede mig, men så måtte han jo fortælle mig om mit lands succes. Jeg kan huske, at hans begrundelse for at holde med fjenden var, at danskerne kunne få lov til at gå ud og drikke en øl om aftenen, mens hans hold var under streng disciplin. Han påstod, og det skal såmænd også nok være rigtigt, at tyskerne blev holdt i stram snor, og hvad der navnlig generede ham, at de blev lagt i seng så små børn. Det foresvæver mig, at han sagde klokken 21! Han angav også grunden til hans interesse for “fjenden.” Hans bedstemor var fra Als, men flyttede ved Genforeningen i 1920 sydpå. Og så var han en af dem, der holdt ferie på Vestkysten. Så vidt jeg husker ikke langt fra mit sommerhus.
Inde i Centrum måtte jeg ind til hovedkvarteret for en af de store aviser, Bild. I deres udhængsskab fik jeg styr på forholdene ved at skimme sportssiderne. Svinkeærindet med ubanen var åbenbart billigere end at købe en avis. Jeg brugte normalt et dagskort, egentlig et – som jeg kaldte det – “efter-klokken-ni-kort.” Normalt købte jeg det hen under aften af en, der ikke skulle bruge sit mere. Sælgerne vimsede rundt om automaterne og holdt øje med, hvad folk trykkede på automaterne, og så slog de til. Skulle jeg bruge det hele dagen, måtte jeg til lommen. Ingen ville allerede 09.30 sælge et dagskort. I øvrigt havde det tjent sig ind allerede på anden tur. Det var vist ikke lovligt at overdrage sit kort, men selv har jeg både givet om modtaget p-biletter, med ikke forbrugt tid på. Et sted var der ubegrænset tid, og vi kom sidst på dagen. Det var tydeligt, at den billet, vi fik, havde haft talrige ejere i dagens løb. Det var da også nedskrevet til O €.
Billeder fra Hamborg har jeg ikke, selv om jeg dengang nok var oftere i Hamborg, end jeg var i København. En fodboldfan, som også andre havde ønsket hen, hvor peberet gror, så jeg dog. Her var nu intet peber, for vi er på båden mellem Landungsbrüggen og Finkenwerder ved et frilusfutsbad i Elben nær Blankenese. Foto: Edit Laursen 2010.
Brølet på Langeoog
Et år, hvor Tyskland havde held i sprøjten, var vi på Langeoog, en af De østfrisiske Øer beligende mellem Weser og Ems nord for Bremen og Wilhelmshaven. Vi sad på færgen og ventede på afgang mod fastlandet. Der var ingen på soldækket, men så opdagede jeg, at passagererne sad nede i salonerne i flere grupper rundt om små transportable tv’er.
Pludselig, mens vi endnu lå i havnen og ventede på afgang, lød der et brøl nede fra salonerne, og der blev danset krigsdans. Tyskerne må åbenbart have scoret. Fjernere i havnen lå et større antal lystbåde. Også her havde de åbenbart set tv, for et øjeblik efter lød der et brøl fra lystbådehavnen. Nu havde man her åbenbart fattet, at Tyskland havde scoret. Efter nok et øjeblik løftede tagene sig på husene langs strandpromenaden bag havnen og et endnu højere brøl lød fra cafeerne og navnlig fortovsrestauranterne derinde.
Nej, gæsterne derinde var naturligvis ikke langsommere opfattende end dem i lysbådene eller på færgen. Det var lyden, der tøvede. Lydens hastighed ligger i luft på omkring en tredjedel kilometer pr. sekund. Det vil sige, at lyden fra lystbådehavnen var forsinket omkring et sekund eller nok til, at det kunne registeres. Lyden fra land var yderligere et sekund eller to forsinket. Havde vi kunnet se fodboldkiggerne, ville deres krigsdans være kommet samtidig fra alle tre lokaliteter, idet lysets hastighed er mange gange større end lydens, nemlig 300 000 kilometer pr. sekund.
En støjende nat
Desværre var fodboldfeberen ikke overstået. Fra færgen skulle vi med en bus til jernbanestationen. Bussen kunne dårlig komme frem til banegården til afgangstiden, idet kampen nu var slut, og folket kørte rundt i gaderne overalt med store flag ud af vinduerne, mens de selv have det meste af overkroppen hængende ud ad bilerne. Trafikken gik simpelt hen i stå. Vi nåede dog tilbage til Bremen med toget og det sidste stykke med sporvognen, men selv om vi sov (prøvede på det) ud med gården, kørte folk stadig rundt gaderne om natten og brugte horn, mens de hylede og skreg, som om de allerede var blevet mestre. Godt vi kom hjem til lille Danmark, inden tyskerne også vandt de næste kampe, og godt at Danmark ikke vandt, for den larm, tyskerne præsterede var dog ubeskrivelig.
I 2010 tog vi med tyske venner til Langeoog en af De østfrisiske Øer, der ikke har tidevandsafhængig færge. Bemærk trækplasteret på kajen: To lokomotiver med tog til viderebefordring fra havn til by. Øen er bilfri! Foto: BH 2010.
Hvad laver man på Langeoog. Nå, ja man ser på tog. Foto: Edit Laursen 2010.
Hvad laver kvinderne? Ja, de fotograferer mændene, der fotograferer tog. Et denkmal er kommet med. Hvid farve, såkaldt fotofarve, har været på udsalg, men køn er denne Deutz standardentreprenørmaskine ikke. Formentlig har den tidligere tilhørt banen. Bemærk, at hver personvogn har sin farve! Foto: Edit Laursen 2010.
Hvad laver man ellers på Langeoog? Butikker er ikke os, men vi skulle da spise, og det tog sin tid. Så stod Lale Andersen i bronze op ad en lygtepæl uden for kasernes store port og sang om Lili Marleen. Hun tilbragte sine sidste år her, efter at Det tredje Rige havde miskrediteret hende, fordi hendes “krigssang” ikke var krigerisk nok! Til naturen var der for langt at gå, da vi skulle tilbage samme dag, men stranden så vi da og konstaterede, at min Vestkyst altså bare er bedre og sikkert også billigere? Hvis du synes, stranden ser halvtom ud, er det fordi, den er halvtom. Folk er gået hjem for at se fodbold!
Foto: Edit Laursen 2010.