Alternativ behandling
Når det etablerede sundhedsvæsen giver op, vælger nogle at fortsætte i det alternative. Hvad Lise fejlede, tror jeg nu, jeg ved, men dengang var lidelsen ikke kendt, og systemet behandlede kun symptomerne.
Familielægen stod dog med på sidelinien og frarådede de værste alternative vildskud. Desuden havde Lise en veninde, der selv var i sundhedsvæsenet, og hun fik Lise til, inden hun slog til en behandling, at spørge, efter hvor mange behandlinger, man ville kunne mærke en forbedring. Også dette spørgsmål siede en del vildskud fra, og de der troede på deres behandling og evner, oplyste, at hvis ikke der var en bedring at spore efter få behandlinger, kunne vi godt give op.
Kurrejse til Rumænien
En af de alternative var en kurrejse til Rumænien. Lægen mente, at det kunne være interessant at prøve, hvis vi havde pengene. Er man syg, har man pengene.
En kurklinik med tilhørende kurbad var etableret af en læge, der uden tvivl har haft visse evner om ikke andet så økonomiske. Klinikken lå ved Sortehavskysten syd for havnebyen Constanta. Stedet hed Eforie Nord.
Jeg havde kørt bilen til alle de alternative behandlinger og gået lange ture, mens behandlingen stod på. De alternative boede ofte på landet. Også til Rumænien tog jeg med, for Lise kunne næppe selv slæbe sin kuffert. Det var i salig Ceauşescu dage og før, der kom hjul under kufferterne.
Mens Lise var til behandling, der som regel tog det meste af dagen, havde jeg god tid til at strejfe om i omegnen. Normalt var Lise færdig, så vi lige kunne nå et bad i Sortehavet inden middagen om aftenen.
Kortet er fra 1987 og viser netop landet mellem Sortehavet og Donau kaldet Dobrogea. Siden er betegnelsen USSR faldet bort, idet USSR, Sovjetunionen er opløst og Ukraine er blevet selvstændigt.
Techerghiol
En del strejftog foretog jeg på gåben. Så vidt jeg kunne vurdere, var der ingen lokalbus der. Målet var en landsby, Techerghiol, hvortil der knyttede sig et sagn. En af versionerne lyder omtrent sådan: Under en jagt blev en hjort anskudt og såret, og den sprang ud i Techerghiolsøen, Da den kom i land på den anden side af søen, var den totalt helbredt og løb sin vej lige foran de forbavsede jægere.
Her var i dag en kirke, der nok var lidt større en normalt på grund af donationer fra taknemmelige pilgrimme, der åbenbart har følt sig helbredte. Giverne var folk fra Rucar i Karpaterne, der omkring 1650 have badet i søen og var alle blevet helbredte.
Formentlig var kirken lukket, men da jeg kom, blev der gjort rent af en kvinde, der sikkert var yngre end jeg. Jeg fandt en stol og satte mig og sugede til mig. Der var ikke bænke i græsk ortodokse kirker. Altret var spærret af fra skibet. Det har jeg set i andre ortodokse kirker, men på grund af rengøringen kunne jeg kigge ind.
Kirken i Techerghiol fra 1650, hvor de muslimske tyrker sad på magten. Den lå ved søen af samme navn. På min vej langs søen så jeg oceaner af renovation smidt ud i søen, men alligevel badede masser af kurgæster jeg i mudderbadet og betalte endog for det. Kemikalierne fra affaldet kunne vel være lige så gavnlige for helbredet som mineralerne i søen? Et billede fra mudderbadet får du ikke. Det vil udbyderen inddrage af moralske grunde.
Da jeg havde set mig mæt, eller rettere kvinden var færdig og gerne ville lukke, gik jeg op til en tallerken og donerede 25 Lei, hvad der svarede til 3,50 kr. – det ville et dansk museum også have kostet. Jeg havde forstået, at det var til kirkens vedligehold, men kvinden kom nu med hele kirkens beholdning af lys og lysestumper – vi var i et fattigt land – og hun beklagede formentlig, at lageret ikke var større. Det lykkedes på jysk at forklare, at det var en gave, og jeg ikke skulle bruge lys. På vej ud kom hun igen løbende. Hun havde nu hele sit forklæde fyldt med frugter. Jeg havde set træerne med frugter på kirkegården! Jeg havde nu et nyt problem. At spise frugterne rå, gør man ikke i Sydeuropa eller for den sags skyld ude i verden. At vaske dem går heller ikke, da vi ikke tåler bakterierne i deres vand. Jeg var virkelig på den. Man afslår heller ikke en gave. Jeg tog nogle stykker og en af dem tørrede jeg af så godt jeg kunne, og spiste med velbehag i øvrigt, mens hun så det. Resten tog jeg med tilbage, og vi vaskede dem i danskvand.
Constanta
Flere gange tog jeg til Constanta med bussen. Den kørte noget oftere end toget, men den var altid overfyldt. Først en times stå-op-tur og så tre kilometers gang ind til centrum og derpå strejftog i byen. Man fik virkelig motion. Jeg kunne tage bussen ind til byen, men også den var overfyldt. Stod man ikke lige ved døren, kom man ikke ind, for bussen var fuld.
Så vidt jeg husker, var det ligegyldigt, hvilken af de fire ledbusser her, jeg tog. De kørte alle til centrum og retur til hovedbanegården, hvorfra min bus til Eforie Nord udgik. Jeg kom ikke med her. Dørene lukkede inden jeg kom frem. Køen var lige så enorm ved næste afgang, så kampen var lige så voldsom. Var man høflig og tog hensyn, nående man ikke frem til døren, før den klappede, og bussen kørte bussen fra en!
De fire ture til Constanta kostede mig min frokost, men nogle andre gæster var ikke sene til at invitere rumænske familiemedlemmer ind, så de kunne spise min mad. Det bekom Lise godt, for så fik hun snakket med nogle indfødte. Jeg brugte også disse dansk-rumænere til at oversætte politiske slagord, jeg havde set og skrevet ned. I øvrigt var rumænsk ikke så svært at læse. Det lignede meget latin, og dansk, engelsk og tysk bugner jo med ord af latinsk oprindelse.
Jeg besøgte en moske, museet og et andet romersk museum samt andre romerminder rundt om i byen. Desuden så jeg nogle russiske krigsmindesmærker. Den lokale pionerbane beså jeg også. En tur på havnen lykkedes ikke. Jeg blev trods flere forsøg aldrig lukket ind. Der var ellers “private” lokomotiver derinde, altså ikke Statsbane-lokomotiver. Havnen var end ikke afsat på mit kort. Havneområdet var blot hvidt. Noget lignende hemmelighedskræmmeri har jeg også set i Kina.
Kort før mit besøg havde man blandt meget andet udgravet et romersk pakhus på havnen. Det havde et meget stort mosaikgulv, som ses på dette foto. Bygningen var nu museum.
Min første tanke, da jeg i Domkirken så dette kalkmaleri, var, om Elmelundemaleren også havde været her. Min næste tanke var, at det var dog egentlig utroligt så lidt, middelalderens kalkmalerier udviklede sig, og min tredje tanke var, at det var godt, jeg ikke hver søndag skulle sidde og se på det billede. Elmelundemaleren har blandt andet udsmykket flere kirker på Møen, og på nogle af kalkmalererne har maleren malet kongekrone og bispehue på nogle af de fortabte, djævlene slæber af sted med. Det har den rumænske fætter trods alt ikke. Han har nok ikke turdet.
Jeg prøvede at spise inde i byen, men det der så acceptabelt ud, viste sig af være bagt kartoffelmos med kyllingeben. Nogen andre må have spist køddet, for der var ikke skabt kød på de ben. Det var første gang, jeg har fået kartofler med ben. Nå, mosen smagte udmærket, så den fik ben – undskyld – at gå på, og jeg blev mæt. De næste gange tog jeg madpakke med. En cola og nogle bananer købt i en dollarbutik, hvor kun turister kunne handle.
Det kneb med at finde besøgsmål til 14 dage, men jeg havde set, at der var pionerstævne i Constanta. Det opsøgte jeg. Talerne forstod jeg ikke. Jeg nåede helt frem til statuen, inden jeg blev bedt om at gå. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Begrundelsen var måske, at jeg ikke var socialist, men kunne de nu være sikre på det?
I teatret
Lise ville også gerne dels i teatret og dels til en folkemusikaften. Det købte jeg så billetter til. Der var en lang kø, men jeg stillede mig op. Da der kun var en halv snes foran mig, kom rumænerne bagfra og spurgte blandt andet mig, hvor mange billetter, der var tilbage. I virkeligheden ville han bare vide, om det kunne betale sig at stille sig op i køen.
Det var jeg også ude for ved boder med drikkevarer, som for eksempel friskpresset tomatsaft. Her stak nogle af mest avancerede fingeren ned i saften for at mærke om den var kold! Det var den. En finger fra eller til gjorde ingen forskel på indholdet af fremmede bakterier. Saften var jo også fortyndet med postevand, men jeg blev ikke syg. Heller ikke ved kirken med frugterne.
Jeg svarede på spørgsmålet: “Det ved jeg ikke, kammerat, jeg er selv ny her.” Så grinede de og spurgte en anden. Det er derfor, jeg mener, at forstår man ikke fremmedsprog, kan jysk være lige så godt som engelsk eller fransk. Der blev udsolgt inden, jeg gik.
Desværre druknede forestillingen, der var udendørs, i regn, men indtil regnen, var den udmærket. Sjovest var under skybruddets start, hvor de nærmeste ved scenen kravlede op i tørvejr. Jeg så lige, at masserne væltede kontrabsaspilleren. Jeg så også, at hans kontrabasben sammen med han egne to og stolens fire stod lige i vejret. Det var et syn for guder. Det var hende på første række med en paraply også. Hendes paraply tog hele udsynet til scenen, så dem bagved prøvede – først venligt – at få hende til at slå ned. Først da de blev voldelige, lykkedes det. Også det morede jeg mig over, men forestillingen har jeg glemt. Jeg forstod næppe meget af den?
Donaudeltaet
Via det lokale turistbureau tog jeg en tur til Donaudeltaet. Den var jeg lidt skuffet over. Der var dog en tysksproget guide med, men alle de lovede fugle og dyr så jeg ikke. På vejen hjem så jeg en hærfugl og en biæder, men det var ikke bureauet skyld. Helt spild af tid var turen dog heller ikke. Jeg fik smagt både karpe og malle.
Turen til Donaudeltaet var en skuffelse rent fuglemæssigt. Det mest ophidsende, jeg så, var en frø. Dette er næppe en Donaudeltaarm, men en kanal. Naturen var der dog. Hvad damen lavede, ved jeg ikke. Måske var hun blot blikfang.
Den alternative kur
Kuren skadede ikke Lise, men den løste heller ikke hendes problem. Nogle dage var behandlingen særligt krævende, og jeg gik alene ned til mudderbaddet. Her mødte jeg enkelte danskere samt en del tyskere, jeg kunne snakke med. Man gjorde sig våd og smurte sig så ind i mudder fra søbunden. Mudderet fik man i en spand, som skulle afleveres igen. Man gik så ud i solen og stillede sig op mens mudderet tørrede og skorpede. Man skulle både vende fronten, siderne og ryggen til solen. De indfødte var dygtige til at stå i timevis og på et tidspunkt løfte den ene arm, så mudderet også der kunne tørre. Det rakte min tålmodighed ikke til, men jeg troede jo heller ikke på det. Selvfølgelig kunne der i mudderet være mineraler, og de kunne muligvis trænge ind i huden. Om de der gjorde gavn, er nok en tros sag. Jeg hørte rørende historier fra folk, der helt givet følte, at de blev hjulpet. Jeg ved heller ikke, hvad jeg lider af, men efter en voldsom infektion af en af landbrugets mange bakterier, som jeg kom til at indtage på en restaurant hjemme, var jeg syg et år, hvor mine hvide blodlegemer gik til angreb på mine led og ikke på bakterierne. Efter et års tid var jeg ovenpå igen og i arbejde igen, men stadig kan jeg overanstrenge leddene, så de smerter. Jeg må erkende, at mudderet lettede lidt på situationen. Nogle indfødte fortalte mig om noget creme, jeg kunne købe som indeholdt mudderet. Jeg løb risikoen og investerede i to tuber, som de købte for mig, da cremen formentlig var receptpligtig. Hvordan de omgik det problem, ved jeg ikke, men de tog ikke overpris, og formentlig havde det været en erkendtlighed, fordi de havde spist min mad, når jeg var på tur.
Familielægen sagde god for deklarationen og mente ikke, den skadede. Cremen altså. Jeg brugte den, når fingrene smertede. Cremen var så fed, at jeg ikke kunne røre ved noget i en halv times tid, men når den så var tørret ind efter en halv time, havde mine fingre det bedre. Det ville de måske også have haft, hvis jeg blot havde holdt leddene i ro i en halv time. Hvem ved?
Et par ord til sidst
Turen foregik i 1987 få år før styret faldt. Selv om jeg så på politiske forhold og hørte et og andet fra rumænere, vi mødte undervejs, får du ingen politik her. Selv mødte jeg en del fra det tyske mindretal, jeg kunne tale med.
Du får heller ingen historie, selv om vi var i det område, romerne først erobrede. Senere tog de hele Rumænien. Vi var i øvrigt også kun i området langs Sortehavskysten omkring Constata.
Turen var for så vidt udmærket, selv om der var mange kiks.
Jeg har foruden dette indlæg begået er indlæg om jernbaner, jeg så i området. Dette indlæg, Rumænien. Jernbaner kan naturligvis ikke omfatter andet end den del, jeg var i, kaldet Dobrogea. De rumænske dampdrevne skovbrugsbaner var jeg slet ikke i nærheden af.
Bent Hansen 13. april 2015.