Rejserformer
Det hænder, at vi benytter et charterbureau, hvis vi kan få en rejse med kun transport og hotel, men uden mad og udflugter. Det er også sket, at vi har taget en regulær charterrejse. Én gang fordi, jeg ikke selv kunne skaffe et hotel på den ønskede destination og én gang, fordi charterturen forekom billigere, end jeg selv kunne gøre det. Det troede jeg, men så opdagede jeg, hvorfor charterturen var billigere. Jeg kunne selv have opnået den samme rabat, hvis jeg havde undersøgt sagen ordentligt, men nu var det for sent.
Oversøiske ture har dog alle været bureauarrangerede, idet jeg har rejst en del på specialture med højskoler og med ligesindede, hvilket her vil sige jernbaneinteresserede.
Badeferie
En eneste gang har vi været på det, jeg kalder en badeferie. Med det begreb forstår jeg en destination, hvor der på flere kvadratkilometer kun er hoteller og ferielejligheder, og hvor der ikke bor indfødte. Her savner jeg atmosfære, butikker med de varer, de indførte spiser og restauranter, hvor de indfødte også kommer.
Noget andet er så, at vi befandt os godt. Vor altan, en god bog, et par daglige bade og et par daglige gåture på strandpromenaden uden for myldretiden bekom os godt. En lejet bil bragte os rundt til omegnens seværdigheder. Efter et enkelt mislykket spisested fandt vi en rimelig restaurant.
Spisesteder
I det, jeg kalder indfødte butikker, kan vi købe lokalt friskbagt brød og lokalt pålæg, som vi kunne have siddet og nydt på værelset sammen med en lokal øl. På badeferien måtte vi tage til takke med Heineken, importeret gummiost og importeret marmelade. Vi prøvede at finde en slagter eller et lokalt supermarked, men måtte opgive. Heineken kan sikkert være en udmærket øl, men jeg ville have foretrukket en lokal øl. Det er derfor, jeg tager til udlandet. Ikke for at drikke Heineken eller for den sags skyld Carlsberg.
På andre charterferier har vi trods alt kunnet finde lokale spisesteder. Et par steder nemlig på Madeira og på Açorerne, hvor min datter også har været, har hun givet os gode råd om valg af hotel og spisesteder. I Açorernes hovedstad kneb det lidt, og vi fandt en enkelt gang et ringe turiststed – vist nok fordi, det var søndag, og de lokale var lukket!
En aften søgte vi så et lille sted anbefalet af min datter. Vi gik med adressen i hånden, men havde svært ved at finde det, selv om vi vidste, at det slet ikke lignede et spisested. Efter lidt søgen mente vi at have lokaliseret det, selv om der ikke stod spisested udenfor på et sprog, jeg forstod, og der var heller ikke spisekort sat op nogen steder. Vi gik ind i en bar, men vi skulle om bag bardisken! Her var en åbning med en insektstopper foran. Da vi var kommet ind i baglokalet, var vi i restaurationen. Her sad den del indfødte. En kraftig herre med et helt batteri af drikkelse modtog gæster, som han talte med, udvekslede håndtryk og drak en dram sammen med. Selv tog han et glas rødvin. Da hans flaske var tom, lukkede han butikken og bestilte mad. Efter maden og nok en flaske rødvin faldt han ret diskret i søvn ved bordet. Det var åbenbart hans bord? Han fik lov at sidde, men han generede jo heller ingen. Gad vide, hvad han havde siddet og solgt? Formentlig var han lotterikollektør?
Det svære valg
Spisekortet stod med kridt skrevet på en tavle oppe under loftet. Mens vi sad og prøvede på at tyde det, for det var kun på portugisisk, kom en tjener, og med en klud tørrede han en ret ud. Den var åbenbart udsolgt. Det skete flere gange, mens vi var der. Vi havde Politikens, Turen går til Madeira og Açorerne, og her var et lille afsnit om mad, og vi prøvede at finde noget, der stod både på spisekortet og i bogen. Tjenere forbarmede sig over os og kom med et håndskevet spisekort i ét eksemplar, som var noget lettere læseligt, end den mange gange rettede tavle. Vi spiste gerne fisk, og her kunne vi få skælbrosme, som vi havde fået før, samt hestemakrel. Det lød bekendt, så det valgte vi.
Vi havde dog tidligere fået fileter, og jeg var ikke opmærksom på, at dette ord manglede på spisekortet. Ind kom to tallerkener med dels en hel skælbrosme, hvor hoved og hale ragede ud over tallerkenens kanter, dels en stak små grillstegte fisk i sardinstørrelse.
Skælbrosmen var trukket op fra dybt vand, så øjnene var presset ud og gav den et sørgmodigt indtryk. Hestemakrellerne fik andre gæster også. De tog dem i halen, lagde nakken tilbage og slap, hvorpå de så ud, som bekom det dem vel. Enkelte tog hovedet af og holdt i halen, mens de bed. Brosmen skulle bare vendes, så vi slap for dens bebrejdende blik. Vi byttede, for Edit kunne ikke vende sig til brosmen, da hun havde set den i øjnene. Den var udmærket og let at pille, og så i øvrigt stor nok til, at jeg ikke behøvede at gå tæt på ben, hoved og hale. Edit bekom “mine” hestemakreller også vel. Efterhånden tog hun også hoved og hale med. I sandhed en oplevelse og en udfordring. Det besøg husker vi.
For eftertiden huskede vi det lille ord filet. Men besøget fratog os ikke lysten til fremmed mad. Vi fik sværdfisk, vragfisk samt diverse dybhavsfisk. I Rumænien har jeg fået malle og på Cuba sejlfisk. I Nordnorge både hval og rødfisk og på Grønland både hval, sæl og ren. En enkelt af bureauets ture tog vi, og her diskede en restauration op med egnsretter på tag-selv-bord. De kendte og internationale retter forsvandt som dug for solen, og ret hurtigt stod egnsretterne tilbage. Da Edit var oppe anden gang for at hente hestemakreller, blev nogle af turens deltagere nysgerrige og spurgte, hvad det var, Edit spiste og om, det smagte godt. Vi kontrollerede dem ikke, men vi så, at 2½ af tre fade med hestemakreller gik ud igen, urørte. Det halve fad, var dem Edit havde taget sig af. De øvrige lokalretter gik også ud stort set urørte.
At der var et spisested her, var ikke til at gætte, hvis man ikke lige vidste det. Der var intet skilt med restaurant og intet spisekort ude. Man skulle ind bag bardisken! Vi er i Azorernes hovedstad Ponta Delgada på hovedgaden i 2006.
En af gæsterne er faldt i søvn efter to flasker rødvin. På væggen en af tavlerne med spisekort. Der var andre gæster i lokalet, men vi fotograferede uden om dem.
Hestemakrel. Grillede.
Skælbrosme. Den smagte væsentligt bedre, end den så ud.
Bent Hansen 2014.