Tyskland. Ackeren

Der Acker, Auf dem Acker eller, som jeg kalder den på dansk, Ackeren er et forholdsvis ukendt naturområde i Harzen, hvor man kan gå og ikke behøver at have madpakke med. Det er senere blevet naturpark, hvilket er godt for naturen, men nok knap så godt for den besøgende. Det kan du høre mere om i dette indlæg. Ackeren ligger i Sydvestharzen syd for Altenau.

Indledning
For tredive år siden gik jeg her med Elisabeth og børnene, fordi Ackeren dengang var et af de få steder, man kunne se Harzen for bare træer. Det var i en efterårsferie, og det var stedvis hundekoldt, men det var en dejlig tur ikke mindst, fordi vi så vilde dyr, som siden er uddøde i Harzen. Og så oplevede vi en form for tysk kultur, som jeg gerne ville vise Edit.

Desværre lykkedes ingen af de tre positive ting, men alligevel havde Edit og jeg er herlig tur på Ackeren.

Turen starter
Vi startede eller rettere parkerede på p-pladsen ved Magdeburgerhütte ved B 241, Harzer Hochstrasse. Hytten var et tilflugtsrum for vandrere, der her kunne søge ly under pludselige uvejr. Vi mødte undervejs endnu et sådant læhus.

Kort efter p-pladsen lå denne tilflugts- eller grillhytte. Her var som det eneste sted lidt udsigt over Harzen.

Hvorfor Ackeren?
Jeg havde valgt den Acker til en gåtur, fordi jeg kendte området, der for tredive år siden var privatejet skov, hvor der jævnligt skovedes en parcel på et par hektar. Indtil træerne voksede op igen, var der udsigt. Desuden var der ikke så langt – kun små ti kilometer, og området var meget plant. Faldet var i gennemsnit 1 %. Kun det sidste stykke var der en stigning. Den viste sig at være større, end jeg erindrede. Området var imidlertid i mellemtiden blevet nationalpark, og det betød temmelig store ændringer, men det vender vi tilbage til.

Vi gik fra 1 over 2 til 3 – ikke den nærmeste vej, for den krævede vandtæt fodtøj.

Klima & føhn.
Ackeren er både meteorologisk og geologisk interessant. Først det meteorologiske. Ackeren er en bjergryg 13 kilometer lang og 2,5 kilometer bred med en højde på op til 900 meter noget over det omliggende Harz. Ryggen ligger nogenlunde på tværs af vestenvinden, og den er den første, som vestenvinden møder for alvor i Harzen. Derfor afgives fugtigheden her. Vestsiden af ryggen får 1500 millimeter regn om året, hvilket er mere end det dobbelte af den normale regnmængde i Harzen. Derfor er stien langs Ackerens vestside også langt mere fugtig og kræver i følge brochuren om vandreture gummistøvler. Vi blev spurgt af nogle andre vandrere, der netop var gået denne tur om, hvilken vej vi var gået og derefter, hvordan den havde været. Deres vej havde været 300 meter kortere end vores, men meget smattet. Selv om det slet ikke var på tale, frarådede de os at gå den vej hjem tilbage. Også årstemperaturen er væsentlig lavere. 4 graders Celcius mod 8 grader i Danmark. Det vil sige, at der er temmelig meget sne. Der er sne et halvt år på Ackeren!

Teorien bag klimaet er, at vind afkøles, når den tvinges op ad en bjergside. 1 grad per 200 meter. Kold luft kan ikke indeholde så meget fugt, som varm luft. Når vinden har passeret højderyggens top opvarmes den igen ved at falde nedad. Her er temperaturforøgelse 1 grad pr. 100 meter. Hvorfor ved jeg ikke, men det kan skyldes fugtigheden. Straks efter passagen af kammen mærkede vi den udtørrede vind som meget varmere. Fænomenet kaldet Føhn. Selv om temperaturforskellen mellem 200 meter og 900 meter kun er 3½ grad, føltes det vandkoldt. Vi havde overtøj på, da vi startede på vestsiden, idet Magdeburgerhytten og p-pladsen lå på vestsiden. Straks vi kom over på læsiden, kunne vi lægge overtøjet og gå i korte ærmer. På vores efterårstur treogtredive år tidligere hundefrøs vi på toppen.

Ackeren geologi
Geologisk havde jeg undret mig over ryggen og forsøgt at se en forklaring i foldebjerge, men en sådan naturlig lå ikke lige for. Forklaringen er en helt anden. Ackeren består af quarsit eller på dansk kvartssandsten kaldet Acker-Bruchberg-Quarsit. Sandet er aflejret i et hav i Nedrekarbon og Øvredevon. Det var rent kvartssand sorteret af strømmende vand og aflejret i et lavvandet hav. Det ses af mangelen på basisk materiale i sandstenen. Havet var formentlig Iapetusoceanets kontinentalsokkel. For 340 millioner år siden må Gondwanna have været på vej og have udløst jordskælv. Kvartssandaflejringerne rutschede herunder gennem en erosionskløft i kontinentalsoklen ned mod oceanbunden. Sådanne erosionskløfter ligger også i dag i kontinentalsoklen ud for de store flodmundinger, hvis soklen ikke ligger for langt fra det tørre fastland. Induskløften er den mest kendte. Ackeren dannedes af det sand, der lå i kløften og aldrig nåede oceanbunden. Da oceanet indgik i bjergkædefoldningerne, blev sandet til sandsten på grund af det forøgede tryk og den hævede temperatur. Området hævedes, blev igen nedbrudt og hævedes igen, da Afrika langt senere stødte på Eurasien. Havaflejringen hovedsageligt ler i form af lerskifer eroderedes let væk, mens den langt mere modstandsdygtige quarsit blev tilbage og danner ryggen, vi ser i dag. Alle materialer over og ved siden af er i dag borteroderet. Quarsitten er hård og meget ensartet uden sprækker. Den forvittrer kun langsomt og kun fra overfladen. Den er derfor yderst velegnet som bygningssten, men i området sås heldigvis ingen stenbrud.

Geologisk forklaring på denne lidt umotiverede bjergryg.

Ackeren i dag er markeret med rødt. Blåt er hav. Grønt er land, henholdsvis højland og lavland. En flod løber gennem en kløft fra bjergene ned i lavlandet, over stranden og ud i havet. Strømmen er stærk , så den graver endnu en kløft over havbunden ud over kontinentalsoklen til dybhavet. I gennem kløften transporteredes kvartssand, som i dag er forstenet og hævet så det nu ligger tilbage som en bjergryg af quarzit. Hele området er senere hævet op over havets overflade, men kløftens sider og omgivelser er gennem årmillionerne eroderet væk. Kun quarzitten ligger tilbage.

Nationalparken
Nu er Ackeren en del af Harzens nationalpark, der også omfatter Brocken. Skovhugsten er ophørt, og alt skulle således være godt. Jeg savnede dog de vide udsigter som følge af de nyligt skovede områder, og jeg syntes ikke, at de mange væltede og rådnende træer pyntede, men de hører naturligvis en naturpark til, og de er bolig og mad for en masse insekter. Det var også mit indtryk, at der var flere køreveje i området, muligvis fordi nationalparksansatte skulle køre rundt i firehjulstrækkere? Til gengæld måtte vi ikke gå uden for vej og sti. Nationalparken var også åben fra solopgang til solnedgang, hvilket vil sige, at dyrene holdt sig fra stierne, hvor der kunne være mennesker hele dagen. Sådan var det ikke, da vi var der første gang. Da havde beværtningen kun åbnet mellem 12 og 13, og uden for den tid var der ikke noget at komme efter i skoven! Nu var beværtningen åben mellem 10 og 17! Selv om jeg billiger nationalparker, vil jeg nok sige, at vi så flere dyr, før området blev nationalpark.

For år tilbage var der en del skovdød her, og mens træerne samler kræfter igen, boltrer lyngen sig.

Schweizerne oplyste, at en sæter, der afgræssedes af køer eller en sæter, der blev brugt til høslæt havde et rigere plante- og dyreliv end en sæter, der blot lå hen! Også på Tipperne i Danmark har naturfolkene for længst erkendt, at fuglene forsvinder, hvis man freder totalt. Køerne skal fremdeles holde pilen nede, hvis gæssenes græs skal gro! I Ejderengene så jeg noget fredet eng, der var vokset til med pil, el og tidsler. Her havde bønderne, der var imod fredningen, sat skilte op med, at sådan så der ud, når Staten tog over. Der stod også skilte, der rimede på tysk: “Hvor Möller regerer, kreperer fuglene,” eller “Hvor Möller regerer, er bonden ruineret.” Möller var den uheldige, grønne delstatsminister, der her skulle føre EUs krav ud i livet.

I en naturpark for naturen lov til at passe sig selv. Ingen fjerner væltede træer. Træbukke og borebiller boltrer sig.

På vores tur så vi kun fugle flygte på 500 meters afstand. Der skulle være vildkatte, men ikke los eller tjur mere. For 25 år siden havde vi oplevet en tjur, både en han og en hun. Tjuren er stor hønsefugl på 85 centimeters højde. På tysk hedder de Auerhühner, urhøns. De danske urhøns hedder Birkhühner, og de nordiske fjeldryper hedder Schneehühner. Vi så to myretuer, hvor den ene havde myreveje på 600 skridt, hvilket formentlig er omkring en halv kilometer. Sommerfugle var det, vi oftest så. Meteorologisk mærkede vi nogle gange kortvarige, men heftige faldvinde, og så var alt stille igen.

Måske lidt ensformig kilometer efter kilometer, men bestemt ikke uden charme.

Beværtningen var noget for sig selv. Der var ikke el eller vand bortset fra overfladevand til toiletter, men ikke drikkevand. Der var gaslys med gløderør. Da vi for treogtredive år siden ankom og satte os, kom værten uden at spørge med en skål suppe med pølse, en øl og en snaps. Der var ikke spisekort. Det var der nu, men der var stadig det samme på programmet. Nu kunne man bare vælge suppe uden pølse og pølse uden suppe, brød med pølse og suppe med brød. Der var talrige kombinationer, så der blev til et spisekort. Vi fik ærtesuppe, og Edit drak to Altenauer Dunkel. Lige inden vi gik, tog vi kaffe og kage. Bjergtoppen hed Hanskühnenberg, og den var 811 meter høj, lidt lavere placeret end p-pladsen, hvor vi var startet.

På bjergtoppen 811 meter stod dette tårn med en lille café.

Lagerøl og ærtesuppe med pølse. Når vi har gået så langt, kunne såmænd have spist hvad som helst.

Vi gjorde udturen på godt to timer mellem 09.45 og 12.00. Hjemturen varede fra 13.50 til 15.45. Vi var på hotellet 16.15, hvor vi badede og sov lidt. Man kan sagtens gå hurtigere, men skal man undervejs studere insekter og blomster, nyde naturen og udvælge fotomotiver, tager det den tid, det tager. Edit går ikke langt på et foto!

I 1979 længe før nationalparken var der vide udsigter. Det var efterår og ikke helt varmt, så vi har overtøj på.

I 1979 – før nationalparken – var der også vilde dyr. Her gemmer en udsprunget tjurhan sig i skoven.

Hannen ville gøre indtryk på hunnen, der sad oppe i et træ. Den var langt mindre. I øjeblikket er tjuren udryddet i Harzen! Der arbejdes på genudsætning i nærheden af Osterode. Losser til udsætning har man nær borgen Harzburg.

80 år gammelt automobilkort! over Harzen. Harzens bjerge er ikke afsat, men begynder du i nordvest ved Goslar ligger følgende byer lige i kanten af Harzen: Seesen. Osterode, Bad Lauterberg, Ilfeld, Sangerhausen, Mansfeld, Hettstedt, Ballenstedt, Blankenburg, Wernigerode og Bad Harzburg.

Kort over Ackeren

Med grønt har jeg markeret Ackeren, som vi gik på. Øverst på ryggen ses Bruchberg, hvor jeg har skrevet 928 meter. Ved ➂ ligger Hanskühnenburg 811 meter.

Bent Hansen 9. juni 2013.