Island er besøgt fire gange på tre rejser. Hver gang kun forholdsvis kort tid.
FØRSTE OG ANDET BESØG. REYKJAVIK. REYKJAVÍK
To gange er besøget sket med fly under en mellemlanding på vej til og fra Grønland. Det var i 2005. Der er naturligvis direkte fly fra København – Grønland, men disse var udsolgte, så den højskole, jeg rejste med, havde valgt at rejse over Island. Til og fra København benyttedes Keflavik Lufthavn, mens der til og fra Grønland benyttedes Reykjavik Lufthavn. Om der ikke blev fløjet hver dag, eller højskolen havde været gavmild, ved jeg egentlig ikke, men vi havde på både udturen og på hjemturen et par overnatninger i Reykjavik med sightseeing. Desuden var der på hjemturen lejlighed til at se Reykjavik på egen hånd. Busrundturen var på nogen måder udmærket, idet vi besøgte nogle seværdigheder, men i Hallgrimskirken fik vi kun tyve minutter til en besigtigelse inde og ude. Mange steder på rundturen holdt bussen blot, og vi fik udpeget en seværdighed, som vi absolut ikke skulle af og se.
Selv om vejret var udmærket, og det var sommer, mindes jeg Island som brunt. Overalt mellem Keflavik og Reykjavik var der brune lavamarker uden ret meget bevoksning. Dette indtryk ændrede sig dog senere, hvor jeg så noget mere grønt og langt smukkere Island.
TREDJE BESØG. SEYDISFJORD. ISLANDSK SEYÐISFJÖRÐUR
Vi havde fået et tilbud. Hvorfor ved jeg ikke. Tilbuddet så fordelagtigt ud, men om det også var det, ved jeg faktisk ikke, for som altid ved sådanne tilbud er der en masse, der ikke er med i prisen, og når ekstraudgifterne lægges oveni, ved jeg såmænd ikke, om turen var noget tilbud. Turen foregik i skolernes efterårsferie, og bag tilbuddet stod den færøske Smyril-line. De må i efterårsferien have været ved at brænde inde med deres billetter, og så lavede de dette tilbud. Fra Hirtshals sejledes til Færøerne, hvor der var en lille rundtur til den færøske domkirkeruin.
Derpå sejlede vi til Seydisfjord i det nordøstligste Island, hvor skibet lå en nat over, og da det kom en morgen og sejlede anden dags aften, var der to hele dage til udflugter. Vi havde vurderet, at vi ikke kunne få to dage til at gå i Seydisfjord, og det holdt stik, da vi så byen. Nogen rutebil var der ikke i byen, så vi fortrød ikke, at vi investerede i to udflugter med bus.
Tilbage i Thorshavn var der et længere ophold, der resulterede i en udflugt til det nordlige Østerø til blandt anden Gjov.
På turen til Hirtshals tog vi af sted dagen før og havde en overnatning i Rold Skov, hvor vi på vejen så Muldbjerge, Lille Vildmose og Rebild Bakker samt Ravnekilden i Rold Skov. Edit havde fødselsdag, så hotellet var fint og serverede standsmæssig middag. På andendagen så vi Store Vildmose og Mårup kirke, der da allerede var revet ned for ikke at falde i Vesterhavet. Fyret på Rubjerg Knude nåede vi ikke, for jeg havde læst det med småt i programmet. Selv om der var afgang på et givet tidspunkt, kunne færgen godt sejle en time før, så det var bare om at være der. Jeg havde også set rigtigt, nemlig at de, der kom sidst til færgen, ikke fik en p-plads ved færgen, men måtte holde flere kilometer borte. At det med småt om den tidligere afgang var alvor, så vi i Seydisfjord, hvor vi netop sejlede en time tidligere. Vi var et par meter fra kajen, de der kom tre biler, som altså ikke kom med på denne afgang, skønt de ankom 55 minutter før afgang. Så tog de bare den næste færge – en uge senere!
Vi nød turen, for vi kan godt stå fra morgen til aften på dækket og bare se vand og tilmed nyde det. Maden i restaurationen var også fin, idet det var buffet, men et par gange var vi kommet for sent og måtte spise i cafeteriet, og det var absolut ikke noget at skrive hjem om, selv om det gjorde turen lidt billigere.
På hele turen var det havblik. Dønningerne var højst to meter, og det mærkedes ikke på skibet, der var af en vis størrelse. Pigerne i buffeten fortalte, at ugen før havde de været ude i en brandstorm, så maden fra bordene var røget på gulvet. Bordene var tilmed væltet, skønt de var boltet til gulvet.
Myvatn
Den første tur gik til denne kendte nordøstislandske sø med et rigt fugleliv. Søen er sikkert opkaldt efter myg, men de var døde i efterårsferen, og i virkeligheden er plagen her heller ikke myg, men en lille irriterende flue, jeg også har mødt på Grønland. Søen rummer en halv snes andearter foruden gæs, skalleslugere og lommer. Desuden kan man se ugler og falke således den lille Smyril, der ud over at været navnet på skibet også var en falkeart i Nordatlanten.
Vi skulle have set flere af Islands kendte vulkaner på vejen, men det sneede og i snefoget så vi ingenting, men en rask lille snestorm var også en oplevelse. Vi gik således glip af Herdubreid 1682 meter, askevulkanen Askja 1510 meter, Blåfjall 1823 meter, Snæfell 1833 meter og Krafla 813 meter. Vi måtte tage til takke med Hverfjall 452 meter, men den fotograferede jeg ikke. Vi passerede Hrossaborg, der var et græsklædt vulkankrater, hvor bønderne havde ladet deres heste græsse. Senere havde Hesteborgen været kulisse for en katastrofefilm med Tom Cruise, men om vi skulle derind…..
Der var stop ved Hverrir, Helvedets Køkken, og ved Myvatn så vi Dimmuborgir, de små borge, men her blev mine farvebileder sort/hvide. Der var kun de to farver. På stedet holdt i følge turistforeningen et større antal julemænd til, men om vi så nogen af dem, husker jeg ikke. Klippeformationerne var typiske for området og har følgende forklaring: Udbruddene i et større vulkankrater ebber ud. Magmakammeret synker sammen, da det bliver koldt, og der opstår en kratersø. Det meste af vulkankeglen eroderes, men der kommer efterfølgende lige et par småudbrud, der arbejder sig op gemmen den størknede prop i krateret og gennem vandet i kratersøen. Også disse små vulkaner nedbrydes og efter yderligere indsynkning af magmakammeret står kraterrøret med sin hårde basalt tilbage som underlige formationer, der tiltrækker julemænd og turister.
De geologiske seværdigheder ved Myvatn kendte vi til fulde fra Azorerne. Guiden talte endvidere om Den midtatlantiske Ryg, der konstant udspyder basalt i store mængder. På Island så meget at hele øen er kommet op over havets overflade. Da riften stadig er aktiv, vokser Island stadig i bredden. Nogle centimeter om året både mod øst og mod vest. Nogle steder kan man se riften, men det guiden udpegede for os som riften, var nu noget helt andet. Når magmakammeret under jorden er fuldt, hæver jorden sig og overfladen sprækker, ganske som et muldskud. Fænomenet kaldes domestrukturer. Det var sådanne revner på kryds og tværs, vi så. Bliver revnerne senere fyldt ud med lava, ses sills and dyks.
Noget andet er så, at Den midtatlantiske Ryg rent faktisk går gennem Myvatn og under vulkanen Krafla. Revnen i jordskorpen ses flere steder på Island, og ved Thingvallavatn længere sydpå er den vandfyldt, og dykkere kan mod betaling svømme i riften ved navn Silfra-kløften. Ud fra fotos kunne den rift, jeg så ved Myvatn Naturbad godt ligne en ægte rift?
Turen gik først til noget mere jordnært, et sted vi kunne spise og et sted, hvor der kunne bades i de varme kilder. Mens Edit badede, gik jeg ud og så på vulkanske seværdigheder: som riften og den meget tyndtflydende lava på stedet, der danner skjoldvulkaner og ikke de mest almindelige keglevulkaner.
Vatnajøkull
På andendagen kørte vi mod syd op mod indlandsisen i Islands største jøkull, Vatnajøkull.
Seydisfjord ligger i bunden af en bugt omgivet af 1000 meter høje fjelde. Hinsides disse fjelde ligger ringvejen rundt om hele Island. Hertil og til nabobyerne har der sikkert fra tidernes morgen været fodstier til landtrafikken. I 1944 opstod ved ringvejen en ny by, Eigilsstadir, der hurtigt voksede til landets sjette største. Nu er folketallet igen for nedadgående. Stenene af søjlebasalt på billedet nedenunder minder om den første, der kørte en bus om vinteren mellem de to byer over fjeldryggen. Hvornår er ikke angivet på stenen, men det må have været efter 1944 – altså i min tid, hvor Seidisfjord først fik helårsvej. Her sås også små vandfald og jættegryder. Mens fjeldet som nævnt har højder på over 1000 meter, ligger passet i godt 700 meter.
En anden sten, et kunstværk i stærk gulstribet kulør stod i nærheden, men efter optagelsen af en katastrofefilm, hvor en fyr på skateboard i vild fart kørte ned fra passet, opdagede de indfødte, at deres kunstværk var malet om i en intetsigende farve! Det er nu malet tilbage igen. Jeg fandt ikke kunstværket værd at fotografere, og jeg beklager ikke, at jeg ser for lidt katastrofefilm.
Hvor langt vi skulle have været op mod Vatnajøkull, ved jeg ikke, men jo længere sydpå vi kom, jo mere sved det i øjnene og i hals og næse. Vulkanen Bardabunga rørte på sig, men da den lå under isen, kunne den smelte store mængder vand ved et pludseligt udbrud, og vandet ville benytte samme dal som os på sin vej mod havet, så ved forfatteren Gunnar Gunnarsons hjem kom vi ikke længere. Vi så, spiste og vendte så, men da var det meste af dagen også gået. Forfatteren havde købt et tidligere kloster nedlagt allerede ved reformationen og indrettet det som hjem og skrivestue. Klostret hed, og stedet hedder stadig Skridurklaur. Mine forældres generation læste Gunnar Gunnarson, men min generation næppe. Vil du vide mere, så søg ham på nettet. Hvorfor smeltevandsfloden ville stoppe lige der, ved jeg ikke, men de må jo vide, hvad de gør, de islændinge. Måske var dalen her nu så bred, at en syndflod ikke mere ville være nogen trussel for os? Varslingen af et eventuelt udbrud ville vi sikkert også få i så god tid her, at vi kunne træffe vore forholdsregler? Af en eller anden grund fik jeg ikke fotos af hverken klostret eller naturcentret. Jeg har nok været bange for svovlsyren fra vulkanen og min fotolinse?
Ved vejen skulle der stå et lokomotivdenkmal fra byggeriet af et vandkraftanlæg, men buschaufføren var færing og vidste ikke noget. Guiden var dansk og vidste heller ikke noget, hos Gunnar Gunnarson var de historikere og vidste ikke noget om lokomotiver, og på et lille naturmuseum på vejen vidste de heller ikke noget. Det gik op for mig, at det var ordet lokomotiv, de ikke kendte. Det hjalp ikke at prøve på engelsk eller tysk. En kvinde i naturcentret mente, at hun kendte en mand i et kontor på havnen i Seydisfjord, og ganske rigtigt, han vidste besked. Han fortalte mig en hel masse om byggeriet, og om at lokomotivet stod højere oppe, så jeg skulle ikke ærgre mig. Vi var ikke intetanende kommet forbi.
Seydisfjord
Vi havde lidt tid i Seydisfjord, så vi gik en tur. Der var ikke meget at se her, men i stedet faldt vi for nogle lokale kunstnere, der havde pyntet deres huse og haver med deres værker. Også et besøg i den lokale Brugs, for at brænde de sidste islandske penge af, var en oplevelse. Midt i byen var der et lille anlæg, og her stod en mindesten. Den mindede var ikke en, der sagde os noget, og bortset fra navnet kunne jeg ikke læse den islandske tekst på stenen. Jeg prøvede dog alligevel at stave mig gennem teksten. Pludselig slog genkendelsen ned i mig. Jeg mindedes mere end tres år gammel skolelærdom. Fra en af min barndoms læsebøger erindrede jeg noget fra afsnittet om de islandske sagaer, der dengang indgik i folkeskolens pensum. Vi havde vel dansk dengang en til to timer om dagen seks dage om ugen 200 dage om året gennem ti år, så vi nåede noget.
Ærligt indrømmet, jeg blev glad for mig selv, da barndommens erindringer langsomt dukkede op. Jeg gengiver her forlægget for mindestenens tekst på først islandsk – den tekst, der pludselig sagde mig noget – og siden på dansk hentet fra nettet. Måske skal man være ”i stødet” før det lykkes?
Deyr fé,
deyja frændr,
deyr sjalfr it sama,
ek veit einn,
at aldrei deyr:
dómr um dauðan hvern.
Deyr fé,
deyja frændr,
deyr sjalfr it sama,
en orðstírr
deyr aldregi,
hveim er sér góðan getr
Desværre fotograferede vi ikke stenen, og vi fandt aldrig ud af grunden til, at mindet rejstes.
Hvis ikke du også har genkendt teksten, så står der en dansk oversættelse eller gendigtning herunder.
Fæ dør,
Frænder dør,
også du skal dø;
eet jeg ved,
som aldrig dør,
Dom om hver en død.
Fæ dør,
Frænder dør,
også du skal dø,
Eftermælet
aldrig dør
om, hvad vel er endt.
Digtet stammer fra Hávamál, og jeg tillader mig at kalde det et digt, selv om du sikkert vil lede langt efter rimene, for der er her tale om bogstavrim. Ordet Hávamál er oldnordisk, og det betyder den højes tale. Den høje er her selveste Odin.
Somme tider tænker man på alt den udenadslære, man fik med fra Folkeskolen, og mens man endnu var ung, spekulerede mange på, hvad de egentlig skulle bruge den til. Her på mine gamle dage kommer jeg oftere og oftere ud for situationer, hvor den gamle lærdom dukker frem. Nå, jeg var nok lige lykkelig i Seydisfjord uden den oplevelse, men jeg var glad for den i flere minutter bagefter.
Næsten hver rejse giver os en eller flere aha-oplevelser, som det vil føre for vidt at komme ind på, så vi nøjes med denne ene fra de senere år.
FJERDE BESØG GRIMSØY, SNÆFELLSNES OG REYKJAVÍK
Igen var vi taget med skib. Hurtigrutens lille krydstogtskib, Fram sejlede os fra Tromsø via Jan Mayen og Island til Grønland. På Island havde vi to overnatninger i rum sø, hvilket giver tre hele dage til besøg, idet vi vågnede på Island den første morgen og afgik igen den tredje aften.
Grimsøy. Islandsk Grímsey.
Den første dag besøgtes Grimsøy. Gengivelsen her er formentlig norsk, og næppe nogen i Danmark kunne finde på at sige Grimsø. I min barndoms geografibog var øen det eneste stykke Island med midnatssol. Det viste sig nu at være en tilsnigelse. Polarcirklen gik gennem det nordligste hjørne af øen. Hurtigruten har altid ekstremt dyre ture til de passagerer, der ikke vil ud på egen hånd, men vi ville ikke betale en mindre formue for en gåtur øen rundt, og en tur til Polarcirklen var heller ikke tiltalende. Flere steder har vi set den og endog stået med et ben på hver side. En af de norske guidepiger talte varmt til os om en gåtur ned langs kysten mod syd, altså modsat alle de andre. Det gjorde vi så. Vi nåede kirken, inden vi vendte om, men da var det meste af formiddagen også gået, og frokosten ventede. Nok har jeg før set søpapegøjer eller lunder, men ikke tidligere i så stort et antal og ikke tidligere fugle, der var så lidt bange for os. Desuden var der terner, havheste og edderfugle. Også snespurve var der her, og heller ikke de frygtede os. Andre steder flygtede de, blot de så os på en kilometers afstand.
Dåb
På både passager- og godsskibe er det populært for tilskuerne ved krydsning af Ækvator og polarkredsene, at førstegangspassanter skal døbes. På turen fra Jan Mayen til Grimsøy havde vi krydset Polarkredsen godt nok fra den forkerte side, idet vi jo sejlede mod syd. Første passage af Polarkredsen skete i flyet på veje til Tromsø. Nu på vej til Stykkishólmur var der tid til en dåb. Neptun kom, og sammen med kaptajnen døbte han de, der meldte sig. Dåben foregik ved, at kaptajnen og Neptun hældte isvand ned ad ryggen på ofrene. Den første var Edit, der stod i første række. Hun blev halet frem af den australske skibsfotograf, der havde et godt øje til Edit efter hans fotoforedrag og senere visning af fuglebilleder.
Særlig hårdt gik det ud over vor grønlandske guideføl Maliina, der vitterligt var født nord for Polarkredsen,og derfor næppe behøvede en dåb? Også førsteguiden, norske Helga fik ikke for lidt. Senere mødte jeg hende i København, og da hun godt kunne huske dåben, fik hun billederne.
Sejlturen rundt om Island bød også på hvaler. De var så venlige, at møde op efter dåben.
Snæfellsnes
Om aftenen sejlede vi rundt om Vestfjordene, som jeg altid har kaldt krabbekloen. Næste morgen nærmede vi os den lange halvø med den høje vulkan Snæfellsjökull helt ude på enden. Vi lagde ind i Stykkishólmur i bunden af Bredefjord, hvor havnen var dyb nok til Fram, så vi ikke skulle i gummibådene for at komme i land.
Vejret var godt, og naturen viste sig fra sin bedste side. Der var dog rigeligt med skyer det meste af tiden på vulkanen, men den lod sig dog se sporadisk, så vi ikke føler os snydt. Egentlige seværdigheder var der ikke, og var der endelig noget, så var der ikke tid til at gå derhen, ellers var det så tæt på, at vi kunne nå et kig, men i så fald indtog de få kinesere, der gjorde turen med, seværdigheden, idet de alle sammen skulle selvfies en for en op af seværdigheden. Inden de var færdige, og vi andre kunne komme til – uden kinesere – var den for besøget afsatte tid gået.
Mens der i bussen var en vis tilfredshed med turen, hørte vi om andre ture, hvor deltagerne ikke var tilfredse. Hvad, der var i vejen, ved jeg ikke, men måske forventer man sig en hel del af så ekstremt dyre ture, og bliver forventningerne ikke indfriet, så brokker man sig.
Jeg havde vurderet, at Stykkishólmur ikke kunne levere gåture til en hel dag, men det viste sig, at det havde den formentlig kunnet alligevel. Vi fortrød dog ikke turen. Siden jeg en aften fra Reykjavík havde set halvøen på lang afstand med det karakteristiske hvide fjeld for enden, havde jeg ønsket at komme tættere på.
I øvrigt viser billeder fra de senere år, at al sneen på vulkanen nåede at smelte om sommeren, så jøkelen ikke mere fik tilført ny masse, men kun smeltede af.
Vi sejlede straks efter hjemkomsten, så byens vulkanmuseum må jeg gemme til en anden gang.
Reykjavik. Reykjavík
Om morgenen nærmede vi os Islands hovedstad. Selv om jeg fra fly havde set hvaler boltre sig i Faksefjord nord for byen, var der ikke nogen hvaler at se fra skibet. Vi sad ved morgenmaden, da vi lagde til kaj lige ved det opstillede lokomotivdenkmal, Islands eneste lokomotiv ifølge brochurerne. Her skal du dog se min hjemmeside om jernbaner på Island. Så bliver du meget klogere.
Der er denne gang kun få fotos fra Reykjavík, for de fleste findes i afsnittet om det første besøg i byen.
Vi gik ud i byen. En guidepige havde fortalt om de farvestrålende huse og tage, og det var punkt to på programmet. Første punkt var det nye koncerthus, Harpen. Vi var således helt på egen hånd og mødte ikke andre på turene.
Andre også på egen hånd kom hjem uden at have fundet de farvestrålende huse. Gad vide, hvor de havde været? Flere tog på guidet rundtur til fods, nogle på bustur og en del på hvalsafari. Jeg spurgte en af dem fra hvalsafarien, og som ventet havde de ikke set en eneste hval. De havde selvfølgelig bestilt hjemmefra, og så kunne de jo ikke vide, at vi på turen så rigeligt med hvaler. Det store trækplaster var dog her et bad i spildevandsafløbet fra en stor aluminiumsfabrik eller måske snarere et stort geotermisk kraftværk sydvest for byen, hvor de badende troede – hvorfor ved jeg ikke – at de badede i vulkansk varmt grundvand. Det havde det jo så også været, før industrien tog sig af det. Badestedet markedsføres som Den blå Lagune, og det er yderst populært.
Næste punkt var et besøg ved søen Tjörnin, hvor jeg ville vise Edit det varme vand, der ikke fryser til om vinteren og derfor tiltrækker masser af svømmefugle. Det var nu den forkert årstid, men Edit så dog, at afløbet dampede lidt, så hun troede mig. Jeg havde et ærinde i turistbureauet, der lå her, mens Edit benyttede sig af stedets wifi til at få opdateret sit ur, få sine fotos flyttet automatisk fra fotoapparat til pc og tjekket mails og sendt hjem. Det havde altså knebet i Nordatlanten med netforbindelse.
Straks efter frokosten gik vi op til bybus linje 12, som skulle bringe os til Frilandsmuseet, Árbær mere end tre kvarters kørsel fra havnen. Vi kom som pensionister gratis ind, men omsatte straks besparelsen i kaffe og kage på museumscafeen. Kagen var også noget traditionelt. Selv om vi så på de ikke så forfærdelig gamle huse, var mit mål nu de helt gamle tørvehuse, hvor kun facaden for et syns skyld var af træ, resten af græstørv. Der var også en kirke i gammel til. Her havde de noget sjovt. I kirken hang islandske bryllupsklæder med blandt andet høj hat. Brudebuketten voksede lige uden for. Tilmed var et bryllup på tilbud den dag, men dels kunne vi nok ikke nå det, dels ville Edit ikke.
Der var nu mere træ i husene indvendig end forventet. Måske var det på grund af isolering og ikke træmangel, at man byggede med græstørv? De svære stammer, som norske bjælkehytter er bygget af, havde man uden tvivl ikke på Island, men ved nordboernes ankomst omkring år 1000 har der nok været noget mere træ, end geografibøgerne ville være ved. Menneskets virksomhed og navnlig deres dyr har sikkert gjort et vist indhug i skovene? Hvad der så var tilbage af træer, tog Laki-vulkanudbruddet i 1783 livet af sammen med en stor del af befolkningen, 10 000 eller 20 %. Det gik endnu hårdere ud over husdyrene, der svandt i antal på 50 – 80 % alt efter art. Herefter var Island skovløs. I nutiden så vi lærkeskov omkring Gunnar Gunnarsons hus på Østisland, og i Reykjavik var der ret mange træer og tilmed store træer. Islands ældste træ så vi også ved et tilfælde, og kun fordi, jeg kunne læse så meget islandsk, at jeg fattede teksten ved træet.
Da vi kom til museet, noterede vi tiden for udturen, og vi fotograferede køreplanen på stoppestedet. Midt på eftermiddagen var der fem busser i timen. Vi skulle jo rettidigt til skibet. Var det sejlet, skulle vi med et fly til Grønland for at fange skibet der igen.
Museet var meget spændende. Der var netop, da vi var der, lige nøjagtigt ikke et damplokomotiv fra havnebyggeriet udstillet. Det var der både før og efter vort besøg. Vi tog islandske historiske kagespecialiteter i museumscafeen, og eller kastede vi os over den gamle islandske byggestil, hvor der indgik græstørv i byggeriet. I kirken var der nede i det bagerste hjørne dele til et kjolesæt, en høj hat, en brudekjole, et slør og en buket tørrede blomster samt et skilt, der på islandsk forkyndte, at man kunne ringe til et nummer og så kom der en præst, og tilmed var der bryllup på tilbud. Edit modstod nu fristelsen. Vi kunne nok heller ikke når det.
Vi var i så god tid, at vi stod af i den vestlige del af byen. Mit indbyggede kompas sagde mig, at gik vi sydpå fra busstoppestedet her, kom vi lige op til Hallgrimmskirken. Planen var ellers at tage tilbage til centrum og så tage en ny bus ud til kirken, men jeg havde konstateret, at afstandene på kortet ikke var så store, at vi ikke kunne gå. Havde det været i København, havde der været adskillige zoner ud til Árbær, men her skrev chaufføren blot tidspunkt på billetten, der altså var en timebillet. Efter københavnske forhold var busturen billig. Tilmed gik vi fra kirken til skibet, idet en af de norske guidepiger også havde talt varmt for nogle strikkebutikker på vejen tilbage. Dem så vi naturligvis også. Jeg tror tilmed, at Edit købte garn også her.
De der havde været på byrundtur med bus, mødte vi i kirken, og guiderne havde fri den dag, så de var også med, og de kunne ikke forstå, at de ikke havde set os på bussen før, nu vi var i kirken. Jeg tror, de blev lidt misundelige, da de hørte, hvor vi havde været, men de tilbød da en tur tilbage til skibet, men nu stod den jo på strikkebutikker. De undrede sig vel, fordi de levede af deltagere, der ikke kunne eller ville finde rundt selv.
Så var der igen mindst et døgn i rum sø, inden vi så Kap Farvel på Grønland.
Også denne islandstur havde været rigtig god. Vejret havde igen vist sig fra sin bedste side. Det blæste lidt fra øst, med ikke nok til at rejse søen. Der var kun tale om højst to meter høje dønninger med en meget lang bølgelængde. Igen havde vi været heldige. Ingen tilløb til søsyge.
En tur rundt på Island står stadig på min ønskeseddel, men nu er jeg blevet for gammel, og min bil kan ikke klare turen, idet den ikke kan forcere den talrige vandløb. Jeg kunne selvfølgelig flyve og leje en firehultrækker, måske en monsterbil? Endnu er det dog kun blevet ved tanken. Og finde nogen at rejse (dele udgifterne) med, der vil se det samme som jeg, er svært hvis ikke umuligt.
Bent Hansen
18. september 2019.
Et enkelt tidligere indlæg er indgået i dette indlæg.