INDLEDNING
Besøget på Cuba afvikledes over to uger i foråret 1998. Alle fotos skyldes hjemmesideindehaveren.
Ikke alle stednavne er stavet med de specielle spanske tegn, idet programmet her ikke formår det. Når det er lykkedes hist og her, skyldes det kopiering fra andet program, men det kan din maskine måske ikke læse?
Ældre kort viser andre bynavne. Mange cubanske byer blev efter revolutionen omdøbt og opkaldt efter revolutionens ledere. Som regel de faldne.
Ud over denne rejseberetning fra Cuba bringes et indlæg om Cubas jernbaner.
HVORFOR CUBA?
Cuba er et populært, eksotisk rejsemål. Nogle vælger det, fordi det er billigt, andre fordi det er anderledes og en del måske, fordi de vil studere politik. Enten fordi de er for tingenes tilstand eller fordi, de på forhånd er imod. Det er altid sundt at træffe et for-eller-imod-valg, når man har set med egne øjne.
Da min bekendtskabsskreds hørte, at jeg ville til Cuba, undrede mange sig. Det nyttede ikke meget at oplyse, at jeg skulle se sukkerrørsbaner. I bekendtskabskredsen var man stadig lige kloge, og enkelte troede, at jeg var blevet socialist eller det, der for dem var værre. Kun en enkelt oplyste, at han også gerne ville til Cuba, og nu var det min tur til undren. Jo, han ville gå i Hemingways fodspor.
Jeg havde en fin tur, som jeg ikke fortrød, og få år efter, var turen umulig at gøre mere. Der var simpelthen ikke sukkerrørsbaner tilbage at se se på. Vi ankom i en weekend og rejste i weekenden 14 dage senere. Vi havde således helligdage, både da vi kom, og da vi rejste, hvor vi kunne se på Havanna. Weekenden i midten blev vi anbragt i badeparadiset Varadero.
Jeg opsøgte ikke politik, men den opsøgte mig. Ellers så jeg pligtskyldigt de seværdigheder, jeg blev præsenteret for. Når jeg kunne undgå det, sagde jeg nej tak til skole-, børnehave- og virksomhedsbesøg. Skal man have noget ud af sådanne besøg, skal man selv gøre det alene og spontant og ikke på et arrangeret besøg. Jeg ville langt hellere besøge sukkerfabrikkerne og her rende rundt i remiser og værksteder.
Statsreklame – af de mere fredelige på vejen mellem Santa Clara og Cienfuegos. “Sukkerhøsten er min kamp. Sukker for at skabe.”
Sukkerhøst med machete ved Central 318, Victoria de Yaguajay og Central 304, Granma syd for Varadero. Granma, Bedstemor var navnet på skibet, hvormed Castro og hans folk sejlede til Cuba for at starte revolutionen. Man havde maskiner til sukkerhøsten, men det kneb med brændstof, men som en cubaner sagde: “Befolkningen skal jo også have smør på brødet!” Afbladningen var mekaniseret og foregik på samlestationer langs banerne. Der læssedes således ikke mere langs banerne fra markerne direkte.
Sukkermøller måtte ikke fotograferes, men af en eller anden grund sprang en linselus ind i mit fotofelt. Det viste sig at være mølle 440, CAI Efrain Alfonso. Billedet er lidt mystisk, for der er slet ingen tog på det.
1600 ton sukkerrør og gammelt jern drøner over en firesporet motorvej vest for Central 303, Australia. Bussen er vores. Ellers var der ikke andre kørende på vejen. Tankvognen var en ekstra vandvogn til lokomotivet.
Et af Cubas store problemer, prostitutionen. Pigen her var næppe 18, og hun tilbød sig for 5 $. Jeg havde allerede givet 20 $ for lokomotivet, så jeg takkede også her nej. Jeg har ikke tal på de tilbud, jeg fik. Vi er i nærheden af Pinar del Rio ved Central 105, Augusto César Sandino.
Skal jeg være helt ærlig, er der ikke noget at se på Cuba. Ikke desto mindre udbydes talrige ture til øen af adskillige udbydere.
Da jeg kom hjem og havde fået skrevet mine to ringbind om turen, skulle en bekendt til Cuba og spurgte mig om min tur. Jeg sagde ikke noget negativt, men lånte hende mine mapper. Efter ferien spurgte jeg så til turen. De havde ikke været på Cuba, men et andet sted. De havde læst min mappe!
I Varadero benyttede jeg fritiden til at kigge på natur og geologi, og det gav også oplevelser, selv om jeg kunne have fået mere natur på en anden strand end lige Varadero. Når jeg ikke er begejstret for ferieparadiset Varadero, er det fordi, jeg ikke gider badeferie nogen steder, hvor turistindustrien bestemmer, og det har ikke noget med Cuba at gøre.
En af den positive ting for mig var den megen folkemusik på gader og stræder samt på hoteller og i restaurationer – også selv om de kostede 1 $ hver gang – også, selv om vi ikke havde bedt om musik.
En seksmandsgruppe i Trinidad, en hvid pige og fem sorte cubanere. Den bedste gruppe i miles omkreds sagde man. Deres force var Salsa, men Guantanamera skulle vi da også have. Se mere under billedet fra Revolutionspladsen.
BESØGSMÅLENE
Vi fløj til og fra Havana, og vor første tur førte os til Pinar del Rio ude i vest. Derfra tilbage til Havana og igen videre mod øst over Santa Clara til Cienfuegos og Trinidad. Videre mod nord over Cardenas til Varadero. Hjemturen gik over Matanzas og langs kysten til Havana.
Det var meningen, at vi skulle have kørt med tog, men med ét tog hver anden eller tredje dag viste det sig ret umuligt. Det blev kun til to togture med offentlige jernbaner. Til gengæld tog vi nogle ture med sukkerbanerne, hvor vi skillingede sammen til at få en togførervogn hængt bag i toget, så vi kunne få en tur med.
Vor offentlige togtur gik fra Havanna til Santa Clara. Det bestilte hotel i Cienfuegos blev erstattet med et andet ved Faro Luna syd for ved Det caraibiske Hav, hvor der ikke var noget at se. Den anden togtur førte fra Matanzas til Camilo Cienfuegos, hvor vi stod af, da der ikke var tog til Hemingways by, Cojimar.
Vestcuba efter et gammelt amerikansk atlas fra 1906. Det skulle være muligt at finde de besøgte steder, om end de dengang kunne hedde noget andet.
ARRANGEMENTET
Et lille specialrejsebureau havde arrangeret turen i samarbejde med en større teknisk arrangør. Som ofte ved rejser i ulande har man en aftale om en række besøg samt en pris. Vel fremme udsættes man som regel for alverdens søforklaringer, der alle går ud på at hive flere penge ud af den besøgende. Pludselig kunne dette og hint ikke lade sig gøre. Det gjaldt både bussen og sukkermøllerne, vi skulle besøge.
Cubaturen var nok planlagt, men alt ændrede fra dag til dag. Dels var vejret skyld i nogen ændringer, men andre ændringer skyldtes, at de planlagte jernbaneture måtte erstattes af andre ture, idet der på grund af mangel på brændstof ikke kørte tog hver dag til de udvalgte destinationer. Og så har jeg antydet, at myndighederne kunne være ret firekantede.
HAVANA
I Havana var vi for en stor del på egen hånd. Bussen bragte os til bydelen Casablanca på den anden side af havnen. En del af tiden gik med et privatbesøg, der ikke var arrangeret af bureauet, men virkelig var privat. Et besøg på pionerbanen blev ikke gennemført, idet denne ikke var i drift.
Havana. Bemærk de mange banegårde. Typisk amerikansk. Langs strandpromenaden Malecon havde der også engang gået en jernbane.
Revolutionspladsen i Havana med monumentet, hvor Castro kunne holde taler for folket i timevis. Der kunne være 1½ million udkommanderede tilhørere, der let risikerede 4½ times tale eller mere. Monumentet er 105 meter højt og påbegyndt af forgængeren Batista til minde om en tidligere revolutionær og digter, José Marti, som du måske kender fra sangen Guantanamera, Pigen fra Guantanamo. Ikke den amerikanske base, men byen i nærheden. Det er nok næppe Martis udgave, du har hørt, da han faldt 1895 under et oprør mod amerikanerne, som også dengang sad tungt på Cuba. Den i dag kendte udgave skyldes Pete Seeger.
Indenrigsministeriet på Revolutionspladsen i Havana. Gavlen prydes af Che bøjet i jern med teksten: Til den endelige sejr.” Et eller andet var hemmeligt her, og året før, vi var der, kom en dansk turist for tæt på bygningen og blev skudt af vagterne.
Capitolio fra 1929 er en tro kopi af Capitol i Washinton. I dag er bygningen sæde for dele af regeringen.
Privat marked på Plaza de Armas i Havana. I baggrunden Castillo de la Real Fuerza bygget 1538 – 77. Det var på dette marked jeg løb på en stadeholder, der talte et sprog, jeg også forstod, og som mellem linjerne gav mig noget viden om forholdene på Cuba på den tid. Stadeholderen havde en høj uddannelse, og havde blandt andet studeret i udlandet og talte derfor et fremmedsprog, hvilket jeg og min makker også gjorde. Selv om hun ikke fortalte noget ufordelagtigt, var hun god til at tale mellem linjerne. Hun hævdede, at hun i sin bod tjente det dobbelte på turisterne, end hun ville have gjort i Statens tjeneste som ingeniør! Vi vidste også godt, at der blandt tjenerne i Varadero var læger, der her fik mere i drikkepenge end deres lægeløn. Man forstår dem godt, når man til daglig er og ideligt bliver liberalistisk opdraget, men jeg kan også godt se det fra Statens side. De giver de bedste hjerner den bedste uddannelse og forventer så, at modtageren tjener Staten resten af livet, indtil Staten igen tager over med aldersforsorg. En læge fik, hvis jeg husker ret, men det gør jeg nok ikke, ti gange så meget som en sukkerrørsarbejder, men det var åbenbart ikke nok!
Havanas strandpromenade benyttede vi til en rask gåtur fra den gamle by til hotellet langt ude i vest. En enkelt gang gik Floridastrædet ind over gaden og vi blev våde. I baggrundens ses fra Malecon havneindløbet med Castillo de los Tres Santos Reyes Magos del Morro 1589 – 1630. Fyrtårnet ved havneindløbet er fra 1845.
Ved vort hotel, Cuba Libra i dag Havana Libre lå på Malecon et gammelt vagttårn, Torreón de San Lázaro.
Fra Malecon sås fiskere i traktordæk på havet nord for byen. Da der kun var 150 kilometer til Florida, gik det ikke at tillade fiskerne at eje både her. De stak bare af til USA, men til familien og måske lidt til salg kunne man få til det daglige brød ved fiskeri på denne måde.
Disse fjantetøser ved havnen tiggede om at blive fotograferet, og efter en rum tid, hvor de rendte i hælene på min makker og jeg, forbarmede vi os, men straks forlangte de 1 $ hver i gebyr. Det fik de nu ikke, og så prøvede de med, at den ene var gravid, og at fyren havde svigtet hende. Det lød ikke umuligt, og jeg ville da også gerne have skænket et beløb til barnet, men så gav de op. Så gravid var hun heller ikke. De ville have dollars her og nu.
På havnens østsiden lå bydelen Casablanka. Som det ses, var husene her virkelig hvide. På højderne over bydelen stod Hilma Madeiros Kristusstatue her set fra vestbredden. Selv om den ikke passede helt ind i Castros politik, blev den stående og anerkendtes formentlig af befolkningsflertallet.
Casablanka havde hvide huse i modsætning til de spraglede huse i Havanas centrum. Navnet betyder virkelig Hvide Huse. Huset her uden tag og vinduer, men dog delvist med træskodder kan jeg ikke helt få til at passe med revolutionens formålsparagraf. Huset var beboet.
José Antonio Marceó y Grajales’ rytterstatue på pladsen, hvor også stadion og byens bedste hospital lå. Billedhuggeren er ukendt. Marceo var venezuelaner af fødsel og aktiv i frihedskampen mod spanierne. I Danmark kender vi bedst Simon Bolivar. Også det cubanske flag ses.
Sikkert fra gaden Vabor i den indre, gamle by. Butikken her har fået varer, og straks er der kø, allerede inden skodderne helt er gået op. Selv om her ser pænt ud, var renoveringen ikke helt på plads endnu. I følger rejsebureaufotos er der nu restaureret?
Et andet sted i kvarteret sås faktisk vandvognen, hvor befolkningen kom og hentede vand i dunke. Som regel kørte vandet ud i tankbiler. Om vandforsyningen nu er genoprettet, vides ikke.
Når erhvervslivet ikke har annekteret byen, kan befolkningen udfolde sig. Her spilles kort på et gadehjørne, og spillerne formåede at overdøve de talrige transistorradioer. Gad vide, om huset her ikke har kendt bedre dage?
I mangel af ubane og sporvogne, som man havde fået nedlagt tidligt, havde man nu disse kameler, selvbyggede, men fremført af en DAF, som nederlænderne havde fået uden om den amerikanske embargo. Systemet kaldes Metrobus. Jeg prøvede dem, og de var fyldte, så jeg måtte hænge i en strop.
Typisk amerikansk skolebus i Havana. Om teksterne var cubanske eller amerikanske, kan jeg ikke se, men hvis bussen var importeret før Castro, holdt den sig godt.
På hotellet fandtes i hallen dette billede, som for mig blot ser krigerisk ud. Hotellet var en stor amerikansk kæde ved at bygge, da Castro gik i land, og han opslog sit hovedkvarter her, da Havana var erobret. Amerikanerne kunne have fået erstatning, hvis ikke de havde været så påvirkede af McCarthy og kommunistforskrækkede og havde stillet sig totalt på bagbenene.
RUNDT OM HAVANA
Vi brugte også byen som udgangspunkt for sukkermøllebesøg rundt om byen, navnlig på kysten syd for Havana.
Arbejderhusene til Central (sukkermølle) 201, Amistad con los Pueblos. Møllens navn betyder Venskab med Folkene, eller på østtysk, Völkerfreundschaft. Husene er små, og der er ikke asfalt på vejen. Ofte var der køkken i det fri. Som i USA fandtes en overdækket veranda ud mod vejen, hvor husets beboere sad i deres lænestole (af træ) og betragtede verden. Mange havde hunde, som man anbragte på det flade tag, når man var hjemme.
Da et sukkermøllebesøg ikke var gratis og ofte trods betaling kiksede alligevel på grund af bureaukrater, valgte vi her ikke at betale, da lokomotiverne jævnligt futtede ind og ud ad porten. De var smalsporede, og der var deltagere, der heller ikke gad smalspor endsige ville betale for det. Vi vækker opmærksomhed uden for Central 207, Gregorio Arlee Manalis. Lokomotivet her er normalsporet og kørte på forbindelsesbanen til Statsbanen. Kort efter begyndte det at regne, og det ødelagde turen for en del, idet deres fotografiaparater druknede. Regn og kondens trængte ind alle vegne. Min belysningsmåler stod også af, men så fotograferede jeg bare manuelt.
PINAR DEL RIO
Da den planlagte togtur mod vest til Pinar del Río blev erstattet af bustransport, passerede vi også et par sukkerfabrikker, der ellers ikke var på programmet.
Pinar del Rio og omegn. Jernbanen førte dengang endnu længere vest på. Nord for byen en bjergkæde, som bussen ikke kunne forcere, så der var et par sukkerfabrikker, vi ikke fik at se.
I Pinar del Rio havde vi et par dage, hvor vi så på byen samt omegnen, der bestod af et karstlandskab med store nedereroderede flader med sukkerrør samt kalkknolde indimellem. I kalken var der forhistoriske huler, hvor turen endte i en bådfart. En nærliggende klippevæg var dekoreret med et billede af jordens og menneskets udvikling dekoreret efter ide af selveste Castro. Her var nogle meget støjende papegøjer. Viñalesdalen hedder denne lokalitet.
Mange huse i Pinar del Río, 136 000 indbyggere, Søjlernes by på det nordvestlige Cuba havde søjler foran, græske søjler i dorisk, jonisk eller korintisk stil.
Vinalesdalen ved Pinar del Rio med de karakteristiske kalkbjerge kaldet Mogoter. Her stikker fire Mogoter op fra dalbunden. De har en geologisk forklaring på deres oprindelse.
Hus på landet i Viñalesdalen ved Pinar del Rio. Man ser her “sydstatsterrassen” foran det lille hus, der tilhører en selvstændig tobaksavler. Castro sad dog tungt på økonomien, for avleren kunne kun sælge høsten til Staten. Når privateje ses her, var det fordi tobaksavl var sæsonarbejde, og det egnedes sig som sådan ikke til kollektivisering.
Tobakslade til tørring af bladene. I forgrunden tobaksplanter.
Kalkbjerge og syreregn gik ikke sammen, men dannede Mogoter i dalen og huler i bjergene. Vi blev slæbt hen til en lille hule, man kunne sejle i. Cueva del Indio, Indianerhuen. Her havde dog også boet bortløbne slaver.
Mural de la Prehistoria. Man ser geologisk Urtid, Oldtid, Middelalder med dinosaurier, Tertiær og Nutid med socialistiske mennesker. Billedet på klippesiden målte 120 x 180 meter. Det var malet efter ide af Castro. I området var der fyldt med højrøstede papagøjer.
Gik man tæt på, så man maleteknikken. Til gengæld mistede man overblikket.
Strømmen går
Et gevaldigt uvejr afbrød en ellers hyggelig aftenstund ved poolen. Vi nåede at få aftensmaden, men så gik strømmen også. Formentlig var det uvejret, men Cuba er et fattigt land, efter at russerne ikke mere havde råd til at aftage deres sukker. Cubanerne har ikke selv hverken olie eller kul, og de har heller ikke valuta, så de kunne købe. Der blev sparet på strømmen og på olien. Persontog kørte på nogle strækninger kun hver anden dag, og turistbusser som vores, skulle tage blaffere med op. Det var lovbefalet. Vores chauffør var nu ikke meget for det, så han skulle altid et andet sted hen end blafferen. Det kom nu imidlertid lidt – ikke så lidt endda – an på blafferens køn, alder og udseende.
Vi tager en beslutning
I stedet for at sidde og kukkelure på værelset om aftenen i tællepråsens skær, insisterede min makker på, at vi skulle gå ud og opleve det ultimative mørke sammen. Hotellets nødbelysning rakte ikke til nogen aktiviteter, og da det var holdt op med at regne, fandt jeg også en gåtur en god idé.
Vi nåede hurtigt turens mål: Det totale mørke. Jeg kunne høre på sjasket, når jeg gik på vejen. Jeg kunne mærke, når jeg kom ud i græsset, men jeg kunne ikke se noget. Langt ude i det fjerne på den modsatte dalside var to lys tændt, og en bil kørte derovre. Den nærmede sig imidlertid de to lys, og på et tidspunkt slukkedes bilens lys og lidt senere de to lys, og så var det bare totalt mørkt. Vi kunne intet se, men det var jo også det, vi var gået ud efter.
Længere fremme må vi have vækket en hane, men den kunne i mørket heller ikke se, hvad klokken var, så den begyndte at gale. Cubanerne gik helt givet i seng med hønsene, men jeg håber ikke, at de også stod op med hønsene. Jeg tænkte lidt på deres hunde. Måske blev de taget ned fra de flade hustage, hvor de tilbragte dagen? Men ingen hunde sagde noget eller angreb os.
Da vi syntes, det var synd at vække flere af de hårdtarbejdende cubanere, ville vi vende om. Vi havde vel også set nok. Det var ikke mørkere længere henne, for det kunne simpelthen ikke blive mørkere. Her nær Den nordlige Vendekreds var der ikke noget der hed De lyse Nætter.
Et mystisk lys
Så var det, jeg så et lys. En svag lysplet, og så en til, og vi gik alligevel nærmere. Nu var der også nogle endnu svagere lys, der bevægede sig. Pludselige nærmede to lyspletter sig hinanden og smeltede sammen og lyste kortvarigt op. Lysstyrken forekom mig at forholde sig som en til fire til ti. En enhed for det flyvende lys, fire enheder for det fastsiddende lys og ti enheder for de to lys, når de smeltede sammen.
Selv om vi gik derhen, kunne vi ikke se noget. Min hjerne havde længe været i gang. Første post, der kom ud, var St. Hansorme, men nej, det var ikke sådan, vi sang om dem i sommersangene. Derpå kom ildfluer ud, og herved blev det. Formentlig har lyspletterne – ildfluerne parret sig. Det lød i øvrigt som en kortslutning!
Det er første og eneste gang, jeg har oplevet ildfluer, og det er noget af det, jeg tror, jeg vil kunne huske rigtig længe.
Vi kom godt tilbage til vort hotel langt ude på landet på det nordvestligste Cuba. Vi kunne se det på stor afstand, for strømmen var kommet tilbage.
Central 105, Augusto César Sandino besøgtes på vejen tilbage til Havana. Da det var sidst på eftermiddagen, flokkedes skolebørnene om os. Nogle i uniform, andre uden. Nogle af vores rejsefæller ser ud til at nyde det. Børnene her havde vist også opgivet at slå os for noget som helst. Mange af de voksne var andre steder langt mere vedholdende. Ikke bare var de irriterende, men de kunne gøre fotografering umulig, og det vidste de godt.
FØRSTE TOGTUR
Turen mod øst startede fra Hovebanegården og førte os til Santa Clara, hvor vi skulle have skiftet til tog mod Cienfuegos, men dette tog kørte vist ikke lige den dag. Næste dag så vi det. Derfor tog vi turisttransportbus til Cienfuegos, hvor vi skulle have boet, men af en eller anden grund blev vi anbragt på et strandhotel ved Faro Luna, Månefyret noget syd for byen helt ude ved havet.
Områderne øst for Havana. Santa Clara, Cienfuegos og Trinidad ses desværre ikke. Svinebugten er blot afmærket som Zapata. Varadero ligger på halvøen nord for Cardenas.
SANTA CLARA
Inden afgangen beså vi en tobaksfabrik samt det dengang helt nye Che-mindesmærke i Santa Clara.
Che Guevaras grav og mindesmærke i Santa Clara fra november 1997 nogle måneder før vort besøg. Foruden var der også en mur med reliefbilleder af hans indtagelse af Santa Clara. I følge nutidige fotos er der senere opstillet krigsmateriel og jernbane- og pansertogsmateriel ved mindesmærket. Jeg bemærkede dog noget i retning af slumkvarterer i nabolaget, hvilket overraskede mig temmelig meget.
Sidst i december 1958 var Che Guevara med omkring 300 mand kommet frem til Santa Clara, hvor diktatoren Batista havde en styrke med både tanks og luftstøtte foruden et pansret tog med forsyninger. Med svært materiel fra en nærliggende landsbrugsskole ødelagde Guevaras folk skinnerne, så pansertoget afsporedes. Efterhånden blev Batistas folk trætte af borgerkrigen og overgav sig eller i mange tilfælde sluttede sig til oprørerne. Kort tid efter sluttede krigen.
En cigarfabrik bliver en cubarejsende også slæbt ind på, selv om jeg hellere ville have set sukkerbaner. Damen her i forgrunden i partifarvet bluse var 70 % over normen. Hun rullede cigarer, satte dem i pres i rammen og skar det overskydende af, så cigarerne var lige lange og tykke. Derefter kom de i pres. Det fleste andre piger hyggedes sig og passede hinandens børn, og nogle havde vist også besøg af deres arbejdsløse mænd.
På torvet i Cruses syd for Santa Clara var der en del private boder lige uden for statsbutikkerne. Priserne hos Staten var ikke steget, siden Castro kom til. De private var meget dyrere, og tilmed kostede de $, men de private havde varer. Det havde Staten ofte ikke!
Stationen i Cruses var ikke noget at skrive hjem om. Et spor med en jordperron uden fast forkant. Taxaerne ved stationen er økologiske. Hvor mange tog, der kommer her, vides ikke. Vi ventede flere gange, uden at der kom tog.
Frihedshelten José Marti som statue foran teatret i Cruses. Ham kan du læse om i indledningen. Selv små byer havde kultur på højt plan.
Vi ventede på tog ved en overkørsel nær stationen Palmyra, men først dagen efter kom der et tog. Tiden var ikke spildt, for der kom en bereden kopasser, længere nordpå kaldet en cowboy.
Lidt efter kom en vogn med hest og sukkerrør. Vi så også en tilsvarende vogn, men den var forspændt to okser. Lidt efter igen kom der vitterligt et tog fremført af en russisk lokomotivtype, der også var kendt fra DDR – en Taigatromme eller i fagsproget en M62.
CIENFUEGOS og FARA LUNA
En aften tog vi fra hotellet i Faro Luna til Cienfuegos, fordi vi havde købt biletter til to balletter, hvoraf den ene var bygget over operaen Carmen.
Teatret i Cienfuegos i gammel stil både inde og ude. I teatret så vi et par ganske udmærkede, men moderniserede baletter. Der var også ret mange balletelskende myg i salen, men da lyset i salen gik ud, kom en horde flagermus frem, og kort efter var myggene væk. Staten støttede kulturen, og mange almindelige cubanere havde råd til at købe pladser på de røde plyssæder.
Håndstor landkrabbe truer ad mig. Mens vore krabber er havdyr, findes der i troperne og subtroperne landkrabber, der rent faktisk drukner, hvis de kommer under vand alt for længe. Ikke desto mindre skal de lægge æg i havet, så når den tid nærmer sig, foretager de en enorm krabbevandring til nærmeste lille og stille havbugt. Her passerer de en vej vest for Trinidad på Cubas sydkyst. En del var er kørt over trods den ringe trafik. Gåsegribbene vil gerne have de fladkørte krabber, men deres levende slægtninge forsvarer dem. De langt større gåsegribbe var meget bange for krabberne. Tilskuere, der parkerer en bil i vejsiden for at bese fænomenet, der vel måler sig med gnuernes vandringer eller stære- og tranetrækket, får bilen fyldt med krabber, men bilen kommer ikke langt bagefter. Krabberne bider dæk, elkabler kølerslanger og indtræk i stykker. Det lokale værksted, der var repræsenteret på stedet, havde ondt ved at få dem ud igen alle sammen. Jeg har ikke noget billede af den ene kilometer vej fyldt med krabber. Jeg var lige som gåsegribbene bange for at gå ind i sværmen af krabber.
Sukkermølle 443, Pipito Tay omfattede en dagligvarebutik. Vareudvalget var så sparsomt, at der ikke for os var noget at hente, men butikken mindede også mere om et samlingsted. De tilstedeværende havde for længst lært, at de skulle have 1 $ hver for et foto. Det kunne let løbe op, så da de fleste var gået, skød jeg fra hoften. Det var faktisk cyklen, jeg ville have. Det var ikke bare turister, der var tyveriofre, men også de indfødte. Cykler var åbenbart også et statussymbol, så den måtte med ind i butikken.
I butikken overvågede Che fra væggen cyklen, men henne i isenkræmmerafdelingen var det Fidel selv, der havde vagten på væggen. Billeder af Fidel var ikke daglig kost.
Møde med kriminalitet
Ude i badebyen var vi lidt uheldige. En af deltagerne, der ikke var til tog, ville leje en scooter, og da han havde fået den udleveret og betalt, kom en yngre kvinde og foregav at ville vise ham, hvor man startede den. Og væk var hun og scooteren. Nu kom udlejeren og ville have erstatning for det stjålne scooterlig. Vor mand nægtede og krævede ovenikøbet sin forudbetalte leje retur. Han havde ret gode kort på hånden; dels ville udlejeren næppe gå til politiet med arrangementet, for det var et arrangement! dels havde vor mand grebet ud efter scooteren med en refleks og fået fat i pigens skuldertaske.
Resten af opholdet følte vi, at pigen og udlejeren havde venner blandt stedets mange arbejdsløse, så vi skulle ikke begive os ud alene i området. I samlet flok gik vi om aftenen til stranden, og badede i to hold, hvor det andet hold passede på tøjet, men banden luskede rundt om os hele tiden. Senere på aftenen kom scooteren så tilbage, og vor mand afleverede håndtasken, men da han ikke fik lejen retur, beholdt han pigens identitetskort.
Han fik aldrig sin leje refunderet, og han beholdt identitetskortet. Heraf fremgik, at pigen havde foretaget manøvren før og endvidere, at hun havde siddet inde for anden kriminalitet før. I følge guiden ville hun få problemer, når hun skulle have et nyt identitetskort, men det var udlejeren åbenbart ligeglad med.
En anden deltager havde spændt sin fototaske i livremmen, men alligevel prøvede nogen at rive den fra ham. De fik den ikke, men stropperne til livremmen blev revet af og bukserne ødelagt.
Andre rejsende, der havde lejet bil, oplevede at både vinduesviskere, benzin, reservehjul og også i enkelte tilfælde alle fire hjul stjålet og i øvrigt skulle erstatte det. Uofficielt var kriminaliteten stor på Cuba. Vi oplevede det vel også, når bussen pludselig ikke kunne køre længere. Chaufføren havde simpelt hen stjålet dieselolien og solgt den sort.
TRINIDAD
Næste stop var Trinidad, hvor vi naturligvis besøgte Sukkerdalen, men desværre var veteranbanen der ude af drift.
Trinidad, 69 000 indbyggere på det centrale Cubas sydkyst havde mange huse store vinduer fra gulv til loft uden glas, men med gitre foran. Oprindeligt mod pirater, men nu som generel sikring mod ubudne gæster.
Markedet i Trinidad. Her har man slået sig på broderi. Det var nu ikke noget, der kunne sælges til ældre jernbaneentusiaster af hankøn.
Interiør fra Museuo Munchpal tidligere Palacio Cantero opført af sukkerbaronen Borel 1827 – 30. Der var vandhaner, hvor der havde været henholdsvis Gin og Eau de Cologne.
Udsigt over Valle de los Ingenios nær Trinidad. Vi skulle have været med veteransukkertog derud, men maskinen havde sprængt sin cylinder, og deres motorvogn kunne ikke starte. Her anes en maskine til sukkerhøsten.
Blandt Sukkerdalens sukkerbaroner var der to brødre, der konkurrerede. Den ene byggede en usædvanlig dyb brønd, men den anden byggede et tilsvarende højt tårn, som ses her. Tårnet er som det eneste bevaret. Det brugtes nemlig til at vogte brand og til at kigge efter bortløbne slaver, der gemte sig i bjergene i baggrunden. Selv trods tårn og blodhunde lykkedes det adskillige slaver at flygte og slå sig ned i huler i bjergene.
Cubanske cowboys nær den såkaldte Sukkerdal ved Trinidad. Desværre var der deltagere, der for at få bedre billeder, løb ned mellem køerne og skræmte dem ind i naturen, så folkene havde stort besvær med at indfange dem igen.
SVINEBUGTEN
Vi havde også et stop ved Svinebugten, hvor vi dels så lidt på mangroven, dels så på minderne om den fejlslagne invasion her.
Svinebugten er kendt som det sted, hvor amerikaskstøttede exilcubanere gik i land i 1964 i håb om at skære Cuba midt over med støtte af civilbefolkningen. Disse svigtede imidlertid, og amerikanerne trak sig skyndsomt ud. Nu er styret ved at lave naturområdet Zapata-sumpene om til en turiststrand Playa Giron.
Castro opslog sit hovedkvarter under invasionen på Sukkermølle 303, CAI Australia. Her var et lille museum med blandt andet rester af en nedskudt contraflyvemaskinen. Australia har ikke noget med konkurrenten Australien at gøre. Det betyder simpelthen syd.
I nationalparken gemte dyrene sig. Bag kysten lå en mere end 100 meter dyb sø, der havde forbindelse med havet under dykkernes rækkevidde. Der var mange koralrevsfisk, der kom frem, når der var turister, idet en ansat så også dukkede op og fodrede til glæde for os.
CARDENAS
Her fotograferede jeg desværre ikke, og formentlig var vi heller ikke ude bortset fra stop til indkøb. Byen havde engang holdt en skulpturfestival med titlen sommer. Mange af kunstværkerne købtes bagefter af byen og stod endnu rundt om i byen. Jeg husker en stor vinkekrabbe i kalksten, der pyntede i en rundkørsel, en overdimensioneret rød cykel af ældre model også i en rundkørsel, og et busstoppested var formet som noget af et ansigt, hvor man stod i skygge og læ i næsen. Den var vist nok ikke tænkt som busstoppested, men det blev den hurtigt. Det var på et tidspunkt, hvor en vis Ellemann den ældre som minister fik den ene næse efter den anden, så nogen af os overvejede, hvilken næse, der var størst, Ellemanns mange til sammen eller busstoppestedet. Ellemann vandt. For ikke at virke politisk, er det et faktum, at Ellemanden modtog over 80 næser, uden at det fik konsekvenser for ham.
Både næsen og krabben eksisterer stadig i dette årtusinde, men vil du søge, skal du nok bruge spansk, for eller får du ikke andet end bevidstløse reklamer.
VARADERO
I weekenden, hvor sukkerbanerne ikke kørte, havde den tekniske arrangør anbragt os i det cubanske ferieparadis, Varadero. Her lå på et formentlig hævet koralrev, der ragede ud i Det caribiske Hav afskåret fra Cuba af en stærkt bevogtet kanal med kun én bro med grænsevagter, en række feriehoteller til valutastærke vesterlændinge. Amerikanerne måtte ikke komme der, men det var deres egen regering, der var på bagbenene, ikke Castro. De amerikanerne, vi mødte, var alle taget via Canada.
Varadero hedder her Icacos Peninsuala, men er ikke afsat som en ø.
Feriehotellerne optog den inderste del af halvøen. Længere ude var der på kortet naturpark. Der var i hvert fald mere hævet koralrev og mangrovesump på indersiden ind mod Cubas “fastland.” Der var dog ikke mere nationalpark, end at de var ved at opføre tre nye hoteller i naturparken.
Vi ankom en lørdag eftermiddag og gik straks til badning i samlet flok. En livredder kom halsene efter os og så ret utilfreds ud, Vi spurgte ham, om det var farligt at bade her, men han oplyste, at han var sur, fordi han frøs. Vandet var ganske enkelt for koldt. Det var godt nok det varmeste hav, jeg havde badet i, men han var nok bedre vant.
Reklameverdenens badestrand
I følge reklameverdenes folk vil mennesker gerne vinde den store gevinst i lotto. Herefter vil de smide en spand vand i hovedet på deres chef og tage til en øde palmestrand med lækkert badevand og blive opvartet med drinks. Det må være sådan, for jeg har selv set det på TV.
Jeg har hverken vundet den store gevinst eller haft lyst til at smide vand på chefen, men den øde palmestrand har jeg prøvet. I to timer har jeg prøvet det, og det var også rigeligt. Der var nogle slanger i paradiset, og netop slangerne mangler på reklamestranden. Reklamestranden var næppe heller så øde, for vi får nemlig ikke lov til at se bag kameraet.
Paradiset udarter
Efter badet tog jeg min bog og gik ned i hotellets have og fandt et stille hjørne. Det var vist uden for sæsonen. Men efter kort tid åbnede baren, og en stor, sort mand kom med en højttaler, som han stillede lige op og ned ad mig. Et øjeblik efter stod der en til på den anden side af mig. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at han også tændte dem. Så vidt jeg forstod konceptet, var han ansat til at lære mig at danse samba. Jeg ved stadig ikke, om det var mig, ham eller socialismen, der kiksede her. Jeg måtte læse min bog i min seng på værelset for at få fred.
Om aftenen efter middagen gik vi ned i haven igen. Der skulle være underholdning, og der sad da også en klassisk pianist i hallen og spillede – yndigt i øvrigt, men turisterne knevrede i sådan grad, at jeg måtte opgive at få noget ud af musikken også selv om, jeg sad næsten op ad flygelet.
Det bliver værre og værre
Også underholdningen udendørs opgav jeg i forståelse med min makker. Vi så på hinanden, nikkede og gik, da en tysker ved navn Günther vandt en konkurrence om at være hurtigst til at pakke en eller anden hustru ind i toiletpapir. Det var forståeligt, at han nød sin sejr, men hans sejrsattitude var svær at tage. Han havde fået en rulle papir til rest, og den tog han nu og kastede den ud over tilskuerne, mens han holdt i den ene ende, lige som man gør til fodboldkampe. Da var det, vi gik, for vi vidste, at mening cubaner slet ikke havde råd til toiletpapir. Oprydningskommandoet skulle nok bagefter havde kendt bedre brug af rullen, om Günther havde ladet den ligge til dem.
Og så ud i naturen
Næste dag gik vi tidligt ud i mangroven. Her opdagede vi så, at man kunne fræse på vandscooter i naturparken. Vi harmedes, for menig cubaner kunne kun vanskeligt købe benzin. Jernbanerne på Cuba kørte kun persontog hver anden dag på grund af oliemangel! men forkælede vesterlændinge kunne få lov til at køre på vandscooter for sjov og til ingen verdens nytte og til skade for dyrelivet. Og så oven i købet i et naturområde. Jeg ved da godt, at cubanerne skaffede valuta til landet på den måde, men turisterne kunne jo have kørt i et vandland eller et andet sted, hvor de ikke gjorde skade. Når man kan løbe i et fittnescenter, kan man vel også køre på vandscooter i et vandland?
Vi nærmer os paradiset
Efter en god times gang fandt vi den stille palmeomkransede bugt fra reklamen. Vi fandt også en palme, der ydede skygge, og hvor kokosnødderne var høstet. Det var godt nok svært at finde en sådan. Solen står jo næsten lodret, og faldende kokosnødder kunne være farlige at få i hovedet. Reelt dødbringende i følge Johannes V. Jensen, En sømand har sin enegang.
Når vi vendte os, kunne vi se adskillige øjne holde øje med os afventende, at vi forlod fototasker og bagage og gik i vandet. En fototaske udgjorde adskillige månedslønninger for en cubaner. Vi blev derfor én tilbage, mens den anden gik i vandet. Det var vi nu vant til. Her var vi nu kun to, og badesikkerhedsrådets regler randt os i hu. Bad ikke på ukendt steder. Bad ikke alene. Vi skulle altså slet ikke være gået i vandet.
Der var et beskyttende koralrev lidt uden for kysten. Vandet var roligt og rent. Lonely Planet bedyrede, at der ikke var hajer her. Der var dog et farlig dyr, Den portugisiske orlovsmand. Lå der tråde efter den på stranden, skulle vi ikke gå i. Det gjorde der ikke. Jeg nød det virkelig, da det blev min tur. Lige indtil jeg kom til at se ned i vandet. Jeg var omgivet af fisk, og nogle af dem var meget store. Hajsnaks. Der var ikke hajer her, men læste hajerne Loneley Planet? Jeg vendte om og svømmede i land. Jeg fik lidt af et chock, da en pelikan dykkede foran mig – altså mellem mig af stranden. Jeg har altid set pelikaner som i Rasmus Klump, men denne her havde et langt sylespidst næb. Den fløj dog, efter at den kom op med en fisk. Resten af fiskene var i øvrigt også væk nu, men min lyst var også forsvundet. Siden har jeg søgt, men aldrig på nettet fundet pelikaner, der med næbbet sad fast i badegæster. En gang skulle jo være den første, men det skulle ikke være i mig.
Flere farer
Oppe på stranden havde vi så tiltrukket insekter og lidt efter nogle meget store guldsmede, og det hjalp noget på den flyvende fauna, som nu aftog stærkt i antal. Konstant pilede landkrabberne også rundt på stranden. Deres huller var overalt. Disse landkrabber var små, men vi havde tidligere set andre betydeligt større landkrabber. De helt store Palmetyve, skulle dog ikke være her, med mindre de holdtes til spisning, og der var de i stand til at gnave sig ud gennem femkvart tommes træ og stikke af. De skulle efter sigende have et yderst fast håndtryk.
Summa sumarum
Nej, må jeg så bede om Elvighøj eller Lønne Strand, så kan reklamefolkene beholde deres tropeparadis.
Jeg er ikke utilfreds. Det var sjovt at prøve det, og både natur og turister skal jo være der. Jeg kan tage et andet sted hen. Det gør jeg også for eftertiden, men det er ikke cubanernes skyld.
Mangrove i nationalparken yderst på Varaderohalvøen. Hvert år rykkede hotellerne en halv kilometer længere ud i nationalparken, men i 1998 var der endnu et vist udvalg af dyre- og fugleliv. Vi så en del padder af arter, vi ikke har hos os.
Udsigt over palmestranden fra vor palme. Det ser yndigt ud og var det for så vidt også. De mørke pletter i luften er store guldsmede, som vi må have tiltrukket eller måske var tiltrukket af de insekter, vi havde tiltrukket. Jeg var ikke helt klar over, om jeg stod på deres spisekort, men jeg er som barn blevet bidt af en guldsmedelarve i en dam, og det rækker.
I byen Julio Reyes Cairo havde man bybus. En østtysk IFA, men nu trukket af en bulgarsk traktor, som en spøgefugl havde mærket Canon.
I byen Union de Reyes ses arbejderboligerne med veranda langs en sidegade. Det var en offentlig jernbane, der løb midt gennem gaden. Sporet var højst justeret til 30 km/t, men det har sikkert også passet grisene , gederne og børnene, der færdedes hjemmevant på banelegemet.
ANDEN TOGTUR
Tilbageturen til Havana og lufthavnen gik over Matanzas, som vi kun kørte igennem, for derfra at tage toget til Camilo Cienfuegos. Da banen her var elektrisk, var der ingen problemer, Ikke bare kørte den hver dag, men den kørte endog flere ture om dagen. Og den var ved at få nyt, ældre materiel.
Hemingway
Imidlertid skiftede vi til bus i Camilo Cienfuegos for at komme til steder, som Hemingway havde gjort kendte. Vi så naturligvis hans hus og spiste på hans stamcafe i Cojimar.
Det gamle fort fra 1643 i Cojimar brugtes stadig af militæret. I byen var der fiskere, og fra fortet holdt militæret øje med fiskerne. Castro var bange for, at fiskerne skulle stikke af til Florida kun 150 kilometer væk.
Buste af Hemingway på havnepladsen i Cojimar. Mindesmærket var betalt af de lokale fiskere!
OG SÅ GÅR DET HJEMAD
Vi havde lige et par dage i Havana, inden vi sidst på dagen gik om bord sammen med en studietur i cubansk rom, der virkede som højtalervand på selskabet. Det varede dog længe, inden rommen sløvede dem, men ud på aftenen gik de dog omkuld. Jeg havde nu sovet længe, og da de bøvede endelig faldt hen, sagde kaptajnen: “God morgen, vi er straks i København, og det er seks graders frost.”
Jeg er ikke meget for, at tiden på den måde løber fra mig, og tidsforskellen æder hele natten. Hjemme havde jeg lyst til at sove, men det ville jo bare været at udskyde tidsudligningen til næste dag. Jeg holdt mig oppe, men gik tidligt i seng om aftenen.
Jeg var glad for min tur, men kunne ikke rigtig svare på forespørgsler om seværdigheder på Cuba. Til gengæld fik jeg set alle mine sukkerbaner og alle deres urgamle damplokomotiver, og det var jo det, jeg ville. I dag er det for sent.
Turen i sin helhed var også god nok. Castos Cuba interesserede mig nok lidt, men jeg vidste jo godt, at den påtvungne guide oplyste det, han skulle sige. Så var det meget mere givtigt, at vi på et strejftog fandt folk, der gerne ville tale og var dygtige til at tale mellem linjerne.
Bent Hansen 1. januar 2015. Udvidet 13. oktober 2018. Rettet 17. oktober 2018. Rettet igen 23. februar 2023.