Verden. Gratis glæder

Indledning
Tivoli nævnes ofte, når talen falder på gratis glæder, men de, der bruger Tivoli som eksempel, ved nok næppe, hvad entreen løber op i. De mener naturligvis, at når entreen først er betalt, er det gratis at gå rundt og nyde blomsterne og kulørte lamper.

Solop- og nedgange kan være flotte, og de er også gratis. Alligevel kan man rundt om i verden beundre menneskets utrolige evne til at skaffe sig det daglige brød af de gratis glæder.

Aften Hunzadalen
Allerede under middagen om aftenen gik lyset, men nødgeneratoren startedes. Vi var endnu ikke færdige med at gennemgå næste dags program, da motorpasseren slukkede nødgeneratoren og gik i seng. Den køkkenblå nødbelysning kunne man ikke se ved, og den var heller ikke til at holde ud.

Der var vel ikke andet at gøre end at gå på værelset. Jeg tændte værelsets stearinlys og mit eget medbragt med hotellets tændstikker, så jeg sparede mine egne. Jeg vidste på forhånd, at det var nødvendigt at medbringe lys og tændstikker, og det var klog politik at spare på de medbragte sager. Jeg læste på dagens lektie og på morgendagens i Loneley Planet.

Lidt før 21 tog jeg min medbragte lommelygte og gik udenfor og stillede mig i den sorte nat og kiggede op. Efterhånden som øjnene vænnede sig til mørket, så jeg stjernehimlen højt over hovedet og bjergene som en mur rundt om hotellet. Jeg stod i omkring 2½ kilometers højde, og det laveste bjerg foran mig var Bublimotin på engelsk Ladyfinger Peak på kun 6000 meter. Nabobjergene nåede 7000 meter med Pasu på 7478 meter som det højeste. Pasu lå dog 25 kilometer fra mig, mens den meget karakteristiske Bublimotin var meget tættere på. Jeg skulle virkelig lægge nakken tilbage for at se toppen. Formentlig var der tale om et synsbedrag. På bjergene foran mig lå der nemlig sne under toppen og et stykke ned ad bjerget. Månen var stået op og lyste på sneen, men ikke på bjergenes fødder. Det var fuldmåne så solen og måne stod modsat, og solen var gået ned for et par timer siden, og månen stået op for et par timer siden, men endnu ikke kommet over bjergkammene op på den synlige dele af himlen. Månelyset på sneen så køkkenblå ud uden tvivl et farvebrydningsfænomen, der samtidig fik sneen ud til at ligge højere og tættere på.

Flot var det, men få minutter senere var det endnu bedre, for så blev det helt mørkt. Der var nemlig lyst i tre landsbyer i dalen nogle kilometer længere fremme. Klokken 21 inden for få minutter slukkedes elværkerne et efter et, og der var bare mørkt i hele dalen. Det så virkelig flot ud. Jeg stod vel endnu et kvarters tid og nød synet. Jeg kan stadig huske synsindtrykket. Desværre kunne jeg ikke dengang fotografere. Jeg kunne prøve, og det havde jeg gjort tidligere, men datidens fotoanstalter kunne ikke klare opgaven, skønt et eller flere af negativerne var korrekt belyst.

Derpå gik jeg også i seng. Hønsene stod tidligt op her og vækkede mig, og de havde allerede sovet længe.

Desværre har jeg ikke noget billede ved dagslys, men hvis du klikker i https://www.google.dk/search?q=hunza+valley&rlz=1C2IRFF_enDK530DK530&tbm=isch&tbo=u&source=univ&sa=X&ei=lYNyUuqlK4Ko4gTq14H4DA&ved=0CC8QsAQ&biw=1280&bih=702 er der masser af fotos af af de nævnte bjerge skønt blandet med fuldstændig uvedkommende fotos, men det er internetbrugeres lod.

Solopgang
Næste morgen var jeg oppe før hønsene, for nu ville jeg se solopgangen. Da jeg kom ud, var det begyndt at dæmre. Vi var nær St. Hans og nær den nordlige vendekreds, så solen stod næste lodret op, hvorfor der ikke var nogen lang tid med dæmring eller om aftenen skumring.

Jeg havde ikke fotografiapparat med, men da jeg så, at faktisk godt kunne fotograferes, styrtede jeg ned for at hente apparatet, men da jeg kom op igen, var det for sent. Solen var stået op. Alt var badet i lys. Jeg så dog solen ramme toppen på det højeste bjerg i vest, Rakaposhi, 7788 meter. Hurtigt blev mere og mere af toppen badet i lys, men i modsætning til toppene, jeg så i går aftes, så jeg her skyggesiden, og bjerget var også højere, så alt her var sne og is. Isen farvedes gul og rød i fantastiske nuancer. Da var det, jeg håbede at nå et foto, men dels var lyset næsten normalt, da jeg kom op, dels har fotoanstalten fremkaldt til nogle havemøbler, der endnu stod i dyb skygge, var blevet “normale,” mens Rakaposhi var blevet stærkt overbelyst.

Erhvervslivet tager over
Allerede inden den oplevelse havde jeg opdaget, at midnatssolen på Nordkapp i Norge længe havde været en god forretning, men denne solopgang over Rakaposhi og månelys på Bublimotin var gratis. I hvert fald kostede den ikke ekstra ud over rejsens pris. Senere erfarede jeg, at der var bygget et hotel, Ørnereden på en bjergtop i nabolaget, hvorfra man kunne se solopgang og et til lejligheden nydøbt bjerg, Golden Peak. Nogle bekendte faldt for turen, men kom skuffede ned. Ud over at have betalt en formue havde det regnet hele morgenen, så de havde ikke set noget.

Nordkapp som mange oplever det, i tågedis. Når ret skal være ret, har jeg også været her, hvor der var frit udsyn til Nordpolen. På billedet er det dag, men udsigten ville have været den samme ved midnatstide.

Nordkapp som mange oplever det, i tågedis. Når ret skal være ret, har jeg også været her, hvor der var frit udsyn til Nordpolen. På billedet er det dag, men udsigten ville have været den samme ved midnatstide.

 

Hvornår det er midnat i Nordnorge, -Sverige og -Finland. Hvordan er det lige med sommertiden? Hvor er vi lige i forhold til den for lokaltiden afgørende 15. længdegrad øst? På fotoet er vi i Lopphavet Syd for Nordkapp. Først i Finland viste solen sig om natten.

Hvornår det er midnat i Nordnorge, -Sverige og -Finland. Hvordan er det lige med sommertiden? Hvor er vi lige i forhold til den for lokaltiden afgørende 15. længdegrad øst? På fotoet er vi i Lopphavet Syd for Nordkapp. Først i Finland viste solen sig om natten.

Udblik. Indien
På en tur i Indien opdagede jeg, at jeg i forvejen havde betalt for en sådan tur. Først kostede det en bus op til en bjergtop, Tigerhøjen. Så kostede det entre for at komme ind på toppen! Bussen skulle sikkert også betale for at parkere, og så kostede det ekstra entre for at komme op på en veranda med bedre udsigt. Det var for så vidt fint, for det var lidt småkoldt om morgenen 2½ kilometer oppe i Himalaya. Solopgangen over Mount Everest så vi ikke. Alt var skyer, men der var lidt solopgang over Kangchenjunga, 8586 meter, verdens tredje højeste bjerg. Vi nåede det lige, og det var også flot, men så skyede det til også her. Hjemme fra mit hotelværelse havde jeg den samme udsigt. Næsten, for derfra var der formentlig ikke noget Everestblik.

Kanchenjunge , 8586 meter, Himalayas og verdens tredje højeste bjerg efter Mount Everest og K2 set fra Tigerhill ved Darjeeling. Dette syn kostede en mindre formue, og så havde Tigerhills ejere glemt at trække gardinet fra for Mount Everest. Den samme udsigt havde jeg fra mit hotelværelse uden ekstra beregning. Billede fra 2002.

Kanchenjunge , 8586 meter, Himalayas og verdens tredje højeste bjerg efter Mount Everest og K2 set fra Tigerhill ved Darjeeling. Dette syn kostede en mindre formue, og så havde Tigerhills ejere glemt at trække gardinet fra for Mount Everest. Den samme udsigt havde jeg fra mit hotelværelse uden ekstra beregning. Billede fra 2002.

Jeg har siden hørt om mange andre steder med solopgange, hvor der laves penge. Jeg har også spurgt om chancerne for at se solopgangen, og de mest ærlige havde grint og sagt: “Du kan være heldig ca. syv gange om året!”

Vestkysten. Solnedgang set fra stranden mellem Henne Strand og Houstrup Strand på Vestkysten Sankt Hans Aften 2005. Klokken er hen af 22.30. Her i hovedlandet går solen ned et kvarter senere end i udkantsdanmark som for eksempel i København.

Udblik. Solnedgang på Vestkysten
Fra mit sommerhus på Vestkysten drømmer jeg om en aften at tage til stranden med en engangsgrill, nogle pølser og en flaske kold hvidvin og se solen gå ned i Vesterhavet. Jeg har set det flere gange uden grill, men det er ikke hvert år, det kan lade sig gøre. Det skal for de første være skyfrit, og for det andet skal der helst være så nær vindstille, som man kan komme på de kanter, hvor det altid blæser – undtagen, når det stormer.

Lige et par advarsler til slut:

  • Gå ikke i bare tæer på stranden. De andre solnedgangskikkere er slemme til at blot kaste deres engangsgrill til med sand, og på sådan en aften behandler Varde Sygehus mindst en person, der har trådt i endnu glødende kul i en engangsgrill. Tag en spand med til at hente vand i til at slukke grillen, så du kan smide den i affaldstønden på stranden.
  • Benyt knækpølser, for de pølser, du ikke spiser, tager mågerne, og de sluger dem hele. Det ser så dumt ud, når så bagefter vil drikke, for pølsen sidder endnu oppe i halsen, så de ikke kan bøje hovedet. Måske var det endnu bedre at skære den i mindre stykker, inden du fordrer.
  • Har du drukket en halv flaske vin, så pas på, når du går eller cykler hjem. Dine medtrafikkanter har måske også konsumeret en halv flaske?

Bent Hansen 31. oktober 2013.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.