Tyskland. Sne i Harzen

Vinteren hidtil havde været elendig. Bedømmelsen er naturligvis afhængig af, om man skal skovle sne eller er oliesheik, men hidtil havde vi ikke haft sne og heller ikke nævneværdig frost. Nu havde vi vinterferie, og da bekendte var taget på vinterferie, meddelte min kære hustru, Lise, at hun også trængte til vinterferie og sne. Vi snakkede lidt om det og enedes om næste morgen at tage bilen og køre til Harzen, selv om det heller ikke her så ud til vintervejr i områdets vejmelding. Kender jeg Lise ret, var vi heller ikke kørt, hvis sneen havde ligget højt hele vejen til Harzen.

Vi nåede allerede Harzen over middag, og jeg kørte ned mod sydvest og ind i et par dale, hvor åerne og byerne Sieber og Lonau lå. Herinde var der typisk Harz og masser af pensionater og cafeer, men de havde bare ikke åbent, for det var jo ikke vinter dér heller. Jeg kørte så til den lille hyggelig by, Osterode, hvor vi fik kaffe på et konditori med udsigt til det smukke gamle Rådhus. Heller ikke her ville Lise bo, så jeg kunne såmænd lige så godt straks have kørt til Goslar eller Bad Harzburg, som hun kendte.

Det begyndte at regne i Osterode, men efterhånden som vi kom op i Harzen, gik regnen over i sne. Det sneede voldsommere og voldsommere. Det var godt nok tøsne med store, tunge fnug, der gjorde os våde, men sneen blev liggende. Vi mødte et par sneplove, men ved sidevejen til Hahnenklee var vejen videre frem mod Goslar lukket. Hvor vi holdt, lå der et hotel, der havde åbent. Vi tog ind og fik et værelse. Dette var hundekoldt, men personalet tændte straks for varmen, og vi pakkede ud og gik til middag. Vi havde vel ikke andet valg? En hyggelig middag i et gammelt træhotel med en vis charme. Med middag mener jeg varm mad, men det forstår ingen tyskere. Man kan ikke spise til middag om aftenen! Efter middagen gik vi på værelset, der nu var så rimelig varmt, at vi kunne skrue ned, inden vi gik til ro. Min madras var dog som is, men efterhånden fik jeg den varmet op. Hver gang jeg vendte mig og fik noget af mit legeme ud et sted, hvor jeg endnu ikke havde ligget, vågnede jeg ved et kuldechok! Endnu næste morgen var der stadig områder af sengen, hvor man kunne fryse isterninger.

Selv om der for så vidt var meget hyggeligt på hotellet, holdt Lise nu alligevel på Goslar, og da vejen nu var åben, betalte vi. Inden vi kørte, gik vi dog ud i sneen og nåede ad en smuk spadseresti frem til Hahnenklee.

På vejen efter gåturen så Lise et skilt til Altenau, som hun også kendte. Hun foreslog, at vi kørte derhen. Vi forsagede dog det store turisthotel med de 1000 værelser og lejligheder og fandt et lille hyggeligt hotel nede i byen, hvor vi indlogerede os for tre nætter.

Ikke et ondt ord om turistindustrien, for der var da både underholdning og andet på den store tusindværelsers turistfabrik, hvor vi havde boet i en efterårsferie. Vi var endog til klassisk koncert, men da jeg ved afrejsen skulle smide den sidste skraldepose i skakten, måtte jeg op til 10. etage. Så højt op var skakten stoppet af affaldsposer.

Når vi ville i svømmehallen stod vi i kø ved indgangen, foran omklædningskabinerne, ved bruseren og på kanten af bassinet. Først når en gik op, kunne en anden glide ned på den tomme plads. Vi lærte dog efterhånden at gå derover, når bølgemaskinen gik i gang, og det gjorde den på klokkeslet. Så var der plads, men det var nu et sidespring om turistindustri.

Specielt restaurationen i vort lille hotel mindes jeg som hyggelig, og da vi havde god tid, studerede vi spisekortet grundigt og prøvede her uden for den egentlig turistsæson for udlændinge nogle af de lokale retter, som kortet i vid udstrækning bød på. Dyrlægens natmad havde de ikke, men her i Harzen var det bjergværksarbejderens aftensmåltid og træfælderens middag og noget, jeg måtte slå op, kuskens frokost. Jeg kender godt en kusk, men her trak han mere end tømmer ud ad skoven. Det var noget med fødevaretransporter gennem bjergene frem til fortidens minesamfund, hvor der ikke produceredes fødevarer, så de måtte bringes på hesteryg eller i vogne over bjergstier og primitive bjergveje. Bjergværket i Goslar har været i gang siden 900-tallet og sikkert også før, men sidst i 900-tallet var det registreret. Forretningen havde været i gang i over 1000 år, da bjergværket lukkede og blev til verdenskulturarv. Vi gik i detaljer med opskriften og fandt ud af, at der var var skovsvampe i. Dem fandt vi senere i et supermarked i Goslar og købte med hjem. Det var noget før man kunne købe noget lignende produceret i Kina i enhver discountbutik i Danmark.

Fra Altenau førte en lang skråning op mod Bruchberg, 927 meter, den næsthøjeste top i den vesttyske del af Harzen og den tredjehøjeste i hele Harzen, og her gik vi op næste morgen. Det sneede let. På bjerget blev sneen liggende. Her var det sikkert frost, men i Altenau var det tø, så fortovene var fremkommelige. Det var formentlig en skivej, vi gik på, men der var ingen skiløbere. Vi gik hele dagen og mødte ikke en sjæl. Toppen nåede vi aldrig op til, men det var pragtfuldt bare at gå, og så bruge hele aftenen til at studere egnsretter og spise.

Næste dag var skiløberne der, og vi gav op. Der var spadserestier, men der var skiløberne også. Jeg ved selv, hvor irriterende det er, når fodgængerne går i og ødelægger skisporene! Ikke alle skiløbere kunne i øvrigt styre deres ski, så det var uden tvivl klogt at tage til Goslar og se på specialiteter.

Næste dag kørte vi hjem i strålende solskin. Vinteren i Harzen var forbi. På motorvejen i Danmark blev det pludselig vinter, og nogle af de, der havde overhalet os med fynd og klem, så vi nu i grøften. Vi nåede helskinnede hjem, men jeg havde også allerede dengang investeret i vinterdæk.

Utroligt, at vi ramte de eneste vinterdage i det lavere Harzen det år.
Bent Hansen

Osterode. Rådhuset i 1963.

Osterode. Rådhuset i 1963.

Kirken var også meget markant. Vi er stadig i 1963, hvor bilismen var uhæmmet. De hensatte vogne skæmmer den ellers smukke plads.

Kirken var også meget markant. Vi er stadig i 1963, hvor bilismen var uhæmmet. De hensatte vogne skæmmer den ellers smukke plads.

Rådhuset 2012. Vi opdagede et par tingester omkring facademaleriet. Vi troede først, at det var mammuttænder, men det viste sig at være hvalribben! Flere tyske indlandssmåbyer havde den skik at hænge hvalribben op på Rådhuset!

Rådhuset 2012. Vi opdagede et par tingester omkring facademaleriet. Vi troede først, at det var mammuttænder, men det viste sig at være hvalribben! Flere tyske indlandssmåbyer havde den skik at hænge hvalribben op på Rådhuset!

Statuen af kusken, der leverede mad til Snehvide og de syv Dværge og andre grubearbejdere dybt inde i Harzens uvejsomme bjerge. De lokale fyrster havde sat sig på gruberne, men de opdagede hurtigt, at de var nødt til også at give bjergværksfolkene mad. Her ses kun en enkelt mand med et æsel eller mulddyr? Ordningen gav imidlertid brød på bordet i mange af småstederne langs Harzranden som nu Osterode, der vel forsørgede Clausthal og Zellerfeld. Foto fra 2012.

Statuen af kusken, der leverede mad til Snehvide og de syv Dværge og andre grubearbejdere dybt inde i Harzens uvejsomme bjerge. De lokale fyrster havde sat sig på gruberne, men de opdagede hurtigt, at de var nødt til også at give bjergværksfolkene mad. Her ses kun en enkelt mand med et æsel eller mulddyr? Ordningen gav imidlertid brød på bordet i mange af småstederne langs Harzranden som nu Osterode, der vel forsørgede Clausthal og Zellerfeld. Foto fra 2012.

Hotellet som vi var nødt til at tage ind på, fordi vejen videre frem var spærret af sne. Det hed urhanen, og det er på dansk en tjur.

Hotellet som vi var nødt til at tage ind på, fordi vejen videre frem var spærret af sne 1989. Det hed Zum Auerhahn, Urhanen, og det er på dansk en tjur. Urhøns  er på dansk små, men tjuren er op til 85 cm høj.

Stavkirken i Hahnenklee, som vi nåede på gåben gennem sneen i 1989.

Fra vor gåtur mellem Zum Auerhahn og Hahnenklee 1989.

Fra vor gåtur mellem Zum Auerhahn og Hahnenklee 1989.

Hahnenklee. Fra turen 2006. Kirken er bygget 1907 - 8 inspireret af en norsk stavkirke fra middelalderen.

Hahnenklee. Fra turen 2006. Kirken er bygget 1907 – 8 inspireret af en norsk stavkirke fra middelalderen.

Det er kun udvendig, at stavkirken er norskinspireret. Indvendig er den temmelig tysk.

Det er kun udvendig, at stavkirken er norskinspireret. Indvendig er den temmelig tysk. 2006.

img414

Fra turen til Wurmberg 1989.

 

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget , . Bogmærk permalinket.