Tyskland. På jagt efter oolither

Bare rolig. Emnet er ganske ufarligt, og ordet er også stavet rigtigt. Oolith kommer af græsk, hvor oon betyder æg, og lithos betyder sten. Altså æggesten, men populært på tysk kaldt rognsten. Vi er nemlig i dette indlæg i Tyskland. Rognsten er sten med overraskende egenskaber – hvis man tror på det – men den sag gemmer jeg til sidst i indlægget.

Harzen
Vi var for mit vedkommende for tiende gang taget til Harzen, denne gang på en fjorten dages ferie. Halvdelen af tiden tilbragte vi ovre østpå, men her var der langt mellem seværdighederne. Mange var nemlig lukkede eller havde stærkt indskrænkede åbningstider. Hvad værre var, gjaldt det også spisesteder. Vi kunne i selv halvstore byer søge i halvanden time for bare at finde et par stykker belagte brød. Mest sur blev jeg, når kreditorerne efter at have slagtet et spisested og drejet nøglen om i restaurationsdøren ikke også lige fjernede eller i hvert fald væltede skiltet med Mittagsessen ude ved vejen.

Streger i regningen
Vi fik derfor tid til hver dag at bruge et par timer på en gåtur i naturen, mens vi ventede på at kirker, museer og slotte skulle åbne. Vi havde fået nogle geologiske brochurer, som vi gik efter. Desværre forkyndte brochurerne frejdigt, at vi blot skulle følge den udmærkede skiltning, men selv om der var et vist Schutz-gebyr på brochurerne, var skiltene bare for længst faldet ned af ælde, og hvad værre var, stierne var vokset til og ikke blevet drænet for vand længe. En leder af et ung-i-arbejde bekræftede, at vi godt kunne glemme vores tur, indtil han og hans hold havde fældet underskoven og afledt overfladevandet.

Vi fandt dog de fleste mål, også selv om skiltene manglede, og brochuren ikke oplyste, hvilken retning vi skulle gå i, når vi havde fundet stien.

Hjælpsomme indfødte
Ind i mellem måtte vi dog også spørge os for. Vi holdt, hvor en markvej delte sig i to. Jeg konfererede med mit en til en million kort, men så kom en hundelufter. Så langt ude siger man hej og kommer i snak. Han kunne heldigvis tysk. Han kunne jo have talt en for mig uforståelig dialekt. At spørge om vejen til et gammelt stenbrud med kalkoolither fra Nedre Buntsandstein, nyttede nok ikke noget. Heller ikke, selv om jeg oplyste, at vi er i Trias – første del af jordens Middelalder. Men ved at spørge lidt begavet beskrev han vejen til bjergtoppen og fortalte, at vi kunne køre helt derop. Det havde jeg nemlig været i tvivl om. Til gengæld frarådede han os at køre hen til Halde Hohe Linde, der lå lige i nærheden. Vi kunne gå derhen. Der var ikke langt, men vi så den bedre herfra. Vi måtte alligevel ikke gå helt hen til den eller røre ved den på grund af skredfare.

De hundeluftere, vi mødte, var utroligt hjælpsomme og ville gerne snakke. Kunsten var faktisk at få samtalen stoppet og komme videre. På et tidspunkt fornemmede vor mand her ved Hohe Linde, at vi var udlændinge og spurgte, hvor vi var fra. Derpå oplyste han, at for otte år siden havde der været nogle hollændere her! Min fornemmelse var også, at stedet ikke var overrendt af turister.

Et sidespring
Halde Hohe Linde er et affaldsbjerg. Et sådan hedder en Halde i bjergværkssproget. Det dækkede 13 hektar, var næsten 150 meter højt og vejede 20 millioner tons. Affaldet var bjerg og slagger fra en af Mansfelder Lands mange kobberminer. Bjerg er den værdiløse klippe, der omgiver malmen, man graver efter. Halden er kastet op i sidste halvdel af 1900-tallet. Brydningen sluttede først 1990 kort efter Tysklands genforening. Halden er en ud af fem i den størrelse, men der ligger et par tusinde mindre halder rundt om i området. Mange er fra Middelalderen. De aller fleste er registreret, men det samme gælder ikke kobbermineskakterne, hvor man stadig kan finde nye, hidtil ukendte fra Middelalderen.

Vi kom ganske tæt dette 150 meter høje affaldsbjerg.

Vi kom ganske tæt dette 150 meter høje affaldsbjerg.

Til Rapunsels tårn
Det var her vi for alvor opdagede, at symbolet kniv og gaffel på kortet betød “Bjerghotel,” der blot var bænk og bord til medbragt mad. Godt nok overdækket. Jeg havde først – hvilket ville være meget naturligt – antaget, at det betød spisested. Det gjorde det jo så også. Først gik vi forkert, fordi vi overså skiltet til stenbruddet. Det sad højt oppe i et træ. Uden tvivl havde det været anbragt fornuftigt, men siden havde træet strukket sig flere meter. Vi måtte retur på bjergtoppen, hvor der lå et udsigtstårn fra 1903 med navnet Moltkevarde. Her var en mand ved at læsse tomme kasser ud. Vi spurgte igen om vej, og også han vidste besked. Det var stien til højre, vi skulle have valgt i stedet for stien til venstre. Det gjorde vi så og fandt stenbruddet og fandt ooltitherne. Det viste sig, at de faktisk også var brugt som fyld i vejen. Huse i området og tårnet med var bygget af disse sten. Toppen hed Schlösschenkopf. Højden var 310 meter på bakken og 26 meter på tårnet.

På toppen
Udsigtstårnet er opkaldt efter Helmut von Moltke. Han var preussisk generalfeldmarskal. Hans fulde navn er Helmuth Karl Bernhard von Moltke og han levede 1800–1891. Han deltog både i Preussens erobring af Slesvig i 1864, i Preussens krig mod Østrig i 1866 og i den tysk-franske krig i 1870 -71. Gad vide, om han også er ansvarlig for pæren? Siden 2007 findes også her et mindesmærke for en lokal modstandskæmper mod Hitlerregimet. Han hed også von Moltke og levede 1907 – 45. Tårnet opførtes 1903 og blev restaureret 1995.

I følge nettet skulle der jævnligt være åbent i tårnet, men i følge manden, der læssede øl ind, var der nu kun åbnet om sommeren nogle timer søndag eftermiddag.

Moltkewarde i skoven nord for Sangerhausen.

Moltkewarde i skoven nord for Sangerhausen.

Kalkoolither
Kalkoolither eller rognsten er sedimentsten af kalk aflejret i et fladvandet og uroligt hav med stor saltholdighed. Derfor havde kalken svært ved at udfældes, og på grund af bølgerne blev kalkstenene runde. Efterhånden lagde de sig dog på bunden i et tykt lag, som senere hærdedes og blev til fast klippe. Vi er omkring 240 millioner år før nu. I dag kan de små runde kalkkugler stadig ses. Tyskerne så dem som fiskeæg eller rogn, mens Edit og jeg snarere så dem som Flamingo, det hvide plastmateriale, man bruger til emballage.

Formentlig lå Harzen over havoverfladen for 240 millioner år siden. Bjergkæden lå som en såkaldt øbue omgivet af et lavvandet hav og under pres fra et fastland der nærmede sig. Navnlig langs Stillehavets kyster findes øbuer i dag, men de dannes ved oceanbundsspredning, og ikke fordi et fastland nærmer sig, men lad det nu ligge.

I Schweiz havde vi samme år set jernoolither.

Stenbruddet var ikke stort, men der var flere af dem. Der må nu et eller andet sted i nabolandet have været et stort brud, idet adskillige bygninger i området var opført af sten af Kalkoolith.

Stenbruddet var ikke stort, men der var flere af dem. Der må nu et eller andet sted i nabolandet have været et stort brud, idet adskillige bygninger i området var opført af sten af Kalkoolith.

 

Et ikke særlig fremragende nærbillede af Kalkoolith. Blyantsspidseren angiver størrelsen.

Et ikke særlig fremragende nærbillede af Kalkoolith. Blyantsspidseren angiver størrelsen.

 

Vi nyder efter svære politiske overvejelser en halv stille ret lys øl, men det var god og fortjent.

Vi nyder efter svære politiske overvejelser en halv lys øl, men den var god og fortjent.

Vi nyder en stille øl
Manden, vi havde spurgt, solgte øl og vand samt grillede pølser derude til de besøgende. Vi fik lov til at gå op i tårnet, hvorfra der var en pragtfuld udsigt over Sydøstharzen, Mansfelder Land og områderne syd for Sangerhausen. Vi takkede og følte trang til at støtte forretningen og købte to øl, men selv om der var soda i, og de kun holdt to procent, mente manden, at vi skulle dele en. Der var stadig en god rest af ideologien fra DDR-tiden i behold i ham. I DDR var promillegrænsen 0. Aldrig havde jeg nydt en halv øl så meget som her. Tårnet mindede om Rapunsels tårn fra Grimms eventyr. Edit stod faktisk deroppe og hængte sit hår ud over kanten, men håret var for kort. Jeg kunne ikke nå, men tage trappen op.

Edit hænger sit hår ud fra tårnet. Desværre kan jeg ikke nå, så jeg må tage trappen.

Edit hænger sit hår ud fra tårnet. Desværre kan jeg ikke nå, så jeg må tage trappen.

Angående promillegrænser så var jeg med Lise i Erzgebirge lige efter murens fald, og efter en lang bjergtur der, endte vi på et værtshus til en sen frokost. Vi bestilte en halv liter øl hver, men uden at sige noget, kom værten med det bestilte til mig og satte en kvart til Lise. Det viste sig senere, at han troede, at vi var kørende, men jeg undrer mig stadig over, at jeg, der altså ikke den dag kørte, men ville have gjort det, hvis altså vi var kørende den dag, fik en stor øl.

En anden verden
Den bedste del af historien mangler endnu. Senere samme dag fandt vi en bod, hvor der solgtes kalkoolither. De var nu fra en anden lokalitet og i øvrigt langt yngre. Jeg undrede mig, for nok sælger man geologiske sten navnlig med forsteninger i, men jeg skønnede ikke, at der var penge i vore fund. Salget havde en helt andet forklaring, som jeg gengiver fra en salgsbrochure. Lad mig sige det sort på hvidt: Jeg tror ikke på det, jeg har skrevet, og jeg fralægger mig ethvert ansvar for sandhedsværdien!

Kalkoolith hjælper til sjælelig aflastning og bidrager således til en bedre nattesøvn og befrier for kvælende tanker. Endvidere er stenen febernedsættende, og stenen kan afgifte din krop. Stofskiftebetingede hovedpiner lindres.

Tilsyneladende skal man blot gå med den i lommen, men man skal huske at vaske den jævnligt. Hildegard von Bingen tages til indtægt for stenens gunstige virkning.

For mit vedkommende tænkte jeg alvorligt over at tage stenen med til Industribaneklubbens årlige julefrokost. Jeg glemte den dog, men tanken alene har åbenbart hindret de stofskiftebetingede hovedpiner efter en sådan frokost. De kaldes vist også tømmermænd.

Kalkoolither herfra var benyttet til blandt andet vejbelægninger, til Rapunsels Tårn og til Rådhuset i Sangerhausen som ses her. Det er bygget 1431 - 37 af kalkoolither, gavlen er dog pudset. Gad vide, om arbejdsklimaet står mål med stenens egenskaber?

Kalkoolither herfra var benyttet til blandt andet vejbelægninger, til Rapunsels Tårn og til Rådhuset i Sangerhausen som ses her. Det er bygget 1431 – 37 af kalkoolither, gavlen er dog pudset. Gad vide, om arbejdsklimaet står mål med stenens egenskaber?

 

Kort

Kort

80 år gammelt automobilkort! over Harzen. Harzens bjerge er ikke afsat, men begynder du i nordvest ved Goslar ligger følgende byer lige i kanten af Harzen: Seesen. Osterode, Bad Lauterberg, Ilfeld, Sangerhausen, Mansfeld, Hettstedt, Ballenstedt, Blankenburg, Wernigerode og Bad Harzburg.

Nord for Sangerhausen ved ➁ Ligger Molktwarte, hvor vi jagtede oolither.

Bent Hansen 8. juni 2013. Alle fotos er fra 2012.
Ny opdateret udgave.

Dette indlæg blev udgivet i Geologi, Rejser og tagget , . Bogmærk permalinket.