To tyske privatbaner

Yndlingsbane?
Min yndlingsbane? Jeg tror ikke, jeg har nogen. I perioder har jeg yndet en og anden bane, indtil jeg havde afluret den dens hemmeligheder. Der er også baner, jeg har besøgt en gang årlig gennem en menneskealder, men yndligsbane? Nej. Dog er der tre baner, alle privatbaner og alle tyske, som jeg decideret har kørt efter blot for at se dem én gang, og vel at mærke har jeg kørt mange kilometer.

Nassauische Kleinbahn A. G.
Den ene var Nassauische Kleinbahn A. G., men her kom jeg for sent. Middelalderbyporten i Braubach stod der godt nok endnu, men banen, der i sin tid havde ført gennem porten og ind gennem byen, var borte. Sporvidden var 1000 mm, men et kortere stykke netop ved byporten var banen trestrenget med 750 mm foruden 1000 mm. Fra 1959 dog kun 750 mm.

Byporten i Braubach var bevaret, og selv om jeg kom for sent, førte 750 mm sporet stadig gennem porten. Bag fotografen var 1000 millimeterets ene skinne taget op og erstattet med fliser. Efter banens nedlæggelse havde en industrimuseumsbane fået tilbudt smelteværkets fire lokomotiver og Den nassauske Kleinbanes to lokomotiver, men takket nej. Banen brugte 600 mm. Foto fra 1981.

Anlægget påbegyndtes år 1900 og den udbyggedes løbende frem til 1902, hvor længden var 77 km. Herefter svandt den gradvist til der i 1970 kun var 2½ kilometer tilbage i 750 mm. Banen startede i Niederlahnstein ved Lahnflodens udløb i Rhinen lige over for Koblenz. Herfra førte den langs Rhinen til Braubach, men på dette stykke var der både rhinbåde og nornalsporbane parallelt, så inden 1920 var dette stykke fjernet igen. Fra Baubach og også sydligere fra St. Goarshausen førte banen ind i Taunusbjergene, de sydøstligste af de fire rhinske såkaldte Skiferbjerge. Banerne forenedes i Schneidmühle og fortsatte til Zollhaus ved Aar eller Ahrfloden syd for Limburg. Under Det tredje Riges oprustning transporterede banen 311 000 tons gods, idet der var en del mineraler i oplandet. Det var blandt andet sølv og jernmalm samt kalk, skærver og bygningsten. Det var også mineralerne, der holdt liv i den sidste del af banen, der endnu i 1970 transporterede 88 000 t med to trekoblede Gmeinder diesellokomotiver på 150 og 130 hk begge fra 1940, men købt brugt i 1957.

Brohltal-Eisenbahn GmbH.
Brohltalbahn eksisterer som den eneste stadig, men efter mit besøg ændrede banen karakter og blev desuden til en veteranbane. Sporvidden er 1000 mm og længden var små 24 kilometer. Den startede 1901 oprindelig som tandhjulsbane, men femkoblere og endog mallet-maskiner på to gange tre aksler gjorde tandhjulene overflødige. Også her var der mineraler i området, lava, tuf, bassalt, phonolith, en art feldspat, der klinger, hvis man slår på den og derfor på tysk også kaldes klangsten, trass, der næppe har et dansk navn, men det er en art omdannet tuf med ekstra mineraler og ler. Banen ligger i Eifelbjergene, der er de nordvestligste af De rhinske Skiferbjerge. Den udgår fra havnen i Brohl og fører op gennem Brohltal. Eifel er ret vulkansk, og kratere kan stadig ses, og en overgang mente man, at et af dem, Maria Lach, der var i udbrud for 10 000 år siden, hvilket stadig kan spores i både Danmark og Sverige, igen kunne gå i udbrud når som helst. Navnet dækker også et kloster, mens kraterøen hedder Lachersee.

Banen forløb smukt gemmem Brohltal med stigninger, tunnel og viadukt som nu den ved Tönisstein, hvor det var til at fotografere. Toget viste sig at være i den anden ende af banen. Foto: Bent Hansen 1976.

Først på haven ved Rhinen i Brohl fandt vi toget ved havnens lastefaciliteter. Lokomotiverne er banens D 2 og D 3 sammen med et træk selvtømmende metersporvogne.

Nærbillede af BEG D 2, O&K 26529/1965 samt BEG D 3, O&K 26623/1966. Begge på 300 hk.

På kleinbanegården stod en del af banens ældre materiel. I forgrunden til højre ses transportører.

Åben vogn med bremse. Bemærk bænken på gavlen til bremseren. Der var vest for læssevejen normalspor og overledning til DB.

Flere transportører og en selvtømmende vogn i meterspor. DB holder til på vestre side af læssevejen.

I 1985 besøgte Feld- und Werksbahnmuseum Oekoven, FWM, Brohltalbahn i et udflugtstog. Her ses BEG D 4, MaK 401029/1965 i front. “Personvognen” kan være en af de ældre motorvogne eller blot en personvogn? Foto: Günther Barths. Negativ: BH 09.51.85.

Samme år besøgte Horst Ebert banen og så BEG D 2, O&K 26529/1958 sammen med ovenstående BEG D 4 og person- eller motorvognen i remisen. Foto: Horst Ebert 438/68.

Togene kunne køre helt ud til kanten af kajen og læsse direkte i rhinprammene. BEG D 3 og BEG D 1, O&K 26528/1965. Foto Günther Barths 1990. Negativ: BH 00.88.90.

BEG D 1 og D 2 i Brohl i 1990. Foto: Günther Barths. Negativ: BH 14.88.90.

BEG VT 53. Motorvognen var købt 1989 brugt efter indsatser ved flere würtembergske privatbaner.  Da der ikke var persontrafik, var det meningen, at vognen skulle rangere godsvogne? Foto: Günther Barths 1990. Negativ: BH 20.88.90.

I 1990 var man begyndt at tænke på veterantog, og nok så væsentligt samle materiel. Her ses et forhenværende polsk smalsporlokomotiv i Brohl 1990. Det har været PkP Px 48-3906. Materiellet efterfølgende tilhørte også Interessengemeinschaft Brohltal-Schmalspurbahn, der kalder Vulkan Express. Foto Günther Barths. Negativ: BH 27.88.90.

Denne Jung startede som rangerlokomotiv på en fabrik i Kölnområdet, hvorfra den kom til Feld- und Werksbahnmuseum Oekoven, FMW, der gav den nr. D 5. FWM byttede den imidlertid med en lokal kommune for et damplokomotiv, der stod på en legeplads. Senere er den så endt i Brohl stadig med nr. D 5. Den ser noget smal ud, da det vel er en standardtype industribanelokomotiv beregnet til 600 og 750 mm. Hos den første ejer var den dog allerede i 1000 mm. Foto: Günther Barths 1990. Negativ: BH 26.88.90.

Fra Mansfelder Kombinatets Bebel Hütte i Helbra havde man hentet LHD 18-006. Den er mærket Faun, så det er en tidligere rumæner fra fabrikken 23. August. Foto: Günther Barths 1993. Negativ: BH 26.96.93.

Fra samme sted var også kommer lokomotiv nr. 10, der var en V 10 C fra østtyske Karl Marx. Foto: Günther Barths 1993. Negativ: BH 19.96.93.

Gammelt postkort med luftfoto af Brohltalbanegården. Banen kommer ind fra venstre via broen over DB. Derpå løber den ud i nord og rebrousserer så ned i syd på den anden side af sporristen. Herfra er der efter endnu en gang kørselsretningsændring adgang til rhinhavnen, der ses øverst til højre. Nederst til venstre ses formentlig remise og værksted.

Fabrikstegning af BEG G 3, Krauss 6978/1914. Maskinen var sammen med en søster bygget til Thailand, men Første Verdenskrig kom i vejen, og begge maskiner købtes 1923 af Brohltalbahn efter dog at det tyske militær også havde brugt dem. G3 eksisterede helt til 1957. Formentlig en reklametegning fra Krauss.

Hohenlimburger Kleinbahn A.-G.
Hohenlimburg Kleinbahn nåede jeg nogle år før, det var for sent og tilmed, mens der endnu var noget at se. Vel fremme ved byens hotel spurgte værten, da han opdagede vor nationalitet: Er bilen kaput? Det var den eneste grund, han kunne se, til at udlændinge aflagde hans by et besøg.

Banen er metersporet med kun godt 3 kilometers længde, men med 11½ kilometer spor. Den befordrede omkring 200 000 t årligt. Den ejes af brugerne, en række fabrikker i Nahmetal i bjergene nord for Skiferbjergene. I Nahmedalen har der fra gammel tid ligget en række vandmøller, der har udviklet sig til industrier, der er opkøbt af de store industrier som Krupp og Hösch. I 1973 havde banen 19 private virksomheder med et eller flere sidespor. I gennemsnit mere et to sidespor pr. tilsluttende virksomhed. Tilsammen løb sidesporene op i 5 kilometers længde. Sporvidden blev valgt på grund af de snævre forhold i dalen, hvor der tilned var en tæt bebyggelse. Kun meterspor kunne komme rundt om gadehjørnerne. De normalsporede godsvogne måtte befordres på transportører. Lokomotivantallet indskrænkede sig til fem O&K diesellokomotiver på 20 t med 140 hk. Tidligere var der 14 to- og trekoblede damplokomotiver tildels som kasselokomotiver, men ikke alle på én gang. Der var en vis stigning op gennem dalen, så man så forspand trods det, at togstørrelse ikke oversteg fire transportører.

Dalen endte blindt i bjergene, så der var kun lokal trafik. Ikke desto mindre mente bilfolket, at togene i gaderne generede dem. På billederne ses, at toget fylder væsentlig mindre en lastbilerne, der skulle erstatte togene. Det blev dog en industriel krise, der tog livet af banen, som lukkedes fra den ene dag til den anden i 1983.

Lokomotivliste
HKB 1, O&K 25986/1960. Type MV 8. 20 t. 140 hk.
HKB 2, O&K 25987/1960. Type MV 8. 20 t. 140 hk.
HKB 3, O&K 25988/1960. Type MV 8. 20 t. 140 hk.
HKB 4, O&K 26989/1960. Type MV 8. 20 t. 140 hk.
HKB 5, O&K 25149/1961. Type MV 8. 20 t. 140 hk.

HKB V 4 er solgt til Märkische Museumsbahn i Plettenberg, og lokomotiv V 3 er ligeledes solgt til jernbaneentusiaster i denne kreds. De øvrige er solgt til en lokomotivhandler, og heraf dukkede HKB V 1 og V 5 hurtigt op i Belgien. 

I 1973 var der én godsvogn tilbage sammen med 45 transportører mod i 1968 3 godsvogne og kun 44 transportører. Tre af disse tog 42 t, mens de øvrige kun tog 40 t. 5 af dem var på det tidspunkt nye og 3 af dem var også rimeligt nye, men ombyggede.

Andre seværdigheder
Jeg havde mine gamle forældre med i bilen, og dem sendt jeg op Nahmedalen, hvor de gik videre i bjergskoven. Området ligger på grænsen til Sauerlands bjerge. Min far var begejstret. Aldrig havde han set så mange sjældne fugle og hørt så meget fuglesang. Jeg brugte de meste af dagen på at følge et tog til enden og overvære rangeringen og returkørslen og tidligere påsætning af vogne på transportørerne. Desuden stod jeg ved jernbaneoverkørslen ved Bundesbahnstationen i Hohenlimburg og så det ene tunge godstog efter det andet passere på vej fra Vestruhr til Frankfurt og München.

Kleinbanen holdt til i den nordlige ende af Hohenlimburg Station. Her holder til venstre vogne på transportører, transportører, der er klar, og til højre vogne parrat, men uden transportører på smalsporet. Hvad DB brugte til deres del af rangeringen, lagde jeg sket ikke mærke til, men det krævede nok en del øvelse. Blot til lille skub for meget, og vognen røg ned på smalsporet eller den kom for langt eller for kort på transportøren. Her holder lok 3 imod, mens kleinbanens mand lige gør transportøren klar. Foto: BH 1979.

Første vogn er på plads, men transportørerne skal trækkes fra hinanden, inden næste vogn kan anbringes. Kleinbanens mand er dog mere interesseret i destinationssedlen på vognen.

Så er der læsset, men lokomotivet forlod det netop læssede tog, for at køre et helt andet tog ud til kunderne. Det er nu kørt frem i byens hovedgade for af returnere som forspandslokomotiv for toget til højre, der skønt kun to vogne stærkt kræver forspand på stigningen op gennem byen. Bemærk endnu et spor i gaden. En del af kleinbanens station lå faktisk i gaden.

Endnu et lokomotiv er dukket op og nu spændt for toget, der oprindelig holdt til venstre. Toget med forspand er nu ved at køre, men skal jeg have flere billeder, må jeg løbe.

Og så af sted op gennem hovedgaden, hvor der både var tæt parkering og opgravninger.

Toget drejede om ad en sidegade og kørte så trods alt fra mig. Man fornemmer den trange dal

Da trafikken var tæt, opsøgte jeg et kendt hjørne i byen, som jeg kendte fra litteraturen. Her var nu siden de første billeder sat til med privatbiler. Men toget kom da stadig om hjørnet.

Endnu mere af toget har med held passeret hjørnet. Her er kun ét lokomotiv, men mindst tre vogne. De må være tomme?

Sandelig om også dette tog kørte fra mig og det tilmed med fire vogne.

Jeg fortsatte så længe, der var spor. I Lennenuferstrasse mødte mig dette tomtog for indadgåede. Banen sluttede lidt længere oppe i dalen, mens vejen endte blindt henved fem kilometer højere oppe.

Endnu en maskine, men tom mødte mig lidt højere oppe i dalen. Det er her banen har eget trache. Der kørtes åbenbart på sigt uden signaler?

Ved endepunktet omkring tre kilometer fra DB-stationen holdt endnu et lokomotiv. Jeg burde have noteret nummeret, men har det ikke. Derimod stod industrien heroppe stille længe nok til at jeg fik noteret Krupp Værk IV.

En af gaderne var bred nok til, at dele af tog kunne parkeres midlertidigt. Her er det fire transportører med to tomme fireakslede vogne til trådruller. Fotogadehjørnet ligger i baggrunden.

Jeg kiggede også ind på et af værkerne, hvor der var mindst tre spor på et lille område. Her er det helt givet trådruller, der hentes eller bringes?

Ved remisen stod også mindst 50 % af banens godsvognspark. Den brugtes af banetjenesten.

I 1981 besøgte Christopher Wulfgramm banen og tog de efterfølgende billeder. Et tog med trådruller og en andet tog ved gruberne for læsning af transportører.

Her er lok 2 med tre vogne med tråd.

Her er det lok 1, der trækker af med tre vogne.

Der rangeres stadig på udtrækssporet i byen hovedgade.

Omløb eller tomtog passerer i hovedgaden.

Et tog ankommer. Da der ikke er plads til hensætning, må vognen i gruben straks, og indholdet overføres til normalspor.

Lokomotivet har trukket toget ned, men lige før gruberne skal der løbes om, så lokomotivet ikke er i vejen for overførslerne.

Tog med trådruller. En fireakslet vogn på to transportører.

Hvem fylder egentlig mest? Vognmænd eller toget?

Kilde og litteratur
Gerd Wolff Deutsche Klein- und Privatbahnen
   Bind 3, Nordrhein-Westfalen. 1974.
   Bind 4, Hessen Rheinland-Pfalz Saar. 1975.
Cristopher Wulfgramm.
Günther Barths.
Horst Ebert.
Korrespondance med Hohenlimburger Kleinbahn 1979.
Reinhard Schmitz, Schmalspur im Nahmetal – Die Hohenlimburger Kleinbahn –

Bent Hansen 2020.

Dette indlæg blev udgivet i Jernbaner. Bogmærk permalinket.

One Response to To tyske privatbaner

  1. Pingback: Privatbaner omkring Köln | Bents bane

Der er lukket for kommentarer.