Rejser i Tibet

INDLEDNING
To gange har jeg været i Tibet. Første gang i 1999 som en afstikker på en silkevejstur. Anden gang i 2007 på en næsten ren Tibettur.

HISTORIE OG RELIGION
Tibet ligger i Himalaya mellem Indien og Kina. Store områder ligger i over fire kilometers højde. Tibetanerne selv kalder deres land for Bod, og kineserne kalder det for Xizang. Navnet Tibet er en engelsk forvanskning af navnet på et helt fjerde sprog. Størrelsen er anseelig, men folketallet er uoplyst. Folketællingerne stammer fra Kina, men der er formentlig langt flere kinesere i Tibet end opgivet af Kina.

Befolkningen er tibetanere af egen sprogstamme. De har også eget alfabet til deres skriftsprog, der mere ligner det indiske end det kinesiske. Tidligere var de et krigerisk rytterfolk, der erobrede i de omgivne områder, men så fandt buddhismen vej til Tibet fra Indien, og tibetanerne blev nærmest pacifister. Stadig er der dog tibetanere i både Kashmir i Pakistan og Indien og i Gansukorridoren i Kina.

Landet ledes af det religiøse overhoved, der udvælges af de ledende munke i landet. Hvordan de bærer sig ad, ved jeg ikke, men senest efter 40 dage genfødes den netop afdøde, ledende lama. De ledende munke skal nu finde efterfølgeren et eller andet sted i Tibet blandt drengebørn født i dette tidsrum. Det kunne der godt gå et par år med. Der var den ulempe, at den nyfødte helst ikke skulle være åndeligt handikappet, og da han var nyfødt, varede det en snes år, før man kunne regne med ham som leder. Derfor konstruerede en lama omkring 1400 et system med to parallelle lamaer, Dalai Lama og Panchen Lama, så der, hvis alt gik som beregnet, altid var en moden lama til at tage over, når den gamle døde.

Dette system er nu gået fløjten, idet Dalai Lama i dag befinder sig i Indien, og Panchen Lama er forsvundet under kinesernes beskyttelse. Han er sidst set i Beijing som seksårig. Dalai Lama er den 14. Lama i hans række, og han er født 1935 som Tenzin Gyatso i det allernordøstligste Tibet helt oppe i nærheden af Lanzhou i Kina.

I 1949 befriede kineserne Tibet. De mente, at det tibetanske system vi uretfærdigt, idet befolkningen lod ældste søn arve gården og jorden og anbragte de øvrige børn i kloster, hvor de forsørgedes af det offentlige. Jeg kan på en måde godt forstå kinesernes indvendig mod systemet, men jeg kan ikke pege på noget bedre system, og det kan kineserne heller ikke.

I starten efter erobringen fór kineserne hårdt frem mod tibetanerne og navnlig mod buddhismen. Klostre brændtes af eller brugtes til lager for alskens verdslige ting eller endog som svinestalde. Siden har kineserne dog opdaget turistværdien i klostrene, så i dag er mange klostre genopbyggede, men med kinesisk teknik. Tibetanerne havde mange hundrede års erfaring i, hvordan man fik træ til at holde, men kineserne brugte moderne metoder, der hurtigt viste sig her på højsletten ikke at være optimale!

Kineserne har brugt Tibet til at anbringe dele af deres befolkningsoverskud. Desuden har de drevet rovdrift på områdets resurser. Skovene er fældet med de sædvanlige jordskred til følge. Minedriften af efterladt enorme forureninger. Også på det felt havde tibetanerne gennem århundrede lær at leve i samklang med naturen uden at belaste den.

I 1959 efter en mislykket tibetansk opstand valgte Dalai Lama et flygte til Indien, hvor han nu bor i Dharamsala, og i 1965 delte kineserne Tibet. Dalai Lama indvilgede, fordi han efter sigende troede bogstaveligt på ordet selvstyrende, så den ene halvdel af Tibet, virkelig ville blive selvstyrende. Den anden halvdel indlemmede kineserne simpelthen i de fire nærmeste provinser, Qinghai, Gansu, Sichuan og Yunnan.

I dag er tibetanerne formentlig i mindretal i deres eget land. Løbet er kørt.

Geografi
I syd ned mod Indien ligger Himalayas hovedkæde med jordens højeste bjerge. Mange af toppene ligger på grænsen mellem Tibet og Nepal. Nord for hovedkæden ligger Brahmaputradalen og nord for igen Himalayas anden hovedkæde, der dog her er lavere end den sydlige hovedkæde. Brahmaputrafloden opkaldt efter en af de indiske hovedguder gennembryder hovedkæden og løber efter 2900 kilometer ud i Den bengalske Bugt. Brahma er født på bjerget Kailas hvor også Indusfloden udspringer og løber mellem de to hovedkæder ind i Pakistan, hvor den gennembryder den sydlige hovedkæde og løber til Det arabiske Hav. Endnu en flod udspringer ved Kailas. Det er Surtley, der også formår at gennembryde den sydligste hovedkæde. Det vil sige, at floderne lå der før Himalaya begyndte at rejse sig. Ved Kailas ligger også Dragesøerne, men mens vor kulturkreds’ drager forgreb sig på prinsesser og spyedede ild og svovl, var kinesiske drager ofte fredelige. Nordvest for Kailas bliver den nordlige hovedkæde, der nu hedder Karakoram, Den sorte Mur den højeste med seks af verdens top tyve bjerge blandt andet det næsthøjeste, K2, hvilket betyder Karakoram top nr. 2.

For tibetanerne er Kailas også helligt. En pilgrimstur rundt om bjerget er mange tibetaneres ønske. Turen tager tre dage, hvis man går. Ved knæfald tager den sikkert længere tid. Kineserne kalder Kaillas for Kangrinboqê. Brahmaputra er sanskrit og betyder Søn af Brahma. Hinduerne bruger sammen navn, Brahmaputra. På det første stykke efter udspringet fra gletscheren Jêmayangzong hedder floden Mazang og Damqug Zangbo, mens kineserne kalder den Maquán Hé. Længere fra udspringet kalder tibetanerne den for Yarlung. Kineserne er næsten enige, idet de kalde den Yalu Zàngbù. Gennem Assam og Bengalen nær sammenløbet med Ganges har floden naturligvis andre navne.

XIAHE
På turen 1999 besøgtes byen Xiahe, hvor He betyder flod. Xi betyder vest, men xia refererer til floden, der egentlig hedder Daxia. Byen har omkring 30 000 indbyggere, hvoraf 68 % i 1999 var tibetanere. Byen ligger i 2800 – 3200 meters højde. I byen ligger klostret Labrang. Lederen, der kaldet Lama, havde en sommerresidens lidt højere oppe i dalen, hvor vi var indkvarteret.

Kineserne besøgte byen sikkert for at kigge på tibetanere, men de klagede over hygiejnen, og så må det have været slemt. Den tibetanske bydel havde ikke asfalt gaderne og ikke kloak. Det var først sjette år, det var åbent for udenlandske turister. Græssteppen, den såkaldte prærie uden for byen havde været åbent for besøgende siden 1998.

En stupa i en landsby nord for Xiahe. En stupa er en massiv bygning, et monument over en hellig person, en buddhistisk munk eller nonne, hvor der er indmuret en relikvie, en tand eller knogle fra personen. 1999.

Detalje af stupaen fyldt med buddhistiske symboler. De lokale gik rundt om stupaen som en hellig handling. Altid med uret. I dalen lå landsbyer med stupaer, og ind imellem landsbyer med minareter, så man aldrig var i tvivl om beboernes religion. Multireligiøse var de åbenbart ikke her i denne dal. 1999.

Nær Xiahe lå en bro, hvor passage krævede velsignelse. Masser af bedeflag pyntede broen. Vi benyttede dog en kinesisk bro i nærheden. Bemærk stien, hvor munkene kunne spadsere rundt om deres kloster. Bemærk også skovhugsten, der dog her er stoppet i tide? 1999.

I den tibetanske bydel lå sommerboligen fra det nærliggende klostrers leder. Her blev vi indlogeret, idet kineserne havde inddraget denne bygning til verdslige formål. Der var koldt heroppe, så kineserne havde forsynet klostret med en dampkedel som en atlanterhavsdamper ville være misundelig på. Herfra varmedes komplekset op og forsynedes med varmt vand. Anlægget var naturligvis kulfyret. 1999.

Detalje af vinduet. Selv om jeg ikke har den store forstand på stilen, siger noget mig, at en del af udsmykningen ikke er tibetansk, men kinesisk? 1999

Labrang
Labrangklostret havde været åbent for turistbesøg i seks år, men stadig synes nogen af munkene, at det var sjovt, når vi kiggede med. Desværre kunne jeg ikke tale med dem, så jeg tror ikke, at tømrermunken fandt ud af, at min interesse for hans vindueshjørnesamlinger skyldes, at han lavede dem lige nøjagtigt i modsat rækkefølge af, hvad jeg ville have gjort. Jeg har lært at lave tappe først, og så slidser bagefter efter tappene.

Labrangklostret er et af Tibets store og betydelige klostre, omend det nu ligger i Kina uden for det såkaldt selvstyrende område, kineserne kalder Tibet. Klostret er sæde for flere videnskaber blandt andet naturmedicin. 1999.

Udsigt over klostret Labrang i Xiahe. Bandt andet Hallen med det gyldne Tag ses, men uden for muren på bjergskråningen til højre anes nogle små hytter. Her kan en munk sætte sig ind og meditere for at opnå tilintetgørelsen, nirvana, så han ikke skulle genfødes gang på gang. Han skulle sidder der i tre år, tre måneder, tre uger, tre dage, osv. Rygter fortalte, at flere ikke klarede opholdet, men blev sindssyge. 1999.

Gongtangpagoden i Labrangklostret. Foran langs muren står bedemølle ved bedemølle. Toppen er en model af den tibetanske hånddrevne bedemølle. Normalt ses på toppen på sådanne bygninger en model af den klokke, munkene ringer med under bønnen i klostrene. Se indlæggets første billede af den farvestrålende stupa nord for Xiahe. 1999.

Klostermuren var fyldt med bedemøller. Tibetanerne var flinke til, når de gik forbi, at strække armen ud og sætte en bedemølle i gang. Mange af møllerne var ret velsmurte, så de løb længe. For hver omdrejning blev cylinderens tekst, en bøn sluppet fri. Turisten kunne ikke tibetansk, så hun vidste ikke, hvad hun bad om. 1999.

En pagode inde på klostrets område. Hele byggestilen er symboler på buddhismen. Navnlig pagodens øverste del er lutter symboler. Du aner måske øverst månen omend kun halv, solen og jorden? 1999.

Hallen med det gyldne tag. Vi er stadig i Labrangklostret i Xiahe, 1999.

Munkeordenen her hed De gule hattes Sekt. Her er en munk på vej til bedehallen. 1999.

Bedehallens indre. Munkene sad her i lotusstilling og bad, men de fik også informationer her, og blandt andet gik en skål med dagens indsamlede penge rundt, og hver munk tog så, hvad han mente, at han den dag skulle bruge til mad. Meget af pynten var papir og stof, og let antændeligt, og der var meget åben ild i hallen, hvor der brændtes smør som offergave. 1999.

Tsongkhaba/Zongkeba 1357 – 1419. Det var ham, der grundlagde De gule hattes Sekt samt indførte systemet med de to lamaer. 1999.

På munkens bord i hans stue, lå trykte sedler med bønner, eller var det siden af den hellige bog. 1999.

Et hjørne af munkens stue. 1999.

Mon ikke flere munke delte bygningens køkken? Det gamle brændekomfur var i behold, men til venstre står et japansk moderne komfur. 1999.

Ude i gården stod et solkomfur, og vandet kogte lystigt i kedlen. Man skulle holde sig i skindet og ikke mærke efter, hvor varmt sådan et komfur kunne blive?  1999.

GANJU
Efter besigtigelsen af Xiahe og klostret Labrang tog vi op på højlandet. Xiahe lå i omkring 3 kilometer, men herfra tog vi op i 3200 meters højde via et pas i 3500 meters højde. Her oppe var der udsigt til et plateau omkring en kilometer højere, men heroppe var der ingen vej, så dér kom vi ikke.

Vi så på vejen steder, hvor skovrydningen havde forårsaget jordskred. Hvad værre var, skreddene havde også taget vejen, men vi kørte blot over skreddene, selv om jeg absolut ikke var spor rolig ved det. Vi var dog ude at gå, da vi passerede en lille flod, men det var ikke for vores skyld. Det var bilen, der nok kun tom kunne forcere floden. Tilmed måtte vi skubbe den op ad flodlejet igen.

I en bjergvæg besigtigede vi en hellig hule, hvor vi blot gik med et stearinlys, der blændede, så vi alligevel ikke kunne se noget. Stedvis var hulens gulv meget ujævnt, og efter min fornemmelse var der afgrunde på flere meter lige ved siden af stien, men det bekymrede åbenbart ikke myndighederne, der godt kunne vore penge. Turistbeskyttelse var en by i Rusland.

Formentlig var det vores held, at turen foregik lige den dag, hvor nomaderne skiftede fra højfjeldet til det faste hus i landsbyen. Denne begivenhed har tidligere haft sit eget indlæg, men dette er nu sammen med yderligere et indlæg fra Tibet gået op i indlægget her.

Oppe i passet, 3500 meter oppe gik vi ud i området og så på blomster. I baggrunden en skråning op til et plateau i mere end 4 kilometers højde. Vi kom helt hen til skråningen, men så ikke længere. Sneen på bjergene var faldet samme nat. Nærområdet her var et skolestudie i regnkløfter og erosion af moræneflader. 1999.

Farveforskellen på græsset var vigtig. Trådte vi i det mest grønne græs, fik vi våde fødder. Når man skulle se sig for, var der ikke helt tid til at studere grundvandspejlets forløb i forhold til overfladen. I baggrunden anes en hyrde, men dyrene kunne vi ikke se. De var i lavningerne i det grønne græs, men hyrden heroppe havde oversigt over dem. 1999,

Her ses Edelweiss også kendt fra Alperne. Desuden var der også Blå Enzian og nyfaldne hagl. 1999.

Dyret her neden for passet er en krydsning mellem en ko og en yak. Den har ikke helt yakkens pels. I baggrunden hyrdens telt og et par andre yakkøer, men der var langt imellem dem. 1999.

På vejen mødte vi den ene drift af yakker og får efter den anden. Først senere erfarede vi, at de netop den dag var på vej mellem sommergræsgangene i højfjeldet og vintergræsgangene i de lavereliggende områder. De dyrkede marker er klogeligt omgivet ad gærder. Vi er nu tættere på skråningen op til højlandet. Det hvide er dels skyer, dels sne, der var faldet samme nat. 1999.

Yak med kakkelovnsrør. Andre yakker var læsset med teltstænger, husgeråd og brænde. Yakkerne var ikke store, men de var åbenbart stærke. Der var to arter, en “ren” yak som her og en krydsning mellem yak og ko.

De fleste nomader, var nu blevet til halvnomader, der boede fast om vinteren. De fleste i nyere, murede huse, som nu denne familie, der solgte honning fra vejsiden. Det var mere, end jeg kunne stå for. Jeg havde fået at vide, hvad jeg skulle gøre, når jeg hjemme igen konstaterede, at honningen var skilt. Det var et godt køb. Bemærk tærskepladsen. 1999.

Husalteret var skjult bag et forhæng, men vor halvkineserguide fik familien til at trække fra. Lågerne ind til Buddha blev også åbnede. Familien havde store, dybe lænestole sikkert betrukne med yakskind, men dette billede er ikke fremkaldt. 1999.

100 yakker giver mere mælk og ost, end man kunne drikke i familien, og noget marked i miles omkreds var der ikke. Alle var selvforsynende. Overskudsmælkens fedtstof lavedes til smør, som man havde i overflod som her pakket ind i fåremaver. Smørret fik klostret, og her ofredes det meste simpelthen ved at brænde det. 1999.

Op i højlandet
Turen op i højfjeldet foregik i Suzukier, der her var lukkede, men det blev der absolut ikke mere plads af. Heldigvis var vi jævnligt ude at gå, når bilen listede sig hen over et bjergskred eller skulle forcere et vandløb. Heldigvis lykkedes det os også at komme ud at gå i naturen, selv hvor det ikke var nødvendigt. Når man går i stedet for at køre, fornemmer man bedre den anderledes plantevækst og det stedlige dyreliv, omend vi kun så indgangene til hulerne til pibeharer, murmeldyr og mus. Luften, lyden og vinden er anderledes, når man er ude i den.

En af de gange, vi var ude at gå, var det en længere tur. Først til et helligt sted med en stensamling og lodrette stænger med masser af bedeflag. Senere gik vi gennem en stiliseret port af træ. Hvor vi gik – hvor de indfødte guider ledte os hen – var der flere parallelle spor. Hjemme i Jylland ville jeg ikke være i tvivl om, at det var dyreveksler, men jeg spekulerede godt nok her på, hvilke dyr, der havde trådt disse veksler.

Så er vi kommet ind i en klippehule. Her var tilgængeligt, men stien derind var livsfarlig. I hulen var der et alter. Efter sigende var der flere altre længere inde, men at komme der var endnu farligere, og jeg var godt tilfreds. Buddhismen lod sig lokalt parre med naturreligion som her, uden jeg er helt i stand til at forstå sammenhængen. Klipperne her kunne også tale, idet der var megen spændende geologi, som jeg dog heller ikke nåede at få den store oversigt over. 1999.

En ond ånd havde bolig her. Via disse rafter kunne den undvige. På rafterne var der hængt bedeflag. Når flagene blafrede i vinden, blev de påtrykte bønner frigjort og med vinden ført til højere magter. Bjergvæggen i baggrunden havde en naturlige rampe, hvorad flere snese nomadefamilier var på vej ned. Mine øjne kunne svagt ane dem, mest fordi de ikke var sten eller vækster, for de flyttede sig. På fotoet ses dyrene næppe. Kun, når man ved, hvor de er.

Ikke alle steder stod græsset lige tæt. Området rummede mange huller efter murmeldyr eller måske pibeharer, men de havde for længe siden hørt os og gemt sig i deres huler. I baggrunden skråningen op til højsletten og nedenfor en landsby med bygmarker. Vi besøgte dog ikke denne landsby. Over landsbyen ses et kloster, hvor der boede en kvindelig, nulevende Buddha. Det vil sige, at hun ikke mere forventede at skulle genfødes, men ville opnå nirvana, blive til intet efter sin død. Hvad hendes fortjeneste var, er ikke oplyst, men hun kunne jo blandt andet have tilbragt tre år, tre måneder, tre uger, osv i en meditationscelle? Jeg ved det ikke. 1999.

Sten, der flytter sig
Højsletten bag os strakte sig hen til en bjergvæg omkring en kilometer høj. Væggen var næsten lodret, men et sted var der et skred, der nærmest lignede en rampe op til plateauet en kilometer højere oppe. Allerede mens vi gik, havde nogle tanker strejfet mig – noget der kunne forklare de åbenbart hellige steder, vi havde passeret. Oppe på rampen var der noget, der tiltrak sig min opmærksomhed. Øverst oppe var der nogle sorte prikker samlet i afgrænsede grupper. På et tidspunkt delte jeg min iagttagelse med selskabet. De kiggede selvfølgelig op, men afgjorde, at det var store sten, de så. Da jeg kiggede næste gang lidt senere, kunne jeg konstatere, at der dels var kommet flere “sten” til dels, at “stenene” havde flyttet sig.

Hvad de medrejsende mente, var ligegyldigt, men jeg var skuffet over, at guiderne ikke syntes at have forstået noget. Hverken nationalguiden fra hovedstaden, guiden fra Lanzhau endsige den helt lokale guide fra Xiahe, som vi også slæbte rundt på og betalte for – og som ikke at forglemme tog de bedste pladser i Suzukierne. De var også alle kinesere, og tibetansk kultur var vel lige så fremmed for dem, som for os. Hvad værre var, de virkede heller ikke interesserede som os i tibetansk kultur.

Middag
Vi satte os på et tidspunkt, og guiderne lavede suppe af indholdet af plastposer og varmt vand fra medbragte termokander. Det var for så vidt et pragtfuldt måltid, dels fordi vi var ude i naturen, dels fordi den friske og tynde luft trættede og gjorde sultne. Jeg glemte helt at holde øje med rampen og de “sten,” der hele tiden kom tættere og tættere på. Jeg var ikke i tvivl mere og nævnede det for sidste gang i forbifarten på et tidspunkt, hvor vi endnu kunne nå at flytte, men der blev ikke reageret.

Yakkerne kommer
Lige pludselig stod det, der skulle have været “sten” foran os. En tibetansk familie til hest samt godt og vel hundrede yakker, mange af dem læsset med teltdug, teltstænger, komfur, kakkelovnsrør, brænde foruden almindeligt husgeråd, som ikke så let lod sig bestemme umiddelbart. De stoppede op foran os, og guiderne måtte hen og forhandle. Efter lidt snak og nogle gaver drog nomaderne uden om os i en stor bue.

Jeg talte løseligt omkring hundrede yakker og lige så mange får og eller geder, mens en anden deltager spurgte guiden. Han grinede og oplyste, at antallet kom an på, om det var skattevæsenet eller en eventuel friers far, der spurgte.

Vore guider, der blev betalt for at sætte sig ind i kulturen på det sted, de var guider – burde havde undgået at vælge lige netop den dag, hvor nomaderne drog ned fra højfjeldet, hvor de havde tilbragt sommeren i telt, og de burde i hvert fald have undgået at slå lejr lige på den tydeligt afmærkede århundrede gamle traditionelle og uden tvivl også hellige sti mellem højfjeldet og den nærmeste landsby.

Så vidt jeg har hørt senere, blev der indgået en aftale med tibetanerne om at respektere i hvert fald denne del af deres kultur. Aftalen blev nødvendig, da turiststrømmen øgedes i årene efter mit besøg, og generne for nomaderne accelererede. Nomaderne havde ikke helt den samme flair for at lave penge på deres kultur, som kineserne har for at lave penge på tibetanernes kultur.

Kineserne havde slået lejr midt på nomadernes hellige vej mellem sommer- og vintergræsningsområderne. To tydelige og flere knap så tydelige veksler ses i græsset. 1999.

 

Hjord efter hjord af yakker og får kom nu ned fra bjerget. På rampen i baggrunden anes flere dyr, som selskabet imidlertid så som sten! - Sten plejer nu ikke af flytte sig.....

Hjord efter hjord af yakker og får kom nu ned fra bjerget. På rampen i baggrunden anes flere dyr, som selskabet imidlertid så som sten! – Sten plejer nu ikke af flytte sig….. 1999.

Lige foran os stopper fårene og yakkerne op. De kendte ikke vejen udenom. det havde de gennem tusinde år ikke været vant til, og måske var de bange for os?

Lige foran os stopper fårene og yakkerne op. De kendte ikke vejen udenom. De havde gennem tusinde år været vant til at gå lige ud her, og måske var de bange for os? 1999.

På den anden Tibettur 2007 kom vi med toget. Vi startede i Beijing om aftenen, og næste morgen var vi i Xian. I løbet af dagen kørte vi over Lanzhou til Xining, hvor vi igen gik til ro. Næste morgen var vi på det tibetanske høje plateau, hvor vi en enkelt gang var over fem kilometer oppe. Ved aftenstide var vi i Lhassa. I øvrigt tre minutter før tid. Det var en fantastisk tur, men jeg vil anbefale dig at køre i dagslys fra Golmud og syd på, for her er den ingeniørmæssigt mest spektakulære del af banen.

DEN TIBETANSK HØJSLETTE
Kørslen over Verdens Tag var en oplevelse. Turen krydsede mange af Asiens store floder kort efter deres udspring. Således Yangtze og dens bifloder. Banen forløber i højder på 4½ til 5 kilometer med det højeste punkt, Tanggula Passet i 5072 meter. Her har kineserne anlagt verdens højeste jernbanestation, Tanggula i 5068 meter. I banens første år efter åbningen i 2006 standsede toget her, selv om der overhovedet ingen bebyggelse var overhovedet. Det er man nu holdt op med. Opkørslen fra Langzhou til Golmud er elektrificeret, og nye tunneler har afkortet bane, lige som den har fået sidebaner.  Flere andre planer luftes jævnligt. Problemet permafrostområder, der tør op, lader ikke til at bekymre kineserne. Hastigheden på permafroststrækningerne er dog nedsat til 120 km/t. Om sommeren holdes strækningerne kunstigt nedfrosne. Disse foranstaltninger ses tydeligt sammen med tiltag mod sandfygning og yakokser.

Passageren har rigeligt tid til at kigge på natur. Flokke af yakker, antiloper og pibeharer er næppe svære at få øje på.

Måske skal jeg lige bemærke, selv om toget medfører ilt, og man ikke kan åbne vinduerne, så er luften tynd, og enkelte passagerer kan blive dårlige. Kloge folk siger, at selv om man har klaret fem kilometers højde tyve gange før uden problemer, ved man aldrig, om man bliver ramt den 21. gang. Ofte stiger man langsomt over flere dage på sådanne ture, men der skal du overvinde stigningen på kun to døgn, og der er rejseburauer, der for at spare, kun kører på selve højsletten og flyver resten af vejen. Enkelte gange har jeg set medrejsende være dårlige. Noget andet er, du skal passe på tandpasta, cremer, breve med pulverkaffe og andre sådanne lufttætte pakninger. Det nytter ikke, at skrue låget af tandpastaen, for luften er i selve pastaen, men nøjes med en lille rejsetube og pak den ind i en plastpose, så du ikke har pasta i hele kufferten.

Vi kom dog ikke sovende til at klare højden. Allerede den sidste dag i Beijing afstod vi var alkohol. Endvidere plejer jeg at drikke rigeligt med vand og tage Panodil. Desuden havde jeg fået noget andet medicin, der godt nok hjalp, men samtidig fik hænderne til at snurre, når jeg var bad. En af dem der blev syg, havde ikke taget medicin. For at få medicinen skal du til længen.

Om det var antiloper eller vildheste, er på den afstand ikke til at se. Jeg har nu noteret dem som antiloper. I baggrunden sneklædte bjerge og en sø, hvilke ikke var usædvanligt. Flere var dog saltsøer, da de manglede afløb. 2007.

En af Asiens store floder som lille. Hinsides ses Tibetvejen. I baggrunden sneklædte bjerge og i forgrunden et yakhegn. 2007.

På en gang vandlidende og knastørt. Ikke bare er der oversvømmelser, men der er klitdannelser og så ser man den svindende permafrost få jorden til at skride ud som i baggrunden. 2007.

Over kilometer lange strækninger var anlæg som disse, der skal forhindre naturen i af begrave banen eller underminere den. Der er læhegn, og der er kvadratiske stensætninger, hvor vinden ikke kan få fat. Permafrostanlæggene, der ikke syner af noget, er blot et rør med forstvæske stukket i jorden, er ikke fotograferet. Et yakhegn anes også her. 2007.

Hist og pist var der dog tegn på menneskelig aktivitet. Her har tibetanerne sat deres fingeraftryk, idet de har konstateret tilstedeværelsen af en ond ond, der nu kan undvige via de nedrammede pæle. Samtidig skulle de talrige bedeflag holde den borte for evigt. 2007.

Kort før Lhassa passerede vi i en tunnel Himalayas anden hovedkæde, der ikke imponerede mig.Først øst for Kailas bliver den nordlige hovedkæde den højeste. 2007.

Så kører vi ind mod Lhassa og ser straks Potalapladset i det fjerne. 2007.

LHASSA
Opholdet i Tibet skete bortset fra togturen i landets gamle hovedstad, Lhassa, hvor landet administrative og religiøse centrum holdt til i det stor Potalapalads. Det så vi naturligvis, og desuden en række klostre i byen og omegnen, men ellers erindrer jeg ikke byens forretninger eller butiksgader. Vi besøgte endvidere landets anden og tredjestørste by, men heller ikke her erindrer jeg andet en klostre.

Tibetanske pilgrimme i festlige gevandter på hovedgaden nær Jokhang. Bemærk butikkens skilte med tekst på tre sprog: kinesisk, tibetansk og en sjælden gang engelsk. De kinesiske bogstaver var afgjort de største. Der var lige så goldt her, som i en europæisk by, hvor alle butikkerne på hovedgaden var internationale kædebutikker. 2007.

Jeg tror, at fotografen her hed Else. Det er et af de billeder, som nogle udbydere straks ville slette. Jeg har derfor dækket af. Som tekst på billedet stod: “Når man skal, så skal man!” Måske var det derfor nogle kinesere klagede over hygiejnen i Tibet. Jeg overvejer, om drengen ikke i virkeligheden demonstrerer sin ærlige mening mening om kineserne eller turisterne? 2007.

En sådan model af den klokke munkene sidder og ringer med i bedehallen plejer at være en stupa, et relikviegemme for et levn af afdød og meget respekteret munk eller nonne, Bygningerne plejer at være massive, men her er der en port i underetagen. I filmen Syv år i Tibet, gik Heinrich Harer gennem her under Anden Verdenskrig. 2007.

Et eller andet sted i Lhassa havde kineserne opstillet en skulptur af Den flyvende Hest, som intet har med Tibet at gøre. Hvorfor vides ikke. Billedet er taget ud gennem busvinduet. Vil du vide mere, så se om Silkevejen. 2007.

Potalaklostret set fra bussen. Det kunne godt i sin tid se ud til at have været befæstet? Det anes, at murene var skrå, som man byggede, da der endnu brugtes ubrændte lersten.  Lampen til højre er nok smuk , men meget lidt tibetansk. 2007.

Potala

Lhassas helt store seværdighed er Potalapaladset, hvorfra landet styredes både verdsligt og religiøst. Paladset lå på et lille bjerg i dalen, og der var omkring 100 højdemeter op til den øverste bygning. Selv om man bare gik op ad trapper, var næppe mange bygninger over fem etager, idet de højereliggende bygninger bagved den bygning, hvor i på et givet tidspunkt stod, bare var bygget højere oppe på bjerget og derfor stadig kun fem etager. 2007.

Klostret havde en rig flora, men alle blomster stod i potter. Ligegyldig, for floraen tog sig ud. 2007.

Der var en sand valfart af turister og tibetanere op ad trapperne. Vi gik op et sted og kom ned et helt andet sted, så der har nok været en vis ensretning af trafikken. På et tidspunkt blev vi registreret, og nu havde vi en givet, forholdsvis kort tid til at besigtige paladset, inden vi skulle være igennem ved en kontrolpost under nedstigning i paladsets modsatte ende. Nu var der ikke meget tid til at hvilke sig mellem tapperne eller overhovedet fordybe sig. Til gengæld havde vi rimelig plads til at se det, vi kunne nå. 2007.

Jeg købte ret hurtigt en postkortserie, så jeg var fri for at fotografere alle disse tidligere lamaer, der sad i hal efter hal. Jeg kunne alligevel ikke kende den ene fra den anden eller forbinde dem med historiske begivenheder. I min barndom var Tibet et lukket land, hvor man overhovedet ikke kunne komme, eller hvorfra der ikke slap nyheder ud. Her vi dog på toppen på vej ind i en af de øverste bygninger. Hovedindgangen kalder postkortserien stedet her. Vi er dog stadig i den hvide, administrative del af paladset på vej mod den røde del, hvor munkene boede. Udsmykningen er typisk: Hjulet, der symboliserer den for almindelige mennesker endeløse række af genfødsler samt knuden hvor stregen, der danner mønstret, er en lang (endeløs) streg med samme symbolværdi. 2007.

Vor guide sørgede for, at vi nåede igennem uden strafpoints, og jeg føler, at jeg efter besøget var mæt. Jeg kunne næppe rumme mere. Vi kunne endog nyde udsigten over Lhassa deroppefra. Af de ting, vi så, men jeg ikke fotograferede, var Audienssalen og Hallen til bøn for et langt Liv. Et sted sad fremtidens Buddha i form af Maitreya. Et andet sted sad Songsten Gampo, den første store tibetanske konge, 618 – 641 og Avalokitesvara, den indiske kongesøn, Siddharta Gautama, 563 – 483 før vor tidsregning, der som buddha optrådte som frelserguden Avalokitesvara. Han sås i flere gengivelser, blandt anden ledsaget af sine to disciple, Ananda og Kasyapa. Padma Samhava, der bragte buddhismen til Tibet fra Indien, manglede heller ikke. Amytayus, buddhaen for et langt liv sad i nærheden af Sakyamuni, der, hvis jeg stadig husker rigtigt, er endnu en reinkarnation af Siddharta. Tsong Khaaarpa tidligere nævnt som ophavsmanden til systemet med de to lamaer og grundlægger af De gule hattes Sekt var der også. En lang række lamaer var åbenbart endt som buddhaer. Vi så den femte Dalai Lama, 1617 – 82 som buddha samt stupaer for den femte Dalai Lama, den tiende Dalai Lama, 1816 – 37 og den trettende Dalai Lama, 1876 – 1933. Disse var af ret meget guld og derfor inde, men en række andre stupaer, vi ikke hæftede os ved, stod ude. Inde skulle der være stupaer efter lama 5 samt 7 – 13. Endelig var der nogle guldskulpturer af Mandalaer, som jeg ellers kender som flygtige billeder i sand, men de hedder vist kun sandmandelaer. Her sås den ægte vare. En googling er mere en Google kan klare. Der kom i 2007 kun hjemmeder ud på firmaer, der ville sælge dig mandalaer, og det var jo ikke det, jeg spurgte om. Som et kuriosum nævnes, at den 5. Dalai Lamas stupa også indeholdt et relikvie af Sakyamuna og af den tiende reinkarnation af Tsong Karpa. Hvis du synes, at Lamaens regeringstid kunne være lang, så vid, at det er deres leveår, der opgives. Mellem to lamaer kan der godt være et år eller to, for han skulle jo først genfødes og navnlig findes. Tenzin Gyatso skulle som følge af systemet med de to lamaer naturligvis ikke være leder straks efter fødslen i 1935, men først i moden alder, når den regerende Panchen Lamaen var død. Systenet koksede imidlertid ved Tenzin Gyasos fødsel i 1935, hvor begge lamaer døde med få års mellemrum, og så var man lige vidt. Den 10. Panchen Lama døde under uafklarede omstændigheder i 1989 i Kina, hvorefter Dalai Lamas system fra Indien fandt en ny, mens kineserne også fandt en ny 11. Panchen Lama, men tibetanerne og kineserne anerkender naturligvis ikke hinandens Lama.

Hvis du erindrer, at jeg har skrevet, at det for et menneske gælder om at leve et godt og nyttigt liv på jord og ikke blive genfødt, så lader nogle buddhaer sig frivilligt genføde endog gang på gang for at hjælpe medmenneskene med at opnå nirvana, der jo er fritagelse for flere genfødsler.

Nu er du nok for længst stået af, men navnlig efter min første tibettur var jeg ret godt og  langt inde i buddhismen.

Drepungklostret
Dette kloster lå nordvest for Lhassa op af Himalayas skråninger. Det er fra 1416. Den 2. til og med den 4. Dalai Lama boede her og er begravet her. Da havde klostret 10 000 munke. I dag er der 800.

På vej op ad vejen til klostret måtte vi gå. En bjergbæk løb ned forbi klostret, og var man tørstig, kunne man drikke af vandet direkte. Forinden havde bækken trukken en vandmølle, der drev en bedemølle. I favnen holder pilgrimmen også en bedemølle, men den drejedes ved at svinge den i hånden. 2007.

Den vanddrevne bedemølle. 2007.

Murværk på klostret. Formentlig var der ikke brugt mørtel, men dog lodsnor? Noget lignende murværk har jeg set på buddhistiske klostre i Pakistan bare mere end tusinde år ældre. 2007.

Den centrale del af klostret. Bemærk de to solkomfurer og de mange termokander. Hvem siger, at solenergi ikke kan lagres? 2007.

Endelig et skilt man forstod. Gad vide, om de indsamlede midler ubeskåret gik til de fattige, eller noget endte i den kinesiske statskasse? 2007.

Seraklosteret
Dette betydelige kloster lå fem kilometer nord for Lhassa i et mere fladt område. Det er grundlagt i 1419 og er også et kloster under Gepugpa, De gule hattes Sekt, den største af de tre tibetanske hovedretninger. I sine velmagtsdage rummede det 5000 munke og novicer, mens der nu er omkring 500. Klostret er en læreanstalt, kendt for sine debatter. Ude i gården står erfarne, men også synligt utålmodige, ældre munke og overhører de yngre munke i den buddhistiske lære. Den unge siddende munk skal svare prompte, eller får han af sidemanden en albue i siden. Dette skuespil har gennem århundrede trukket tilskuere til, skønt de ikke forstår et ord, men kropssproget er tydeligt.

Den løvhængde gårdsplads, sæde for de teologiske diskussioner. Hver lærer kunne godt se ud til at have et par elever? 2007.

Pilgrimmene havde normalt deres bedste tøj på. Udvinding af plantefarver var åbenbart højere udviklet her end i vor kulturkreds, eller der voksede andre planter her? Kineserne mente, at disse dragter blev båret af et tibetansk mindretal, hvis navn, jeg ikke fik noteret. Folkeslaget skulle være fra det sydvestligste Tibet. 2007.

Norbulinka
Dette kloster også uden for centrum var lamaernes sommerplads omgivet af en høj mur. I klostret var der en del udstillingsgenstande, blandt andet noget legetøj, som Dalai Lama havde leget med som barn.

Klosterhaven var smuk, men igen stod blomsterne i potter, hvilket tydeligere ses her. 2007.

Alle fotoene i klostrene er naturligvis ikke taget samme dag, men over flere dage. Vi nåede vel et kloster om formiddagen og et om eftermiddagen. Jeg har i følge mine notater kun fotograferet, når Edits batteri var løbet tør. Nogle billeder kan være fra rejsefæller, men disse havde ikke stillet hverken dato eller tid på deres fotoapparater, og en enkelt sendte skanninger, og her angav datoen skanningstidspunktet, så billederne kan i nogle tilfælde være  fejlplacerede. I øvrigt måtte man sjældent fotografere inde i klostrene, så de billeder jeg har indefra, er garanteret ikke mine. Jeg har en enkelt gang set, hvordan det gik én, der ikke havde set skiltet med fotoforbud. Jeg har andet at bruge min tid til end til firekantet kultur.

Jokhang
Inde i byen lige i centrum i den ene ende af Barkhorpladsen lå også et kloster. Det var påbegyndt i 647, da Songtsen Gampo var konge over et frygtet rytterfolk, som selv kineserne var bange for. Enkelte søjler var fra den tid, og da de efterhånden var gået hen og blevet hellige, var de afmærket, så jeg fandt dem. Utroligt, at de havde overlevet kinesernes erobring, klostrets brug som svinestald og rødgardisternes hærgen. Edit kunne ikke tåle den tunge luft mættet med røgele og em fra smørlamper, og samtidig frygtede vi brandfare: Mange mennesker, ingen nødudgange, ingen brandslukningsudstyr, og overalt åben ild. Jeg vovede mig dog derind. Et bækken med smør kunne have ti til femten væger, og de smeltede mere smør, end vægerne kunne brænde, men munke gik konstant rundt og skummede overskydende smør af, som de formentlig solgte uden for klostret. Jeg frygtede, at et sådant bækken skulle blive revet på gulvet af en meget løsthængende tibetansk ikke brandhæmmende dragt…..

På pladsen foran klostret stod en stor oven, hvor der konstant ofredes smør, hvilket opsendte en liflig duft og indhyldede den passerende i smørtåge. Man skulle passe på i tågen ikke at glide i de mange, der kravlende på maven var på vej frem til klostret. Nogle gik et par skridt oprejst, gik så ned på knæ og helt ned på maven og med et par kroge af træ trak sig frem på et skind en god halv meter, og så op igen, hvorefter det hele gentog sig. Nogle havde måske bevæget sådan hele vejen fra deres landsby? Andre nøjedes med de sidste hundrede meter på pladsen. Jeg tog ikke nogen billeder, mens andre turister var ganske respektløse i deres fotoiver. Det gjaldt navnlig kineserne. 2007.

En af de første gårde, hvor turisterne afventede besigtigelse af klostrets indre. Her kunne man også blive spået på tibetansk. 2007.

Sikkert en af den 1500 år gamle søjler i klostrets indre.  Billedet stammer fra en af de medrejsende, og der var muligvis fotoforbud i klostret. I givet fald ikke af hensyn til tibetanerne, men af hensyn til kinesiske postkortfabrikanter. 2007.

Detalje af loft. Det fleste steder var der mørkt og også fotoforbud, men her har man åbenbart måttet. Om byggestilen her var kinesisk eller tibetansk, skal jeg ikke kunne afgøre, men udsmykningen eller i hvert fald billedsproget var tibetansk. Tibetanerne havde som grækerne og romerne og senere europæerne deres helt egen måde at lave overdækningen af en hal på. Metoden har jeg dog også set brugt i Kina. 2007.

Så forlader vi Lhassa. Yderligere et kinesisk hospital, blev vi slæbt ind på, men det var for at købe kinesisk naturmedecin. Sådanne steder lukker jeg øjne og ører. Havde det så været tibetansk naturmedicin, ville jeg måske havde hørt lidt efter. Eller var der ikke noget i Lhassa, udbyderen mente, vi skulle se. En dag gennemtrumfede en af deltagerne, at vi nu skulle have ordentlig mad. Han var blevet træt af kinesermad, men aldrig har jeg fået så ringe et måltid. Det tror jeg også, at selv idemanden kunne se? Affodringshallen var fuld af europæere og navnlig amerikanere. Måske fordi der her var kniv og gaffel. 2007.

UD PÅ LANDET
Alle Tibets største byer var knyttet til Brahmaputradalen, der stedvis var canyonagtig og stedvis meget bred med udstrakte landbrugsarealer, hvor der kunne dyrkes korn. Formentlig seksradet byg? Dalen lå i omkring 3½ kilometers højde.

Et enkelt svinkeærinde gik op i 4973 meters højde, hvorfra der var udsigt til Yamdro Tso, Skorpionsøen og Mount Everest. Fra udsigtspunktet i Kampa La Passet, kunne man på grund af dis naturligvis ikke kunne se Mount Everest, jordens højeste bjerg. Herfra skulle vi have været ned til søen for derefter at bekøre en formidabel bjergvej, der førte op i et pas i 5200 meters højde beliggende mellem mindst 6000 meter høje, snedækkede tinder, men flere steder på vejen var der sket bjergskred, så vi kun kun op til udsigtspunktet, hvorefter vi vendte og returnerede til hovedvejen igen. Skorpionsøen lignede en skorpion, men på mit europæisk tegnede kort var søen spejlvendt. Det var nu ikke den eneste fejl på dette kort købt i dyre domme i København inden en tidligere tur.

Hovedvejen var ganske flad på sletterne, så foran hver by holdt bussen og ventede. Der var nemlig taget tid ved udkørslen fra foregående by, så en for tidlig ankomst udløste en bøde for for høj hastighed. Egentlig sjovt at kontrollanterne ikke havde større fantasi, for vi kunne se dem og de os. At blive bag skrivebordet har nok givet mindre arbejde, men færre penge i kassen.

En ny bjergvej var skåret gennem bjerget op til passet, hvorfra man kunne se Mount Everest nogle få gange om året i klart vejr. Bemærk er stor flok får. Her var sikkert både bjørne, ulve og sneleoparder og derfor også hyrder?  2007.

Vi ser ned i Brahmaputradalen med en lille biflod. Vi er i Himalayas hovedkæde, men bjergene bagved er den såkaldt anden hovedkæde i de gode gamle dage kaldet Antihimalaya. Man kan roligt sige, at plantevæksten er sparsom. Hvorfor der er goldt hist og grønt pist, ved jeg ikke, men her er vi på skyggesiden, mens det helt bare ligger på solsiden. 2007

Højere oppe var der udsigt over Brahmaputradalen. 2007.

Passet omkring 5000 meter oppe, hvor vi ikke kom længere på grund af bjergskred længere fremme. Nogen fandt på, at udsigten var bedre fra toppen i baggrunden 150 meter højere oppe. Så løb vi da bare derop, selv om vi var i 5 kilometers højde og tynd luft. 2007.

Udsigt over Skorpionssøen fra bjergtoppen. Der var vitterligt mere sø at se heroppe fra, men Mount Everest holdt sig bag skyerne. Der skulle også til højre have været langt mere sne at se. 2007.

En pragtfuld Yak. Den var ikke alene, men de gik så spredt, at billedfeltet kun rummede denne ene. Vejen ses og Brahmaputradalen ligeledes. 2007.

Stedvis var Brahmaputradalen en canyon, stedvis bred og som her vandlidende. Vandet kunne bruges til vanding, men fiskene spiste tibetanerne ikke, idet de blandt andet praktiserede flodbegravelser, hvor fiskene ryddede op. 2007.

Mellem det sparsomme græs stod der her en blå Enzian af den kortstilkede art. Her sås ikke Edelweis, men der var Okseøje, der her sikkert kaldets Yakøje?  2007.

Nede i dalen var der marker med højlandsbyg, hirse og ærter. Der høstedes med håndkraft. I hvert fald den høst, jeg så. 2007.

I det golde bjerglandskab er små arealer ryddet for sten, og der må være etableret kunstvanding, så der kunne blive små marker her. 2007.

På bjergskråningen, der førte op bjergene, ses to stier så stejle, at jeg ville have betænkeligheder ved at gå op her, og gå ned ville jeg slet ikke tænke på overhovedet, selv om jeg nok skulle komme ned, men næppe levende. Den venstre sti er tydelig, mens den til højre er sværere at få øje på. Under toppen er der en vandret, hvid streg. Måske en opsamlingskanal til kunstvanding for enden af kanalen et eller andet sted? 2007.

Mens floden nogle steder bredte sig i en kilometer bred dal, var der andre steder en veritabel canyon med et kun smalt flodleje med en rivende strøm. På modsatte flodbred ligger der en sti, der fra gammel tid var hovedfærdselsåren. 2007.

Navnlig syd for Lhassa var dalen særdeles bred og vandfyldt. 2007.

Enkelte steder var der hele søer. Noget af vandet kunne nu godt ligne oversvømmelser. 2007.

Uden tvivl har kineserne fældet, hvad der havde været af træer i Tibet, men på det seneste har de som her påbegyndt en skovrejsning. 2007.

Her ses både træer og klitter af rent sand langs landevejen. 2007.

Et sted langs landevejen var der et bjerg med en vis aktivitet. Her foretoges himmelbegravelser. Afdøde blev her simpelthen lagt ud på bjergtoppen, hvorefter gribbene ret hurtigt skeletterede liget, Der findes vist også gribbearter, der kan knuse knogler. Denne for os lidt usædvanlige begravelsesform skyldes, at for tibetanerne betød kroppen intet. Det kom an på sjælen, der for længst havde forladt kroppen. Foruden himmelbegravelser som her kunne man foretage flodbegravelser, mens man sjældent begravede folk som os i jorden. Dels var jorden bundfrosset, dels ligger grundfjeldet næsten overalt lige under et tyndt lag jord. Kremering kunne komme på tale, men der var som regel ikke træ nok i Tibet til ligbrænding. Stupabegravelser var forbeholdt munke.  2007.

Stedvis havde kineserne indrettet rastepladser med restauranter. Her kunne man blandt andet få fisk, så der var bare at håbe, at der ikke foretoges flodbegravelser i nærheden. Der er ikke meget tibetansk over dette gadebillede. 2007.

Toilet langs landevejen. Teksten er rent kinesisk. Det er for damer til venstre. Det kinesiske tegn for kvinde faldt os ret hurtigt ikke så svært at huske. 2007.

Kineserne tog gebyr for at benytte toilettet, og der sad da også nogen til at gøre rent, men åbenbart ikke hver dag eller hver uge? Ikke alle toiletter var dog lige uhumske. 2007.

REJSER I ULANDE
På mine første ture havde jeg lommelygte, stearinlys, tændstikker, skruetrækker og svensknøgle med i bagagen, og der var brug for det! Værktøjet var til at reparere tv-stik mv. med, men da jeg også blev nødt til at reparere for de medrejsende, lod jeg efter hånden værktøjet blive hjemme og afstod fra tv og dermed nyheder. Jeg noterede, at jeg i den by vi i næste afsnit besøgte, havde et toilet, der løb konstant, men til gengæld løb afløbet fra håndvasken overhovedet ikke. En ud af otte stikkontakter virkede, så jeg blev da barberet.

VANDMØLLER I TIBET
Dette indlæg om vandmøller var tidligere et selvstændigt indlæg.

Min far havde en vis evne til på traveture at passere gamle vandmøller, også selv om de undertiden var ombygget med turbiner og fungerede som små jævnstrømskraftværker i små samfund. Endnu i min barndom i 40’erne var adskillige i drift.

Der fandtes typer af vandmøller og turbiner, der kunne fungere både ved vand med stærk strøm og lav faldhøjde, stærk strøm og stor faldhøjde samt ved ringe vandføring med både stor og lille faldhøjde. Turbiner, overfalds- og underfaldshjul benyttedes alt efter forudsætningerne, og var der kun ganske lidt vand og ikke meget fald, kunne man altid benytte en skvatmølle, som nogen også kalder en skvætmølle.

Jeg har set dem i Danmark, men aldrig i drift. På en tur gennem Tibet i 2007 løb jeg over en halv snes af sådanne møller i drift.

Den ene mølle i Tibet var en kornmølle. Den anden malede røgelse. Begge møller var egentlig flere møller i samme område. Desuden kan man i Tibet finde vandmølletrukne bedemøller, men den type er afbilledet andetsteds.

I en turbine løber vandet gennem turbinen og driver skovlhjulene. Et underfaldshjul drives af vandstrømmen. I et overfaldshjul er det vandets vægt, der driver vandhjulet rundt. En skvætmølle er en art turbine hvor vandet falder ned og driver vandretstillede møllevinger rundt med eller uden indkapsling eller turbinehus, om man vil. Der er heller ikke ledeskovle i skvatmøller, som der er i turbiner.

Den ene skvatmølle, der egentlig bestod af fire møller, lå nær Gyantse i Tibet. Her maledes korn. Selve det horisontale møllehjul ses ikke på mine fotos. Der var for mørkt til foto. Mit billede viser ikke andet end vandplask. Man fornemmer tragten, hvor der hældes korn ned samt kværnen, der maler kornet.

Røgelsesmøllen lå ved en bibæk til en å til floden med de mange navne, Brahmaputra på indisk og Yarlung Zang på tibetansk. Tibetanerne er storforbrugere af røgelse sammen med katolikker, hippier og samer, der holder myg fra livet med røgelse. Et stykke vådt træ af nåletræsfamilien med et indehold af røgelsesholdig harpiks slibes ved møllens kraft på sandsten og smuldet presses til blokke, der sælges til videre forarbejdning til røgelse. Vi er mellem Himalayas to hovedkæder, så der falder endnu lidt regn eller snarere sne på de højeste bjerge. Når sneen smelter eller gletscherne når lunere egne, opstår en del mindre vandløb, der i hvert fald periodevis fører vand. Nærmere stedsangivelse kan jeg ikke give, men vi er et eller andet sted mellem Lhassa og Tibets andre større byer Gyantse og Shigatse, og vi skriver 2007.

Kornmøllen

Kornmøllen. Yderligere en kværn med mølle ses i baggrunden. I alt var der fire i bygningen.

Kornmøllens kværn i nærbillede. Skætmøllen fandtes under kværnen.

Kornmøllens kværn i nærbillede. Skvatmøllen fandtes under kværnen.

En arbejder lægger et harpiks- og røgelsesholdigt fyrretræstykke på plads i møllen så det smuldres på sandstenen i bunden. Bækken ser velvoksen u, men det var ikke direkte den, der leverede vandkraften.

En arbejder lægger et harpiks- og røgelsesholdigt fyrretræstykke på plads i møllen så det smuldres på sandstenen i bunden. Bækken ser velvoksen ud, men det var ikke direkte den, der leverede vandkraften.

 

Vandhjulet skimtes nederst til højre.

Det halve af vandhjulet skimtes nederst til højre.

Langs åen var der adskillige røgelsesmøller.

Langs åen var der adskillige røgelsesmøller. Man stoppede en mølle ved simpelthen at fjerne møllehjulet. Møllehjulet ses til venstre ved billedets kant. En kævle ligger parrat. den skal dog lige flækkes først.

Klodserne er ikke mursten, men rå røgelse klar til salg efter tørring i solen.

Klodserne er ikke mursten, men rå røgelse klar til salg efter tørring i solen.

GYANTSE
Byen ligger i 4 kilometers højde, men det generede ikke mig mere. Trappen til fjerde sal i tynd luft med kuffert på ankomstdagen efter en lang bustur i verdens mest uhensigtsmæssige transportmiddel, turistbussen, krævede et hvil undervejs på tredje.

Byen havde dengang 60 000 indbyggere og var Tibets tredje største, dog efter nogle netsiden den fjerde største. Rækkefælgen afhænger sikkert af, hvor mange læs indvandrere kineserne på måletidspunktet har fået placeret her eller der. Byen ligger ved venskabsvejen til Indien via Katmandu i Nepal. I byen er der en borg fra 800-tallet, der i 1400-tallet blev ombygget til bjergklostret Pelkor Cröde hvor både gelugaerne og Tibets to andre sekter, Sakya og Budon havde munke. Klostret har rummet 4000 munke, men nu langt færre, således kun 100 er gelugaer. Før 1904 indrettedes en ny borg Gyantse Dzong  med kanoner for at holde briterne stangen. Det lykkedes dog ikke. Forsvarere, 500 i alt styrede sig ud fra fæstningsmure efter nederlaget, efter med held at have forsvaret sig i adskillige uger. I 1954 efter kinesernes invasion i 1950 var byen ødelagt og folketom i en årrække. Bynavnet skulle betyde Heltenes By, men kan del vel først være døbt således efter 1904?

Jeg mindes ikke noget besøg i hovedgaden, men klostret så jeg. Borgen gik jeg ikke op til, men andre gjorde. Jeg nåede kun Kumbum, en stupa, der ikke er hul, men rummer 108 små rum med buddhaer. Bygningen kaldtes derfor De tusinde buddhaers Hjem. Da jeg beså samtlige rum på de første tre etager, nåede jeg ikke mere.

Hotellet var i tibetansk stil. Her hallen. Billedet på bagvæggen viser borg, kloster og by. 2007.

Gade i den tibetanske bydel. Den ene landbrugsejendom lå ved siden af den anden. Der var både dyre- og folkeliv her. 2007.

Den store stupa, Kumbum i Pelkor Cröde-klostret. 2007.

Detalje udefra. Inde var der fotoforbud. Muligvis var der gebyr på fototilladelserne, men det undte jeg ikke kineserne. 2007.

Klostret og fæstningen på bjerget. Fæstningen fra 1904, Gyantse Dzong lå højere oppe. Byggerier holdes i samme stil hvad enten de er 1000 år gamle eller fra forrige århundrede. Det kinesiske mindesmærke så vi ikke på, men det sprang selv ind i fotoet. 2007.

SHIGATZE
Byen er Tibets næststørste, selv om indbyggertallet kun angivet til 40 000, men i området omkring byen er der tæt bebyggelse. Byen ligger knap så højt som Gyantze. Tibetbanen  er allerede kommet herud. Formentlig er det planen at bygge den videre til Indien via Nepal. Panchen Lama har holdt til her fra starten på systemet med de to lamaer. Fæstningen Samzhutse fra 1363 var hans første tilholdssted, indtil han flyttede til klostret Tashilunpo. Fæstningen blev ødelagt ved den kinesiske erobring, men den bliver formentlig genopbygget som kulturelt mindesmærke. I klostret holdt den kinesisk udnævnte 11. Panchen Lama, Gyaincain Norbo til. Vi så hans billede, men ikke ham selv. Klostret rummede den største statue af fremtiden Buddha rejst af den 9. Panchen Lama i 1914. Den var 26,2 meter høj og indeholdt en hel del guld.

Er du ikke inde i fortidens, nutidens og fremtidens Buddha, så må du google, da siden ikke er stor nok til en forklaring. Hvis du kender buddhismen fra Thailand, så vid, at de dyrker en hel anden retning af buddhismen end tibetanerne, men også her vil det føre for vidt at redegøre for Den store og Den lille Båd, blot nævne, at Den lille Båd er den ældste og originaleste form for buddhisme, hvor Buddha kun var genfødt få gange. Med tiden genfødtes flere og flere Buddhaer som frelserguder, og man begyndte at operere med både nutidige og endog fremtidige Buddhaer. Den store Båd er den dag den domminerende form for buddhisme.

Også hotellet her var i tibetansk stil – selv værelserne, men det skal lige nævnes, at vi havde valgt tibetanske værelser! Værelset havde således et alter mv.

Vi blev hevet ind på en tæppefabrik. Egentlig var det Gyantse, der var kendt for tæpper, men det var i Shigatze, vi fik demonstreret tæppekunst. Inden adgangen fik vi udleveret brochurer, hvor det understregedes meget tydeligt, at fabrikken ikke anvendte børnearbejde. Hvorfor det var nødvendigt at præcisere det, står hen i det uvisse, men en besøgende spurgte en ung pige på fabrikken, hvor gammel hun var. Hun var 22, og så spurgte den besøgende, hvor længe pigen havde været ansat på fabrikken. 12 år, røg det ud af pigen, og tolken oversatte det, inden han opdagede fadæsen.

Vort værelse var i samme stil som hotellets dagligstue. Min seng var i samme stil, men den var ubehageligt hård at ligge i, blandt andet fordi bunden ikke var helt plan? 2007.

Efter Shigatse gik turen til Lhassa og derpå via Xian og Shanghai tilbage til Danmark. En spændende tur med mange anderledes indtryk, og så ikke at forglemme, at vi klarede højderne, hvilket ikke alle deltagere gjorde. Jeg kunne godt havde tænkt mig en tur videre op af Brahmaputra forbi Kailas og videre langs Indus til enten til Pakistan eller op i Sinkiang. Jeg ville også gerne havde været ned i Nepal forbi Mount Everest. Vi kunne imidlertid ikke nå mere, og nogle af mine ønsker var der også dengang besøgsforbud på.

Bent Hansen 30. marts 2019.

 

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.