Året 2017

Julen
Jeg fejrer igen jul hos Lotto og Lars og børnebørnene. Forhåbentlig kommer Lise også, mens Edit er hos sin familie.

Sidste år hentede jeg Lise juleaften ved toget i Ejby klokken 14 og kørte hende til Lotte og Lars. Første Juledag var vi ved Lars’ svigerforældre til julefrokost, og på vejen hjem afleverede jeg hende i Tommerup på stationen klokken 22. Herefter rejste hun til Afrika, men alt var hemmeligt, så ikke de kriminelle bander i de politiløse dele af Afrika skulle finde ud af, at der gik løsepenge rundt. Derfor blev hun også kun på et sted i kort tid, og så var hun væk igen. Af samme grund var der heller ingen elektronisk kontakt, så jeg havde ikke en rolig stund, før hun fjorten dage senere var tilbage i København.

Anden juledag tog jeg til København for at hente Edit. Vi fejrede Nytår sammen med naboerne i Rugmarken.

Kursus
Først i januar pakkede jeg igen, idet jeg hele vinteren skulle på geologikursus på Folkeuniversitetet i København. Kurset varede til to uger efter påske, men så prøvede jeg også igen at have påskeferie og endog vinterferie.

Jeg husker, at jeg i starten af januar pakkede festtøj – sommertøj selvfølgelig til en fødselsdag i København sidst i april, men vejret var da stadig koldt og absolut ikke til sommertøj, men hvem kunne vide det først i januar?

Svensk tur i Tyskland
Da kurserne var færdige, var jeg lige hjemme og se til huset, men så skulle jeg tilbage for at tage på tur med den svenske industribaneklub. De havde som sædvanligt arrangeret en fantastisk tur. På denne tur skulle vi være i Hannover på banegården klokken 8 en lørdag morgen. Turen sluttede samme sted kl. 18 fire dage senere. Jeg havde taget hotel i Hannover både før og efter og brugte hele dagen til at rejse ud og hjem, så jeg også kunne opleve lidt på vejen ud og hjem. Vi var Salzgitter, Goslar, Wernigerode, Halberstadt, Stassfurt, Bernburg og Magdeburg, for at slutte i Hannover. Vi så selvfølgelig på jernbaner og var oppe før 6 og af sted før 7 om morgenen og var sjældent tilbage på hotelværelset før 22. Der var enkelte steder, jeg før havde været, men det meste var heldigvis nyt for mig. Vi kiggede jernbaner både i 334 meters højde på Bjergværksmuseet Rammelsberg i Goslar og i 1000 meters dybde i en tidligere jernmine, nu atomaffaldsdepot ved navn Konrad i Salzgitter. Det er ikke noget, dansk presse herunder tv giver sig meget af med. Vi hører undertiden om atomaffaldsdemonstrationer i Tyskland, men det er som regel andre steder, nemlig ved den såkaldte midlertidige Zwischenlagerung. Vi var i et endeligt depot, Endlagerung, men det var naturligvis ikke atomaffald, vi skulle se. Målet var de minetog i den nu tømte jernmine, der ikke var kommet op fra minen, mens tid var. Der blev virkelig kræset for os blandt andet med middag, da Statens atomaffaldsfolk ville gøre et godt indtryk på os. Der var atommodstandere og demonstranter nok – også af den voldelige slags, og jeg for midt vedkommende, ville nok heller ikke have et sådant depot i min baghave, men fejlen er, at de gode demonstranter skulle have været ude, før man gravede uranen op og brugte den. Nu er det for sent at protestere. Atomaffaldet skal jo være et eller andet sted, nu man har produceret det. Det er som bekendt farligt i mange millioner år endnu!

Gruppebillede efter veloverstået opkomst fra dybet. Vi har stadig overtrækstøj, hjem og støvler på samt iltmaskine, lys og radiosender. Her er nogle tyskere, en finne, en dansk og en flok svenskere. Heraf en kvinde. Atomlagerets foto.

De nyeste gange i den tidligere jernmine var så store, at der kunne køre dumpere og andet med dieselmotor. Vi stiger om bord i en bil, for at køre yderligere to hundrede meter ned mod jorden indre. De sidste hundrede meter til niveau 1200 meter var spærret. Frisklufttilførslen var hernede bedre end på Københavns Rådhusplads. Temperaturen var mindst 30 grader, og luften var meget tør. Her var foruden sedimenter med jern også salt. Vi måtte køre 20 km/t, men det føltes som vi kørte 100 km/t. Der var heller ingen stærekasser hernede.

Midnatssolens Rige
Vel tilbage i København var der kun kort tid til vor store tur til Lofoten, Jan Mayen, Island og Grønland. Jeg var lige hjemme og slå græs og hente mere vintertøj til turen. Om denne tur kan du se en nødtørftig beretning ved at klikke på det understregede link i anderleds farve.

Kulturen
Kulturelt er der ikke sket meget. Koncerter, og det var kirkekoncerter, er det, vi har gjort det mest i. En gang præsenterede en af de få kvindelige komponister, Bodil Heister sig og sin musik, og en anden gang var det Jens Rosendal, som vi har mødt flere gange på Jaruplund danske højskole syd for grænsen. En gang kom Franz Schubert på et afbud og præsenterede sin Vinterrejse. Både ham og tekstforfatteren vidste godt, at det for dem sang på sidste vers, så alle sangene var lidt triste og i mol, undtagen Lindetræet, den eneste i øvrigt, jeg kendte i forvejen. Næstmest kultur har vi fået via kunstudstillinger. Et besøg gjaldt Jornmusset i Silkeborg, hvor vi aldrig havde været og senere Trapholt, hvor vi ikke havde været i mange år.

Et par film har vi samlet os sammen til at se: Vi går altid i Grand lige omkring middag, hvor vi kun er ganske få, og billetterne er billige. Den ene film var Erik Clausens, Aldrig mere i morgen, den med Bodil Jørgensen som engel, og den anden film, Paula skildrede den tyske Worpswede-malerinde, Paula Modersohn-Beckers liv. I forvejen havde vi været i Worpswede flere gange og set alle de museer, hvor hun har billeder.

Jeg har konstant gang i flere bøger, som jeg læser sideløbende, men det er mest jernbanelitteratur. Et par mere kulturelle bøger er det dog blevet til. En svensk om, hvad der skete i 1948 som en slags efterfølger til en bog, jeg tidligere har læst, om 1913, det sidste normale år inden krigen. 1948-bogen har Edit også læst, og der var nok noget, vi ikke vidste, skønt jeg i min ungdom læste tidsskriftet Tidens Stemme for at holde mig orienteret, men åbenbart ikke nok. Også nu lever public service en trængt tilværelse på de få medier, der endnu er tilbage, der er forpligtede til at levere samfundstof og til gengæld får licens for ulejligheden, men mine politikere har skumle planer om at beskære netop disse medier.

Mit sommerhus
Sidste år solgte jeg mit sommerhus, og vi har ikke savnet det. Tilmed havde jeg i starten af året stadig fornøjelse af det . Ejendomsmæglerens sidste råd var at opsige de automatiske betalingsaftaler, der vedrørte sommerhuset. Det var klogt, for mere en 28 % af de firmaer, jeg havde aftale med, prøvede at få mig til at betale a’conto for det kommende år, hvor sommerhuset absolut ikke var mit. Kun et af firmaerne undskyldte, omend jeg ikke kunne bruge deres forklaring til noget.

Elektroniske udfordringer
Det er ikke længe siden, P2 blev taget fra mig og givet til en privat station med en bestemt  politisk holdning. Ville Edit og jeg fortsætte med P2, måtte vi ud og investere i en DAB-radio. Jeg købe tre af slagsen. En til soveværelset, en til køkkenet og en til kontoret. I år blev det koncept så lavet om, idet der blev indført DAB+, fordi endnu en politisk station skulle ind i min radio. Mange kunne smide deres dyrt indkøbte DAB-radioer ud! Jeg prøvede at nyindstille mine tre, men det lykkedes ikke rigtigt, så resten af dagen måtte jeg høre P2 på min 50 år gamle B&O. Den var selvfølgelig ikke en DAB-radio, men den kørte over kabel, og her havde udbyderen fået signalet til at passe. Næste dag virkede mine radioer. Det viste sig, at det var Danmarks Radio, der ikke helt vidste, hvad de gjorde. Det havde der faktisk også stået på displayet. Og det var ikke den eneste elektroniske udfordring, året bød mig.

Så forlangte både sygekassen og brobizz, at jeg oprettede en ”min side,” så jeg kunne følge dels mine tilskud, dels mine passager af Storebælt. Jeg kunne bare ikke oprette en sådan side, og den jeg havde i forvejen hos TDC, kunne jeg pludselig ikke komme ind i. Firmaerne kunne ikke hjælpe mig, men TDC skal have, at de ikke bare gav op som de andre firmaer, og på et tidspunkt gav de mig Microsofts hemmelige kundenummer, så jeg selv kunne kontakte en nørd i firmaet og få hjælp til problemet. Han kunne dog ikke hjælpe, og på et tidspunkt sagde han, at der i hvert fald ikke var noget i vejen med Windows 10. Det var det bedste, firmaet hidtil havde lavet. Da kom jeg desværre til at grine, og da han spurgte, hvad jeg morede mig over, oplyste jeg, som sandt var, at han da vist stod ret alene med den påstand. Nu var der ligesom ikke mere at snakke om, så nørden lagde på.

Nogen tid efter havde jeg sammen med TDC indkredset problemet, men ikke løst det. Tingene havde tidligere virket, så hvad havde jeg gjort, siden de nu ikke virkede mere? Forinden havde jeg lempet lidt på mit spamfilter og andre reklameafvisende programmer, uden at det havde løst problemet. Min mistanke faldt derfor på en Windows 10 opdatering, og efter nogen tid kontaktede TDC mig igen og meddelte, at jeg skulle lægge en ny Windows 10 opdatering ind. Det løste problemet.

Selv om computer absolut ikke er ufejlbarligt, har Staten alligevel bestemt, at vi alle skal have vor kontakt med Staten via dette medie, også selv om både Rigspolitiet og Forsvarets Efterretningstjeneste er blevet hakket, for ikke at tale om de sygehuse, der ved en fejl har sendt andres personnumre ud på nettet.

Jeg skifter udbyder
Kort efter sluttede jeg alligevel trods den gode behandling mit samarbejde med TDC. Hvad hjalp det, jeg kunne ringe gratis til fastnet, når både Lise, Lars og Edit efterhånden havde skippet fastnettet. TDC fandt løbende på nye gebyrer, så det var ikke svært at finde noget, der på papiret så billigere ud. Det krævede dog nyt telefonnummer og ny mailadresse. TDC insisterede på, at Lises snart 20 år gamle mailadresse tilhørte dem!

På en given dag skulle jeg så skifte. Klokken 9 gik lysene ud i den gamle router, og jeg tog den ned og satte den nye op. Tænk, den nye passede på de gamle skruer! Det havde nok ikke været meningen? Ret hurtigt efter blinkede den nye, og efterhånden skiftede flere af lamperne til fast lys. Den sidste lampe blev dog ved at blinke, og ifølge instruktionsbogen betød det, at den først virkede, når alle lamper gav fast lys. Det viste sig dog, at jeg godt kunne lægge den nye adresse ind og skifte nettet til den nye router, og det virkede faktisk, trods vejledningens udsagn om det modsatte. Jeg ringede for en sikkerheds skyld til den nye udbyder, og de grinede lidt og sagde så, at jeg ikke skulle regne med instruktionsbogen. Jeg overvejede at skrive et læserbrev eller sige mit abonnement op, men besindede mig og erkendte, at hvorfor skulle denne udbyder dog være bedre end nogen af de andre på markedet. Efter et halvt år fik routeren læst instruktionsbogen, og nu teer den sig som angivet i vejledningen. Jeg ved jo også godt, at instruktionen er oversat fra kinesisk af en maskine, og så bliver det derefter.

Hele næste dag gik med at sende mailer rundt om min nye mailadresse og mit nye telefonnummer. Mine kontakter med langt de fleste firmaer går over mail. Adresseændringen gik ganske let med nets, e-box og netbank, for der var en knap, der hed adresseændring. Sygekasse, læge, tandlæge, ja, hele resten af mine firmakontakter var sværere, men en mail om ændringerne kunne jeg da sende. Her var det kun lægen, hvor det heller ikke kunne lade sig gøre. Det viste sig, at jeg skulle tage en konsultation, for at ændre adresse.

Firmaerne delte sig meget hurtigt i tre grupper. Den ene rettede adressen og takkede for rettelsen. En anden gruppe rettede bare, og den sidste gruppe, der desværre var ikke så få, rettede ikke og meldte ikke tilbage. Selvfølgelig var der også enkelte firmaer, jeg glemte, at jeg faktisk havde mailkontakt med, men også det løste sig med tiden. Adresseskiftet gjaldt også en netadresse, jeg havde brugt til nethandel. Inden jeg lukkede den, åbnede jeg den lige. Der var flere hundrede reklamemailer i den, så den havde betalt sig, hvis man ikke gider reklamer.

Samtidig med adresseskiftet gennemgik jeg mit adressearkiv. Dette indsamler selv adresser fra personer og firmaer, jeg har udvekslet en enkelt mail med. Havde der ikke været kontakt i ti år, førte jeg ikke adressen med over på den nye mailkonto. Selvfølgelig var der enkelte af de forsmåede, der henvendte sig senere på den nye adresse, de havde fået af andre. Heldigvis er TDC ikke så hurtige. Der gik en rum tid, inden de fik ryddet op og slettet min gamle adresse helt. Faktisk nåede jeg at gøre det på min egen pc først, idet jeg fornemmede, at adressen var ved at blive hakket. Jeg har haft tre jernbaneforbindelser med gamle opgivne, men hakkede adresser, hvor man absolut ikke skulle åbne mailer, der kom fra de lukkede adresser.

Geologien
Jeg har nu i København, Odense og Kolding læst geologi på Folkeuniversitetet i mere end ti år. Mine første kurser blev forestået af pensionerede lærere, der brugte deres gamle materialer fra deres aktive tid. Selv om de allerede dengang var forældede, havde jeg travlt med at opdatere min viden, der var 40 år gammel. De seneste år har lærerene været endnu aktive med “det sidste nye” i form af en – to, højst tre år gamle forskningsresultater, så nu arbejder jeg på at opdatere min viden fra de sidste 15 år. Det er utroligt spændende at være med til. Hovedinteressen samler sig i øjeblikket om fortidens klima. Kommer vi blot lidt tilbage i tiden, er der ingen menneskelig faktor, der forstyrrer. Utroligt, at der hele tiden kommer nye og bedre metoder til fortidig tids- og temperaturbestemmelse. Kan man klarlægge fortiden klimaforandringer, kan vi måske bedre forstå nutidens klimaforandringer? Måske kan vi også gøre noget ved dem?

Karlstrup Kridtgrav indeholder regelmæssige lag af såkaldt danskekalk og flint. Hvis du ser en bule i længde profilet, ved du hvorfor jeg fotograferede netop der. Jeg skal tættere på for at afgøre, om det er en banke på kridttidens havbund forårsaget af strømninger i kridthavet eller isens tryk, der har har “ødelagt” regelmæssigheden Siden jeg tog billedet for to år siden, har jeg spekuleret på, hvorfor flintlagene optræder så regelmæssigt. En regelmæssig tilbagevendende klimaændring fik gravekrebs til i stort tal at rykke ind og grave i havbunden, og så kiselsvampe til at blomstre op, dø og kiselen fra deres “skeletter” til at samles i gangene. Når klimaskeptikere påstår, at klimaet altid har ændret sig, har de ret, men der er regler, så ændringerne som her bliver ganske regelmæssige. Vi er omkring 60 millioner år før nu, og da var der ingen hverken politikere eller mennesker, der blandede sig i ændringerne, som der er nu. Nu prøver vi at ødelægge systemets regelmæssighed.

Vil du se noget om nogle få af de mange faktorer, der med en vis regelmæssighed styrer vort klima, så google Milankowitch. F. eks.  https://www.skepticalscience.com/Milankovitch.html

Gelænder til en kældernedgang som de var almindelige overalt i den indre by i København.

Denne kældernedgang er nu fra det gamle Frederiksberg. Forbilledet er et fabeldyr, kaldet en Grif. Den stammer fra Skyternes rige et eller andet sted lang Silkevejen, og den vogtede deres guldminer. Griffen bredte sig med Silkevejen, som spagettien, kristendommen, silken, porcelænet, islam og pesten til både Europa og Kina. Mens det ikke er lykkedes at finde ud af, hvad der var inspiration til de mange andre fabeldyr som sfinxer, lindorme, midgårdsorme, kentaurer og drager, ved vi, hvad der er fundet i jorden i skyternes land. Griffen var en protoceraptop, som du kan slå op på nettet. Den var i familie med veloceraptor fra Jurassic Park. Drager fra eventyrerne er vel også et forsøg på at tolke fundet af resterne af dinosaurier?

Ud over at forsøge at forklare hvilke fossiler, der havde givet anledning til vore mange eventyrs overnaturlige væsener og oldtidens gudehistorie, så mit kursus også på geologernes og palæontologernes problemer med skabelsesberetningen i Første Mosebog. Der var problemer helt oppe i Linnés og Darwins tid. Tja, forleden dag ringede et par missionærer på vor dør, og de havde stadig problemer med begge videnskaber, og det har Trump da vist for resten også. Forhåbentlig går han over igen af sig selv. Videnskaben har før været sat år tilbage, men den kommer sig.

Småture
Efter vor store rejse i Midnatssolens Rige havde vi planlagt både en tur til Tyskland og en tur til Sverige, men så kom bærrene i min have, og så var der soldaterfest samt fødselsdage og ollekolle i Blåvand, og på alle disse ture flottede vi os og tog en overnatning på stedet. Vi benyttede lejligheden og startede fra morgenstunden, og vi var på, i og ved Øm Kloster, Himmelbjerget, Klostermølle, Klosterlund, Gratehede, Fil Sø og Henne Strand. Jeg genså også mit gamle sommerhus, foruden det “obligatoriske” besøg ved et bestemt ishus på Henne Strand.

På Grathehede nær hovedvej 13 nord for Silkeborg regnede det heftigt, og græsset var ikke slået som her. Vi var dog ude og fotograferede, men billedet her er lånt på nettet fra en officiel turistside, indtil vi finder vore egne fotos. Fotograf var ikke opgivet. Korset er ikke fra middelalderen, selv om det ligner, men rejst 1892 da den dansk nationalfølelse vaktes til live for godt hundrede år siden. Historien om Svend, Knud og Valdemar er alt for omfattende til at gengive her, men Svend slog Knud ihjel, og så var der kun to prinser tilbage til Danmarks trone. Her faldt så Svend i en borgerkrig med Valdemar, der nu var enekonge i Danmark. Kirken i baggrunden er også ny. Det er Grathe Kirke.

Nogle en-dages ture blev det også til. Vi tog en dag til det nye Vadehavscenter sammen med Niebüll og Dagebüll. Ikke en grænsevagt mødte vi ved grænsepassagen, der foregik uden for alfarvej. Øl og snaps i grænsebutikkerne var dyrere end det, jeg havde stående hjemme. På den ene tur var vi kørt, da vejrudsigten var positiv, men før vi havde været i bankboxen efter vore euro. De stakkels tyskere måtte undvære vores køb, da de ikke ville have danske penge og i Dagebüll ikke kunne håndtere visa- eller masterkort. De så synligt skuffede ud, da vi så bare gik. Det lykkedes os at få kaffe i Niebüll ved vor sædvanlig leverandør, men så betingede de sig også, at vi købte for et vist beløb. Det var nu ikke noget problem, da vi altid dernedefra tager tysk kage med hjem. Her får man virkelig noget for pengene. I butikken var der kun en, der kunne betjene dankortmaskinen, og det var bagerjomfruen (indehaveren) selv. Tankevækkende! Også fra Flensborg har jeg hørt lignende beretninger, og jeg vidste det godt, så vi satte os ikke ind og bestilte kaffe, men sikrede os først, om de håndterede internationale købekort.

I Klosterlund vest for Silkeborg var en sø, Bøllingsø, der blev til en mose, der blev til et tørveområde, der igen blev til en sø. En af områdets 50 tørvepruducenter skænkede sin gård til Hedeselskabet, og nu har kommunen indrettet gården en museum for Bøllingsøkulturen og moseindustrien. Her ses et nybygget museumstørveværk, men en gravbane, en tørveælter (bag gravvognen) en tørveelvator (kopelevator) og en dyndkasse, hvorfra en tipvognesbane kørte tørvedyndet til en højtliggende læggeplads, hvor tørvene formedes og tørredes.

Klostermølle ved Gudenåens udløb i Mossø. Møllen var til sidst en papirfabrik, og selv om den ser gammel ud, var den faktisk fra 30’erne og 50’erne, og sikkert allerede forældet, da den blev bygget. Ser man godt efter, er der tipvognsspor overalt i området. Tårnet indeholdt en elevator der løftede tipvognene en til fire etager op, så de kunne køre videre hen over loftet.

Også et besøg i på Vestlolland bød på udfordringer. Edit havde fundet en gammel legekammerat, der boede der, og nu var der aftalt et besøg til en kop kaffe. Vi tog som sædvanligt af sted fra morgenstunden, og i Nakskov ville vi finde et spisested. Det var søndag, og alt var lukket, så vi så hele byen i forsøget på at finde et sted at spise. Det lykkedes dog til sidst, men jeg skulle passe på, hvor jeg satte stolens ben, for der var hul i gulvet! Maden fejlede dog ikke noget. Samme problem havde vi, da vi skulle finde en bager, idet vi havde lovet at tage brød med. Edits mobil kunne finde en bager mellem Nakskov og Kragenæs. Når vi alligevel var der, ville jeg gerne mindes gamle dage, da roebanerne kørte på egnen. Jeg ville gense saftstationen og jernbanestationen på Kragenæsbanen. Det var først i 60’ernen. Senere blev vort indtryk bekræftet i nogle tv-udsendelser om danske egne ramt af affolkning. For et par hundrede tusinde kunne man her købe et hus, der på Frederiksberg ville koste 5 – 10 millioner! Vi var forberedt på vanskeligheder, så det blev alligevel en rigtig god tur.

Min Hedelandstur med familien nåede vi simpelthen ikke i år. De mange rejser, familiebegivenheder og bærhøsten kom i vejen.

Lidt helbred
Sidst på året fik Edit mere og mere ondt i maven og ryggen, og efter nogle dage blev det så slemt, at hun en søndag 17.30 ringede 1813 og fik efter nogen ventetid en aftale på Hvidovre Hospital til klokken 20. Først klokken 21 kom hun ind. Klokken 23 havde de konstateret, hvad vi begge selv fornemmede. Det var blindtarmen. Så blev jeg sendt hjem. I løbet af natten blev hun opereret. Næste dag fik jeg hende ikke med hjem, med på andendagen om formiddagen kunne jeg hente hende.

Min skæve ryg får mig til at spænde muskler, så de til sidst bliver helt hårde som sten og værker. Forskellige alternative behandlere har prøvet at lindre kvalerne, men bedste held havde akupunktøren, selv om han ikke garanterede noget på forhånd. Behandlingen holdt sommeren over, men i efteråret måtte jeg tage en tur mere. Nålene (tyve styk) i de spændte muskler får dem til at slappe af, men ryggen er stadig lige skæv. Edit har en anden teori om min ryg, men det må vente til næste år.

Fødselsdag
Midt i november gik jeg hen og blev 80. Det fejrede jeg med min og Edits familier samt ollekollerne på Bramdrupdam Kro. Vi blev næsten 50.

En enkelt billede fra min fødselsdag. Der er mange flere, der kan ses i linket til min sky.

https://drive.google.com/drive/folders/1F3LeO3IbzCb6wsEgAt1MeGt_wODrrEWi?usp=sharing

Et klik her skulle ikke virke mere, da skyen er lukket. Jeg betaler i hvert fald ikke til den mere. Ved lejlighed skal den slettes. Eller rettere linket skal gælde min nye sky!

Min fritid
Hver morgen vågner jeg og springer ud af sengen og glæder mig til at gå i gang med dagens arbejde. Jeg arbejder stadig stort set fuldtids i Industribaneklubbens Forskningsafdeling, og her er rigeligt at se til. Jeg er glad for, at jeg kan. Navnlig at jeg fra et lokalhistorisk arkiv kan få et billede, som de ikke aner, hvad forestiller. Der skal selvfølgelig være tipvognsspor på, helst også et damplokomotiv. Et kort kig på billedet, og det forekommer mig at lokomotivet er ”Kvik.” En forespørgsels til arkivet, som så sender en skanning i højere opløsning, så jeg på min computer kan forstørre billedet, og ganske rigtigt havde der med hvid maling i sin tid været skrevet ”Kvik”. Resten af bestemmelse slår man bare op i Kedeltilsynets protokoller, der viser hvor ”Kvik” har arbejdet hvornår. Og så er det billede bestemt. Jeg har gennem de senere år med mit team bestemt rigtig mange billeder, men der ligger mere end 100 endnu og venter på bestemmelse.

Min forening, Industribaneklubben, der driver Hedelands Veteranbane, havde i år 40-års fødselsdag for vor bane. Selve foreningen er ældre, men veteranbanes første etape blev indviet for fyrre år siden. Der var i den anledning et to-dages arrangement, som vi deltog i sammen med en masse andre mennesker, og vi overværede da også materielparaden og politikernes taler. Vi fik middag derude, men handlede også lidt i boder, der i dagens anledning var stillet op. Jeg havde været med til at forsøge at skaffe os omtale i udenlandske blade, og nogle af de fremmødte udlændinge mødte jeg og havde fornøjelsen af at vise rundt.

Vil du se flere billeder fra fødselsdagen, blandt andet af de fremmødte politikere, så kig på foreningenshjemmeside på dette link: http://www.ibk.dk/hvb40/

Et af “mine” lokomotiver. Hedelands Veteranbanes næsten 100 år gamle mergellokomotiv, der mellem verdenkrigene har kørt mergel ud over det meste af Jylland og under sidste krig tørv i begge vildmoser. Billedet er sandsynligvis et af jubilæumstogene på vor 40 års fødselsdag.

Sociale medier
Jeg har engang tilmeldt mig facebook hovedsageligt for at følge Edit og Lise, men selv bruger jeg ikke facebook. Jeg har sagt den af, men det accepterer facebook ikke. Det ser jo flot ud for deres annoncører, at de har millioner af kunder, selv om måske de halve slet ikke kommer der alligevel, men blot er indfanget ved en fejl. Facebook fylder min spamspand med meddelelser om, at nu har jeg fået venneanmodninger fra denne og hin. En enkelt gang ringede jeg personen op, men han vidste ikke, at han havde sendt en sådan venneanmodning! Ok, Edit har vist megen glæde af den. Jeg har ikke tid til facebook også. Det er ikke fordi, jeg ikke vil være ven med dig, men kan vi ikke bedre være det uden om facebook? Jeg har i øvrigt for længst smidt kodeordet til min facebook væk.

Trafik
Endnu kan vi dog finde et gunstigt tidspunkt at skifte mellem Nr. Bjert og Frederiksberg og omvendt på, men biltrafikken bliver værre og værre. Da København strammede p-reglerne, måtte Frederiksberg følge efter, og senere fulgte Valby og Vanløse. En overgang var det endog svært at finde en p-plads hos Edit, men det har løst sig igen. Edits plads er nemlig privat, så vi har mange daglige gæster, hvis biler er købt i Hillerød, Frederiksværk, Roskilde, Holbæk, Ringsted osv. De fleste af dem, bor formentlig også der, hvor de har købt bilen. Vejen, hvor Lise bor, er også privat, men beboerne har valgt kommunens skilte, frem for den ellers gratis parkering, som de alligevel ikke ville kunne få, fordi de udenbys tager pladserne. Mens de indfødte kan få et billigt p-kort, kan jeg, der er udenbys, ikke, og Edit, der ikke har bil, kan heller ikke få. P på Frederiksberg vil koste mig 4800 kr om året! Dertil kommer så mimrekortet, idet man trods licens ikke kan bruge en bil i København med fordel.

En gang om året kører vi alligevel trods vore forholdsregler ind i en velvoksen kø. I år havde vi været til et barnebarns fødselsdag, og samtidig var der broløb. På Lillebæltsbroen var to spor spærret, og det var nok til trafikken koksede. Det var vist et eller flere uheld, der spærrede broen. Vi tog vore forholdsregler og så køerne både ved Ejby og ved Taulov, men Hjemmeværnet stod på deres plads og holdt motorvejskørerne tilbage, så vi kom hjem uden stop, uden kø, uden problemer via den gamle Lillebæltsbro. Tak for det. Fra en, der havde deltaget i løjerne, hørte vi senere, at de havde holdt der hele aftenen og først kunne køre efter midnat.

Dette indlæg blev udgivet i Jul. Bogmærk permalinket.