Helnæs. Min første ferie

Krigsferier?
I 1940, da jeg var to år, var vi, mine forældre og jeg i København. Formentlig var det et familiebesøg, men kombineret med lidt sightseeing.

Fra krigens tid erindrer jeg ingen ferier, og familiealbummet har heller ingen billeder fra ferier. Hvorfor vi ikke tog på ferie under krigen, erindrer jeg ikke. Toggangen var indskrænket, og vi skulle have legitimationskort, passersedler og rationeringskort, så bureaukratiet har måske holdt os tilbage?

Ferie på Helnæs
I 1945 var det til at rejse igen. I min by var det moderne at tage på kroferie på Helnæs, og det ville min mor også gerne. Min far føjede hende, selv om jeg tror, at han helst ville have været blevet hjemme eller taget et andet sted hen. Da min mor lige som syklubveninderne senere ville til Holstensk Schweiz, sagde min far denne gang nej. Og herved blev det. Først på hendes gamle dage kom hun til Malente Gremsmühlen lige som veninderne havde været mange år tidligere. Jeg forstår godt, at min far ikke ville på en bustur med den lokale vognmand til Holstensk Schweiz. Den evne har jeg åbenbart også arvet.

Mindst 90 år gammelt kort over Helnæs. 6. Ebberup Station. 4. Vandmøllen. 5. Roebanen.  Tegnet op med rødt. 7. Senere mindesmærke for den nedskudte flyver. 3. Her fandt vi vragdelene fra flyet. 7. Fyr. 8. Badebro. 1. Det minesprængte skib.

Klasser?
Til Helnæs kom vi imidlertid. Ingen sagde noget, men jeg fornemmede alligevel, at vi var lidt fejlplacerede her. Vi var tjenestemænd og de fleste andre på kroen var fra liberale erhverv, der åbenbart gav flere penge. Vi havde det første år “værelse” i et hønsehus hos en husmand en kilometers penge fra kroen, og det andet år et pigeværelse eller karlekammer med udsigt til krogårdens mødding dog på selve kroen. Det første år var vi gående, fordi vi ikke havde dæk til vore cykler efter et tyveri. Næste år var vi så på cykel, mens mange af de øvrige gæster nu var i bil.

Erindringen om hønsehuset som vor overnatningssted er nok forkert, for dette vindue er tilhørte nok vort logi hos husmanden? Måske endog ejerens eget soveværelse? 1945.

Turen til Helnæs
Turen til Helnæs 1945 var en oplevelse. Vi tog toget fra Fredericia, og i Tommerup skulle vi skifte og med Assens-banen til Ebberup. I Tommerup opdagede min far, at han kendte lokomotivføreren fra Fredericia. Vi kom derfor op på maskinen og kørte med et par stationer. Lokomotivførerhuse var ikke fremmede for mig, men det var første gang, jeg kørte i en togmaskine uden lukket førerhus (bagtil.) Heldigvis havde vi den ”den varme” ende forrest, og det var sommer. Maskinen har nok – vil jeg gætte på – været en D-maskine. Det var nemlig før, at de tidligere sydfynere rykkede ind på Assensbanen. Senere så jeg ofte Df i Tommerup, når vi skulle på jule- eller sommerbesøg hos familien i Odense.

I Ebberup skulle vi videre med bil. Postbil. En lille Morris, hvor der ikke var plads til mig, men jeg kunne være oven på postsækkene på bagsædet. Trods det var det en stor oplevelse at køre i bil. Det var formentlig min første tur i bil, siden jeg kom hjem fra St. Josef som spæd?

I 1946 havde vi igen cykler, og fra denne tur husker jeg, at vi gav os god tid til og kørte ind til herregården Hagenskov, der, da vi passerede, hed Frederiksgave. Fra Fredericiaegnen var vi ikke forvænt med herregårde. Området var jo kongens og hørte under Koldinghus. Jeg kendte selvfølgelig Hindsgaul ved Middelfart, men det var også alt. Desuden standsede vi ved roebanen, men det var jo sommer, så der var ingen drift. Det var formentlig første gang, jeg så en smalsporbane? Til sidst var der en lille vandmølle, som vi også beså. I følge nettet var det Hagenskov Vandmølle, der netop under verdenskrigen blev forsynet med et overfaldshjul. I følge nettet lå den vest for Helnæsvej, mens jeg husker den øst for vejen. Jeg husker næppe forkert, for vejen forbi herregården er forlagt 1955 for at skåne herregårdens beboere for trafik.

Helnæs
Helnæs er en ø, der via en landtange er forbundet med Fyn. I tangens nordende ligger Avernæs, der sikkert også har været en ø og senere forbundet med en landtange, Langøre. Midt på halvøen Helnæs lå en landsby med kirke og kro.

Turist på Helnæs
Der var ikke noget at se på Helnæs, men alligevel tilbragte vi over to år to pragtfulde uger her. Badestranden var ikke noget skrive hjem om. En badebro for enden af en kilometer lang markvej og sti bragt os ud over et væmmeligt bælte med sten. Der var bedre strand ved Maden, men der mindes jeg kun at have været én gang. Det var for langt på gåben blot for et bad.

Gæsterne udvekslede gåture med hinanden, så der var hele tiden nye steder at gå hen, men ikke rigtig noget at skrive hjem om.

Et høst-intermezzo
Jeg mindes, at jeg deltog i høsten! Min far fik normalt ferie sent på sæsonen, og jeg havde altid fri fra skole for at komme med på ferie. Fra krogårdens marker skulle kornet køres hjem. Det havde stået i traver på marken og tørret, og så kom karle og piger med en hestevogn og hentede kornet. Når en karl stak høtyven i et neg og langede den op til pigerne på vognen, blev en halv snes mus hver gang hjemløse. De pillede forvirrede rundt, og gårdens hund gjorde, hvad den kunne og fik også hver gang fat et en eller to mus, men resten fandt ned i deres huller. Når vognen var fuld, besteg vi alle læsset og kørte med hjem til laden. Lige inden porten skulle vi af. Vi kunne lige så godt selv kravle af, for ellers blev vi raget ned af øverste portbjælke.

Høsten i gamle dage er fyldt med fremmede ord, som jeg tilsyneladende siden havde fået blandet sammen. I dag ville jeg kalde en enkelt kornplante for et neg, men et neg er flere strå bundet sammen med bindegarn af selvbinderen, der dengang var trukket af heste. Først i halvtredserne blev traktoren almindelig. Et neg kunne ved andre afgrøder kaldes et knippe. Negene samledes i traver bestående af fire til seks neg. Traver kunne samles i hæs og stakke, men vi holder her.

Minesprængt fragtskib
På østkysten af Helnæs ligger en bugt, Helnæs Bugt på hvis anden bred sås halvøen Horne land. Ude i bugten lå tre små øer, hvor der sås en gård på den ene ø. De andre var ubeboede. Den store ø hed Illumø, og de små Vigø og Horsehoved. Forekommer navnet Illum bekendt, er det fordi, ejeren af øen har taget navn efter øen, og et familiemedlem, dog fra fastlandet grundede et stort varehus!

I strædet mellem Illumø og Helnæs lå i 1945 et vrag af en damper, hvor master og skorsten stak op. Damperen var minesprængt. Ingen vidste åbenbart mere, men jeg undrede mig over, hvad damperen lavede herinde. Da vi kom igen i 1946 var vraget borte. Hævet eller sprængt?

Damperen var trods den høje slanke skorsten et motorskib, M/S Ann Helen Clausen af Kolding, på 265 BRT, bygget 1943 af stål. Skibet var på rejse fra Svendborg til Brunshuse i ballast, hvilket vil sige, at skibet var tomt. Det var såmænd på vej til oplægning på grund af krigen. Som om denne minesprængning ikke var nok ironi fra skæbnen, blev skibet også sænket ved en sabotage på Svendborg Skibsværft allerede, inden det blev afleveret.

Minesprængningen omtales som et totalforlis, og der er ikke noget på mit net om en eventuel hævning af vraget. I følge Søulykkesstatistikken er ”Skibe, der er sunket som Følge af Krigsaarsager, men som senere er hævet uden at blive kondemneret, ikke medregnet som krigsforliste.”

Myndighederne udtrykker sig yderst forsigtigt: ”Ministeriet maa antage, at Eksplosionen skyldes Krigsaarsager.” Gæster på kroen og folk på Helnæs var dog ikke i tvivl om, at det var en minesprængning. Sikkert en løsreven mine fra et minefelt udlagt et andet sted.

Der offentliggjordes i 1945 en del detaljer: ”Da skibet befandt sig i Farvandet mellem Helnæs og Illumø, indtraf en voldsom Eksplosion. Ved Eksplosionen blev Styrehuset bortsprængt og Redningsbaadene knust, og Skibet blev læk og begyndte hurtigt at synke. 2 Mand søgte at redde sig paa Taget af Styrehuset, som flød langs Skibssiden; men da det ikke lykkedes at faa Taget klar af Skibet, blev en Redningsflaade fra Agterdækket kastet over Bord, og de 2 Mand reddede sig op paa den. 1 Mand sprang over Bord med en Redningskrans og blev bjerget op paa Redningsflaaden. Ca. en halv Time senere blev de 3 Mand, der alle var saaret, reddet af tililende Fiskerbaade og efter Landsætning indlagt paa Hospitalet. Af Besætningen, der bestod af 7 Mand, blev 1 Mand fundet dræbt i Motorrummet, medens 3 Mand savnedes.”
Kilde: Nettet. Flere indlæg. Bearbejdet.

Indrømmet, du kan ikke se noget, men midt i sundet mellem Illumø og Helnæs er en sort plet, hvor vraget lå i 1945.

Flyvemaskinevrag
Sikkert også under første ophold må vi være gået til Maden og herfra ud til Vestkysten og langs stranden til fyret, hvorfra der igen var vej tilbage til kroen. Her på den øde strandbred lå flere dele af et fly fra krigens tid. Flere af delene ret store, så selv jeg kunne se, at det havde været et fly.

Nettet meddeler: Under en mission til Kiel natten til den 17. august 1944 blev en Halifax bomber ramt over dansk område. Besætningen sprang ud med faldskærm over den sydlige del af Lillebælt, på strækningen mellem Torø og Helnæs. Flyet styrtede ned ved Langøre, der fra fastlandet fører over til Helnæs. Langøre er landforbindelsen fra Fyn til Agernæs, hvor den lille herregård her hedder Gammel Avernæs med v.

I dag, hvilket vil sige siden 1950 har der stået en mindesten ved Langøre. Selvfølgelig har jeg senere set den, men ikke fundet på at forbinde den med de flydele, jeg så i 1945, da de lå flere kilometer sydligere på kysten mellem Maden og fyret.  Flyet er meget tænkeligt delvist knust ved mødet med havoverfladen, og dele er skyllet i land længere sydpå?

Fem flyvere fra maskinen blev begravet i Sønderby, mens to overlevende som krigsfanger blev ført til tyske krigsfangelejre.
Kilde: Nettet. Bearbejdet.

Endnu på et punkt havde krigen sat sine spor. En væsentlig afgrøde på Helnæs dengang var tobak. Desuden husker jeg, at jeg så hør, der brugtes til linned og cikorie, som var kaffeerstatning. Jeg lærte også at respektere tyre og navnlig gæs. Tyren kunne man bare lade være at gå ind til, men gæssene kunne som gårdens hund komme ud af sig selv ved passage og gække og gø. På gåture havde vi ofte krogårdens hund med, men den var ikke til meget hjælp, for den var også bange for gæssene. En enkelt tur mindes jeg blev afbrudt af meget aggressive gæs, idet vi simpelt hen vendte om.

Senere besøg
Mange år senere vendte jeg tilbage med en ven, der efter en blodprop gerne ville køres en tur, og igen en snes år senere var jeg på Helnæs med Edit for at gense nogle af barndomsminderne. Desuden bemærkede vi lige entreen på Helnæs den skønneste Ås, der viste sig at hedde Nøgen Ås. Den er ikke hverken høj eller lang, men den er særdeles velbevaret, idet der næsten ikke er gravet i den. Mange af landets andre åse er i dag i stedet bakker forvandlet til søer på grund af grusgrave.

Edit har haft flere maskiner, så det kneb med overføre gamle bileder til ny maskine og derfor med at finde hendes billede af Nøgenås. Jeg mener dog, at det er denne? Stor er den ikke og slet ikke lang, men den syner urørt. På modsat side var dog et par små grusgrave. En ås er en jordvold formentlig dannet i en tunnel under isen, hvor en smeltevandsstrøm efterhånden aftog i styrke og begyndte at aflejre grus . Billedet er taget fra det nordligste Helnæs, der rejser sig straks efter landtangen.

Turen af idylliske markveje og stier til badebroen var nu udstykket til sommerhusbebyggelse. Selv om tiden ikke var løbet stærkt på Helnæs, var der dog ikke meget genkendbart, men komponisten Christian Dannings grav lå endnu på kirkegården. Sophus Christian Danning 1867 – 1925 var født Christian Pedersen, men tog navneforandring 1893. Selv om han var betydelig inden for musikken både i Danmark og i udlandet, er han i dag glemt. Kun en enkelt sats af en større suite, er i dag ikke helt glemt! Det er menuetsatsen kaldet Rokokomenuet. Jeg har noden, og jeg har da også spillet den foregående sats Gavotten! Da Odense Kommune sikkert under Første Verdenskrigs dyrtid nedlagde Odense Byorkester, som Danning var dirigent for, flyttede han i skuffelse til Helnæs, hvor han tilbragte sine sidste år stadig med at komponere.
Kilde: Nettet. Flere indlæg.

Rococo, kalder Danning selv sin suite for gamle danse for klaver. Der er ingen udgivelsesår, men noden er uden tvivl fra tiden omkring første verdenskrig. Der er seks satser (danse.) EM er initialer for den første ejer af noden. Ellen Marie (Nielsen) tror jeg hun hed.

Fyret. 1945.

På Helnæs var der en del fortidsminder, der altid har interesseret min far. Her sidder jeg ved en dysse ved vejen ud mod fyret. Hunden er kroens, og den gik med, når nogen gik på tur og ikke viste uvilje mod følgeskabet. Den var dog intet værd som forsvar mod gæs.

Efterskrift
Beretningen bygger på mine erindringer, familiealbummet og i høj grad på research på nettet, idet mine erindringer åbenbart var tilpasset med alderen. Der er ikke opgivet adresser på hjemmesider, da jeg har kigget på flere sider til hvert emne og plukket lidt hist og lidt her fra ikke helt enige sider. Citaterne er fra Søforhøret om forliset.

Under krigen fotograferede min far så længe, han havde film og fotohandleren kemikalier og papir. Endnu fra 1943 er der gode billeder, men så i 1944 og 1945 begynder det at knibe. Billederne fra 1945 er bitte små, 3,9 x 5,5 cm. Fra 1946 er der slet ingen, men så i 1947 er alt igen ved det gamle. Hans kamera var fladt, og når det åbnedes, sad linsen for enden af en bælg. Søgeren sad lige over linsen. Det var til rullefilm i 6 x 9 cm, som ofte kunne kopieres i en ramme i sollys i vindueskarmen, En fotograf eller amatør må dog have kopieret de små foto?

Bent Hansen. 1. maj 2017.

Dette indlæg blev udgivet i Historie, Rejser. Bogmærk permalinket.