Erindringer fra De fem onde År

INDHOLD
Indledning
1 Krigens data
2 Lidt om hverdagen under krigen
3 Oplevelser under besættelsen
4 I skole under krigen
5 Blandede erindringer
Efterskrift

INDLEDNING
Beretningen er nedskrevet i påsken 1995 efter opfordringen fra emneugeudvalget på Eltang Skole til at sige noget om besættelsen/befrielsen i anledning af 50-året. Efterhånden dukkede flere og flere erindringer op fra glemselens dyb specielt i forbindelsen med den omfattende research, jeg måtte udsætte mine erindringer for.

Efter at mit indlæg var fyret af, syntes jeg, at det var synd at slette det fra computeren, og jeg bearbejdede det i stedet lidt måske til glæde for mine børn, dels som minde om deres far, men ikke mindre som et minde om deres farmor og farfar, der indirekte har ydet et væsentligt bidrag til beretningen.

Beretningen er i rimelig grad researchet. Den er også i væsentlig grad udtryk for min helt personlige opfattelse af situationen, og den dækker absolut ikke meningen alle steder på bjerget. Det bliver spændende at se, når arkiverne nu efter 50 år åbnes, hvem der får ret.

1
KRIGEND DATA
Generelt:
01.09.1939 Krigsudbrud.
09.04.1940 Danmark besættes af tyskerne.
29.08.1943 Hæren og regeringen sættes ud af spillet.
19.09.1944 Politiet sættes ud af spillet.
04.05.1945 Danmark befries.
1952 De sidste rationeringer ophæves.

Andre data:
20.04. Hvert år. Hitlers fødselsdag. Ekstra kraftig allieret overflyvning.

Mine data:
01.09.1939 Verdenskrigen bryder ud. Jeg er 2 år.
09.04.1940 Krigen når Danmark. Vi bliver besat af tyskerne. Jeg er 3 år.
02.04.1944 Jeg kommer i skole. Jeg er 6½ år.
04.05.1945 Tyskerne i Danmark overgiver sig.  Vi er igen frie. Jeg er 8 år og går i 2. klasse.
12.08.1946 Skolen genåbnes. Jeg er 9 år. Jeg går i 3. klasse.

2
LIDT OM HVERDAGEN UNDER KRIGEN
Krigen bryder ud

Da krigen brød ud, var jeg 2 år, og jeg erindrer intet. Jeg ved, at jeg den 14. august 1939, 14 dage før krigen brød ud, var i Flensborg, og at mine forældre blandt andet talte med bagermester Hansen på hovedgaden i Flensborg. Butikken ligger der stadig 1995 og hedder stadig Hansens bageri, men bageren er naturligvis for længst død. De mennesker var dybt bekymrede og havde en helt klar fornemmelse af, at en verdenskrig var forestående, men englænderne og amerikanerne troede åbenbart, at alting nok skulle ordne sig. Sådan berettede min far i hvert fald senere om besøget. Når vi var i Flensborg, skyldtes det, at han ofte var der, da han for Statsbanerne var afløser i Padborg.

Besættelsen
Da vi blev besat, var jeg tre år, og allerede tidligt om morgenen kom det første tyske militærtog til Fredericia. Op ad formiddagen væltede det ind med soldater. Jeg husker, at jeg var med min mor på indkøb hos en fiskemand inde i byen. Jeg erindrer, at det var spændende at se alle disse fremmede og al deres krigsmateriel, og at jeg var skuffet over, at jeg ikke måtte stå og se på dem, men de fleste danskerne lod som ingenting. Vi værdigede dem faktisk ikke et blik! Tyskerne kan ikke have følt sig særligt velkomne.

Det første tyske troppetransporttog i Fredericia den 9. april 1940 fotograferet af Hans Kristian Hansen om morgenen den 9. april.

Det første tyske troppetransporttog i Fredericia om morgenen den 9. april 1940 fotograferet af Hans Kristian Hansen.

Jeg boede i en by med en stor banegård og en stor havn, og desuden var der en kaserne i byen, så vi så tyske soldater hver dag, men mange mennesker ud på landet eller i små byer så ikke tyskere hver dag.

Der var jo ikke krig i Danmark, som ude i den store verden. Begivenhederne i Danmark lignede overhovedet ikke begivenhederne, som vi ser i fjernsynet næsten hver aften. Der var ingen, der bombede vore byer sønder og sammen, og der var ingen, der skød på kvinder og børn helt uden grund. Det var i hvert fald sjældent, at det skete, men det forekom dog.

Rationeringer
Vi mærkede derimod krigen på en anden måde. Alle varer, som ikke kunne dyrkes i Danmark, blev vanskelige at få efter 1939, og efter at vi var besat i 1940, blev de helt umulige at få. Det gjaldt for eksempel kaffe og sydfrugter, det gjaldt benzin og gummi til bildæk, det gjaldt ting som sytråd og bomuldsstof. Også varer, som vi havde nok af som for eksempel mælk, smør, ost, sukker og brød, blev det småt med, fordi vi solgte en del af vor produktion af disse varer til tyskerne. Vi manglede penge blandt andet til at købe kul for. Dels var vi vel tvunget til at sælge til tyskerne, som for alvor manglede madvarer på grund af krigen, dels kunne vi ikke mere handle med England på grund af krigen. At sukkerraffinaderiet i København ved en fejltagelse blev bombet i stedet for B&W’s skibsværft, gjorde heller ikke forsyningssituationen lettere.

Vi klarede os ved at dele tingene lige. Der indførtes rationeringsmærker på almindelige varer. Desuden kunne man handle på den sorte børs. Vi kunne f. eks. sælge vores tobaksmærker og få smør eller kaffemærker i stedet. Det var dog ikke tilladt. Vi røg ikke hos os, og jeg mener, at vi byttede tobaksmærkerne for smørmærker.

Disse rationeringsmærker er fra Første Verdenskrig. På det røde kunne man købe en ukendt mængde flæsk mellem 16. og 29. februar 1920. Mærket er åbenbart ikke blevet brugt? Det andet mærke er er såkaldt ekstramærke, som jeg husker så godt fra Anden Verdenskrig. I radioen kunne der måske op mod jul bekendtgøres, at for mærke "D" kunne der lige før jul købes en plade chokolade. Stor var den ikke, og nogen udpræget nydelse var det heller ikke. Der har næppe været cacao i, men det rationerede var også sukkeret! For mærke C kunne man måske få et vist antal små, meget sure appelsiner. Jeg erindrer år, hvor denne luxus ikke blev tilladt.

Disse rationeringsmærker er fra Første Verdenskrig. På det røde kunne man købe en ukendt mængde flæsk mellem 16. og 29. februar 1920. Mærket er åbenbart ikke blevet brugt? Det andet mærke er er såkaldt ekstramærke, som jeg husker så godt fra Anden Verdenskrig. I radioen kunne der måske op mod jul bekendtgøres, at for mærke “D” kunne der lige før jul købes en plade chokolade. Stor var den ikke, og nogen udpræget nydelse var det heller ikke. Der har næppe været cacao i, men det rationerede var også sukkeret! For mærke C kunne man måske få et vist antal små, meget sure appelsiner. Jeg erindrer år, hvor denne luxus ikke blev tilladt.

Edit har fortalt mig, at disse småportioner brugtes på restaurationer! Vi gik åbenbart ikke ud?

Edit har fortalt mig, at disse småportioner brugtes på restaurationer! Vi gik åbenbart ikke ud? Bemærk, at de kunne klippes over!

 

Selv så eksotiske ting som byggryn. kartoffelmel og sæbe var rationeret! Mange aner i dag næppe var byggryn er eller for den sags skyld kartoffelmel, der her også kaldes sagomel. Det var det næppe, for sago skulle da være fra sagopalmen! Bygkorn var mest almindelige i øjet.

Min mor har åbenbart ikke fået nyt tøj dette finansår, for hendes tøjkort er endnu i behold. Min far har udfyldt kortet!

Min mor har åbenbart ikke fået nyt tøj dette finansår, for hendes tøjkort er endnu i behold. Min far har udfyldt kortet!

Hen i 1948 begyndte en del af rationeringerne at ophøre. De sidste dog først fire år senere. Man klippede ofte først i butikken. Hvert mærke var forsynet med en ikrafttrædelsesdato, så man ikke kunne tage på forskud. Den næringsdriende skulle også aflevere mærker for købene hos grossisten!

Hen i 1948 begyndte en del af rationeringerne at ophøre. De sidste dog først fire år senere. Man klippede ofte først i butikken. Hvert mærke var forsynet med en ikrafttrædelsesdato, så man ikke kunne tage på forskud. Den næringsdrivende skulle også aflevere mærker for købene hos grossisten!

Erstatningsvarer
Vi brugte erstatningsvarer i stedet for de varer, vi ikke kunne få. Tørv eller brunkul i stedet for kul og koks. Biler og motortog kørte på generator, der brugte tørv eller brænde i stedet for benzin. Helst brugte man brænde, for tørv lugtede fælt. De fleste tog var dog damptog med damploko, som fik tildelt en stor del af den sparsomme kulmængde, vi kunne købe fra Tyskland under krigen. Kaffe lavede vi af den pæne blå blomst, cikorie, der vokser i vejgrøfterne, som vi nu dyrkede på markerne. Tobak dyrkede vi også selv, navnlig på Fyn. I stedet for bomuld dyrkede vi hør, eller vi anvendte gammelt tøj, som blev til kradsuld. Gæt selv, hvorfor det hed det. Celluld var den officielle betegnelse.

Forbud
Der var en del ting, vi ikke måtte under krigen. Vi måtte ikke sige eller skrive noget dårligt om tyskerne. Der var stikkere overalt, som for små beløb stak deres medmennesker. Alligevel kunne man overalt købe illegale blade. Der var dog en præst, Kaj Munk, som tyskerne lod myrde, fordi han talte ilde om dem fra sin prædikestol. Det var ham, som har skrevet Den blå Annemone. Den synger vi bagefter, selv om det ikke var den sang, tyskerne blev vrede over. Vi måtte ikke gå med en bestemt slags hatte. Jeg havde blandt andet en RAF-hue, som blev forbudt. RAF betød Royal Air Force, og det var det britiske luftvåben. Flyvemaskinerne var mærket med koncentriske cirkler i rød, hvid og blå. Huen var også rund og havde “ringe” i samme farver. Vi måtte ikke synge bestemte sange som for eksempel Det haver så nyeligen Regnet. Den synger vi en anden gang, så I kan se, hvorfor tyskerne ikke brød sig om den sang.

Vi måtte ikke høre udenlandsk radio. Vores egen danske radio var cencureret, og den engelske radio BBC blev udsat for tyske støjsendere, så den var svær at høre. Alligevel hørte næsten alle mennesker daglig den engelske radio, der sendte på dansk flere gange om dagen.

Legitimering
Der var mange andre ting, vi ikke måtte og ting, vi skulle. For eksempel skulle vi vise legitimationskort, når tyskerne forlangte det. Ofte stod de ved en bro eller som i Fredericia ved en port og kontrollerede folk og kiggede i deres indkøbstasker. Plastposen var ikke opfundet endnu, så vi havde selv en taske med på indkøb. Vi havde i øvrigt også ofte selv en pose med, hvis vi skulle købe havregryn eller mel eller bød, hvis vi altså ville have det pakket ind. Ville vi tegne i skolen, havde vi selv en opklippet pose med til at tegne på. Somme tider blev den ikke klippet op, kun tegnet udenpå. Så kunne der alligevel kommes mel i den bagefter. Mens skolen åbenbart ikke altid havde papir, havde de farver endnu i 1944, mens jeg gik i første klasse. Jeg erindrer en hissig tegnelærer, som gennembankede en dreng i 1. klasse, fordi han kom for meget farve på sin tegning! Det var nu et sidespring.

1941 måtte Statsbanerne udstede et Legitimitionsbevis, så min far kunne bevise, at han var ansat ved banerne. Bemærk, at der er på dansk. Dele af teksten har jeg gjort ulæselig, så billedet måske ikke i dag kan bruges til falske pas mv.

1941 måtte Statsbanerne udstede et Legitimitionsbevis, så min far kunne bevise, at han var ansat ved banerne. Bemærk, at der er på dansk. Dele af teksten har jeg gjort ulæselig, så billedet måske ikke i dag kan bruges til falske pas mv.

I 1943 fik vi nye Legitimationskort denne gang med billede. Igen har jeg slettet lidt. Adressen eksisterer ikke mere, selv om misbrugere ikke ved det.

I 1943 fik vi nye Legitimationskort denne gang med billede. Igen har jeg slettet lidt. Adressen eksisterer ikke mere, selv om misbrugere ikke ved det.

Dette tyskudstedte kort med ørn og hagekors hørte sammen med det danske kort med foto, så ihændehaveren kunne komme ud og hjem fra nattevagt også i tilfælde af spærretid. Sjovt nok har det tyske kort ikke dato, og intet andet end navnet knytter det til det danske kort. Jeg havde faktisk ventet mere Ordning muss sein af besættelsesmagten.

3
OPLEVELSER UNDER KRIGEN
Det var meget sjældent almindelige mennesker så noget alvorligt. De tyske soldater var fredelige. De var i uniform, men de var ubevæbnede bortset fra deres officerer, der havde pistol. Den menige soldat havde kun en bajonet (en stor kniv) med sig, når de havde fri!

Jeg husker en del ting fra krigen, som har gjort så stort et indtryk på mig, at jeg stadig kan huske det. Gad vide, hvor meget I, der nu går går i 2. og 3. klasse kan huske, når I nærmer jer pensionsalderen? Der var også en del ting, der viser, at jeg faktisk ikke forstod ret meget af det, jeg så dengang.

Hitlers fødselsdag
Jeg vil nævne seks erindringer, hvor dog kun de fem er mine egne. Den første er Hitlers fødselsdage, som jeg husker tre af, nemlig hans tre sidste i 1943, 1944 og 1945. De allierede fejrede trofast dagen med et ekstra stort bombardement af de tyske byer. Ofte fløj de over Danmark, for at komme til Berlin eller Kiel, fordi i Danmark var radar, flakskyts og jagerforsvaret ikke så effektivt, som i Tyskland.

Når der i Danmark kom allierede bombefly med ledsagende jagere, blev der blæst luftalarm. Det var tit om natten. Så var det klogt at gå i beskyttelsesrum. I det hus, vi boede i, var der en kælder, der fik forstærket loftet med ekstra bjælker og løse “søjler” på gulvet til at bære bjælkerne. Langs væggen blev opsat træbænke, og ved skorstenen blev der opsat en brændeovn, som også var komfur, så vi kunne lave varm mad, når vi ikke havde gas. Her brændte vi blandt andet min træhest og min hestestald, som jeg ikke legede med mere. Det må have været under folkestrejken i 1944, hvor der var lukket for gassen. Børn under krigen havde ikke mere legetøj, end det var til at holde styr på. Det var på den måde lettere at rydde op, men jeg var i mange år efter ked af, at mit legetøj blev brændt. Tilbage til beskyttelsesrummet. Foran vinduet var der sat brædder og skovlet jord op.

Jeg husker en nat, vi sad dernede. Det var i 1943. Da blev jeg virkelig bange. Ikke for den brummen af bombeflyene, som vi kunne høre, men for en stor edderkop med lange lodne ben, der kravlede hen over mit tæppe. Senere, i 1944 og 45 listede jeg med min far ud for at se på de engelske bombemaskiner, som jeg dog aldrig så. Jeg viste jo ikke, hvordan de så ud. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle kigge efter, men jeg kunne se de tyske lyskastere kaste deres stråler højt op på nattehimlen. Jeg så aldrig, at de fik en flyver i lyskeglen. Jeg kunne også se de talrige lyssporprojektiler fra flakskytset.

Jeg så, men det var en aften, hvor luftalarmen kom for sent, at flakskytset på Lillebæltsbroen fik ram på en engelsk bombemaskine, der sikkert skulle have været til Berlin eller var på vej hjem. Den styrtede brændende ned i Hindsgaul lige ved Lillebæltsbroen. Mindestenen står der endnu. Alle omkom undtagen haleskytten, der overlevede. Han blev sendt i tysk krigsfangelejr. Min far så ham på banegården i Fredericia, hvor han blev sat på toget efter endt afhøring.

Mindesten for de omkomne allierede flyvere i Hindsgaul Skov. Vi var der kort tid efter nedskydningen, men fik selvfølgelig lov til at komme tæt på. Jeg kan huske, at skoven var væk, mend et var også alt, hvad jeg så. I 1947 var der rejste en mindesten. Skoven er stadig væk. Foto: Hans Kristian Hansen.

Mindesten for de omkomne allierede flyvere i Hindsgaul Skov. Vi var der kort tid efter nedskydningen, men fik selvfølgelig ikke lov til at komme tæt på. Jeg kan huske, at skoven var væk, men det var også alt, hvad jeg så. I 1947 var der rejst en mindesten. Skoven er stadig væk. Foto: Hans Kristian Hansen.

Engelske angreb
En anden erindring er en af dem, jeg ikke rigtigt forstod, så det må være tidligere, måske fra 1942 eller 43. Jeg gik med min far forbi banegården, og der fik jeg øje på et lille hus dækket af jord lige ved siden af stationen. Jeg spurgte (?,) og min far svarede (!,) så godt han kunne:
– Hvad er det?
– Et beskyttelsesrum!
– Hvad er det?
– Et sted tyskerne gemmer sig!
– Hvorfor det?
– De er bange for englænderne!
– Hvornår kommer englænderne?
– Om natten!
Jeg forstod ganske enkelt ikke, at tyskerne var herrer om dagen og englænderne om natten, eller at tyskerne var bange for englænderne og gemte sig. Og hvor forsvandt englænderne hen om dagen? Hvorfor blev de ikke bare og befriede os, som jeg vidste, at alle ønskede?
– Kom! sagde min far.
Så gik vi op på fjerde perron, og her så jeg perrontaget og råglasruderne i perronhallens gavl gennemhullede af kugler fra Spitfire’re og Moskito’er. Senere kom der flere huller til. De sidste huller blev først repareret længe efter krigen. Jeg gik senere selv jævnligt op for at se på disse hilsner fra englænderne. Hvad englænderne lavede? Jeg ved det ikke. De må jo have beskudt tyske troppetransporttog. Også inde på Fredericia station åbenbart. Det var således ikke helt ufarligt for de rejsende eller for jernbanepersonalet. Nogle enkelte gange angreb englænderne danske tog. Flere lokomotivførere og fyrbødere blev dræbt, da englænderne punkterede deres lokomotiver, og dampen strømmede ud og skoldede dem ihjel. En enkelt gang omkom ti danske passagerer i et persontog på Vestkysten ved sådant et luftangreb ved højlys dag. Selv et tipvogstog i et brunkulsleje blev angrebet af englændere. Hvorfor er mig en gåde? De har måske troet, at de var i Tyskland? Det var bekendtgjort, at alle jernbaner og tog var militære mål! Men det rettede vi i det fredelige Danmark os ikke rigtigt efter.

Dansk beskyttelsesrum. Der var flere typer: runde og aflange. Den er aflang. Forrest indgangen og fjernere udluftningen. Den beskyttede vel næppe mod en fuldtræffer, men sprængstykker granater og mindre bomber modstod den vel? Foto i Fredericia 2016.

Dansk beskyttelsesrum. Der var flere typer: runde og aflange. Denne er af den aflange (større) type. Forrest indgangen og fjernere udluftningen. Den beskyttede vel næppe mod en fuldtræffer, men sprængstykker, granater og mindre bomber modstod den vel? Foto i Fredericia 2016.

Udluftning. Fire skråtstillede vinduer. Betonplade over nødudgangen. Det foresvæver mig, at taget oprindeligt var af træ med tagpap? I dag er de fleste beskyttelsensrum væk. De beskytter alligevel ikke mod stråling med den udluftning!

Udluftning. Fire skråtstillede vinduer. Betonplade over nødudgangen. Det foresvæver mig, at taget oprindeligt var af træ med tagpap? I dag er de fleste beskyttelsensrum væk. De beskytter alligevel ikke i en atomkrig mod stråling med den udluftning!

Politiet interneres
Den 19. september 1944 tog tyskerne politiet. Selv om vort politi jagtede kommunister, der var modstandere af alt tysk, synes tyskerne åbenbart ikke, at Politiet var effektive nok i jagten på modstandsfolk. De kom også til vort hus, fordi der boede en politibetjent i huset. Han havde lugtet lunten og var tidligt om morgenen rejst bort. Han var gået under jorden. Det forstod jeg ikke. Jeg opfattede “under jorden” bogstaveligt.

Jeg husker stadig, at vi helt op til os kunne høre, at de dundrede på døren, mens hans hustru og navnlig hans børn, der var mine legekammerater, græd. Hustruen vidste ikke, hvor manden var, så de måtte køre med uforrettet sag. Vi sad i vinduerne og kunne se ned i en tysk militærlastbil med bevæbnede vagter og adskillige tilfangetagne politifolk. Mens vi stod i vinduet og så på, tog en af vagterne en cigaret, men han havde åbenbart ikke ild. En tilfangetagen dansk politimand tændte for ham. Det forargede min mor. Det skulle han ikke havde gjort, mente hun. Soldatens skulle have haft et spark! Min mor var ikke voldelig, og ingen af mine forældre sagde deres mening om tyskerne offentligt bortset fra denne ene gang. Alligevel var jeg ikke i tvivl om, havde de mente, og alligevel lagrede min mors udbrud sig i min hukommelse til den dag i dag.

Det var tidligt om morgenen, men om eftermiddagen omkring kl. 3 blev jeg sendt til bageren. Af en eller anden grund måtte jeg ned til en bager næsten inde i byen. De bagere, der boede i vort kvarter, havde måske ikke mere brød? Her kom der pludselig en politibetjent gående i uniform på vej til arbejde. Det var måske en, tyskerne havde glemt. Ekspeditricen i butikken løb ud og kaldte på ham og spurgte, om han da ikke vidste, hvad der var sket. Det gjorde han ikke. Gå dog hjem, sagde bagerjomfruen. Det gjorde han så. Jeg var kun et barn og høflig og velopdragen, så jeg sagde ikke noget, men jeg ville gerne have fortalt ham, at han selvfølgelig ikke skulle gå hjem i uniform. Bagerjomfruen burde have lånt ham en bagerkittel og et par andre bukser, og jeg husker tydeligt, at jeg tænke, at jeg kunne da sagtens hjælpe ham hjem gennem alle baghaverne og baggårdene, hvor jeg var udmærket kendt. Jeg vidste godt, hvor han boede. Hjemme kunne han så sige farvel til sin hustru og sine børn og gå under jorden.

At jeg havde ret, så jeg allerede på vejen hjem med kagerne, for da kom en tysk militærjeep, og der sad han på bagsædet mellem to bevæbnede tyskere. Måske slap netop han ikke levende fra den tur. Det gjorde mindst 10 % af betjentene ikke. De blev dog behandlet forskelligt fra by til by. I Kolding blev de fleste sluppet løs efter endt afvæbning og afhøring, men de i andre byer blev sendt til Frøslevlejren i Danmark eller til Neuengamme ved Hamborg. Det gjorde et dybt indtryk på mig. Der var alligevel noget, jeg havde forstået. Hvis han da bare havde spurgt mig. Men det hele var vel udtryk for en for stor tillid hos menigmand til tyskerne. Bagefter er jeg kommet i tanker om, at netop tilstedeværelsen af en tysk jeep der, var et klart udtryk for, at han var blevet stukket. Faktisk er jeg heller ikke i tvivl om, hvem der havde stukket ham! Vi handlede aldrig der mere. Der var danskere, der angav deres landsmænd for blot en femmer. Selv om man kunne købe 200 kræmmerhuse med bolcher for fem kroner, var det dog et latterligt ringe beløb for et menneskeliv. I tiden derefter blev der også likvideret næsten fem hundrede stikkere, ofte på åben gade. Jeg så dog aldrig nogen, men jeg kunne læse i de illegale blade, at den og den landsmand skulle man tage sig i agt for, for han var stikker!

Jeg mindes dog ikke, at nogen af de stikkere, jeg hørte om, blev skudt. Flere af dem blev dog dømt og kom i fængsel efter krigen. Blandt andet vores fiskehandler og et par af byens større købmænd.

Fiskemanden var vi dog nødt til at handle hos, da der ikke var andre i byen bortset fra helt nede på havnen, og der var det for langt at gå, så længe vi ikke kunne cykle, fordi vi ikke kunne få cykeldæk. Købmændene handlede vi aldrig ved. Den ene dog efter at hans søn havde overtaget butikken. Hos den anden aldrig, også selv om han for længst var død. Efterkommerne havde åbenbart også et dårligt ry.

Frygten for tyskerne
Den næstsidste beretning, jeg vil give, handler om en dag, jeg gik med mine forældre inde i byen. Det har sikkert været før, jeg kom i skole. Jeg husker, at jeg kom lidt tæt på nogle tyske soldater, der også gik på fortovet. Jeg strejfede den enes ærme. Det blev jeg meget bange for, fordi jeg lige havde hørt i radionen, at en lille pige havde trådt en tysk soldat over tæerne, og han var blevet så rasende, at han havde taget sin bajonet og stukket pigens far ihjel. Jeg var rystende nervøs i flere dage, men turde ikke sige noget. Heldigvis var vi ikke inde i byen hver dag. Det var sikkert kun hver fjortende dag, når min far havde fri, efter at han havde haft nattevagt. Der skete imidlertid ikke noget. Jeg havde nok overreageret, som det hedder. I øvrigt tror jeg, at de tyske soldater i Danmark var yderst veldiciplinerede. Jeg er overbevist om, at den tysker, der stak pigens far ned, blev dømt og skudt eller sendt til østfronten. Det var det samme! De tyskere, der var vrøvl med, var nogle andre, og mange af dem var i øvrigt danskere. Sommerkorpset, Frikorps Danmark, Schalburgkorpset, HIPO, Brøndum-gruppen osv. GESTAPO var også nogle ækle nogen, men de gjorde ikke folk på gaden noget – ikke uden at man rakte tunge af dem eller gjorde dem til grin på anden måde, mens de så på det.

Faldskærme på åben gade
Så kan jeg nævne, at engang jeg stod uden for slagteren, kom der en bil med tre mænd, og pludselig sprang en af dem ud med nogle faldskærme, som han løb op ad trappen med. Normalt gravede man dem ned eller gemte dem sammen med de våben, der blev kastet ned. Disse her skulle uden tvivl syes om til frakker eller andet tøj, men det var lige lovligt risikabelt at slæbe dem hen over byens hovedgade ved højlys dag, selv om det kun tog et par sekunder. Der var dog ingen, der stak dem, da huset ikke blev sprængt. I øvrigt lå det lige ved siden af den tyskvenlige købmand og fiskehandler. Et gartneri i nærheden var gemmested for våben. Det blev stukket og sprængt i luften. Der blev aldrig mere gartneri der.

En beretning fra Eltang, som pastor Skott Hansen har fortalt
Den 5. maj 1945 var krigen jo slut aftenen før, og om morgenen skulle en tysk motorordonnans ud i et ærinde, hvorunder han kørte ad Sletteskovvej mellem Nr. Bjert og Eltang Kirke. Han må i sin glæde have kørt for stærkt for i dalen neden for Sandagergård væltede han i det løse grus og blev dræbt. Der var ingen vidner til ulykken, for han blev først fundet timer efter. Han var dengang kun 18 år. Han blev begravet på Eltang kirkegård, og hans forældre kom jævnligt op fra Bremen for at se til hans grav, da tiderne efterhånden blev til det. I 60’erne engang blev han gravet op og flyttet til en centralkirkegård for tyske soldater. Jeg ved ikke hvor. Det må nu have været bittert at deltage i en krig og så dø ved en trafikulykke, efter at krigen var forbi.

Han var nu langt fra den eneste, der kom ulykkeligt af dage efter krigsafslutningen. Blandt andet min søns legekammerats morfar kørte over en mine få dage efter krigsafslutningen. Og talrige tyske minører, der ryddede deres udlagte minefelter, trådte alligevel på ikke afmærkede miner.

4
I SKOLE UNDER KRIGEN

I har sikkert alle sammen set rigtig krig i fjernsynet. Jeg tænker ikke på film, men på tv-avisen. Det gik ikke helt så voldsomt til i Danmark under den anden verdenskrig, som man ser i fjernsynet.

Tyskerne tager dele af min skole
Den 2. april 1944 skulle jeg møde i første klasse på en stor moderne byskole.
Efter sommerferien 1944 tog tyskerne gymnastiksalen til lazeret for syge og sårede soldater. Det mærkede jeg nu ikke så meget til, for vi havde gymnastik ude, og da det blev for koldt, fik vi bibelshistorie i stedet.

Tyskerne tager hele skolen
Hen mod jul 1944 kom de første tyske flygtninge til Danmark sejlet hertil fra De baltiske lande, som russerne var i færd med at erobre. For at få plads til alle disse flygtninge tog tyskerne hele skolen.

Vi flyttes til Gymnasiet
Vi blev derefter flyttet til Gymnasiet, hvor vi gik om eftermiddagen fra 15 – 18, når gymnasieleverne var færdige.

Tyskerne tager og dele af Gymnasiet
Kort efter tog tyskerne også gymnastiksalene her til lazeret, og jeg husker tydeligt de tyske bevæbnede vagter, der skulle holde os skolebørn på afstand. De var nu meget rare, og vi måtte gerne kigge på deres våben, men ikke røre dem. Vore lærere prøvede forgæves at få os til at lade som om, at tyskerne var luft, men dertil var våbnene alt for spændende. Jeg erindrer også de blodige lagener, der ofte hang til tørre. Dengang kunne man ikke vaske blod af tøjet.

Tyskerne tager hele Gymnasiet
Så tog tyskerne hele gymnasiet, og vi havde fri et stykke tid, inden klassen blev flyttet til et fritidshjem inde i byen. Jeg boede uden for byen og fik derfor meget langt at gå til skole. Der var ingen skolebus, og vi måtte ikke cykle, for der var ingen plads til cykler på fritidshjemmet. Også her gik vi om eftermiddagen, fordi en højere klasse havde lokalerne om formiddagen.

Fritidshjemmet
Efterhånden blev flere og flere fremmede børn stoppet ind i vores klasse, så vi til sidst var 45 børn i klassen. Vi sad ved et stort bord, men fordelt i tre små rum. Vi havde to lærere, og de stod i døråbningerne, så de hver kunne undervise i to rum.

Det forsvæver mig, at vi både her og på Gymnasiet kun gik hver anden dag. En af mine kammerater gik sammen med hele sin klasse i skole i en garage. Da man ikke kunne få benzin til biler på det tidspunkt, havde en far solgt sin bil og for egen regning indrettet garagen til skolestue.

Vi havde ingen tavle og heller ingen skolegård, men der var en have til fritidshjemmet. Her spillede vi land eller kniv på græsplænen. Vi gik åbenbart alle med lommekniv. Da jeg mange år senere som voksen besøgte hjemmet med en skakklub, så jeg haven igen. Der var på det tidspunkt endnu ikke kommet ukrudt op i den have. Der voksede intet. Alt havde vi trampet ned, så grundigt, at intet mere kunne vokse der!

Flygtningene
De tyske soldater rejste straks efter befrielsen, men de sårede soldater var vi nødt til at beholde, til de kunne flyttes uden fare.

Flygtningene blev flyttet straks. Der blev oprettet store flygtningelejre i de tidligere tyske kaserner og flyvepladser. I nærheden af Esbjerg samlede man 35 000 flygtninge i Oksbøllejren, men indtil de tyske hestestalde dér var indrettet til beboelsesbarakker, blev flygtningene på skolen. Først omkring sommerferien, mener jeg, at vi kunne begynde at reparere på skolen. Den så farlig ud. Den var først færdig, desinficeret og nymalet efter sommerferien 1946 – altså et helt år senere. Jeg husker tydeligt ordet desinficeret, som jeg ikke helt forstod, men det fjernede åbenbart lugten af tyskere.

Når vi kun havde gået i skole i tre timer om dagen i første og anden klasse og oven i købet i lange perioder kun hver anden dag, kom vi jo til at mangle mange timer, men dem fik vi igen i fjerde klasse. Da flyttede man nemlig skoleårets start fra april til sommerferien, så på den måde kom vi til at gå tre måneder ekstra i fjerde klasse.

5
BEFRIELNSEN

Min oplevelse af befrielsen er min helt personlige. Den kan I ikke læse om i historiebøgerne, for jeg har gengivet det, jeg kan huske. Måske nogle af dem, jeg kendte, har taget fejl. Jeg ved det ikke. Det kan også godt være historikerne, der har taget fejl? I alle tilfælde blev de historiske papirer fra den tid pakket ned, og først efter 50 år – det er altså nu – må historikerne kaste sig over dem. Så kan det jo godt være, at de får en anden opfattelse, når de først har kigget i arkiverne?

Min far arbejdede ved jernbanen. Han havde treholdsskift, så derfor havde han undertiden fri om dagen, nemlig når han havde haft nattevagt i fjorten dage. Min mor gik hjemme sådan som de fleste andre kvinder på den tid.

Krigens sidste uger
Begivenhederne omkring befrielsen var selvfølgelig mest koncentreret omkring den femte maj, men i virkeligheden skete der noget allerede flere uger før femte maj, og først flere år efter krigen var forholdene igen blevet normale som før krigen.

Allerede sidst i april begyndte vi at føle, at krigen var ved at være forbi. Russerne havde erobret Berlin, Hitler var død, russere og amerikanere havde mødt hinanden ved Elben i Torgau syd for Harzen, og Tyskland var hakket over på midten. Kiel og senere Flensborg var blevet hovedstad i det tyske rige. Russerne rykkede frem mod Lübeck og var kun få timers kørsel fra Danmark. De allierede stod på Lyneborg Hede syd for Hamburg. Hannover var erobret, og tyskernes sidste store modangreb ved Ardennerne og Arnhem i Holland var forbi. Det havde forsinket krigsafslutningen med adskillige måneder. De allierede var rykket over Rhinen næsten uhindret. En enkelt bro ved Remagen var end ikke blevet sprængt helt, så den kunne benyttes selv af panserkøretøjer efter lidt reparation. Til gengæld faldt den sammen efter krigen, og først omkring 1980 blev den genopbygget, men det er nu en helt anden historie.

Det var dog ikke lutter idyl alt sammen, fordi der stod adskillige friske tyske soldater i Danmark, og i Norge var der næsten 500 000 mand, så tyskerne kunne endnu trække krigen i langdrag med tab af masser af menneskeliv til følge og med risiko for, at Danmark skulle gå hen og blive slagmark, sådan som vi ser slagmarker i fjernsynet hver dag.

De fleste af de ca. 200 000 tyske soldater i Danmark, var dog sårede og lå på lazeret. Mange af de øvrige havde været såret og var nu på rekreation, men de kunne godt bruges til at bevogte jernbaner, broer og tyske bygninger i Danmark, mens de samlede kræfter til at blive sendt til fronten igen. 700 000 soldater i Danmark og Norge var immervæk en trussel, men de fleste danskere regnede med, at krigen ville stoppe, inden den nåede dansk jord.

Bekymringer om befrielsen
Det bekymrede også danskerne en del, at russerne var tættere på Danmark end englænderne og amerikanerne var. Vi havde en klar fornemmelse af, at det ikke ville være spor rart at blive befriet af russerne. Vi var overbevist om, at englænderne ville tage mere hensyn til civilbefolkningen, end russerne ville gøre.

Vi vidste godt, at det på forhånd var aftalt, at englænderne skulle befri Danmark, mens russerne ikke skulle længere end til Elben. Og da russerne alligevel brød aftalen og befriede Bornholm nogle dage efter den 5. maj, blev det helt klar, at frygten ikke havde været ubegrundet. De, der har været på Bornholm, har set alle de nye huse, der opførtes efter bombardementet af Rønne og Nexø den 7. og 8. maj 1945.

Jeg havde hørt de voksne tale om, at hvis fronten rykkede op i Danmark, var det med at komme væk. Så ville en masse danskere også blive flygtninge ligesom de tyskere, vi så til daglig, og som samlede brænde også i folks haver og gik på æbleskud, der hvor de kunne komme til. Det var også svært at have kartoffelkuler i fred. Selv roekuler gik de i. Når man ikke har andet at spise, kan man blive nødt til at leve af foderroer!

Vi havde ikke foretaget os noget hjemme andet end at samle et lille lager af mad, men flere af vore bekendte havde pakket en kuffert med de mest nødvendige ejendele, så de med kort varsel kunne flygte. Efter krigen fortalte de også, at de havde gravet deres sølvtøj ned i haven, for at det ikke skulle gå til eller blive stjålet, hvis deres hus skulle blive bombet. Altså akkurat som de havde gjort på Eltanggård under svenskekrigene i 1600-tallet. Her kom ejeren bare aldrig tilbage efter sølvtøjet. Hvad der er sket, ved ingen. Det var i øvrigt under 2. verdenskrig, at man ved et tilfælde fandt skatten. Men det er jo en helt anden historie.

De sidste tyske krampetrækninger
Vi kunne se, at vore byer var blevet befæstede. Der var forberedt sprængninger af broer blandt andet af Lillebæltsbroen, og der var gravet pansergrave rundt om både Kolding og min by. Det var danske arbejdere, der gravede dem, men det kunne ske, at deres skovle pludselig var væk en morgen. Uden pansergrave ville krigen jo hurtigere kunne afsluttes. Foran gravene var der pæle med pigtråd, og ved alle veje stod der spanske ryttere. Den kan I se i nogle af de bøger, vi bruger. Jeg kan huske, at min far sagde, at englænderne bare spændte to tanks sammen, så kunne de rimelig let komme over panserspærringen, hvis altså der ikke var panserminer i den også. Ude ved Lillebæltsbroen stod de spanske ryttere i mange, mange år efter krigen, og selv om pansergravene hurtigt blev dækket, var der lavninger i jorden i mange år efter, hvor de havde været. Også brøndene til spængning af broen husker jeg stadig. Den eksisterede længe efter krigen, selv om de blev uskadeliggjort og dækket til.

Nøjagtigt hvad tyskerne lavede ved Lillebæltsbroen, fik vi ikke at vide. Kørte vi for eksempel over broen med tog – der var ikke andet dengang – og fra midt i april kørte der overhovedet ikke flere persontog, fordi der ikke var flere kul. Men altså, når vi kørte over broen, skulle vi trække mørklægningsgardinerne for vinduerne. Der var et eller andet, vi ikke måtte se. Tyske soldater gik gennem toget og kontrollerede, så det var bare med at lystre.

Det var igen et sidespring, men det var også lidt om, hvad vi kunne vente, hvis ikke krigen snart sluttede. Vi håbede jo på, at tyskerne gav op, inden krigen rykkede op i Jylland. Vi regnede vel helt bestemt med det – de fleste af os.

Falsk alarm
Sidst i april delte en købmand danske flag ud til alle børn. Det var selvfølgelig nogle, han havde haft liggende fra før krigen, og nu ville han gerne vise, at han var ægte dansk. Han havde ellers ret tydeligt holdt med tyskerne i krigens første tid. Han blev også dømt og kom i fængsel efter krigen. Man kaldte sådanne tyskvenlige danskere, der handlede med tyskerne, eller skal vi sige, tjente penge på dem, for værnemagere. Vi handlede aldrig hos ham mere, ikke før han søn overtog forretningen.

Desværre var det falsk alarm dengang med flagene. Krigen var ikke forbi. Jeg gemte mit flag, Det sagde min far. Det kan ikke vare længe, før du får brug for det, mente han.

Igen en af de første dage i maj blev jeg hevet ud af sengen en sen aften, for hele dagen havde rygterne svirret, at nu var krigen forbi. Mine forældre synes, at jeg skulle op og høre det i den engelske radio om aftenen. Men ak, igen var det et rygte uden hold i virkeligheden. BBC sagde intet, så jeg måtte i seng igen.

4. maj
Men endelig den fjerde maj om aftenen fem minutter inde i den ordinære nyhedsudsendelse fra London kl. 20.30 kom meldingen. På det tidspunkt sad jeg ikke ved radioen, men min mor fandt mig hurtigt og hev mig ind til radioen.

Nyheden rygtedes hurtigt, og folk begyndte at te sig som gale. Vi har sikkert løbet op og ned ad trapperne i huset og ringet på hos hinanden, indtil alle havde hørt nyheden mindst 10 gange.

Folk reagerede med at rykke mørklægningsgardinerne ned og i det hele taget gøre alt det, de ikke havde måttet under krigen, nemlig at tænde lys i vinduerne. Derfor er der mange mennesker, der stadig den fjerde maj om aftenen har stearinlys i vinduerne.

Jeg er ikke sikker på, at vi brændte vore mørklægninggardiner i et stort bål på gaden, som så mange andre. Min far var nemlig temmelig fornuftig og vidste, at det blev vinter igen næste år, og selv om der nu var fred, ville vi heller ikke næste vinter kunne få kul, og mørklægningsgardinerne holdt nemlig på varmen i en stue, hvor der ikke var temoruder, fordi de endnu ikke var opfundet. I krigsvintrene og et par af vintrene umiddelbart efter, sad der både en og to centimeter tyk is på ruderne, så vi slet ikke kunne se ud. Det var dog altid værst i soveværelset.

Hvorfor kunne vi ikke få kul året efter? Mange af de arbejdere, der skulle grave kullene, var faldet i krigen, og minerne var ikke blevet holdt fri for vand under krigen og elevatortårnene til minerne var blevet bombet, og jernbaner og broer var ufarbare og der var slet ikke vogne og lokomotiver nok.

BBC
Et par ord om BBC, den engelske radio. Det var selvfølgelig forbudt at høre den, og tyskerne havde konstant støjsendere på den. Næsten alle danskere hørte alligevel BBC. Selv om stationen var engelsk, sendte den nyhedsudsendelser på dansk flere gange hver dag. Helt stille sad vi med ørerne ind i højttalerne, for at ikke nogen skulle opdage det. Udsendelserne indledtes altid med fire slag på en pauke og derefter Prins Jørgens march. Så kom nyhederne fra London. De nyheder, vi fik i den danske radio, var skrevet at tyskerne, og her vandt tyskerne altid. Det kunne man ikke stole på. Måske englænderne også pralede lidt, men de virkede mere troværdige end tyskerne.

Min far havde et stort landkort, som han hver aften tegnede frontlinier ind på, så vi kunne følge med. Jeg var dengang særdeles velorienteret. Fidusen ved kortet er den, at den danske presse meddelte om en stor tysk sejr ved en givet lokalitet, som min far så fandt på kortet og afmærkede. 14 dage senere vandt tyskerne igen en stor sejr ved en anden lokalitet, som min far så også afmærkede og konstaterede, at “sejrene blev vundet” stadig tættere på Berlin!

Paukeslagets fire toner beskrev bogstavet V for det engelske victory, på dansk sejr. De fire lyde var i morsesprog.

De første briter rykkede først over grænsen ved Kruså den 7. maj. Det oplevede jeg således: Min far havde fri kl 14, og vi skulle sammen med en anden familie hente ham på banegården, hvor han arbejdede, fordi vi skulle på cykeltur. Begge mænd kom ud lidt før kl. 14 og sagde, at vi hurtigst muligt skulle stille cyklerne og gå op i toget, der holdt ved perron 4! Vi havde ikke billet, men det var der ingen, der bekymrede sig om. Toget var helt fyldt, og næppe nogen havde billet. Det var sikkert Statsbanernes gave til befolkningen i anledning af befrielsen! I mange uger forinden havde der så at sige ikke kørt persontog på de danske jernbaner på grund af kulmangel. Der var ikke engang plads til alle mennesker inde i toget, der næsten lignede et tog i Indien, hvor man ofte ser folk hænge på trinbrætter uden på toget. I dagens anledning var der ingen, der skældte ud. Toget kørte os til Lillebæltsbroen, hvor der dengang var en holdeplads. Her stod vi alle af og ventede på fortovet eller på baneskråningerne ned mod landevejen, mens toget kørte til Middelfart for at finde en parkeringsplads der. Efter en times venten kom englænderne: jeeps, lastbiler, panserbiler og så videre. De var på vej mod Odense og København. Jeg mener også, at selveste general Montgommery var med, men jeg kan ikke huske det, og det har nok som så meget andet været et rygte. Jubelen ville ingen ende tage. Der blev viftet med grønne grene, og der blev smidt blomster på englænderne. Desværre havde jeg ikke mit flag med, for vi vidste jo ikke, at vi skulle på sådan en tur. Da vi tog hjemmefra var det kun for at køre i skoven og nyde det gode forårsvejr. Det er nok en af de oplevelser, jeg aldrig glemmer. Efter en times tid havde kolonnen passeret broen, og vi vendte hjem en stor oplevelse rigere.

Vi børn ville hellere have set tanks og kanoner, men de var blevet ved fronten, for strengt taget var der kun våbenhvile, og englænderne og amerikanerne skulle jo bruge de tunge våben, hvis russerne ikke overholdt aftalen om at stoppe ved Elben.

De næste par måneder var der også engelske soldater i min by.

Tyskerne tager hjem
De tyske soldater pakkede hurtigt sammen og marcherede i god ro og orden hjem til Tyskland. De kunne ikke køre hjem med tog, fordi vi stadig ikke havde kul til lokomotiverne.

Alt deres tunge materiel efterlod de, men deres stålhjælm og gevær havde de efter våbenstilstandsaftalen lov til at beholde. Mange af dem orkede ikke at slæbe på geværet, så de havde smidt både deres gevær og deres stålhjelm. Det betød, at de ikke var bange for os. Vi kunne jo nu let have overfaldet dem, men det drømte ingen af os om. Noget andet er jo, at hvis russerne ikke stoppede, skulle de tilfangetagne tyske soldater nemlig sættes ind, og så var det jo meget smart, at de stadig havde deres våben. Jeg mindes heller ikke, at vi var bange for dem. Vi havde vel heller ikke ikke engang ondt af dem, som de gik der. Dem, vi var vrede på, var nogle helt andre, men herom senere.

Mange af tyskerne havde mange danske penge, som de havde sparet op. Dem smed de fra sig, da de jo ikke mere havde noget at bruge dem til. Jeg var aldrig heldig at finde nogen, men de fleste af mine kammerater fandt nogen, selv om det var ulovligt at tage dem. Det var jo stjålne penge, der skulle afleveres til Staten igen. Mine kammerater havde ikke meget fornøjelse af at gå rundt at vifte med tikronesedler. En tikroneseddel dengang svarer vel til mindst 100 kr i dag. De kunne nemlig ikke købe noget i butikkerne uden rationeringsmærker! Sådant noget som chokolade kunne man slet ikke købe. Selv om der var fred nu, sejlede skibene jo ikke. Havene var stadig fyldt med miner, og det meste af handelsflåden manglede. Skibene var minesprængt eller lejet af militæret.

Pengeombytning
Staten fik pengene samlet ind på en smart måde. De var egentlig ikke så sure på alle de børn og voksne, der løb rundt med penge, de havde fået af tyskerne, men der var en hel del danskere, der havde arbejdet for tyskerne eller solgt varer til tyskerne. Det var dem, vi kaldte værnemagere. De var blevet meget rige. Staten lavede simpelthen ret hurtigt en pengeombytning. Pludselig en dag fik vi besked på, at nu duede vores penge ikke mere. Vi skulle gå i banken og veksle dem til nogle nye. Det kunne vi sagtens, for vi havde ikke mere end min fars løn, og den var jo opgivet til skattevæsenet, men Værnemageren havde ikke opgivet alt det, han havde tjent til skattevæsenet, så kunne han ikke forklare, hvor han havde tjent sine penge, fik han dem ikke vekslet! Der var ikke ret mange værnemagere, der havde en fornuftig forklaring. Jeg husker endnu tydeligt, at vi måtte rejse til Odense, hvor vi havde vores bank for at få byttet vores penge.

Retsopgøret
Der var lidt skyderi i gaderne i dagene efter befrielsen, men det var ikke de tyske soldater. De, der skød, var de danske medløbere, stikkerne, hippofolkene, danske SS-ere, folk fra Sommerkorpset og Brøndumbanden, dem, der sprængte Tivoli i København, Odinstårnet i Odense, der var 200 meter højt og skød Kaj Munk. De skød, når de skulle arresteres, og på en måde var det forståeligt, for mange af de værste blev efter krigen skudt i forbindelse med retsopgøret.

Vi var heldige ikke at opleve nogle skyderier, for de skød ofte på helt fredelige og uskyldige borgere. Jeg så masser af arresterede danskere i gaderne bevogtet af frihedskæmpere. Flere gange så jeg, at frihedskæmperne kom i en bil og omringede et hus, men lidt efter kom de ud med forbryderen, som havde hænderne oppe. Hurtigt kørte de ham bort på en lastbil, mens kødranden råbte efter ham.

Tyskerpigerne kom også under behandling, men det så jeg kun på afstand, men alle mine kammerater påstod, at de havde set det. Min mor var god til at holde mig væk, når der skete noget.

Gaderne vrimlede med frihedskæmpere. De havde det blå, røde og hvide armbind. Nogle af dem så vi op til med respekt, men vi vidste godt, at mange – de fleste? – af dem først havde meldt sig til modstandsbevægelsen lige i dagene før eller efter fjerde maj 1945. Måske var det lidt misundelse, når vi talte hånligt om dem, der gik rundt og pralede. Det var næppe dem, der havde trukket det store læs under krigen eller udført de farlige missioner.

De hvide busser
De danskere, der havde været i tysk fængsel, vendte også hjem. De hvide Røde Kors-busser begyndte allerede at køre før krigen holdt op. Det var svenskeren Grev Folke Bernadotte, der havde fået udvirket, at de danske og norske fanger blev flyttet fra tysk fængsel til svensk fængsel. Nogle benyttede lejligheden til at stikke af under turen gennem Danmark, men de fleste var så afkræftede efter ophold i tyske fængsler, at de ikke kunne gå endsige rejse sig. Vor religionsfrøken, der så vor gymnastiklærer på en sådan transport, sagde, at vi ikke kunne kende ham igen. Han var kun skind og ben. Hen havde ikke fået mad i fængslet. Der var i øvrigt flere af vore lærere, der havde været i tysk fængsel, men mange af dem skulle først på rekreation og fedes op, inden de vendte tilbage til skolen. De talte aldrig om det. Først omkring 1954 fik vi vores klasselærer til at fortælle om sine oplevelser under krigen. Han var blevet skudt under en sprængningsaktion på en jernbane, men var kun blevet såret, og hans kamerater kunne slæbe ham væk, så han ikke blev fanget. Mange af vores lærere, der havde været i modstandsbevægelsen, blev senere skoleinspektører. Det var måske en slags belønning? Vor gymnastiklærer var for så vidt god nok, men han må have taget skade af opholdet i kz-lejren, for han kunne blive ekstrem voldelig, hvis en elev ikke makkede ret.

Vi får kendskab til Koncentrationslejrene 
Først hen på sommeren kunne vi i Billedbladet hos barberen se de første billeder fra de tyske konzentrationslejre. Det gjorde et enormt indtryk på folk, ikke mindst fordi der faktisk ikke var nogen, der vidste noget om det på forhånd. Ingen kunne tro, at tyskerne havde været så onde. Selv om Stefan Zweig havde beskrevet lejrene allerede i 1941, var der ingen, der troede på det. (Skaknovelle.)

Langsom normalisering
Langsomt vendte livet tilbage til det normale. Først efter mere end et år – i august 1946 blev min skole færdig, så vi kunne rykke ind igen. De tyske flygtninge var blevet flyttet til store flygtningelejre bl. a. i Kolding og i Oksbøl, men også de fleste flyvepladser blev indrettet til lejre. Først i 1950 kunne de sidste flygtninge rejse hjem.

1951 og 1952 blev de sidste rationeringer ophævet, og efterhånden glemte vi krigen. De sidste byggetomter efter sprængte bygninger blev igen bebygget. Længst tid lå ruinen af teatret i min by. Jeg husker tydeligt, da tyskerne sprængte det. Det passede mig egentlig helt godt, for jeg regnede med, at jeg så blev fri for at trække i matrostøj og gå til afdansningsbal. Da forregnede jeg mig, for ballet blev bare flyttet til Hotel Landssoldatens store sal, men kort inden ballet sprængte tyskerne også hotellets store sal. I foråret 1945 blev der ingen afdansningsbal på byens førende danseskole!

Jeg kan huske, at min mor i foråret 1946 sagde, at efter krigen blev det ved med et stykke tid at ned af bakke. Jeg savnede dog ikke noget, og jeg vidste ikke, hvor godt man kunne have det. Det havde jeg jo aldrig prøvet. Jeg troede bare, at sådan var det. Først efter nogle år blev det bedre igen, sagde hun. Hun fortalte også, at det kunne hun huske, fordi hun havde oplevet en verdenskrig en gang før, nemlig den 1914 – 18.

Eftervirkninger
Som nævnt skulle vi på cykeltur den 5. maj. Vi var heldige endnu at have cykler med både dæk og slange, men ret kort tid efter var det forbi med den fornøjelse. En nat kom en tyv og skrællede alle cyklerne (24 styk) for dæk og slanger, og så var det slut med at cykle, indtil vi kunne få dæk igen. Der gik nok mindst et år. For- og baggaflen skulle også først svejses, for dem havde tyven klippet over. Jeg kan huske, at min far i dagene derefter gik ind i porte for at søge efter sortbørshandlere og spørge efter cykeldæk. Vi fandt dog aldrig tyven.

Flere påmindelser om krigen
Mit sidste direkte minde fra krigen var nok det voldsomste. Senere – langt senere har vi på eget initiativ opsøgt slagmarker, konzentrationslejre, mindelunde, mindesmærker med videre. Også det var voldsomme oplevelser, men her vidste vi, hvad vi gik ind til.

Det gjorde jeg ikke, da jeg havde været ude at fiske på molen i Vesthavnen, og på vej hjem kom en vragfisker netop ind. Jeg var dengang 11 – 12 år. Flere vragfiskere interesserede sig først i 50’erne for nogle af de sænkede tyske ubåde, der efter sigende lå i Lillebælt mellem Æbelø og Trelde Næs. Tre ubåde passerede Fredericia 4. maj 1945, og endnu da jeg i 1995 skrev dette, var den gængse opfattelse i Fredericia, at englænderne sænkede dem alle ved angreb fra luften. Rygterne var særdeles hårdnakkede, også selv om den ene  “sænkede” ubåd 5. maj igen lå i havnen i Fredericia, og selv om vragfiskerne aldrig fandt mere end et ubådsvrag. Tilmed kunne aviserne skrive side op og side ned om, hvorfor nogle tyskere stak af i ubåde? Der var garanteret noget fordækt, noget med guld og skatte. Vragfiskerne var interesserede i bådenes akkumulatorer, der bestod af tonsvis af bly, der efterhånden hobede sig op på kajen. Der var derimod intet om skatte, men det aflivede ikke rygterne. Men den dag, jeg overværende, at vragfiskerne kom ind, læssede de nogle trækasser i land. Det stod en tid på kajen, og i den ene var der kranier, i den anden lårben, og den tredie diverse løsdele. Det var meget makabert.

Efter skrivningen har jeg fundet nye oplysninger, der viser at antallet af sænkede tyske ubåde  omkring Fredericia var stærkt overdrevene. Det drejer sig formentlig kun om én ubåd. I 1995 i forbindelse med 50 året for 1945 var nogle af de overlevende ubådsbesætninger på kirkegården i Fredericia for at se til deres afdøde kammerater, og den historie, de fortalte, aflivede de talrige rygter, der cirkulerede endnu 50 år efter.

Min barndoms sognekirke rummer en stor krigskirkegård. Her burde de skeletdele, jeg så vragfiskerne komme i land med, være begravet, men. der stod kun et navn og en data. Mange var døde omkring den 4. og 5. maj 1945, så jeg opgav at finde dem. De lå vel med ketegnelsen ukendt tysk soldat? Mange af de dø efter krigen var også flygtninge, der efter den lange tur fra Østpreussen ikke have megen modstandskraft tilbage.

Min barndoms sognekirke rummer en stor krigskirkegård. Her burde de skeletdele, jeg så vragfiskerne komme i land med, være begravet, men. der stod kun et navn og en data. Mange var døde omkring den 4. og 5. maj 1945, så jeg opgav at finde dem. De lå vel med ketegnelsen ukendt tysk soldat? Mange af de, der døde efter krigen, var flygtninge, der efter den lange tur fra Østpreussen ikke have megen modstandskraft tilbage.

Er vi blevet klogere?

Er vi blevet klogere?

Allierede flyvere lå også på kirkegården ved Christianskirken, som Klint byggede som forstudie til Grundsvigskirken.

Allierede flyvere lå også på kirkegården ved Christianskirken, som Klint byggede som forstudie til Grundtvigskirken.

Også blandt de allierede var der uidentificerede. Flere allierede flyvere faldt ned i området omkring Fredericia.

Også blandt de allierede var der uidentificerede. Flere allierede flyvere faldt ned i området omkring Fredericia.

Som jeg flere gange har gjort opmærksom på, bygger min beretning på mine oplevelser, på hvad mine forældre har fortalt og på, hvad mine lege- og skolekammerater fortalte. Siden har jeg læst talrige af andres beretninger, men med tiden kom der beretninger frem fra yngre historikere, der ikke selv havde oplevet krigen. Det gælder beretninger om vores behandling af flygtningene, minerydningen efter krigen og andet. Ud fra mine erindringer kan jeg ikke genkende de unge historikeres beretninger. Ingen tvivl om, at de unge har haft fat i kilder, men har kilderne været troværdige, og har de haft fat i alle kilder i forbindelse med et enkelt emne?

Selv dyrker jeg industribanehistorie, idet de tyske flyveplads- fæstningsanlæg især på Vestkysten har benyttet hundreder af industribanelokomotiver og -baner. I den forbindelse har jeg været i forbindelse med lokalhistorikere, og nogle af de ældre delte mine betragtninger. Jeg har også eksempler på, at unge lokalhistorikere bevisligt ikke har styr på anden verdenkrig!

EFTERSKRIFT
Faktisk er I og alle de mennesker, der nu er yngre end 50 år i 1995, den første generation i Danmark nogen sinde, der aldrig har oplevet en krig i jeres eget land eller et naboland! Måske bliver verden trods alt bedre? Skøn på det, for var I tilfældigvis blevet født i en anden verdensdel i et andet land, havde I måske oplevet adskillige krige allerede. Op gennem historien indtil 1945 har der i gennemsnit været tre krige i Danmark i hvert århundrede. Bare vi holder fred i fem år endnu, har vi ødelagt dette triste gennemsnit. Det håber jeg, I vil være med til. Det kan I gøre, når I bliver 18 år, ved aldrig nogen sinde at benytte jeres valgret til at stemme på en ny Hitler-type! Det kræver, at man bruger sine øjne og sin forstand. Man skal ikke bare lytte til, hvad den politiker, man har stemt på, siger, man skal også lægge mærke til, hvad han eller hun gør.

Det pinlige ved Hitler var, at han faktisk havde skrevet, hvad han ville gøre.

Bent Hansen 3. december 2015.

Af gode grunde har jeg ikke fotos til beretningen, men jeg vil prøve at finde min fars foto. Desuden vil jeg prøve at skanne resterne af min fars gamle kort med frontlinierne på. Stadig er det i dag muligt at tage fotos af bunkers, nedstyrtningstedet for den britiske bombemaskine ved Hindsgaul (er fundet,) af soldatergrave og andet. Ligesom det holdt hårdt at finde rationeringsmærkerne, er det gamle kort også væk. Det er flere år siden, jeg sidst så det. Da var det gået fra hinanden i alle folder og også klisterpapiret, der havde holdt det sammen, var faldet af og uden lim mere. Der lå i gemmerne, hvor kortet skulle have ligget, et andet gammelt kort fuldstændig uden tidsangivelser på, men min far havde mærket det 1929. Jeg tror godt, jeg ved hvorfor, men da Preussen hænger sammen med Tyskland, må det være endnu ældre – fra før første verdenkrig. Havde det været fra 1929 skulle Preussen have været Østpreussen og Den polske Korridor skulle have ligget mellem Østpreussen og Tyskland.

Af de samme gode grunde er der heller ikke litteratur til netop min beretning. Og dog. Om ubådsrygterne kan læses i Fredericia Dagblad for 22.07.1995 og 14. juli 1998.

Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , . Bogmærk permalinket.