Benelux. Dinosaurier og Hollands kamp mod havet

Benelux er et begreb, der navnlig brugtes længe før EU og længe før Fællesmarkedet startede med De Seks. En del af De Seks var Belgien, Nederland og Luxemburg kaldet Benelux.

Indledning
Holland er besøgt flere gange – endog flere gange på samme dag, men det handler et af indlæggene om. Belgien er kun besøgt en gang, men jeg er kørt gennem Belgien på vej andre steder hen et par gange. Luxemburg er også kun besøgt på gennemrejse. Da vi ikke havde fundet det umagen værd at betale gebyrer til banker for at få vekslet valuta, er vi blot kørt igennem, selv om butikker i Luxemburg også tager fremmed valuta – formentlig med tab for os, da de jo også skal betale gebyrer til deres banker for at veksle.

Besøgene har ikke budt på de helt store oplevelser, men lidt, der er værd at skrive om, har vi dog oplevet. Teksten fylder næppe mere, end at de tre lande kan rummes i ét indlæg. Hertil kommer dog et baneindlæg, der stort set kun omfatter Holland.

HOLLAND
Selv om landet politisk korrekt hedder Nederland, har jeg valgt betegnelsen Holland vel vidende, at betegnelsen kun dækker to af proviserne, Nord- og Sydholland, svarende til, at Danmark i udlandet betegnes som Jylland. Navnet Holland er så indgroet, at næppe mange danskere tager fejl.

Landet er beset lige fra øerne i Scheldemundingen over dæmningen over Ijselmeer/Zeudersee til Groningen foruden Haag, Amsterdam og Utrecht. Desuden har jeg besøgt Arnhem samt grænseegnene mellem Tyskland og Holland. Rotterdam er også i hvert fald gennemkørt.

Oosterscheelde-projektet
Holland er gennem tiderne ramt af utallige stormfloder, men samtidig har man inddiget kraftigt og sjældent ventet til et marskområde var modent, hvilket vil sige, at slikaflejringen er nået op over dagligt vande. Da Holland sikkert lige som det dansk-tyske Vadehav stadig synker, ligger de inddigede områder i Holland i dag mange meter under havoverfladen. Jeg har intet kendskab til, hvornår man slår dige i Holland, med det indvundne land må ligge betydeligt under havvoverfladen allerede ved indigningen. Hollænderne kan derfor med en vis ret mene, at nok har Gud skabt havet, den de har skabt landet! Tænk lige over, at hvis digerne bryder, vil lufthavnen Schiphol stå under vand, så kun halen af de største fly stikker op af havet, idet landingsbanerne ligger i minus 4 meter. Hollands dybeste sted er Neuwekerk aan den Ijssel, der ligger 6,75 meter under normal 0.

31. januar til 1. februar 1953 ramtes England og Holland af en voldsom stormflod, der navnlig 1. februar var slem. I Holland druknede 1800 mennesker og i England 300.

Vi besøgte Sydvestholland 1979 og gennemkørte dele af området Zeeland, hvor store dele af de gennemkørte områder dengang var oversvømmede. Vi besøgte blandt andet øerne Zuid Beveland og Noord Beveland, Schouwen, Goeree og Voorne. På Nord Beveland var målet SGB, Stoomtram Goes – Borsele. Stoom er på hollandsk damp!

I stedet for af bygge nye højere og kraftigere diger til erstatning for de ødelagte diger, valgte man at bygge de nye diger helt ude ved Nordsøen langs Scheldeflodens munding, hvilket vil sige mellem De zeelandske Øer. Også floderne Maas og Rhinen har udløb i området. Herved sparedes betydelige forstærkninger over lange strækninger rundt om hver enkelt ø, hvor man i stedet byggede diger mellem øerne langs Nordsøen. Kun Scheldeflodens munding åbenbart kaldet Westerschelde ligger uden for digesystemet, men alligevel er der i hvert eneste dige indbygget sluser. Den ene mere imponerende end den anden. For mig ligger Westerschelde syd for Oosterschelde, men jeg tror, jeg har forstået hollænderne.

Foruden de nye dæmninger og sluserne så vi en udstilling om projektet, Delta Expo ved Haringvlietsluezen i Stellendam.

I banedelen under RTM ses også fotos, der også kunne have været indsat her, blandt andet fra færgelejerne i Hellevoetsluis.

Med sort er markeret de områder syd for Rotterdam ned mod den belgiske grænse, der oversvømmedes ved stormfloden 1953. <med rødt er markeret vor rute. Oosterscheldeprojektet omfatter de to røde indtegninger langs Nordsøen, men også til Walcheren er der bygget ny dæmning med sluse. Tegning fra ukendt kilde.

Med sort er markeret de områder syd for Rotterdam ned mod den belgiske grænse, der oversvømmedes ved stormfloden 1953.

Harlingenvlietsluizen Ved Stellendamm. Slusen ses i baggrunden. Til højre udstillngsbygninger, hvor der visten en udstilling om byggeriet. Foto: 1979.

Haringvlietsluizen ved Stellendamm. Slusen ses i baggrunden. Til højre udstillngsbygningen, hvor der vistes en udstilling om byggeriet. Foto: 1979.

Dæmningen mellem Goeree og Voorne. Fyren står på Goeree. Nordsøen til venstre. Foto: 1070.

Dæmningen mellem Goeree og Voorne. Fyren står på Goeree. Nordsøen til venstre. Foto: 1070.

Åbne grænser
På en tur til de sidste hollandske teglværker med industribane i 1991 kørte vi nordpå langs den tysk-hollandske grænse, idet teglværkerne åbenbart lå i grænseregionen. Landevejen gik pænt ”ligeud,” men grænsen snoede sig åbenbart. Vi var kørt ind i Holland, men pludselig så jeg et tysk flag ved et hus. Efterhånden fandt jeg ud af, at grænsen var markeret blot ved et hollandsk flag og et tysk flag samt nogle bygninger, der godt kunne ligne noget, der engang har været told- og grænsebygninger. Nogle steder var der forskel i asfaltbelægningen, men det var der også mellem amter og kommuner. Jeg var dybt imponeret, for stadig var der grænsekontrol, når vi tog til Flensborg for at handle. Her skulle man være vågen for at opdage, at man passerede grænsen. Hvor nemt kunne det være? Nu havde de implicerede lande i modsætning til Danmark nok også prisniveauer og velfærdssystemer, der gjorde det ligegyldigt, på hvilken side af grænsen, man opholdt sig?

Selvbetjening
Noget andet, der dengang var imponerende, var de mange tunnel- og bropassager her i flodområderne. Der var betaling ved de fleste, men man kørte blot op til en smal passage med en bom og en tragt, hvor man smed en D-mark eller en Gylden i tragten. Det var ikke svært at ramme, og fluks gik bommen op. Da en tysk Mark var mere fordelagtig i vekselkurs end en hollandsk Gylden (Gulden,) valgte vi naturligvis Marken. Jeg tror slet ikke, vi havde ulejliget os med at veksle. Vi havde formentlig mad med fra Tyskland.

Arnhem
Et af de besøgte teglværker lå i marsken langs Rhinen ikke langt fra Arnhem. Materiellet var låst inde, så vi måtte have fat i ejeren, som beredvilligt låste remisen op og kørte værkets tre lokomotiver ud i solen til fotografering. Egentlig havde vi travlt, men vi lod os lokke med op på teglværket tag, hvorfra der var en vid udsigt over Arnhem og Rhinegnene. Nu begyndte den gamle teglværksejer at fortælle om slaget ved Arnhem, hvor de allierede sidst i krigen prøvede at kaste faldskærmssoldater ned, som kunne overtage rhinovergangene, inden tyskerne sprængte broerne. Operationen ville, hvis den var lykkedes, havde forkortet krigen med flere måneder og have sparet masser af soldaterliv, men et eller andet gik galt. Beboerne på teglværket havde været hjemme, for også de overraskedes over den pludselige operation. Tyskerne havde blandt andet haft en stilling på taget af teglværket, hvor vi nu stod. Herfra havde de skudt adskillige af den neddalende faldskærmssoldater. Han fortalte meget levende og med store armbevægelser. Til at begynde med på tysk, men efterhånden, som han talte sig varm, slog han over i den lokale dialekt, der nok var hollandsk, men med knap så meget halskatar som andre hollændere længere vest på. Teglværksejerens dialekt lignede tysk en del, men det gør det mig bekendt i de grænsenære egne. Jeg følte i hvert fald, at jeg forstod nok til at kunne følge med i beretningen. Vi nåede de sidste teglværker inden lukketid og tilbage til Tyskland for overnatning.

Slaget ved Arnhem foregik mellem 17. og 25. september 1944, og det var tyskernes sidste sejr i krigen. Den kostede på tysk side 2000 faldne, mens de allieredes tab var henved fire gange højere. En hel division faldskærmstropper blev her dræbt, såret eller taget til fange.

Hollend, som min barndoms geografibøger viste det. Møller og atter møller. Vi måtte dog i 1979 køre langt for at finde disse tre, der var "glemt" ved Zaandam lige i Amsterrdams udkant. Her var engang 700 møller. Den nærmeste er De Zoeker fra 1867. Den midterste er De Kat fra 1789. Den havde været i drift indtil for nylig. Foto: 1979.

Holland, som min barndoms geografibøger viste det. Møller og atter møller. Vi måtte dog i 1979 køre langt for at finde disse tre, der var “glemt” ved Zaandam lige i Amsterrdams udkant. Her var engang 700 møller. Den nærmeste er De Zoeker fra 1867. Den midterste er De Kat fra 1789. Den havde været i drift indtil for nylig. Foto: 1979.

BELGIEN
Mit eneste besøg bortset fra gennemrejser var i hovedstaden Brüssel. Jeg bruger i indlægget fortrinsvis flamske navne, hvor ingen danske findes. Den danske presse ynder det franske (vallonske) navn Bruxelles. Flere gange er jeg på gennemrejse med toget kørt gennem Ardennerne, men uden ophold. Gent og Brügge står dog stadig som ønskemål. Mit indlæg vil fokusere på to oplevelser, der har efterladt indtryk.

Verdensudstillingen
I Brüssel var der verdensudstilling under vort besøg 1958. Her kiggede vi lige ind, selv om udstillingen var så enorm, at vi måtte vælge. Udstillingens vartegn var Atomium, som vi beså uden at forstå ret meget af den udstilling, ”skulpturen” rummede. Efter udstillingen blev den lige som Eifeltårnet heller ikke revet ned, men står stadig. Værket er i øvrigt mere end 100 meter højt og er en model af et jernmolekyle bestående af ni jernatomer i et regelmæssigt kubisk gitter.

En anden ting, vi også beså ligeledes uden egentlig at forstå meget af det, var en elektronhjerne, som en computer kaldtes dengang. Den var stor som Ørstedværkets dieselmotor. Vi kunne stille den spørgsmål, men inden for rimelighedens grænser. Maskinen svarede skriftligt. Da vi havde studeret udskriften, sagde min far skuffet: ”Er det alt, hvad den kan?” Det var det nu nok ikke, men en computer kan jo være svær at demonstrere for helt uvidende, som vi var. Også Teknisk Museums ”Dask” er stor som et hus, men kunne næppe så meget som en mobiltelefon i dag!

16. Atomium. Kuplerne er 18 m i diameter. Foto: Hans Kristian Hansen. 1962

Atomium. Kuplerne er 18 m i diameter. Foto: Hans Kristian Hansen. 1962

Naturhistorisk Museum
På Naturhistorisk Museum i Brüssel har man 30 skeletter af tolv meter høje (lange) planteædende dinosaurer, Iguanodon fundet i en kulmine først i 1880érne. Denne må af gode grunde havde indeholdt jurakul. Besøget var mit ønske. Trods besøget ønskede jeg fremdeles at besøge den zoologisk museer med større og farligere dinosaurer i London og New York, selv om Peter Pedal allerede dengang for længst havde ødelagt skeletterne.

Jeg husker endnu den rådne luft af ligene i Brüssel, skønt de var bag glas. Det har nu nok været et præpareringsmiddel, der lugtede gennem glasset? Efter sigende brugtes i 1880’erne det, vi kalder snedkerlim som præpareringsmiddel. Et mammutskelet – ved udstillingen dengang flottere end de russiske mammutter – havde man også, og siden er antallet af dinosaurusarter vokset og omfatter blandt andet Velociraptor kendt fra Jurasic Park. I følge billetten hed museet dengang Koninklijk Belgisch Instituut voor Natuurwetenschappen, hvilket er flamsk.

Skabningerne blev af museet dengang angivet til at være fra Ældre Kridt og i parentes Wealdien. Sjovt nok benytter museet etagebetegnelsen Wealdien, der er engelsk, men skrevet på fransk. I den store verden er vi af gode grunde ikke enige om de geologiske tider og slet ikke om deres grænser, men ikke engang i Europa kan vi enes om standardiserede betegnelser for etagerne. Briterne holder stadig i en vis udstrækning fast ved deres betegnelse, Wealden eller på fransk Wealdien, hvor -en udtales æng. Også et par danske betegnelser har vi svært ved at få anerkendt. Wealdien hedder på fransk og europæisk bortset fra russisk naturligvis Hauteviren efter et stednavn i Schweiz og Barremien efter et stednavn i Provence i Frankrig. Wealden er gammelgermansk for skov, og betegnelsen bruges lige så meget om aflejringerne som om tiden. Vi er ca. 130 millioner år før nu. Æraen er Mesozoikum, der er jordens Middelalder. Perioden er Kridt, der falder i to serier, Øvre og Nedre, hvis vi taler om aflejringer og Tidlig og Sen, hvis vi taler om tid. I megen litteratur er disse betegnelser slemt blandede. Tidligere benyttedes også navnene Ældre og Yngre for at gøre forvirringen fuldkommen. Wealden henføres til Nedre eller Tidlig Kridt. Det danske skrivekridt på Møen og Stevns er fra den allersidste etage, Maastrichtien. I alt deles Kridtiden i 12 etager, og den sidste etage, Maastrichien i en halv snes underetager, hvoraf kun de to yngste er repræsenteret i Danmark – enkelte steder dog de tre sidste. Og alligevel er der efterladt hundreder af meter kalkrester efter døde dyr på havbunden!

Et par enkelte jernbanefotos ses i jernbanedelen.

Iguanodon. 5 m høj. 10 m lang. Postkort fra før 1962.

Iguanodon. 5 m høj. 10 m lang. Postkort fra før 1962.

Vores foto. 1962. Foto: Hans Kristian Hansen.

Vores foto. 1962. Foto: Hans Kristian Hansen.

Mammut . 5.10 m lang. 3,24 m høj. Kvartær. Koninklijk Belgisch Instituut voor Natuurwetenschappen, Brüssel. Foto: Postkort fra før 1962.

Mammut . 5.10 m lang. 3,24 m høj. Kvartær. Koninklijk Belgisch Instituut voor Natuurwetenschappen, Brüssel. Foto: Postkort fra før 1962.

LUXEMBOURG
Et par gange mindes jeg at have været i Luxembourg og kun på gennemrejse. Noget ophold var ikke planlagt. Vi var den ene gang på vej hjem fra Sydfrankrig og ville gerne nå langt endnu den dag. En anden grund til, at et ophold ikke var planlagt, var, at vi ikke havde vekslet. Dengang havde landene egne valutaer. Alligevel mindes jeg, at vi sad på en bænk lige efter hovedstaden. Vi nød en is købt for de sidste franske penge. Min dreng spurgte, hvornår jeg troede, at vi var Tyskland. Jeg så på uret, der var 14.45. – Klokken 2 sagde jeg så. Min søn så mistroisk på mig, for klokken 2 (14) var jo tre kvarter tidlige end det aktuelle tidspunkt. Jeg måtte forklare lidt om tidszoner. Vi nåede helt til det sydlige Ruhr til Schwelm, inden det blev aften, men til gengæld gik vi lige til ro efter middagen. Vi var ikke ude at se på overnatningsbyen. Ingen orkede en gåtur.

Når ret skal være ret, har EU den fordel, at vi nu ikke behøver at veksle til hvert europæisk land. At der er andre ulemper, er så en anden sag.

Jeg har ikke fundet fotos fra Luxembourg bortset fra et foto fra bænken, hvor vi sidder med is, men det kan næppe interessere nogen. Jeg har heller ikke i jernbanedelen foto fra De luxembourgske Jernbaner, CFL, men deres lokomotiver kan jo i dag ses i Danmark.

Bent Hansen. 03.03.2016.

 

Dette indlæg blev udgivet i Geologi, Rejser og tagget , . Bogmærk permalinket.