Midt- og Sydvestslesvig

INDLEDNING
Områdets geografiske afgrænsning er ikke helt klar, så søger du en bestemt bane, og den ikke er her, så prøv at kigge under Sylt, Niebüll, Flensborg, Slesvig eller Holsten. Lettere er det af bruge udbyderens søgefunktion.

Enkelte afsnit her kan tidligere have været offentliggjort i andre indlæg.

Hvor jeg fra gammel tid har været vant til at bruge danske stednavne, fortsætter traditionen her, men ellers benyttes landets sprog til stednavnene. Ikke plat eller frisisk.

NUVÆRENDE OG TIDLIGERE STATSBANER
Banerne omkring Niebüll har på grund af stofmængden fået deres eget indlæg. Selv om jeg har besøgt Husum allerede i 50’erne og set banegården dengang, der var store kvægtransporter af marskens fede kvæg til de store byer i industriområderne i det centrale Tyskland, tog jeg dog så godt som aldrig billeder længere sydpå end Niebüll.

PRIVATBANER
Niebüll – Dagebüll privatbanen har på grund af stofmængden fået deres eget indlæg. Denne privatbane var vel også områdets eneste bortset fra fra Kredsbanen fra Slesvig, der naturligvis er behandlet under Slesvig.

Historien er lidt mere kompliceret end her angivet. Der kom aldrig en forbindelse mellem Kredsbanen og Statsbanen, så de rejsende, der skulle fortsætte med tog mellem de to stationer, måtte gå den lille kilometer mellem de to stationer. En forbindelse var naturligvis planlagt, men som det ses på billedet blev kun den ene af to større broer over Trenen og kanalerne i Marskområdet sporlagt. Det var broen nærmest Kredsbanestationen, der ses her. Den førte over Ostersielzug vest for Kredsbanegården. Der kom imidlertid aldrig nogen jernbane gennem byen eller jernbanebro over Westersielzug, som er den anden af to kanaler, der forbandt Trene og Ejderen. Se:
https://www.jernbanen.dk/forum1/index.php/topic,2173.msg21315.html

Industribanerne er den langt overvejende stofmængde, og her har jeg været bedre med, om end jeg kom sent i gang.

BANER I KOOGE TIL INDDIGNING OG KYSTBESKYTTELSE
Inden vi begynder, er der lige et par ting at slå fast:

• Et sommerdige er et lavt dige, der kun beskytter græssende dyr mod et højvande forårsaget af en sommerstorm.
• En hallig er et højereliggende område på Vadehavets bund, som det daglige højvande ikke når, og hvor der er græs, og hvor mennesker har slået sig ned på en kunstig forhøjning, et værft. Kun ved stormflod overskylles halligen. Bliver en hallig inddiget, er det en ø.
• Et inddiget område kaldes på tysk en koog og på dansk en kog. Da der i teksten kan være kopieret fra Flensborg Avis, ses ordene Koog og kog brugt i flæng.

Selv om der kendes inddigninger i Holsten fra 800 tallet, er den første inddigning i min oplistning fra midt i 1400-tallet. Herefter gik det slag i slag indtil 1800. I 1800-tallet kender jeg kun enkelte inddigninger, men så tog inddigningen igen fat i 1900-tallet til helt op i vor tid, og mon ikke digebyggerierne fortsætter, efter at menneskene ikke kan nøjes med naturens havstigninger, men selv er begyndt at blande sig i naturens orden.

Indtil sidst i 1800-tallet brugtes ikke smalspor, som er dette forums ærinde. Derefter var brugen af smalspor en mulighed, men den tyske teknik ville helst undgå smalspor. Digerne byggedes af sand, som toges på havbunden foran diget og pumpedes i land ved hjælp af vand i rør til opbygning af diget. Sanddiget beklædtes herefter med slik og græstørv, som toges bag diget og tilkørtes med tipvognstog. I Danmark tog vi materialerne til diget i en grav bag diget. Fyldgraven tjente bagefter til afvanding. Det danske dige var bygget af slik (marsk,) og langt mere modstandsdygtigt end tyskernes diger. Kaniner og mosegrise kunne grave gennem beklædning og skaffe havet adgang til sandopbygningen ved stormfloder. Var der først hul, skyllede havet sandet væk så let som ingenting. Derfor ser du langt flere stormflodsskader syd for grænsen end nord for. Se fortegnelsen andetsteds over stormfloder gennem tiderne.

Digerne vil blive behandlet efter byggeår. Det her opgivne vil undertiden være indvielsesåret. Koogens beliggenhed må du i flere tilfælde selv google dig til. Det er dog tanken, at forsyne indlægget med et kort over koogene med et nummer på disse, som så samtidig vil bliver påført de enkelte afsnit, men planerne hviler i øjeblikket.

1905. Cecilienkoog
Her haves ingen oplysninger om brug af spor.

1906 – 35. Nordstrand
1906 – 07. Første dæmning
Nordstrand var oprindelig en ø, en lille del af storøen Strand dannet 1362. 1634 dannedes Nordstrand efter endnu en altødelæggende stormflod. På øen findes flere kooge bygget med mange års mellemrum.

Forbindelsen til fastlandet startedes oprindelig 1906 – 07 med en lav dæmning, hvor man kunne gå over selv ved normalt højvande. På et tidspunkt formentlig efter første verdenskrigs afslutning 1918, men inden anlægget af Pohnhalligkoogen påbegyndtes 1921, udbyggedes gangvejen til en tipvognsbanedæmning, der blandt andet blev benyttet til tilkørsel af materiel til Pohnhalligkoogen. Som ved dæmningerne til Oland, Langeness og Nordstrandischmoor kunne dagligvarer og godtfolk til og fra Nordstrand formentlig også transporteres over tipvognssporet.

1921 – 24. Pohnhalligkoog
Som navnet siger, er der tale om en tidligere hallig, der efter inddigningen blev landfast med Nordstrand. Det inddigede område var på 795 ha.

Under 1905 Nordstrand er det allerede nævnt, at materialer til byggeriet kørtes med smalspor til byggeriet af kogen. Detaljer haves ikke.

1925 var der auktion på Husum havn over materiel fra Pohnhalligskoogen. Der blev udbudt blandt andet skinner, tipvogne og kantiner. Kun egetræssveller var efterspurgte. Det øvrige blev ifølge Flensborg Avis langt fra solgt.

1933 – 35. Vejdæmningen
Den nuværende vejdæmning til Nordstrand blev bygget med brug af smalspor 1933 – 35. Fyldgraven lå inde på geesten lige ved Wobbenbüll, hvor graven stadig ses.

1909 – 14. Ejderdiget
Diget forløb langs Ejderens sider langs begge bredder og må ikke forveksles med det langt senere Ejderspærreværk. Ejderdiget byggede i følge pressen af firmaet Jürgen Brandt, Rendsborg.

Så vidt jeg kan forstå på andre kilder, ligger det her nævnte Ejderdige helt inde øst for Frederiksstad. Tidevandet i Nordsøen mærkes helt i Rendsborg midt inde i Slesvig. Efter at Ejderengene er inddiget, og Trenes udmunding er reguleret, mangler kun et Trenedige, skriver en journalist i Flensborg Avis, men han har vist glemt, at en inddigning af Kattwattmarsken også manglede og i øvrigt stadig gør det. I Kattinger Watt, ses der stadig en kunstig forhøjning i engene, hvor man under en begyndende stormflod drev dyrene hen, hvis man ikke kunne nå at få dem hjem på gården på værftet. På forhøjningen var der også et tårn til hyrderne og eventuelle andre, der opholdt sig i marsken og ikke kunne nå helt hjem inden højvandet.

Diget øst for Frederiksstad er 40 kilometer langt, og kun den mindste del ligger således i Sydvestslesvig al den stund at Ejderens centrale og vestlige løb danner grænsen mellem Slesvig og Holsten.

Langs Ejderens nedre løb er der også bygget diger, men her er ingen oplysninger ud over at Flensborg Avis i mellemkrigstiden nævner Ejderdæmningen, men der menes nok Ejerdiget. Dette dige alene eller sammen med det her omtalte Ejderdige, der må ligge vest for Frederiksstad er mere end hundrede kilometer langt og førte helt op mod Rendsborg langs begge Ejderens bredder lige bortset fra kortere stykker foran Kattwattmarsken.

Stormfloder trængte langt ind i den åbne, brede Ejderdal, og i middelalderen ødelagedes et par halliger, der lå helt inde ved Frederiksstad, så inddigning langs Ejderen var ønskelig.

Da Ejerdigerne var udtjente og skulle fornys navnlig som følge af stormfloden i 1962, valgte man ikke at forhøje og udbygge de mere end 100 kilometer gamle diger, men at erstatte dem med et langt, langt kortere dige tværs over udløbet. Det dige skulle indeholde både en skibsfartssluse og afvandingssluser, og døbtes Ejderspærreværket, og det var kun få kilometer langt. Om byggeriet af Ejderspærreværket se senere.

1913 – 14. Steinschleuse
I entreprenør Husens familiefotoalbum angives, at firmaet byggede Steinschleusse i Sorgekoogen 1913 – 14. Vi er på nordsiden af Ejderen nogle kilometer øst for Frederiksstad. Slusen var fra 1500-tallet, så den har nok trængt til en kærlig hånd. Sorge er næppe en koog, men en biå i Ejderengene. Arbejdet med Ejderdiget har således sikkert været lagt ud på flere entrepriser, hvoraf Husen har haft en af dem.  Notatet var desværre ikke ledsaget af et foto med spor.

1913. Marienkoog
Her byggedes i følge Flensborg Avis 1913 et nyt dige ved Mariekog. Mariekog ligger nord for Dagebüll. Tilsyneladende bruges også betegnelsen Galmsbüllerkoog. Avisen gav ingen oplysninger om brug af smalspor.

1914 – 21. Bongsielwerk
Se 1958 – 59. Hauke Haien Koog.

1921 – 35. Pohnhalligkoog
Se 1905 – 35. Nordstrand.

1923. Klangsbøl
Flere gange, både i tyverne, under og efter Anden Verdenskrig, nævner Flensborg Avis digeanlæg ved Klangsbøl, tysk Klanxbüll. I tyverne kan oplysningerne gælde Hindenburgdæmningen, skønt det nævnte år 1923 nok lige er lovlig tidligt for Hindenburgdæmningen og i halvtredserne Lübkekogen.

Jeg har valgt, at se notitsen som en beretning om en udbygning af diget ved Klangsbøl 1923. Flensborg Avis er ikke helt enig med sig selv om stavemåden for lokaliteterne. Klangsbøl Kommune lå i Vidding Herred, Viding eller Hvidding og i alle tilfælde opkaldt efter Vidåen, og her ligger i dag i tre kooge, der allerede var inddiget i Middelalderen. Først efter Anden Verdenskrig byggedes kooge uden for Klangsbøl nemlig Lübkekoogen og Rickelsbüllerkoogen.

En af beretningerne er kendt fra Danmark, men stadig gennem Flensborg Avis. Overskriften er Tipvognsspor ved Højer, og brødteksten: En storm havde beskadiget det under anlæg værende dige ved Klangsbøl. Store mængder tømmer og jernrør samt to rambukke var skyllet op på diget syd for Højer. 20 mand muligvis assisteret af 30 tyske har nu samlet tømmeret op på diget. Der bliver så lagt et tipvognsspor på diget for at køre materialet ind til Højer, hvorfra tømmeret vil blive flådet tilbage til Klangsbøl. Andet steds angives datoen 30.08.1923 for stormfloden.

1924. Dokkoogen
Dokkogen er et dansk navn, der ikke kan google på tysk. Koogen skulle ligge uden for Porrenkoog. Om koogen vides kun, at i 1924 beretter Flensborg Avis om anlæg af Dokkogen ved Husum. Her rutschede et lokomotiv med fem tipvogne ned fra diget. Da vognene enkeltvis skulle bringes op på diget igen, væltede den ene og rutschede ned igen og kvæstede en arbejder. Anlægget må nok forstås som udbygning, idet koogen i følge Flensborg Avis i 1949 skulle være etableret allerede i 1848. I 1949 kalder avisen den for Dockkogen med c.

I Porrenkoog byggedes omkring 1949 en ny sluse, Porrenkog-slusen. Der er gravet hul i diget for bygning af slusen. Jord til genopfyldning af hullet tages fra Porrenkog og køres på tipvogne til slusen. Kogen hed tidligere Husum Kog og ligger mellem jernbanen og Vadehavet. Oplysningerne er fra Flensborg Avis 1949.

1924 – 25 Wiedingharder Neue Koog
Området ligger i dag stadig en meter over havoverfladen, men har ført en omskiftelig tilværelse som en del af fastlandet og senere en ø, der igen efter inddigninger blev en del af fastlandet. Ingen oplysninger om spor. Byggerierne har sikkert forbindelse med byggerierne nævnt under Klangsbøl? De ældste dele af området hedder naturligvis Vidding Herreds Gamle Koog. Østligere ligger Gotteskoogen, som det aldrig er lykkedes at tørlægge, trods det den længe har været inddiget. Bunden af søen i Gotteskoogen ligger stadig seks meter under havoverfladen.

1924 – 25. Dreieckskoog
Koogen ligger op til Vidding Herreds Nye Koog og digbyggeriet ved Klangsbøl. Ingen oplysninger om spor. Også her er der vel en forbindelse med Klangsbøl og Vidding Herreds Nye Koog.

1924 – 26. Sönke Nissen Koog
Det inddigede område er på 1200 ha. Arbejdet krævede 8,8 km dige, og selskabet var et andelsselskab. En lokal privatperson, Sönke Nissen lånte selskabet penge til inddigningen af det, der blev til noget af Tysklands bedste landbrugsjord. Som diamantjæger og -handler i Namibia, dengang Tysk Sydvestafrika havde han tjent sine penge. Da han vendte tilbage til sin hjemegn, satte han sine penge i inddigningen, der var den sidste private inddigning i Tyskland. Forholdet mellem det inddigede areal og digelængden var ret ugunstig, så Sønke Nissen fik aldrig sine penge hjem igen. Han havde lagt en hel del deklarationer på køberne. Deres gårde skulle alle være opført i stilen fra Tysk Sydvestafrika. Hvide, store gårde med grønne tage. Sådan ser de stadig ud, men efterhånden erstattedes gårdenes sydafrikanske navne med mere tyske navne, eller træerne, der nu er blevet store, dækker de fremmedartede navnene. Enkelte ombygninger eller moderniseringer falder nu uden for deklarationernes bestemmelser.

I 1925 meddeler Flensborg Avis , at der i 1925 er tale om en 9 kilometer lang arbejdsplads, hvor 8 gravemaskiner var indsat sammen med 800 mand. Der er også ankommet tipvogne og skinner.

I 1926 bringer Flensborg Avis en større personlig (lyrisk) beskrivelse i to numre. Sönke Nissen var friser fra Nibøl. Han døde inden arbejdet var færdigt. Forfatteren fortæller ikke, hvor Sönke Nissen havde pengene fra eller om, hvad der stod i servitutterne om bebyggelsen! Selv om arbejdet endnu ikke var tilendebragt i 1926, er det første korn allerede høstet. Lidt dige mangler, og beklædningen med græstørv er i fuld gang. Tørven hentes blandt andet på Hamburger Hallig, som forfatteren mener, er bag dige om 50 år. Det er den 89 år senere stadig ikke, men det er naturfolkenes skyld. Planerne var der, men i stedet for et nyt kortere havdige, måtte man forhøje gamle havdiger over en endnu længere strækning på grund af naturfolkenes indsigelser.

Tilbage til Sönke Nissen og hans koog. Der er nu kun hundrede arbejdere tilbage, mens der året før var 1000. Der er også kun to gravemaskiner tilbage hver med to tipvognstog á 27 vogne. Den ene maskine arbejder inden for diget og den anden udenfor. Begge gravemaskiner graver fyld til diget. Det forventes at være færdigt om fire til fem uger.

Et feldbanespor er blevet lagt fra Sönke Nissen Koogen til banegården i Bredsted. Alle redskaber, som er brugte ved digebygningen skal nu transporteres bort.

Indtægterne ved salget af jord i Sönke Nissen Koogen kunne ikke dække udgifterne til inddigningen, fordi projektet brød med det ellers knæsatte princip om et fast og stort antal ha. pr. km dige.

1925. Arlausluse
Ingen oplysninger om brug af spor ved byggeriet. Byggeriet må enten have erstattet en ældre sluse i et allerede bygget dige eller hænge sammen med anlæg af et dige på begge siden af Arlåen. Vi er nord for Husum i Hattstedter Marsch.

1926. Südwesthørn
I 1926 var der et digeanlæg med brug af spor ved Syd Vesthørn. Jorden tages fra forlandet og tilkøres diget i tipvogne. Diget er i disse dage blevet færdigt foran Horsbøl. Horsbøl ligger lige syd for grænsen og er kommunen lige syd for Lübkekoogen.

1933. Langhorn
Se Hauke Haien Koog.

1933 – 45. Nye principer
I 1933 kom et nyt parti til magten i Tyskland, og nu fremmedes bestræbelser for at skaffe plads og arbejde til mellemkrigstidens mange arbejdsløse. Et af mange tiltag var at fravriste Vesterhavet pladsen. Da alle ligeforliggende muligheder allerede var udført, brød nazisterne med princippet om et vist antal hektar for hver kilometer nyt dige og skred til inddigninger af ikke helt inddigningsmoden havbund. I vid udstræking udførtes arbejderne som beskæftigelsesarbejder.

1933 – 35. Tümlauer Koog
Denne var 585 ha. stor og dækkedes af 5,2 km dige. Oprindeligt hed koogen Hermann Göring Koog. Her er ingen oplysninger om brug af spor. Koogen ligger på Ejdersted.

1934 – 35. Uelvesbüller Koog
Her blev kun indvundet 105 ha. nyt land bag 2,2 km dige. Der er ingen oplysninger om spor.

1934 – 36. Finkhaushalligkoog
I denne kog beskyttede 4,8 km nyt dige 470 ha. nyt land. Der er ingen oplysninger om brug af spor.

1935. Simonsbjergdiget
Flensborg Avis meddeler i 1935, at et tipvognstog ved Simonsbjergdiget var væltet af stormflod. Der er ikke yderligere oplysninger om byggeriet og banen i denne forbindelse. Sognet har ofte været stormflodsramt. Sidst i 1700-tallet væltede kirken sammen med mange andre på egnen. Den genopbyggedes først i 1800-tallet af en ung arkitekt fra Altona, C. F. Hansen, der stod for en halv snes genopbygninger på egnen. Senere blev han kendt i København. Diget kan muligvis have forbindelse med den nedenfornævnte Norderheverkoog?

1935 – 36. Osewoldter Koog
2,6 km nyanlagt dige beskyttede 176 ha. nyt land. Der er nævnes håndkraft ved byggeriet og et tipvognspor som eneste anvendte teknik. Stedets oprindelige bebyggelse inklussive kirken forsvandt ved en stormflod 1320. 1935 var et nyt dige førdigt, og 1936 rykkede mennesker på ny ind i området.

1935 – 37. Norderhever Koog
Oprindeligt var her på Ejdersted kun sommerkoog, men nu byggedes 8,3 km dige om 650 ha land. Koogen fik navnet Horst-Wessel-Koog. Firmaet Kemna Bau AG, der formentlig havde hjemme i Pinneberg, arbejdede på koogen.

På Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig findes nogle fotos fra den såkaldte Remmers glaspladesamling. En del er mærket “Landbrug i kogene,” uden at der i øvrigt er tids- eller stedsangivlese på. Et nærmere studium afslører at billederne formentlig er optaget på forskellige lokaliteter til forskellige tider. De tre udvalgte billeder her viser dog teksten Ejdersted. Efter mit skøn af tid i følge påklædning og sted i følge oplysningen om Ejdersted samt damplokomotivet, der tyder på et ikke helt lille arbejde, vil jeg tro, at billederne viser inddigningen af Norderhever Koog. Skulle jeg tage fejl, vil jeg meget gerne rettes. Et andet måske relevant gæt kunne være anlæg af Hindenburgdæmningen, men her var der dels 900 mm sporvidde og dels tre parallelle spor foruden spor langs digefoden på begge sider! Så mange spor ses slet ikke her, så jeg tror stadig på Norderhever.

Heveren er åen gennem Husum. Den har i Vadehavet haft flere priler, således Norderhever og Süderhever. I Middelalderen løb Heveren mod syd og vest gennem Ejdersted, hvilket stadig kan ses. Da var der en Osterhever og en Westerhever. Ordet Hever er nordfrisisk og betyder hav. Den navnkundige store, men i 1362 druknede havneby Rungholt lå ved Heveren.

1936 – 37. Galmsbüller Koog
Koogen var oprindelig en sommerkoog, hvor 210 ha. inddigedes med 4,3 km dige. Der kendes ikke til brug af smalspor her. Tidligere er det påstået, at Galmsbüller Koog og kandtes Marienkoog.

1938. Ukendt inddigning
Ved en ikke stedsangivet inddigning, der dog lå nær Niebüll nævnes 1938 tipvogne og damplokomotiv. Der inddigedes imidlertid ikke omkring Niebüll omkring 1938, så det må have været en mindre udbedring? Den nærmeste inddigning på det tidspunkt var Bupheverkoog på Pellworm, men her er man nær Husum og ikke Niebüll. Der kunne imidlertid måske stadig være arbejder i gang i koogene bag den senere Hauke Haien Koog. Se derfor denne.

1938 – 39. Bupheverkoog
Da Pellworm er inddiget og har været det siden Middelalderen, er stedet en ø skønt omgivet af halliger. Det senest inddigede område, Bupheverkoogen er på 245 ha., der omgives af 4,5 km dige. Ved inddigningen af Bupheverkoogen anvendtes tipvogne. Et foto viser også spor i forbindelse med anlæg af en afvandingssluse nær havnen.

Koogen er den nordligste på Pellworm. Den var ikke opkaldt som vanligt under Det tredje Rige efter nazistiske koryfæer eller som tidligere efter martyrer eller efter medlemmer af hertugfamilier, men efter en stormflod, der blot kaldtes Den anden store Menneskedrukning i 1634, Burchardifloden. Da stormfloderne opkaldtes efter navnet på den dag, hvor stormfloden fandt sted, og disse dage havde navn efter dagens helgen, så har koogen på en måde alligevel navn efter em helgen. Hever betyder som allerede nævnt hav på frisisk. Bup skulle så være frisernes betegnelse for Burchardi. Burchard, ca. 965 – 1025 var biskop i Worms.

Her anvendtes mindst et O&K motorlok. Entreprenøren var Claus Rohwer, Tiefbauunternehmung, Rendsburg. Bygherren var das Preußische Marschenbauamt in Husum.

Med 1939 begyndte Anden Verdenskrig, og Det tredje Rige fik andet at tænke på. I stedet for at frivriste Vadehavet jord til befolkningsoverskuddet, kunne dette nu anbringes i de besatte områder østpå. Først ti år efter krigen var der kræfter til nye inddigninger.

Andre inddigninger på Pellworm
Selv om der næppe før anlægget af Bupheverkoog er anvendt spor på Pellworm, vil øens inddigningshistorie kort blive gengivet. Pellworm var indtil den første store stormflod i 1362 en del af det jyske fastland. Indtil den næste store stormflod i 1634 var Pellworm en del af storøen Strand. Efter stormfloden i 1634 splittedes Strand op i blandt andet Pellworm, Nordstrand og Nordstrandischmoor. Pellworm inddigedes hurtigt igen efter 1634 i modsætning til Nordstrand, hvor inddigningen til hertugens fortrydelse lod vente på sig. Fortrydelsen skyldtes de manglende skatteindtægter som følge af den manglende inddigning. Den store centrale koog på Pellworm var allerede inddiget igen 1637 tre år efter stormfloden. Hurtigt herefter (mellem 1634 og 1687) fulgte ti kooge i en ring rundt om centralkogen. Den centrale koog ligger i dag 1½ meter under nuværende havoverflade, mens den seneste fra 1939 tydeligt set med det blotte øje ligger højere. Før 1634 var der naturligvis også diger, idet hele Strand var inddiget. Når en koog er inddiget, holder tilslikningen op, og koogen vokser ikke mere i højden. De ældste kooge i Holsten ligger i dag mere end fem meter under den nuværende havoverflade. På Pellworm er niveauforskellen begrænset til godt en meter.

Banerygter på Pellworm
Der har også været rygter om en offentlig bane på Pelworm i lighed med banerne på Sild og på Amrum. Anledningen var et foto af nogle jernbanevogne læsset med rester af et svensk vikingeskib, der strandede på Pellworm. Jeg er imidlertid ret sikker på, at dette billede er fra havnen i Husum. Pellworm havde ikke offentlig jernbane. Det svenske vikingeskib skulle formentlig til England, men under en storm strandede det på Pellworm og besætningen af unge mennesker druknede. Det var kort efter Anden Verdenskrig.

1953. Ukendt arbejde på Nordstrand
I 1953 meddeler Flensborg Avis, at en lokomotivfører på Nordstrand bliver bevidstløs af udstødningsgas og torpederer et andet tipvognstog, hvorved han kvæstes. Hvad der dette år byggedes af diger på Nordstrand, vides ikke. Ingen inddigninger var i gang omkring 1953, men der kunne være tale om forhøjelse eller forstærkning af et eksisterende dige eller måske af vejdæmningen?

1954 – 59. Friedrich-Wilhelm-Lübke-Koog
Det først inddigninggsarbejde, det nye Vesttyskland gav sig i kast med, var et af de helt store, idet der var 1200 arbejdere beskæftiget. Der skulle skaffes plads til de mange flygtninge fra den tabte områder i øst. Jeg beså inddigningen ret kort efter indvielsen. Også Flensborg Avis fulgte arbejdet, men desværre har jeg kun nogle få løsrevne notitser. Navnet som angivet er stadig det officielle navn, men i daglig tale bruges betegnelsen Lübkekogen.

I starten af 1954 meddeler Flensborg Avis således, at Philipp Holzmann havde flere har 30 km tipvognsspor i brug. I februar tales om et arbejdsspor, formentlig til tilførsel af materialer, og formentlig fra en station i nabolaget, hvilket vel kun kan være Klangsbøl?

1954 meddeles, at det nye dige er lukket. Inddigningen kaldes nu Lübkekogen. Om lukningen oplyser avisen, at der resterede 450 meter gab, og at 4 – 5000 tipvogne læsset med fyld stod parrat til at kaste deres last i hullet i de seks timer, der var lavvande. Da højvandet indtraf, var det en meter højere end normalt, men diget stod sin prøve.

Året efter oplyses, at Friedrich Wilhelm Lübke Koogen endnu ikke fået et navn, selv om udstykningen er i gang. Allerede 1954 byggedes de første gårde. I 1955-notitsen kaldes kogen for Friserkogen. Navngiveren, Lübke var i øvrigt en slesvig-holstensk politiker, der i øvrigt døde 1954. Han var broder til efterkrigstidens første tyske præsident og selv ministerpræsident i Slesvig-Holsten.

I marts 1954 bringer Flensborg en artikel over flere sider, der dog mest handler om økonomi samt forholdet mellem dansk og tysk. Der oprettes på den indvundne jord 1850 nye landbrug. Af 1100 nye gårde bliver kun 250 reserveret til lokale. Resten tildeles flygtninge, hvilket betyder, at danskerne på egnen kommer i mindretal! Flygtninge her er de efter krigen etnisk udrensede tyskere fra Polen, Baltikum, Østpreussen, Memelland, Sudeterland med videre. Som skrevet var kun 1100 gårde af de 1850 nye udstykninger. 250 bliver til husmandsbrug á 6 ha og de resterende 500 landarbejderboliger med kun en kvart ha.

En del materiale ankommer til Dagebül mole og udskibes i pramme til byggeriet.

Digerne bygges af sand, der hentes fra Vadehavets bund og pumpes ind. Det er tysk norm, hvor vi på vores side af grænsen bygger af klæg, der tages fra en fyldgrav lige bag det nyopførte dige. Vi i Danmark mener derfor sikkert med rette, at vore diger er mere solide. Sanddigerne omkring Lübkekogen beklædes med klæg og græstørv fra 31 ha, der køres ind med tipvognstog. Der er tre dæmninger med tilsammen 36 kilometer spor.

Hovedentreprenør er Ph. Holzman, Hamborg. Der deltager endvidere Peters fra Husum samt firmaer fra Wilster, Hamborg, München, Slesvig og to firmaer fra Kiel samt et firma fra en ulæselig lokalitet. Firmanavnene var i øvrigt også ulæselige.

En anden notits om anlægget angiver lidt andre data end de allerede givne, men sådan er det at have flere kilder. Diget bliver 8,7 kilometer langt. Det gamle havdige ved Klangsbøl skæres af to tipvognspor, der fører ud til de kommende diger. Der er indsat 630 mand, men det kan stige til 850. Bag diget forventes 1300 ha ny ager.

Efter færdiggørelse beskadigedes diget af en såkaldt isflod. Flensborg Avis meddeler 1956, at dele af diget omkring Lübkekogen er ødelagt af isgang. Det skal nye græstørv på. Disse hentes med tipvognstog nord for Hindenburgdæmningen. Af hensyn til togtrafikken kan der kun lægges spor over banen til Vesterland, tysk Westerland fem timer om natten.

Aviserne bringer ingen kortskitser med spor og kun få billeder fra arbejdet kendes. Avisbillederne er der ophavsret på, og desuden er de ubrugelige på grund af raster, men et par billeder kendes, og så vidt jeg kan bedømme, er ophavsretten her udløbet. Er den ikke, gør den det inden for ganske få år.

1958 – 59 Hauke-Haien-Koog
Indledning
Denne forholdsvist sent byggede koog hænger sammen med de bagved eller nøjagtigere øst for liggende kooge. Disse blev ikke bare byggede, men koogene skulle også afvandes ved hjælp af kanaler, sluser og pumpeværker, der ofte byggedes med hjælp af smalsporbaner. Endvidere skulle arealerne byggemodnes, idet der skulle bygges veje og stedvis kloakkeres, og også her toges smalspor i brug til arbejderne. Endelig blev områderne undertiden merglet, og her kørtes mergelen ud inde fra geestens mergellejer på smalsporede mergelbaner. Strengt taget hører disse tre sidstnævnte kategorier af baner næppe hjemme her, men arbejderne er svære at skille, og oplysningerne er få, så alt medtages i dette tilfælde.

Siden Istiden
Området var lige efter den foreløbig sidste Istid, Weichselistiden dels tørlagt på grund af at havet var bundet i is, men til trods for, at landet var tynget ned at isens vægt. Havniveauet kunne have været 30o meter lavere end nu, og det var muligt dengang for istidsjægerne at gå tørskoet til England. I min geografibog var området dog ikke isdækket under Weichselistiden. Landskabet var formet af De næstsidste Istid, Saaleistidens gletschere. Denne påstand holder næppe mere. Under størstedelen af Weichselistiden var området tundra som i Sibirien. Givet er det, at Weichselistiden første isfremstød, Den norske Is ikke nåede Vadehavet. Det gjorde det allersidste isfremstød, Det ungbaltiske Isfremstød heller ikke, men noget tyder på, at Det gammelbaltiske Isfremstød og det efterfølgende Nordsvestisfremstød nåede ind over området og pressede det ned. Weichsenistiden er opkaldt efter Polens største flod. Briter, amerikanere, russere, kinesere, ja, selv folk i Alperne bruger andre navne for denne istid, der i øvrigt varede fra 115 000 til 9600 år før Kr. I de sidst par tusinde år inden 9600 før Kr. boede der dog mennesker i Danmark.

Efter istiden var der således to naturkræfter, der gjorde sig gældende: Havet steg, fordi isen smeltede, og landet hævede sig, fordi det havde været tynget ned af is. Havet steg som regel mere, end landet hævede sig, men i kortere perioder kunne hævningen være større end havvstiningen, så det for iagttageren så ud, som om havniveauet sank. En tredje spiller meldte sig også på banen. Tidevandet efterlod ved hvert højvande to gange i døgnet små mængder slik på de lavtliggende områder. Over tid kunne denne tilslukning godt ikke bare mærkes, men mange steder holde trit med havstigningen. Tilslikningen stoppede, når området enten i højde kom over det daglige højvande, eller området blev inddiget.

Områdets bebyggelse
I marsken og på Vesterhavets bund har der givetvis vandret istidshjægere. Om anglerne også havde slået sig ned i marsken, ved jeg ikke, men de udvandrede til England i Folkevandringstiden omkring år 400. Herefter var området folketomt i nogle hundrede år, indtil friserne fra Nederland blev træt Karl den Store og hans forgængere. De slog sig ned langs de højereliggende istidsdannelser, hvor de byggede diger, på hvis top de opførte deres huse. Deres bebyggelser blev således langstrakte landsbyer som Langenhorn og Niebüll-Deezebüll. Den næste bølge af frisere ankom et par hundrede år senere og slog sig ned i marsken, hvor de opkastede værfter, hvor de byggede deres huse. Disse værfter nåede over det normale højvande, men efter en stormflod, måtte de overlevende begynde forfra.

Frisernes diger var lave og ikke meget bevendt under en stormflod, og efterhånden nåede Vesterhavet helt ind til Leck, idet dog nogle geestøer stadig holdt stand. I området her var det Risum-Lindholm, hvor også Niebüll ligger. Også Vidding Herreds Gamle Koog og Aventoft var sådanne geestøer.

Som nævnt kendes der inddigninger fra 800-tallet. Øst for Hauke Haien Koog kendes inddigninger fra 1544. Koogen her ødelagden af den store stormflod i 1634, men geninddigedes i 1644. Herefter arbejdede man sig vestpå med kooge og diger, som jeg ikke alle har navn og årstal på, men kun løsrevne notater fra Flensborg Avis, og af notater har mit søgesysten kun fundet de arbejder, hvor tipvogne udtrykkeligt var nævnt. Som sagt var nogle af sporene tilmed til vejanlæg, afvanding eller gødskning.

1914 – 21. Bongsielverk I
Over en årrække startende lige før Første Verdenskrig og strækkende sig op gennem Mellemkrigstiden udførtes jævnligt store arbejder i området bag den senere Hauke Haien Koog. Det først arbejde, jeg har navn på Bongsielwerk. Siel er på plattysk en sluse, så arbejdet kan have været et afvandingsarbejde. Det udførtes 1914 – 21, idet arbejdet var afbrudt under krigen 1914 – 18. Der kendes intet til byggeriet og derfor heller ikke om eventuel brug af tipvogne, men det nævnes, at der igen bygges i marsken her helt frem til Hauke Haien Koogen i slutningen af 50’erne.

Hvis arbejdet var et afvandingsarbejde, gjaldt det afvandingen af engene omkring Soholm Å og Læk Ås nedre løb. Åerne her blev kanaliseret og kanalen kaldtes Bongsielknalen. Stednavnet skyldes en bebyggelse i Ockholmerkoogen længere vestpå.

1930’erne? Grundforbedring

Så vidt så godt. Hvis billedindehaverens tekst holder, kan der vel kun køres jord til et dige? Imidlertid holder betegnelsen koogene ikke. Toget kører enten i klitter, og så er vi på Sild eller på Amrum, eller også er er tale om indlandsklitter og så er vi på geesten inde bag marsken. To af mine medforskere har udtalt sig:
Lige nøjagtigt dette billede findes også på Friserforeningens Arkiv Langenhorn. Her angives billedet at vise Hedeopdyrkning og mergling i kommunerne Bordelum, Langenhorn og Lütjenholm mellem 1924 og 1927. Kilden Matthias Lentz tilføjer: Toget bag et formodet Henschel damplokomotiv består af 24 kassevogne á 2½ m³ mergel fra det kendte mergelleje i Dörpum. Hertil tilføjer Christopher Wulfgramm, at ejeren af lokomotivet og altså entreprenøren var Jürgen Brandt, Rendsborg. Hertil kan jeg tilføje, at sporvidden ser ud til at være 750 mm eller 900 mm. Bestemmelsen måske Henschel er jeg enig i. Mergellejet i Dörpum benyttedes af flere mergelselskaber med lige så mange entreprenører, og helt styr på lejets historie har jeg ikke.

Lokomotivet er ikke kendt skønt der findes fortegnelser og en del af Brandts maskiner, dog ingen Henschel. Lokomotivet er karakteristisk ved sine to rør foran førerhuset. Et vakuumanlæg? Det har også udstyr til opsugning af vand fra grøfter mv. langs banen. Lokomotiver med lignende rør foran førerhuset findes på nettet betegnet Tvangsarbejde, men disse lok sikkert fra Det tredje Riges tid har en lavere skorsten end “vort” lokomotiv her, og en større krave, så lokomotiverne er ikke identiske.

Mergellejet i Dörpum var i drift i følge den lokale kronik 1912 – 28. I den tid udkørtes 500 000 m³ mergel. I dag ses to søer på stedet. Den ene er en fiskesø og den andet betegnes som badesø. Desværre holder lokalhistorikernes oplysninger næppe, idet der i mit arkiv er oplysninger om mergling fra Dörpum både før 1912 og efter 1928. Flensborg Avis beretter om ulykker inden for de lokales tidsangivele: Både i 1914 og i 1925 og 26. I 1914 var det bemærkelseværdigt, idet Den første Verdenskrig allerede var i gang.

Mit første notat om merglingen berettter, at den lokale merglingsforegangsmand, Paul Siewertsen, Dörpum allerede fra 1897 havde oprettet mergelselskaber, der merglede fra lejet i Dörpum. De var i modsætning til den tyske normal, andelsselskber, som de danske mergelselskaber blev det, da de seks år senere kom i gang.

I 1905 meddeles om Mergel-Verband Soholm. Et Mergel-Verband, MV var dannet af flere kommuner. Aftagerne, bønderne betalte naturligvis for mergelen til kommunen, men hvad der yderligere manglede i kommunerne kasse til dækning af udgifterne ved Mergel-Verbandet, fik de ind igen senere iform af højere skatter, når først mergelen havde virket og høsten var blevet større og gårdens værdi tilsvarende større med højere ejendomsværdi og deraf følgende højere ejendomsskatter.

Formentlig MV Bredstedt fungerede fra 1914, og i følge lokale historikere var entreprenøren Jürgen Brandt, Rendsborg, der her formentlig anvendte 750 mm spor. Det nævnes lokalt, at MV’et indstillede virksomheden 1917 på grund af Verdenskrigen.

Uden yderligere data er nævnt et MV Löwenstedt og et MV Sande. Disse MV ‘er kan dog være deltagende kommuner i MV Bredstedt?

1924 – 27 fungerede et MV bestående af kommunerne Bordelum, Langenhorn og Lütjenholm.

I 1926 var der planer om et MV for kommunerne Lindholm, Risum, Snattebøl og Stedesand. Om planerne kom til udførelse, vides ikke.

Igen 1933 – 37 figurerer et MV Soholm registreret i Oster Schnatebüll. Sidstnævnte lokalitet er stavet på tysk, men der var tale om dansk, da stedet ovrnover var nævnt.

Blandt entreprenørerne kendes firmaet Jürgen Brandt, Rendsborg og endvidere er firmaet Jöns i Flensborg nævnt, men uden andre oplysninger.

1933. Langhorn
Her byggedes et dige i 1933. Ved digearbejdet løb to tipvogne af sporet og ramte arbejderne. Ikke mindre end ti arbejdere kom til skade, heraf to alvorligt. Langhorn er en del af landsbyen Langenhorn, den gamle friserby på kanten af Risum-Lindholmen. Også dette arbejde må have forbindelse til afvanding omkring Soholm Å.

1949. Bongsielverk II
Igen i 1949 arbejdedes her. Flensborg Avis omtaler således  Bongsil-afvandingen i 1949. Firmaet Hans Clausen, Lunden arbejder ved Efkebøl i forbindelse med Bongsiel-projektet, dels et øseværk ved Gæstgivereiet Munksbrück dels et kloakanlæg i Langhorn Gammel Kog. Den opgravede overskudsklæg herfra køres i tipvogne ud til en forhøjning med 80 centimeter af et lavtliggende stykke langs landevejen mellem Peder Pedersens Gård og Løjtnantsgården. En bro over kloakken bygges af Carl Christatiansen, Nibøl. Desværre siger stednavnene mig ikke meget bortset fra gæstgiveriet. Hele Bongsil-afvandingen er beregnet at koste 9 mill. Mark. Heraf er foreløbig 1,6 mill. Mark brugt. Heri er medregnet udgifter til kanaler, pumper og pumpebygninger. Hovedkanalen er Bongsielkanalen. 7 entreprenørfirmaer deltager. Munkebro Pumpestationen er færdig, men ikke taget i brug. Det har en kapacitet på 2,5 m³ vand i sekundet. Pumpeværket ved Hvide Kog klarer 2 m³. I alt er der 16 pumpestationer, hvoraf de tre ligger ved havet. Vejanlæg i det indvundne land vil koste yderligere 21 mill. Mark. Da landbrugarealerne senere indskrænkedes, kunne en del af vejene også spares. Jeg har her en fornemmelse af, at byggemodningen ikke iværksattes straks, så den indskrænkning af landbrugsområderne, der nævnes først, gælder den senere Hauke Haien Koog, der først byggedes 1958 – 59.

I følge Flensborg Avis har Arbejdsretten været sat lokalt i en strid mellem arbejderne og en af entreprenørerne om retten til at forfremme lokomotivførere, kranmaskinister og hjælpemaskinister. Striden er endnu ikke afgjort, men det fremgår, at der formentlig både var dampgravemaskiner og damplokomotiver foruden tipvogne.

Der bliver blandt andet i området en 4 ha. stor og to meter dyb sø, hvor der opdrættes karper ifølge planerne og Flensborg Avis’ beretning stadig fra 1949. Hvor vides ikke. Karper er mange tyskeres traditionelle julespise.

1952? Ockholm
Inddigningen kendes kun fra et foto i entreprenør Husens familiealbum, hvor det er uden steds- eller tidsangivelse, men bebyggelsen af rækkehuse på to langstrakte værfter kan kun være Ockholm. Er fotoet taget fra øst mod vest, arbejder Husen inde omkring Bongsielkanalen samt forbindelse til overløbssøerne lige bag havdiget? Holder min formodning om lokomotivets identitet, er billedet taget mellem 1952 og 1962. 1952 fordi lokomotivet er bygget dette år. Det ser i øvrigt ret nyt ud på billedet. 1962 fordi alle Husens lokomotiver dette år sendtes til en inddigning i Holsten, Kaiser Wilhelm Koog. Det var firmaets sidste arbejde, hvor smalspor anvendtes. Arbejdet var sluttet 1964, og lokomotiver, skinner og tipvogne hensattes.

1958 – 59. Hauke Haien Koog
Navnet på koogen er identisk med navnet på hovedpersonen i Skimmelrytteren, digegreven Hauke Haien i Theodor Storms roman af samme navn. Romanen er også filmet. Når jeg kender dette forfatterskab, er det fordi uddrag af romanen samt nogle af hans digte stod i min barndoms tyskbog. Gården i en af filmatiseringerne ligger i øvrigt lige syd for Ockholm på vejen til Sönke Nissen Koog. En kro der også reklamerer for Hauke Haien ligger på den ensporede vej mellem Arlau Sluse og Husum.

Også dette arbejde har jeg fulgt og besøger stadig gerne resultatet, som masser af fjerkræ sætter stor pris på. Der skete nemlig det, at naturfolk fra Hamborg og Berlin med deres på det tørre afgav indsigelser mod projektet, der skulle beskytte beboerne i marsken, der fra tid til anden stod i vand til halsen for nu at udtrykke det lidt firekantet. Jeg har talt med flere, der har stået i vand til halsen eller er kommet til skade under stormfloder.

Ikke alle naturfolkenes argumenter viste sig at holde. Deres indvending mod projektet var, at ved inddigningen og tørlægningen ville fuglene miste deres naturlige levesteder, hvilket naturligvis er rigtigt. Øjeblikkelig ændring et habitat fra en type til en anden, forårsager, at en del fjerkræ må flytte eller bestanden bliver decimeret, men det har vist sig, at næsten lige så hurtigt opstår nye habitater foran diget, og de er lig de tabte. Der er lidt mere om fuglenes syn på sagen i afsnittet om Beltringharder Koog.

Desuden skete der til manges overraskelse det, at naturfolkene fandt sammen med politikerne trods ellers stærkt divergenrende interesser. Sidstnævnte var ikke meget for de varige EU-tilskud til de nye landbrug i de nyindvundne kooge. Strengt taget var der heller ikke brug i EU for de førdevarer, der kunne produceres i de nye kooge.

Resultatet blev et kompromis, hvor kun det halve af den nyindvundne koog skulle udstykkes til landbrug, men det resterende område skulle forblive natur, idet der her indrettedes områder til opsamling af regnvand og åvand, som ved længere tids lukning af havslusen ikke kunne komme ud. Disse reservoirer forhindrede oversvømmelser længere inde i landet.

Som sagt kører jeg gerne langs de nye bassiner og ser på fugle, og holder gerne for dem og deres unger, når de fra rederne på diget skal over vejen til deres første svømmetur.

Bongsielkanlens udmunding hedder Slüttsiel. Siel er plattysk for sluse. Også Slütt er plat og betyder sidste, den sidste og 17. eller 18. sluse af de mange sluser langs Leck og Soholm åernes nedre løb. Fra den nyanlagte havn i Slüttsiel sejler der i dag båd til nogle af de små halliger, og der er restauration og naturzentrum med mere på stedet.

Under Beltringharder Koog er det nævnt, at diget fra Nordstrand skulle have passeret her også, men her stejlede naturfolkene også, så diget måtte forhøjes i stedet for at nybygges længere ude.

1967 – 73. Eidersperrwerk
Inddigninger i Ejdermarsken har allerede været omtalt, idet Ejerdiget fra 1909 – 14 har været nævnt. Disse gamle diger var efterhånden tjenlige til fornyelse og forhøjelse, hvilket blev helt klart efter stormfloden i 1962. Med få kilometer nyt dige over Ejderens udmunding sparedes udbygning af mange, mange km ældre diger langs Ejderen.

Formentlig er ikke alle digerne langs Ejderen bygget samtidig, og kilderne viser da også jævnligt digeanlæg.

1934. Drage
I 1934 byggedes der ifølge Flensborg Avis dige ved Drage. 300 mand er indsat, heraf 120 hamborgere, Tipvognene ruller dagligt mellem 4 og 19. 30 jernbanevogne ankommer dagligt med sten og grus. Drage ligger ved Ejderen fem kilometer øst for Frederiksstad, og her byggedes 1934 – 36 et tidevandsspærreværk.

1954. Ukendt dige ved Ejederen
I 1954 meddeler Flensborg Avis om bygning af Ejderdiget og brug af tipvogne her. Nærme stedsangivelse mangler, og Ejdersprærreværket er det ikke, da det først besluttedes efter 1962-stormfloden.

1979 – 82. Rickelsbüllerkoog
Diget er 12,8 km langt, hvoraf 8,6 km ligger på dansk grund. Den tyske del af koogen bag diget hedder Rickelsbüllerkoog. Den danske del hedder Margrethekogen.

Vi er nu så langt fremme i tiden, at entreprenørmaskiner kunne konkurrere med tipvogne og tilmed konkurrere dem ud. I hvert fald på dansk side, men fra den tyske del er der heller efterretninger om brug af smalspor.

1983 – 87. Beltringharderkoog
Beltring Harde er på dansk Bektring Herred. I Sydslesvig benyttedes herredsopdelingen længe efter den var gået af mode i Danmark.

Inddigningen omfattede 3345 ha., der dækkedes af 8,9 km dige. Der anvendtes 350 000 t sten fra Norge og deltog 50 – 100 arbejdere. Foruden de norke blokke af granit med en massefylde på 2,5 sås restsmelter fra Norddeutsche Affienerie i Hamburg. Slaggen her, de rhavde indeholt kobber, bly eller zinkmal havde stadig en massefylde op til tre gange så høj som granit. Derfor skunne havet vanskeligere kaste rund med disse blokke. Diget var planlagt til Hauke-Haien-Koog, men det kom kun til Sönke Nissen Koog på grund af modstand fra naturfolk. Disse samlede mellem 300 og 1000 indsigelser med i alt flere tusinde underskrifter imod projektet. Ikke bare var der tale om en inddigning, men der var også tale om et helt nyt dige, højere og med mindre hældning end de gamle diger. Dette nye dige skulle beskytte de ældre bagvedliggende diger, der ellers skulle have været udbygget. Den del af diget, der efter naturfolkenes veto ikke blev bygget, blev man så senere nødt til at forhøje.

Beltringharderkoog forblev ren natur. 860 ha af inddigningen er blevet til en saltvandsbiotop med to sluser, Holmsiel og Lüttmoorsiel. Fugletællinger viser, at det er det område, fuglene så langt overvejende foretrækker. To andre biotoper var en ren ferkvandsbiotop og en brakvandsbiotop. Området forblev også efter inddigningen fredet. På de mest tørre områder boltrer i dag både harer og rådyr. Fredningen tages så alvorlig, at selv ikke arkæologerne må gå ud i koogen til den Hallig, der gik under omkring 1700, men nu lå inden for inddigningen. Her ville historikerne ellers gerne have gravet.

Heller ikke her er der efterretninger om smalspor.

1988. Fahretofter Koog
Koogen er fra 1690. Anden kilde siger en af området kooge etebleredes  1633 – 38.  Arbejdet i 1988 kan være en forhøjelse af havdiget, idet naturfolk som nævnt under afsnittet om Hauke Haien Koog væltede en projekt om en nyere, mere moderne kystbeskyttelse. Så sent er der kun benyttet store tunge moderne entreprenørmaskiner. Koogen ligger lige nord for Hauke Haien Koog.

1989. Ockholmer Koog
Stednavnet er tysk, da kilden er tysk. Koogen, inddigedes allerede 1515. Tidligere var den en hallig beliggende bag storøen Strand. Fra tiden som hallig ligger husene stadig på værfter. Som noget specielt her er værfterne lange og smalle, så husene er rækkehuse, hvilket er med til at stedsbestemme billeder. Stormfloden i 1634 brød digerne og ødelagde blandt andet kirken. Trods tabet af en stor del af beboerne, skulle de overlevende videre, så de gik på jagt i Vadehavet efter kirkens inventar. Her fandt man undtagelsesvis ikke alt, og kongen – vi var jo i Danmark dengang – hørte beboernes nød og skænkede en del nyt kirkeinventar, som stadig bærer Christian den Fjerdes navnetræk. Nok var stormfloden alvorlig, men tiden der fulgte, krævede også liv. De overlevende havde mistet alt, og de manglede især deres vinterforråd og deres husdyr, der var druknet. Risikoen for at de overlevende døde af sult i løbet af vinteren og foråret var reel.

Der bygget stadig i området trods en fast kvote på 30 000 indsigerlser ved hvert byggeri, men de smalspor ikke mere bruges, er jeg holdt op med at registrere. På Nordstrend byggets nyt dige omkring 2010. Selv om det var godt ti meter i højden, var digeforden så bred, at diget om ødvendigt senere kunne forhøjes yderligere. De indfødte undrede sig over entreprebøren og EU, for byggefirmaet var fra Alpelandet Østrig. De indfødte tvivlede på firmaets erfaringer. I 2019 er der bygget en ny gennemfart til Dagebüll Mole og diget er forhøjet betragtligt. I Dagebüll, som H. C. Andersen i sine erindringer kalder et hul, er der bygget hundreder af nye partementos og andet moderne trods det, at den tidligere Hallig Dagebüller Koog ellers var den foreløb sidste der oversvømmede under en stormflod og det tilmed i min tid! Nemlig i 1990.

Dagebüller Koog er inddiget 1702 – 04, men først 1726 – 27 inddigedes mellem Dagebüll og fastlandet, så Dagebüll 1704 – 1726 var en ø, og før 1702 en hallig.

VEJANLÆG
Bredsted – Soholm Bro
Vejen førte over Dörpum.

Ejdersted
Firmaet Husen anlagde efter eget udsagn alle veje på halvøen Ejdersted, ja endog i hele Kredsen. I dag hedder kredsen Nordfrisland og omfatter kystområdet mellem grænsen og Ejderen. Da grænsen ikke eksisterede, da Husen udtalte sig, kendes størrelsen ikke. Der var også et Tønder Amt, som efter 1920 syd for grænsen blev til Sydtønder Amt.

Flensborg Avis ser lidt mere nuanceret på sagen, idet de i 1893 meddeler: Ved submissionen i dag over udbygning af 4 chauseer i Ejdersted kreds blev arbejdet givet til entreprenørerne Petersen i Bredebro i forening med A. Husen i Flensborg, hvis tilbud beløb sig til 240 000 mark. Arbejdet skal være færdigt i løbet af et år.

En kreds er, hvad vi kalder et amt. En chause ville vi kalde en hovedvej. En submission må være en licitation.

OLAND, LANGENESS OG NORDSTRANDISCHMOOR
To store smalsporbaner  findes stadig i Dagebüll og i Beltringharderkoog, men om disse kan ses på en anden hjemmeside. Der er nok tre indlæg her. Et fra hver bane samt en opsamling, idet banerne stadig udvikler sig. Hjemmesiden findes i browseren ved at skrive smalspor forum.

Klik på http://www.smalspor.dk/forum/forum_posts.asp?TID=186&title=dagebll-oland-langeness

Opdateringen ses på http://www.smalspor.dk/forum/forum_posts.asp?TID=141&title=dagebll-og-lttmoor

Hvis du i browseren skriver http://www.smalspor.dk/index.asp og derefter ude til venstre klikker i Forum (tredje øverste overskrift) skulle der vel nok være et og andet interessant. Billederne fra Halligbanerne er mine og det er fototeksterne også, men ikke opsætningen, som jeg ikke har ansvar for. Billederne her er i øvrigt betydelig større end på min side, hvor jeg begrænser mig til 50 KB.

TEGLVÆRKER
Kilden til begge notitserne er Flensborg Avis, der beretter om ulykker med tipvogne. Ellers ikke yderligere oplysninger om baner.

Ziegelei Heinrich Thissen
Værket havde hjemme i Husum. 600 mm spor. Intet årstal.

Tønning Teglværk
Bortset fra at der var et teglværk i Tønning 1907, vides intet ude over, at værket havde smalspor,

DIVERSE BANER
Havnebane
I 1924 beretter Flensborg Avis om et uheld med en tipvogn på Amrum. På havnen  benyttedes en tipvogn, der benyttes til at bringe pakker ombord på skibe, løb forleden ud i vandet, idet bremsen svigtede. Alle pakker drev nogle hundrede meter bort ad Stenodde til; to både blev hurtigt gjorte klar og fik alle pakker fisket op igen.

Baner til byggeri på Amrum
I Husum Havn losses der for tiden tipvogne, der skal til Amrum, hvor der på Stenodde rejses en toldbygning, i Norddorf bygges et kristeligt hospital og i Vitdyn skal der kloakkeres. Alt skete i følge Flensborg Avis 1926.

Leck
På en byggeplads i Leck skulle et læs tipvognsskiner læsses af. Herunder brækkede en arbejder benet. Der er ikke detaljer om banen i Flensborg Avis, der havde notitsen i 1940.

Husum
En arbejder fra Pellworm kom til skade med en tipvogn ved et skolebyggeri i Husum meddeler Flensborg Avis 1950. Heraf kan man slutte, at der her været anvendt smalspor ved et skolebyggeri.

MERGELBANER I SYDSLESVIG
Disse omtales i et særligt afsnit, der endnu ikke er skrevet.

TØRVEBANER I SLESVIG-HOLSTEN
Også tørvene findes i så rigelige mængder, at er særligt afsnit om tørvebaner er nødvendigt. Tiden til skrivning mangler dog. Et enkelt billede parkeres dog her, indtil nævnte indlæg er færdigt.

Kilder og Litteratur
Christopher Wulfgramm, Stuttgart.
Matthias Lentz.
Entreprenørfirma Husen, Bilskov.
Entreprenørfirma Jürgen Brandt, Rendsborg.
Flensborg Avis.
Paul Tappe, Det gamle Kær Herred i tekst og billeder. Flensborg 1982,
Inselmuseum, Pellworm.
Inselarchiv, Pellworm.

Bent Hansen. Påbegyndt 20. oktober 2019.