SEKS LANDE PÅ BALKAN
Navnet Balkan dækker dels en bjergkæde i Bulgarien dels en halvø i det sydøstlig Europa. Halvøen rummer adskillige stater, og nye kommer sikkert også til i fremtiden. Af Balkans lande har jeg besøgt syv, nemlig Rumænien i 1987, hvor beretningen om besøget kaldes “Rumænien Kurrejse” og i 2018 den tur der her refereres til i overskriften: Seks lande på Balkan. Det drejer sig om. Albanien samt i det tidligere Jugoslavien: Nordmakedonien, Montenegro, Serbien, Bosnien Hercegovina samt Kroatien.
Turen i 2018 var egentlig to ture, en med min datter i sin egenskab af rejseleder for Viktors Farmor, og en på egen hånd, efter at rejsegruppen var taget hjem. Edit, der stod til et nyt knæ, sagde klogeligt fra, for det var en intens tur. Lise havde fået lyst til veteranbane, efter at have set en brite i fjernsynet. Han rejste rundt og besøgte gamle og nye jernbaner de mærkeligste steder i verden. Således i Mokra Gora i Serbien, og da Lise for rejseudbyderen, Viktors Farmor netop rejste på Balkan, spurgte hun, om ikke veteranbanen i Mokra Gora var noget for mig. Det var noget for mig, så jeg tog med på en af turene.
Det blev således til to ture: En med rejsebureau til Nordmakedonien, Albanien og Montenegto og en på egen hånd til Serbien, Bosnien Hercegovina og Kroatien ud over, at vi startede og sluttede i Montenegro.
REJSEBUREAUTUREN
Nordmakedonien
Da jeg besøgte landet i 2018, hed det Makedonien, men kort efter blev det døbt om, da Grækenland har en provins med det samme navn. Der kunne være praktiske grunde til ikke at have et land og en provins med samme navn, men på mig virker den græske modstand mod staten Makedonien lidt barnlig. Også udseendet på landets flag ville grækerne blade sig i. Tilsyneladende har de haft held til at få ændret både statens navn og flagets udseende.
En dag sidst på vinteren 2018 gik jeg i frostvej en tidlig morgen til bussen og tog metroen videre til lufthavnen for at flyve til Skopje i Nordmakedonien, hvor det var højsommer samme eftermiddag.
Vi havde en halv dag i Skopje, beskåret fordi flyet naturligvis var forsinket, men da det var aften, var jeg træt nok, så besøget havde været langt nok for mig.
Alt på Balkan er jo fremmed og anderledes, men egentlige seværdigheder var der ikke. Næste dag kørte vi til Ohrid via Tetova og nationalparken Mavrovo i Sharabjergene. Højeste top i bjergene når 2764 meter.
I Ohrid havde vi et par dage til at se byen og omegnen.
Skopje
Byen er Nordmakedoniens hovedstad. Den blev kendt for en del år siden på grund af et jordskælv, man godt kunne se minder efter. Om ikke andet var mange bygninger nyopførte.

På en central plads i byen stod den nybyggede Makedoniens Port omgivet af bronzestatuer i lange baner. Triumfbuer er jo en gammel romersk måde at minde kejsere og begivenheder på. Det nye unge land havde nu også behov for at vise sig frem.

En fast antigræsk demonstration på en central plads i Skopje nær Makedoniens Port viste til højre over teltet det flag, grækerne var sure på og i midten det flag med de få solstråler, de kunne godkende. Til gengæld så vi ude på landet mange steder det albanske mindretal flage med Albaniens flag, selv om de ikke måtte.

Et genopbygget Moder Teresas fødehjem er nu museum. Selv om hun er født her, var hun var etnisk albaner, men alligevel hædrer begge lande hende. Uden for billedfeltet stod en statue i bronze af hende.

Kirken her er også ny, og tårnet tilmed rejst for nyligt. Kirken er viet til Konstantin og Helena, der i 313 gjorde kristendommen til statsreligion i romerriget, som området her allerede dengang var en del af.

En af verdens allerstørste erobrere var også makedoner, Alexander den Store og fejredes her med en statue omgivet af løver, Ja, der var løver på Balkan 300 før vor tidsregning, men de endte hurtigt i de romerske arenaer. En ny hovedstad i et nyt land skulle bruge mange pragtbygninger og statuer i en fart, så priserne på råstoffer til bronze, kobber og tin steg voldsomt. Folk fra hele Østeuropa tog nordpå og hentede kobber, der lå og flød overalt langs jernbaner som returstrømsledninger. Og var disse allerede hentet, så ragede de da bare banernes overledninger ned.
På den anden flodbred lå den osmanniske bydel med sine badehuse og basarer som ses her. Basaren var prydet med to store kupler, hvor kun den ene ses på billedet. Folkeviddet så kuplerne som en gengivelse af sultanens yndlingshustrus barm.

Osmannerne afløste byzantinerne, der efterfulgte romerne. De tyrkiske osmanner var på Balkan fra omkring 1500 og et par hundrede år frem, til indbyggerne selv gjorde sig frie eller østrig-ungarerne erobrede områderne. Selv om den tyrkiske indvandring ikke var stor, satte tyrkerne dog deres præg på området i form af religion og byggeskik. Små snævre gader prægede de osmanniske bydele.
Tetovo
I Tetovo nordøst for Skopje så vi Den kulørte Moske, Sarena Szanij fra 1495.

Mens den var usædvanlig farvet udvendig, var den flot bemalet indvendig. Af de små runde billeder viser hvert andet hellige steder i den muslimske verden. 2018.

På den anden side af floden Vardar lå en Hamam et tyrkisk bad dog opført i noget der i mine øjne er byzantinsk stil. Navnlig her i Tetovo var der mange albanske flag.
Mavrono Nationalpark

I Mavrono Nationalpark over mod den albanske grænse var bønderne delvist flyttet med deres får og geder, men deres hyrdehunde lod de blive. De levede nu af vildtet i parken eller tiggede ved ishuse og cafeer, indtil de blev kørt ned af den voksende bilturisme. Trods nationalpark var der vandkraftanlæg og skiturisme og lur mig, om der ikke også solgtes jagttegn? Her ved en cafe, hvor vi red en snestorm af, stod en gemse også i Bronze måske fra Banedanmark? Hvem ved? Kobberet kunne jo også være fra DB eller SJ.
Bigorskiklostret

Sydøst for nationalparken lå St. John Bigorski klostret fra 1020, hvor en detalje ses. John hedder sikkert Johannes på dansk og på sproget her formentlig Ivan! Bygningerne her er sandsynligvis fra 1743.

Sneen var nu gået over i regn og da bussen ikke kunne vende ved klostret på bjergtoppen, måtte vi gå derop. Her løber vandet ned ad bjerget og ned ad vejen. Jeg har lige stoppet et par biler, så de var nødt til at liste sig forbi mig, så de ikke oversprøjtede mig, som motorfolk mener, de har ret til. Jeg gik i sanddaler og var den eneste i selskabet, der ikke havde våde sokker om aftenen. Sokkerne havde jeg i lommen!

Udsigt fra klostret. Vejret var interessant, men ikke det, vi kalder strålende. Gad vide, hvorfor solen skinnede på moskeen, mens det regnede på klostret? Vi så originale moskeer med én minaret. Denne her har to minareter, og her har tyrkerne skænket den anden minaret mod at få indflydelse. Eller skal vi kalde det: Fiske i rørte vande. Enkelte moskeer havde fire minareter, og her havde saudierne været på spil.
Ohrid

Ohrid var kendt for Makedoniens smukkest beliggende kapel viet til St. Johannes fra Kaneo – altså hverken evangelisten Johannes eller Johannes Døber. Kapellet stammer fra 1200-tallet. Det er her set fra søen. Der var højvande i søen, så stien derud var ufarbar for turister.

Balkan er jævnligt ramt af jordskælv, men tyrkerne havde opfundet en byggemetode, der modstod jordskælv, Man affjedrede en mur med indlagt træ. Det holdt bare.

En del gadelamper i den gamle by indenfor murene var ret festlige. De lignede byggestilen på egnen som nu klostret St. John Bigorski.

Inden for bymurene lå kirker op ad bjerget i tidligere tider i et antal af 365. Her Gudsmoderes Kirke fra 1395. Skønt bygget af byzantinerne, havde osmannerne indbygget deres jordskælvssikring i flere af kirkerne, dog kun et sted i tårnet her.

En ny kirke i Ohrid i Makedonien bygget i gammel (byzantinsk) stil og på gamle fundamenter. De røde bånd her er tegl indmuret mellem kalkstenene og ikke træværk. Kirken er viet til St. Kliment, der var en lokal biskop – og altså ikke den romersk-katolske St. Clement, den fjerde pave.

Mosaikgulvet her var sikkert ret gammelt. Det var fundet noget under den nuværende jordoverflade. Det var gulvet i et dåbskapel, helt tilbage fra den tid, hvor man gik ned ad en trappe og dyppede sig i bassinet og videre op ad en trappe i modsat end, mens præsten døbte på samlebånd. Bemærk svastikaet, som allerede var gammelt i 300-tallet, og senere i vor tid er genbrugt, eller nogen vil måske sige misbrugt? Måske gulvet var fra en græsk, romersk villa ældre end dåbskapellet?

En tusindårig platan, med alderen temmelig hul, så der var indrettet barbersalon inde i det hule træ. På et postkort fra 1922 så den betydelig bedre ud.

Ved søbredden ved Pestani syd for Ohrid lå denne genopbyggede bronzealderby på pæle. Sådanne byer findes også i Tyskland blandt andet ved Bodensøen. Vi var ikke dernede, da der bortset fra et lille museum med fund fra søbunden ikke er meget at se.

Ved sydenden af Ohridsøen lå i bjergene bagved en sø uden afløb. Vandet sank ned i bunden af kalksten og kom op ved bredden af Ohridsøen. Nu var vandet renset ved gennemsivningen og meget klart, så man her på søbunden flere meter nede ser vandet sive op gennem bundens sand. Det er kilderne til floden Sorte Drin, som vi møder senere igen i Albanien.

St. Naum klostret set indefra. Klostret lå ved søens sydende ikke langt fra Albaniens grænse. Det var viet til St. Naum, der som munk havde et godt tag på dyr. Da en bjørn tog hans ene hest, mens han pløjede klostermarken, satte han sig med bjørne i en rundkreds og diskuterede sagen igennem. Det endte med, at bjørne erkendte sin brøde og overtog hestens plads foran ploven.

Uden for klosterporten advarede et skilt mod farlige dyr i klostret. De viste sig at være påfugle. Her er en af dem sprunget ud, men da den så mit apparat, vende den resolut ryggen til. Den skønnede med rette, at jeg aldrig ville betale for billedet.
Nord om Ohridsøen kørte vi ind i
Albanien
Første stop her var kort efter grænsen, hvor vi så på albanernes lidt overdrevene fæstningsbyggerikultur. Derpå kørte vi til Elbassan for den dag at ende i Berat, byen med de tusind vinduer.
Næste dag beså vi Apollonia, oldtidsruinbyen og havnebyen Dürres inden vi kom til Tirana. Et par dages ophold gav lejlighed til at se på byen dels med dels uden fører.
Sidste besøg i Albanien gjaldt Shkoder, hvor endnu en borg stod på programmet. Byen lå nordligst i Albanien ved Skodersøen, som fortsatte som os ind i Montenegro.
Qafé Thana

Grænsen mellem Makedonien og Albanien lå i et 900 meter højt pas, der efter mit kort skulle hedde Qafé Thana. Det havde været stærkt befæstet, og her på marken ses mindst tre enkeltmands betonbunkers. Under passet skulle der ligge en jernbane i tunnel. Den kom aldrig til Ohrid som planlagt, men holdt sig til søens vestende, den albanske side. Skinnerne ligger der formentlig endnu, men der kører ikke mere tog.
Prrenjas

Straks neden for passet i Albanien lå en mineby, Prrensjas formentlig en jernmine, men, men liberalismen havde taget livet af minen, jernbanen og indbyggernes eksistensgrundlag. Her ses ruinerne af et par elevatortårne.
Elbassan

Længere nede i lavlandet lå Elbassan med stålværket, der for mindre dele i dag blev drevet af blandt andet tyrkere. Her muren om en gammel borg, der som den eneste af de mange, vi så, ikke lå på en bjergtop, men på flad mark. Både Ohrid, Qafé Thana og Elbassan lå på den gamle romervej, Via Egnatia, der fra Rom førte til Konstaantinopel.
Berat

I Berat lå en gammel borg på en bjergtop lige ved byen. Heroppe var en gammel kirke og en del bebyggelse inden for murene. Kirken var nu indrettet som ikonmuseum.

Kirken hed Trinitatis og var fra 1200-tallet. Over døren var der en gammel freske, der tilsyneladende er opdateret senere end 1200.

Udsigt over det nyere Berat oppe fra borgen. Floden anes også. Navnet er Osum, og broen over floden her er en af de gamle karakteristiske osmannerbroer.

Her ses broen fra borgen, hvor klippen er næsten lodret, så man ser lige ned på broen fra over. Osmannerbroer er fra 1500 og 1600-tallet – ikke noget at tale om i sammenligning med romerminderne.

I forbindelse med borgen lå også den gamle bydel. Ad denne gyde vovede vi os ind til et privatbesøg hos museumslederen.

Byen med de tusinde vinduer kaldes byen også. Nu er vi nede og ser husene på bjergsiden, men den samme type vinduer, som på klostret St. John Bigorski i Makedonien.

På hovedgaden stod en halv partisan. Mens Tito i Jugoslavien ledte frihedskampen under Anden Verdenskrig klarede albanerne selv den sag og befriede sig. Ikke mindst kvinder kæmpede på lige fod med mændene og erhvervede sig herved en anerkendelse og en status, som stedets ellers kvindeundertrykkende religion ikke kunne tage fra dem. Statuen hædrer da også en ung kvinde.
Vi tog nu turen ud mod kysten, men ad en bivej, hvor trafikken ikke var så heftig. Landskabet langs vejen var også mere interessant. Lige efter diktaturets fald blomstrede økonomien kortvarigt op medførende en masse vildskud som nu dette skib, der skulle have været et hotel, men hvem kom dog her forbi? En andet havde bygget et fly, men kun som restauration. Gode ideer smitter, men turisterne udeblev. Vi hastede også forbi.
Længere fremme lugtede der fælt af svovl og olie. Med bjergenes udviklingshistorie passer det fint, at der her havde været kontinentalsokkel engang, og så var plankton begravet i nedbrudsprodukter fra de nærliggende bjerge og var blevet til olie, da ilten manglede til en fuldstændig forrådnelse. Selv om der havde været jernbane her, kørtes olien i biler. Nogle politikere havde raget olien til sig fra Staten, og de tjente mere på den dyrere biltansport end på Statens togtransport.

Olieanlæg. Det så meget pænt ud, men hvor det dog lugtede. Jeg var glad for, at ikke nogen i selskabet røg….

Efter den større by, Fier nærmede vi os Adriaterhavet, og her lå bunkers fra Anden Verdenskrig. De var større end den senere kolde krigs enkeltmands bunkers.
Apollonia

Ude ved kysten havde der fra 588 f. Kr. ligget en rig havneby opkaldt efter den græske gud Apollo. Siden hævede landet sig, så der blev længere til havet, og byen blev opgivet. Her et græsk tempel fra 480 f. Kr. Efter skiltene var det i dorisk stil, men den ene søjle, der var intakt var nu (havde været) i korintisk stil.

Det meste af byen var ikke udgravet, og kun lidt var delvist gravet frem og nødtørftigt istandsat. Her en demonstration af det græske og romerske tøndehvælv. 2018.

Byen havde også rummet et såkaldt græsk teater, der dels lå op ad en skråning, dels kun var kvartcirkelformet.

Denne sten er uden tvivl hentet i Apollonia. Man har ikke ulejliget sig med at vende det indhuggede billede nedad, eller hvis det var meningen, at den skulle ses, da i det mindste at vende det rigtigt. 2018.
Dürres
Fra Apollonia gik turen videre til Dürres, Albaniens største havneby og næststørste by. Her så vi igen på historie. Jeg tror overhovedet ikke vi var på hovedgaden, og da der var tid på egne hånd, vi vi nogle stykker, der gik på strandpromenaden og fik kaffe på en café der.

Fra vort spisested ved havnen gik vi forbi resterne af den venetianske bymur fra 1400-tallet. Træresterne må have været et oliventræ?

Lidt oppe i byen havde man for nyligt (1966) under udgravning til et byggeri fundet et romersk amfiteater, man endnu ikke var færdige med at grave ud. Det målte 136 meter i diameter og 20 meter i højden og var påbegyndt af kejser Trajan kort efter år 100 e. Kr. Der var glatiatorkampe her, indtil kejser Honorius stoppede dem i 404 næsten 100 år efter kejser Konstantin havde gjort kristendom til statsreligion.
Tirana
Næste stop var hovedstaden Tirana, som i flæng betegnedes som Tirana og Tirano. Også her så vi på historie, og når der var tid til butikker, valgte de fleste af søge en café for en kop kaffe. Det var her guiden fortalte, at albanerne gerne ville i EU, men han frarådede os at lukke dem ind, før de 1) havde fået styr på korruptionen og 2) styr på økonomien, og så tilføjede han for egen regning 3) havde lært at køre bil. Indtil nu krævedes der ikke kørekort, og det sås tydelig på trafikken. Her kunne selv de største danske bisser med vogn slet ikke være med.
Byen lå klemt inde mellem bjergene kun med fri adgang mod vest. På de tre andre sider var der ingen veje over bjergene. Det gjorde, at trafikken til og fra byen kun havde en vej, så den virkede lidt overbelastet.

Indkørslen til Tirana skete ad en tre til firesporet vej, men trods tydelig afstribning var der biler i syv parallelle spor, og de skiftede ustandselig vognbane bar for at kommer én millimeter frem. Det var tydeligt, at ingen af dem havde kørekort.

Der var ellers mange helt moderne tiltag for at regulere trafikken. Bemærk færdselsfyret. Der er ikke blot rød mand, men søjlen til kurven har en røde stribe på den ene side og en grøn ved siden af, og de skiftede i takt med lyskurven. Af en eller anden grund respekterer hele banden her trafiklyset.

I et lille grønt område midt i byen, som ingen spekulant endnu havde budt nok for, stod et stykke af Berlinmuren! Den anden skulpturs betydning har jeg glemt, og det burde jeg ikke, for den betød noget.

Om denne bunkers havde haft sin plads der, eller det også var et mindemærke flyttet hertil fra anden position, husker jeg ikke. Jeg havde jo travlt med at fotografere og lod guide og guidning være guidning.

Skiltene er ikke helt uforståelige. Selvfølgelig hed hospitalet (moder) Tereza. Skiltet til banegården var en tilsnigelse. Banegården var lukket og var nu sigøjnerlejr. Jeg blev direkte forbudt at gå derud for at se på eventuelle rester af banegården.

Denne pyramide var egentlig beregnet som sidste hvilested for diktatoren Hoxa, men sådan gik det ikke. Den havde været udstillingsbygning, men brugtes nu som afløb for utilpassede unges aggressioner.

Efter Hoxas fald, tog liberalismen over, og for at blive rig i en fart, spillede man pyramidespil. Det endte for de fleste galt. Nogen skal jo betale for at andre kunne blive rige. I vrede plyndrede befolkningen Statens våbendepoter. Midt i en meget slem tid, hvor mange skød først og spurgte bagefter, samlede en velmenende mand våben og ammunition ind, og fik støbt og rejst denne lille klokke. Det blev dog borgerkrigen i Jugoslavien, der kort efter fik folket til at sælge deres våben til borgerkrigens parter, der bedre kunne gøre brug af dem.

Bag bymuseet stod en samling af overflødige statuer. Her ses en Lenin og to Stalin sammen med noget mindre og ubestemt.

Som i Berat havde de også her en halv partisanpige fra Anden Verdenskrig. Hvorfor hun var forvist, ved jeg ikke, men mændene havde vel taget over igen – uanset religion.

En af Hoxas idéer, der ikke helt er forladt, var at husene skulle være i farver. Stilen forekommer mig også anderledes end DDR og Sovjets trøstesløse betonslum. I DDR Plattenbau,

Navnlig fra DDR kendte jeg sådanne facademalerier, som her i Tirana var taget ned og anbragt på Nationalmuseet.

Skanderbek eller Skanderbeg på byens centrale plads. Ved mit besøg, var den opgravet, ganske som vi er vant til fra Danmark, men på nyere fotos har jeg set, at de i modsætning til København er blevet færdige. Skanderbeg er landets nationalhelt, der skønt ansat i det osmanniske rige skaffede albanerne en vis for for selvstændighed.

I byen udkant i et bjerg lå et stort bunkeranlæg, hvor Hoxa og regeringen kunne trække sig tilbage, hvis en nabo eller Vesten angreb. Der er ikke billeder derindefra. Enten måtte jeg ikke, eller der var ikke lys nok?
Lezhë

Skanderbegs mausolæum i Lenzë. Osmannerne brugte som romerne før dem at fjerne elitens børn og give dem en “god” opdragelse i sultanens palads i Istanbul. Hvis eller forældrene artede sig hjemme, kun børnene tilbage i god behold, men nu som tro undersåtter. Skanderbeg havde dog ikke helt glemt sit ophav, så han skaffede sit folk en vis grad af selvbestemmelse.
Skhodër

På en klippeknold syd for floden Bojana, der kort efter her løber sammen med Sorte Drin som vi så ved Ohrid, lå der også en gammel borg. Her myldrer en skoleklasse ind.

Om denne borg, Rozafi, fortæller et sagn, der sikkert er ældre end borgen, at tre brødre byggede en kirke, men en trold rev om natten byggeriet ned, og krævede for at stoppe en af brødrenes hustruer muret inde på borgen. Den ene bror fortalte ikke sin hustru om aftalen, men bad blot om hjælp, så hun meldte sig, men hun betingede sig, da sandheden gik op for hende, at kun kunne amme sin nyfødte, og det skete gennem dette hul i væggen. Noget af mælken løb ved siden af og ses stadig. Det var nu ikke de eneste sted i borgen, at kalkudfældninger og drypsten sås.

Tøbruddet sammen med meget regn i foråret havde forårsaget oversvømmelser, der sås overalt i lavningerne. Denne moske stod i vand, for hver oversvømmelse havde lagt lldt slam oven på jorden, men lige ved moskeen havde man fejet, så der var overfladen ikke fulgt med, så moskeen nu stod i vand.

Mellem borgen og det nuværende bycentrum passerede vi igen floden, hvor der havde været en jernbanebro. Her blev landet ellers forbundet med Europas jernbanenet, og blandt andet kørtes containertog til Shkodër, men broen til hovedstaden var af simple tyve ribbet for spor og underbygning, der blot var hentet og solgt som gammelt jern.
Selv om jeg var løs i hovedgaden, var der ikke meget at se. Selv om der var gågade, måtte man springe for livet, når en ikke lovmedholdelig kom fræsende. Vi spiste på et spisested med et stort åbent ildsted i serveringslokalet. Her lå masser af trækul under aske og hentedes frem, når noget skulle varmes. Vi fik gryden på bordet, men de fleste lærte uden at gøre erfaringerne selv, at disse gryder direkte fra gløderne skulle man ikke røre. Dametoilettet var markeret med en rød højhælet sko. Andre steder betød en sådan sko, at stiletter var forbudt.
Montenegro
Ved Skhodër lå halvdelen af Shkodrasøen. En grænsepassage, der tog en time, samt yderligere en køretime og vi var igen ved Skadarsøen, som den nu hed i Montenegro. Vi beså søen fra den lille by, Virpazar.
Bureauet lod os overnatte i Budva ved kysten, og herfra så vi dels byen og dens borg, dels havde vi en rundtur i bjergene til Kotorfjorden, hvor Kotor stod på programmet. En sejltur bragte os til Perast.
Montegrinerne er høje mennesker, og de var også stolte. En montenegriner oppe i bjergene sagde: “Vi montenegrinere kan hver klare ti tyrkere, men når tyrkerne kommer 100 mand mod hver montenegriner, måtte vi flygte op i bjergene, hvor tyrkerne ikke lige kunne stille deres hær op i formation. Heroppe var der nu kun ti tyrkere for hver montegriner, og det kunne vi klare. Det lykkedes også landet at danne et lille kongerige oppe i bjergene med en hovedstad Cetinje. I slottet var der i øvrigt billeder ikke bare af dronning Dagmar af Rusland, men muligvis også af hendes far, Christian den Niende. Højt over Cetinje havde kong Nekolas indrettet sit mausolæum på bjerget Lovcen 1759 meter. Her var vi nu ikke oppe, men vi så det nedefra.
Virpazar
Her kiggede vi og sejlede på søen fra byen, Virpazar, hed egentlig Vir, men så det blev en handelsplads, en basar! Byen fik østrig-ungarsk 760 mm smalspor, der kom ad den nærmeste omvej fra Beograd nemlig via Sarajevo – Dubrovnik – Kotorfjorden og Titograd, som det hed dengang. Over Skadarsøen måtte man dog sejle, men så fra Virpazar til Bar var der igen tog frem til kysten, men her var det 750 mm sporvidde. Først i min tid fik man taget sig sammen og bygget normalsporet jernbane direkte Beograd – Bar.
I Virpazar skulle vi dog kun til “havnen” for at få en sejltur på den smukke sø. Herfra gik turen til overnatning i Budva, som vi dog først så en formiddag et par dage senere.

Fra grænsen kørte vi delvist langs bjergene ved kysten. Landet Montenegro betyder Sorte Bjerge, og landet var da også virkeligt et bjergland bortset fra en slette omkring hovedstaden.

Også den montenegrinske side af søen var ramt af forårshøjvande, så havnekajen stod under vand. Her sejler vi hen over en tennisbane. Nettet ser du ikke, for det står under vand, men dommerens sæde rager lige højt nok op til, at vi kan se rygstøddet.

Bjergene var af kalk overalt i området, men her var de porøse som en ost. Et typisk karstlandskab, hvor alt regnvandet hurtigt sivede langt ned di jorden. Stedvis havde været skov, men naturbrande satte overalt sig præg på bjergene. Heroppe lever folk formentlig af geder, og deres oste var værd at køre efter.

Så er vi fremme ved Kotorfjorden, men højt over denne. Fjorden går vinkelret ind fra kysten og har fire sidefjorde, to med nordvest og to med sydøst med bjerge imellem. I bunden af fjorden ved byen Kotor ligger en krydstogtkaj. Bemærk, hvor tæt byerne ligger på hinanden langs fjorden.

Vejen snor sig ned fra bjergene. Klippeknolde ligger mellem de to sydøstliste fjordarme, der dog ikke ses. Det ses, at jordlagene her står ganske lodret, og det er nok skyld i det enestående fjordsystem her. Restsen af områdets fjorde er overskyllede dale.
Kotor
Ved Kotorfjorden lå den gamle by Kotor med bymur, fæstning og kirker.

Man aner bymuren fra billedets nederste kant til venstre op over bjerget til nederste kant til højre. Oppe på bjergsiden ligger kirke og borg. Når bymuren havde dette forløb, skulle den vel holde datidens bueskytter og tidlige kanoner på afstand? En zig-zag-vej fører også op af bjerget. Om der var tid til en besigtigelse, ved jeg ikke, men jeg afstod frivilligt fra at gå der op. Havde jeg været yngre, havde jeg nok gjort det.

Langs fjorden lå kirkerne tæt. Reddede skibbrudne havde den uskik et rejse en kirke som tak for redningen. Selv små bitte bebyggelser kunne have både tre og fire kirker! Der var vel ikke et sted, på kysten, hvor der ikke lå en by med kirker?
Perast

Da der på kysten ikke var plads til flere kirker, men køen af taknemmelige reddede stadig var lang, fyldte man ude i fjorden op omkring klippeskær og opførte en kirke. Det så imponerende ud.

Ved siden af lå en anden kunstig ø også med kirke. Den kaldtes en begravelsesplads. Begge øer kaldtes i øvrigt Perast lige som som byen inde på fastlandet.

Der var søfolk, hvis pengepung ikke rakte til en kirke, men som i den katolske kirke kunne man give en votivgave som tak. Kirkens vægge indvendig var på sine steder dækket af sådanne votivgaver fra gulv til loft i form af sølvplader. Alle med skibe.

Kirken på øen havde den fordel for os, at det ikke var en kirke i den forstand. Her kunne vi gå rundt og komme nær alteret, hvad vi normalt ikke i ortodokse kirker kunne. Vi kunne endog komme bag alteret og se den klippetop, som øen var fyldt op omkring. Madonnabilledet var kendt. Det var navnlig, mener jeg at huske, den blå farve på Marias kappe, der var noget særligt.
Fra øerne i Kotorfjorden landede vi i Perast på fastlandet, hvor der var afskedsmiddag, og hvor min datter eller jeg røbede over for selskabet, at vi var datter og far. Nogle havde bemærket, at vi til tider havde fælles pung, så at der var et eller andet….. Vi havde dog aldrig under turen siddet ved samme bord og spist, da min datter var nødt til at sidde ved guide og chauffør, og hun drak her på huset, så jeg behøvede ikke at betale for hende. Vi kørte i buldrende mørke tilbage til Budva.
Hjemrejsedagens formiddag gik med et besøg i det gamle Budva, inden selskabet begav sig mod lufthavnen. Min datter og jeg afleverede vores snavstøj mv. på hotellet, for vi ville ni dage senere vende tilbage hertil. Efter at de sidste rejsedeltagere havde vinket farvel i lufthavnen kom der en privatbil og hentede os og kørte os til Montenegros hovedstad Podgorica tidligere Titograd.
Budva
Byen bestod af en gammel by med borg og bymure og en nyere hotelby langs stranden, som turistforeningen kaldte en badestrand.

Uden for en af byportene stod en klokke af papmache vist nok fra en film. Nogen synes om den, så den fik lov at blive stående efter filmindspilningen var afsluttet.

Af påskeæg kommer der påskekyllinger som her i en stor rede. Utroligt, at de fik lov at ligge. Måske er jeg forkert på den, men i min by havde de ikke overlever en weekend.

I bymuren sås venetianernes Markusløve. Venetianerne havde været her 1420 – 1797, hvor habsburgerne tog over uanset, at osmannerne troede, de regerede over Balkan.

Vi beså museet, borg og kirker ud over bymuren, men hvem, hvilken kirke var viet til, har jeg glemt. De var alle fremmede for mig disse helgender. Kirkerne tilhørte stadig den serbiske kirke. Billedet tog jeg nu nok på grund af jordskælvet, der har sat sine tydelige spor. Stedvis ti centimeter revne.
St. Stefan
På vej til lufthaven så vi lige Casino Royal udefra kendt fra 007-film samt en lille rigmandsby på en ø. Stedet hed St. Stefan eller Sveti Stefan.

Vi kunne vist ikke engang ikke komme derud, men skulle vi også det for. Til gengæld kunne beboerne derude også være i fred for paparazzier og vore blikke. Der blev remset en række af beboerne op, men jeg har glemt alle, da navnene ikke sagde mig noget.
TUREN PÅ EGEN HÅND
De sidste ni dage på egen hånd forgik med privatbil via forbindelser, venner og bekendte fem gange, bus to gange og tog to gange. Lokalt benyttede vi sporvogn i Sarajevo og taxa i Mostar og i Dubrovnik to gange. De lokale, der spurgte, hvordan vi kom rundt, måbede da vi oplyste, at vi benyttede tog, hvor det kunne lade sig gøre, og at vi oven i købet roste det.
Det glædede mig specielt, at vi ikke bare kunne finde ud af tog og busser, men også at jeg uden kort kunne finde rundt i Mokra Goras bjerge. Var der en sjælden gang et skilt, var det med kyrilliske bogstaver, som jeg kun nødtørftigt læser.
Da den sidste fra grupperejsen var gået igennem kontrollen ind til lufthaven, vent sig og vinket, var vi nu på egen hånd, Vi gik ud på lufthavnens forplads og fandt den privatbil, der nu skulle køre os ind til et hotel inde i Podgorika.
Podgorica
På hotellet fortalte de os, at vi kun kunne få noget at spise på rutebilstationen. Herefter ville min datter gerne have en pause, da hun jo “havde været på” næsten uafbrudt de sidste ni dage, men jeg var jo ved en banegård, så der gik sagtens et par timer. Vil du se, hvad jeg lavede, så kig i jernbanedelen.
Hen under aften gik vi ind mod byen. En halv dag rakte til en besigtigelse af dette sted. Det var påskedag. Ikke lige vores påske, men den russisk ortodokse påske, så meget i byen var lukket. Rutebilstationens cafeteria havde åbent, og et enkelt spisested i byen havde åbnet, men jeg tror stort set kun, der sad os ved bordene med de hvide duge.
Kun én ting ville jeg godt have set, men der var for langt at gå. Det var en kirke, vor man blandt kalkmalerierne kunne genkende Karl Marx, Friedrich Engels, Lenin, Stalin og andre fra deres skuffe. Marx og Engels har jeg faktisk ikke noget imod. De kunne jo ikke gøre for, at andre misbrugte deres teorier.

På rutebilstaionen kørte nogle tv-apparater. Først da vi gik, så jeg efter, hvad der havde generet os. Man kunne åbenbart spille en art tips her, går jeg ud fra. Du bemærker måske at klokken er 15.01 og at i nederste række optræder to danske byer eller klubber?

Byen urtårn i den osmanniske bydel, vi først opsøgte, havde ikke haft godt af borgerkrigen, men det var sat i stand for tyrkiske penge.

Herefter beså vi byens borg til en afveksling, men den var ren ruin. Via den lille bro, byen ældste i øvrigt kom vi over åen, Ribnica og kom ind i det nuværende centrum, hvor vi spiste og købte ind til frokost på næste dags heldags togtur. Man kunne se her, at floden havde stået flere meter højere, men det pinlige var alt det plast, der stadig hang i de nederste grene. Her var det ikke slemt, mens andre steder lignede en flodbred et farvestrålende kunstværk. Colaflasker flød i hundredetusindvis i floderne. Vognmænd kom blot ned til floden og læssede af. Dog ikke lige her.
Næste morgen efter en hyggelig snak med hotelpersonalet – også her var der vist kun os – ville pigerne i receptionen ud over at klinke påskeæg med mig, absolut vide, at det var far og datter, der rejste sammen – uden at have samme efternavn – og at faderen var over 80. Derpå gik vi over på banegården for at tage et tog mod Beograd. Den med påskeæg var en tradition på egnen, som vi skriver gækkebreve, men her klinkede vi to hårdkogte æg mod hinanden. Jeg vandt begge æg, så vi havde nu til frokosten i toget! Der var kun én dagforbindelse og én natforbindelse. Det skulle naturligvis være dagtoget, for den første del af turen op i bjergene, var ret spektakulær.
SERBIEN

Mala Rijeka viadukten er 498 meter lang og hæver sig 200 meter over dalbunden. Den er bygget 1969 – 73 i forbindelse med den nye normalsporbane mellem Beograd og Bar. Den så spinkel ud, og jeg var først rolig, da vi var kommet velbeholdne over. Foto fra toget af Lise Blom.
Godt vi havde reserveret, for toget var fuldt. Vi kunne desværre ikke snakke med de indfødte, men alligevel lærte vi en masse om dette land og dets indbyggere. De var formentlig alle serbere. En dreng sad med hovedet i sin i-pad-spillemaskine, et par unge piger, der i øvrigt korsede sig, hver gang vi passerede en kirke, sad med næsen i deres i-phones. Bedstemoderen nursede, men det var nu pigerne, der fik ungen til at slå lyden fra på spillemaskinen og tak for det.
Lidt inde i Serbien stod vi af i Uzice, hvor en ny privatbil ventede. Vi fandt vor chauffør og forlod banegården over sporene og hegnet, for bilen holdt på bagsiden af banegården.
Bilen kørte os til Mokra Gora til en for tre nætter lejet hytte, hvorfra vi den ene dag så veteranbanen og den anden dag filmbyen. På fjerdedagen tog vi videre til Sarajevo i Bosnien og Hercegovina.
Serberne var som de øvrige folkeslag i regionen flinke mennesker, men som største etniske gruppe var der enkelte, der mente, at de skulle styre hele det gamle Jugoslavien. Vi talte med serbere, vi ikke var helt trygge ved. I filmbyen var jeg ikke sikker på, at al litteratur i boghandelen var efter FNs menneskeretsforskrifter, men da jeg ikke læser hverken serbokroatisk eller kyrillisk, kan jeg jo ikke vide det.
Mokra Gora
Museumsbanen
Ved museumsbanen i Mokra Gora havde vi lejet en hytte i tre nætter, dels for at køre med veterantoget, dels for at vandre i bjergene. Banen førte i sin tid fra Beograd over Sarajevo, Mostar til Dubrovnik, Kotorfjorden og Podgorica, der dengang hed Titograd. Mindst seks bjergkæder forcerede banen ved hjælp af tunneler og broer. Sporvidden var kun 760 mm, det halve af en rigtig jernbane, og da man havde bygget nye normalsporforbindelser andre steder, som borgerkrigen i øvrigt ødelagde, blev den lille 760 mm bane lukket, men siden blev et kort stykke af den mest spektakulære strækning genopbygget som museumsbane.
Fra bagsiden af vores hytte kunne vi se banen sno sig i fire store slyng op ad bjergsiden fra 500 meter til 800 meters højde. Dog var det øverste slyng inde i en tunnel. Fra vores terrasse kunne vi også se banen, og her sad vi sidst på dagen og slappede af.
På et af de sociale medier skrev Lise følgende om sin gamle far: “Vi har set veterantoget i aktion rigtig mange gange de seneste dage. Men her til aften lød et fløjt, og min far sprang op. ”Det er ikke et rumænerfløjt, det er et serberfløjt.” For udenforstående betyder det, at der endelig kom et rigtigt damptog kørende i stedet for de rumænske lokomotiver. På ingen tid greb han sin fototaske og spænede op på stationen. Trods han lige havde fortalt, hvor træt han var i benene efter den meget vandring og bestigning af en høj bakke i dag.”
Min papdatter (Edits datter) var der omgående: ”Hvordan lyder et serberfløjt.” Jo, Sidse – det hedder hun – det afhænger nok af fløjten. Der er noget, der hedder resonansbund – hvad er fløjten lavet af? Desuden fløjter de rumænske diesellokomotiver med trykluft med op til 30 atmosfæres tryk, mens det serbiske damplokomotiv kun føjter med damp på højst 12 atmosfæres overtryk.
Mon jeg virkelig har brugt ordet serberfløjt? Jeg vidste godt allerede før, jeg rejste hjemmefra, at lokomotivet var en østrigsk konstruktion og slet ikke en serber. Lokomotivet viste sig tilmed at være tysk, fra fabrikken Jung, men lad nu ikke fakta ødelægge historien. Jeg reagerede nok snarere på den anderledes fløjtelyd, jeg et stykke tid havde fulgt på vej ned ad bjerget på et tidspunkt, hvor der ikke skulle komme tog. Først ved passagen af hovedvejen, hvor lokomotivet kort efter kom til syne set fra vor terrasse, trådte jeg i karakter.
Selv om vi havde køkken i hytten, spiste vi både frokost og middag ude. Middagen om aftenen var på jernbanerestaurationen med udsigt til veteranbanen. Hvad kan man så forlange mere?
Vil du se mere om banen, så google følgende adresse:
https://de.wikipedia.org/wiki/%C5%A0arganska_osmica
Også min egne hjemmeside bringer et fyldigt indlæg om veteranbanen , som jeg så den. Her er ikke så lidt turisme i indlægget også ud over rent banestof: Jernbaner i Serbien.
Nedenstående bringes også et par fotos hentet fra jernbanedelen.

Fra jernbanemuseet førte en museumsbane i 760 mm sporvidde i fire store slyng ned ad et flere hundrede meter højt bjerg. Her ses baner i tre etager. Nå, ja den næstøverste holder vi på og den øverste lå i en tunnel, men imponerende at køre her.

På veteranbanens endestation, Šargan Vitasi står jeg og taler med en schweizisk jernbaneentusiast foran dels remisen og værkstedet del foran et par udstillede damplokomotiver. I front JZ 83-173, Drakovic 129/1949.
I Mokra Gora
I Mokra Gora Bjergene
Jeg ved godt, at overskriften er dobbelt konfekt. Mokra Gora betyder Sorte Bjerge. Min tur lykkedes, men min datters sti slap op. I ex. Jugoslavien går man ikke uden for banet vej og sti, med mindre man vil agere frivillig minesøger.
Filmbyen
Vi besøgte også en kæmpe filmkulisse på en bjergtop. Et halv hundrede huse var blevet bygget, bevaret og nu indrettet som restaurationer, hotel, boder og butikker. Vi gik derop og ned igen. Der var ikke særlig langt, men højdeforskellen gjorde, at turen tog nogle timer. Til gengæld kom vi ind ad bagindgangen, hvor der ikke var billetsalg.
Filmmanden, der havde bygget sine kuliser her, hed Emir Kusturica og var født i Sarajevo 1954, men som serber. I Mokra Gora kaldtes byen træbyen, da alle husene var af træ. I det nærliggende Visegrad lå hans stenby som også var en stor kuliseby.
Efter at have spist heroppe skiltes vore veje igen, idet min datter gik den nærmeste omvej hjem og jeg gik lige ned til museumsbanen for at se på tog og bøger om baner.

På en anden bjergtop over Mokra Gora lå filmbyen, en stor filmkulisse på mindst et halvt hundrede maleriske huse indrettet til hotel, restaurant, butikker mv.
Under opstigningen til filmbyen, der foregik på trapper, var der rig lejlighed til at studere geologi. Under hele turen havde jeg til nogle deltageres store undren vendt sten, men uden resultat, der havde ikke være tid til det, men her var der. Mere om de geologiske undersøgelser kan læses her: Geologiske oplevelser 2018 | Bents bane
Lidt af teksten gentages dog også her: I det sydlige Serbien i bjergkæden Mokra Gora må der på et tidspunkt under opfoldningen af Balkans bjerge have været så lavvandet, at bunddyr kunne indfinde sig i det Tetyshav, der lå her i Kridttiden. Under bestigningen af et lille bjerg, satte vi os og hvilede os, og jeg sparkede til en løs blok, og så, at der var den flotteste strandsnegl i blokken. Andre steder i nabolaget vrimlede det med muslinger. Blokkene var dog for store til tage med hjem, og de var ikke meget for at lade sig slå i mindre stykker, så jeg fotograferede dem og lod dem ligge. Fossilerne må have været fra kridttiden, men hvilken underperiode og, hvad de fundne fossiler hedder, har jeg ikke bekymret mig om.
Bosnien Hercegovina
På fjerdedagen kom en ny privatbil og kørte os til Sarajevo i Bosnien, som du nok husker fra borgerkrigen. Vi gik rundt to dage i denne by, inden vi med toget tog videre til Mostar i Hercegovina, hvor vi selvfølgelig så den gamle bro, der er synonym ned byen. Videre med bus, da der ikke mere var tog her, til Dubrovnik i Kroatien, også kendt fra borgerkrigen og ellers for sit middelalderimage.
I landet bor der serbere, kroater, bosniakker og hercegovinere, men befolkningen er også på tværs af etniciteterne delt i romersk katolske, ortodokse og muslimer. Selv om befolkningerne i menneskealdre have boet fredeligt side om side, kom det til borgerkrig, hvor parterne snart bekæmpede hinanden snart rottede sig sammen for i fællesskab et bekæmpe de andre. Serberne var altid den ene part, og det var som oftest muslimerne, det gik ud over.
I dag er landet todelt: en muslimsk-kroatisk del i vest og midt og en serbisk del i øst, men med et vist samarbejde. De to dele havde dog hver deres jernbanevæsen. I slutningen af 2021 meldte serberne dog, at de ville trække sig helt ud af den forbundsstatslignende konstruktion.
Vi fulgte den som museumsbane genopbyggede 760 mm jernbane over grænsen til Bosnien og videre helt til Višegrad. Specielt lige før grænsen passeredes en bjergkæde, hvor bane og vej på spektangulær vis forløb gennem kløfter og hængende på klippesider. Višegrad er den første større by i Bosnien Hercegovina. Om Višegrad hed det, at der før borgerkrigen var 50 % muslimer. Nu er der 0 %.
I bjergene så vi vilde heste. Ikke etnisk vilde heste, men bare heste, som under borgerkrigen var blevet herreløse. Vi så i naturen også skilte dels med totalt adgangsforbud på grund af minefare, dels med forbud mod at gå uden for områdets stier.
Vi holdt én pause under vejs:
Višegrad
Her beså vi Broen over floden Drina, en gammel osmannerbro kendt fra nobelprisromanen Broen over Drina af Ivo Andric. I nærheden lå også filmbyen, men denne her var af sten og kaldtes også Stenbyen, som vi også så, men på afstand.

Man skulle ikke tro, man var midt i byen Višegrad. Til venstre breder en slette omkring floden Drina sig ud og giver plads til en by. Floden her løber ind i landet og munder ud i Donau. Vi fortsatte videre frem langs floden, men da Sarajovo ligger ved en flod, der løber til Adriaterhavet, skulle vi igen krydse et vandskel og altså en bjergkæde.
Sarajevo
Det var mit ønske at se Sarajevo, som vi jo kender så godt som en blomstrende by under vinterolympiaden til den gennem flere år blev belejret af serberne, der fra højderne over byen skød på alt levende, der bevægede sig i byen.
Vort hotel lå lige ved floden og den gamle osmannerbro ikke langt fra det sted, hvor Første Verdenskrig brød ud – der hvor serberen Princep, 1894 – 1918, fik ram på den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand, 1863 – 1914.

Sarajevo ligger i en floddal, og byen er lang og smal. I den norlige ende boede muslimerne og i midten og mod syd boede serbere og kroater og ikke muslimske bosniakker. I fortovets fliser bekendtgjordes, at her mødes øst og vest. Vi går endnu, som du aner i den muslimska basarbydel, men lidt fremme begynder den østrig-ungarske bydel med Jugenhuse mv.

Min datter oplyste, at siden hun sidst havde været der, var mange af de fliser med blod på, taget op. Den her på en central plads blev dog stadig malet op. Ud over “blodet” ses også skudhuller. Et eller andet sted stod der sikkert også navn på ofret.
Mostar
Jeg havde ønsket at se både Sarajevo og Mostar på turen, og til Mostar benyttede vi tog for anden gang på turen. Lokomotivet var en aldrende svensk konstruktion bygget på licens af af rumænerne og senere af serberne. Vognene var helt nye og moderne af spansk Talgofabrikat, vogne, som vore Statsbaner også har bestilt. De kunne køre 200 km i timen, men mange sporskifter tillod kun 30 km/t. Heldigvis var der ikke så mange af dem på vejen, men over 60 kom vi dog ikke. Vi havde købt billet i forvejen, men mange klaphatte kom fem minutter i afgangstid til en lang billetkø, så vi først kom af sted med en halv times forsinkelse. Næste gang ræsornerede klaphattene så, at når toget var en halv time forsinket, så var det jo ikke nødvendigt at komme før 25 minutter efter afgangstid….. Banen var ved at få styr på publikum. Vi skulle køre 07.07, men kom af sted 07.30. Jernbanerejsen var behagelig og landskabet var smukt. Vi boede her på et muslimsk hotel, der samtidig var museum, idet det var indrettet i et tidligere muslimsk palæ. Pigerne på hotellet inviterede os på sightseeing i museumsdelen, og en dag, hvor jeg sad i skyggen i gårdhaven, kom en af pigerne med kaffe til mig – på huset. Jeg tror, at de som pigerne i Podgorika var imponerede over, at min datter rejste med sin gamle far.

Museet rummede blandt andet en stue og et soveværelse. Begge steder gik sofaen igen, men i stuen var der små, lave borde og i soveværelset var der redt op på gulvet. Inden besigtigelse skulle vi smide skoene, akkurat som i moskeerne. De ægte altså.

Min brusenische i “a la turca-stil.” Min seng lignede en himmelseng, men man skulle ikke brede sig, så slog man hovedet – i søvne.

Den kendte bro i Mostar, som borgerkrigens parter skød til måls efter og ødelagde. Byen drenge sprang for penge ud fra broen ned i floden. Også her levner floddalen ikke megen plads til by. Turistantallet var behersket undtagen midt på dagen, hvor man ikke kunne sparke sig igennem.
KROATIEN
Der havde været været tog til Dubrovnik, som var det næste mål. Men efter ændringen fra 760 mm til normalspor førte banen til havnen i Ploce og ikke mere til Dubrovnik. Vi var ni passagerer med en udrangeret vesttysk tidligere luksusbus. Nogle kinesere havde svært ved at forstå, at chaufføren skulle have en € ekstra af hver for at tage vore kufferter med. Garanteret hans egen private forretning? Kineserne ville ikke betale, men sneg sig ind med bagage. De blev korporligt smidt ud, og bagagen bogstaveligt smidt ud efter dem. Efter nogen tids underholdning, for kineserne forstod ikke en fin hentydning, betalte de dog. Jeg var nu begyndt at blive træt af grænser og blive glad for vor schengenaftale. Tre grænser med en times ophold hvert sted, trods det vi var i transit. Vi forlod Bosnien Hercegovina og kørte ind i Kroatien, der har fået tilkendt Dalmatien – området langs Adriaterhavskysten. Et par kilometer af kyststrækningen tilhørte dog Bosnien Hercegovina, og Dubrovnik lå i en kroatisk enklave med et stykke Bosnien Hercegovina imellem. Det var her, vi blev hevet ud af bussen og tilmed skulle gå over grænsen!
Dubrovnik
Byen er også kendt fra borgerkrigen og mange danske har besøgt den på badeferier i det gamle Jugoslavien. Byen er en middelalderby. Du kender sikkert det billede, hvor byen er fotograferet oppe fra bjergene, og hvor man ser dele af bymuren ud mod havet. Jeg så motivet fra bus og til dels fra taxi, men ingen af dem standsede for fotografering.
Alle de store erobrere har været her. Det lykkedes dog ikke Djengis Khan at indtage byen, og venetianerne måtte også slippe herredømmet. Byen med opland var en republik, som det først lykkede østrigerne at “befri” i 1815. I 1919 måtte de opgive byen igen. Der er i dag 90 % kroater i byen.
Byen var om muligt endnu mere overrendt. Op ad formiddagen væltede turistbusvognmændene deres indhold ud lige uden for nordre byport, og så var det svært at fotografere eller se på seværdigheder. Vi boede i byen øverst ind mod bjergene for enden af en lang trappegade, hvor vi havde et lille hus med to værelser og køkken. Vi lavede dog kun morgenmad selv. Der var trods turisterne hyggelige lokale cafeer, hvor vi kunne spise. Om aftenen var turisterne væk alle sammen, så det var let at finde et godt spisested.

Bymuren og navnlig portene var et sandt lærestykke i krigskunst. Jeg så mur og porte nedefra, men min datter havde løst en billet til en rundgang, som jeg afstod fra at deltage i.

En anden lille kirke, men her med to klokker. Det lykkede at komme så meget på afveje i byen, at jeg kom helt ud i den indfødtes gader, hvor der var folkeliv og ingen turister.
SÅ SLUTTER TUREN
Efter et par dage i Dubrovnik tog vi for sidste gang en bus og denne gang rundt om Kotorfjordens kringlede vige til Budva, hvor vort vasketøj ventede. Vi havde en formiddag i byen, men jeg havde jo set den tidligere, så jeg gik lidt på strandpromenaden og afstod fra den længere tur ind til den gamle bydel.
En privatbil kørte os til lufthavnen i Podgorica. Rejsebureauet havde tidligere brugt et vesteuropæisk luftfartsselskab, men det var på denne tur gået over til et billigere østeuropæisk. De fik så en billigere vare, og den var derefter. Begge fly var forsinkede, og det ene var endda gået i stykker og måtte i hast erstattes af et lejet rumænsk fly. Vi skulle tilmed skifte Ljubljana i Slovenien. Allerede inden vi kom ind i transitten her, var det over afgangstid for flyet på sidste etape, og da vi nåede frem til gaten, var den lukket. Efter lidt ærgrelser fandt vi ud af, at flyet ikke var fløjet, men tvært i mod endnu ikke ankommet. Da lufthavnes informationsanlæg stort set var uforståeligt på grund af resonans, turde jeg ikke forlade bænken ved gaten. Vi kunne dog købe lidt mad i lufthaven, og vi kom da også hjem om end noget forsinkede.
Jeg har allerede skrevet, at det var en fin tur. Bedst syntes jeg om den sidste, hjemmelavede del, men jeg havde jo også selv været medarrangør! At det samtidig var den billigste, selv om jeg betalte for min datter på denne del, af ture, kan nok undre, men det er de erfaringer, jeg som regel gør.
Bent Hansen
3. udgave. 14 januar 2022.
Tidligere nu slettede udgaver af dele af indlægget:
Forårspostkort fra Serbien 2018. Udgivet 31. maj 2018.
Dele af Julehilsen 2018. Familie og venner. Udgivet 17. december 2018.
2. udgave sammenskrevet og udvidet 29. september 2019.