Rejse på Balkan

På en central plads i byen stod den nybyggede Makedoniens Port omgivet af bronzestatuer i lange baner. Triumfbuer er jo en gammel romersk måde at minde kejsere og begivenheder på. Det nye unge land havde nu også behov for at vise sig frem.

En fast antigræsk demonstration på en central plads i Skopje nær Makedoniens Port viste til højre over teltet det flag, grækerne var sure på og i midten det flag med de få solstråler, de kunne godkende. Til gengæld så vi ude på landet mange steder det albanske mindretal flage med Albaniens flag, selv om de ikke måtte.

Et genopbygget Moder Teresas fødehjem er nu museum. Selv om hun er født her, var hun var etnisk albaner, men alligevel hædrer begge lande hende. Uden for billedfeltet stod en statue i bronze af hende.

Kirken her er også ny, og tårnet tilmed rejst for nyligt. Kirken er viet til Konstantin og Helena, der i 313 gjorde kristendommen til statsreligion i romerriget, som området her allerede dengang var en del af.

En af verdens allerstørste erobrere var også makedoner, Alexander den Store og fejredes her med en statue omgivet af løver, Ja, der var løver på Balkan 300 før vor tidsregning, men de endte hurtigt i de romerske arenaer. En ny hovedstad i et nyt land skulle bruge mange pragtbygninger og statuer i en fart, så priserne på råstoffer til bronze, kobber og tin steg voldsomt. Folk fra hele Østeuropa tog nordpå og hentede kobber, der lå og flød overalt langs jernbaner som returstrømsledninger. Og var disse allerede hentet, så ragede de da bare banernes overledninger ned.

Osmannerne afløste byzantinerne, der efterfulgte romerne. De tyrkiske osmanner var på Balkan fra omkring 1500 og et par hundrede år frem, til indbyggerne selv gjorde sig frie eller østrig-ungarerne erobrede områderne. Selv om den tyrkiske indvandring ikke var stor, satte tyrkerne dog deres præg på området i form af religion og byggeskik. Små snævre gader prægede de osmanniske bydele.

Mens den var usædvanlig farvet udvendig, var den flot bemalet indvendig. Af de små runde billeder viser hvert andet hellige steder i den muslimske verden. 2018.

Muslimer afbilleder aldrig fauna, men til gengæld er de mestre i afbildning af flora.

På den anden side af floden Vardar lå en Hamam et tyrkisk bad dog opført i noget der i mine øjne er byzantinsk stil. Navnlig her i Tetovo var der mange albanske flag.

I Mavrono Nationalpark over mod den albanske grænse var bønderne delvist flyttet med deres får og geder, men deres hyrdehunde lod de blive. De levede nu af vildtet i parken eller tiggede ved ishuse og cafeer, indtil de blev kørt ned af den voksende bilturisme. Trods nationalpark var der vandkraftanlæg og skiturisme og lur mig, om der ikke også solgtes jagttegn? Her ved en cafe, hvor vi red en snestorm af, stod en gemse også i Bronze måske fra Banedanmark? Hvem ved? Kobberet kunne jo også være fra DB eller SJ.

Sydøst for nationalparken lå St. John Bigorski klostret fra 1020, hvor en detalje ses. John hedder sikkert Johannes på dansk og på sproget her formentlig Ivan! Bygningerne her er sandsynligvis fra 1743.

Klostret set udefra.

Klostrets indre og en munk.

Sneen var nu gået over i regn og da bussen ikke kunne vende ved klostret på bjergtoppen, måtte vi gå derop. Her løber vandet ned ad bjerget og ned ad vejen. Jeg har lige stoppet et par biler, så de var nødt til at liste sig forbi mig, så de ikke oversprøjtede mig, som motorfolk mener, de har ret til. Jeg gik i sanddaler og var den eneste i selskabet, der ikke havde våde sokker om aftenen. Sokkerne havde jeg i lommen!

Udsigt fra klostret. Vejret var interessant, men ikke det, vi kalder strålende. Gad vide, hvorfor solen skinnede på moskeen, mens det regnede på klostret? Vi så originale moskeer med én minaret. Denne her har to minareter, og her har tyrkerne skænket den anden minaret mod at få indflydelse. Eller skal vi kalde det: Fiske i rørte vande. Enkelte moskeer havde fire minareter, og her havde saudierne været på spil.

Ohrid var kendt for Makedoniens smukkest beliggende kapel viet til St. Johannes fra Kaneo – altså hverken evangelisten Johannes eller Johannes Døber. Kapellet stammer fra 1200-tallet. Det er her set fra søen. Der var højvande i søen, så stien derud var ufarbar for turister.

Balkan er jævnligt ramt af jordskælv, men tyrkerne havde opfundet en byggemetode, der modstod jordskælv, Man affjedrede en mur med indlagt træ. Det holdt bare.

En del gadelamper i den gamle by indenfor murene var ret festlige. De lignede byggestilen på egnen som nu klostret St. John Bigorski.

Den første af byens 365 kirker, vi så, var St. Sofia fra 1000-tallet.

Inden for bymurene lå kirker op ad bjerget i tidligere tider i et antal af 365. Her Gudsmoderes Kirke fra 1395. Skønt bygget af byzantinerne, havde osmannerne indbygget deres jordskælvssikring i flere af kirkerne, dog kun et sted i tårnet her.

En ny kirke i Ohrid i Makedonien bygget i gammel (byzantinsk) stil og på gamle fundamenter. De røde bånd her er tegl indmuret mellem kalkstenene og ikke træværk. Kirken er viet til St. Kliment, der var en lokal biskop – og altså ikke den romersk-katolske St. Clement, den fjerde pave.

Mosaikgulvet her var sikkert ret gammelt. Det var fundet noget under den nuværende jordoverflade. Det var gulvet i et dåbskapel, helt tilbage fra den tid, hvor man gik ned ad en trappe og dyppede sig i bassinet og videre op ad en trappe i modsat end, mens præsten døbte på samlebånd. Bemærk svastikaet, som allerede var gammelt i 300-tallet, og senere i vor tid er genbrugt, eller nogen vil måske sige misbrugt? Måske gulvet var fra en græsk, romersk villa ældre end dåbskapellet?

En tusindårig platan, med alderen temmelig hul, så der var indrettet barbersalon inde i det hule træ. På et postkort fra 1922 så den betydelig bedre ud.

Ved søbredden ved Pestani syd for Ohrid lå denne genopbyggede bronzealderby på pæle. Sådanne byer findes også i Tyskland blandt andet ved Bodensøen. Vi var ikke dernede, da der bortset fra et lille museum med fund fra søbunden ikke er meget at se.

Ved sydenden af Ohridsøen lå i bjergene bagved en sø uden afløb. Vandet sank ned i bunden af kalksten og kom op ved bredden af Ohridsøen. Nu var vandet renset ved gennemsivningen og meget klart, så man her på søbunden flere meter nede ser vandet sive op gennem bundens sand. Det er kilderne til floden Sorte Drin, som vi møder senere igen i Albanien.

St. Naum klostret set indefra. Klostret lå ved søens sydende ikke langt fra Albaniens grænse. Det var viet til St. Naum, der som munk havde et godt tag på dyr. Da en bjørn tog hans ene hest, mens han pløjede klostermarken, satte han sig med bjørne i en rundkreds og diskuterede sagen igennem. Det endte med, at bjørne erkendte sin brøde og overtog hestens plads foran ploven.

Uden for klosterporten advarede et skilt mod farlige dyr i klostret. De viste sig at være påfugle. Her er en af dem sprunget ud, men da den så mit apparat, vende den resolut ryggen til. Den skønnede med rette, at jeg aldrig ville betale for billedet.

Grænsen mellem Makedonien og Albanien lå i et 900 meter højt pas, der efter mit kort skulle hedde Qafé Thana. Det havde været stærkt befæstet, og her på marken ses mindst tre enkeltmands betonbunkers. Under passet skulle der ligge en jernbane i tunnel. Den kom aldrig til Ohrid som planlagt, men holdt sig til søens vestende, den albanske side. Skinnerne ligger der formentlig endnu, men der kører ikke mere tog.

Straks neden for passet i Albanien lå en mineby, Prrensjas formentlig en jernmine, men, men liberalismen havde taget livet af minen, jernbanen og indbyggernes eksistensgrundlag. Her ses ruinerne af et par elevatortårne.

Længere nede i lavlandet lå Elbassan med stålværket, der for mindre dele i dag blev drevet af blandt andet tyrkere. Her muren om en gammel borg, der som den eneste af de mange, vi så, ikke lå på en bjergtop, men på flad mark. Både Ohrid, Qafé Thana og Elbassan lå på den gamle romervej, Via Egnatia, der fra Rom førte til Konstaantinopel.

I Berat lå en gammel borg på en bjergtop lige ved byen. Heroppe var en gammel kirke og en del bebyggelse inden for murene. Kirken var nu indrettet som ikonmuseum.

Kirken hed Trinitatis og var fra 1200-tallet. Over døren var der en gammel freske, der tilsyneladende er opdateret senere end 1200.

Udsigt over det nyere Berat oppe fra borgen. Floden anes også. Navnet er Osum, og broen over floden her er en af de gamle karakteristiske osmannerbroer.

Her ses broen fra borgen, hvor klippen er næsten lodret, så man ser lige ned på broen fra over. Osmannerbroer er fra 1500 og 1600-tallet – ikke noget at tale om i sammenligning med romerminderne.

I forbindelse med borgen lå også den gamle bydel. Ad denne gyde vovede vi os ind til et privatbesøg hos museumslederen.

Byen med de tusinde vinduer kaldes byen også. Nu er vi nede og ser husene på bjergsiden, men den samme type vinduer, som på klostret St. John Bigorski i Makedonien.

På hovedgaden stod en halv partisan. Mens Tito i Jugoslavien ledte frihedskampen under Anden Verdenskrig klarede albanerne selv den sag og befriede sig. Ikke mindst kvinder kæmpede på lige fod med mændene og erhvervede sig herved en anerkendelse og en status, som stedets ellers kvindeundertrykkende religion ikke kunne tage fra dem. Statuen hædrer da også en ung kvinde.

Hotellet i form af forstavnen på et skib. Det lå lige op ad en skrotplads.

Olieanlæg. Det så meget pænt ud, men hvor det dog lugtede. Jeg var glad for, at ikke nogen i selskabet røg….

Efter den større by, Fier nærmede vi os Adriaterhavet, og her lå bunkers fra Anden Verdenskrig. De var større end den senere kolde krigs enkeltmands bunkers.

Ude ved kysten havde der fra 588 f. Kr. ligget en rig havneby opkaldt efter den græske gud Apollo. Siden hævede landet sig, så der blev længere til havet, og byen blev opgivet. Her et græsk tempel fra 480 f. Kr. Efter skiltene var det i dorisk stil, men den ene søjle, der var intakt var nu (havde været) i korintisk stil.

Det meste af byen var ikke udgravet, og kun lidt var delvist gravet frem og nødtørftigt istandsat. Her en demonstration af det græske og romerske tøndehvælv. 2018.

Byen havde også rummet et såkaldt græsk teater, der dels lå op ad en skråning, dels kun var kvartcirkelformet.

I 800-tallet opførtes her et kloster af sten fra oldtidsbyen. Det var i dag museum.

Denne sten er uden tvivl hentet i Apollonia. Man har ikke ulejliget sig med at vende det indhuggede billede nedad, eller hvis det var meningen, at den skulle ses, da i det mindste at vende det rigtigt. 2018.

I klostrets buegange stod en hel del græske billedhuggerier fundet i ruinerne af byen.

Fra vort spisested ved havnen gik vi forbi resterne af den venetianske bymur fra 1400-tallet. Træresterne må have været et oliventræ?

Lidt oppe i byen havde man for nyligt (1966) under udgravning til et byggeri fundet et romersk amfiteater, man endnu ikke var færdige med at grave ud. Det målte 136 meter i diameter og 20 meter i højden og var påbegyndt af kejser Trajan kort efter år 100 e. Kr. Der var glatiatorkampe her, indtil kejser Honorius stoppede dem i 404 næsten 100 år efter kejser Konstantin havde gjort kristendom til statsreligion.

På byens Rådhusplads havde romerne også Rådhusplads, eller som de kaldte det, Forum.

Indkørslen til Tirana skete ad en tre til firesporet vej, men trods tydelig afstribning var der biler i syv parallelle spor, og de skiftede ustandselig vognbane bar for at kommer én millimeter frem. Det var tydeligt, at ingen af dem havde kørekort.

Der var ellers mange helt moderne tiltag for at regulere trafikken. Bemærk færdselsfyret. Der er ikke blot rød mand, men søjlen til kurven har en røde stribe på den ene side og en grøn ved siden af, og de skiftede i takt med lyskurven. Af en eller anden grund respekterer hele banden her trafiklyset.

I et lille grønt område midt i byen, som ingen spekulant endnu havde budt nok for, stod et stykke af Berlinmuren! Den anden skulpturs betydning har jeg glemt, og det burde jeg ikke, for den betød noget.

Om denne bunkers havde haft sin plads der, eller det også var et mindemærke flyttet hertil fra anden position, husker jeg ikke. Jeg havde jo travlt med at fotografere og lod guide og guidning være guidning.

Skiltene er ikke helt uforståelige. Selvfølgelig hed hospitalet (moder) Tereza. Skiltet til banegården var en tilsnigelse. Banegården var lukket og var nu sigøjnerlejr. Jeg blev direkte forbudt at gå derud for at se på eventuelle rester af banegården.

Denne pyramide var egentlig beregnet som sidste hvilested for diktatoren Hoxa, men sådan gik det ikke. Den havde været udstillingsbygning, men brugtes nu som afløb for utilpassede unges aggressioner.

Efter Hoxas fald, tog liberalismen over, og for at blive rig i en fart, spillede man pyramidespil. Det endte for de fleste galt. Nogen skal jo betale for at andre kunne blive rige. I vrede plyndrede befolkningen Statens våbendepoter. Midt i en meget slem tid, hvor mange skød først og spurgte bagefter, samlede en velmenende mand våben og ammunition ind, og fik støbt og rejst denne lille klokke. Det blev dog borgerkrigen i Jugoslavien, der kort efter fik folket til at sælge deres våben til borgerkrigens parter, der bedre kunne gøre brug af dem.

Bag bymuseet stod en samling af overflødige statuer. Her ses en Lenin og to Stalin sammen med noget mindre og ubestemt.

Som i Berat havde de også her en halv partisanpige fra Anden Verdenskrig. Hvorfor hun var forvist, ved jeg ikke, men mændene havde vel taget over igen – uanset religion.

En af Hoxas idéer, der ikke helt er forladt, var at husene skulle være i farver. Stilen forekommer mig også anderledes end DDR og Sovjets trøstesløse betonslum. I DDR Plattenbau,

Gågade. Højhus under opførelse. Vi så dog flere sådanne byggerier, der var gået i stå.

Navnlig fra DDR kendte jeg sådanne facademalerier, som her i Tirana var taget ned og anbragt på Nationalmuseet.

Skanderbek eller Skanderbeg på byens centrale plads. Ved mit besøg, var den opgravet, ganske som vi er vant til fra Danmark, men på nyere fotos har jeg set, at de i modsætning til København er blevet færdige. Skanderbeg er landets nationalhelt, der skønt ansat i det osmanniske rige skaffede albanerne en vis for for selvstændighed.

I byen udkant i et bjerg lå et stort bunkeranlæg, hvor Hoxa og regeringen kunne trække sig tilbage, hvis en nabo eller Vesten angreb. Der er ikke billeder derindefra. Enten måtte jeg ikke, eller der var ikke lys nok?

Fra grænsen kørte vi delvist langs bjergene ved kysten. Landet Montenegro betyder Sorte Bjerge, og landet var da også virkeligt et bjergland bortset fra en slette omkring hovedstaden.

Også den montenegrinske side af søen var ramt af forårshøjvande, så havnekajen stod under vand. Her sejler vi hen over en tennisbane. Nettet ser du ikke, for det står under vand, men dommerens sæde rager lige højt nok op til, at vi kan se rygstøddet.

Ude i søen lå en borg, hvor vi sikkert skulle have været i land, men, men den stod også under vand.

Gamle kirker og udgravninger i den gamle hovedstad, Cetinje.

Bjergene var af kalk overalt i området, men her var de porøse som en ost. Et typisk karstlandskab, hvor alt regnvandet hurtigt sivede langt ned di jorden. Stedvis havde været skov, men naturbrande satte overalt sig præg på bjergene. Heroppe lever folk formentlig af geder, og deres oste var værd at køre efter.

Så er vi fremme ved Kotorfjorden, men højt over denne. Fjorden går vinkelret ind fra kysten og har fire sidefjorde, to med nordvest og to med sydøst med bjerge imellem. I bunden af fjorden ved byen Kotor ligger en krydstogtkaj. Bemærk, hvor tæt byerne ligger på hinanden langs fjorden.

Vejen snor sig ned fra bjergene. Klippeknolde ligger mellem de to sydøstliste fjordarme, der dog ikke ses. Det ses, at jordlagene her står ganske lodret, og det er nok skyld i det enestående fjordsystem her. Restsen af områdets fjorde er overskyllede dale.

Man aner bymuren fra billedets nederste kant til venstre op over bjerget til nederste kant til højre. Oppe på bjergsiden ligger kirke og borg. Når bymuren havde dette forløb, skulle den vel holde datidens bueskytter og tidlige kanoner på afstand? En zig-zag-vej fører også op af bjerget. Om der var tid til en besigtigelse, ved jeg ikke, men jeg afstod frivilligt fra at gå der op. Havde jeg været yngre, havde jeg nok gjort det.

Lige inden for byporten lå byens klokketårn. Det er fra 1602.

St. Triphons Kathedral fra 1166.

Langs fjorden lå kirkerne tæt. Reddede skibbrudne havde den uskik et rejse en kirke som tak for redningen. Selv små bitte bebyggelser kunne have både tre og fire kirker! Der var vel ikke et sted, på kysten, hvor der ikke lå en by med kirker?

Da der på kysten ikke var plads til flere kirker, men køen af taknemmelige reddede stadig var lang, fyldte man ude i fjorden op omkring klippeskær og opførte en kirke. Det så imponerende ud.

Ved siden af lå en anden kunstig ø også med kirke. Den kaldtes en begravelsesplads. Begge øer kaldtes i øvrigt Perast lige som som byen inde på fastlandet.

Der var søfolk, hvis pengepung ikke rakte til en kirke, men som i den katolske kirke kunne man give en votivgave som tak. Kirkens vægge indvendig var på sine steder dækket af sådanne votivgaver fra gulv til loft i form af sølvplader. Alle med skibe.

Kirken på øen havde den fordel for os, at det ikke var en kirke i den forstand. Her kunne vi gå rundt og komme nær alteret, hvad vi normalt ikke i ortodokse kirker kunne. Vi kunne endog komme bag alteret og se den klippetop, som øen var fyldt op omkring. Madonnabilledet var kendt. Det var navnlig, mener jeg at huske, den blå farve på Marias kappe, der var noget særligt.

Uden for en af byportene stod en klokke af papmache vist nok fra en film. Nogen synes om den, så den fik lov at blive stående efter filmindspilningen var afsluttet.

I anledning af den forestående ortodokse påske var der pyntet med påskeæg i gadelygterne.

Af påskeæg kommer der påskekyllinger som her i en stor rede. Utroligt, at de fik lov at ligge. Måske er jeg forkert på den, men i min by havde de ikke overlever en weekend.

I bymuren sås venetianernes Markusløve. Venetianerne havde været her 1420 – 1797, hvor habsburgerne tog over uanset, at osmannerne troede, de regerede over Balkan.

Vi beså museet, borg og kirker ud over bymuren, men hvem, hvilken kirke var viet til, har jeg glemt. De var alle fremmede for mig disse helgender. Kirkerne tilhørte stadig den serbiske kirke. Billedet tog jeg nu nok på grund af jordskælvet, der har sat sine tydelige spor. Stedvis ti centimeter revne.

Mala Rijeka viadukten er 498 meter lang og hæver sig 200 meter over dalbunden. Den er bygget 1969 – 73 i forbindelse med den nye normalsporbane mellem Beograd og Bar. Den så spinkel ud, og jeg var først rolig, da vi var kommet velbeholdne over. Foto fra toget af Lise Blom.

Fra jernbanemuseet førte en museumsbane i 760 mm sporvidde i fire store slyng ned ad et flere hundrede meter højt bjerg. Her ses baner i tre etager. Nå, ja den næstøverste holder vi på og den øverste lå i en tunnel, men imponerende at køre her.

På veteranbanens endestation, Šargan Vitasi  står jeg og taler med en schweizisk jernbaneentusiast foran dels remisen og værkstedet del foran et par udstillede damplokomotiver. I front JZ 83-173, Drakovic 129/1949.

På en anden bjergtop over Mokra Gora lå filmbyen, en stor filmkulisse på mindst et halvt hundrede maleriske huse indrettet til hotel, restaurant, butikker mv.

Sneglen.

Muslingen. Fossilernes synlige dele var cirka tre centimeter.

Man skulle ikke tro, man var midt i byen Višegrad. Til venstre breder en slette omkring floden Drina sig ud og giver plads til en by. Floden her løber ind i landet og munder ud i Donau. Vi fortsatte videre frem langs floden, men da Sarajovo ligger ved en flod, der løber til Adriaterhavet, skulle vi igen krydse et vandskel og altså en bjergkæde.

En del af sletten med Višegrad. Ved bredden midt i billedet filmkulisen, Stenbyen.

Sarajevo ligger i en floddal, og byen er lang og smal. I den norlige ende boede muslimerne og i midten og mod syd boede serbere og kroater og ikke muslimske bosniakker. I fortovets fliser bekendtgjordes, at her mødes øst og vest. Vi går endnu, som du aner i den muslimska basarbydel, men lidt fremme begynder den østrig-ungarske bydel med Jugenhuse mv.

Min datter oplyste, at siden hun sidst havde været der, var mange af de fliser med blod på, taget op. Den her på en central plads blev dog stadig malet op. Ud over “blodet” ses også skudhuller. Et eller andet sted stod der sikkert også navn på ofret.

På den husmur ses adskillige granathuller. Meget var genopbygget, men ikke alt var repareret. Man skulle dog lede længe efter tomme byggegrunde. Det store gravpladser fra borgerkrigen opsøgte vi ikke, men så kun de få, vi faldt over.

Vi besøgte byen førende moske, der også tjente som museum og informationscentral. Fra tidligere rejse i Østen kendte jeg de arabiske tal. Uret her står på fire minutter i tre, men klokken på mit ur var 10.30. Uret gik efter månetid.