Portugal. Madeira

Første besøg 1999

Hvorfor Madeira
Da Lise blev 60, kunne hun gøre plads for unge arbejdsledige ved at gå på efterløn. Efterlønnen sang dog på sidste vers. Man blev slet ikke mere belønnet med en bonus for at gå som 60-årig eller endog før. Tilmed skulle man nu have et efterlønsbesvis for at kunne gå. Det havde Lise, men der var andre ting at tage hensyn til. Hun var bange for – og det sikkert med rette – at blive fast hjemmehjælp for ældre medlemmer af familien.

Der var endnu en grund til at hænge lidt ved på arbejdsmarkedet. Lise manglede nemlig tre løntrin, da hun var 60, idet hun som ung havde haft orlov for at gå hjemme, da børnene var små. Senere, da de var lidt større, tog hun nedsat tid, som man kaldte det. En heldig overenskomst og valg af det rigtige tidspunkt at gå på gjorde, at hun på to år indhentede to af de manglende tre løntrin.

Vi havde talt om langtidsferier. Tre måneder om vinteren sydpå kunne lyde tillokkende, men nu ville vi lige prøve fjorten dage først, hvad der sikkert var klogt. Med fjorten dage på Madeira kunne vi finde ud af, om vi overhovedet kunne holde en uge ud sammen uden at lave dagens gerning. Hvordan vi kunne få arbejdsfri i foråret, har jeg glemt. Formentlig var det i den periode, hvor man kunne afspadsere. At få pengene udbetalt var der ingen fidus ved. Skatten tog broderparten af den sidst tjente krone. Så følte vi, at vi fik mere ud af at afspadsere. Vore børn har formentlig også overtaget pasningen af vore gamle forældre i den periode. Da arrangementet lå i forbindelse med påsken, var det begænset, hvor mange dage vi skulle afspadsere.

Vi vælger byen
Vor berejste datter rådede os til at tage et hotel inde i Funchal. Her skulle vi undgå larmende diskoteker og støjede gader med megen trafik. Fra et hotel “oppe på bjerget” risikerede vi, at vi ikke gad gå ned i byen for at spise og navnlig op igen bagefter, efter at vi havde spist om aftenen. Ude ved standen, hvor hotellerne lå skulder ved skulder, var der ingen lokale spisesteder, og gad vi tage en bus ind for at spise? Vort hotel skulle derfor vælges i en rolig del af byen.

Det lykkedes at finde et roligt hotel inde i byen, hvor der overhovedet ikke var mad. Heller ikke morgenmad, men der var køkken, så vi ordnede selv morgenmad og frokost.

Det gik godt. Vi fandt os til rette, men tvivlede alligevel på, at vi ville kunne have fået tre måneder til at gå sådan et sted.

Hvordan komme rundt?
Med lokalbusser og bybusserne kom vi rundt og havde nogle glimrende udflugter. Det lokale turistbureau havde hjulpet mig med at tegne ruter og stoppesteder ind på mit bykort. EU havde ikke rigtig virket der. Hver rute havde nemlig sin ejer med sit takstsystem, sin type billetter og sin egen busstation og egne stoppesteder. Det største problem var dog, at der, hvor turistbureaudamen havde sat kryds på mit kort, var der ikke noget busstoppestedsskilt, og så kunne jeg jo ikke være sikker på, at jeg stod det rigtige sted. Først flere dage senere fandt jeg hullet i jorden samt en betonklods, hvor skiltet havde været støbt ned.

Den ene uge havde vi besøg hjemmefra. Pludselig en aften stod vore naboer og bankede på vor dør. De boede på nabohotellet, men hvordan de havde fundet os, husker jeg ikke. Vi tog nogle ture sammen, og her ville jeg gerne være sikker på busserne. Stod man på nede i byen, kæmpede man om pladserne i bussen med en masse andre, der også gerne ville med den bus, eller havde taget forkert og i virkeligheden skulle med en anden bus. Derfor gik jeg en morgen inden en planlagt tur hen for at finde firmaets busstation, der var afmærket med et kryds på mit kort. Hvor krydset stod, var der ingen busstation, men der var et p-hus. Jeg ledte lidt, men gik så ind i p-huset, der ikke have automater, men var betjent. Jeg spurgte efter busstationen, og pigen ved kassen pegede op. Jeg kiggede op i betonloftet. Pigen kiggede nu nærmest på en trappe og pegede stadig opad. Syv etager oppe lå så busstationen, hvor man i øvrigt i den anden ende kørte direkte ud i gaden, fordi Funchal ligger på en bjergside.

Så vidt så godt. Bussen til vores destination var der ikke. Efter at have ledt lid, gik jeg hen til en chauffør og spurgte. Det var tilfældigvis ham, der kørte den pågældende rute. Jeg foreholdt ham, at der stod noget andet på hans destinationsskilt. Han gik ud og så efter og grinede. Det var tre måneder siden, at skiltet havde passet, men de indfødte var jo stedkendte og ligeglade med destinationsskiltet. Jeg havde derimod ikke andet at rette mig efter! For min skyld rullede han det rigtige destinationskilt frem. Jeg fortalte ham, at han kunne vente mig og nogle ledsagere senere på dagen. Vi var velkomne.

Vi kom i god tid. Bussen og chaufføren holdt stadig og ventede på os. Selv om der var lidt tid til afgang, kom vi ind og kunne vælge de næstbedste pladser, for der sad allerede nogen på de forreste pladser. Chaufføren stillede sin billet- og pengetaske i forruden og gik til kaffe, mens vi sad alene i bussen i ti minutter. Senere fandt jeg ud af, at der havde været penge i tasken. Nå, hvad skulle vi med hans penge. Vi havde jo vores egne i rigelige mængder, men tak for tilliden alligevel.

Det viste sig nede i byen, at det havde været en god ide at gå til busstationen og stå på. Nede i byen blev bussen overfyldt, idet en masse skolebørn også skulle med.

Vi havde 14 dejlige dage, og selv den sidste dag fandt vi nye gader med butikker, der var værd at kigge på. Også om aftenen havde vi undtagen en enkelt gang held med valget af spisesteder.

Er langtidsferie os?
Vi så mange glade efterlønnere fra mange af Nord- og Vesteuropas lande, men mange af dem gik rundet med alt for store, bare maver midt på hovedgaden i Funchal. Hvorfor netop det syn fratog os lysten til at tilbringe en vinter i Sydeuropa, ved jeg ikke, men vi var enige om, at nogle af efterlønnerne godt kunne have klædt sig lidt mere og måske også lidt pænere.

Lise valgte Madeira, fordi de ikke var jernbaner der! Allerede indenfor det første døgn havde jeg fundet to forhenværende jernbanestationer, en længere forhenværende banetrache, en tidligere bro og fem tandhjul fra et tandhjulslokomotiv foruden nogle kakler med lokomotiver på. Senere fandt jeg mere, blandt andet et postkort med et tog på. Selv om jeg fik det pruttet ned fra 50 kroner til 30 kroner, syntes jeg stadig, det var for dyrt. Jeg ville højst acceptere 10 kr, hvilket var det dobbelte af prisen i Danmark dengang. Jeg var godt klar over, at denne pris var urealistisk, og Lise overtalte mig til at købe det alligevel. Helt jernbanefjendsk var Lise således ikke! Det var før nettet. I dag ligger disse postkort frit tilgængeligt på nettet, men det er en anden historie.

Til messe i Domkirken
Da vi kiggede ud ad vort vindue Palmesøndag, så vi den ene skoleklasse efter den anden komme ned ad bjerget med kurs mod kirken. De var i skoleuniform, og de fleste klasser var anført af en nonne. Da vi op ad formiddagen var klar til at gå ud, passerede vi kirken nede på hjørnet. Her stod folk langt ud på gaden, mens noget foregik inde i kirken. Vi besluttede at se nærmede på det. Efterhånden rykkede vi nærmere og stod til sidst inde i kirken. Da vi ikke forstår portugisisk, ved vi ikke nøjagtigt, hvad der foregik, men uden tvivl var der gudstjeneste i anledning af Palmesøndag. Allerede dagen før så vi, at der solgtes palmeblade. De havde til en vis grad fået flettet småbladene i et mønster. På et tidspunkt skulle vi åbenbart hilse på vor næste. Folk vendte sig mod deres sidemand, og der uddeltes kram. Ved siden af mig stod en enlig, ældre kvinde, der på grund af nedslidning så noget ældre ud, end hun formentlig var. Hun havde åbenbart ingen at kramme, så efter et øjebliks betænkningstid udvekslede vi kram. Jeg havde tænkt hurtigt og forudset situationen, så jeg reagerede absolut positivt. Kort efter skulle vi vifte med palmegrenen. Lise og jeg havde jo af gode grunde ingen, men resolut brækkede morlille en stump af sin og rakte mig den, så jeg også kunne vifte. Lise var forsvundet i mængden, og hun havde ikke viftet.

Efter mere end en time forlod alle kirken i en kæmpe procession anført af byens spidser udklædt til lejligheden. Vi sivede ind sidst i processionen og fulgte med. Vi endte ved og i Domkirken, hvor der også blev plads til os. Her stod vi igen mere end en time, men der var ikke tegn på, at højtideligheden var ved at slutte. Et godt stykke efter frokost listede vi af, blandt andet fordi, at vi nu havde stået op i tre timer og ikke kunne mere.

Vi var trætte, da vi kom hjem, men bestemt en oplevelse rigere, selv om vi ikke forstod meget af det. En katolsk gudstjeneste her var helt anderledes og meget folkelig, slet ikke som jeg lærte i skolen, at den var, da vi i Danmark var katolikker før reformationen.

I øvrigt var Edit og jeg til højmesse i Domkirken i Ponta Delgada på São Miguel på Azorerne. Også det var en oplevelse. Her forstod vi lidt mere, idet præsten sagde en del på engelsk. Kor og organist var i en klasse for sig selv. Tilmed fik vi siddeplads, og på et tidspunkt blev alle fødselarer den dag kaldt op og velsignet, hvorpå kor og organist jazzede happy birthsday.

I St. Petersborg overværede vi en russisk ortodoks messe, og i Aachen har jeg overværet i katolsk højmesse, men her forstod jeg hvert et ord. Også en højmesse i Slesvigs Domkirke har jeg deltaget i foruden dele af en i Magdeburgs Domkirke samt overværet gregoriansk munkesang i Maria Larch Klosterkirke i Eifelbjergene. Dette sidste gjorde et så stort indtryk, at endnu et besøg er på mine planer.

Uden for byens kirker stod der en dag palmeblade kunstfærdigt flettet på flere kunstfærdige måder. Vi studsede, men kom så i tanker om de forestående Palmesøndag, hvor indtoget i Jerusalem mindedes. Alle foto er fra 1999.

Uden for byens kirker stod der en dag palmeblade kunstfærdigt flettet. Vi studsede, men kom så i tanker om den forestående Palmesøndag, hvor indtoget i Jerusalem mindedes. Alle foto er fra 1999.

Allerede søndag morgen tidligt kom klasse efter klasse af velopdragne skolebørn i uniformer anført af nonner forbi vort hotel på vej til den nærliggende jesuitterkirke.

Allerede søndag morgen tidligt kom klasse efter klasse af velopdragne skolebørn i uniformer anført af nonner forbi vort hotel på vej til den nærliggende jesuitterkirke.

Kirken var stopfuld, og vi forstod ikke meget af det. Palmebladene ses flere steder. På et tidspunkt skulle der viftes med dem. Jeg havde imidlertid intet palmeblad, men en gammel, tandløs morlille ved siden af mig brækkede resolut et småblad af sin blad, så jeg også kunne vifte. Vi skulle også kramme vor næste, men morlille havde ingen, og efter at havde set sig om, konstaterede hun, at der kun var mig, så vi krammede.

Kirken var stopfuld, og vi forstod ikke meget af det. Palmebladene ses flere steder. På et tidspunkt skulle der viftes med dem. Jeg havde imidlertid intet palmeblad, men en gammel, tandløs morlille ved siden af mig brækkede resolut et småblad af sin blad, så jeg også kunne vifte. Vi skulle også kramme vor næste, men morlille havde ingen, og efter at havde set sig om, konstaterede hun, at der kun var mig, så vi krammede.

På et tidspunkt forlod alle kirken for at gå i prosession gennem byen. Her fører bispen an.

På et tidspunkt forlod alle kirken for at gå i prosession gennem byen. Her fører bispen an i gruppen af gejstlige.

Optoget førtes an af byens spidser i røde kapper. Måske er det menighedsrådet.? Måske er det de(t) samme?

Optoget førtes an af byens spidser i røde kapper. Måske er det menighedsrådet.? Måske er det de(t) samme?

Utroligt, at alle de mennesker havde været inde i én kirke?

Utroligt, at alle de mennesker havde været inde i én kirke?

Optoget var enormt, men alle slusedes ind i Domkirken, der allerede var fuld. Jeg talte pladser og rækker og gangede op med tillæg af anslået antal stående. Vi var formentlig omkring 5000 i kirken. Efter tre timers ståen, kunne vore ben ikke mere, så vi listede af.

Optoget var enormt, men alle slusedes ind i Domkirken, der allerede var fuld. Jeg talte pladser og rækker og gangede op med tillæg af anslået antal stående. Vi var formentlig omkring 5000 i kirken. Efter tre timers ståen, kunne vore ben ikke mere, så vi listede af.

Andet Besøg 2016

All Incl.!
I 2016 sytten år efter første besøg var jeg igen på Madeira, men denne gang med Edit og denne gang på en ferie, der indbefattede et par udflugter, fuld kost og selv drikkevarer til maden. Om aftenen var der endog fri bar! Hotellet lå fjernt fra byen, men dette kompenseredes med gratis shuttlebus ind til et par kilometer fra centrum.

Vi besøgte nogle nye steder, og jeg genså en del, men meget af det var slet ikke genkendeligt.  Hele havnepromenaden var lavet om, og havnen var nedlagt og istedet var der bygget et ny krydstogtanlæg. Også vejanlæggene var udbygget til næsten økonomisk kollaps. De mange forskellige private buslinjer var harmoniseret til nu fire selskaber med ensartede takster og et fælles rejsekort og en ny overskuelig busbanegård i centrum. Også lufthavnen var udbygget siden første besøg.

Det ligner storm
Da vi kom, var det nærmest havblik, men efter nogle dage var dønningerne fra Atlanten blevet større og større, uden at det blæste nævneværdigt. Vi kiggede på kæmpedønningerne og så, at en mere nysgerrig end os blev våd, men så tog vi på tur. Ved hjemkomsten var dønningerne endnu større, og stranden var låst af. Om aftenen var dele af den bræddebelagte sti ind til byen skyllet væk. Mindst to meter manglede, og andet var undermineret. Sorte rullesten i bassalt var kastet op på stien og flere fliser var også skyllet væk. Trods lukkede vinduer og fortrukne gardiner kunne vi høre rullestenene både på deres optur og retur. Denne ensartede støj generede overhovedet ikke. Nogle mente endog at den var beroligende? Kun i hotellets dagligstue hørtes rullestenene ikke, men det var fordi, musikken her var højere. Det var ikke “vores” musik, så vi brugte stort set ikke den fri bar.

Dønningerne i nærbillede. Vinden blæste den modsatte vej og blæste toppen af dønningen. Alle foto fra 2016.

Dønningerne i nærbillede. Vinden blæste den modsatte vej og blæste toppen af dønningen. Alle foto fra 2016.

Så bryder dønningen. Højden lå vel på et sted mellem en og to meter?

Så bryder dønningen. Højden lå vel på et sted mellem en og to meter?

Rullestene på stranden kastedes rundt. De ses som de sorte prikker i skummet. De kastedes helt op på stien langs kysten.

Rullestene på stranden kastedes rundt. De ses som de sorte prikker i skummet. De kastedes helt op på stien langs kysten.

Sprøjtet nåede helt op til det højtliggende hotels mur. På det stadie var stien dog lukket, så vi må nøjes med lidt mindre sprøjt, men trods alt imponerende.

Sprøjtet nåede helt op til det højtliggende hotels mur. På det stadie var stien dog lukket, så vi må nøjes med lidt mindre sprøjt, men trods alt imponerende.

Hotellet havde en ø med liggestole og rockpools til badning, men i dag fik de frisk vand i poolsene. Alt blev alt overskyllet.

Hotellet havde en ø med liggestole og rockpools til badning, men i dag fik de frisk vand i poolsene og liggestolene vasket. Alt blev overskyllet.

Stien med opskyllede fliser og masser af rullesten. Foto fra Edits mobil. Kraftigt fotobehandlet.

Stien med opskyllede fliser og masser af rullesten. Foto fra Edits mobiltelefon. Kraftigt fotobehandlet.

5128 Funchal Silkehejre

Bølgerne skyllede langt op i byen ad de små bække, der kom ned fra højderne. Silkehejren kunne jage i skvulpet ret højt oppe i byen. Kablerne er til Bougainvillea, der her skal sno sig og dække lejet.

Madeira er stadig en hyggelig og smuk  ø. De besøgendes gennemsnitsalder er stadig højere end på de nærliggende kanariske øer. Økologi så vi ikke overhovedet hverken på restauranter eller i butikker, og forureningen fra den tætte trafik i den indre by var enorm. Også de mange busser til turisttransporter på Havnefronten kunne give hovedpine på grund af en uhæmmet udledning af skadestoffer.

Vor tur var efter moderne rejsebureau-principer – en all-inklusive-tur, her blev udbudt en heldagstur samt nogle småture, hvor vi til dels skulle gå selv. Men jeg kreerede også mine egne ture, hvor vi måtte lade frokosten hjemme stå, og selv købe frokost ude. Den ene tur var til Montehaven, idet både Edit og jeg er glad for haver og parker med blomster og træer, springvand og kunst. En del af haven var udlagt i japansk stil. Samtidig fik vi så prøvet den nye svævebane, der var taget i brug 60 år efter jernbanen til Montes lukning. Bybussen havde nok været billigere, men svævebanen var uden tvivl en større oplevelse og hurtigere.

Montehaven i Monte oven over hovedbyen Fucchal på madeira havde blandt andet en kinesisk-japansk have. Nogle af træerne er dog forhistoriske bregnetræer, der er uddøde mange andre steder, men stadig vokser her

Montehaven i Monte oven over hovedbyen Funcchal på Madeira havde blandt andet en kinesisk-japansk have. Nogle af træerne er dog forhistoriske bregnetræer, der er uddøde mange andre steder, men stadig vokser her.

Centralt i haven lå et lille "slot" omgivet af damme, springvand og kunstige vandfald.

Centralt i haven lå et lille “slot” omgivet af damme, springvand og kunstige vandfald.

Vor anden udflugt var en levadavandring. Bureauet udbød også en sådan, men den havde den ulempe, at når vi først var steget ud ad bussen, kørte denne, og så skulle turens gennemføres for at komme retur igen. Desuden tog bureauet sig godt betalt for turen. Jeg valgte derfor at arrangere min egen tur, hvor vi når som helst kunne vende om, når vi ikke orkede mere. Jeg gik på Turistbureauet og hentede brochurer. Også lokalbusstoppestedet havde jeg lokaliseret i forvejen. Kun køreplanen kendte vi ikke på forhånd, men tavlen ved stoppestedet lovede bus hver time, sådan da. Men vi stod og studerede planen kom nogle indfødte og stillede sig op bag os. Godt vi blev stående, for bussen blev mere end fuld. De sidste måtte stå op. Jeg havde valgt de forreste pladser med havudsigt, men det fortrød jeg. Jeg havde ikke nerver til i hårnålesvingene at svæve ud over klippekanten i fri luft højt over dalens bund. Jeg forlangte to billetter til Hipismo, og det fik jeg. De fleste medrejsende var indfødte, der havde været på markedet og nu skulle hjem med dages indkøb. Desuden var der en lille gruppe briter. Billetprisen var 1 % af bureauet levadatur! Jeg så godt, at vi forlod hovedvejen og drejede ind på en mindre vej og passerede levadaen, så nu skulle vi nok til at stå af. Kort efter stoppede bussen, og chaufføren rejste sig og gik ned til os og erklærede stolt Hipismo, mens døren gik op. Vi takkede og konstaterede, at han havde ret. Hipismo betyder på portugisisk Hestestalden, og der var både folde, springbaner og hestetrailere, hvor vi stod. Jeg havde valgt netop denne del af en af de mange levadaer, fordi her var en lille restauration. Da det var middag, gik vi straks ind og bestilte frokost. Efter en udmærket frokost med udsigt over Funchal, hovedbyen på Madeira, gik vi videre og vendte om, da vi ikke orkede mere, eller måske fordi levadaen begyndte at blive ensformig. På vejen tilbage tog vi kaffe på den lille café, hvor vi havde fået frokost, og samtidig fik vi bustider og stoppested for hjemturen. Caféen havde nemlig flere stoppesteder, som ikke alle betjentes af alle busser.

En levada er en kunstig vantilførsel fra Madeiras regnfulde nordlige tværs over øen til den mere regnfatte sydkyst, hvorfra det fordeltes til markerne her, hvor de fleste indbyggere bor.

En levada er en kunstig vantilførsel fra Madeiras regnfulde nordlige tværs over øen til den mere regnfattige sydkyst, hvorfra vandet fordeltes til markerne her, hvor de fleste indbyggere bor. Her er Edit på vej.

Denne levada var meget afvekslende og samtidig en af de mindst farlige at gå på. Stien langs vandrenden var bred, og skråningen mod havet var hverken høje eller stejl. Afsnittet her går genne bymæssig bebyggelse.

Denne levada var meget afvekslende og samtidig en af de mindst farlige at gå på. Stien langs vandrenden var bred, og skråningen mod havet var hverken høj eller stejl. Afsnittet her går gennem bymæssig bebyggelse.

Her ligger der skov forude og marker nedenfor. de kan overrisles fra små vandudtag.

Her ligger der skov forude og marker nedenfor. De kan overrisles fra små vandudtag.

Inde i skoven var der ikke så meget at se, så hver vendte vi.

Inde i skoven var der ikke så meget at se, så her vendte vi. Skråningen her er lidt højere og stejlere, men ikke farlig. Nogle af farligste levadaer var siden vores første besøg blevet lukket for besøgende.

Billedet er nok lidt synsbedrag. Trådte man ved siden af, faldt man ikke i havet. Under horisonten ligger i øvrigt Funchal. Området her hedder i øvrigt Sao Joao Latrao.

Billedet er nok lidt synsbedrag. Trådte man ved siden af, faldt man ikke i havet. Under horisonten ligger i øvrigt Funchal. Området her hedder i øvrigt Sao Joao Latrao.

I byen lykkedes det os at finde seværdigheder, som ingen af os havde set ved vore tidligere besøg. En hel del tid tilbragte vi i byens parker med at se på træer og blomster. Vi besøgte nogle af kirkerne, hvor vi var heldige at komme uden for messetid. Dele af en messe overværede vi dog også, men vi orkede ikke at stå op mere end en halv time. Fra byen til hotelbussens stoppested var der nemlig to gange en halv times gåtur!

Når vi var ”hjemme” om eftermiddagen, tog vi os god tid til frokosten. Efter en siesta tog vi kaffe på terrassen med havudsigt, og så tog vi 200 meter i pølen samt to ture i boblebadet. Efter endnu et bad var det såmænd tid til middag. Vi kunne lige nå et glas inden middagen. Badet havde vi for os selv. Der kom nogen og spurgte, om det ikke var koldt, og det benægtede vi, men de var kun i få minutter. For dem var det åbenbart koldt.

I billedmappen er der mere og andre besøg, så måske kommer der også her mere ved lejlighed?

Bent Hansen. Samlet af to indlæg til et 17. september 2021.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.